Alternative WFRP4 XP

XP WFRP4
XP i WFRP4 (klik)

[Warhammer 4th. edition – turbonørderi]
En af de ting jeg snublede over da jeg først læste det nye Warhammer, var at man købte sine stats op med +1 procentpoint ad gangen, ovenikøbet til forskellige priser alt efter om det er en Skill eller en Characteristic, og hvor mange point man allerede har brugt. Ikke noget kæmpe problem, for det er som sådan simpelt nok at aflæse priserne fra en tabel, og det er i tråd med det overordnede designvalg om at gøre karakterudviklingen mere fleksibel og langtidssikret.

Men ift. 2nd. edition er det en klart højere kompleksitet, og samtidig undrer det mig at priserne stiger eksponentielt, og ikke bare i lige linje. Formålet er selvfølgelig at de yderste point skal være så dyre at man forhindrer en unfair/urealistisk udvikling, men hvorfor så ikke bare sætte et maks på? En jævn stigning vil stadig gøre det urentabelt kun at fokusere på en enkelt stat (fx Weapon Skill), og samtidig undgår man de underlige urytmiske spring i prisen der er nu (man skal alligevel bruge en tabel, så igen, det er ikke et praktisk problem, bare uelegant).

Den nye XP-stil

Havde det bare været mig (og også min 2nd. ed.-gruppe) ville jeg køre det RAW (Rules as Written), men min Unævnelige kulter-gruppe er mindre erfaren, og jeg kunne se at det var lidt overvældende første gang, så nu har jeg forenklet det.

nyXP
Mit alternative XP-system (klik)

Startprisen er omtrent den samme, og de første par stigninger er ikke så forskellige. (Filosofien har været at fastholde XP-uddelingen på samme niveau som nu). Men mit system holder en mere jævn stigning, så på høje stats er der en betydelig forskel. Jeg håber at en sidegevinst kan blive at det inviterer til at specialisere sig og købe nogle enkelte stats højt op (hvorimod det nuværende system straffer specialisering). Den nye, lavere pris giver selvfølgelig også karakterne mulighed for på sigt at blive meget bedre for de samme XP, men reelt mener jeg bare at det fjerner en komplet absurd prissætning der aldrig kommer i spil (520 XP for +1? Really?). Men den tydeligste ændring er selvfølgelig at det nu er +5-intervaller på Skills, så der er lidt mindre at nisse med, og det giver en mere mål- og mærkbar forbedring. Grunden til at man stadig køber +1-intervaller på Characteristics, er dels at det er mere overskueligt der (man har fra starten kun 3 (og max 6) stats der kan udvikles), og +1 kan have stor praktisk betydning (fordi det påvirker ens afledte Bonus).

(Note 1: Man kan stadig købe ikke-karriere-stats til dobbelt pris. Note 2: Visse Talents giver 5 XP rabat på at hæve en Skill med +1; det bliver i så stedet til 25 XP i rabat for at hæve med +5).

PS: Morten Greis har gang i en spændende og grundig serie af indlæg om XP-mekanikker. I den forbindelse: Jeg giver XP for tilstedeværelse og for at tage udfordringer på sig, ca. 100 XP per spilgang, med en slutbonus for at løse opgaver og mål (≈ Ambitions) svarende til ca. 50+ per spilgang scenariet varede.

Danske Warhammer-con-scenarier

[Scenariegensyn, sæson 2: Warhammer] [◄◄]

Jep, jeg tager så små tilløb til at læse danske Warhammer-scenarier. Krav: tilgængeligt på pdf, skrevet efter år 2000 og med et minimum af tilhørsforhold til Warhammer-system eller -univers. Er listen dækkende? (Sorte Rose-trilogien (2001) er med vilje ikke taget med).

Sæson 2

Sæson 3

PS: Interessant hvordan systemet falder helt ud, men settingen lever videre. Det betyder at jeg tager det i to omgange og tager WFRP-regel-scenarier og setting-scenarier separat. Der er et naturligt snit ved 2009.

