Tilfældets triumf

[Warhammer/karriereserien – gæsteindlæg af Mette Finderup]

Mette Finderup gæster Pjaltekongen. Mette har skrevet et hav af bøger, og vi har spillet en masse rollespil sammen – hun er også med i Warhammer-kampagnen, Skyggen af den indre fjende. God fornøjelse.

kap13_ikke-det-vi-aftalte_alternativJeg har p.t. skrevet 67 bøger – mange til børn og unge og enkelte til voksne. Når man arbejder professionelt med at skrive, er der mange ting, man efterhånden kan på rygraden. Jeg følger spændingskurven uden at tænke så meget over det. Jeg har værktøj, der virker. For eksempel bruger jeg tid på at opfinde hovedpersonens åbenlyse motiver og frygt, der helst skal være samstemmende med fortællingens øvrige tema. Ofte venter jeg ligefrem med at bygge hovedpersonen op, til jeg har udtænkt hele plottet, og der er ikke meget tilfældighed, når det handler om ham eller hende. 

Da jeg kom til bog nummer 66, besluttede jeg mig for at bringe søgang i sikkerheden og gøre alt det, man ikke må. Jeg har derfor kommet så mange darlings som overhovedet muligt ind i min nye fantasyserie og givet den et solidt skud tilfældighed. 

Warhammer som inspiration

Serien handler om fire forældreløse børn, der kommer i en form for heltelære hos en troldkvinde, der har brug for et party at sende steder hen, voksne ikke lige har let adgang til. Jeg vidste, jeg ville have en helt klassisk gruppe: En akademiker, en kriger, en rogue og en ranger. Herefter greb jeg „Verdens Bedste Rollespilsbog“ (Warhammer Fantasy Roleplay … 1st edition) og slog mine karakterer tilfældigt for at lave et solidt benspænd, jeg ikke blot kunne småkorrigere mig ud af. Det eneste, der var sikkert, var, at de skulle være mennesker og børn. Deres køn, alder, startkarriere, højde og evner blev udelukkende afgjort af terningerne. Jeg skulle hænge på fire totalt tilfældige hovedpersoner, og der var ikke tale om en enkeltstående bog. Det var en serie, der i hvert fald skulle komme i seks bind, og der var et rigtigt forlag, der sad og ventede på dem. 

kap_18_1Min opgave var herefter, dels at give mine fire personer en baggrundshistorie, der passede til mine terningerul, dels at holde styr på deres evner, mens jeg skrev, og karaktergenereringen blev naturligvis helt vidunderligt broget. Jeg slog fx: En pige, 12 år, lav af højde, soldat med en ret sølle Toughness, en ret ringe Cool, men en høj Weapon Skill. En anden pige, 15 år, enormt lækker og … gravrøver. En fyr på 15 med høj Leadership og intelligens, som var i alkymistlære, og en 16-årig jæger, der takket være et ret usædvanligt terningerul kan læse og skrive.

Umiddelbart var det fristende at snyde og rulle nogle af tingene eller hele personerne om. Men der er ingen tvivl om, at en anden del af erfaringen med at skrive de her mange bøger har været, at det er i de svære øjeblikke og i tvivlen, de bedste ting gror. Når ideerne ikke bare flyder af sig selv, må man ikke give op. Trangen til at give op stammer i virkeligheden fra doven-delen af vores kreativitet, der helst vil nøjes med at surfe i den trygge kliche-overflade. Det er den, der prøver at overtale os til at lave noget nemmere, „noget der passer bedre i genren“. Og det betaler sig meget ofte at blive ved med at slås mod denne dovenskab og i stedet sige: „Ok. Hvis det her er et vilkår … hvordan kan jeg så få det til at passe i en plausibel ramme til min fortælling?“

