Kick it!

IMG_7381.jpeg

Med lidt forsinkelse, så jeg er nødt til at juble her, landede Tales From the Loop og Things From the Flood i dag, med Forbidden Lands som bonus. Vender tilbage med en vurdering, og forhåbentlig også nogle erfaringer, men førstehåndsindtrykket er rigtig godt. Man får helt sikkert noget for pengene når Fria Ligan crowfunder – jeg er da også gået all-in på deres seneste Symbaroum (og gruer lidt for hvad deres store afsløring på fredag er …).

fate-of-cthluhu-temporary-logoSamtidig er Fate of Cthulhu gået op, og jeg tror jeg er med. Da jeg først så pitchen – Cthulhu møder SkyNet – var jeg noget tvivlende, men mon ikke jeg trods alt har nok af de klassiske udlægninger, og der er faktisk også nogle interessante ideer: Dels er kampagnen tilrettelagt fra starten som en fremtidig tidslinje, og gennem spillet kan man så ændre den. De har også valgt at tilsidesætte Sanity til fordel for Corruption (sjovt nok ligesom WFRP4) – det gør karaktererne stærkere, men for en høj pris. De sender ikke ud af USA, så jeg har købt en transkontinental ven – No Fate but what you make. (Men Faraos Cigarer har også været flink til at tage Fate hjem, så det kommer nok på hylden der).

bloodbornemainimageNu vi er på en cthulhoid blog, vil jeg også nævne Bloodborne der også lige er gået live. Det er endnu et coop-spil hvor man lægger tiles ud og spawner monstre, og det er sikkert fint. Det inkludererer lækre figurer i hobetal (når det er backet x1.000, og de ville være ret lette at male, for i spillet er alting sort med lidt highlights. Men nu hvor jeg har fået Hellboy (og dygtigt aflyst Death May Die), skal jeg ikke bruge mere af den slags. Jeg så titlen og tænkte, Nææh!, og så var det ligesom ovre – der har jeg vist nået et mætningspunkt.

Andre Kickstarter-tips (som jeg ikke selv har backet (endnu)):

  • Lancer – system-let karakterspil med tunge mech-kampregler og Blades in the Dark-inspireret downtime.
  • Critical Core – klassisk rollespil, gearet mod børn i autismespektret.
  • Relics – man spiller engle og benytter tarotkort illustreret af Dan Smith (In Nomine) (det virker utroligt 90’er-agtigt!).

BOOM! Hellboy!

1e219fe7f571575a8eafa615bdb8a704

IMG_6943
Hellboy, Kriegaffe og Gun Chimp sammen med en figur fra Mansions of Madness. Og Boksen.

Det var det første rigtige indlæg jeg skrev her på bloggen, om kickstarteren på Hellboy-brætspillet. Og nu er det så landet i en kasse af kyklopiske dimensioner. 120+ figurer (!), og de ser sgu ret lækre ud. (Visse kickstarterspil har haft svært ved at holde kvaliteten når projektet skulle realiseres). Jeg styrede mig og undlod at købe de ekstra fine resin-figurer og det er lige ved at jeg fortryder det nu, men jeg er alligevel ikke specielt god til at male, så det havde omvendt også været lidt spild. Tog heller ikke Hellboy in Mexico og hvad de ellers lokkede med, og ift. value for money var det nok dumt – kan jeg se nu – men det var for usandsynligt at jeg ville nå at spille (endsige male) alt dét.

Flere updates på den nylige KS-status

Jeg har afmeldt Death May Die og Sigil & Sign – de kunne jo være sjove nok at unboxe og nørde lidt med, men de ville næppe få spiltid, og på den måde tjente jeg faktisk nærmest penge på at lave et blog-indlæg! A-hm. Call of Cthulhu-kunstbogen er stadig lidt usikker, men jeg skrev til Fria Ligan og fik et rigtigt nudge-nudge, wink-wink svar ang. muligheden for en kickstarter på The Great Old Ones, det rollespil kunstbogen fik udløst som stretchgoal – det virker som en sikker ting, og de kommer til at rejse en bazillion svenske Mickey Mouse-kroner.