PPS: Johs har også på et tidspunkt været i Alexandrias scenariesamling for at se på Warhammer: Hvad fortæller Alexandria os?

PPPS: Og Kristian har produceret et helt kompendium om Marienburg med bidrag fra alle mulige.

PPPPS: Tak for tilføjelserne!

Den dag Alexandria brænder …

[Papir vs. PDF]
Lænestolsrollespil har netop anbefalet Lady Blackbird-rollespillet der kan hentes gratis i PDF. Det havde jeg selvfølgelig allerede gjort, men som med så meget anden digital læsning havde jeg ikke fået det læst. Efter at have testspillet Johs’ Remember the Amazons der benytter en af ideerne derfra og hørt podcasten skal jeg nok få det gjort – det er jo ikke mange sider. Anyways, det var bare en indledning for at sige noget om PDF’er.

Jeg er gået rimelig meget amok med at købe rollespil det seneste halve år, og jeg køber fysiske bøger. Jeg er nærmest voksen og har mine egne lommepenge og alt muligt, så en del af grunden er, Fordi jeg kan. Men jeg har også købt shitloads af PDF-rollespil i „de mellemliggende år“ hvor jeg ikke var så aktiv, bare for at følge lidt med, og prisen er jo ofte noget rarere. Diverse Bundles of Holding, fx Warhammer 1st og 2nd edition og The One Ring, har været ren gavebod. Det er også en god anledning til at støtte et lille indieprojekt på Kickstarter uden at føle sig forpligtet til at bruge det. (Sidespor: Og jeg kan så ærgre mig over at jeg har været væk fra miljøet/markedet på et uheldigt tidspunkt, for jeg har jo misset en masse Kickstartere, fx Kult, Symbaroum, Shadow of the Demon Lord, Vampire, LexOccultum, Bluebeard’s Bride osv.).

IMG_6913
Bookhound … (men til mit forsvar inkluderer det altså også brugtkøb og gaver).

Men sådan helt objektivt, udbytte kontra pris, så er jeg simpelthen kommet frem til at papirbøgerne har et større afkast for mig. Alene bevidstheden om at jeg har den: Bogen optager  simpelthen en større plads i min hjerne når jeg med mellemrum kan se den ud af øjenkrogen. Dertil kommer glæden ved at kunne vise den frem, dele og snakke. Og ikke mindst: Jeg har aldrig kørt noget fra min iPad. Det kommer ikke til at ske. Hvis det skal realiseres i spil, skal jeg kunne bladre og fornemme og pege – alene det burde egentlig være lakmustesten for om det er værd at bruge penge på. Nå ja, og så bare det fysiske pap og papir mellem hænderne, duften af ny bog. Det er en væsentlig del af det at retfærdige prisen. Jeg synes der i dag bliver produceret virkelig flotte, gennemførte bøger, og selvom 400+ kroner er en del penge, så synes jeg ikke det er optrækkeri (hurra for mentaløkonomi!). Helt pragmatisk har jeg også konstateret at priserne i de danske spilbutikker matcher (eller slår) de fleste netbutikker. (Full disclosure: jeg har købt de nye Warhammer-bøger hos Cubicle 7 – prisen er omtrent den samme når moms og forsendelse er kommet på, men så havde jeg PDF’erne allerede inden de gik i trykken, og med de sindssyge forsinkelser de kører med (næsten et år på Starter Set!), har det været det rigtigte valg). Noget andet er så at der næsten altid følger en PDF med hvis man køber en bog (spørg efter Bits & Mortar), og e-format er noget lettere at bruge som godnatlæsning eller på farten, så det giver stadig god mening som supplement til en bog.

Screenshot 2019-02-12 at 16.32.15
DriveThru RPG er blevet hoveddistributør af rollespils-PDF’er.

