Ailigrund 2: Vold ved korsvejen

[Warhammer/Fate – kampagne]

(Aftenens spil fortsatte hvor vi slap, på landevejen mellem Ailigrund og Erengrad. Den sårede Kurts spiller var der ikke, så han forblev bevidstløs med sine sår, og til gengæld dukkede Atar op efter at have været væk et par spilgange. Jeg blev lidt klogere på reglerne og min karakter, og vi fortsatte i den ekstremt beskidte stil, med vægt på karakterspil, svære valg og minimalistisk system. Efter spillet blev vi enige om at give alle karakterer et fælles Aspekt, nemlig „Barndomsvenner“ – et regelteknisk håndtag der kan bruges når de unge mænd fra Ailigrund hjælper hinanden i den store, farlige verden uden for deres simple, afsondrede hjemby. PS: Ailigrund-kampagnen er samlet her).

Gensyn på landevejen

De undvegne fanger kører gennem natten i håbet om at nå frem til Erengrad og finde lægehjælp til Kurt og den sårede vagt. De møder dog ingen byer, og til sidst må de gøre holdt af hensyn til hestene. Her indhentes de af frøjægeren Atan der undslap fangetransporten samtidig med de andre (se spil 1), men kom væk fra dem. Han fandt en af de bortløbne heste i skoven og har været efter de andre ailigrundere siden. Han passerede den samme kro, men han og Wolfgang er ikke helt enige om hvor beboet den var. Efter at have udvekslet historier og et kort hvil fortsætter de sammen. Ikke længe efter kommer de til et vejkryds, men ingen af dem kan læse skiltene – en stor pil peger til højre, tre mindre mod venstre. Efter lodtrækning får Wolfgang sin vilje over Atan (W. rullede bedst, og hans karakter har beskrivelsen Uheldig, mens A. er Heldig), så vi triller afsted i det der senere selvfølgelig viser sig at være den forkerte retning. Selskabet er ikke nået langt før det også begynder at styrtregne, og tunge skyer formørker landskabet.

Piberygerens pris

b588213c50ae53e9faa03198e3cc1a61_full
Mystikerens rønne.

Atar bemærker lys mellem træerne og finder lidt inde en lurvet knaldhytte. Efter en lidt forsigtig tilgang ender Atar, Wolfgang og Mischa alle i hytten hos en gammel knark med blodsprængt tud og dårlig hørelse. Og der ligger skrivetøj – han vil kunne læse brevet der blev fundet på den døde, fine herre der lignede Kurt til forveksling (Mischa er siden blev overbevist om det ikke er en ravn på seglet, men en ulykkesfugl). Manden tager imod vores brød, men vil ikke dele sin kaninstuvning. Til gengæld byder han på en sødligt duftende pibe der hurtigt sender Mischa og Atar i søvn. Wolfgang forsøger at gå, men knarken er både overraskende hurtig og stærk, og han tillader det ikke, før Wolfgang er gået med til at betale prisen for at få læst brevet op: hans økse, en finger og Atars hest. Wolfgang beslutter (efter at have overvejet om ikke Mischa er bedre tjent med kun at have fire fingre på begge hænder) at den bevidstløse fangevogter vi har med i vognen, godt kan undvære en lillefinger. Han skærer den af og efterlader manden til at forbløde i vognen.

IMG_6917
Brev til Kurts dobbeltgænger, Heinrich.

Den mystiske gamling læser brevet op, og den ellers lidt sløve Wolfgang kan bagefter huske det ordret. Brevet er til en Heinrich Scholtz der har arvet et hus fra sin onkel, Thomas Scholtz. Det er afsendt fra en Richard Neumann i Verlangen. Den gamle mand tegner et simpelt kort over vejen til Ferlangen (eftersom vi drejede forkert, er vi allerede på vej dertil). Der bør være cirka syv dages rejse dertil.

Atar og Mischa vågner, og Atar får en pibe og urter med i afskedsgave. Vognen triller videre, Wolfgang indser at vagten er død, og han forsøger diskret at tippe ham ud af den blodige vogn. Det bliver opdaget, og de andre bliver enige om at Wolfgang selv må tørre blodet op … og vaske Kurt der efter et par dage i sygesengen lugter ret stramt. Mischa og Atan diskuterer muligheden for at udnytte brevet i den stadig noget løse plan om at lade Kurt overtage rigmandens (Heinrichs) identitet. De bliver også enige om at have et ekstra øje på Wolfgang.