Det uforudsete søger kreative forklaringer

I mit tilfælde er historien om den 12-årige pige blevet, at hun selvfølgelig ikke selv er soldat, men opvokset med en mor, som har været lejesoldat (i Warhammer-systemet er der i høj grad ligestilling mellem kønnene). Pigen, der hedder Alin, har lært at forsvare sig, fra hun var lille. Hun har boet med sin mor i lejrene ved de større grænsekrige. Blod og død har været hverdag, men hun har aldrig set noget overnaturligt, der ikke kan måles og vejes. Derfor bliver hun skrækslagen, når hun ser en zombie, men går uden tøven i kødet på en voksen mand. Da Alins mor dør, bliver pigen solgt af majoren som slave, og det er i et lille bur i en baggård, troldkvinden finder Alin og løskøber hende til sin gruppe. Og forfatteren står nu med en 12-årig pige, der reelt er den eneste i gruppen, der kan slås. Alin ved det godt selv. Hun ved, det er hende, der har ansvaret for, at den 16-årige dreng overlever, når de er i felten. Den 16-årige ved det også – og hvad gør denne ubalance ved en ung pige og ved resten af gruppen? Terningerne og en flok relativt detaljerede lister har foræret mig dette setup, som jeg aldrig ville have tænkt selv, fordi det bare ikke er det mest oplagte. 

kap6_det_nye_slængDet er heller ikke oplagt at ende med en heltegruppe, hvor det er de to drenge, der kan læse, mens pigerne synes, der er andre ting, der er vigtigere. Eller hvor den kønne pige også får lov til at være den største prankster, der gang på gang får drengene i fedtefadet ved fx at klæde sig ud som en farlig dæmon og gemme sig i mørket og skræmme dem fra vid og sans.

Jeg er blevet så glad for dette eksperiment, at jeg fører det videre. Jeg har character-sheets for alle mine fire karakterer, som jeg rådfører mig med undervejs, mens jeg skriver. Jeg slår sommetider ligefrem med terninger, når mine personer når til nøglepunkter i handlingen, og igen giver det mig de smukkeste tilfælde, som bryder med den iboende naturlige fiktionsfremdrift, der ligger på min rygrad. Terningerne rusker min kreativitet. Som for eksempel da den lille magikerlærling har slidt og slæbt for at lære én simpel formular: Han kan åbne døre (og WH-kendere ved, det er en såkaldt ‘Petty Magic’), og da hele plottet lægger op til, den lille gruppe skal bryde ind gennem en forholdsvis simpel dør i en beboelsesvogn, lader jeg ham slå sit rul. Han kikser. Han fumler ligefrem. Han klarer simpelthen ikke at åbne en simpel dør, hvad han ville have gjort i alle fornuftige narrativer, for det er jo det, han kan. Det er det eneste, han kan. Det er den åbning, der  er bygget op til, siden han lærte at åbne døre for syv kapitler siden. Men i stedet må han nu stå og se til med lange ører, mens den lækre pige-Rogue hiver værktøj op af lommen og dirker døren uden besvær. Det giver en helt ny og frisk dynamik til historien. 

Nye og gamle eventyr

Jeg har tænkt over, om denne tilfældighedsgenerator virker for alle. Og ja, jeg tror, de fleste kan have glæde af det. Kunsten er imidlertid at vide, hvad man skal stoppe ind i hullerne. At kende detaljerne i sin genre fuldstændig til bunds er altid en skidegod ide, før man begynder at bryde den. Og begyndere vil muligvis ramme skævt … men vil muligvis også ramme totalt rent med noget, der ikke er konventionelt. 

A.S.P.E., som serien hedder, er til børn på 9-12 år. Det er ikke voldsomt lange fortællinger (20.000 ord), og det er bøger, der er handlingsmættede frem for tungt karakterbaserede. Men min pointe efter dette planlagte benspænd er, at denne måde at karaktergenere sagtens kunne have båret en langt større historie med vægt på drama og menneskelige egenskaber. Det ville imidlertid være et andet projekt, og lige nu hygger jeg mig helt vildt med de fire store børn. Det er … næsten … som at være tilbage i teenagetiden og spille selv. 

Læs mere om A.S.P.E. her. Illustrationer fra A.S.P.E. af Christian Guldager. Mettes kommende Fastaval-scenarie Sjælehvisker er bygget over karakterer og ideer fra A.S.P.E.

Aspe Illu4.jpeg

One thought on “Tilfældets triumf

  1. Morten Greis oktober 4, 2018 / 5:51 pm

    Ren fornøjelse at læse om, hvordan terningerne kan bidrage til at skabe kreative rammer og spændende historier, som ikke helt følger de forventninger, man måtte have til dem.

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s