Tilbage på flodsporet

[Warhammer-kampagne – Skyggen af den indre fjende]
Vi fortsætter vores The Enemy Within-remake, denne gang med et encounter direkte fra kildematerialet. Læs seneste referat: Døden på Teufelfloden.

Vores udgave af kampagnen forløber parallelt med den oprindelige handling, så her foregik det sådan at et andet hold eventyrere ankom til Bögenhafen via båden Berebeli, forsøgte at forpurre det onde ritual – med større eller mindre held – og de overlevende sejlede derfra efter at have opgivet livet som lykkeriddere.

I stedet har vores gruppe samlet sporene op og er rejst over land i hælene på Etelka og hendes jagt på kaos, magi og magt. Men nu er vi så nået til der hvor Death on the Reik i originalens udgave egentlig startede, nemlig med at vi har fået fingrene i en flodpram. (Og ikke mindst har vi nu også fået præsenteret kejserens dekret om forbud mod forfølgelse af mutanter.)

Så det lader til at vi stadig har noget Death on the Reik foran os (selvom vi så starter ud på Teufelfloden), men det kan også være at vi i stedet springer på en droske i Grünburg mod Nuln, og ingen siger at vi får lov at beholde skuden. Den store overraskelse var fundet af kæmpepupper – et nyt element i handlingen jeg egentlig troede vi havde lagt bag os i Bögenhafen, men det tyder nu på at være del af et større komplot.

Illustrationer af Martin McKenna, Death on the Reik, 1987

PS: Husk også at følge Theo Axners remake af samme kampagne (han poster både på svensk og engelsk) – den er lidt mere tro mod forlægget, men med mange interessante variationer.

Juletid er listetid!

Sidste års juleopdatering var mest en étpunkts Hvorfor jeg ikke har tid til at skrive noget lige nu-liste, men denne gang får du hele tre lister! (Og hvis man vil have blogkalenderpakker, er det igen Lænestolsrollespil der har leveret).

Fem fede ting i 2019

2019top5.jpg

Paradox
Det største var at få et scenarie skrevet færdigt og ud til publikum og få ros for det. Det var hele tre store ting. ParaDox er en række artikler der beskriver scenariets tilblivelse, så jeg vil ikke sige mere om det her.

Rollespil med fremmede
Jeg gik ind i en rollespilsgruppe af fremmede fra Pen & Paper Danmark-gruppen (på Facebook, urgh), og vi spillede en afsluttet minikampagne, Ailigrund. Det gav klart blod på tanden ift. at prøve det igen. Jeg havde faktisk håbet at skulle afprøve Blades in the Dark på samme måde, men det initiativ er vist gået i sig selv igen – jeg overvejer lidt selv at samle det op, men det er klart sjovere at spille end det er at organisere. Sig til hvis der er stemning for at jeg gør noget ved det.

Ironsworn
Efter at være vendt tilbage til rollespillet har jeg kastet en masse penge efter forskellige rollespilsbøger, men det var det gratis Ironsworn (anbefalet af Per) der tog stikket hjem når det kom til systemtænkning omsat i letanvendelig praksis. Med et par enkle mekanikker driver det en spændende handling frem, og Shawn Tomkins produktion er solid. I januar demoer jeg det for Ailigrund-drengene, og det kan være der bliver mere af den slags. Jeg har også en solokampagne kørende som bestemt ikke er død – Shiro vender tilbage næste år (lige nu venter jeg på udvidelsen Delve der skulle lande i januar).

Unævnelige kulter
Okay, vi startede egentlig i slutningen af ‘18, men hovedparten af min egen Warhammer-kampagne udspillede sig i år (og det var igen med spillere uden for min faste rollespilskontaktflade, selvom jeg kendte dem alle). Som diskuteret i min post mortem for første del af kampagnen er der plads til forbedring, men det var stadig ret godt, og først fremmest førte jeg det igennem, selv i en periode hvor jeg døjede med stress m.m. Det er jeg meget tilfreds med, og det er den slags små sejre der skal til for at få mod på mere.

