Ailigrund 3: Røvere og rotter

[Warhammer/Fate – kampagne]
(Siden sidst: „Heltene“ er kommet til Riegen og har tilbudt deres hjælp med at skræmme en bande røvere væk der plager landsbyen, særligt efter at den blev svækket af en heksejægers udrensning. Uheldigvis blev vi overfaldet af et vildsvin, og de røvere vi fandt, virker mere indstillet på at hjælpe end at plyndre os … PS: Ailigrund-kampagnen er samlet her).

0df9bf1c.pngAtar og Mischa (og Wolfgang hvis spiller har barsel) tilbringer natten sammen med de tre „røvere“, Joris, Peter og Roland. En af dem kommer til at røbe at de er fra Riegen, og det virker som om de er en del af et større slæng. Næste morgen går Atar og de andre med hestene tilbage til Riegen; vognen bliver stående, havareret i grøften.

Imens er Kurt vågnet tilbage i Riegen. Han er stadig forkommen efter sine sår (i armen og det ene ben), men landsbyens heler, Antonius, har forsynet ham med en slynge og en krykke. Byen er på den anden ende ved nyheden om hvem de tre landstrygere er: nemlig lokale børn der flygtede efter heksejægerens besøg for nogle måneder siden. Der burde også have været en 12-årig pige, men hende så vi ikke.

Hele byen vælter ud til korsvejen, men ingen svarer på deres kalden, og først næste dag, efter en kold januarnat, lykkes det Atar at finde gemmestedet i skoven som endegyldigt bevis på vores møde. Mischa snakker lidt med „borgmesteren“, Wilfred, om hvem der ellers kan være ude i skoven. Det fører til en snak om en kult der hørte til i en landsby lidt længere sydpå, Arlev, og overtroiske Mischa bliver overbevist om at de tre unge på en eller anden måde er faldet i med dæmoner, og tanken skræmmer ham. Enden bliver at der sættes vagt ved korsvejen i håbet om at få kontakt til bysbørnene igen.

Landsbyboerne transporterer vores vogn tilbage, og så går det meste af den næste måned med at få den – og Kurt – repareret. Ailigrunderne har dermed også lidt tid til at blive lidt klogere på verden. Atar er meget optaget af sin pibe, og han bemærker at der er nogle fine udskæringer på den … Kurt lærer at hakke sig gennem alfabetet, og Mischa øver sig i at skyde. Derudover  hjælper de også til med at lappe pallisaden.

Den gyldne hane

Screenshot 2019-03-22 at 11.45.43
Gensyn med landevejsvagter

Så fortsætter rejsen (Wolfgang bliver tilbage i Riegen). På vej videre ser de ved korsvejen at en sidevej ud til en anden landsby, Oleg, er tilgroet, og det kunne måske være et godt sted for en bande røvere at gemme sig, men ingen har lyst til at stikke hånden i hvepseboet. I øvrigt har det vist sig at det kort de fik af gamlingen i knaldbytten, ikke direkte viser vejen til Ferlangen, men til en by der hedder Czorn, men vi har stadig en ide om at det er i den rigtige retning.

Første stop på vejen er kroen, Den gyldne hane, hvor vi får det fineste måltid mad i vores liv. Indenfor får vi øje på fire landevejsvagter – de samme som gav Kurt førstehjælp og mere eller mindre plyndrede os som tak. De er døddrukne, og ailigrunderne bliver enige om at tage lidt af udbetalingen tilbage. Atar går op for at tilbyde sin (bedøvende) pibe, men de bliver med det samme skeptiske da de ser hans jakke (en uniform fra Marienburg), og han ikke kan redegøre for hvor han har fået den fra. Da Kurt lægger sig imellem og insisterer på at han er en fin herre på vej for at indløse en arv, bliver han pågrebet af deres leder, Jürgen, og lagt i håndjern. Mischa springer ud i natten, men der lusker store rotter rundt, og han har en kold nat i vognen, mens de andre bliver tilbageholdt.