Apropos Mythos kommer der åbenbart også en KS for Fate of Cthulhu i slutningen af april (altså en Fate-regelbog). Uuuh …

Og så er jeg hoppet på Symbar – Mother of Darkness, fjerde afsnit af den store kampagne til Symbaroum, Throne of Thorns. I praksis har jeg dog ikke købt kampagnebogen, men i stedet den laveste pledge (36 DKK) og så tilkøbt de grundbøger jeg mangler (Gamemaster, Player og Bestiary). De lokker også rigtig meget med en all-in pledge, men jeg tror jeg står imod – det er alligevel kun del 4 af en kampagne i 7 bind, så der kommer flere chancer.

Bonus-update: Og hvis jeg spillede DnD5e, ville jeg nok også backe Humblewood der har sådan lidt Mouseguard-vibe over sig.

Ved ikke om Thrones er svaret på Johs’ søgen efter bedste købekampagne,
men det er muligvis den mest episke (link til officiel præsentation/gennemgang).

Tomes & Tentacles [podcast]

[Anmeldelse – podcast]
Tomes__Tentacles_LogoJeg er begyndt at lytte til rollespil som podcast (hundeluftning og løbeture er godt for lyttepensum), og der er meget virkelig skidt derude. Men en af de podcasts jeg har syntes godt om, er Tomes & Tentacles (Call of Cthulhu 7th. ed.). Første sæson er på 24 afsnit (50-60 minutter) og fortæller en afsluttet historie. De første optagelser til sæson to (en helt ny historie med de samme spillere) er netop kommet i kassen, men jeg ved ikke hvornår de sender igen. Podcasten er udgivet af Encounter Roleplay (der ellers mest er Fantasy Grounds-sessions på Twitch, og det holder jeg simpelthen ikke til: 3-4 uredigerede timer med talking heads? Argh!).

T&T har en fin produktionsværdi, men den udmærker sig først og fremmest ved at være klippet ned til det centrale rollespil, uden udenomssnak og alt for mange svinkeærinder. Det betyder ikke at de ikke godt kan grine af de situationer der opstår, og man har også metasnak som „Roll me a Spot Hidden“, men det er absolut minimalt. Rollespillet og historien er det drivende.

DXSCXrkWsAAyHoG
Caesar Cole, en af karaktererne (illustration: Gyodragon)

Og på det punkt er jeg ret imponeret. Deres Keeper, Ben Counter, beskriver sig selv som nørd, dramatiker og forfatter, og det kan enhver jo komme og påstå, men hans plot og beskrivelser er virkelig gode. Deres historie er af særlig interesse for denne blog, for det handler om Kongen i gult, og Bens indsigt i og udlægning af myten er efter min mening spot-on (omend stadig mere Call end Chambers). Ja, det involverer et teater og et besøg til Carcosa, hvilket vi har set mange gange før, men han får lige givet det et ekstra lag eller to.

Spillerne er gode, men har alle nogle quirks man godt kan irritere sig over hvis man vil. Alt i alt ganske glimrende.

Har jeg det førende kørende i ørene?

Screenshot 2019-03-18 at 19.20.02
Friends at the Table skaber og udforsker verdner og systemer i fællesskab.

Der er også en anden podcast fra Encounter Roleplay der hedder Turncloaks – det er D&D5, men i et mere mørkt univers end normalt, så den vil jeg kaste mig over som det næste. Jeg har som nævnt også lyttet til Red Moon Roleplayings gennemspilning af The Black Madonna (Kult) (og er også i gang med deres Curse of Strahd), men de kære svenskeres selvhøjtidelighed er til tider meget påtrængende. Jeg er lige begyndt på Friends at the Table, og det er noget lidt andet, for de har al deres metadialog og worldbuilding med, men det er også interessant, og det kan være jeg skriver om det en anden gange (er begyndt hvor de benytter systemerne The Quiet Year (som Oliver spiller her) og Blades in the Dark).

Af hjemlige produktioner har jeg kun hørt Eftersidning på eventyr (Over the Edge) der er fint produceret, men også mere gearet mod at være sjov. I samme humoristiske skole er jeg begyndt at checke Advanced Sagebrush & Shootouts (Fate) ud. Den tegner meget godt og er ligesom Eftersidning korte afsnit (ca. 25 min) – men man skal leve med at de griner meget af deres egne jokes.

