Tilbage på flodsporet

[Warhammer-kampagne – Skyggen af den indre fjende]
Vi fortsætter vores The Enemy Within-remake, denne gang med et encounter direkte fra kildematerialet. Læs seneste referat: Døden på Teufelfloden.

Vores udgave af kampagnen forløber parallelt med den oprindelige handling, så her foregik det sådan at et andet hold eventyrere ankom til Bögenhafen via båden Berebeli, forsøgte at forpurre det onde ritual – med større eller mindre held – og de overlevende sejlede derfra efter at have opgivet livet som lykkeriddere.

I stedet har vores gruppe samlet sporene op og er rejst over land i hælene på Etelka og hendes jagt på kaos, magi og magt. Men nu er vi så nået til der hvor Death on the Reik i originalens udgave egentlig startede, nemlig med at vi har fået fingrene i en flodpram. (Og ikke mindst har vi nu også fået præsenteret kejserens dekret om forbud mod forfølgelse af mutanter.)

Så det lader til at vi stadig har noget Death on the Reik foran os (selvom vi så starter ud på Teufelfloden), men det kan også være at vi i stedet springer på en droske i Grünburg mod Nuln, og ingen siger at vi får lov at beholde skuden. Den store overraskelse var fundet af kæmpepupper – et nyt element i handlingen jeg egentlig troede vi havde lagt bag os i Bögenhafen, men det tyder nu på at være del af et større komplot.

Illustrationer af Martin McKenna, Death on the Reik, 1987

PS: Husk også at følge Theo Axners remake af samme kampagne (han poster både på svensk og engelsk) – den er lidt mere tro mod forlægget, men med mange interessante variationer.

Juletid er listetid!

Sidste års juleopdatering var mest en étpunkts Hvorfor jeg ikke har tid til at skrive noget lige nu-liste, men denne gang får du hele tre lister! (Og hvis man vil have blogkalenderpakker, er det igen Lænestolsrollespil der har leveret).

Fem fede ting i 2019

2019top5.jpg

Paradox
Det største var at få et scenarie skrevet færdigt og ud til publikum og få ros for det. Det var hele tre store ting. ParaDox er en række artikler der beskriver scenariets tilblivelse, så jeg vil ikke sige mere om det her.

Rollespil med fremmede
Jeg gik ind i en rollespilsgruppe af fremmede fra Pen & Paper Danmark-gruppen (på Facebook, urgh), og vi spillede en afsluttet minikampagne, Ailigrund. Det gav klart blod på tanden ift. at prøve det igen. Jeg havde faktisk håbet at skulle afprøve Blades in the Dark på samme måde, men det initiativ er vist gået i sig selv igen – jeg overvejer lidt selv at samle det op, men det er klart sjovere at spille end det er at organisere. Sig til hvis der er stemning for at jeg gør noget ved det.

Ironsworn
Efter at være vendt tilbage til rollespillet har jeg kastet en masse penge efter forskellige rollespilsbøger, men det var det gratis Ironsworn (anbefalet af Per) der tog stikket hjem når det kom til systemtænkning omsat i letanvendelig praksis. Med et par enkle mekanikker driver det en spændende handling frem, og Shawn Tomkins produktion er solid. I januar demoer jeg det for Ailigrund-drengene, og det kan være der bliver mere af den slags. Jeg har også en solokampagne kørende som bestemt ikke er død – Shiro vender tilbage næste år (lige nu venter jeg på udvidelsen Delve der skulle lande i januar).

Unævnelige kulter
Okay, vi startede egentlig i slutningen af ‘18, men hovedparten af min egen Warhammer-kampagne udspillede sig i år (og det var igen med spillere uden for min faste rollespilskontaktflade, selvom jeg kendte dem alle). Som diskuteret i min post mortem for første del af kampagnen er der plads til forbedring, men det var stadig ret godt, og først fremmest førte jeg det igennem, selv i en periode hvor jeg døjede med stress m.m. Det er jeg meget tilfreds med, og det er den slags små sejre der skal til for at få mod på mere.

New media 😛
Som i: jeg postede en video! Det kan virke som en lille fjollet ting, men det var lidt grænseoverskridende offentligt at præsentere noget „kreativt“ vel vidende at jeg ikke er god til det. Jeg har også optaget en med Alien som vist aldrig bliver til mere, men det tæller som øvelse. Så det vil jeg forsøge at komme med mere af. Måske også noget der indholdsmæssigt er lidt sjovere.

Ti boblere

2019bobler.jpg

Sjælehvisker: Udover mit eget Paradox lavede jeg også layout på Mettes Fastaval-scenarie Sjælehvisker. Jeg elsker at nørde med andres ting hvor jeg ikke mærker det samme pres for at skulle præstere, men bare kan lægge kræfterne i at gøre andres fede ting bedre. Egentlig ville jeg gerne hjælpe mere – specielt med illustration og korrektur/redigering, men også som sparring-/skrivemakker – men efter en lang pause er jeg helt sikkert lidt i perferien af scenarieforfattermiljøet.