Den arrige ko

de8a3fdc030c7d1642821f3d08d33f3f
Der er rigtigt mange rotter her på egnen …

Da først jakkerne er afleveret, falder vejvagterne til ro, men de insisterer på at føre Kurt og de andre til Czorn og få situationen afklaret. På vejen videre spørger Mischa til kulten i Arlev, og vagterne sender straks bud efter heksejægeren da de hører at vi måske har mødt tegn på dem ved korsvejen. Mischa er ikke interesseret i at pege fingre af de tre drenge, men på den anden side er der formentlig noget dæmonisk ved dem. Ifølge vagterne var kultens symbol en trekant hvis ene spids skærer ind over en cirkel. Det kunne godt passe med det vi så på de unge.

Næste nat tilbringer de på en helt anderledes skummel kro end den hyggelige Hane: Den arrige ko er ikke meget andet end en rønne, maden er dårlig, og det trækker op til storm. Kroværten er gamle Bruno.

Kurt – der som den eneste har et vindue – vil smække skodderne, men får dem over fingrene så det bløder. En kæmpe rotte bliver lokket til af blodet og er på vej ind ad vinduet da vi slutter spillet.

Tomes & Tentacles [podcast]

[Anmeldelse – podcast]
Tomes__Tentacles_LogoJeg er begyndt at lytte til rollespil som podcast (hundeluftning og løbeture er godt for lyttepensum), og der er meget virkelig skidt derude. Men en af de podcasts jeg har syntes godt om, er Tomes & Tentacles (Call of Cthulhu 7th. ed.). Første sæson er på 24 afsnit (50-60 minutter) og fortæller en afsluttet historie. De første optagelser til sæson to (en helt ny historie med de samme spillere) er netop kommet i kassen, men jeg ved ikke hvornår de sender igen. Podcasten er udgivet af Encounter Roleplay (der ellers mest er Fantasy Grounds-sessions på Twitch, og det holder jeg simpelthen ikke til: 3-4 uredigerede timer med talking heads? Argh!).

T&T har en fin produktionsværdi, men den udmærker sig først og fremmest ved at være klippet ned til det centrale rollespil, uden udenomssnak og alt for mange svinkeærinder. Det betyder ikke at de ikke godt kan grine af de situationer der opstår, og man har også metasnak som „Roll me a Spot Hidden“, men det er absolut minimalt. Rollespillet og historien er det drivende.

DXSCXrkWsAAyHoG
Caesar Cole, en af karaktererne (illustration: Gyodragon)

Og på det punkt er jeg ret imponeret. Deres Keeper, Ben Counter, beskriver sig selv som nørd, dramatiker og forfatter, og det kan enhver jo komme og påstå, men hans plot og beskrivelser er virkelig gode. Deres historie er af særlig interesse for denne blog, for det handler om Kongen i gult, og Bens indsigt i og udlægning af myten er efter min mening spot-on (omend stadig mere Call end Chambers). Ja, det involverer et teater og et besøg til Carcosa, hvilket vi har set mange gange før, men han får lige givet det et ekstra lag eller to.

Spillerne er gode, men har alle nogle quirks man godt kan irritere sig over hvis man vil. Alt i alt ganske glimrende.

Har jeg det førende kørende i ørene?

Screenshot 2019-03-18 at 19.20.02
Friends at the Table skaber og udforsker verdner og systemer i fællesskab.

Der er også en anden podcast fra Encounter Roleplay der hedder Turncloaks – det er D&D5, men i et mere mørkt univers end normalt, så den vil jeg kaste mig over som det næste. Jeg har som nævnt også lyttet til Red Moon Roleplayings gennemspilning af The Black Madonna (Kult) (og er også i gang med deres Curse of Strahd), men de kære svenskeres selvhøjtidelighed er til tider meget påtrængende. Jeg er lige begyndt på Friends at the Table, og det er noget lidt andet, for de har al deres metadialog og worldbuilding med, men det er også interessant, og det kan være jeg skriver om det en anden gange (er begyndt hvor de benytter systemerne The Quiet Year (som Oliver spiller her) og Blades in the Dark).

Af hjemlige produktioner har jeg kun hørt Eftersidning på eventyr (Over the Edge) der er fint produceret, men også mere gearet mod at være sjov. I samme humoristiske skole er jeg begyndt at checke Advanced Sagebrush & Shootouts (Fate) ud. Den tegner meget godt og er ligesom Eftersidning korte afsnit (ca. 25 min) – men man skal leve med at de griner meget af deres egne jokes.

Andre podcasts med redigerede rollespilssessions jeg bør kende til?