Overvejelserne blev også aktualiseret af mine seneste anmeldelser: Jeg købte The Enemy Within (3rd. ed.) der er stort set ubrugeligt i PDF-form (det endte jeg med at købe igen i fysisk format, brugt), foruden gode produkter som Eternal Lies, Bookhounds of London og Blades in the Dark. Og selvom jeg nu fortryder ikke at eje de fysiske kopier, kan jeg ikke få mig selv til at købe dem fordi jeg allerede har betalt én gang. Der er simpelthen kommet dummeskat på, argh. (Omvendt kan jeg så glæde mig over ikke at have betalt „fuld pris“ for Dreamhounds of Paris).

Min seneste taktik er at købe regelbogen og så supplere med en PDF eller to, evt. i omvendt rækkefølge. Fx tog jeg temperaturen på det lækre LexOccultum med et scenarie til 60 kroner inden jeg begyndte at spare op til de to dyre grundbøger, og nu hvor jeg endelig har fået investeret i The One Ring, kan jeg for alvor få glæde af mine Bundle-køb. Så der er plads til begge dele.

Hvad gør du?

(PS: Alexandria har det fint).

Eternal Lies [Trail]

[Anmeldelse – kampagne]

eternal_lies_cover_mockup1
Et mere pulpy cover end scenariet lægger op til.

Eternal Lies er en kampagne til Trail of Cthulhu, skrevet af Will Hindmarch, Jeff Tidball og Jeremy Keller og udgivet af Pelgrane Press (2013). Den er på små 400 sider i hardcover (S/H). Jeg købte den som pdf, og jeg vil med det samme anbefale at man i stedet vælger bogen (hvis man kan finde den) og får pdf’en gratis med oveni, for det her er godt.

Det her er Trails bud på en stor globetrotter-kampagne, og den er ikke langt fra at være på højde med Chaosiums Masks of Nyarlathotep i scope. Den fine titel henviser både til de velkendte hvilende urkræfter, men i lige så høj grad til de løgne og løfter de hvisker i svage menneskers ører.

Der er også udgivet et glimrende soundtrack til at underbygge stemningen.

The Hook (spoiler)

En helt central del af kampagnen er at afsløre de sande, mørke magter bag løgnene, og selv med spoilervarsel vil jeg ikke afsløre den/dem/det/hen her – men vi er naturligvis oppe i den Mythiske superliga. Til gengæld er der ikke, som man er vant til det fra Call of Cthulhu, en masse mindre critters, og den begrænsede magi der forekommer, er mere underbygget og ikke i samme grad bare en standardbesværgelse i en bog. Vægten er, som forventeligt i Trail, på efterforskning og horror frem for på action.

Screenshot 2019-02-07 at 12.04.40
Verdensomspændende horror. Illustration fra bogen.

Der er tre akter. I første akt etableres mysteriet: Walter Winston og hans venner opsporede og overvandt i 1924 en kult i L.A., og kun få overlevede. Nu, 1937, er han død, og hans styrtende rige datter hyrer karaktererne til at finde ud af hvad der foregik, begyndende i USA. Anden akt breder handlingen ud over hele kloden (Bangkok, Ethiopien, Malta, Mexico City, Yucatan), og karakterernes søgen efter svar om fortiden bringer dem tættere på kultens fortsatte mørke planer. I tredje akt har de viden nok til at konfrontere ondskaben – både i en eksotisk og en mere hjemlig setting – men de mørke kræfter har også en trumf i ærmet.

Hver lokation er et enkeltstående scenarie, og alle 9 afsnit har noget at byde på. Yucatan skiller sig ud ved at være en mere Call-agtig ekspedition, og de to sidste afsnit fungerer kun som klimaks. Men de andre er forbilledlige til at skabe stemning og styre efterforskningen. Lige fra en sangerinde der indspiller plader på Løgnerens giftige tungemål, til voldelige eskapader i Bangkoks underverden. Det er dog først og fremmest en variation i tone – efterforskningen er hele tiden i højsædet, så det handler næsten altid om at snakke med mennesker eller lede efter fysiske spor.

