Ailigrund 7: Onkel Schlotz’ bøger

[Warhammer/Fate – kampagne]
(Hurtigt resume: Fire unge, naive mænd fra Ailigrund, i ingenmandsland mellem Imperiet og Kislev (Kurt, Artan, Wolfgang og Mischa), er undsluppet en heksejægers udrensning i deres landsby. En af dem har påtaget sig en falsk identitet efter at have fundet liget af en mand der lignede ham på en prik. De er nu nået til Ferlangen (efter at have været i kontakt med en del Kaos der også har sat sig aftryk på deres krop og sind) hvor det viser sig at manden har en arv til gode, nemlig hans brors, Thomas’, hus. Oversigt over referater fra kampagnen her).

Huset på bakken

2a9922f6c31e77aeefff49479c9ff710Det er den 12. marts, 2414, og vi står foran Thomas Schlotz’ hus i skoven uden for Ferlangen. Vi ved at Thomas blev fundet død for foden af en trappe og testamenterede huset med indhold til sin bror Heinrich, Kurts „dobbeltgænger“. Vi overvejer lidt om vi skal beholde huset, men i hvert fald skal det tjekkes igennem for om der er noget der kan sælges.

Jeg vil ikke gå i detaljer med rum-til-rum gennemsøgningen. Huset havde tydeligvis været beboet af en kunstnerisk anlagt særling, og kun dele af det var beboeligt – andet var overgået til natur og forfald. Det var en smule farligt at bevæge sig rundt i: Wolf røg gennem gulvbrædderne ned i kælderen, Kurts ben tog skade da et trin i kældertrappen kollapsede under ham, og Artan overvandt et mystisk monstrum af et fyr der forsynede huset med varme via messingrør. Afdøde levede i sit eget søle og var en manisk samler.

Det mest bemærkelsesværdige fund er uden tvivl et rum i kælderen: Den ene væg er hvidkalket og beskrevet med tekst. Gulvet er glat, og runer blev tilsyneladende ridset i det, mens pudset endnu var vådt; runerne udspringer fra en firkantet ramme dannet af symbolerne. Teksten på væggen er en række navne der ender med Kurt! Et andet er streget ud, nemlig Wulfred, ikke en vi har hørt om før, men de andre på listen er bl.a. Thomas og Heinrich, Schlotz-brødrene, så vi udleder der nok er en familiesammenhæng.

Efter at have været huset rundt og overnattet der (nogen lister sig tæt på i løbet af natten, men slipper væk i mørket), vender vi tilbage til det sære rum. Artan forsøger at give lidt blod til runerne, og de hviskende stemmer han også hørte da han kom ind i huset, vender tilbage. Mere blod (ubehagelige mængder, faktisk) gør dem tydeligere, og de ender med at føre ham op til en krybegang under tagstenene hvor han finder fire bøger som vi kigger nærmere på i Thomas’ atelier.

Fire bøger, fire skæbner

Artan åbner en af bøgerne med en nøgle han tidligere har fundet. Og straks påbegynder han en magisk forvandling. Han indser sin højere skæbne som bebuder af bøgernes visdom, og han ligefrem letter fra gulvet. Samtidig begynder den ring han fik af ildtroldmanden i sidste afsnit, at smelte og brænder en del af fingeren af. Mischa forsøger at slå bogen ud af hånden på ham, men da han rører den, kravler bogstaver i stedet over i hans hånd og begynder at brede sig op ad armen. Wolfgang forsøger at smække bogen, men holder igen med sin store styrke, og Artan har tydeligvis fået overnaturlige kræfter. Enden bliver at Artan drager ud i verden som en anden Messias for at udbrede det glade Kaosbudskab (han tager også de tre andre bøger med sig).

book-of-shadowsMischa forsøger forgæves at få Wolf til at gå amok på Artan, og da han indser at de alle risikerer at blive ofre for hans glubende sult, stikker han af fra huset. Og ganske rigtigt, da Kurt kommer til sig selv, står den kæmpe Wolf ind over ham og sætter tænderne i hans ben …

Enden bliver at Artan er helt og holdent i Kaos’ tjeneste, Kurt bliver ædt af sin landsbyfælle, Wolfgang er selv godt på vej til at være i sine drifters vold (særligt hans sult og vrede), og Mischa er tilbage hvor han var fra starten: lever i udkanten af samfundet, nu med magiske bogstaver tegnet på sin krop og sikkert kun et uheldigt møde fra at ende på bålet.