New media 😛
Som i: jeg postede en video! Det kan virke som en lille fjollet ting, men det var lidt grænseoverskridende offentligt at præsentere noget „kreativt“ vel vidende at jeg ikke er god til det. Jeg har også optaget en med Alien som vist aldrig bliver til mere, men det tæller som øvelse. Så det vil jeg forsøge at komme med mere af. Måske også noget der indholdsmæssigt er lidt sjovere.

Ti boblere

2019bobler.jpg

Sjælehvisker: Udover mit eget Paradox lavede jeg også layout på Mettes Fastaval-scenarie Sjælehvisker. Jeg elsker at nørde med andres ting hvor jeg ikke mærker det samme pres for at skulle præstere, men bare kan lægge kræfterne i at gøre andres fede ting bedre. Egentlig ville jeg gerne hjælpe mere – specielt med illustration og korrektur/redigering, men også som sparring-/skrivemakker – men efter en lang pause er jeg helt sikkert lidt i perferien af scenarieforfattermiljøet.

Skyggen af den indre fjende: Det er en luksus at være spiller i en langvarig kvalitetskampagne. I år har vi fået to nye, gode spillere med, og vi har som beskrevet her nået et foreløbigt klimaks der kastede min karakter ud i en krise – det er jo altid herligt. Men først og fremmest er det en taknemlig hilsen til vores spilleder for at gøre alt arbejdet. Ift. system og fortælling er det ret klassisk, men det er stadig godt.

Købekunst: Jeg købte illustrationer til Paradox og et karakterportræt til Skyggebringer-kampagnen. Det var virkelig en selvforkælelse, men ikke sindssygt dyrt, og det er noget jeg helt klart kunne finde på at prioritere igen. Jeg har et halvt indlæg liggende om det, så mere om det i det nye år.

Alien RPG: Jeg købte som sagt en hel del rollespilsbøger – og der er flere undervejs fra Kickstarter – men jeg tror Alien får prisen som det jeg glæder mig mest til at gøre noget ved. (Jeg gav mig selv Masks of Nyarlathotep som gave for at blive færdig med Paradox, og det får en Hædrende omtale).

Bloggen: Udover at vove at poste den ene video, fik jeg også postet en bunke ret ufærdige tegninger – og begge er udtryk for den samme lyst til at være lidt mere udadvendt. Det kom også til udtryk i ParaDox hvor jeg også har skrevet åbent om at være lidt en knudemand. Det er en fordel ved at have en ret anonym blog: Jeg kan fortsat bilede mig selv ind at jeg er den eneste læser og derved lade den funmgere lidt som skriftestol.

Kim Newman: Jeg fik „Jack Yeolvils“ Warhammer-historier tilbage på hylden! Det var et dejligt gensyn, og jeg har ikke helt sluppet håbet om at han vender tilbage med en ny bog om Genevieve, Detlef Sierck og de andre tosser. Her på kanten til verdens ende er nostalgi et stærkt drug. Der kom også andre fine (og flotte) bøger på hylden (særligt en masse Lovecraft), men sommetider er de simple glæder de reneste.

Tainted Grail: Vi har spillet en enkelt omgang af dette nye historiedrevne megabrætspil og når en omgang mere inden nytår, og så kan jeg begynde at vurdere hvordan det passer ind i definitionen på rollespil. Men første omgang var sjovt! Jeg havde oprindeligt også en ide om at blogge om Arkham Horror – the Card Game der ligeledes arbejder meget med historie og karakterer. Der er noget her der kan være interessant.

Podcasts: Altså actual play (og lydbøger). Jeg har nu stort set altid noget i ørene når jeg bevæger mig ud. Det er ikke altsammen lige godt, men jeg tager det som underholdning, og lidt inspiration er det vel også. Samtidig er det en substitut for at spille alt det jeg gerne vil. Og jeg tror faktisk jeg synes det er et bedre alternativ end at spille over Skype/Discord/Roll20.

Testspiller: Jeg spillede Remember the Amazons, Blodtågens forbandelse og Isotoper over Isefjorden og når også at prøve Häxenjäger. Nu hvor jeg ikke længere formår at være spilleder på scenarier er det her et sjovt og hyggeligt alternativ, og det ligger også lidt i forlængelse af det jeg skrev under Sjælehvisker.