Kickstarterstatus

En liste over hvad jeg har backet af rolle- og brætspil.

Grey Cells (juni 2019): Kickstarter stadig live! Et lille hæfte med regler til at skabe og spille krimier – et konkret bud på det tilbagevendende investigationproblem. Det er billigt (er så også bare et par fanzine-hæfter) – 89 kr inkl. porto. Og der kommer også en Mythos-„udvidelse“. Hurtigt skimmet (man får en playtest-pdf) er der lidt Powered by the Apocalypse over det (?), og så noget der hedder Momentum der giver spillerne tricks til at fremtvinge fx spor (fremdrift i mysterieløsningen).

Things from the Flood (februar 2019): pdf’erne er klar, og der burde ikke gå så lang tid før bøgerne lander. Jeg nappede Tales from the Loop med, for prisen var god, blev grebet af stemningen og bestilte også Forbidden Lands som add-on (jeg ville have taget Coriolis med hvis jeg var til scifi). Og jeg har faktisk tænkt mig at spille det hele.

Screenshot 2019-03-17 at 19.06.03The Yellow King (december 2018): Det her er nok mest til hylden, men det er Den gule konge, mand, så jeg måtte have det – pdf’erne er leveret, og det ser fint ud, men forsinket pga. problemer med trykkeriet. Det er Gumshoe, men med det nye QuickShock-system til at håndtere fysisk og mental skade. Fire settings, skrevet af Robin D. Laws, og et bokssæt med et omslag der kan bruges som skærm.

Sigil & Sign (juni 2018): Megameget forsinket (Cubicle 7 … *host*), og et projekt jeg lidt fortryder – previewreglerne var tung læsning, og de har ikke rigtigt overbevist mig siden. Men lad os se hvad der lander … engang.

Vampire 5e: Chicago by Night (november 2019): Jeg skal ikke samle på Vampire (jeg håber stadig på et Mage 5e), men kunne godt lide den nye regelbog, og jeg spillede (storytell’ede) faktisk Ashes to Ashes i sin tid, så den her bog måtte jeg have. Al teksten er sendt ud til backers, og det er bunker af meta-fluff, men virker ret fint.

Kun pdf

Som Morten rigtigt kommenterede, har pdf’er det med ikke at blive brugt, så jeg burde nære mig, men det kan være en anledning til at støtte idealistiske projekter med en halvtredser. Først dog en enkelt undtagelse:

Screenshot 2019-03-17 at 19.17.59LexOccultum: Carta Monstrorum (oktober 2019): Egentlig sprang jeg på fordi det var en anledning til at købe grundsættet som add-on, men så købte jeg det i stedet af Thais. Nu er problemet så at det er for dyrt at få sendt en enkelt bog (som Thais er inde på: så fedt er det heller ikke – men alligevel lidt stemningsfuldt), så jeg nøjes med en pdf selvom jeg elsker bestiarier. #FirstWorldProblems

Black Mass (april 2019): Tror jeg backede det fordi man benytter tarotkort.

Thousand Year Old Vampire (juli 2019): Solorollespil! Man kan også vælge at spille en cthulhoid vanskabning.

Four Ways to Die in the Future (januar 2019): Af Ben Lehman der skrev indiespillet Polaris, og som jeg synes virker sympatisk. Ellers husker jeg ikke helt hvad jeg er gået ind til.

Brætspil

Hellboy (februar 2019): Ser ud til at være meget på trapperne, og tjek lige deres preview af monsterkassen der venter mig: Muahahaha! Jeg er stadig ikke overbevist om at selve spillet er andet end average, men jeg glæder mig til boksen og figurerne.

AKT2-2zlczone-szkic-ver2-Fin-300dpi-aa4000pix-960x640Tainted Grail (august 2019): Det her glæder jeg mig til gengæld meget til. Jeg har været dygtig ikke at købe ALTING (herunder det lækre sæt ekstra karakterer på diverse ridedyr), for grundpakken i sig selv er ret voldsom (største kickstarter sidste år). Historiebaseret, episk, interessante mekanikker. Lovende.

Death May Die (juli 2019): Jeg ender formentlig med at sælge det her videre. Det er sikkert et fint spil af Eric Lang og Cmon, og figurerne er dejligt vilde, men underboen har bestilt nøjagtigt samme sæt (inkl. de samme udvidelser), og Hellboy er mere end rigeligt som maleprojekt.