Rejsen fortsætter, og flere gange lokker Atans pibe. Wolfgang forbinder nu røgen med sine gale handlinger fra tidligere, så han kan modstå det, men det kræver en indsats for Mischa. Atan nyder det bare.

Heksejægerens bytte

52868294_10155691221547581_531534814566678528_n
Velkommen til Riegen.

Inden aften drejer de fra vejen for at opsøge den nærmeste landsby på kortet. De finder palisaden delvist ødelagt, og da de kører indenfor, bliver den ene hest skudt i knæ af en slynge, og gruppen bliver omringet af bevæbnede ladsbyboere. Mischa forsøger at sælge ideen om at vi er nogle fandens karle i en fin mands tjeneste, men fejler. Det lykkes dog at få lagt en dæmper på gemytterne, særligt da det går op for de rejsende at denne landsby har mødt heksejægeren der også var i Ailigrund (bjælken hvor folk blev lænket og brændt, står stadig), og Wolfgangs følelsesudbrud gør indtryk – det samme gør Atars pibe. Flækken viser sig at hedde Riegen. Vi bliver inviteret indenfor hos landsbyoverhovedet Wilfred Bach (vi møder også Börge, Marethe og Finn). Kurt bliver tilset af en lægekyndig, Antonius Kraut. Han vil ikke kunne rejse i et stykke tid, og Wilfred lader os bo der midlertidigt.

Der bliver udvekslet historier om heksejægeren, Olgar Henzel, der ligesom i Ailigrund udgav sig for historiker fra Altdorf inden hans sort- og rødklædte soldater dukkede op og udrensede byen – Riegen blev endnu hårdere ramt fordi de kæmpede imod. Det er nu tre måneder siden. Olgar var tilsyneladende på sporet af en bogsælger ved navn Wulfred der kom igennem Riegen og fortsatte mod Krovas hvor han formentlig solgte sin bog (om heksekunstner?). Wolfgang overhørte heksejægeren sige at manden der solgte bogen, ikke var at finde i Krovas, men nok var fortsat nordpå (altså mod Ailigrund). Måske blev den (og et symbol af en slags) købt af Remand Kurtel fra Ailigrund der tog den med hjem og som minimum viste den til vores hjembys kloge mand, Alvin. Det var formentlig disse mænd der dræbte Marie Nußbaum, og ikke den unge mand som Wolfgang og de andre ellers udpegede for heksejægeren. (Dette er hændelser der går forud for min deltagelse i kampagnen, så det kan være lidt misforstået).

De rejsende tilbyder deres hjælp til landsbyen som tak for gæstfriheden, og de lokale fortæller at de faktisk har problemer med tre „banditter“ der udnytter Riegens svækkede tilstand til at tage hvad de vil have. Dem vil de gerne af med, på den ene eller anden måde.

Korsvejen

IMG_6919
Opgraderet terninge-game.

Næste dag (den fjerde siden afrejsen fra Krovas) kører Wolfgang, Atan og Mischa tilbage til korsvejen hvor de parkerer vognen i håbet om at lokke de fredløse ud af busken. Mischa gemmer sig i skoven med armbrøsten og hører noget stort komme gennem træerne. Han når at advare de andre og sætter sig på lur i skovbrynet. Frem dukker et vildsvin der fnyser og gør sig klar til at storme Atan. Mischa sender en pil direkte mod dyrets pandeskal (synes han selv) … men den ryger desværre kun gennem øret, og det rasende bæst springer frem, flænser låret på den ene hest og stormer væk. Hestene går amok, inde i vognen bliver Wolfgang kastet rundt, og Atan er ved at blive stampet ned indtil Mischa når frem og får beroliget dyrene.

Så dukker de tre banditter op. De har de trekantede brændemærker på kinden som Wilfred har beskrevet, men de virker meget unge og lidt usikre selvom de har overtaget og ikke tror et hak på at vi er professionelle vagter. Efter lidt frem og tilbage bliver der indgået en aftale om at de skal lappe hesten, og derefter fører de os til deres godt gemte skjul i skoven. De er: Joris, deres „leder“, den stille Roland og Peter der kan lidt lægekunst. Mischa foreslår at de deler en pibe – hans plan er at udskadeliggøre drengene når de bliver søvnige, give dem en røvfuld og true dem til at holde sig fra Riegen. Men de andre er mere tøvende – de fredløses unge alder passer ikke med at de skulle være kommet i byen flere år tilbage i tiden.

Aftenen falder på …

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s