Per & Peter: Ja, mine gamle indie-kumpaner stak (kort) hovedet op på deres respektive blogge, og det var virkelig hyggeligt at have dem tilbage selvom de bor fjernt herfra. (Et par andre af de drenge jeg spillede med i helt gamle dage (vi er næsten i Stranger Things-territorie her, mine unge venner!), er også modne til at vende tilbage til folden, så endnu en Hædrende omtale til dém, med håbet om at de leger med i 2020).

Fem ting i 2020

2020.jpg

Mere rollespil, bare mere: Jeg har ikke fået nok, og nu hvor i hvert fald Ailigrund er rundet af, er der mindst én ledig spot. Det jeg har mest lyst til, er at tage nogle af mine nye bøger frem fra hylden og spille de systemer som skrevet. Bare prøve dem af. Jeg har som sagt allerede en aftale om Ironsworn og Alien, men også Blades in the Dark, The Fall of Delta Green, Tales From the Loop, Symbaroum og andre.

Et scenarie: Jeg vil ikke presse mig selv, men jeg vil gerne som minimum nå udover idestadiet. Om det er noget af det der allerede er på tegnebrættet, eller noget helt andet, får vi se. Men i hvert fald er ideen den samme: at skrive for mig selv og i mit eget tempo og se hvilken deadline/con det giver mening at koble det op på.

Et fungerende Warhammer-hack: Det er virkelig et nisseprojekt, og jeg har allerede kastet en del hyggelige timer efter at hacke WFRP4. Jeg har også arbejdet lidt med Free Leagues Year 0 Engine, men ingen af delene vil rigtigt falde på plads, så jeg tror, jeg skal begynde forfra. Det er relevant for næste punkt.

En løbende kampagne: Det kunne være fortsættelsen på Unævnelige kulter, men jeg er også åben for noget andet, så det ikke bliver Warhammer alt sammen. Jeg ejer jo flere gode bud allerede: Nyarlathotep, Eternal Lies, The Black Madonna – og i 2020 kommer forhåbentlig The Borellus Connection. Eller Band of Blades der netop er tænkt til at køre et længere, afsluttet forløb. Jeg drømmer også stadig om noget kollaborativt i stil med ActaCon, med skiftende spilleder-ansvar. Eller måske faktisk at gøre noget ved dén der Tatters of the King

Gensyn med [◄◄] Newhammer: Her på bloggen kan man også forvente at jeg samler Gensyn-serien op og som lovet ser på nyere Warhammer-scenarier. Men lad os lige få Fastaval overstået.

God jul og godt nytår!

Den store fortællings „ups“

[Warhammer-kampagne – Skyggen af den indre fjende]
Endnu en kampagne ramte et forholdsvist afrundet sted i handlingen, denne gang Lars’ remaster af The Enemy Within. Det blev ret mindeværdigt – i hvert fald for min karakter, Konrad. Læs referatet her: Etelkas skæbne.

Kender I det der med at man gerne vil redde verden, og så kommer man i stedet for til at sprænge den i luften?

Vores kampagne har gennem de seneste spil bevæget sig gennem Hägercrybs hvor vi har mødt Den gamle tro, både blandt de levende og de døde, og så har vi været på kollisionskurs med en ekspedition fra Nuln. Den tæller mindst to forbindelser til den skumle Teugen (som mange vil kende fra scenariet Shadows Over Bögenhafen), nemlig hans lærer i handelsvidenskab (og magi?), Belfleur, og Etelka Herzen med hvem han korresponderede inden det ritual der blev starten på vores kampagne. Ekspeditionen er således en parallel til originalhistoriens rejse ind i Barren Hills, og begge omhandler Etelka, goblins, dværge, kaossten, druider og oldgamle hemmeligheder.

Etelka og goblinshaman fra Death on the Reik (Martin McKenna).

Nogen må gøre noget!

Vi havde forskellige grunde til at mistænke ekspeditionen uden at vi kendte dens egentlige formål. Men til sidst stod det klart at de indsamlede „ren“ (farveløs) magi fra Den gamle tros hellige steder, og at de i en udgravning havde fundet … et eller andet voldsomt. Det viste sig at de havde fundet en gammel edderkoppegudinde der kunne give dem evigt liv (sådan tolker jeg det, men det blev ikke direkte forklaret). Og dæmonen Gideon – der var involveret med de kaotiske begivenheder i Bögenhafen – syntes det var en dårlig ide. Det samme gjorde i øvrigt Den lilla hånd.

