Den store fortællings „ups“

[Warhammer-kampagne – Skyggen af den indre fjende]
Endnu en kampagne ramte et forholdsvist afrundet sted i handlingen, denne gang Lars’ remaster af The Enemy Within. Det blev ret mindeværdigt – i hvert fald for min karakter, Konrad. Læs referatet her: Etelkas skæbne.

Kender I det der med at man gerne vil redde verden, og så kommer man i stedet for til at sprænge den i luften?

Vores kampagne har gennem de seneste spil bevæget sig gennem Hägercrybs hvor vi har mødt Den gamle tro, både blandt de levende og de døde, og så har vi været på kollisionskurs med en ekspedition fra Nuln. Den tæller mindst to forbindelser til den skumle Teugen (som mange vil kende fra scenariet Shadows Over Bögenhafen), nemlig hans lærer i handelsvidenskab (og magi?), Belfleur, og Etelka Herzen med hvem han korresponderede inden det ritual der blev starten på vores kampagne. Ekspeditionen er således en parallel til originalhistoriens rejse ind i Barren Hills, og begge omhandler Etelka, goblins, dværge, kaossten, druider og oldgamle hemmeligheder.

Etelka og goblinshaman fra Death on the Reik (Martin McKenna).

Nogen må gøre noget!

Vi havde forskellige grunde til at mistænke ekspeditionen uden at vi kendte dens egentlige formål. Men til sidst stod det klart at de indsamlede „ren“ (farveløs) magi fra Den gamle tros hellige steder, og at de i en udgravning havde fundet … et eller andet voldsomt. Det viste sig at de havde fundet en gammel edderkoppegudinde der kunne give dem evigt liv (sådan tolker jeg det, men det blev ikke direkte forklaret). Og dæmonen Gideon – der var involveret med de kaotiske begivenheder i Bögenhafen – syntes det var en dårlig ide. Det samme gjorde i øvrigt Den lilla hånd.

Så det føltes som det rigtige at sætte en stopper for det. Vi havde hørt om eksplosioner fra udgravningen der blev udløst ved hjælp af magiske ingredienser, så da Konrad så adskillige glasflasker i det tempelrum hvor Etelka Herzen tilsyneladende skulle ofres til gudinen, virkede det oplagt at det var ekspeditionens sprængstof.

Det var det så ikke. I stedet var det den høstede magi, tilsat kaossten og yderligere en metallisk ingrediens vi ikke har identificeret. Og da Konrad skød en flaske i stykker for at sprænge alt og alle i luften, blev kraften udløst og vækkede gudinden – han blev med andre ord skyld i det de havde forsøgt at forhindre. Etelka fik (frivilligt) hugget hovedet af (det prøvede Konrad retfærdigvis også at forhindre, men en armbrøstpil gjorde ikke nok skade på bøddelen), men vil formentlig genopstå, nu fyldt med mægtige magiske kræfter.

Et nyere gensyn med Etelka i Theo Axners streg – jeg er særligt vild med hans Etelka i vildmarken-look. Læs mere på hans blog: The Enemy Within Remixed

Hvad er det værste der kan ske?

Det var så ikke engang første gang vi lavede det nummer: Vi „kom også til“ at sætte en mægtig dødning fri da vi egentlig bare ville efterforske (og måske lappe på) de ødelægelser ekspeditionen havde forrettet på en gravhøj. Det er vist noget de fleste eventyrere er „kommet til“, og det er også ganske effektivt til at give dem en motivation til at gå ind i historien og gøre den til deres egen. Det gode ved Lars’ kampagner er at det vitterlig er et åbent valg i de her situationer. Det kan godt være at det var dumt at vække edderkoppegudinens avatar, men det er ikke noget man bliver straffet for … altså, udover at nu har vi hende – og vores egne kvababbelser – at døje med. Men der er ingen løftede pegefingre om at det var dumt eller forkert eller det burde I da have vidst. Havde Konrad ingenting gjort, havde de jo nok også selv smadret en flaske og hugget hovedet af Etelka … medmindre vi havde ladet Gideon klare ærterne, men hvem har lyst til at overlade ansvaret til en dæmon der var villig til at ofre hele Bögenhafen?

Men i det her tilfælde var det så i høj grad min karakter (=mig) der fejltolkede situationen og udløste kaos, og det føltes faktisk lidt trist. Konrad har brugt rejsen til at gennemgå en Initiate-karriere, for selvom det ikke var tilknyttet et tempel, virkede det troværdigt med hans baggrund i en bedemandsfamilie og alle de møder med udøde vi havde i Hägercrybs. Nu er jeg ikke helt sikker på hvor han skal gå hen. Jeg var allerede lidt i tvivl om jeg havde lyst til at spille en præst, og denne episode kunne både understøtte at blive det (død og genopstandelse var stadig på dagsordnen, og måske har Morr redskaberne til at rette op på fejlen?) og modsige det (almindelig modløshed).

I hvert fald er vi færdige med denne del af kampagnen, for nu (der bliver nok lidt opsamling, men sådan i det store hele). Om vi så skal have en parallel til Castle Wittgenstein, Power Behind the Throne i Nuln eller noget helt tredje står endnu hen i det uvisse. Og jeg glæder mig til at se hvad der venter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s