Andet

The Call of Cthulhu:  En af dem jeg missede: illustretret udgave af kort-romanen. Jeg forsøger at få et ekstra eksemplar med hos en ven der har backet. Men selv hvis det ikke lader sig gøre, tænker jeg der er en lille chance for at Fria Ligan laver en Kickstarter på det rollespil (The Great Old Ones) bogen har affødt, og det vil jo være endnu federe.

The King in Yellow: pdf’en er kommet, og det ser rigtig godt ud. Men luksusudgaver af bøger er en dyr hobby, så jeg skal liiige passe lidt på ikke at falde i.

Så, masser af forsinkelser, men så man jo bare sørge for at bestille noget mere til at modstå tomheden … Er der interessante ting jeg har overset?

[◄◄] At være eller ikke være … dværg

  1. At være eller ikke være … dværg
  2. At være eller ikke være … dværg … igen
  3. At være eller ikke være … dværg … igen … igen
  4. At være eller ikke være … dværg … igen … igen … igen
  5. At være eller ikke være … dværg … igen x4

Scenarieserie af Lars Hammer Andersen til WFRP1. De i alt fem scenarier i denne gakkede serie, er skrevet i perioden fra 2004 til 2010 og havde alle premiere på Krikkit Con. Alexandria har kun pdf’er af nummer 2, 3, og 5, men har man læst ét, er man vist nogenlunde inde i sagerne.

Handling (spoiler?)

Scenarierne er, inkl. karakterer, 7 sider, det længste 14, så der er ikke plads til en masse udenomssnak. Det går lige på handlingen, og scenerne er beskrevet i stil med:

Efter Sylvania kommer de endelig til bjergene! YES! Oppe i bjergene møder de en lortestiv kæmpe der vil have al deres øl! Det skal de kraftedeme ikke finde sig i! (s. 220)

(Sidetallet henviser til WFRP 1st. edition-regelbogen hvor man finder stats på kæmper). Der går næsten Anders Matthesen i visse af beskrivelserne:

Man kan også drikke i byen og lave alverdens gøgl og konkurrencer på kroen (find på, du er dum nok til det).

Men ganske kort „handler“ de enkelte scenarier om: #2: Elvere påstår de kan brygge øl – det er op til dværgene at sætte dem på plads. #3: De skal befri nogle Tunnel Fighters; ting sker på vej dertil. #5: Dværgene flyver til det nordligste dværgehjemsted i et luftskib og løber ind i nogle lumske kaosdværge. (Ja, det er rigtigt fornemmet: Det femte scenarie har faktisk noget der minder om et plot).

I alle scenarier spiller man de samme dværge, og der er typisk en del rejseakvitet gennem Imperiet (foruden guld, druk og slåen på tæven).

Indtryk

Det her er om sagt ovre i den virklig gakkede genre. Men alligevel er der en udvikling mellem de tre jeg har læst:

Toeren har et ligetil og underholdende plot – og der er faktisk en overraskende sekvens hvor man spiller som elvere (kortvarigt, for som det hedder: „der er jo for fanden ingen, der gider spille fucking elvere …“). Treeren er mest bare fis og ballade og næsten dekonstruktivistisk i sin tilgang til historiefortælling – der er kimen til en ide om nogle „halvlinge“, men det viger hurtigt pladsen til fordel for gimmicks som „Disse [mutanter] danser lige som Vanilla Ice (spil ‘Ice Ice Baby’), så derfor skal de dø!“. De musikalske indslag må have været et hit, for de præger stadig femte del. Men det scenarie har som sagt et noget større fortællemæssigt scope end de andre og det dobbelte sideantal. Og der er en episk rejse i et luftskib! Men netop som man kunne forledes til at tro at det næsten er en rigtig historie … „STONE COLD STEVE AUSTIN! kommer hoppende ned fra loftet og lander på dæmonen! WHAT?!“ Det hele slutter med at ‘We Are the Champions’ afspilles.

Hvis Aalborg er rollespillets rock‘n’roll-mekka, så er det her Wrestlemania on crack. Det er megadumt. Men jeg må indrømme at jeg tog mig selv i at klukle flere gange undervejs, så … mission (fucking) accomplished. Det er selvfølgelig ekstremt indforstået ift. Warhammer-universet, men hvis alle har marginalt den samme forståelse af stoffet, er der jo ikke behov for andet end: De slås med skaven + er dværgeagtige imens, dvs. brovter og kæver bajere + afspil noget noller techno. Det er ikke svært at se for sig at det nok skal fungere.