Skyggen af den indre fjende: Det er en luksus at være spiller i en langvarig kvalitetskampagne. I år har vi fået to nye, gode spillere med, og vi har som beskrevet her nået et foreløbigt klimaks der kastede min karakter ud i en krise – det er jo altid herligt. Men først og fremmest er det en taknemlig hilsen til vores spilleder for at gøre alt arbejdet. Ift. system og fortælling er det ret klassisk, men det er stadig godt.

Købekunst: Jeg købte illustrationer til Paradox og et karakterportræt til Skyggebringer-kampagnen. Det var virkelig en selvforkælelse, men ikke sindssygt dyrt, og det er noget jeg helt klart kunne finde på at prioritere igen. Jeg har et halvt indlæg liggende om det, så mere om det i det nye år.

Alien RPG: Jeg købte som sagt en hel del rollespilsbøger – og der er flere undervejs fra Kickstarter – men jeg tror Alien får prisen som det jeg glæder mig mest til at gøre noget ved. (Jeg gav mig selv Masks of Nyarlathotep som gave for at blive færdig med Paradox, og det får en Hædrende omtale).

Bloggen: Udover at vove at poste den ene video, fik jeg også postet en bunke ret ufærdige tegninger – og begge er udtryk for den samme lyst til at være lidt mere udadvendt. Det kom også til udtryk i ParaDox hvor jeg også har skrevet åbent om at være lidt en knudemand. Det er en fordel ved at have en ret anonym blog: Jeg kan fortsat bilede mig selv ind at jeg er den eneste læser og derved lade den funmgere lidt som skriftestol.

Kim Newman: Jeg fik „Jack Yeolvils“ Warhammer-historier tilbage på hylden! Det var et dejligt gensyn, og jeg har ikke helt sluppet håbet om at han vender tilbage med en ny bog om Genevieve, Detlef Sierck og de andre tosser. Her på kanten til verdens ende er nostalgi et stærkt drug. Der kom også andre fine (og flotte) bøger på hylden (særligt en masse Lovecraft), men sommetider er de simple glæder de reneste.

Tainted Grail: Vi har spillet en enkelt omgang af dette nye historiedrevne megabrætspil og når en omgang mere inden nytår, og så kan jeg begynde at vurdere hvordan det passer ind i definitionen på rollespil. Men første omgang var sjovt! Jeg havde oprindeligt også en ide om at blogge om Arkham Horror – the Card Game der ligeledes arbejder meget med historie og karakterer. Der er noget her der kan være interessant.

Podcasts: Altså actual play (og lydbøger). Jeg har nu stort set altid noget i ørene når jeg bevæger mig ud. Det er ikke altsammen lige godt, men jeg tager det som underholdning, og lidt inspiration er det vel også. Samtidig er det en substitut for at spille alt det jeg gerne vil. Og jeg tror faktisk jeg synes det er et bedre alternativ end at spille over Skype/Discord/Roll20.

Testspiller: Jeg spillede Remember the Amazons, Blodtågens forbandelse og Isotoper over Isefjorden og når også at prøve Häxenjäger. Nu hvor jeg ikke længere formår at være spilleder på scenarier er det her et sjovt og hyggeligt alternativ, og det ligger også lidt i forlængelse af det jeg skrev under Sjælehvisker.

Per & Peter: Ja, mine gamle indie-kumpaner stak (kort) hovedet op på deres respektive blogge, og det var virkelig hyggeligt at have dem tilbage selvom de bor fjernt herfra. (Et par andre af de drenge jeg spillede med i helt gamle dage (vi er næsten i Stranger Things-territorie her, mine unge venner!), er også modne til at vende tilbage til folden, så endnu en Hædrende omtale til dém, med håbet om at de leger med i 2020).

Fem ting i 2020

2020.jpg

Mere rollespil, bare mere: Jeg har ikke fået nok, og nu hvor i hvert fald Ailigrund er rundet af, er der mindst én ledig spot. Det jeg har mest lyst til, er at tage nogle af mine nye bøger frem fra hylden og spille de systemer som skrevet. Bare prøve dem af. Jeg har som sagt allerede en aftale om Ironsworn og Alien, men også Blades in the Dark, The Fall of Delta Green, Tales From the Loop, Symbaroum og andre.

Et scenarie: Jeg vil ikke presse mig selv, men jeg vil gerne som minimum nå udover idestadiet. Om det er noget af det der allerede er på tegnebrættet, eller noget helt andet, får vi se. Men i hvert fald er ideen den samme: at skrive for mig selv og i mit eget tempo og se hvilken deadline/con det giver mening at koble det op på.

Et fungerende Warhammer-hack: Det er virkelig et nisseprojekt, og jeg har allerede kastet en del hyggelige timer efter at hacke WFRP4. Jeg har også arbejdet lidt med Free Leagues Year 0 Engine, men ingen af delene vil rigtigt falde på plads, så jeg tror, jeg skal begynde forfra. Det er relevant for næste punkt.

