Tre generationers karrierevalg

[Warhammer-karrierer del 1]

Når man tænker på Warhammer, så er et af de ubetinget mest definerende træk – måske kun matchet af Kaos-magterne – karriererne. Det har været et væsentligt element i alle tre foreløbige udgaver, og bliver det igen i den fjerde, selvom vi endnu ikke kender detaljerne.

Dragon_116_cover
(Klik for større drage).

Da jeg første gang stødte på Warhammer, var det gennem et 4 siders reklameinsert i Dragon #116 i 1986, og det var helt vildt. En af de ting der virkelig chokerede, var at der var over hundrede evner og et svimlende antal karrierer. I mit hoved sammenlignede jeg det med det jeg kendte, nemlig D&D, hvor man i det røde sæt havde syv valgmuligheder, inklusive racer. I praksis fungerede det jo noget anderledes, men det blev det ikke ringere af. 

Warhammer Fantasy Roleplay udsprang som bekendt af Warhammer Battle, og måske var det netop det at man zoomede fra kollektivet/hæren ind på individet/„helten“ der var en medvirkende inspiration til at fokusere på almindelige menneskers livsvalg i en ualmindelig (og ekstremt farlig) verden. Det er vanskeligt at forestille sig at designerne ikke også skulle være fans af Monty Python and the Holy Grail (1974) med dennes mudderindsmurte æstetik og kulsorte humor, ofte med en social kommentar. Vi ved også at designerne generelt tog udgangspunkt i europæisk historie og i brainstormen over „middelalder“ formentlig har haft mudder, pest, ynkelige bønder, griske herremænd og lignende på tavlen – det forestiller jeg mig.

Uanset hvad så var karrieresystemet i rollespilssammenhæng ret banebrydende i midtfirserne, og de nye udgaver af spillet har, trods større eller mindre redesign, alle holdt fast i dette element.

Ildelugt og inkompetence på CV’et

1st ed, Games Workshop, 1986

Førsteudgaven lagde grundarbejdet, det var her vi blev introduceret både for det tekniske med avancementer, karrierevalg og et avanceret niveau, men også at det her var en verden der ikke fokuserede særligt på helte, men på et bredt udvalg af erhverv i alle statuslag. I og med at alt var nyt, skilte alting sig ud, men jeg vil alligevel fremhæve et par karrierer specielt:

Rat Catcher: Udover tigger er der næppe nogen rolle der tydeligere illustrerer den „grim & perilous“ stemning Warhammer slog sig op på. Det er naturligvis også den karriere der har givet undertitlen til denne blog: rottefængerens standardudstyr inkluderer en lille, men bidsk hund (og d6 døde rotter).

Troll Slayer: De fleste karrierer er ret standard for en middelalder/fantasy-setting, men lige netop den selvmorderiske troldedræber er en særlig Warhamme-feature (der cirka samtidig blev introduceret i WH Battle). Designet er ikonisk, og selvfølgelig også derfor han er smasket på forsiden, men reelt synes jeg aldrig karrieren blev integreret eller brugt interessant.

Witch-Hunter: Jeg vil også trække heksejægeren frem, for den er nært knyttet sammen med settingens Kaos-element. Jeg kan huske at tænke på ham som sej, og første gang man så møder en i den officielle kampagne, er han en total bims fanatiker (egentlig en dusørjæger for at være helt præcis, men han blev brugt som heksejæger) – det er, i modsætning til troldedræberen, godt implementeret.

Illustrationerne af Tony Ackland er, som i resten af bogen, ekstremt svingende i kvalitet, og tøjstilen svinger vildt fra renæssance til middelalderagtigt blah. Men han formåede alligevel, sammen med layout og tekst, at skabe et meget genkendeligt hele. Det var helt ned i den grove papirkvalitet og S/H-trykket.

Med enkelte undtagelser kom der ikke flere karrierer til efter grundbogen.

ratcatcher.jpeg

Strømlignet og specialiseret, men stadig beskidt

2nd ed, Black Industries, 2004

Andenudgaven reviderer meget der allerede er kendt fra originalen – avancementer, karrierevalg m.m. er stadig at finde, det hele bare lidt mere strømlinet. Således går flere af karriererne også igen, men der føjes nye til med måske endnu mere kulør/grit: Bone Picker, Camp Follower, Charcoal Burner, Zealot og lignende. Rat Catcher er der stadig – nu med d10 rotter. 