All hail … crit tabel!!!

Grim & Gritty?

61svYgVh5lL._SX371_BO1,204,203,200_
Skrevet af Alfred Nuñez, Jr., udgivet af Hogshead, 2002

Aaaah-heh … grim & gritty kan man vist ikke sige, men det er (med undtagelse af de musikalske indslag) reelt grundet i diverse warhammerske dværgeklicheer – specielt fra Battle-hylden med overdrevne våben og voldsomme virkemidler. Igen x4 har som sagt lidt mere „lore“ end de andre, og der henvises også til den officielle dværgebog, Dwarfs: Stone and Steel. Så historierne ligger inden for rammen af kanon selvom der bliver malet med den helt brede og kulørte pensel.

NB: Der er ingen karakterark vedlagt, men man må formode at de er blevet udleveret på kongressen. Det ville ikke være vanskeligt at lave noget selv, for man har beskrivelsen og deres karriere, og så er det bare at rulle stats.

Og dermed er jeg cirka halvvejs i Oldhammer-gennemgangen. Næst på menuen er to scenarier af Claus Kiplev der har sneget sig ind siden jeg lavede min bruttoliste *thumbs up*. Jeg læser scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 og med god vilje kan siges at have et Warhammer-tema. Du finder en liste her.

[◄◄] Die Faunenberg – et satyrspil

Die Faunenberg – et satyrspil, Martin Svendsen, ARL MiniCon 2005

Sidste indspark fra Mrtin i denne omgang. Vi er ikke længere i Stahlbrügge, men der er en del lighedstegn med trilogien i dette scenarie der jo også stammer fra samme periode. Og måske alligevel? Fra introen hedder det:

Satyrspillet stammer fra den græske digtertradition, hvor tre tragedier blev afsluttet af et satyrpsil for at sætte de tunge værker i perspektiv og samtidig få lidt let at gå hjem på.

Det beskriver faktisk meget godt trilogien og Faunenberg her. Der er måske også en anden sammenhæng (som Johs gjorde opmærksom på), nemlig den at Stahlbrügge havde premiere på tre forskellige kongresser og benyttede forskellige systemer, og den tradition fortsætter her med en fjerde kongres og et helt nyt system.

Handling (spoiler)

Vi er på landevejskroen Die Faunenberg hvor gæstgiveren i virkeligheden er en mægtig Slaneesh-dæmon der hvert år skal foretage en offerhandling til sin mørke guds ære – og for at udfylde ledige stillinger på kroen. Således også i år hvor gæsterne – de potentielle ofre/udvalgte – er en sand helt, Johann von Mecklenburg, og en mere blakket forsamling, nemlig spilpersonerne. Disse har selv deres egne intriger, så det er ikke fra starten givet hvem de vil holde med. Det hele fører til et potentielt møde med den døde „ellekonge“ under den gamle offerhøj og et opgør eller en handel med dæmonen.

Indtryk

Screenshot 2019-03-10 at 19.46.12
Tegning af en af karaktererne.

Som det måske fremgår af det korte resume er setup for det her scenarie lidt strammere end Stahlbrügge-scenarierne. Og det tjener scenariet godt.

Det er rigt på referencer til oldgræsk teater (von Mecklenburg er scenariets Odysseus) og danske folkesagn om ellefolk. Det kunne godt blive unødvendigt prætentiøst, men det synes jeg slet ikke – det er ikke noget der bliver svælget i.

De foregående Svendsen-scenarier havde alle en vis grad af intrige mellem karaktererne, eller i hvert fald hemmeligheder der kunne komme for dagen undervejs, men her er der mere åbenlyst lagt op til interne konflikter og de helt store armbevægelser i rollespillet.

Og apropos karakterer, så er der også illustrationer af dem, og de er rigtig fine. Der er ingen credit, så jeg antager det er forfatteren selv der har været på spil (?).

Grim & gritty?