Så det føltes som det rigtige at sætte en stopper for det. Vi havde hørt om eksplosioner fra udgravningen der blev udløst ved hjælp af magiske ingredienser, så da Konrad så adskillige glasflasker i det tempelrum hvor Etelka Herzen tilsyneladende skulle ofres til gudinen, virkede det oplagt at det var ekspeditionens sprængstof.

Det var det så ikke. I stedet var det den høstede magi, tilsat kaossten og yderligere en metallisk ingrediens vi ikke har identificeret. Og da Konrad skød en flaske i stykker for at sprænge alt og alle i luften, blev kraften udløst og vækkede gudinden – han blev med andre ord skyld i det de havde forsøgt at forhindre. Etelka fik (frivilligt) hugget hovedet af (det prøvede Konrad retfærdigvis også at forhindre, men en armbrøstpil gjorde ikke nok skade på bøddelen), men vil formentlig genopstå, nu fyldt med mægtige magiske kræfter.

Et nyere gensyn med Etelka i Theo Axners streg – jeg er særligt vild med hans Etelka i vildmarken-look. Læs mere på hans blog: The Enemy Within Remixed

Hvad er det værste der kan ske?

Det var så ikke engang første gang vi lavede det nummer: Vi „kom også til“ at sætte en mægtig dødning fri da vi egentlig bare ville efterforske (og måske lappe på) de ødelægelser ekspeditionen havde forrettet på en gravhøj. Det er vist noget de fleste eventyrere er „kommet til“, og det er også ganske effektivt til at give dem en motivation til at gå ind i historien og gøre den til deres egen. Det gode ved Lars’ kampagner er at det vitterlig er et åbent valg i de her situationer. Det kan godt være at det var dumt at vække edderkoppegudinens avatar, men det er ikke noget man bliver straffet for … altså, udover at nu har vi hende – og vores egne kvababbelser – at døje med. Men der er ingen løftede pegefingre om at det var dumt eller forkert eller det burde I da have vidst. Havde Konrad ingenting gjort, havde de jo nok også selv smadret en flaske og hugget hovedet af Etelka … medmindre vi havde ladet Gideon klare ærterne, men hvem har lyst til at overlade ansvaret til en dæmon der var villig til at ofre hele Bögenhafen?

Men i det her tilfælde var det så i høj grad min karakter (=mig) der fejltolkede situationen og udløste kaos, og det føltes faktisk lidt trist. Konrad har brugt rejsen til at gennemgå en Initiate-karriere, for selvom det ikke var tilknyttet et tempel, virkede det troværdigt med hans baggrund i en bedemandsfamilie og alle de møder med udøde vi havde i Hägercrybs. Nu er jeg ikke helt sikker på hvor han skal gå hen. Jeg var allerede lidt i tvivl om jeg havde lyst til at spille en præst, og denne episode kunne både understøtte at blive det (død og genopstandelse var stadig på dagsordnen, og måske har Morr redskaberne til at rette op på fejlen?) og modsige det (almindelig modløshed).

I hvert fald er vi færdige med denne del af kampagnen, for nu (der bliver nok lidt opsamling, men sådan i det store hele). Om vi så skal have en parallel til Castle Wittgenstein, Power Behind the Throne i Nuln eller noget helt tredje står endnu hen i det uvisse. Og jeg glæder mig til at se hvad der venter.

Enemy in Shadows + Companion [WFRP4]

[Anmeldelse – Enemy in Shadows & Companion til WFRP4]
Jeg ser her nærmere på to bøger: Enemy in Shadows (EiS) og den tilhørende Enemy in Shadows Companion, på hhv. 164 og 120 sider. Det er, naturligvis, første del af Warhammer-kampagnen The Enemy Within (som jeg tidligere har skrevet om her og her). Begge bøger er kommet som PDF til preorder-kunder, men de fysiske bøger lander først næste år efter at have været lovet i september. Cubicle 7 har simpelthen ikke den mest effektive produktionspipeline. Andy Law, der for nylig forlod firmaet som kreativ lead på Warhammer, er netop blevet erstattet af Pádraig Murphy, så jeg håber de snart får styr på tingene.

