ParaDox 6: Die Kriegern!

[En føljeton om Paradox-scenariets tilblivelse (oversigt)]
Sidste indlæg var en længere smøre (om at trække synopsen fra Fastaval) fra den journal jeg førte i nogle måneder af skriveprocessen, så jeg valgte at gemme de efterfølgende overvejelser til et separat indlæg. Det følger her, men først en sidste opfølgning på at have trukket Paradox’ synopsis. (Nye fodnotter indføjet i [klamme]).

Den 3. september 2018 [fortsat]

Lige nu tror jeg scenariet skal have en pause og så en chance til. Men det har været godt indtil nu, og processen har været givtig. Men samtidig har jeg bare lyst til at skrige, for jeg ser bare et nyt Krigerne for mig – fedt at fedte med, i det uendelige, men aldrig andet end ikke en skid. Well, i det mindste er jeg taknmelig for at den her blog [altså procesjournalen] ikke er blevet publiceret. Og så et lille håb i at jeg dog var kommet et godt stykke af vejen – der ligger trods alt noget, ikke bare et luftkastel.

Den ikke-8. september 2018 [men deromkring]

ec478b7ea3042fed2c0917273096a2ff
Canne et Baton!

Fuck me …
I nat drømte jeg af flere omgange om Krigerne, men nu som Die Kriegern! Reglerne i dette nye Warhammer-spil tog udgangpunkt i at man var gadelømler (der kæmpede med stave), og så var det jo oplagt at historien gik på at avancere dem [gennem karrierer]. Jeg overvejede endda noget med at de senere blev rigtige bandemedlemmer og senere igen soldater. Der var sågar regler – WH lå i baggrunden, men ellers var det faktisk noget der mindede en del om det jeg i sin tid puslede med: at man skulle fortælle for at bruge særlige evner.

Det ville faktisk være lidt et scoop at slå Krigerne og Warhammer sammen, men det ville også lugte meget af Johs’ Narzula og måske også Kristian Bachs scenarier. [Måske?] Nu læser jeg Vampire, og man kunne jo også køre det som [unge] coteries i New York – slåskampe med supernatural powers og blodtørst!

calcio-storico.jpgDen sidste kommentar er simpelthen alt for sigende: Min hjerne har det meget sjovere med at få ideer end at implementere dem.

Men lad mig starte med et positive. Da jeg først havde besluttet ikke at deltage i Fastaval, var jeg enormt lettet. Det er selvfølgelig ikke en god ting når neuroser kommer i vejen for noget man godt vil, men det er omvendt heller ikke meningen at man skal blive syg af at skrive scenarie. Og som det også skinner igennem, var jeg egentlig optimistisk om at jeg kunne samle bolden op og skrive videre. Det kunne jeg så ikke (umiddelbart). For selvfølgelig havde det brudt det flow der nu var. Men det tog faktisk kun en uges tid at komme sig over slaget (og når jeg vender tilbage med de næste afsnit, bliver det med et kig på selve scenariet, promise).

Når jeg ser det nu på afstand, så var timingen nok også lidt uheldig: Scenariet befandt sig et sted hvor tingene skulle til at have en fastere form. Og hvor mange oplever at få et kick ud af at se deres ideer materialisere sig, så hader jeg (det der for for mig er) den kvælende flaskehals mellem en fri, skabende og idebaseret proces og den detaljeorienterede efterbearbejdning hvor „det svære“ er overstået, og jeg kan nørde med layout, sprog osv. Det havde sikkert været sundt for mig hvis jeg havde kunnet bruge og omsætte synopsen i mere konkrete systemer/løsninger, men det var nok for meget at håndtere både den vanskeligste del af skriveprocessen, samtidig med noget der også var så hårdt følelsesmæssigt, nemlig at risikere et afslag (eller værre, en antagelse, med forventningspres til følge).

Hvis der er noget jeg er ked af omkring det, så er det at Fastaval skal være så svært. Altså, det er ikke en kritik af FV – vi snakker udelukkende i mit hoved. Jeg ville elske (hade) at have noget med igen, men det har altså bare vokset sig til noget af et bæst. Alt i alt var det nok fint med en pause fra ’vallen sidste år, og den pæne modtagelse af Paradox på Viking-Con gav mig faktisk lidt selvtilid at have med næste gang jeg besøger Fastaval (der lige nu, 2020, jo er aflyst pga. Covid-19) – næppe til at skrive, men bare at se forfatterfællesskabet i øjnene og kunne sige, Jeg kan også. Hvis et Fastaval-scenarie nogensinde skal på tale igen, så gælder reglen at det skal være (næsten) helt færdigt, i hvert fald være inde i den sidste del af processen (redigering/layout/osv.) eller et samarbejde med en anden. Men tilfredsstillelsen ved at blive færdig med et scenarie, aflevere, få det spillet og ovenikøbet få positiv feedback, var lige så fed fra Con2/Viking-Con som fra Fastaval – det er helt og holdent et egotrip. (Fastaval skal dog have at de har et helt anderledes fællesskab omkring skriveriet og feedback som man ikke får i samme grad andre steder).

Der skal en krølle mere på historien: Et par måneder efter det her blev jeg sygemeldt pga. „stress“ (lidt forenklet). Så i den her periode havde jeg heller ikke supermeget overskud, mildest talt. Så jeg er lidt usikker på hvor sigende det egentlig er. Eksempelvis søgte jeg i år igen ind på Manuskriptskolen for Børnefiktion (det hed noget andet i 2018, men det er meget samme koncept), og denne gang lykkedes det at få afleveret noget (uden at det så nødvendigvis bliver til mere, men nu har jeg gjort min del). Og ja, det var selvfølgelig tungt, men jeg gjorde det, i modsætning til i ‘18.

Slut for Dox i denne omgang. Jeg regner med at vende tilbage med endnu cirka tre artikler og så få rundet af.

