Resident Evil VII: Biohazard

[Anmeldelse – PS4-spil]

Resident Evil-serien går helt tilbage til den første Playstation, og jeg husker levende at sidde og spille det på et mørkt, lille loftsværelse med Jesper Ejsing i midt-halvfemserne. Toeren var nærmest endnu bedre. Så faldt jeg lidt ud af gameriet, og af de næste spil kender jeg kun RE4, og kun indirekte, på grund af dets høje stjerne i konsolhistorien. Men de seneste par år har spilmaskinen igen fået fuld gas, og jeg glædede mig meget til at se hvor serien har bevæget sig hen siden jeg sidst famlede rundt i mørket med alt for lidt plads i rygsækken til mine livgivende grønne planter.

Resident-Evil-7-Biohazard-PC
Velkommen hjem.

Historien er at Ethan er taget ud i Louisianas sumpe for at finde sin kæreste, Mia, der bliver holdt fangen af en virkelig skummel familie af kannibalistiske bonderøve (tænk bare Texas Chainsaw Massacre) der ovenikøbet har fået et skud biovåben. Man lister rundt i deres overraskende store hus (en gammel plantage) og tilhørende omgivelser, forsøger at redde Mia, løse puzzles og overleve Baker-familiens angreb og fælder. Nå ja, og monstre. Masser af slimede, slæbende, glinsende monstre. Det er sygt, chokerende, blodigt, klamt og sjovt. Der er fuld gas på klicheerne med snuskede badekar, udklædte mannequiner, blodstænkede madrasser og rustne motorsave – men det føles friskt når man oplever det fra eget perspektiv. Gåderne minder meget om dem der var i de første spil – find og stil statuetten på plinten, drej malerierne i den korrekte sekvens osv. Ikke specielt genialt, men fint fyld.

Spilserien har sin egen bagvedliggende mytologi og historie, og det bliver for meget at gå i detaljer med alle ændringerne, men vigtigst er det at man efter en håndfuld actionspil (der har nemlig også været en spinoff-serie, Revelations) er tilbage til mere en personlig og desperat form for horror.  En anden væsentlig ændring i VII er at man spiller i førsteperson hvor de tidligere var i tredjeperson, i starten endda med fastpositioneret kamera – det er medvirkende til at gøre oplevelsen særdeles creepy.

427588444
Health-måler og Inventory – klassiske elementer i Resident Evil.

Jeg må blankt indrømme at jeg spillede på Easy. Det var både af hensyn til mine nerver, men også en rent praktisk foranstaltning for at kunne gennemføre spillet på lidt kortere tid (ca. 12 timer) – i den sidste ende er det oplevelsen og historien der er vigtigst for mig, mere end den manuelle udfordring. Når det er sagt, så vil jeg anbefale at køre mindst på Normal – første halvdel var fin, men jeg havde simpelthen for mange ressourcer i den sidste del, og det er ikke så svært et spil.

Grafikken er god til at skabe nogle klamme omgivelser. Karaktererne er levende animeret, men de har et lidt distancerende digitalt skær over sig. Hovedindtrykket er dog kompetent og effektivt.

Jeg købte Gold Edition på tilbud, og for en gangs skyld er det ekstra materiale ganske udmærket – det er ofte en tynd kop te, men her er der pænt meget spiltid og en række varierede udfordringer. Der er to afsnit (á ca. halvanden time hver) der ligger i umiddelbar forlængelse af hovedhistorien, men hvor man spiller andre karakterer (Chris Redfield er tilbage). Så er der fire mindre „video-afsnit“, sekvenser der spoler tiden tilbage og viser nogle af de rædsler der er foregået i huset tidligere. Og endelig et par ekstra for-fun play-modes.

Stemningen og historien er klart bedst i starten, men det er forståeligt at der bliver skruet op for virkemidlerne hen mod slutningen, og jeg var udmærket underholdt, også da der gik monsterbash i den. Spillet får min klare anbefaling, nok særligt hvis man var fan af de tidligste udgaver. (En remake af den fremragende toer er på vej, så jeg vender snart tilbage til universet).

Virkeligt og virtuelt kvalmende

6.0
Man sigter med øjnene, så det gør det lettere i VR, men til gengæld er der det ekstra stress-element at det er dit eget hoved der er ved at blive ædt.

Som om det ikke var rædselsfuldt nok i forvejen, kan hele spillet spilles med PSVR, altså i virtual reality. Der er ikke nogen teleportmulighed (balancenerven bliver meget let forvirret når man bevæger sig i spillet og samtidig sidder stille), så jeg kan kun spille det kort tid ad gangen – det er nok også godt nok, for det er naturligvis ekstremt ubehageligt at opleve Baker-huset på så nært hold. Ikke desto mindre er det en imponerende teknisk bedrift, og vi kommer til at se mere af det – VR er stadig bare et ekstra legetøj, men teknologien og nytteværdien er ude over gimmick-stadiet.

Resident vs. Cosmic Evil

Baggrundshistorien i Resident Evil har intet med Lovecraft at gøre, og da slet ikke det kosmiske aspekt af hans historier. Men de slimede monstre, særligt de store bossbæster, har alligevel en snert af noget cthulhuidt over sig. Syge eksperimenter har også været et gennemgående træk i indtil flere Call of Cthulhu-scenarier, og Lovecraft var der også et par gange, nok mest kendt fra Herbert West – Reanimator. Genoplivning og manipulation af dødt væv står som centrale temaer i begge historier.

Jack-Baker-Resident-Evil-7
Nom-nom-nom.

Den indavlede Baker-familie og det stinkende helvedeshul de bor i, et ligeledes tilbagevendende fænomen hos Lovecraft der i adskillige af sine historier fremstiller et dystert billede af tilbagestående, overtroiske familier i de øde egne af USA, fra Massachusetts (The Dunwich Horror) til Louisiana (The Call of Cthulhu). Hovedhuset, og omgivelserne i det hele taget, er også lige til at smide ind i et Call of Cthulhu-scenarie.

Den største forskel er nok at Resident Evil-spillene som oftest har en actionhelt i hovedrollen, også selvom h/n er hæmmet lidt af survival horror-genrens konstante ressourcemangel og fornemmelse af i lige så grad at være den jagede som jægeren. Men i REVII spiller man faktisk et almindeligt menneske (i anden halvdel af spillet bliver der dog skruet langsomt op for arsenalet).

Men her er god inspiration til en lille, væmmelig Cthulhu-historie.

Resident Evil VII: Biohazard, Capcom 2017 (PS4, Xbox One, Switch, PC)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s