Unævnelige kulter 1: Bloddåb

[Unævnelige kulter – prolog]
Her begynder min nye Warhammer-kampagne (4th edition). Noter til spilgangen følger efter referatet.

800px-Pieter_Brueghel_II_(The_Younger)_-_A_Village_Fair_(Village_festival_in_Honour_of_Saint_Hubert_and_Saint_Anthony)_-_Google_Art_Project.jpg

Det er den 33. Jahrdrung, og i landsbyen Lilienwerk har man tradition for på denne dag at indlemme unge mænd og kvinder i de voksnes rækker. Det sker i forbindelse med en lille markedsfest i anledning af forårets komme og er forbundet med en række prøver og drillerier til Meister Teufels ære, den lokale flodgud.

Karaktererne forsamles på byens kro, Jernklokken. De er:

  • Max(imilian) Eisenherz: ansat på kroen (Townsman, bartender)
  • Konrad Braun: kroværtens søn der er gået i Sigmars tjeneste (Priest, akolyt)
  • Jon Teufel (Hieronymus Hägerhoch): hobbit der handler og underholder langs floden (Smuggler, flodrotte)
  • Schlau Eisenegger: bondesøn der har forladt slægtsgården for at vinde hæder (Pit Fighter, nævekæmper)

Meister Teufels drillerier

Dagen igennem er det meningen at de skal udsættes for forskellige prøver for til sidst at blive indlemmet som fuldgyldigt medlem af lokalsamfundet. I løbet af dagen er de i kontakt med ældsterådet der bl.a. tæller „ældsten“, Filip Krüger, krigsveteranen Ditmar Faust-Richter og Rhyas førstedatter, Barbara Katz, det eneste yngre medlem (qua hendes rolle som byens præstinde). Det starter med at de skal afgøre drukkenbolten Gert Gottensohns skæbne, og de vælger at følge ham hjem i seng efter at Jon har givet ham en opkvikkende (?) urt fra sit lille udvalg af hobbitvarer. På det lille marked der er ved at stille op (festen varer i morgen, Mitterfrühl, med), ser de også Doktor Manke, en eksotisk gæst til den ellers meget lokalt orienterede fest. Han lover grufulde monsterfremvisninger i sit menagerie, men den kobolt der stikker af og løber i armene på Max, viser sig at være en udklædt Nelke, Schlaus lillesøster. Jon får dog bag scenen et glimt af et uhyrligt højt væsen der næppe kan være helt naturligt (men det snyder nok lidt når man er en hobbit i gulvhøjde). Der er naturligvis også en forventning om at de unge gutter tager deres tørn i ølteltet.

Det bliver tid til forestillingen, og helt som de har gættet, er det alt sammen snyd: Nelke er kobolt, der er en imponerende høj mand udklædt som skovens vildbæst med horn og pels, en „mutant“ med ål der stikker frem fra ærmerne som tentakler og et særligt farligt indslag i form af en basilisk gemt bag fortæppet. Mens folk stiller sig i kø for at se samlingens hæderstykke (med fare for at blive forvandlet til sten), stikker kobolten igen af, og det er op til de unge kandidater at bringe den tilbage. Jon får snakket sig til et net af ålestangeren Erwin.

Mørkets kræfter samler sig

Sporene fører til et pakhus på havnen, og indenfor finder de et pentagram i salt på gulvet, omgivet af sorte og røde lys. Konrad mærker et ubehageligt sug i maven og ser en kværnende sky af kaos over cirklen, og så taler Meister Teufel til dem oppe fra en hems. Han fortæller at byen er truet af menneskers ondskab, og de indvilliger i at hjælpe. Stemmen er en mands, men de kan ikke genkende den, måske fordi den kommer gennem en maske. De finder en delvist brændt besked, og må have hjælp af skriveren Astrid Wegener til at læse den. Den omtaler tid, sted og et offer.