Udover den verdensomspændende efterforskning er der også et afsnit med adskillige scener (der let kan udvikles til sideplots) som retter sig direkte mod karaktererne og deres Sources of Stability, altså de venner/familie der holder dem ved deres fulde fem.

The Spine

Fokus i teksten er rettet mod sagen og dens opklaring. Men hver lokation er dog indledt af en kort beskrivelse af byen, dress-code og konkrete forslag til stemningsbeskrivelser. Desuden er der en indledning om at få karakterer integreret i kampagnen og 10 karakterer klar til at spille fra bladet.

screenshot 2019-01-30 at 11.50.14
Hvordan bogen selv præsenterer sceneopbygningen (klik)

Hvor jeg harcelerede over Kenneth Hites scenarie i Trail-grundbogen for ikke at være eksemplarisk for Gumshoe-stilen, så er teksten her til gengæld forbilledlig. Hvert afsnit indleder med en forklaring for spillederen og gennemgang af Hook, Spine og Truth. Hver enkelt scene indledes af en punktopsummering af handlingen og vigtige spor  – plus hvilke Skills der skal bruges for at få dem. Derefter følger en meget grundig gennemgang – dialog, reaktioner, spor, Skill-checks osv. bliver fremlagt detaljeret for spillederen. Efterforskningen er et imponerende urværk – brikkerne passer nøje sammen, og man skal ikke fiddle med at lappe huller eller finde undskyldninger for at afsløre spor for karaktererne. Det medfører at der er meget tekst og ikke mange billeder/kort. Det er for mig kun et lille minus, men det er sommetider ret meget at læse for relativt lidt handling. På plussiden giver det forfatterne mulighed for at gå mere i dybden med bipersoner og iscenesættelse.

I forhold til mange af de Trail-scenarier jeg har læst, er det her mere traditionelt opbygget. Scenarierne slår ofte mere ud med armene og tillader sig selv flere greb for at nå frem til den chokerende pointe. Det er vanskeligere her hvor man gerne vil give karaktererne mulighed for at nå det næste punkt i kampagnen med lemmer og fornuft i nogenlunde behold. Det peger i øvrigt også hen på det „usynlige indhold“ i kampagnen, nemlig arbejdet med at holde karaktererne groundet ind mellem de sindsoprivende rædsler. Den del kan jeg se fungere godt i den her kampagne, og det er som sagt også et element der er skrevet ind, men selvfølgelig altid skal skræddersyes til karaktererne.

Screenshot 2019-02-07 at 12.02.54
De 10 pre-gens.

Dermed ikke sagt at kampagnen er helt problemfri. Man vil på den ene side gerne give spillerne mulighed for at rejse rundt og finde spor på eget initiativ, men samtidig er man nødt til at sikre at de får den nødvendige viden til at nå klimaks. Det indebærer at de afgørende clues bliver lidt uelegant præsenteret, og kan man overveje at finde en lidt sjovere måde at håndtere på. Hjemmesiden The Alexandrian har adresseret netop det problem (foruden produceret et shit-ton ekstramateriale til kampagnen, herunder fotos, handouts osv.).

Jeg savnede måske også en lidt større variation i modstanden – eftersom der ikke er alskens Mythos-kryb, begrænser det sig mest til tæskehold og den monstrøse fjendes manifestationer der naturligvis er meget ens gennem kampagnen. Men den er svær hvis man netop gerne vil undgå tilfældige monstre. Eternal Lies har valgt at fokusere stramt på det ondskab man er oppe imod der så kommer til udtryk på forskellige måder, men alligevel lidt ens (man kunne også sige konsekvent).