1587_5_large.jpg

Illustrationer: Calcio Storico (tileansk blodbold) og The Warriors: Ultimate Director’s Cut

ParaDox 5: Fastaval-maveplasker

[En føljeton om Paradox-scenariets tilblivelse (oversigt)]
Efter at have skrevet om en rent praktisk detalje ved scenariet (nemlig hvordan setting voksede ud af Google Maps), er vi her tilbage ved selvpineriet – erkendelsen er nok at det bare fylder en del i min „proces“. Jeg vil lade journalen beskrive det selv:

Den 20. august 2018

Fastaval?
Jeg kom forleden til at læse en tråd af Mikkel Bækgård om at pusle med tanker til Fastaval-scenarier i fbm. synopsisdeadline den 1. september. Jeg havde egentlig holdt mig lidt væk, i første omgang fordi jeg troede jeg var ligeglad, men da jeg listede lidt tættere på, kunne jeg godt mærke at det lige så meget handlede om et ubehag ved tanken. Så postede Johs om manglende tid til at sende en synopsis ind, og jeg fortalte hvordan jeg så det som lige så fint at køre et scenarie én gang på fem conner, som fem gange på Fastaval.

Men samtidig har jeg arbejdet langsomt videre på scenariet, og jeg føler mig ret sikker på at komme i mål med det. Så hvorfor ikke give det en chance for at komme på Fastaval? Så nu har jeg skrevet til de scenarieansvarlige for at høre om at de vil acceptere at det kommer på Con2 først – for på hjemmesiden insisterer de strengt på at det skal være et premierescenarie. Så må vi se. Men jeg er da alligevel så fristet at jeg dels har skrevet et udkast til en synopsis, og dels har sagt til Arn at Japan-turen måske skal ligge et andet sted end i påsken. Sender jeg ind og får nej, kan jeg trøste mig med forår i Tokyo. Kommer jeg på, får jeg anledning til at møde drengene fra Shut Up And Sit Down.

Det springende punkt er lige nu hvordan de tager det med Con2.

Den 3. september 2018

Synopsis
Det viste sig at de scenarieansvarlige var helt cool med Con2. Sålænge der tydeligt står at det er spiltest.

Så jeg lavede en synopsis og fik ovenikøbet feedback på den. Det gik egentlig fint. Det førte til en snak med [underboerne] om scenariet, og det jeg nok mest tog med derfra, var at karaktererne – som jeg også har arbejdet mindst på – trængte til en kærlig hånd. Hvad motiverer dem, hvilke store valg skal de tage, er der en konkret mekanik til at håndtere det? var nogle af de spørgsmål vi diskuterede. Løsningen i synopsen blev at fomulere det som „aspekter“, Fate-style. Det er stadig ret løst, men dog mere fast end det var. Og jeg har en tiltagende fornemmelse af at der skal en mekanik på – men det er langt fra på plads. Og så røg den afsted.

l_587

Den 8. september 2018

Ude igen
Nu har jeg trukket synopsen fra Fastaval. I denne uge har jeg haft mulighed for at arbejde på scenariet, og det gik da også fint de første par dage. Torsdag kunne jeg ikke lave noget fordi jeg skulle spille rollespil og om aftenen var til reception på Gyldendal. Og der begyndte det … følelsen af at det måske ikke duede til noget, tanken om at jeg skulle trække det. Fredag spildte jeg på at lave ingeting og få det dårligere, og jeg havde egentlig sat det som en deadline for en beslutning. Det føltes som udelukkende dårlige valg. Hvis jeg trak det nu, hvad så med Con2? Skulle jeg arbejde videre mod et dårligere slutprodukt for at gøre det mere realistisk? Og hvis jeg virkelig mente det var en mulighed, hvorfor så ikke lade synopsen blive, for så ville jeg jo have noget at forbedre på og aflevere til Fastaval? Og nu har jeg så trukket mit scenarie – igen, og dermed ryger mit rygte yderligere et hak ned. Hvad skriver jeg på bloggen? [Note: Jeg havde ikke skrevet om Fastaval på bloggen, så det her må hentyde til en mere generel selvbebrejdelse.]

Værre er selvfølgelig hvad det betyder for mig selv og min evne til at producere noget som helst – ikke mindst i lyset af at jeg reelt lige nu har en pause mellem arbejdsopgaver og skulle forestille at have skriveriet som en mulighed. Og hvorfor er det mine gode ideer crasher så hårdt? Det er jo en god ide, og jeg tror jo et eller andet sted stadig på den, men jeg kan bare ikke se vejen frem, kan ikke engang tænke konstruktivt om at arbejde mig frem til noget. I baghovedet ligger også nederlaget med først at køre Trail of Cthulhu [læs post mortem 3] og siden Forfatterskolen for børnelitteratur [hvor jeg samme forår ikke formåede at færdiggøre en ansøgningstekst]. Det er fandme forkrampet.

Den væsentligste fejl her var helt klart at melde noget ud – det var alt for tidligt, særligt i forhold til Fastaval hvor jeg i stigende grad kunne mærke forventningspresset vokse mig over hovedet. Inden det overhovedet var begyndt.

Rent praktisk var er altså ingen problemer ved at teste scenariet på Con2 og regne det for premiere på Fastaval – og i den sidste ende var det reelt hvad jeg gjorde, bare med Viking-Con i stedet for FV. Jeg fik et venligt brev fra de scenarieansvarlige på FV om at de havde fundet synopsen interessant – det havde de jo ikke behøvet. Men her var Paradox reelt dødt. Jeg havde forsøgt, det duede ikke, og nu var der ingen grund til at prøve mere.

Sådan endte det så heldigvis ikke, men jeg smider et separat indlæg om dønningerne.

Nå ja, og til gengæld havde Arn og jeg så en fantastisk tur til Tokyo i påsken.

giphy

Illustrationer: Fastavals tema i 2019 var Under the Sea. Og gif fra Fight Club.