En løbende kampagne: Det kunne være fortsættelsen på Unævnelige kulter, men jeg er også åben for noget andet, så det ikke bliver Warhammer alt sammen. Jeg ejer jo flere gode bud allerede: Nyarlathotep, Eternal Lies, The Black Madonna – og i 2020 kommer forhåbentlig The Borellus Connection. Eller Band of Blades der netop er tænkt til at køre et længere, afsluttet forløb. Jeg drømmer også stadig om noget kollaborativt i stil med ActaCon, med skiftende spilleder-ansvar. Eller måske faktisk at gøre noget ved dén der Tatters of the King

Gensyn med [◄◄] Newhammer: Her på bloggen kan man også forvente at jeg samler Gensyn-serien op og som lovet ser på nyere Warhammer-scenarier. Men lad os lige få Fastaval overstået.

God jul og godt nytår!

Den store fortællings „ups“

[Warhammer-kampagne – Skyggen af den indre fjende]
Endnu en kampagne ramte et forholdsvist afrundet sted i handlingen, denne gang Lars’ remaster af The Enemy Within. Det blev ret mindeværdigt – i hvert fald for min karakter, Konrad. Læs referatet her: Etelkas skæbne.

Kender I det der med at man gerne vil redde verden, og så kommer man i stedet for til at sprænge den i luften?

Vores kampagne har gennem de seneste spil bevæget sig gennem Hägercrybs hvor vi har mødt Den gamle tro, både blandt de levende og de døde, og så har vi været på kollisionskurs med en ekspedition fra Nuln. Den tæller mindst to forbindelser til den skumle Teugen (som mange vil kende fra scenariet Shadows Over Bögenhafen), nemlig hans lærer i handelsvidenskab (og magi?), Belfleur, og Etelka Herzen med hvem han korresponderede inden det ritual der blev starten på vores kampagne. Ekspeditionen er således en parallel til originalhistoriens rejse ind i Barren Hills, og begge omhandler Etelka, goblins, dværge, kaossten, druider og oldgamle hemmeligheder.

Etelka og goblinshaman fra Death on the Reik (Martin McKenna).

Nogen må gøre noget!

Vi havde forskellige grunde til at mistænke ekspeditionen uden at vi kendte dens egentlige formål. Men til sidst stod det klart at de indsamlede „ren“ (farveløs) magi fra Den gamle tros hellige steder, og at de i en udgravning havde fundet … et eller andet voldsomt. Det viste sig at de havde fundet en gammel edderkoppegudinde der kunne give dem evigt liv (sådan tolker jeg det, men det blev ikke direkte forklaret). Og dæmonen Gideon – der var involveret med de kaotiske begivenheder i Bögenhafen – syntes det var en dårlig ide. Det samme gjorde i øvrigt Den lilla hånd.

Så det føltes som det rigtige at sætte en stopper for det. Vi havde hørt om eksplosioner fra udgravningen der blev udløst ved hjælp af magiske ingredienser, så da Konrad så adskillige glasflasker i det tempelrum hvor Etelka Herzen tilsyneladende skulle ofres til gudinen, virkede det oplagt at det var ekspeditionens sprængstof.

Det var det så ikke. I stedet var det den høstede magi, tilsat kaossten og yderligere en metallisk ingrediens vi ikke har identificeret. Og da Konrad skød en flaske i stykker for at sprænge alt og alle i luften, blev kraften udløst og vækkede gudinden – han blev med andre ord skyld i det de havde forsøgt at forhindre. Etelka fik (frivilligt) hugget hovedet af (det prøvede Konrad retfærdigvis også at forhindre, men en armbrøstpil gjorde ikke nok skade på bøddelen), men vil formentlig genopstå, nu fyldt med mægtige magiske kræfter.

Et nyere gensyn med Etelka i Theo Axners streg – jeg er særligt vild med hans Etelka i vildmarken-look. Læs mere på hans blog: The Enemy Within Remixed

Hvad er det værste der kan ske?

Det var så ikke engang første gang vi lavede det nummer: Vi „kom også til“ at sætte en mægtig dødning fri da vi egentlig bare ville efterforske (og måske lappe på) de ødelægelser ekspeditionen havde forrettet på en gravhøj. Det er vist noget de fleste eventyrere er „kommet til“, og det er også ganske effektivt til at give dem en motivation til at gå ind i historien og gøre den til deres egen. Det gode ved Lars’ kampagner er at det vitterlig er et åbent valg i de her situationer. Det kan godt være at det var dumt at vække edderkoppegudinens avatar, men det er ikke noget man bliver straffet for … altså, udover at nu har vi hende – og vores egne kvababbelser – at døje med. Men der er ingen løftede pegefingre om at det var dumt eller forkert eller det burde I da have vidst. Havde Konrad ingenting gjort, havde de jo nok også selv smadret en flaske og hugget hovedet af Etelka … medmindre vi havde ladet Gideon klare ærterne, men hvem har lyst til at overlade ansvaret til en dæmon der var villig til at ofre hele Bögenhafen?