EiS indeholder selve scenariet mens Companion-bogen føjer nyttigt materiale til at køre kampagnen plus til settingen generelt, og den er ikke nødvendig for at køre EiS. Det er svært helt at undgå spoilere, men jeg går ikke nærmere ind i plottet.

Først: Hvad er anderledes?

s22
Bipersonportrætterne er stadig gode.

De to originalscenarier, Mistaken Identities og Shadows over Bögenhafen, er … overraskende (?) uforandrede. Altså, jeg havde ikke forventet noget revolutionært, men stort set al originalteksten er der, og der er ikke for alvor foretaget indgreb der kunne have forbedret de trods alt halvgamle scenarier. Der er snarere tale om en let spartling. Det er fint nok at scenarierne på den måde får lov at nyde godt af nostalgien, og der er som sådan set heller ingen katastrofale huller – ellers var de nok ikke blevet de klassikere de trods alt er. Der er skrevet en mere glidende overgang ind mellem de to dele, Altdorf spiller nu en reel rolle, og der er givet lidt flere måder at docere spor ud i Bögenhafen. Ellers ikke så meget. Så det er stadig den langsomme rejseindledning fra Mistanken Identities (se dog kommentarer til Companion), og stadig et stort set all-male cast i Bögenhafen. Så det har tydeligvis været et bevidst valg ikke at pille for meget.

En pudsig ændring er at pentagrammet i Ordo Septenarius’ logo er blevet erstattet, ikke af en syvtakket stjerne, men ottetakket! Altså, det er klart bedre, men der gives ikke nogen forklaring.

Men udover scenarierne indeholdt de oprindelige udgivelser jo også andet. Mistaken ID var således kun en lille del af The Enemy Within-hæftet der også havde oplysninger om Imperiets historie, Sigmar, urter m.m. – det er nu væk (og delvist dækket i grundbogen og EiS Companion). I stedet er der nu en tiltrængt indledning om kampagnens tråde og temaer, og vi får fra starten antydninger om hvor det hele peger henad. Guiden til Bögenhafen er der stadig, endda med mere indhold og plotideer i stil med forlagets andre Warhammer-udgivelser, og det er rigtig godt. Så Shadows over Bögenhafen ligner praktisk taget sig selv.

Screenshot 2019-11-29 at 18.07.09

Det visuelle

Der er fine gråtoneskitser af samtlige bipersoner, med en vigtig undtagelse, nemlig Teugens „unge nevø“ (Gideon), og det er virkelig en ærgerlig misser (han er kun afbilledet i sin page-form). Jeg savner også en ordentlig illustration af de kutter Ordo Septenarius bærer – de optræder kun på en enkelt farveillustration der er en af de mest rodede jeg har set i C7’s WHFR4. Teugen selv har et udmærket NPC-portræt, men ikke noget særligt, og det er lidt ubegribeligt at han ikke har fået en ordentlig illustration. Byguiden til Bögenhafen har  stort set kun vignetter, kroskilte og den slags. På plussiden er der to helsides illustrationer til at adskille de to scenarier, noget WFRP4 ellers ikke har gjort i tidligere, og det er lidt fedt – det minder mig om visse Call of Cthulhu-udgivelser. Men som det måske fornemmes, er den grafiske side af bogen ikke på højde med Rough Nights (hvor den var fremragende) – har det allerede haft en indvirkning at Andy Law har forladt teamet? (Han er dog stadig krediteret). Jeg kan ikke andet end savne Rough Nights stil hvor den vigtigste biperson i hvert afsnit fik en illustration i fuld figur og farver, men det var selvfølgelig også luksus.

Enemy in Shadows Companion

Screenshot 2019-11-29 at 17.58.16.png
En af de mange ekstra (og illustrerede) bipersoner i Companion – de populærkulturelle referencer er der stadig!