ParaDox 4: Paradox, New York

[En føljeton om Paradox-scenariets tilblivelse (oversigt)]
Paradox-dokumentaren er tilbage, og det bliver igen til tre hurtige afsnit og så en pause. Vi starter lidt let, med settingen, og journalen får ordet (jeeeezus, sommer 2018! Det er jo to årtier siden):

den 9. august 2018

Paradox
Jeg var lidt i tvivl om hvor scenariet skulle foregå. Min første tanke var Atlanterhavskysten i det nordlige USA. Det var ret oplagt så at have fyrtårn. Men da en artikel gjorde opmærksom på at Annihilation dybest set var en Colour-adaption, blev det ligesom lidt for on the nose. Næste bud var at vælge skovene i det vestlige Massachusetts der vist er også er hvor Lovecrafts novelle foregår. Men så føltes et gammelt hus på en eller anden måde mere passende end et moderne hus [og det havde jeg ligesom besluttet]. Et andet hensyn var også at det skulle være realistisk at smarte reklamefolk ville køre dertil. Derfor tænkte jeg Upstate New York, uden helt at vide hvad jeg gik ind til. Men et af de første billeder jeg fandt, var Lake Placid, og så vidste jeg at jeg på rette spor. Efter lang tids zappen rundt i de smukke skove og bakker på Google Earth fandt så Paradox Lake, og det var ligesom det.

murder
NYT notits.

Jeg endte med at ændre nogle ganske få ting. Peaked Hill er lidt højere, byen Paradox er slettet, for den var kun et par huse, der er lidt længere ud til hovedvejen, der er ikke nogen lejrhytter, osv. Men Severance passede så godt på min ide om den by der skulle være, at jeg helt bogstaveligt har taget Don’s Garage, Paradox Crafts og hardware store fra den nutidige by. Schroon, den nærmeste by, er så lille som beskrevet, og da jeg tjekkede om de overhovedet havde en sheriff, fandt jeg notitsen i NYT om Murder in the Adirondacks. Club Paradox findes, men den har jeg så lukket. Brandvagttårnene var noget der dukkede op i browsingen og fik en lille plads. Så virkelighedens Paradox kom faktisk til at spille en større rolle end tiltænkt.

Screenshot 2020-03-26 10.40.52.pngHele miljøet er ekstremt naturskønt og smukt, og den hovedvej der går op igennem staten, er også let at se for sig i 1966 (selvom jeg selvfølgelig ikke har tjekket hvornår den præcist blev anlagt). Det var naturligvis navnet Paradox der ved første øjekast fangede mig da jeg først havde indsnævret området (bakker, vilde skove, skønhed, afsondret men tilgængeligt), men som nævnt i scenariet er der også både en Pyramid og en Pharoah Lake – det er jo næsten et mytisk landskab. Endelig inkluderede jeg naturligvis den lokale (sø-)forklaring på vandet der løber den forkerte vej, og det fik en ret central rolle.

AtlasMissile_site_in_Adirondacks_New_York-PUBLIC_DOMAIN
Missilbase i Adirondacks, lukket i 1965.

Til gengæld fik jeg ikke inkluderet de forladte miner og tilhørende spøgelsesbyer – sådan nogen kan man til genæld altid bruge. Der har også, i scenariets ånd, været missilbaser i området under den kolde krig – de må også vente til en anden gang.

Det var egentlig ikke planlagt at lade virkeligheden fylde så meget i skriveprocessen, men jeg havde allerede inden jeg endte i Paradox, en løs ide om encounters hos de lokale, så kortet hjalp mest med navne og konkretisering af hvilke erhverv der skulle være. Don’s Garage, David Whitti Sales & Services, Paradox Crafts og Lake Paradox Club er alle løftet direkte fra Google Maps – posthuset fik dog ikke plads. Nå ja, og Dons fanske rødder er inspireret af historien om mordet på vicesheriffen og flugten ind i vildnissset omkring søen.

(Indskud til senere: Ikke så længe efter ovenstående indlæg må jeg have læst Michael Sheas Color Out of Time, og den kom også til at inspirere settingen, men måske lige så meget hvordan jeg beskrev den).

Research kan være et tveægget sværd, fordi det kan inspirere, men også være uforpligtende og let at fare vild i. Det var jo aldrig meningen at Paradox skulle være specielt realistisk, og det er næppe blevet bedre af at jeg nævner forskellige blomsterarter i dalen ved navn. Men i det her tilfælde tjente det faktisk lige så meget som en sund begrænsning, i og med at jeg havde „det hele“ lige foran mig og ikke behøvede opfinde en setting fra bunden.

Screenshot 2020-03-26 10.43.54.png

Virkelighedens Whitti’s landhandel er næsten lige så trist som scenariets. Jeg får lidt mindelser om første sæson af True Detective (Google Street View).

Juletid er listetid!

Sidste års juleopdatering var mest en étpunkts Hvorfor jeg ikke har tid til at skrive noget lige nu-liste, men denne gang får du hele tre lister! (Og hvis man vil have blogkalenderpakker, er det igen Lænestolsrollespil der har leveret).

Fem fede ting i 2019

2019top5.jpg

Paradox
Det største var at få et scenarie skrevet færdigt og ud til publikum og få ros for det. Det var hele tre store ting. ParaDox er en række artikler der beskriver scenariets tilblivelse, så jeg vil ikke sige mere om det her.

Rollespil med fremmede
Jeg gik ind i en rollespilsgruppe af fremmede fra Pen & Paper Danmark-gruppen (på Facebook, urgh), og vi spillede en afsluttet minikampagne, Ailigrund. Det gav klart blod på tanden ift. at prøve det igen. Jeg havde faktisk håbet at skulle afprøve Blades in the Dark på samme måde, men det initiativ er vist gået i sig selv igen – jeg overvejer lidt selv at samle det op, men det er klart sjovere at spille end det er at organisere. Sig til hvis der er stemning for at jeg gør noget ved det.

Ironsworn
Efter at være vendt tilbage til rollespillet har jeg kastet en masse penge efter forskellige rollespilsbøger, men det var det gratis Ironsworn (anbefalet af Per) der tog stikket hjem når det kom til systemtænkning omsat i letanvendelig praksis. Med et par enkle mekanikker driver det en spændende handling frem, og Shawn Tomkins produktion er solid. I januar demoer jeg det for Ailigrund-drengene, og det kan være der bliver mere af den slags. Jeg har også en solokampagne kørende som bestemt ikke er død – Shiro vender tilbage næste år (lige nu venter jeg på udvidelsen Delve der skulle lande i januar).