The Horrible Truth

Eternal Lies har efter min mening fortjent større udbredelse blandt Cthulhu-fans. Handlingen er ret „mainstream“-Call of Cthulhu, men i sin udførsel slet ikke så kulørt som Masks of Nyarlathotep. Jeg kan til dels godt forstå hvis nogen vil finde kampagnens store fokus på møjsommelig efterforskningsarbejde lidt kedeligt, men den er velskrevet, gennemarbejdet og sine steder lige så uhyggelig som man kan håbe.

Eternal Lies, Pelgrane Press, 2013

Premiere på Paradox, NY

Jeg afleverede et ret færdigt scenarie til Con2 (jeg valgte dog stadig at kalde det en spiltest), Terese tilbød tidligt at køre det, og her i weekenden blev det så afviklet med et enkelt hold. Hvad der end manglede fra min og scenariets side, klarede hun. Kæmpe tak. Her er hendes konklusion på spiloplevelsen:

Det gik fremragende […] Spiltesten varede ca. 4 timer og blev kørt semi-live.

Mine spillere var fantastiske, karakteropbygningen via kort giver masser af spil, og både Mørke Drømme og Mysteriet i Paradox er utroligt velskrevne og skræmmer spillerne fra vid og sans.

Tak for et godt spil!

madmen2_1024x1024
This is a lie.

Okay, præsenteret i uddrag på den måde giver det selvfølgelig et lidt vægtet billede, men jeg tillader mig alligevel at være lidt glad. Selv med de kritiske læsebriller på lader det ikke til at der har været de helt store problemer: En stor del af udviklingen af karakterer, stemning og handling sker gennem udlevering af nogle kort med lidt tekst på; der er mange, og det er ikke altid klart nok hvor og hvordan de skal udleveres. Det var jeg godt klar over, men der kommer en spilleder så ind som en facilitator. Og på plussiden lader det til at både spillere og spilleder har købt 100% ind på stemningen der var en af de ting jeg selv er godt tilfreds med.

Jeg er nu ikke længere i tvivl om at det skal uredigeret op på bloggen. Foreløbig vil jeg ikke gøre mere ved det – sommetider skal man også give slip og komme videre. Jeg har vedhæftet Tereses noter fra Con2 og mine egne tanker om hvordan man kan tackle de knaster der nu engang måtte være.

Du finder det hele her.

Lettelsens suk

Udover den umiddelbare glæde og lettelse, så var der også en anden meget klar konstatering: Det er nok for mig at spillet har kørt med et enkelt hold. Det retfærdiggør alt arbejdet. Jeg har hele vejen igennem skrevet mest for mig selv, og nu er der så også en bekræftelse på at „slut“-produktet fungerer som formidlet. Selvfølgelig vil jeg sætte pris på at det kommer mere i brug, men de opbyggede skrivefrustrationer som de fleste scenarieforfattere kender til, har fundet en forløsning.

Jeg er glad for at jeg trak synopsen fra Fastaval inden den endelige udvælgelse – med den her test kunne man jo sige at det nu har bevist at det holder, men realistisk set ville det formentlig slet ikke være nået så langt hvis jeg havde haft det ekstra pres hængende over hovedet, og i bedste fald ville jeg skulle aflevere en poleret udgave af Con2-udgaven der jo ikke var helt den jeg havde tænkt mig.

Jeg vendte tilbage til at blogge – og rollespil i bredere forstand – i maj sidste år, og det her er en foreløbig lykkelig kulmination på den beslutning. Efter mange års frustrationer med min egen kreative proces, har jeg endelig skabt noget håndgribeligt. Og jeg tror der kommer mere.

032416_tbt-color_tv_rca66_0.jpg

Ailigrund 0: Mere RPG/IRL eventyr

[Warhammer/Fate – kampagne/uformelt organiseret spil]
Forleden blev jeg indlemmet i en nystartet kampagne, og det var fedt. Læs handlingsreferatet fra Ailigrund her.