Andre podcasts med redigerede rollespilssessions jeg bør kende til?

Kickstarterstatus

En liste over hvad jeg har backet af rolle- og brætspil.

Grey Cells (juni 2019): Kickstarter stadig live! Et lille hæfte med regler til at skabe og spille krimier – et konkret bud på det tilbagevendende investigationproblem. Det er billigt (er så også bare et par fanzine-hæfter) – 89 kr inkl. porto. Og der kommer også en Mythos-„udvidelse“. Hurtigt skimmet (man får en playtest-pdf) er der lidt Powered by the Apocalypse over det (?), og så noget der hedder Momentum der giver spillerne tricks til at fremtvinge fx spor (fremdrift i mysterieløsningen).

Things from the Flood (februar 2019): pdf’erne er klar, og der burde ikke gå så lang tid før bøgerne lander. Jeg nappede Tales from the Loop med, for prisen var god, blev grebet af stemningen og bestilte også Forbidden Lands som add-on (jeg ville have taget Coriolis med hvis jeg var til scifi). Og jeg har faktisk tænkt mig at spille det hele.

Screenshot 2019-03-17 at 19.06.03The Yellow King (december 2018): Det her er nok mest til hylden, men det er Den gule konge, mand, så jeg måtte have det – pdf’erne er leveret, og det ser fint ud, men forsinket pga. problemer med trykkeriet. Det er Gumshoe, men med det nye QuickShock-system til at håndtere fysisk og mental skade. Fire settings, skrevet af Robin D. Laws, og et bokssæt med et omslag der kan bruges som skærm.

Sigil & Sign (juni 2018): Megameget forsinket (Cubicle 7 … *host*), og et projekt jeg lidt fortryder – previewreglerne var tung læsning, og de har ikke rigtigt overbevist mig siden. Men lad os se hvad der lander … engang.

Vampire 5e: Chicago by Night (november 2019): Jeg skal ikke samle på Vampire (jeg håber stadig på et Mage 5e), men kunne godt lide den nye regelbog, og jeg spillede (storytell’ede) faktisk Ashes to Ashes i sin tid, så den her bog måtte jeg have. Al teksten er sendt ud til backers, og det er bunker af meta-fluff, men virker ret fint.

Kun pdf

Som Morten rigtigt kommenterede, har pdf’er det med ikke at blive brugt, så jeg burde nære mig, men det kan være en anledning til at støtte idealistiske projekter med en halvtredser. Først dog en enkelt undtagelse:

Screenshot 2019-03-17 at 19.17.59LexOccultum: Carta Monstrorum (oktober 2019): Egentlig sprang jeg på fordi det var en anledning til at købe grundsættet som add-on, men så købte jeg det i stedet af Thais. Nu er problemet så at det er for dyrt at få sendt en enkelt bog (som Thais er inde på: så fedt er det heller ikke – men alligevel lidt stemningsfuldt), så jeg nøjes med en pdf selvom jeg elsker bestiarier. #FirstWorldProblems

Black Mass (april 2019): Tror jeg backede det fordi man benytter tarotkort.

Thousand Year Old Vampire (juli 2019): Solorollespil! Man kan også vælge at spille en cthulhoid vanskabning.

Four Ways to Die in the Future (januar 2019): Af Ben Lehman der skrev indiespillet Polaris, og som jeg synes virker sympatisk. Ellers husker jeg ikke helt hvad jeg er gået ind til.

Brætspil

Hellboy (februar 2019): Ser ud til at være meget på trapperne, og tjek lige deres preview af monsterkassen der venter mig: Muahahaha! Jeg er stadig ikke overbevist om at selve spillet er andet end average, men jeg glæder mig til boksen og figurerne.

AKT2-2zlczone-szkic-ver2-Fin-300dpi-aa4000pix-960x640Tainted Grail (august 2019): Det her glæder jeg mig til gengæld meget til. Jeg har været dygtig ikke at købe ALTING (herunder det lækre sæt ekstra karakterer på diverse ridedyr), for grundpakken i sig selv er ret voldsom (største kickstarter sidste år). Historiebaseret, episk, interessante mekanikker. Lovende.