Men i det her tilfælde var det så i høj grad min karakter (=mig) der fejltolkede situationen og udløste kaos, og det føltes faktisk lidt trist. Konrad har brugt rejsen til at gennemgå en Initiate-karriere, for selvom det ikke var tilknyttet et tempel, virkede det troværdigt med hans baggrund i en bedemandsfamilie og alle de møder med udøde vi havde i Hägercrybs. Nu er jeg ikke helt sikker på hvor han skal gå hen. Jeg var allerede lidt i tvivl om jeg havde lyst til at spille en præst, og denne episode kunne både understøtte at blive det (død og genopstandelse var stadig på dagsordnen, og måske har Morr redskaberne til at rette op på fejlen?) og modsige det (almindelig modløshed).

I hvert fald er vi færdige med denne del af kampagnen, for nu (der bliver nok lidt opsamling, men sådan i det store hele). Om vi så skal have en parallel til Castle Wittgenstein, Power Behind the Throne i Nuln eller noget helt tredje står endnu hen i det uvisse. Og jeg glæder mig til at se hvad der venter.

ParaDox 3: Drømmen om et Claus Raasted-livescenarie

[En føljeton om Paradox-scenariets tilblivelse (oversigt)]
Som jeg startede med at skrive, er det vanskeligt at kvantificere en kreativ proces i ord, men så er det jo heldigt at underbevidstheden kan træde til med hjælp i form af en omgang drømmevås.

Det her indlæg er fra den 7. august, en måned efter scenariets første begyndelse:

I nat drømte jeg at jeg var med i et Claus Raasted-livescenarie. Man skulle markere et chartek eller ringbind eller lignende fra hver af cirka ti bunker. Vi var vist egentlig i hold, men jeg var endt op alene. Det virkede først som en umulig opgave da Claus forklarede at vi havde et antal timer til at skabe en verden ud fra disse random sourcebooks. Men efter at have sat de første krydser gik det op for mig at jeg selv havde lavet en del af mapperne for mange år siden! Jeg overvejede lidt om det var smartest at tage andres ting eller mine egne, men endte på det sidste, for det var klart det bedste materiale. Jeg fik faktisk decideret optur over alle de fede ting jeg havde glemt: tegninger, nye ord og begreber, komplekse ligninger (?) (formentlig insipireret af sommerferiematematik med sønnen), tidslinjer, digte, lange beskrivelser. Jeg havde fri adgang til Akasha-arkivet. Derfra gik det over i noget lidt andet.

Det falder så sjovt nok sammen med at jeg begyndte at skrive på scenariet i går, og det var virkelig optur. Jeg endte med at bruge flere timer på Google Maps, men det gav så også en potentiel titel, Paradox, og en masse geografisk inspiration. Og jeg skrev! Og det gjorde nærmest slet ikke ondt. Det skal sammenlignes med at jeg forsøgte at skrive til Børnelitteraturlinjen i foråret [under store kvaler og i den sidste ende uden at formå at færdiggøre noget], og at jeg altså ikke har gjort noget i den her stil i over ti år. Det blev så også klart at investigationdelen som jeg anså for pærelet, ser lidt tynd ud, men jeg fik tanker og løsninger, og der er masser af fremdrift og tro på tingene.

Tanken meldte sig så her til morgen om det er en regression til ungdommen efter at have fejlet i voksenlivet? Til det vil jeg i hvert fald sige at det må være federe at der kommer et produkt ud af processen med at lege voksen end at der ikke gør det; og at det her helt åbenlyst er sundere for mig [end at skrive „for alvor“ uden at lykkes med det]; og endelig at jeg jo altså stadig producerer, skriver og er kreativ. Hvis lektien på vej mod de 50 er at jeg skal lege mere med tingene for at være glad, så er det ikke en dårlig arbejdslektie.

4c5902b845daa16f73b19697cc4d3c3bc8adce19-1.jpgJeg ved ikke helt om Claus skulle fremstå som en rollemodel – i starten af drømmen var det i hvert fald angstprovokerende at skulle performe på kommando. Og jeg er lidt bange for at min underbevidsthed forsøgte at bekræfte mig i at mere forberedelse altid er løsningen. Det er ikke min praktiske erfaring.

Og jeg tror trods alt mere på min konklusion i vågen tilstand: Der er ingen grund til at blande eksistentiel krise ind i sin hobby. Jeg er heldig at have muligheden for at rollespille, og skabe rollespil – det er bare en luksus, og det afspejler ikke hvad jeg kan eller ikke kan i andre sammenhænge. Selvfølgelig kan kreativt fritids-output give positiv energi der kan bruges i alvorligere sammenhænge, og anerkender man det, er det modsatte selvfølgelig lige så sandsynligt: at hvis jeg sjusker med mine hobbyprojekter eller ikke får dem færdige, kan det have en negativ effekt i arbejdssammenhæng.

Men i højere grad tror jeg drømmen er et billede på at være i kreativt flow. Det er jeg, sikkert som de fleste, i højere grad tidligt i processen end senere hvor det mere handler om at konkretisere og samle trådene. Det er et af de sjoveste steder i arbejdet med at skrive scenarie. (Jeg kan også godt lide når vi er henne mod slutningen, og jeg sidder og filer i detaljerne – særligt som på det her projekt hvor tiden var til det).