Unævnelige kulter
Okay, vi startede egentlig i slutningen af ‘18, men hovedparten af min egen Warhammer-kampagne udspillede sig i år (og det var igen med spillere uden for min faste rollespilskontaktflade, selvom jeg kendte dem alle). Som diskuteret i min post mortem for første del af kampagnen er der plads til forbedring, men det var stadig ret godt, og først fremmest førte jeg det igennem, selv i en periode hvor jeg døjede med stress m.m. Det er jeg meget tilfreds med, og det er den slags små sejre der skal til for at få mod på mere.

New media 😛
Som i: jeg postede en video! Det kan virke som en lille fjollet ting, men det var lidt grænseoverskridende offentligt at præsentere noget „kreativt“ vel vidende at jeg ikke er god til det. Jeg har også optaget en med Alien som vist aldrig bliver til mere, men det tæller som øvelse. Så det vil jeg forsøge at komme med mere af. Måske også noget der indholdsmæssigt er lidt sjovere.

Ti boblere

2019bobler.jpg

Sjælehvisker: Udover mit eget Paradox lavede jeg også layout på Mettes Fastaval-scenarie Sjælehvisker. Jeg elsker at nørde med andres ting hvor jeg ikke mærker det samme pres for at skulle præstere, men bare kan lægge kræfterne i at gøre andres fede ting bedre. Egentlig ville jeg gerne hjælpe mere – specielt med illustration og korrektur/redigering, men også som sparring-/skrivemakker – men efter en lang pause er jeg helt sikkert lidt i perferien af scenarieforfattermiljøet.

Skyggen af den indre fjende: Det er en luksus at være spiller i en langvarig kvalitetskampagne. I år har vi fået to nye, gode spillere med, og vi har som beskrevet her nået et foreløbigt klimaks der kastede min karakter ud i en krise – det er jo altid herligt. Men først og fremmest er det en taknemlig hilsen til vores spilleder for at gøre alt arbejdet. Ift. system og fortælling er det ret klassisk, men det er stadig godt.

Købekunst: Jeg købte illustrationer til Paradox og et karakterportræt til Skyggebringer-kampagnen. Det var virkelig en selvforkælelse, men ikke sindssygt dyrt, og det er noget jeg helt klart kunne finde på at prioritere igen. Jeg har et halvt indlæg liggende om det, så mere om det i det nye år.

Alien RPG: Jeg købte som sagt en hel del rollespilsbøger – og der er flere undervejs fra Kickstarter – men jeg tror Alien får prisen som det jeg glæder mig mest til at gøre noget ved. (Jeg gav mig selv Masks of Nyarlathotep som gave for at blive færdig med Paradox, og det får en Hædrende omtale).

Bloggen: Udover at vove at poste den ene video, fik jeg også postet en bunke ret ufærdige tegninger – og begge er udtryk for den samme lyst til at være lidt mere udadvendt. Det kom også til udtryk i ParaDox hvor jeg også har skrevet åbent om at være lidt en knudemand. Det er en fordel ved at have en ret anonym blog: Jeg kan fortsat bilede mig selv ind at jeg er den eneste læser og derved lade den funmgere lidt som skriftestol.

Kim Newman: Jeg fik „Jack Yeolvils“ Warhammer-historier tilbage på hylden! Det var et dejligt gensyn, og jeg har ikke helt sluppet håbet om at han vender tilbage med en ny bog om Genevieve, Detlef Sierck og de andre tosser. Her på kanten til verdens ende er nostalgi et stærkt drug. Der kom også andre fine (og flotte) bøger på hylden (særligt en masse Lovecraft), men sommetider er de simple glæder de reneste.

Tainted Grail: Vi har spillet en enkelt omgang af dette nye historiedrevne megabrætspil og når en omgang mere inden nytår, og så kan jeg begynde at vurdere hvordan det passer ind i definitionen på rollespil. Men første omgang var sjovt! Jeg havde oprindeligt også en ide om at blogge om Arkham Horror – the Card Game der ligeledes arbejder meget med historie og karakterer. Der er noget her der kan være interessant.

Podcasts: Altså actual play (og lydbøger). Jeg har nu stort set altid noget i ørene når jeg bevæger mig ud. Det er ikke altsammen lige godt, men jeg tager det som underholdning, og lidt inspiration er det vel også. Samtidig er det en substitut for at spille alt det jeg gerne vil. Og jeg tror faktisk jeg synes det er et bedre alternativ end at spille over Skype/Discord/Roll20.

Testspiller: Jeg spillede Remember the Amazons, Blodtågens forbandelse og Isotoper over Isefjorden og når også at prøve Häxenjäger. Nu hvor jeg ikke længere formår at være spilleder på scenarier er det her et sjovt og hyggeligt alternativ, og det ligger også lidt i forlængelse af det jeg skrev under Sjælehvisker.

Per & Peter: Ja, mine gamle indie-kumpaner stak (kort) hovedet op på deres respektive blogge, og det var virkelig hyggeligt at have dem tilbage selvom de bor fjernt herfra. (Et par andre af de drenge jeg spillede med i helt gamle dage (vi er næsten i Stranger Things-territorie her, mine unge venner!), er også modne til at vende tilbage til folden, så endnu en Hædrende omtale til dém, med håbet om at de leger med i 2020).

Fem ting i 2020

2020.jpg

Mere rollespil, bare mere: Jeg har ikke fået nok, og nu hvor i hvert fald Ailigrund er rundet af, er der mindst én ledig spot. Det jeg har mest lyst til, er at tage nogle af mine nye bøger frem fra hylden og spille de systemer som skrevet. Bare prøve dem af. Jeg har som sagt allerede en aftale om Ironsworn og Alien, men også Blades in the Dark, The Fall of Delta Green, Tales From the Loop, Symbaroum og andre.

Et scenarie: Jeg vil ikke presse mig selv, men jeg vil gerne som minimum nå udover idestadiet. Om det er noget af det der allerede er på tegnebrættet, eller noget helt andet, får vi se. Men i hvert fald er ideen den samme: at skrive for mig selv og i mit eget tempo og se hvilken deadline/con det giver mening at koble det op på.