Death May Die (juli 2019): Jeg ender formentlig med at sælge det her videre. Det er sikkert et fint spil af Eric Lang og Cmon, og figurerne er dejligt vilde, men underboen har bestilt nøjagtigt samme sæt (inkl. de samme udvidelser), og Hellboy er mere end rigeligt som maleprojekt.

Andet

The Call of Cthulhu:  En af dem jeg missede: illustretret udgave af kort-romanen. Jeg forsøger at få et ekstra eksemplar med hos en ven der har backet. Men selv hvis det ikke lader sig gøre, tænker jeg der er en lille chance for at Fria Ligan laver en Kickstarter på det rollespil (The Great Old Ones) bogen har affødt, og det vil jo være endnu federe.

The King in Yellow: pdf’en er kommet, og det ser rigtig godt ud. Men luksusudgaver af bøger er en dyr hobby, så jeg skal liiige passe lidt på ikke at falde i.

Så, masser af forsinkelser, men så man jo bare sørge for at bestille noget mere til at modstå tomheden … Er der interessante ting jeg har overset?

Eternal Lies [Trail]

[Anmeldelse – kampagne]

eternal_lies_cover_mockup1
Et mere pulpy cover end scenariet lægger op til.

Eternal Lies er en kampagne til Trail of Cthulhu, skrevet af Will Hindmarch, Jeff Tidball og Jeremy Keller og udgivet af Pelgrane Press (2013). Den er på små 400 sider i hardcover (S/H). Jeg købte den som pdf, og jeg vil med det samme anbefale at man i stedet vælger bogen (hvis man kan finde den) og får pdf’en gratis med oveni, for det her er godt.

Det her er Trails bud på en stor globetrotter-kampagne, og den er ikke langt fra at være på højde med Chaosiums Masks of Nyarlathotep i scope. Den fine titel henviser både til de velkendte hvilende urkræfter, men i lige så høj grad til de løgne og løfter de hvisker i svage menneskers ører.

Der er også udgivet et glimrende soundtrack til at underbygge stemningen.

The Hook (spoiler)

En helt central del af kampagnen er at afsløre de sande, mørke magter bag løgnene, og selv med spoilervarsel vil jeg ikke afsløre den/dem/det/hen her – men vi er naturligvis oppe i den Mythiske superliga. Til gengæld er der ikke, som man er vant til det fra Call of Cthulhu, en masse mindre critters, og den begrænsede magi der forekommer, er mere underbygget og ikke i samme grad bare en standardbesværgelse i en bog. Vægten er, som forventeligt i Trail, på efterforskning og horror frem for på action.

Screenshot 2019-02-07 at 12.04.40
Verdensomspændende horror. Illustration fra bogen.

Der er tre akter. I første akt etableres mysteriet: Walter Winston og hans venner opsporede og overvandt i 1924 en kult i L.A., og kun få overlevede. Nu, 1937, er han død, og hans styrtende rige datter hyrer karaktererne til at finde ud af hvad der foregik, begyndende i USA. Anden akt breder handlingen ud over hele kloden (Bangkok, Ethiopien, Malta, Mexico City, Yucatan), og karakterernes søgen efter svar om fortiden bringer dem tættere på kultens fortsatte mørke planer. I tredje akt har de viden nok til at konfrontere ondskaben – både i en eksotisk og en mere hjemlig setting – men de mørke kræfter har også en trumf i ærmet.

Hver lokation er et enkeltstående scenarie, og alle 9 afsnit har noget at byde på. Yucatan skiller sig ud ved at være en mere Call-agtig ekspedition, og de to sidste afsnit fungerer kun som klimaks. Men de andre er forbilledlige til at skabe stemning og styre efterforskningen. Lige fra en sangerinde der indspiller plader på Løgnerens giftige tungemål, til voldelige eskapader i Bangkoks underverden. Det er dog først og fremmest en variation i tone – efterforskningen er hele tiden i højsædet, så det handler næsten altid om at snakke med mennesker eller lede efter fysiske spor.

Udover den verdensomspændende efterforskning er der også et afsnit med adskillige scener (der let kan udvikles til sideplots) som retter sig direkte mod karaktererne og deres Sources of Stability, altså de venner/familie der holder dem ved deres fulde fem.

