Tatters of the King

[Anmeldelse – kampagne]

TattersCover
Førstehåndsindtrykket imponerer ikke.

Tatters of the King er en kampagne til Call of Cthulhu i et overskueligt omfang (240 sider). Den er skrevet af Tim Wiseman og udgivet af Chaosium i 2006. Der er tre akter og kun en enkelt globetrotter-sekvens. Det var først og fremmest omfanget (og så en del positiv omtale) der lokkede mig til at se nærmere på den. Kongen i gult-myten spillede i første omgang en mindre rolle i valget … men det kom senere – Aldebarans indflydelse fornægter sig ikke.

(Kampagnen er skrevet til Sixth Edition, men er Call ikke i det store hele forblevet uændret? Jeg kan ikke forestille mig at det vil være svært at spille det med ældre eller nyere udgaver).

Synopsis (spoiler i bred forstand)

Stjernerne står igen-igen rigtigt, og en kult søger i deres vanvid at kalde en Ældre Gud til jorden. Efter i en kort prolog at have set Kongen i Gult i teatret påtager efterforskerne sig at vurdere hvorvidt en indsat på en galeanstalt er klar til udskrivelse. De bliver klogere på hvad – og hvem – han har rodet med, og det fører til et ritual i Skotland hvor kultister søger kommunikation med Hastur. I anden akt (det korteste) følger karaktererne spor via London ud på landet hvor deres besøg giver anledning til et internt opgør i den lokale kult (for et helt andet mythosvæsen), og de bliver fanget i krydsilden. Tredje akt består af en lang rejse og et klassisk klimaks: Efter et kort stop på ruten følger et romantisk mellemspil til søs, og til sidst turen til Himalayabjergene og det endelige møde med Kongen i Gult.

Foruden scenarieteksten er der et forventeligt appendiks med lidt info om London, tidslinjer, handouts og den slags.

Først det positive …

cthulhu-koenigsdaemmerung
Tysk hardcoverudgave til 7th ed. (Pegasus 2016)

Kampagnens styrker er den stemning af undergang og depression der skjuler sig i kunstneriske og kreative sind, og så kultisternes baggrundshistorie der faktisk er interessant, og de har hver deres motivation og vinkel på historien (det er dog ikke dem alle der får lejlighed til at blive præsenteret, så en del af det ender som død baggrundsviden hos Keeper). Endelig er det et fint, dystopisk klimaks. Det skal også siges at kampagnen i det store hele er klart formidlet, og den grafiske præsentation gør produktet indbydende, selv uden nævneværdige illustrationer. 

Bogens tre akter er reelt hver sit scenarie, men der er en ret klar fornemmelse af en rød tråd der ellers kan være svær at fastholde i episodiske superkampagner.

Truslen mod verden er først og fremmest Hastur som man kan finde ham i Call of Cthulhu-regelbogen, altså en samling stats og checks for Insanity, men jeg synes faktisk Wiseman udviser en god forståelse af Chambers’ kreation som en mere uuhåndgribelig trussel. Det ser i øvrigt ikke ud til at Wiseman har skrevet andet hvilket må siges at være synd. 

… så de klassiske Chaosium-problemer

Svaghederne er mange, men ikke uoverstigelige. En del af dem udspringer af at det er Call: overdreven namedropping af Mythos, for mange farveløse critter-encounters (dog slet ikke så slemt som i visse scenarier), skødesløs omgang med Spells, endeløse rul for Credit Rating m.m. Nå ja, og så er ingredienserne jo altså set før.

Prologen virker uovervejet – på den ene side antages det implicit at karaktererne ikke kender stykket, men i så fald er turen ret forceret. Og hvis de omvendt kender det, hvorfor har de så ikke de obligatoriske dynamitstænger med i teateret? Karakterernes kobling til selve scenariet er også virkelig tynd – en invitation fra en fremmed om at gøre hans arbejde for ham. Samtidig lægger prologen og krogen op til at der skal være mindst én kunstertype og en akademiker blandt dem … hvilket gør det lettere bizart at de senere som det naturligste i verden forventes at bestige Himalayabjergene. Visse plottråde er spinkle og kræver arbejde, men jeg vil dog sige at det overordnet hænger sammen. Rejsesekvensen er, som så ofte, ret kedelig. 

TattersBagside
Bagsiden.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne denne ellers glimrende kampagne med mange af de Trail-scenarier jeg har læst, og der må jeg sige at den savner nogle af de farverige detaljer og konkrete henvisninger til okkulte skoler og planer der får det til at virke lidt mere helstøbt. Det er kendetegnende ved Tatters og andre Chaosium-scenarier jeg har læst til inspiration, at der skøjtes let hen over det egentlige indhold af kultisternes tro og kilder. Det bliver lidt ‘noget med Crowley og/eller Necronomicon fordi okkultisme’. Men det må man så selv føje til. 