De næste prøver blev gennemgået hurtigt: Først skulle de slæbe en last sikkert til byen, og det bestod i at trække en håndfuld gnæggende gamlinge i en jolle i havn (det gav ingen problemer, for Schlau kan svømme og trak den ene mand); så skulle de smage sig frem til den dårlige cider der kunne give Lena Goeßlings bryggeri, Teufelbraü, et dårligt ry (ingen klarede den, selv ikke den fintsmagende hobbit); og endelig skulle de rydde købmanden/pramdrageren Zacharias Lindens lade for en rotteplage. Plagen virkede dog ikke specielt reel selvom noget tydeligvis gik Zacharias på. Enden blev at karaktererne fandt en død rotte og afleverede den til de ældste. Som belønning får de yderligere et brev der indeholder svarene på den første: tiden er når klokken ringer, stedet er stenhuset, og der er fire der skal ofres.

Afgørelsen i den gamle mølle

Karaktererne gætter på at det må være i Sigmar-kapellet der er bygget af sten fra ruinerne af det gamle Lilienwerk der blev udslettet i et slag under Magnus den Fromme for 200 år siden. Men det er en nitte. Det næste bud er den gamle mølle, og her sker der ganske rigtigt noget. En meget høj mand (ikke fra byen) vogter døren, og der er flakkende lys inde i ruinen – det er nu i skumringen. Engang løb en del af Teufelfloden igennem her og drev hjulet, men i dag er det kun en piblende bæk, og møllen har stået tom i et halvt hundrede år. Manden tjener de mørke kræfter, siger han, og han vil ikke lade karaktererne komme ind uden kamp, og nu ringer kroens klokke tre gange. Jon lister sig bagom, får nettet over hans hoved, og Schlau klapper til manden. Han tager selv en kæberasler, men ved fælles hjælp får Konrad og Max væltet manden omkuld, og han overgiver sig og overlader karaktererne til deres ventende skæbne.

Inde i møllen står de ældste klædt i kutter, og højere oppe, i det flakkende skær fra fakler, står Meister Teufel og roser de prøvede unge mænd. Men mens han taler, mærker de en dyb rumlen (hos Konrad ledsaget af en ubehagelig fornemmelsen ikke ulig den i pakhuset), og pludselig skyller frådende, iskoldt rødt vand ind over møllen. Konrad forsøger at skubbe en af de gamle i sikkerhed, men rives med og kan ikke helt vurdere om det lykkes. Schlau kan som nævnt svømme og har mere held med samme aktion, men Max klynger sig til ham og trækker ham ned i vandmasserne.

Senere vågner de i mørket – forslåede, forkomne og forvirrede. Men det er næste gang.

Forberedelse og erfaringer

Efter at have lavet karakterer (og inddraget input fra spillerne i min videre forberedelse af byen), blev det endelig tid til at spille! For at knytte karaktererne sammen, for at teste reglerne lidt og for fra starten at bringe den overordnede kampagneidé i spil valgte jeg dog at køre første spil som en prolog. Oprindeligt havde jeg tænkt at gøre det ultrakomprimeret umiddelbart efter at have lavet karakterer, men da det blev nødvendigt at gøre det ad to omgange, kunne jeg selvfølgelig ikke binde dem sammen på dén måde – så i stedet foldede jeg det ud og brugte en aften på det. Det der var tænkt som et par løsrevne tests blev til en lille „skattejagt“ der førte til et overraskende klimaks og ind i den større historie som vi tager hul på næste gang.

„Plottet“ i denne skattejagt er løseligt inspireret af Shadows over Bögenhafen. På den måde fik vi også overstået et par af de klassiske Warhammer-troper: byfest, kaosritual, en sammensværgelse og punktering af den episke fantasyhelt. Og apropos, på Bundle of Holding (link) kan man lige nu får PDF’er af WFRP1 og The Enemy Within.

Jeg var først lidt usikker på hvordan jeg skulle få karaktererne banket sammen, og hvis de kom fra samme landsby om de så skulle bliver der, eller hvis de rejste ud, hvorfor så. Fra starten havde jeg et billede af at de vågnede med begrænset hukommelsestab, og at deres hjemby var brændt ned – men jeg var bange for at det ville få de kræfter der blev lagt i at skabe en fælles baggrund, til at føles spildte. En fordel ved den model jeg endte med, er at det forhåbentlig også giver karaktererne en vis bemyndigelse til at handle – Warhammer-følelsen af at være underdog skal nok komme alligevel.