The Spine

Fokus i teksten er rettet mod sagen og dens opklaring. Men hver lokation er dog indledt af en kort beskrivelse af byen, dress-code og konkrete forslag til stemningsbeskrivelser. Desuden er der en indledning om at få karakterer integreret i kampagnen og 10 karakterer klar til at spille fra bladet.

screenshot 2019-01-30 at 11.50.14
Hvordan bogen selv præsenterer sceneopbygningen (klik)

Hvor jeg harcelerede over Kenneth Hites scenarie i Trail-grundbogen for ikke at være eksemplarisk for Gumshoe-stilen, så er teksten her til gengæld forbilledlig. Hvert afsnit indleder med en forklaring for spillederen og gennemgang af Hook, Spine og Truth. Hver enkelt scene indledes af en punktopsummering af handlingen og vigtige spor  – plus hvilke Skills der skal bruges for at få dem. Derefter følger en meget grundig gennemgang – dialog, reaktioner, spor, Skill-checks osv. bliver fremlagt detaljeret for spillederen. Efterforskningen er et imponerende urværk – brikkerne passer nøje sammen, og man skal ikke fiddle med at lappe huller eller finde undskyldninger for at afsløre spor for karaktererne. Det medfører at der er meget tekst og ikke mange billeder/kort. Det er for mig kun et lille minus, men det er sommetider ret meget at læse for relativt lidt handling. På plussiden giver det forfatterne mulighed for at gå mere i dybden med bipersoner og iscenesættelse.

I forhold til mange af de Trail-scenarier jeg har læst, er det her mere traditionelt opbygget. Scenarierne slår ofte mere ud med armene og tillader sig selv flere greb for at nå frem til den chokerende pointe. Det er vanskeligere her hvor man gerne vil give karaktererne mulighed for at nå det næste punkt i kampagnen med lemmer og fornuft i nogenlunde behold. Det peger i øvrigt også hen på det „usynlige indhold“ i kampagnen, nemlig arbejdet med at holde karaktererne groundet ind mellem de sindsoprivende rædsler. Den del kan jeg se fungere godt i den her kampagne, og det er som sagt også et element der er skrevet ind, men selvfølgelig altid skal skræddersyes til karaktererne.

Screenshot 2019-02-07 at 12.02.54
De 10 pre-gens.

Dermed ikke sagt at kampagnen er helt problemfri. Man vil på den ene side gerne give spillerne mulighed for at rejse rundt og finde spor på eget initiativ, men samtidig er man nødt til at sikre at de får den nødvendige viden til at nå klimaks. Det indebærer at de afgørende clues bliver lidt uelegant præsenteret, og kan man overveje at finde en lidt sjovere måde at håndtere på. Hjemmesiden The Alexandrian har adresseret netop det problem (foruden produceret et shit-ton ekstramateriale til kampagnen, herunder fotos, handouts osv.).

Jeg savnede måske også en lidt større variation i modstanden – eftersom der ikke er alskens Mythos-kryb, begrænser det sig mest til tæskehold og den monstrøse fjendes manifestationer der naturligvis er meget ens gennem kampagnen. Men den er svær hvis man netop gerne vil undgå tilfældige monstre. Eternal Lies har valgt at fokusere stramt på det ondskab man er oppe imod der så kommer til udtryk på forskellige måder, men alligevel lidt ens (man kunne også sige konsekvent).

The Horrible Truth

Eternal Lies har efter min mening fortjent større udbredelse blandt Cthulhu-fans. Handlingen er ret „mainstream“-Call of Cthulhu, men i sin udførsel slet ikke så kulørt som Masks of Nyarlathotep. Jeg kan til dels godt forstå hvis nogen vil finde kampagnens store fokus på møjsommelig efterforskningsarbejde lidt kedeligt, men den er velskrevet, gennemarbejdet og sine steder lige så uhyggelig som man kan håbe.

Eternal Lies, Pelgrane Press, 2013

Premiere på Paradox, NY

Jeg afleverede et ret færdigt scenarie til Con2 (jeg valgte dog stadig at kalde det en spiltest), Terese tilbød tidligt at køre det, og her i weekenden blev det så afviklet med et enkelt hold. Hvad der end manglede fra min og scenariets side, klarede hun. Kæmpe tak. Her er hendes konklusion på spiloplevelsen:

Det gik fremragende […] Spiltesten varede ca. 4 timer og blev kørt semi-live.