Nu kender jeg kun Claus helt overfladisk, men den sidste pointe jeg kan malke her, er at jeg ser ham som en mand der besidder en masse „execute“ energi som jeg helt sikkert er misundelig på. Det er bare på med vamsen og så derudad. Det handler ikke blot om at få ideer men også at kunne realisere dem. Den del er helt sikkert ikke min stærke side, uanset hvor geniale mine ideer ellers virker bedømt på drømmestadiet.

15904302-claus-raasted.jpg

Efter en ikke nærmere fastlagt pause, tilbage til selve scenariet: Welcome to Sunny Paradox, NY.

Illustrationer: Claus efter en tur gennem Deep Dream Generator og larp-foto af Jean-Paul Bichard

ParaDox 2: Ufrivillig gestaltterapi

[En føljeton om Paradox-scenariets tilblivelse (oversigt)]
Som jeg skrev sidst, var der i min journal ikke mange noter om selve scenariets tilblivelse, men fra samme dag har jeg til gengæld dette indlæg:

Paradoksalt nok lægger dagen i dag så også ud med at sparke mig over præstationsangsten. Liselle Angelique Krog Awwal postede på Facebook nogle sindssygt flotte, håndtegnede karakterark, hvortil Johs svarede med et han havde bygget over det Warhammer/Fate-ark jeg designede. Hvortil en nød postede en dum kommentar med en ;)-smiley. Og det gjorde fucking ondt. Det var ikke engang en led kommentar, men den var helt sikkert ment kritisk, og at gøre det i en tråd der lægger op til at folk udstiller deres kreativitet, er ekstremt dårlig stil.

Men derudover er det jo ingenting! Men jeg blev virkelig i dårligt humør – det ramte tydeligvis ned i min destruktive perfektionisme og angst for enhver form for kritik der er væsentlige forhindringer i min egen kreative proces og for at levere nogle slutprodukter. Der er to facetter i det: Der er det rent personlige, følelsesmæssige hvor det kommer i vejen for det jeg vil. Men der er også en hel konkret negativ effekt i forhold til det jeg sidder med her: Hvorfor gøre sig det besvær? Hvorfor slås med at skabe en interaktiv historie til glæde for andre for at en eller anden tilfældig nar bare kan pisse på det? Og det er jo rigtigt.

I den sidste ende skriver jeg dog det her indlæg efter at have oprettet et rigtigt dokument for scenariet (og postet et andet karakterark jeg har lavet, i Facebook-tråden) så der kom heldigvis lidt trodsreaktion ud af det.

Urgh, jeg er virkelig sart.

all_work.jpg

Men her er det måske også værd at bemærke at jeg på det tidspunkt dels ikke havde vovet at dele noget i flere år og havde udviklet decideret tensens til angst. Nu går det meget bedre – bare det at jeg formår at dele her (og bloggen i det hele taget), er jo noget helt andet.

Kritisk feedback kan stadig være tungt. Sålænge jeg er i processen, er jeg meget villig til at lytte og rive alt ned og begynde forfra hvis det er noget jeg kan bruge. Slutfasen er svær fordi jeg skal se kompromiserne i øjnene for at blive færdig – men er jeg først nået så langt, plejer det også at gå, for investeringen, af tid og følelser, kræver sit payoff. Og her deler jeg ikke ret meget – det er op til mig selv at komme i mål, og jeg er udmærket selv klar over de svage sider i scenariet. Dernæst er jeg mega sårbar lige omkring modtagelsen (aflevering og afvikling), og så letter presset lige så stille … henover et par måneder år. Jeg var spændt på feedbacken på Paradox, og jeg tror også jeg ville være blevet ked/kontrær af overvejende negativ kritik – men nu var den så positiv, så det var heldigt/rart. Lad os bare sige at det nok var sundere for mig at tanke selvtillid end en masse velmenende råd eller kritik af ting jeg godt var klar ikke var perfekte.

Lidt off-topic: Lad mig i den forbindelse sige tak for kommentarer til indlægget om anmeldelser fra Rollspel.nu – jeg har det helt oprigtigt fint med dem (selvom „psykopatisk“ selvfølgelig er lidt til den krasse side). Måske ville det have set anderledes ud for et år siden? I hvert fald ville jeg stadig blive ked af det hvis havde været Paradox, for så ville det hakke splinter af den selvtillid jeg skulle skrive det næste på. Men efter at have mærket efter tror jeg faktisk ikke det ville være røre mig med nogen af de gamle scenarier – det er fordelen ved at de gamle er virkelig gamle.

Jeg tror humlen i dagens afsnit er at man – i hvert fald jeg – gerne vil anerkendes når man gør sig umage, og faktisk gør det for andres skyld, og gør det helt frivilligt/gratis. Så fuck slutproduktet – det er hvad det er. Man kan selvfølgelig blive ked af ikke at vinde den Otto, men ingen skriver for at skuffe nogen, og en grundpræmis ved kunsten (alternativt: det kreative underholdningsprodukt) er vel at den ikke kan tilfredsstille alle. Men personligt ligger jeg allerede rigtig meget ned i tilblivelsesprocessen, og så er det ekstra ufedt at blive sparket på.