Et fungerende Warhammer-hack: Det er virkelig et nisseprojekt, og jeg har allerede kastet en del hyggelige timer efter at hacke WFRP4. Jeg har også arbejdet lidt med Free Leagues Year 0 Engine, men ingen af delene vil rigtigt falde på plads, så jeg tror, jeg skal begynde forfra. Det er relevant for næste punkt.

En løbende kampagne: Det kunne være fortsættelsen på Unævnelige kulter, men jeg er også åben for noget andet, så det ikke bliver Warhammer alt sammen. Jeg ejer jo flere gode bud allerede: Nyarlathotep, Eternal Lies, The Black Madonna – og i 2020 kommer forhåbentlig The Borellus Connection. Eller Band of Blades der netop er tænkt til at køre et længere, afsluttet forløb. Jeg drømmer også stadig om noget kollaborativt i stil med ActaCon, med skiftende spilleder-ansvar. Eller måske faktisk at gøre noget ved dén der Tatters of the King

Gensyn med [◄◄] Newhammer: Her på bloggen kan man også forvente at jeg samler Gensyn-serien op og som lovet ser på nyere Warhammer-scenarier. Men lad os lige få Fastaval overstået.

God jul og godt nytår!

ParaDox 3: Drømmen om et Claus Raasted-livescenarie

[En føljeton om Paradox-scenariets tilblivelse (oversigt)]
Som jeg startede med at skrive, er det vanskeligt at kvantificere en kreativ proces i ord, men så er det jo heldigt at underbevidstheden kan træde til med hjælp i form af en omgang drømmevås.

Det her indlæg er fra den 7. august, en måned efter scenariets første begyndelse:

I nat drømte jeg at jeg var med i et Claus Raasted-livescenarie. Man skulle markere et chartek eller ringbind eller lignende fra hver af cirka ti bunker. Vi var vist egentlig i hold, men jeg var endt op alene. Det virkede først som en umulig opgave da Claus forklarede at vi havde et antal timer til at skabe en verden ud fra disse random sourcebooks. Men efter at have sat de første krydser gik det op for mig at jeg selv havde lavet en del af mapperne for mange år siden! Jeg overvejede lidt om det var smartest at tage andres ting eller mine egne, men endte på det sidste, for det var klart det bedste materiale. Jeg fik faktisk decideret optur over alle de fede ting jeg havde glemt: tegninger, nye ord og begreber, komplekse ligninger (?) (formentlig insipireret af sommerferiematematik med sønnen), tidslinjer, digte, lange beskrivelser. Jeg havde fri adgang til Akasha-arkivet. Derfra gik det over i noget lidt andet.

Det falder så sjovt nok sammen med at jeg begyndte at skrive på scenariet i går, og det var virkelig optur. Jeg endte med at bruge flere timer på Google Maps, men det gav så også en potentiel titel, Paradox, og en masse geografisk inspiration. Og jeg skrev! Og det gjorde nærmest slet ikke ondt. Det skal sammenlignes med at jeg forsøgte at skrive til Børnelitteraturlinjen i foråret [under store kvaler og i den sidste ende uden at formå at færdiggøre noget], og at jeg altså ikke har gjort noget i den her stil i over ti år. Det blev så også klart at investigationdelen som jeg anså for pærelet, ser lidt tynd ud, men jeg fik tanker og løsninger, og der er masser af fremdrift og tro på tingene.

Tanken meldte sig så her til morgen om det er en regression til ungdommen efter at have fejlet i voksenlivet? Til det vil jeg i hvert fald sige at det må være federe at der kommer et produkt ud af processen med at lege voksen end at der ikke gør det; og at det her helt åbenlyst er sundere for mig [end at skrive „for alvor“ uden at lykkes med det]; og endelig at jeg jo altså stadig producerer, skriver og er kreativ. Hvis lektien på vej mod de 50 er at jeg skal lege mere med tingene for at være glad, så er det ikke en dårlig arbejdslektie.

4c5902b845daa16f73b19697cc4d3c3bc8adce19-1.jpgJeg ved ikke helt om Claus skulle fremstå som en rollemodel – i starten af drømmen var det i hvert fald angstprovokerende at skulle performe på kommando. Og jeg er lidt bange for at min underbevidsthed forsøgte at bekræfte mig i at mere forberedelse altid er løsningen. Det er ikke min praktiske erfaring.

Og jeg tror trods alt mere på min konklusion i vågen tilstand: Der er ingen grund til at blande eksistentiel krise ind i sin hobby. Jeg er heldig at have muligheden for at rollespille, og skabe rollespil – det er bare en luksus, og det afspejler ikke hvad jeg kan eller ikke kan i andre sammenhænge. Selvfølgelig kan kreativt fritids-output give positiv energi der kan bruges i alvorligere sammenhænge, og anerkender man det, er det modsatte selvfølgelig lige så sandsynligt: at hvis jeg sjusker med mine hobbyprojekter eller ikke får dem færdige, kan det have en negativ effekt i arbejdssammenhæng.

Men i højere grad tror jeg drømmen er et billede på at være i kreativt flow. Det er jeg, sikkert som de fleste, i højere grad tidligt i processen end senere hvor det mere handler om at konkretisere og samle trådene. Det er et af de sjoveste steder i arbejdet med at skrive scenarie. (Jeg kan også godt lide når vi er henne mod slutningen, og jeg sidder og filer i detaljerne – særligt som på det her projekt hvor tiden var til det).

Nu kender jeg kun Claus helt overfladisk, men den sidste pointe jeg kan malke her, er at jeg ser ham som en mand der besidder en masse „execute“ energi som jeg helt sikkert er misundelig på. Det er bare på med vamsen og så derudad. Det handler ikke blot om at få ideer men også at kunne realisere dem. Den del er helt sikkert ikke min stærke side, uanset hvor geniale mine ideer ellers virker bedømt på drømmestadiet.

15904302-claus-raasted.jpg

Efter en ikke nærmere fastlagt pause, tilbage til selve scenariet: Welcome to Sunny Paradox, NY.