Mine spillere var fantastiske, karakteropbygningen via kort giver masser af spil, og både Mørke Drømme og Mysteriet i Paradox er utroligt velskrevne og skræmmer spillerne fra vid og sans.

Tak for et godt spil!

madmen2_1024x1024
This is a lie.

Okay, præsenteret i uddrag på den måde giver det selvfølgelig et lidt vægtet billede, men jeg tillader mig alligevel at være lidt glad. Selv med de kritiske læsebriller på lader det ikke til at der har været de helt store problemer: En stor del af udviklingen af karakterer, stemning og handling sker gennem udlevering af nogle kort med lidt tekst på; der er mange, og det er ikke altid klart nok hvor og hvordan de skal udleveres. Det var jeg godt klar over, men der kommer en spilleder så ind som en facilitator. Og på plussiden lader det til at både spillere og spilleder har købt 100% ind på stemningen der var en af de ting jeg selv er godt tilfreds med.

Jeg er nu ikke længere i tvivl om at det skal uredigeret op på bloggen. Foreløbig vil jeg ikke gøre mere ved det – sommetider skal man også give slip og komme videre. Jeg har vedhæftet Tereses noter fra Con2 og mine egne tanker om hvordan man kan tackle de knaster der nu engang måtte være.

Du finder det hele her.

Lettelsens suk

Udover den umiddelbare glæde og lettelse, så var der også en anden meget klar konstatering: Det er nok for mig at spillet har kørt med et enkelt hold. Det retfærdiggør alt arbejdet. Jeg har hele vejen igennem skrevet mest for mig selv, og nu er der så også en bekræftelse på at „slut“-produktet fungerer som formidlet. Selvfølgelig vil jeg sætte pris på at det kommer mere i brug, men de opbyggede skrivefrustrationer som de fleste scenarieforfattere kender til, har fundet en forløsning.

Jeg er glad for at jeg trak synopsen fra Fastaval inden den endelige udvælgelse – med den her test kunne man jo sige at det nu har bevist at det holder, men realistisk set ville det formentlig slet ikke være nået så langt hvis jeg havde haft det ekstra pres hængende over hovedet, og i bedste fald ville jeg skulle aflevere en poleret udgave af Con2-udgaven der jo ikke var helt den jeg havde tænkt mig.

Jeg vendte tilbage til at blogge – og rollespil i bredere forstand – i maj sidste år, og det her er en foreløbig lykkelig kulmination på den beslutning. Efter mange års frustrationer med min egen kreative proces, har jeg endelig skabt noget håndgribeligt. Og jeg tror der kommer mere.

032416_tbt-color_tv_rca66_0.jpg

Frisk fra trykken

[Scenarie – Paradox, NY]

På lørdag kører Paradox, NYCon2. Det er ikke helt endt som det scenarie jeg satte mig for at skrive, men det er blevet til noget, og ovenikøbet noget ret færdigt (Con2 godtager scenarier på testspil-stadiet). Der var tilmeldte nok til to hold hvilket er pænt når målgruppen er på ca. 60 personer (fordelen ved at skrive inden for de klassiske settings/systemer). Men vi endte på ét hold, og det passer mig fint, for jeg har kunnet føre en god, direkte dialog med spillederen (yay for Terese!) og gøre lidt ekstra ud af udstyret. Jeg afleverede til deadline (yay for mig!), dog endte jeg med at bruge lidt ekstra tid på virkemidlerne.

Nu skal det have lov at køre, og så overvejer jeg lige hvad næste skridt er, og om der er et. Den ene mulighed er at pudse det af som det er – spillederstyret, systemløst og stemningsbaseret – eller give det et shot mere at komme tættere på min nok ikke helt færdigbagte vision. Eller måske skal det bare lægges væk, så jeg kan begynde at tænke på det næste scenarie. Afhængigt af dén endelige beslutning kommer det nok også online.

Hvordan var det så at vende tilbage til scenarieskriveriet? Overvejende … ok, faktisk. Men det vil jeg bruge bloggen til at pille i. Lige nu føles det i hvert fald meget godt.

IMG_6902.jpg