Pjaltekongen

Jeg valgte at dele læsningen af Warhammer-scenarier op, dels fordi der var ret mange, mens dels også fordi der var et naturligt break fra 2009 til 2016, og endelig var der en tendens til at Warhammer-scenarier i 00’erne som minimum havde referencer til det klassiske system, mens den del i det næste årti gled mere i baggrunden. (Det ser jeg nærmere på i sæson 3 af Gensyn med … der formentlig kommer engang sidst på året. Antologien Imperiet har jeg valgt at skubbe dertil selvom det er fra 2009 og har scenarier både med og uden Warhammer-regler, mest pga. læsebyrden).

Det overordnede indtryk er at der er en overraskende stor bredde i scenariernes form og indhold. Måske bedst udtrykt med De Sorte Høge der indeholder begge ekstremer af Warhammer-settingen: fra ekstrem Battle-inspireret powerfantasy til mudderindsmurt „realisme“. Jeg bmærker også at menneskekarakterer er langt i overtal – selv de blandede grupper har kun en enkelt elver eller dværg med. Det jordnære er helt klart et af settingens tiltalende elementer – hvilket måske også er medvirkende til at næsten alle scenarier foregår i Imperiet (udover at det selvfølgelig er den bedst beskrevne del af Den gamle verden og dér hvor de fleste spillere har trådt deres barnesko).

Vores spilopdragelse spiller også ind på regelvalget, tror jeg: Flere forfattere har designet deres karakterer ud fra de officielle karrierevalg, men reelt spiller stats kun en meget lille rolle selvom der er flere scenarier hvor kamp er forventelig, og systemet kan komme i brug. Procentsystemet er i sin kerne enkelt nok til at alle kan finde ud af det, men der er også bare en forventning om at det har spillederne nok styr på. Systemet forærer også bare nogle gode karakterer: Det er virkelig et punkt hvor scenarierne over en kam leverer – det kan godt være der er nogle typer der går igen, og beskrivelserne ofte er overfladiske, men der er stadig noget tvetydighed og grums at tage fat i som spiller.

Flere af scenarierne vil fortælle alvorlige (mørke) historier, men i formen er hovedparten ret klassiske – det forventer jeg at se ændre sig i næste sæson. Og samtidig er Warhammer helt klart et genrevalg for den forfatter der „bare gerne vil underholde“.

Endelig ville jeg nok have troet at der var flere. Men Warhammer-scenarierne er altså ikke så godt bevaret for eftertiden selvom de er pænt repræsenteret på Alexandria.dk. Måske lever ideen om Warhammer stærkere end det aftryk det reelt har sat?

Just the facts

Ligesom sidst, med Cthulhu, vil jeg kaste nogle stats ud fra de 14 scenarier (de 3x Død er talt hver for sig, mens At være eller ikke være … dværg tæller samlet):

Setting: Imperiet: 13 (Dværg-serien kommer lidt rundt i et par dværgeriger, men Imperiet er stadig centrum); Tilea: 1

Karakterer: kun skaven: 1; kun sortelvere: ½; kun dværge: 1 (men reelt en hel serie); kun mennesker: 8 ½; mennesker og en enkelt anden race: 3. NB: I 2 ½ scenarie spiller man „de onde“, men spilpersonerne har ofte en udtalt mudret moral.

Ondskab: Kaos! (det bliver for meget at gå i detaljer med hvilke guder, for nogle scenarier har gang i flere – men alle fire store magter er repræsenteret mere end én gang), foruden udøde, elvere, fiskere og Khaine. Kultister er naturligivs et tilbagevendende element.

System: 1st. edition: 8; 2nd. edition (udkom først i 2005): 4; d20: 1; systemløst: 1 (Blutjagd, der dog har henvisning til både 1st. og 2nd. på forsiden)

Listen igen

• Beinbrecher III – Rotternes hævn (Martin Svendsen, Per Frederiksen og Thomas Jensen, 2002)
• En voldsom død, En uventet død og En gejstlig død (Thomas Bregnegaard Knudsen og Svend Jensen, 2002-2005)
• Skyggespil (Martin Svendsen, 2003)
• Aske – tilbage til Stahlbrügge (Martin Svendsen, 2004)
• Die Faunenberg – et satyrspil (Martin Svendsen, 2005)
• At være eller ikke være … dværg (Lars Hammer Andersen, serie: 2004-2010)
• Feuerteufel (Claus Kiplev Jacobsen, 2005)
• Blutjagd (Claus Kiplev Jacobsen, 2005)
• Den røde pest (Lars Andresen, 2006)
• Tre brødre (Stefan Skriver Lægteskov, 2006)
• De Sorte Høge (Stefan Skriver Lægteskov og Thor Fejerskov Jensen, 2007)
• Poppenfest! (Henrik Vedholm, 2009)

NB: Claus Kiplevs to scenarier nåede at komme med undervejs i processen mens Per Frederiksens Cannonball Run og Tæppefald desværre kom for sent på Alexandria – måske et opsamlingsheat engang.