42487061_10156516654579799_5334764365667106816_nJeg opdagede Facebook-gruppen Pen and Paper Danmark gennem Mortens blog, tror jeg, og det blev hurtigt tydeligt at der var et kæmpe hjørne af rollespilsmiljøet jeg slet ikke havde føling med. Jeg var godt klar over at D&D stadig er stort, måske endda markant det største spil, men jeg vidste ikke hvor godt det trivedes med denne form for uformelt organiserede spil: invitationer til nye og eksisterende spilgrupper og spil over Roll20. (Der findes også formelt Organized Play, se Pathfinder Society og D&D Adventurer’s League).

Det var nu ikke D&D, men kombinationen af Warhammer-verden og Fate-regler der lokkede mig ud ud af huset. Så, ud på Amager og gæste en fremmed mands lejlighed og møde gruppen. Og det var super fint. De var mødtes på Viking Con og blevet enige om at spille ét eller andet. De var som sagt kommet lidt i gang med kampagnen, og egentlig havde spillederen tænkt sig at køre The Enemy Within, men det fik jeg så spoleret.

Det er endnu early days, så spilstil er stadig til diskussion, men vi er ret meget på samme bølgelængde, fornemmer jeg, og en vigtig del af attraktionen her er jo også at det er noget andet. Derudover er det vidunderligt at få spillet noget hvor jeg bare kan dukke op og være med, og jeg har ingen forbehold over for at spille med fremmede – jeg føler ikke jeg skal leve op til nogens forventninger, så det kan på nogle måder være lettere for en stærkt introvert person som mig.

Planen er at spille en længere kampagne og mødes cirka månedligt. Vores spilleder lagde op til at han gerne vil hen imod en mere kollaborativ stil hvor spillerinput styrer aftenens spil (han er meget glad for spillederløst), og hvor der ikke er for meget forberedelse, for det kan man gå lidt død i. Omvendt tror jeg der var enighed om at selvom spil mellem karaktererne fylder en del, skal der også være et dramatisk element for at have en god spilaften – ikke nødvendigvis en kamp, men noget mindeværdigt.

Fate Revisited

Screenshot 2019-02-02 at 18.24.18
Klik: gratis pdf via Evil Hat

En af de ting der umiddelbart tiltrak mig ved den her gruppe, var som sagt kombinationen af Fate og Warhammer – et mix jeg selv forsøgte mig med for nogle år siden, uden det store held. Eller, det var sjovt, men åbenbart ikke mere sjovt end at to spillere faldt fra pga. travlhed, og systemet (Fate Core) nåede ikke rigtigt at føles trygt for nogen af os – særligt famlede vi med Aspects og at få magi til at spille. Vores setup med krigsveteraner der driver et bordel i Marienburg, var ellers solidt.

Denne gang er vi tilbage ved Fate 2.0, og det hele er lidt simplere, særligt ift. Aspects og skade/stress. Derudover er det tydeligt at spillederen har brugt det meget, og der er rigtig godt styr på skabe komplikationer ved hjælp af vores Features (en række positive og negative træk) og åbne muligheder gennem Fate-ressourcen. Det er bl.a. det han mener med spillerinput, og fedt hvis systemet kan understøtte det. Den løbende forhandling frem og tilbage fik vi ikke rigtigt i spil da jeg forsøgte det, men her fungerer det – selvom jeg lige skal have helt styr på hvilke muligheder for plusser man har hvornår, og så huske at bringe dem i spil. Stunts bliver først introduceret når folk er klar til det. Det er rart at det er så simpelt og fortælle-orienteret, og alligevel var vores kamp virkelig spændende og føltes udfordrende.

Den Warhammer-verden vi spiller i, er virkelig til den mudrede side, og også her fungerer det simple system godt.