Illustrationer: Claus efter en tur gennem Deep Dream Generator og larp-foto af Jean-Paul Bichard

ParaDox 2: Ufrivillig gestaltterapi

[En føljeton om Paradox-scenariets tilblivelse (oversigt)]
Som jeg skrev sidst, var der i min journal ikke mange noter om selve scenariets tilblivelse, men fra samme dag har jeg til gengæld dette indlæg:

Paradoksalt nok lægger dagen i dag så også ud med at sparke mig over præstationsangsten. Liselle Angelique Krog Awwal postede på Facebook nogle sindssygt flotte, håndtegnede karakterark, hvortil Johs svarede med et han havde bygget over det Warhammer/Fate-ark jeg designede. Hvortil en nød postede en dum kommentar med en ;)-smiley. Og det gjorde fucking ondt. Det var ikke engang en led kommentar, men den var helt sikkert ment kritisk, og at gøre det i en tråd der lægger op til at folk udstiller deres kreativitet, er ekstremt dårlig stil.

Men derudover er det jo ingenting! Men jeg blev virkelig i dårligt humør – det ramte tydeligvis ned i min destruktive perfektionisme og angst for enhver form for kritik der er væsentlige forhindringer i min egen kreative proces og for at levere nogle slutprodukter. Der er to facetter i det: Der er det rent personlige, følelsesmæssige hvor det kommer i vejen for det jeg vil. Men der er også en hel konkret negativ effekt i forhold til det jeg sidder med her: Hvorfor gøre sig det besvær? Hvorfor slås med at skabe en interaktiv historie til glæde for andre for at en eller anden tilfældig nar bare kan pisse på det? Og det er jo rigtigt.

I den sidste ende skriver jeg dog det her indlæg efter at have oprettet et rigtigt dokument for scenariet (og postet et andet karakterark jeg har lavet, i Facebook-tråden) så der kom heldigvis lidt trodsreaktion ud af det.

Urgh, jeg er virkelig sart.

all_work.jpg

Men her er det måske også værd at bemærke at jeg på det tidspunkt dels ikke havde vovet at dele noget i flere år og havde udviklet decideret tensens til angst. Nu går det meget bedre – bare det at jeg formår at dele her (og bloggen i det hele taget), er jo noget helt andet.

Kritisk feedback kan stadig være tungt. Sålænge jeg er i processen, er jeg meget villig til at lytte og rive alt ned og begynde forfra hvis det er noget jeg kan bruge. Slutfasen er svær fordi jeg skal se kompromiserne i øjnene for at blive færdig – men er jeg først nået så langt, plejer det også at gå, for investeringen, af tid og følelser, kræver sit payoff. Og her deler jeg ikke ret meget – det er op til mig selv at komme i mål, og jeg er udmærket selv klar over de svage sider i scenariet. Dernæst er jeg mega sårbar lige omkring modtagelsen (aflevering og afvikling), og så letter presset lige så stille … henover et par måneder år. Jeg var spændt på feedbacken på Paradox, og jeg tror også jeg ville være blevet ked/kontrær af overvejende negativ kritik – men nu var den så positiv, så det var heldigt/rart. Lad os bare sige at det nok var sundere for mig at tanke selvtillid end en masse velmenende råd eller kritik af ting jeg godt var klar ikke var perfekte.

Lidt off-topic: Lad mig i den forbindelse sige tak for kommentarer til indlægget om anmeldelser fra Rollspel.nu – jeg har det helt oprigtigt fint med dem (selvom „psykopatisk“ selvfølgelig er lidt til den krasse side). Måske ville det have set anderledes ud for et år siden? I hvert fald ville jeg stadig blive ked af det hvis havde været Paradox, for så ville det hakke splinter af den selvtillid jeg skulle skrive det næste på. Men efter at have mærket efter tror jeg faktisk ikke det ville være røre mig med nogen af de gamle scenarier – det er fordelen ved at de gamle er virkelig gamle.

Jeg tror humlen i dagens afsnit er at man – i hvert fald jeg – gerne vil anerkendes når man gør sig umage, og faktisk gør det for andres skyld, og gør det helt frivilligt/gratis. Så fuck slutproduktet – det er hvad det er. Man kan selvfølgelig blive ked af ikke at vinde den Otto, men ingen skriver for at skuffe nogen, og en grundpræmis ved kunsten (alternativt: det kreative underholdningsprodukt) er vel at den ikke kan tilfredsstille alle. Men personligt ligger jeg allerede rigtig meget ned i tilblivelsesprocessen, og så er det ekstra ufedt at blive sparket på.

Så da jeg tidligere skrev at „Sålænge jeg er i processen, er jeg meget villig til at lytte og rive alt ned og begynde forfra“, så handler det nok meget om forstættelsen: „… hvis det er noget jeg kan bruge.“ At vælge sine kritiske læsere/testere med omhu – at kritikken er en dialog der tager udgangspunkt i indholdet og ikke overfladiske betragtninger fra pege-snakkere. Måske burde jeg holde kortene tættere ind til kroppen, men dels er det jo det jeg krampagtigt har gjort alt for længe, og dels sprudler det i processen, og jeg har et naturligt behov for at dele. Det er en balance jeg vil være mere bevidst om.

1.png

Næste gang, Dox 3: Drømmen om et livescenarie af Claus Raasted

Illustrationer: Stills fra The Shining (1980) og Misery (1990).

ParaDox 1: Det bli’r det fedeste pis!

[En føljeton om Paradox-scenariets tilblivelse (oversigt) – spoiler-advarsel!]
Det er næsten umuligt at beskrive den proces hvor den første kim til et kreativt produkt bliver til. Der kan være en tydelig inspiration eller et øjeblik hvor noget klikker på plads, men der er så mange usynlige tandhjul i processen. Selv skrevet ret kort efter, har min procesjournal* ikke noget særligt spændende at bidrage med (første indlæg er skrevet den 20. juli 2018 i forbindelse med at jeg opretter det som et nyt projekt i Scrivener):

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvornår scenariet opstod, men Thais poster kald efter scenarier til Con2 den 6. juli, og det første dokument er oprettet 9. juli.