Det vigtigste problem er dog strukturelt. Baggrunden, stemningen og formidlingen er god, men historien og scenerne tager nogle alvorlige, irrelevante omveje. Overordnet set fungerer det, men tematik og plot burde spille meget strammere sammen. Der bliver spillet lidt på drømme og uvirkelighed, men det er elementer man kunne gøre meget mere med.

På jagt efter det helt store eventyr

Carcosa - Flyer
Fanproduceret handout.

Ideen om den store globetrotterkamapgne er en klassiker for Cthulhu-entusiaster, men ofte er det en skuffende omgang, eller i hvert fald – det er min erfaring med Chaosiums gamle sager, som Masks of Nyarlathotep og lignende – spil der kræver ekstremt meget arbejde og/eller at man kan leve med manglende motivation for karaktererne (men apropos Masks, så vil jeg alligevel holde øje med den kommende nye udgave). Der er nyere, bedre bud – The Realm of Shadows (fra Pagan Publishing) og Eternal Lies (til Trail of Cthulhu), og sikkert også andre jeg ikke har læst – men Tatters er efter min mening et godt bud hvis det er det episke man leder efter. Okay, man rejser ikke hele jorden rundt, og man skal stadig enten finde sig i ikke at have nogen god grund til at gå ind i sagen eller opfinde noget bedre end det kampagnen tilbyder, men det er stadig en ret helstøbt produktion.

NB: Rasmus Alstrup har spillet kampagnen og skrevet positivt om den på sin blog, Strange Currencies.

4 thoughts on “Tatters of the King

  1. Kristian juni 4, 2018 / 9:38 pm

    Fin gennemgang, Thomas – jeg er enig med det meste.

    Jeg synes dog ikke at teater-introen er så slem – og jeg ville klart køre den med (mythos)uvidende spilpersoner. Det tror jeg egentlig kan fungere meget godt. Hele vikle spilgruppen sammen og få dem på sporet er jeg klart mere loren ved – det kræver virkelig en lægekarakterer og der er begrænset incitament til at andre spillere overhovedet skal tage med til hospitalet. En spilgennemgang jeg har set på nettet, blev den del kort solo mellem en spiller og spillederen.

    Jeg synes bog 2, selvom der bliver smidt en ny Gud/monster ind, er rigtig god. Stemningsfuld og tilpas mulighed for at påvirke finalen, selvom spilpersonerne er ren staffage i showdownet.

    Det værste er de total påklistrede kælder-ghouls i bog 1. De(t) er, præcis som du skriver, så meningsløse wandering monsters og helt klassisk Chaosium. Når/hvis jeg skal spille den, bliver de slashet – huset er garanteret også mere spooky uden. Men ellers synes jeg der er få critter-encounters, heldigvis.

    Har en ambition om at få den kørt indenfor en overskuelig fremtid og følger gerne med her, hvis du gør. Det samme gælder, hvis du kaster dig over The Realm of Shadows, som jeg også har stående… ventende….

    Liked by 2 people

    • Thomas Munkholt juni 5, 2018 / 2:23 pm

      Planen er at gå i detaljer med hele kampagnen – både for at overveje hvordan man *kunne* gribe den an, men også som en generel sandkasse for ideer til system, fortælling, karakterer, setting, Mythos osv. Actual Play? Næppe sandsynligt, men *Unreal* Play, måske …

      Hospitalet som soloprolog lyder som en god løsning. Og ja, del 2 er virkelig god – omend lidt perifær.

      Like

  2. Morten Greis juni 12, 2018 / 8:46 am

    Og hurtigt indskudt bemærkning, så er CoC 7th kompatibel med det foregående materiale rent spilmekanisk. Det er nogle mindre ændringer i systemet, men ikke noget, der kommer i vejen for spilleder, når denne bruger ældre materiale.
    Mere subtilt er de strukturelle ændringer, hvor beskrivelsen af reglerne peger imod en slags conflict resolution, og en ny måde at opfatte sanity på.

    Liked by 1 person

    • Thomas Munkholt juni 12, 2018 / 8:58 am

      Tak, Morten. Jeg har lånt de to grundbøger, så jeg håber også at få tid til at kigge på dem. Men det lyder som små tweaks og moderniseringer á la D&D 5th, og hvad jeg håber at se i Warhammer 4th.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s