Så da jeg tidligere skrev at „Sålænge jeg er i processen, er jeg meget villig til at lytte og rive alt ned og begynde forfra“, så handler det nok meget om forstættelsen: „… hvis det er noget jeg kan bruge.“ At vælge sine kritiske læsere/testere med omhu – at kritikken er en dialog der tager udgangspunkt i indholdet og ikke overfladiske betragtninger fra pege-snakkere. Måske burde jeg holde kortene tættere ind til kroppen, men dels er det jo det jeg krampagtigt har gjort alt for længe, og dels sprudler det i processen, og jeg har et naturligt behov for at dele. Det er en balance jeg vil være mere bevidst om.

1.png

Næste gang, Dox 3: Drømmen om et livescenarie af Claus Raasted

Illustrationer: Stills fra The Shining (1980) og Misery (1990).

ParaDox 1: Det bli’r det fedeste pis!

[En føljeton om Paradox-scenariets tilblivelse (oversigt) – spoiler-advarsel!]
Det er næsten umuligt at beskrive den proces hvor den første kim til et kreativt produkt bliver til. Der kan være en tydelig inspiration eller et øjeblik hvor noget klikker på plads, men der er så mange usynlige tandhjul i processen. Selv skrevet ret kort efter, har min procesjournal* ikke noget særligt spændende at bidrage med (første indlæg er skrevet den 20. juli 2018 i forbindelse med at jeg opretter det som et nyt projekt i Scrivener):

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvornår scenariet opstod, men Thais poster kald efter scenarier til Con2 den 6. juli, og det første dokument er oprettet 9. juli.

Jeg tror den væsentligste inspiration i første omgang var tv-serien Mad Men, men omtrent samtidigt med dette hørte jeg dobbeltafsnittet om The Colour Out of SpaceHP Podcraft. Så stjernerne stod vel rigtigt.

Men det er meget sjovt at se hvad jeg så skrev i dette første dokument i sin helhed – det er overraskende tæt på produktet selvom der sker et par væsentlige udviklinger:

Karaktererne kaldes til en gammel ven der tydeligvis er rodet ud i noget snavs
De har hver især en magisk ambition/verdenssyn de gennem scenariet kan få indfriet – men kun én af dem. Hvis ikke det lykkes for en af dem, lykkes det enten for deres ven (der gennemfører personlig ond plan) eller den kraft der har ledt ham i fordærv (og så er det en større katastrofe.)
Trail of Cthulhu-baseret. Deres investigation-evner løber tør (ligesom King in Yellow?), men kan fornyes ved at trække på/udvikle deres okkulte projekter. System begrænset/strammet op
Setting: evt. tresserne. Eksperimentel kunst, drugs, kulter, opbrud + lækkert design, hornbriller og suits (Mad Men)
The Colour TV from Outer Space!
Mariner 4 sender i 1965 de første billeder tilbage af Mars (Aihai).
Telstar 1, livetransmission mellem USA og Europa, 1962.
Top 100 i 1965. Lad spillerne vælge en sang inden de jammer over reklamen

Spørgsmål
For sci-fi-agtigt? Mere Cthulhu?
Mulighed: Der har allerede været en landing/kontakt, så det er muligt at have inficerede/besatte/korrumperede mennesker (men det kan meget hurtigt blive et zombiescenarie)

The Hook
Reklamemand hyrer karaktererne til at komme op med Space Age-inspireret reklame for produkt X (muligvis et farvefjernsyn). De tager i sommerhus i Cape Cod eller lignende for at skrive, inspireret af et nyligt himmelfænomen – en meteor, rygter om UFO eller måske en russisk satellit.

Spine
En lille hyggeligt kystby
Tegn på himmelen/stjerneskud
Billeder fra Mars
Udvikling af reklame / subliminal kommunikation
Antennen / lyttepost
Mentale sammenbrud
Transmittere kroppe/sind fra rum til jord/vice-versa

The Horrible truth
Væsen (Colour) udnytter karaktererne til at udvikle et sprog hvormed den kan kommunikere med hele verden

Karakterer
tre-fem styk, seks valgmuligheder (3M, 3K)
spilleren vælger et billede med tilhørende navn
+ trækker/vælger en baggrund (en vision for reklamen og et talent for at realisere den)
+ begrænsede skills (automatiske successer)
Løseligt bygget på Trail of Cthulhu

mm_concept.jpg

At turde skrive

Det her ligner et par timers energisk arbejde hvor den første rush af ideer får frit løb, og jeg har googlet satellitter, musik, navne osv. Og tydeligvis læst noget Trail of Cthulhu og tænkt at det ville være „let“ at lave noget i den stil. Det er ofte indgangsvinklen når jeg begynder på et nyt projekt: inspireret af gode, konkrete rammer for kreativiteten (nyere eksempel: „Jeg laver sgu et Warhammer-novellescenarie – det bliver let!“ – og lidt efter er jeg i færd med at designe 55 spillekort med hver deres tolkning …). Rammerne holder aldrig når først de skal forsøge at rumme det jeg vil. Det blev således heller ikke til et Trail of Cthulhu-scenarie selvom jeg her refererer til Hook/Spine/Truth m.m.