Mischa Wolfkind

WHF2_sheet
Klik: download pdf af karakterark (work-in-progress)

Min karakter blev skabt lidt fra hoften, og mine Skills er stadig ikke helt på plads. Men Mischa Wolfkind er barn af landsbyens kloge kone, Johanna, og har overlevet i periferien af Ailigrund ved at jage og stjæle lidt (han er udstødt pga. en manglende lillefinger, og „mutationen“ kunne meget vel have kostet ham en tur i mosen som spæd). Han har samlet en del overtro op fra sin mor, han er ikke særlig godt socialiseret, og hans overlevelsesinstinkt grænser til det kyniske. Jeg kan ikke helt se hvor han bevæger sig hen, men formentlig noget rogue-ish – enten en tyv eller en mere manipulerende form for lusk. Vi får se hvordan han håndterer mødet med civilisationen.

Næste sociale eksperiment bliver at spille med nogle helt andre over Roll20.

Ailigrund 1: To brødre og en dobbeltgænger

[Warhammer/Fate – kampagne]
Jeg er kommet med i en ny kampagne, gennem „organized play“ (uformelt, via Facebook, så vel egentlig ikke rigtig OP), og første spil var en stor succes. Mere om baggrunden, system og min karakter i næste indlæg. Kampagnen har ikke noget officielt navn, så det kan nå at ændre sig (det er ikke The Enemy Within selvom man måske vil finde visse nostalgiske ligheder i aftenens træfning).

IMG_6904
Vor elskede hjemstavns tørvemose. Ak, nu blot et vemodigt minde.

(Kampagnen var startet op allerede inden jeg kom til, men jeg kalder for nemhedens skyld det her spil 1. I de første to spil blev spillerne introduceret for deres hjemlige flække, Ailigrund, der ligger i de øde egne mellem Kislev og Imperiet. Et sted hvor ingen kan læse eller kender verden udenfor. Der var noget med et brutalt mord, og en heksejæger kom til byen. Han erklærede de fleste af landsbyboerne for mutanter (indavl har givetvis sat sine spor), og mange blev dræbt. Karaktererne hjalp dog så tilpas meget til med processen at de kun blev anholdt og fik chancen for at afbetale deres taknemlighedsgæld gennem en form for hoveri i Imperiet. Og så kørte han dem i en fangevogn til den nærmeste, lille by, Krovas, hvor de tilbragte natten i en celle. Vi aftalte at min karakter har levet fordækt i udkanten af Ailigrund, og at han blev pågrebet efter ovenstående begivenheder da kom for at se nærmere på hvad flammerne mon betød).

Et råddent bekendtskab

Det er sidst i december, og fangevognen skrumler mod Erengrad. I den sidder det store drog Wolfgang Fischbein der er søn af Ailigrunds kloge kone, Johanna; møllersønnen der drømmer om at blive vagtmand, Kurt Waldener; min luskede enspænder, Mischa Wolfkind; (plus Atar, en karakter som ikke var der denne aften). Wolfgang og Mischa mistænker (korrekt) at de muligvis har samme mor, men brikkerne falder ikke helt på plads for dem endnu – de er nu også ret forskellige.

Screenshot 2019-02-02 at 13.42.04
Vores byfælle, Keith.

Hestene reagerer på noget længere fremme ad vejen og går i panik. Vognen ryger i grøften, den ene vagt bliver slået bevidstløs, forspandet drøner afsted med den anden vagt, og buret går i stykker. Mischa ormer sig omgående væk i grøften, men beslutter sig for at hans overlevelseschancer nok er størst sammen med de andre fra landsbyen. Det ukendte på vejen viser sig at være en mand fra Ailigrund, Keith, der er voldsomt befængt af bylder og råddenskab. Stanken af ham er overvældende. De tre landsbyboere lægger hurtigt en plan om at Mischa skal lokke Keith ind i skoven, og det lykkes de to andre at slå ham ned med våben de har taget fra vagterne. Stanken begynder næsten med det samme at lette.