I praksis fik vi ikke rullet så mange terninger, og det handlede om i sær to ting: Spillerne snakkede så fint, og det så jeg ingen grund til at bryde for meget op – hellere her i starten invitere til mere af det, særligt fordi spillerne også skal lære hinanden at kende. Og så fordi præmissen var at det hele var lidt iscenesat, og det kunne føltes lidt kunstigt at insistere på terningernes konsekvens. Man kunne have kørt det hele mere straight og ladet som om det var dyb alvor, men så ville man skulle føre spillerne bag lyset og bagefter indrømme at den der Crit faktisk ikke var en rigtig armbrøstpil i armen, men bare en klam sok dyppet fiskeslim. Helt generelt er det i sig selv heller ikke et mål at der skal testes for alt muligt, men det er jo også en konkret måde for spillerne at interagere med fiktionen på og mærke at de kan gøre en forskel. Så terningerne blev kastet.

Morten er inde på de +20 på en standardtest (link) der skal lappe på det gamle problem med inkompetente stats/karakterer (hvis man ser det sådan), og jeg er helt enig i at det er uelegant, men jeg forstår godt beslutningen og synes det er en okay fix der samtidig gør ældre Warhammer-supplementer mulige at konvertere fra bladet. For mig stikker det mindre i øjnene fordi jeg i praksis alligevel bruger en masse modifikatorer til at afspejle spiller-/karakterinput. Mine spillere var så også heldigere med deres rul, og der var en fin balance mellem succes og fiasko, så de også senere kan få fornøjelsen af at føle sig bedre.

Conditions nåede vi ikke omkring, men det er på programmet til næste gang. To af spillerne har aldrig spillet Warhammer, og bare det at afkode og huske Characteristics fylder her i starten, så vi tager det lidt ad gangen. Jeg introducerede Advantages i den korte kamp der var, og det ser jeg egentlig ikke blive et problem – i hvert fald hvis jeg samtidig fastholder at afslutte de fleste kampe hurtigt (tænk Vampires „Three, Two, Done“). Jeg bruger reglen med Advantages max = Initiative Bonus. Som udgangspunkt er initiativrækkefølge bestemt af hvem der går bedst forberedt ind i kampen – det vil nok sjældent være heltene, medmindre de gør noget aktivt for det. 

Som en sidste note til reglerne, så indførte jeg også officielt at spillerne gerne må tænke deres karakter som nogenlunde velbevandrede inden for hele deres klasse. Dvs. at fx Sigmar-akolytten har plus på akademiker-kundskaber generelt, at bartenderen gerne må bruge sin status som borger på kreative måder eller flodrotten har kontakter eller kundskaber der relaterer til livet på Teufelfloden. Det er også en måde at forberede karriereskifte på – de har gennem deres opvækst gjort en del af forberedelserne.

Jeg kunne godt mærke at jeg ikke lige har alle Skills og systemfinesser på rygraden endnu (men jeg slog ikke noget op – så hellere ikke rulle eller tage en hurtigt beslutning), og der skal også bankes lidt rust af mine spillederevner, men alt i alt var det en god start. Næste gang skal vi lige runde introduktionen her af, og så skal vi i gang med et rigtigt „eventyr“, og det giver en anden dynamik når jeg ikke skal styre så stramt frem mod et bestemt mål.

Billede: Landsbyfest (til ære for Antonius den Hellige og Sankt Hubertus), Pieter Breugel den Yngre, mellem 1564 og 1638

One thought on “Unævnelige kulter 1: Bloddåb

  1. Thomas Jakobsen december 13, 2018 / 9:35 pm

    Det lyder som en god begyndelse. Håber I får en masse godt spil på den videre færd. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse med.

    Liked by 1 person

Skriv et svar til Thomas Jakobsen Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s