IMG_8562Efterskrift: Mischa møder den døde „onkels“ advokat der overrækker ham et brev der desværre havde forputtet sig. Brevet advarer mod bøgernes magt. Thomas brugte bøgerne – der blev „tæmmet“ af runerne i kælderen – til at spå om Henrich/Kurts komme. Men en anden Schlotz, Wulfred, ønskede at udnytte bøgerne til magt og personlig vinding – det var ham vi mødte som „Joachim“, og som luskede rundt uden for huset om natten.

Slut.

Afsluttende noter

Endnu en rollespilsgruppe nåede til et naturligt ophold i et spil der har kørt det seneste års tid. Denne gang var det drengene fra Ailigrund der skulle indløse „deres“ arv i Ferlangen, og det viste sig at være mere end de havde bedt om. Der var ikke fra starten lagt op til at karaktererne skulle ende deres eventyrkarriere så definitivt, men det var en rigtig fin og tilfredsstillende slutning – og den føltes naturlig: De var fandme ikke helt normale, og hårde konsekvenser var en vigtig ingrediens i minikampagnen.

Spilgangen var baseret på en del af Call of Cthulhu-scenariet The Books of Uncle Silas. Efter et hurtigt blik på handlingsreferatet, er tabet af bøgerne snarere starten på en jagt efter dem, men her var de altså selve målet. Og det spillede fint sammen med kampagnens The Enemy Within-inspirerede setup hvor vores Kurt altså blev viklet ind i arven som Heinrich Schlotz’ dobbeltgænger.

Jeg har lovet at køre ét eller andet, og der er også andet under opsejling i gruppen, men det er ikke helt på plads, og vi er realistisk set inde i det nye år før der sker mere.

Men det var fedt at spille – også at spille med fremmede.

2 thoughts on “Ailigrund 7: Onkel Schlotz’ bøger

  1. johsbusted november 22, 2019 / 2:57 pm

    Sejt. Det er altid dejligt når kampagner får en afslutning også selvom det måske er lidt voldsomt 🙂

    Var forløbet spillederstyret? Hvilken kampagne var det? Lars’ eller den anden du er med i (som bruger fate)?

    Like

    • Thomas Munkholt november 22, 2019 / 3:14 pm

      Den anden. Fundet via Pen & Paper DK. Spilleder lagde rigtig meget ud til spillerne, han ville virkelig gerne at vi købte ind på historien med Fate Points. Det var vi så ikke altid /alle lige gode til, men det var en erklæret del af hans filosofi at han hellere ville bygge på spillerinput end en masse forberedelse.

      Ift. slutningen kom det meget fra spillerne. Wolf havde tidligere drukket skavenogre-ekstrat, så det var forventet at han var på vej ud. Men det var spilleren selv der besluttede at æde Kurt. Kurt, skal det siges, havde også en begyndende mutation, så vi levede vist alle sammen lidt på lånt tid. Som sagt, der var ret hårde konsekvenser for vores handlinger (og det var en *meget* mudret og barsk udgave af Warhammer). 🙂 Artan var allerede godt i Slaneesh’ vold, men det var først da han insisterede på at følge hviskestemmerne til bøgerne at det gik helt galt, og det var vist egentlig ikke forventet at vi ville finde dem. Så, det var mest os selv der gik planken ud. Artan som undtagelsen, men det havde til gengæld været længe undervejs.

      PS: Lars’ kampagne her: https://pjaltekongen.blog/skyggen-af-den-indre-fjende/

      Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s