Jeg gik i gang med det mål at skrive scenarie til Con2, men det med at blive inspireret af rammer gælder ikke kun indholdet, men også på formen og processen: Mit gamle Opera-projekt, NaNoWriMo, trilogier osv. virker helt sikkert udfordrende på mig. Det var sikkert også derfor jeg i nogle år følte mig draget af scenarieskrivning til Fastaval: en tilbagevendende begivenhed med rammer og dommere og alting. Men den slags kan også blive til en mølle, og jeg løb efterhånden ind i at det blev tungere for mig at realisere den umiddelbare kreativitet gnist – dels fordi min prioritering af tid blev udfordret af arbejde og familie, men dels også af tiltagende mentale hurdler i form af præstationsangst og skriveblokering.

Derfor var det ekstra vigtigt for mig at jeg netop ikke skrev til en spilkongres – at det kun skulle være for min egen skyld, for at undgå at lægge pres på mig selv allerede inden jeg gik i gang. Jeg har selvfølgelig haft ideer til scenarier i de mellemliggende årtier (!), men jo altså ikke noget der er blevet til noget, netop fordi de er blevet kvalt i fødslen af urimelige forventninger til mig selv.

Vigtigheden af at gøre det af lyst blev kun tydeligere undervejs, men lyst er også en sårbar motivation … (fortsættes)

mad_men_contact-0-1080-0-0.jpg

Læs videre i Dox 2: Hvorfor lide for kunsten, når man fint kan lide uden?

*) I mangel på et bedre ord: Jeg havde vist allerede fra starten en ide om at jeg kunne bruge teksten til at blogge ud fra, men det var faktisk også et forsøg på at fastholde i mine tanker en fornemmelse af den udvikling scenarieskrivningen var igennem. Og allerede nu, her kun et år senere, er der ting der er overraskende for mig selv.

Titlen på indlægget refererer til en kommentar fra en reklamemandsven der gennem tiden har lagt øre til mangen en selvfed kommentar i samme dur på diverse bureauer.

Illustrationer er fra Art of the Title: Mad Men 2007 (fra koncept til endeligt look).

Enemy in Shadows + Companion [WFRP4]

[Anmeldelse – Enemy in Shadows & Companion til WFRP4]
Jeg ser her nærmere på to bøger: Enemy in Shadows (EiS) og den tilhørende Enemy in Shadows Companion, på hhv. 164 og 120 sider. Det er, naturligvis, første del af Warhammer-kampagnen The Enemy Within (som jeg tidligere har skrevet om her og her). Begge bøger er kommet som PDF til preorder-kunder, men de fysiske bøger lander først næste år efter at have været lovet i september. Cubicle 7 har simpelthen ikke den mest effektive produktionspipeline. Andy Law, der for nylig forlod firmaet som kreativ lead på Warhammer, er netop blevet erstattet af Pádraig Murphy, så jeg håber de snart får styr på tingene.

EiS indeholder selve scenariet mens Companion-bogen føjer nyttigt materiale til at køre kampagnen plus til settingen generelt, og den er ikke nødvendig for at køre EiS. Det er svært helt at undgå spoilere, men jeg går ikke nærmere ind i plottet.

Først: Hvad er anderledes?

s22
Bipersonportrætterne er stadig gode.

De to originalscenarier, Mistaken Identities og Shadows over Bögenhafen, er … overraskende (?) uforandrede. Altså, jeg havde ikke forventet noget revolutionært, men stort set al originalteksten er der, og der er ikke for alvor foretaget indgreb der kunne have forbedret de trods alt halvgamle scenarier. Der er snarere tale om en let spartling. Det er fint nok at scenarierne på den måde får lov at nyde godt af nostalgien, og der er som sådan set heller ingen katastrofale huller – ellers var de nok ikke blevet de klassikere de trods alt er. Der er skrevet en mere glidende overgang ind mellem de to dele, Altdorf spiller nu en reel rolle, og der er givet lidt flere måder at docere spor ud i Bögenhafen. Ellers ikke så meget. Så det er stadig den langsomme rejseindledning fra Mistanken Identities (se dog kommentarer til Companion), og stadig et stort set all-male cast i Bögenhafen. Så det har tydeligvis været et bevidst valg ikke at pille for meget.

En pudsig ændring er at pentagrammet i Ordo Septenarius’ logo er blevet erstattet, ikke af en syvtakket stjerne, men ottetakket! Altså, det er klart bedre, men der gives ikke nogen forklaring.