Jeg tror den væsentligste inspiration i første omgang var tv-serien Mad Men, men omtrent samtidigt med dette hørte jeg dobbeltafsnittet om The Colour Out of SpaceHP Podcraft. Så stjernerne stod vel rigtigt.

Men det er meget sjovt at se hvad jeg så skrev i dette første dokument i sin helhed – det er overraskende tæt på produktet selvom der sker et par væsentlige udviklinger:

Karaktererne kaldes til en gammel ven der tydeligvis er rodet ud i noget snavs
De har hver især en magisk ambition/verdenssyn de gennem scenariet kan få indfriet – men kun én af dem. Hvis ikke det lykkes for en af dem, lykkes det enten for deres ven (der gennemfører personlig ond plan) eller den kraft der har ledt ham i fordærv (og så er det en større katastrofe.)
Trail of Cthulhu-baseret. Deres investigation-evner løber tør (ligesom King in Yellow?), men kan fornyes ved at trække på/udvikle deres okkulte projekter. System begrænset/strammet op
Setting: evt. tresserne. Eksperimentel kunst, drugs, kulter, opbrud + lækkert design, hornbriller og suits (Mad Men)
The Colour TV from Outer Space!
Mariner 4 sender i 1965 de første billeder tilbage af Mars (Aihai).
Telstar 1, livetransmission mellem USA og Europa, 1962.
Top 100 i 1965. Lad spillerne vælge en sang inden de jammer over reklamen

Spørgsmål
For sci-fi-agtigt? Mere Cthulhu?
Mulighed: Der har allerede været en landing/kontakt, så det er muligt at have inficerede/besatte/korrumperede mennesker (men det kan meget hurtigt blive et zombiescenarie)

The Hook
Reklamemand hyrer karaktererne til at komme op med Space Age-inspireret reklame for produkt X (muligvis et farvefjernsyn). De tager i sommerhus i Cape Cod eller lignende for at skrive, inspireret af et nyligt himmelfænomen – en meteor, rygter om UFO eller måske en russisk satellit.

Spine
En lille hyggeligt kystby
Tegn på himmelen/stjerneskud
Billeder fra Mars
Udvikling af reklame / subliminal kommunikation
Antennen / lyttepost
Mentale sammenbrud
Transmittere kroppe/sind fra rum til jord/vice-versa

The Horrible truth
Væsen (Colour) udnytter karaktererne til at udvikle et sprog hvormed den kan kommunikere med hele verden

Karakterer
tre-fem styk, seks valgmuligheder (3M, 3K)
spilleren vælger et billede med tilhørende navn
+ trækker/vælger en baggrund (en vision for reklamen og et talent for at realisere den)
+ begrænsede skills (automatiske successer)
Løseligt bygget på Trail of Cthulhu

mm_concept.jpg

At turde skrive

Det her ligner et par timers energisk arbejde hvor den første rush af ideer får frit løb, og jeg har googlet satellitter, musik, navne osv. Og tydeligvis læst noget Trail of Cthulhu og tænkt at det ville være „let“ at lave noget i den stil. Det er ofte indgangsvinklen når jeg begynder på et nyt projekt: inspireret af gode, konkrete rammer for kreativiteten (nyere eksempel: „Jeg laver sgu et Warhammer-novellescenarie – det bliver let!“ – og lidt efter er jeg i færd med at designe 55 spillekort med hver deres tolkning …). Rammerne holder aldrig når først de skal forsøge at rumme det jeg vil. Det blev således heller ikke til et Trail of Cthulhu-scenarie selvom jeg her refererer til Hook/Spine/Truth m.m.

Jeg gik i gang med det mål at skrive scenarie til Con2, men det med at blive inspireret af rammer gælder ikke kun indholdet, men også på formen og processen: Mit gamle Opera-projekt, NaNoWriMo, trilogier osv. virker helt sikkert udfordrende på mig. Det var sikkert også derfor jeg i nogle år følte mig draget af scenarieskrivning til Fastaval: en tilbagevendende begivenhed med rammer og dommere og alting. Men den slags kan også blive til en mølle, og jeg løb efterhånden ind i at det blev tungere for mig at realisere den umiddelbare kreativitet gnist – dels fordi min prioritering af tid blev udfordret af arbejde og familie, men dels også af tiltagende mentale hurdler i form af præstationsangst og skriveblokering.

Derfor var det ekstra vigtigt for mig at jeg netop ikke skrev til en spilkongres – at det kun skulle være for min egen skyld, for at undgå at lægge pres på mig selv allerede inden jeg gik i gang. Jeg har selvfølgelig haft ideer til scenarier i de mellemliggende årtier (!), men jo altså ikke noget der er blevet til noget, netop fordi de er blevet kvalt i fødslen af urimelige forventninger til mig selv.

Vigtigheden af at gøre det af lyst blev kun tydeligere undervejs, men lyst er også en sårbar motivation … (fortsættes)

mad_men_contact-0-1080-0-0.jpg

Læs videre i Dox 2: Hvorfor lide for kunsten, når man fint kan lide uden?

*) I mangel på et bedre ord: Jeg havde vist allerede fra starten en ide om at jeg kunne bruge teksten til at blogge ud fra, men det var faktisk også et forsøg på at fastholde i mine tanker en fornemmelse af den udvikling scenarieskrivningen var igennem. Og allerede nu, her kun et år senere, er der ting der er overraskende for mig selv.

Titlen på indlægget refererer til en kommentar fra en reklamemandsven der gennem tiden har lagt øre til mangen en selvfed kommentar i samme dur på diverse bureauer.

Illustrationer er fra Art of the Title: Mad Men 2007 (fra koncept til endeligt look).

The Yellow King RPG [video]

En lille film (tre et halvt minut) om The Yellow King:

Den blev til fordi Morten GreisViking-Con slog et slag for at vi burde bruge mere video til at formidle rollespil, tage noget inspiration fra Papskubber og ikke mindst fra Johs der var pioner på området (for ikke at glemme den med Embla). Så det her er et lille forsøg – det er optaget i første hug, iPhone-kvalitet og one take, så smukt er det ikke. Men levende billeder, manner!