Die Faunenberg er ikke helt klassisk Warhammer, og det mener jeg faktisk positivt. Fortællingen har lidt Elverhøj på Warpstone over sig. Ellefolksmyterne har som sagt ligget som en inspiration – sammen med de græske sagn – og det sætter sit aftryk både på fortællingen og hvordan den er fortalt, sådan lidt som en teateropsætning (også afspejlet i titlen). Så, ikke så tungt og mudret som meget andet Warhammer, men helt sikkert stadig skummelt med sine ofringer og dæmoniske handler.

P1140157_-_Copy
Moel Ty Uchaf i Wales.

Der er ikke nogen dybere forklaring på ellefolket eller satyrerne – det beskrives som noget der hører Den gamle tro til, men som med tiden blev korrumperet og gik over til Kaos. Det passer fint ind i min forståelse af Warhammer. Det kunne have været en anledning til at binde Den gamle tro sammen med skovelverne – det ville i mine øjne give god mening og føje dybde til begge dele, men det ville være ren fluff og ikke noget der har relevans i scenariet her. Brugen af Slaneesh er heller ikke noget der bliver gået i detaljer med – der bliver gået let hen over konkrete beskrivelser af hvad de blasfemiske riter går ud på, og det er nok også den rigtige beslutning i et scenarie der ikke ønsker at tage sig selv for alvorligt.

I forhold til regler har vi fået både WFRP 1st. edition, d20 og her så, for første gang, WFRP 2nd. ed. Her som tidligere er det ikke noget der fylder alverden – karakterer og bipersoner har stats, men der er ikke forslag til tjeks, så det er mest beskrivende eller til brug i kamp.

Hermed en foreløbig afslutning på Martin Svendsen-dominansen (vi skal dog lige runde et bidrag til Imperiet), og jeg kan kun opfordre ham til at komme tilbage og skrive noget mere!

Dette er sæson to af [◄◄] Gensyn med scenariet: Oldhammer. Jeg læser Warhammer-scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 (frem til 2009) og med god vilje kan siges at være Warhammer. Du finder en liste her. Næste gang bliver det endnu en serie, nemlig At være eller ikke være … dværg.

[◄◄] Aske – Tilbage til Stahlbrügge

Gensyn med Aske – Tilbage til Stahlbrügge, af Martin Svendsen, Fastaval 2004

Tredje og sidste del af Stahlbrügge-trilogien (NB: linket fører til et eksempel på Alexandrias nye, fancy tag-system!). Nu ved vi ikke hvad der er foregået i hovedet på Martin Svendsen (for femten år siden!), men det er muligt at scenarierne først her bliver konsolideret som en trilogi. Det er i hvert fald først her de bliver omtalt som sådan, og der er en længere opsummering af metaplottet indtil nu. Jeg kan som nævnt tidligere godt lide det store scope.

Handling (spoiler)

A-River-Landscape-With-Figures-Fleeing-A-Burning-City-by-Pierre-Jacques-Volaire
Maleri af Pierre Jacques Volaire

Scenariet fortsætter historien umiddelbart hvor vi slap den i Skyggespil: Dødsdæmonen Mard(r)agg slap løs og spredte død og rædsel indtil en flok tvivlsomme helte ofrede sig for at få bugt med den. I kølvandet på de begivenheder er endnu en kult dukket op i byen, desperate og retfærdighedshungrende dræber og brænder de tilsyneladende tilfældige byboere der er fanget i byen af en mystisk tåge. Spilpersonerne kommer dertil for at løse deres egne problemer hos baronen, men som modydelse vil han have dem til at hjælpe ham med byens problemer først.

Spillerne plantes fra starten i en situation hvor spændingerne internt mellem karaktererne kommer i spil, og de får samtidig en fælles opgave. Da de kommer til Stahlbrügge er det mere traditionelt med en fastlagt række scener frem mod en åben forløsning (de hedder ikke længere Strategiske Knudepunkter, men scenerne er skrevet på samme åbne måde).

Indtryk

Jeg kan som sagt virkelig godt lide indledningen der sætter en konfliktfyldt scene (temmelig fastlagt, uden dog at være scriptet som man ville se det i et „moderne“ scenarie) og lader spillerne nøjes med korte stereotyper af deres karakterer. Først efter den scene får de den fulde tekst og evt. stats. Det er en fin ide der både gør det let at komme i gang og faktisk også understøtter det tema der antydes om at man i denne barske verden kan have en tendens til at falde tilbage til de skarpe, overfladiske løsninger.