De regionale/racebestemte jobs (Estalian Diestro, Kithband Warrior osv.) udvides også drastisk hvilket måske er med til at udvide settingen – eller måske netop indsnævre den? For mig svarer det til når George Lucas viser os Chewbacca i Prequel-filmene hvor han ikke har noget at gøre – universet (galaksen) kommer til at føles mindre. Jeg er ikke fan.

Endelig vil jeg nævne tilkomsten af Barber-Surgeon der er den jeg selv følger lige p.t., og et fint eksempel på en karriere der har både grit, nytteværdi og føles rigtig i settingen.

Der er forskellige illustratorer bag karriererne, men niveauet er generelt udmærket, dog uden så meget personlighed. Til gengæld har det en højere færdighedsgrad end i etteren, og selvom tøjdesignet er lidt all over the place, er det lettere at se for sig som en del af samme verden, end Acklands.

Enkelte nye karrierer blev føjet til efter grundbogen, og vist nok som den sidste bog i denne inkarnation kom der en Career Compendium der samlede dem alle.

barbersurgeon.jpeg

Toptunede terningrullende avatarer

3rd ed, Fantasy Flight Games 2009

I forhold til udvalget af karrierer trækker tredjeudgaven mest på den foregående, men udover at systemet er helt nyt, så er der også en del færre at vælge imellem. 

Et par nye karrierer er det dog blevet til, fx Commener og Dilettante – begge egentlig et par udmærkede bud på Warhammer-jobs. 

De forskellige karrierer har stadig genkendelige grundtræk som specifikke avancementer og skills, og de er opdelt i Basic og Advanced (der dog snarere er lukkede end egentlig avancerede), men i stedet for at lade ens løbebane bestemme karakterprogession er det nu muligt at dykke ned i en karriere og specialisere sig. En væsentlig forskel er også at rottefængeren er væk – alle karrierer er som udgangspunkt nu lige indbydende. Hvilket jo er en væsentlig anke mod den her version – det var en del af „charmen“ at man risikerede at ende i bunden af hakkeordenen, både ift. samfundsstatus og regelteknisk.

Til gengæld har man føjet en ny dimension til, nemlig ens „Party“ der har sine egne fordele og ulemper man trækker på som gruppe. Det kan jeg godt lide – man kan sige det er der et tilfældigt sammenrend af civilister bliver til eventyrere/helte.

En stor del af illustrationerne i 3rd edition er genbrug fra andre Fantasy Flight-produkter, men de har faktisk sat en enkelt person til at lave karakterdesigns (i grundbogen). De er alle langlemmede, velklædte og i farver og understøtter som sådan ideen om at alle karrierer er lige attraktive. Men i det mindste er de udtryk for en ensartet æstetik der savnes i resten af produktlinjen.

Udvalget i grundbogen var ikke så stort, men til gengæld var nye karrierer en næsten fast bestanddel i udvidelserne, hver tilføjelse med sine egne særlige evnekort. (Eksemplet herunder, Servant, er fra en udvidelse. Rottefængeren, inkl. hund, dukker også op senere).

WHF06_Career_Servant_Large.png

Hvad fremtiden bringer …

4th ed, Cubicle 7, 2018

Vi ved allerede om fjerdeudgaven at den vil læne sig mere op ad 1. og 2., procentrul er tilbage, foruden rottefængeren og hans trofaste (?) følgesvend. Det siges også at man kan blive i sin karriere, men om det er i stil med 3rd edition eller noget nyt, vides endnu ikke. Jeg vil selvfølgelig skrive mere om det når jeg har bogen i hænderne.

WFRP-Paupers.jpg
Blandt de første teasere var karakterdesigns der givetvis hører til karrieresystemet, og det her synes jeg jo tegner forrygende.

Okay, men hvad gør karrieresystemet så for spillet i praksis? Det ser jeg på næste gang.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s