Jeg tænker der sikkert kommer mere pap fra Kickstarter jeg kan filme (og næste gang skal jeg huske at få udpakningen med), men måske også lidt om hvordan mit setup er når jeg spilleder, simple demoer af regel-ideer, scenarie-briefings som den Johs lavede – hvad ved jeg (tager gerne imod forslag).

Foreløbig er det en lille overvindelse at dele noget overhovedet, men det er i det hele taget noget jeg øver mig i at blive bedre til. Så ser vi hvad det bliver til. Udfordringen er hermed givet videre.

Behind the Scenes!

Mit setup: En mini-gorillapod monteret på en lampe til at holde kameraet. Tegneserierne på bordet markerer det område jeg skulle holde mig indenfor (det lykkedes så ikke helt). Så det er cowboy-stilen. Bagefter har jeg klippet optagelsen ned til det halve i iMovie (gratis) – og jeg har virkelig ikke gjort mig umage, bare sakset sådan cirka hvor det virkede fornuftigt. (Vi har faktisk et udmærket kamera til video, med ekstern mikrofon, men jeg valgte den primitive løsning for at have undskyldning hvis det blev helt forfærdeligt).

IMG_8506.jpeg

Like & subscribe.

Historien om Paradox

px_logo

Paradox er færdigt og afviklet, og du kan hente det på dets egen underside.

Dokumentarserien ParaDox:

Læs resten

Ferielæsning ved vanviddets bjerge

Jeg fejlede mit Library Use, men klarede mit Credit Rating? Eller omvendt? Necronomicon er det ikke, men ikke desto mindre har jeg fået et par Lovecraft-bøger mere på hylden:

IMG_7643.jpeg

H.P. Lovecraft: Ved vanviddets bjerge – Fortællinger 1929-1937

Andet bind af den nye, komplette og virkelig gode oversættelse af Lovecraft ved Jakob Levinsen. Denne gang får vi klassikere som Den hviskende i mørket, Skyggen over Innsmouth og selvfølgelig titelhistorien. Omslaget er helt magen til de andre i serien, men det ser da også pænt ud på hylden – jeg er dog ikke vild med den gul/orange farve der skal gøre det ud for guldtryk. Mig narrer I ikke sådan lige!

Tredje og sidste bind (med de tidligste historier) er også udkommet, og det regner jeg med at samle op på bogmessen.

Danforth og jeg kan svagt huske at være kommet ud i den mægtige, udhuggede halvkugle og have fulgt vores spor tilbage gennem de kyklopiske rum og korridorer i den døde by, og alligevel er det alene drømmefragmenter uden nogen mindelser om egen vilje, detaljer eller fysisk anstrengelse. (Ved vanviddets bjerge)

At the Mountains of Madness, The First Volume

Men der er mere fra vanviddets bjerge! Nemlig manga-adaptionen af Gou Tanabe (første bind af fire). Tanabe har brudt historien op med nogle spring i tid i et forsøg på at gøre den lidt mere dramatisk, og det er faktisk ikke helt skidt. Der er også strøet citater af James Cook og Edgar Allen Poe ud, så man fornemmer at han har gjort sig umage med at gå ind i historien. Hans ansigter er dog meget ens og udtryksløse, men fremstillingen af teknik, natur og monstre er i top, og jeg synes faktisk værket bidrager med noget til min oplevelse af historien. (Preview). Jeg glæder mig i hvert fald til fortsættelsen.

Og her er der givet fuld gas på metallakken, både sølv og guld (faktisk også en sølvside indeni) – meget effektfuldt.

Fodnote: Podcasten The Good Friends of Jackson Elias er sjovt nok også i færd med at gennemgå fortællingen, så efter dette veritable bombardemant af kyklopiske bjergkæder og kæmpe albinopingviner er det vel ikke underligt at jeg blev ramt af en ide til et Mountains of Madness-scenarie. Men lige nu løfter det sig ikke over gimmick-stadiet, så det får lov at simre lidt endnu.

The Annotated H.P. Lovecraft: Beyond Arkham

IMG_7647The Annotated H.P. Lovecraft har allerede i første bind været forbi bjergene i Antarktis, men her i Beyond Arkham kommer man endnu længere ud. Det er ikke de stærkeste historier der er tilbage, men der er nu blevet plads til det ukendte Kadath og alle de andre drømmelandshistorier, foruden Pickman’s Model m.m. Den er også fysisk lidt tyndere end etteren. Ellers er det mere af det samme: historien gengivet i S.T. Joshis gennemarbejdede og restaurerede udgaver (samme har dannet grundlag for Levinsens oversættelser) med fodnoter, historiske referencer, fotos og illustrationer. Guf. Bogen har desuden en utrolig flot forside med detaljer i metallak (guldfarvede katteøjne!).

The King in Yellow: The Annotated Edition

IMG_7644Jeg havde egentlig tænkt mig at gemme den her til et separat indlæg, men den røde tråd her er tydeligvis metallak (og galskab, naturligvis), så den kommer med. Og her bliver udstyret rigtig frækt: Det er en superflot illustreret bog i sort, skællet fuplæder med fupguldtryk og gylden bogblok. Indvendigt samler den alle Chambers’ King in Yellow-historier, med masser af kommentarer af Kenneth Hite og illustrationer af Sam Araya, både rige farveplancher og grove S/H-penselstrøg. Bogen blev delvist/sort of financieret gennem crowfunding af Arc Dream (der også udgiver Delta Green).

The Stranger in the Pallid Mask is the third of three characters known to appear in the Play. Readers and critics have conflated him with (or enlisted him in the service of) the King in Yellow, again without contextual basis in Chambers. (Første note til The Mask)

Ved Vanviddets bjerge: Fortællinger 1929-1937, oversat af Jakob Levinsen, Kandor, 2019
At the Mountains of Madness vol. 1, af Gou Tanabe, Dark Horse, 2019
The Annotated H.P. Lovecraft: Beyond Arkham,
af Leslie S. Klinger, W.W. Norton & Company, 2019
The King in Yellow: The Annotated Edition
, Kenneth Hite & Samuel Araya, Arc Dream Publishing, 2019