Slutningen, derimod: „Det er op til dig og spillerne at finde ud af hvilken løsning der giver mening for dem.“ Og der er virkelig ikke ret meget mere at gå efter. Som sådan er det også nok – fordelen ved sandkassemetoden er at der bliver etableret nogle elementer som spillerne selv kan vælge blandt. Men man kunne helt sikkert godt have skrevet de nævnte muligheder mere ud her, om ikke andet så for at give scenariet lidt mere kulør og sammenhængskraft.

Indholdet ind imellem er okay. Der er igen ikke så meget handling, men stemningsfulde scener og interessante bipersoner som vi også har set i de foregående scenarier. Alt i alt er det bare ikke nær så gennemarbejdet som i Skyggespil.

Grim & gritty?

Ja, det mestrer Martin tydeligvis. Guden bag retfærdighedskulten får aldrig et navn, men det kunne godt ligne en fremstilling af Solkan – det kan dog også være der slet ikke er en, eller at det er en helt anden. Kaos’ modsætning, Orden (Law), gled ud som koncept efter førsteudgaven af Warhammer, og 2004 var faktisk året hvor vi fik Black Industries’ andenudgave – jeg tvivler dog på at det har nået at være afgørende her. Grundideen er uanset hvad ret solid, m/u Solkan, og vender den sædvanlige kultdynamik på hovedet.

kisspng-d20-system-dungeons-dragons-pathfinder-roleplayi-5b089789a42be4.0727032715272897376725Til gengæld er WFRP sat til side til fordel for d20-systemet, så scenariet falder lidt uden for de andre i den her gensynssæson. Det er uklart hvorfor, men jeg falder selv i periodiske fikse ideer om at omarbejde setting og systemer, så jeg kan sagtens sympatisere med det. Der står: „(…) hvis du ønsker at køre scenariet ud fra et system. Reglerne er d20-regler, men er meget low-powered for at tilpasse sig Warhammer-verdenen“. Så måske en erkendelse af at systemet her ikke er særligt vigtigt, og hvis der skal være et, hvorfor så ikke vælge noget potentielt flere kender og bruger? Det var i hvert fald en (for os overraskende) opdagelse med Sorte Rose at D&D i sig selv trækker bums on seats ( i virkeligheden burde man aldrig bruge andet!).

Dette er sæson to af [◄◄] Gensyn med scenariet: Oldhammer. Jeg læser Warhammer-scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 (frem til 2009) og med god vilje kan siges at være Warhammer. Du finder en liste her.

[◄◄] Skyggespil

Skyggespil_cover
Fed WFRP1-agtig forside.

Gensyn med Skyggespil, af Martin Svendsen, Fastaval 2003

Efter Beinbrecher- og Død-serierne, kommer vi nu ind midt i en tredje, nemlig Stahlbrügge-trilogien. Det fremgår først af næste og sidste del i serien hvordan scenarierne hænger sammen, og første del, Stahlbrügge am Nacht (2001), er desværre ikke på Alexandria. Men Skyggespil er altså del to af tre selvstændige historier i samme setting, med gennemgående bipersoner og et kronologisk metaplot. I hvert fald, det er muligt det først blev til en trilogi da der forelå tre scenarier, eller at det hele fra starten var en snedig plan fra forfatterens side – det kan jeg ikke lige gennemskue. Men jeg kan godt lide den slags ambitiøse sammenhænge.

Handlingen (spoiler)

En gruppe „eventyrere“ (i warhammersk forstand, dvs. voldelige folk på lur efter gylden mønt, no questions asked) finder på en død mand et brev der fører dem til Stahlbrügge der ligger i krigsforberedelser. Brevets oprindelige bærer var hyret af en skummel købmand til at finde et magisk høstsegl, og den opgave overtager karaktererne så. Det fører først til afsløringen af en Khaine-kult og derefter til et besøg på det lokale slot for at fremskaffe en tilknyttet profeti. Det viser sig at en dæmon har iscenesat den lokale konflikt, og slaget i klimaks tjener til at at påkalde en mægtig dødsdæmon. Det er op til spillerne hvilken af fraktionerne de støtter, eller om de vælger at tilsidesætte løftet om belønning og i stedet forsøger at stoppe dæmonen.