Men udover scenarierne indeholdt de oprindelige udgivelser jo også andet. Mistaken ID var således kun en lille del af The Enemy Within-hæftet der også havde oplysninger om Imperiets historie, Sigmar, urter m.m. – det er nu væk (og delvist dækket i grundbogen og EiS Companion). I stedet er der nu en tiltrængt indledning om kampagnens tråde og temaer, og vi får fra starten antydninger om hvor det hele peger henad. Guiden til Bögenhafen er der stadig, endda med mere indhold og plotideer i stil med forlagets andre Warhammer-udgivelser, og det er rigtig godt. Så Shadows over Bögenhafen ligner praktisk taget sig selv.

Screenshot 2019-11-29 at 18.07.09

Det visuelle

Der er fine gråtoneskitser af samtlige bipersoner, med en vigtig undtagelse, nemlig Teugens „unge nevø“ (Gideon), og det er virkelig en ærgerlig misser (han er kun afbilledet i sin page-form). Jeg savner også en ordentlig illustration af de kutter Ordo Septenarius bærer – de optræder kun på en enkelt farveillustration der er en af de mest rodede jeg har set i C7’s WHFR4. Teugen selv har et udmærket NPC-portræt, men ikke noget særligt, og det er lidt ubegribeligt at han ikke har fået en ordentlig illustration. Byguiden til Bögenhafen har  stort set kun vignetter, kroskilte og den slags. På plussiden er der to helsides illustrationer til at adskille de to scenarier, noget WFRP4 ellers ikke har gjort i tidligere, og det er lidt fedt – det minder mig om visse Call of Cthulhu-udgivelser. Men som det måske fornemmes, er den grafiske side af bogen ikke på højde med Rough Nights (hvor den var fremragende) – har det allerede haft en indvirkning at Andy Law har forladt teamet? (Han er dog stadig krediteret). Jeg kan ikke andet end savne Rough Nights stil hvor den vigtigste biperson i hvert afsnit fik en illustration i fuld figur og farver, men det var selvfølgelig også luksus.

Enemy in Shadows Companion

Screenshot 2019-11-29 at 17.58.16.png
En af de mange ekstra (og illustrerede) bipersoner i Companion – de populærkulturelle referencer er der stadig!

Den anden del af Enemy in Shadows er et addendum i bogform hvis indehold er nice, men ikke need to have. Vigtigst er nok den nærmere beskrivelse af kampagnens fjendtlige kult – den beskrivelse fik man aldrig i originaludgaven, og det var klart en af svaghederne – med tilhørende magus-karriere, 25 kaosbesværgelser og mutationer. Derudover er der mere info om Imperiet og dets politik, noget der som nævnt var en del af originalens bind et, men her altså er trukket ud for sig selv. Så er der en rigtig Graeme Davis-darling: liv og handel på landevejen, noget jeg ikke selv finder specielt spændende i spil, men udmærket som settingbeskrivelse. For mig personligt er det bedste afsnit deres „deleted scenes“, en samling af 16 bipersoner der er tænkt ind som ekstra indhold i Enemy in Shadows (med tilhørende forslag til encounters) og en alternativ start på kampagnen der er lidt mere lige på hårdt (yay!). Endelig får man et par gamle encounters, On the Road, og to scenarier, The Affair of the Hidden Jewel og The Pandemonium Carnival, genoptrykt i nye klæder. Nå ja, og så indledes bogen med et „kommentatorspor“ fra de oprindelige designere der matcher ideen om genudgivelsen som et „Director’s Cut“. Der skulle også komme et sæt prægenererede karakterer, men jeg ved stadig ikke om det er Harbull Pelsfod og det gamle slæng eller Mollie og de nye.

Der er genbrugt et par illustrationer, men ellers er der masser af gode tegninger, særligt de mange bipersoner i gråtoner. Bogen virker på den konto mere helstøbt end EiS – måske har den haft godt af at få et par måneders ekstra produktionstid.

Så, Cubicle 7 har retfærdigvis holdt hvad de lovede: Companion er ikke nødvendig for at køre Enemy in Shadow, men det er så også akilleshælen: Den er ikke strengt nødvendig i det hele taget. Men endnu en fint produceret bog, og er man sulten efter Warhammer, er den absolut et hæderligt bidrag til samlingen. Dog må jeg sige at jeg foretrækker at lade mig inspirere af scenarier/kampagner, så det lidt spredte indhold trækker for mig ned på det samlede indtryk. (Det skal også siges at PDF’en kun lige er frigivet, så jeg har ikke nærlæst denne bog, men man kan godt bedømme den som en slags opslagsværk).

Vurdering

Scenariererne er som de var, og man kunne i mine øjne godt have taget lidt hårdere fat på omskrivningen, men mon ikke langt hovedparten af Warhammer-fansene er glade for at få en remaster, snarere end en remake? Uanset hvad er præsentationen igen i top, selv med et lille dyk ift. Rough Nights. Jeg var spændt på om Companion kunne noget, og jeg synes faktisk der er ganske meget at komme efter.

Nu kan jeg så begynde at overveje at se frem til at glæde mig til Death on the Reik (plus Companion) – men klog af skade vil jeg ikke tage udgivelsen for givet før jeg sidder med PDF’en.

Screenshot 2019-11-29 at 18.09.52.png

Enemy in Shadows og Enemy in Shadows Companion, Cubicle 7, 2020 (?!)