Tilbage på vejen kommer en ukendt uniformeret mand kravlende op af grøften, og Mischa der nu har en armbrøst, skyder og dræber ham. Det viser sig at være en vagt klædt i blåt med gule slidser, og nok ikke noget fjendtligt. De finder også en velklædt herre med et brev, et lommeur og en del mønter på sig – og det er meget mystisk, for han ligner Kurt næsten på en prik. Det giver en del diskussion om hvorvidt det er en falsk Kurt, en ukendt tvilling eller hvad. Brevet har et segl med en fugl som Mischa vurderer nok er en ravn – ingen af de tre kan dog læse. De undvegne fanger udruster sig med tæpper og våben m.m. og ender efter lidt diskussion med at tage den bevidstløse vagt med sig på en af hestene. De er enige om at vende ryggen til Krovas hvor de er kendt som heksejægerens fanger, og fortsætte mod Erengrad. Der er på dette tidspunkt ikke nogen klar plan om at stjæle rigmandens identitet, men det kan måske tjene som et belejligt dække.

Blodspor på landevejen

Hestene reagerer allerede igen ved næste sving, og Mischa spejder i forvejen. Han ser en stor, fin vogn holde skævt og hestene ligge døde. Der ligger flere blåklædte vagter på vejen, og en flok mutanter („umennesker“ i Mischas hoved, andre foretrækker „kaosbørn“) er i færd med at plyndre og æde dem. Det er vejen fremad hvis de vil beholde deres heste, så planen bliver at Mischa skal skyde en af dem og tiltrække sig deres opmærksomhed, og så skal Kurt og Wolfgang falde dem i ryggen. Armbrøstpilen rammer, men den kæmpefede mutants flæsk absorberer en stor del af skaden. En mutant med laset hud forfølger hurtigt Mischa ind mellem træerne. Kurt går i kamp med den fede, men bliver ramt alvorligt og kan til sidst dårligt stå op. Wolfgang har mere held med sig og får plantet sit sværd i hovedet på en mutant med et horn og et udstående øje. Han opgiver sværdet, griber en økse og kommer Kurt til undsætning. Mischa får lokket sin forfølger ind i et tornekrat og stikker af efter at have såret ham. Mutanten flygter i retning af hestene, men det lykkes ham ikke at „stjæle“ en af dem; han slipper dog væk.

Alle vagterne er døde, og den fine mand var formentlig ham der blev transporteret i vognen. Gruppen slår lejr, tænder bål og forbinder efter bedste evne Kurt (de har også stadig den bevidstløse fangevogter med sig). I løbet af natten går bålet ud, og de sårede har det virkelig skidt. Hestene fra fangevognen bliver spændt for beboelsesvognen, de forklæder sig som vagter for Kurt (der så skal foregive at være rigmanden) og kører videre.

Feberredning

Snart kommer de til en forladt kro, Grisen (der var i hvert en gris på skiltet). Mischa og Wolfgang beslutter hurtigt at det ikke nytter noget at stoppe der selvom det indvendige ser komfortabelt nok ud, for de har brug for lægehjælp. De fortsætter ad vejen, også selvom det bliver mørkt. Så hører de lyde, og en sand hær af kæmperotter krydser vejen. En af dem rejser sig og stirrer, men efter lidt tid er de væk. Mischa får sat vognen lidt vel hurtigt i gang igen og må kæmpe for at få den under kontrol da de kort efter passerer et bål og en gruppe mænd. Wolfgang går tilbage til mændene der er barske, skæggede folk i grønne uniformer med en form for våbenskjold på. De hjælper Kurt, men lænser hvad de kan finde af værdier i vognen, herunder penge, lommeur og overskydende våben.

Erengrad er forhåbentlig ikke langt væk nu …

35889392_710416356017237_8536110285184827392_n.jpg
Den smukke natur omkring Ailigrund. (illustration: ‘Just another day at work’, Jakub Różalski)