[◄◄] Skyggespil

Skyggespil_cover
Fed WFRP1-agtig forside.

Gensyn med Skyggespil, af Martin Svendsen, Fastaval 2003

Efter Beinbrecher- og Død-serierne, kommer vi nu ind midt i en tredje, nemlig Stahlbrügge-trilogien. Det fremgår først af næste og sidste del i serien hvordan scenarierne hænger sammen, og første del, Stahlbrügge am Nacht (2001), er desværre ikke på Alexandria. Men Skyggespil er altså del to af tre selvstændige historier i samme setting, med gennemgående bipersoner og et kronologisk metaplot. I hvert fald, det er muligt det først blev til en trilogi da der forelå tre scenarier, eller at det hele fra starten var en snedig plan fra forfatterens side – det kan jeg ikke lige gennemskue. Men jeg kan godt lide den slags ambitiøse sammenhænge.

Handlingen (spoiler)

En gruppe „eventyrere“ (i warhammersk forstand, dvs. voldelige folk på lur efter gylden mønt, no questions asked) finder på en død mand et brev der fører dem til Stahlbrügge der ligger i krigsforberedelser. Brevets oprindelige bærer var hyret af en skummel købmand til at finde et magisk høstsegl, og den opgave overtager karaktererne så. Det fører først til afsløringen af en Khaine-kult og derefter til et besøg på det lokale slot for at fremskaffe en tilknyttet profeti. Det viser sig at en dæmon har iscenesat den lokale konflikt, og slaget i klimaks tjener til at at påkalde en mægtig dødsdæmon. Det er op til spillerne hvilken af fraktionerne de støtter, eller om de vælger at tilsidesætte løftet om belønning og i stedet forsøger at stoppe dæmonen.

Udover den overordnede handling er der en række mindre plots knyttet til de enkelte karakterer. Det virker faktisk ret fint og bringer for alvor de personlige historier i spil.

Handlingen er – som i Beinbrecher III – beskrevet gennem Strategiske Knudepunkter (SKP), og de er stadig meget åbne (fx er SKP2 reelt bare en beskrivelse af byen), men betydeligt mere fokuserede end i førnævnte scenarie.

Indtryk

Skyggespil fremstår som et solidt og rimelig gennemarbejdet scenarie. Christian Vejløe har igen, som i Beinbrecher III, leveret nogle flotte gråtone-illustrationer og en Kaos-inspireret sideramme – stilen er meget WFRP1-agtig sådan anno The Lost and the Damned. Systemet er da også førsteudgaven. Der er ingen henvisninger til rul i teksten, men der er grundige stats på bipersoner og helt klart lagt op til at man (som minimum) bruger systemet i kamp.

Introduktionen til scenariet er et af de svagere punkter – det skyder stemningsmæssigt lidt i alle retninger; trøstesløst, men sjovt; episk, men tragikomisk osv. Det er svært helt at få greb om, og det er en god historie, med gode karakterer, så det kan sagtens blive „sjovt“ (det erklærede mål med scenariet), men humoren begrænser sig mest til fjollede tyske navne. I virkeligheden er måske et eksempel på en introtekst mest skrevet til Otto-dommerne (hvis jeg skal være lidt fræk), og jeg tror det ville have været bedre at undvære, for det kan sagtens stå for sig selv.

Screenshot 2019-03-05 at 09.54.55
Også lækre karakterportrætter.

Tematisk arbejder scenariet med ekstremt meget mørke, men giver samtidig spillerne mulighed for at gribe fat i et lille glimt af lys og muligvis sætte sig ud over de lette, dehumaniserende valg. I teorien. I praksis fornemmer jeg at Martin simpelthen er for rar til at det valg for alvor er reelt eller svært. Jeg synes meget tydeligt at scenariet vil have spillerne til at sætte sig op imod det onde, på bekostning af sig selv. Selvom der kan være antydet grunde til at vælge den mørke side i karakterbeskrivelserne, forskellige fristelser, ligger det også i scenarieformens natur at det bare tilfredsstillende at gå all-in i klimaks, også på en episk løsning der kan koste karakteren livet, for han skal jo ikke bruges igen. Så jeg synes mere det handler om at scenariet skaber en fed, mørk og mudret stemning omkring de afgørende beslutninger, og det er så absolut også noget værd. Og der er som nævnt også tænkt ind hvordan spillederen kan udfordre karaktererne med underplots der refererer til deres forskellige baggrunde.

Apropos karakterer, så er de til den lange side – men scenariet blev nomineret til en Otto for Bedste spilpersoner og bipersoner (full disclosure: Jeg var dommer), så det er ikke bare fluff: Beskrivelserne velskrevne og tegner faktisk nogle interessante typer der også har relationer på tværs og ind i handlingen. Og ikke mindst har de plads til at udvikle sig gennem scenariet.

Grim & Gritty?

Det må man sige. Det bliver meget tydeligt når man læser tre af hans scenarier i træk, at Martin har sin egen klare forståelse af det her univers. Men jeg bider først og fremmest mærke i hans brug af en sjælden gæst fra bestiariet, nemlig Mardragg, dødsdæmonen der egentlig hører under Khorne (og hedder Mardagg), men her er knyttet til Khaine (eller Khain som han sprogligt fornuftigt optræder i scenariet). Jeg er dog ikke helt sikker på hvorfor den ikke lige så godt kunne høre under Khorne – faktisk havde det været perfekt, for Tzeentch, Nurgle og Slaneesh er her også, og så havde vi haft fuld plade på Kaos-guderne! Udover at det var hyggeligt at se Mardagg, kunne jeg også godt lide tiggerkulten og købmanden Wilhelm der er en gennemgående karakter i trilogien.

Alt i alt et scenarie der scorer højt på rigtig mange af de parametre jeg måler et godt Oldhammer-scenarie ud fra!

Dette er sæson to af [◄◄] Gensyn med scenariet: Oldhammer. Jeg læser Warhammer-scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 (frem til 2009) og med god vilje kan siges at være Warhammer. Du finder en liste her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s