Udover den overordnede handling er der en række mindre plots knyttet til de enkelte karakterer. Det virker faktisk ret fint og bringer for alvor de personlige historier i spil.

Handlingen er – som i Beinbrecher III – beskrevet gennem Strategiske Knudepunkter (SKP), og de er stadig meget åbne (fx er SKP2 reelt bare en beskrivelse af byen), men betydeligt mere fokuserede end i førnævnte scenarie.

Indtryk

Skyggespil fremstår som et solidt og rimelig gennemarbejdet scenarie. Christian Vejløe har igen, som i Beinbrecher III, leveret nogle flotte gråtone-illustrationer og en Kaos-inspireret sideramme – stilen er meget WFRP1-agtig sådan anno The Lost and the Damned. Systemet er da også førsteudgaven. Der er ingen henvisninger til rul i teksten, men der er grundige stats på bipersoner og helt klart lagt op til at man (som minimum) bruger systemet i kamp.

Introduktionen til scenariet er et af de svagere punkter – det skyder stemningsmæssigt lidt i alle retninger; trøstesløst, men sjovt; episk, men tragikomisk osv. Det er svært helt at få greb om, og det er en god historie, med gode karakterer, så det kan sagtens blive „sjovt“ (det erklærede mål med scenariet), men humoren begrænser sig mest til fjollede tyske navne. I virkeligheden er måske et eksempel på en introtekst mest skrevet til Otto-dommerne (hvis jeg skal være lidt fræk), og jeg tror det ville have været bedre at undvære, for det kan sagtens stå for sig selv.

Screenshot 2019-03-05 at 09.54.55
Også lækre karakterportrætter.

Tematisk arbejder scenariet med ekstremt meget mørke, men giver samtidig spillerne mulighed for at gribe fat i et lille glimt af lys og muligvis sætte sig ud over de lette, dehumaniserende valg. I teorien. I praksis fornemmer jeg at Martin simpelthen er for rar til at det valg for alvor er reelt eller svært. Jeg synes meget tydeligt at scenariet vil have spillerne til at sætte sig op imod det onde, på bekostning af sig selv. Selvom der kan være antydet grunde til at vælge den mørke side i karakterbeskrivelserne, forskellige fristelser, ligger det også i scenarieformens natur at det bare tilfredsstillende at gå all-in i klimaks, også på en episk løsning der kan koste karakteren livet, for han skal jo ikke bruges igen. Så jeg synes mere det handler om at scenariet skaber en fed, mørk og mudret stemning omkring de afgørende beslutninger, og det er så absolut også noget værd. Og der er som nævnt også tænkt ind hvordan spillederen kan udfordre karaktererne med underplots der refererer til deres forskellige baggrunde.

Apropos karakterer, så er de til den lange side – men scenariet blev nomineret til en Otto for Bedste spilpersoner og bipersoner (full disclosure: Jeg var dommer), så det er ikke bare fluff: Beskrivelserne velskrevne og tegner faktisk nogle interessante typer der også har relationer på tværs og ind i handlingen. Og ikke mindst har de plads til at udvikle sig gennem scenariet.

Grim & Gritty?

Det må man sige. Det bliver meget tydeligt når man læser tre af hans scenarier i træk, at Martin har sin egen klare forståelse af det her univers. Men jeg bider først og fremmest mærke i hans brug af en sjælden gæst fra bestiariet, nemlig Mardragg, dødsdæmonen der egentlig hører under Khorne (og hedder Mardagg), men her er knyttet til Khaine (eller Khain som han sprogligt fornuftigt optræder i scenariet). Jeg er dog ikke helt sikker på hvorfor den ikke lige så godt kunne høre under Khorne – faktisk havde det været perfekt, for Tzeentch, Nurgle og Slaneesh er her også, og så havde vi haft fuld plade på Kaos-guderne! Udover at det var hyggeligt at se Mardagg, kunne jeg også godt lide tiggerkulten og købmanden Wilhelm der er en gennemgående karakter i trilogien.

Alt i alt et scenarie der scorer højt på rigtig mange af de parametre jeg måler et godt Oldhammer-scenarie ud fra!

Dette er sæson to af [◄◄] Gensyn med scenariet: Oldhammer. Jeg læser Warhammer-scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 (frem til 2009) og med god vilje kan siges at være Warhammer. Du finder en liste her.