Den anden del af Enemy in Shadows er et addendum i bogform hvis indehold er nice, men ikke need to have. Vigtigst er nok den nærmere beskrivelse af kampagnens fjendtlige kult – den beskrivelse fik man aldrig i originaludgaven, og det var klart en af svaghederne – med tilhørende magus-karriere, 25 kaosbesværgelser og mutationer. Derudover er der mere info om Imperiet og dets politik, noget der som nævnt var en del af originalens bind et, men her altså er trukket ud for sig selv. Så er der en rigtig Graeme Davis-darling: liv og handel på landevejen, noget jeg ikke selv finder specielt spændende i spil, men udmærket som settingbeskrivelse. For mig personligt er det bedste afsnit deres „deleted scenes“, en samling af 16 bipersoner der er tænkt ind som ekstra indhold i Enemy in Shadows (med tilhørende forslag til encounters) og en alternativ start på kampagnen der er lidt mere lige på hårdt (yay!). Endelig får man et par gamle encounters, On the Road, og to scenarier, The Affair of the Hidden Jewel og The Pandemonium Carnival, genoptrykt i nye klæder. Nå ja, og så indledes bogen med et „kommentatorspor“ fra de oprindelige designere der matcher ideen om genudgivelsen som et „Director’s Cut“. Der skulle også komme et sæt prægenererede karakterer, men jeg ved stadig ikke om det er Harbull Pelsfod og det gamle slæng eller Mollie og de nye.

Der er genbrugt et par illustrationer, men ellers er der masser af gode tegninger, særligt de mange bipersoner i gråtoner. Bogen virker på den konto mere helstøbt end EiS – måske har den haft godt af at få et par måneders ekstra produktionstid.

Så, Cubicle 7 har retfærdigvis holdt hvad de lovede: Companion er ikke nødvendig for at køre Enemy in Shadow, men det er så også akilleshælen: Den er ikke strengt nødvendig i det hele taget. Men endnu en fint produceret bog, og er man sulten efter Warhammer, er den absolut et hæderligt bidrag til samlingen. Dog må jeg sige at jeg foretrækker at lade mig inspirere af scenarier/kampagner, så det lidt spredte indhold trækker for mig ned på det samlede indtryk. (Det skal også siges at PDF’en kun lige er frigivet, så jeg har ikke nærlæst denne bog, men man kan godt bedømme den som en slags opslagsværk).

Vurdering

Scenariererne er som de var, og man kunne i mine øjne godt have taget lidt hårdere fat på omskrivningen, men mon ikke langt hovedparten af Warhammer-fansene er glade for at få en remaster, snarere end en remake? Uanset hvad er præsentationen igen i top, selv med et lille dyk ift. Rough Nights. Jeg var spændt på om Companion kunne noget, og jeg synes faktisk der er ganske meget at komme efter.

Nu kan jeg så begynde at overveje at se frem til at glæde mig til Death on the Reik (plus Companion) – men klog af skade vil jeg ikke tage udgivelsen for givet før jeg sidder med PDF’en.

Screenshot 2019-11-29 at 18.09.52.png

Enemy in Shadows og Enemy in Shadows Companion, Cubicle 7, 2020 (?!)

Ailigrund 7: Onkel Schlotz’ bøger

[Warhammer/Fate – kampagne]
(Hurtigt resume: Fire unge, naive mænd fra Ailigrund, i ingenmandsland mellem Imperiet og Kislev (Kurt, Artan, Wolfgang og Mischa), er undsluppet en heksejægers udrensning i deres landsby. En af dem har påtaget sig en falsk identitet efter at have fundet liget af en mand der lignede ham på en prik. De er nu nået til Ferlangen (efter at have været i kontakt med en del Kaos der også har sat sig aftryk på deres krop og sind) hvor det viser sig at manden har en arv til gode, nemlig hans brors, Thomas’, hus. Oversigt over referater fra kampagnen her).

Huset på bakken

2a9922f6c31e77aeefff49479c9ff710Det er den 12. marts, 2414, og vi står foran Thomas Schlotz’ hus i skoven uden for Ferlangen. Vi ved at Thomas blev fundet død for foden af en trappe og testamenterede huset med indhold til sin bror Heinrich, Kurts „dobbeltgænger“. Vi overvejer lidt om vi skal beholde huset, men i hvert fald skal det tjekkes igennem for om der er noget der kan sælges.

Jeg vil ikke gå i detaljer med rum-til-rum gennemsøgningen. Huset havde tydeligvis været beboet af en kunstnerisk anlagt særling, og kun dele af det var beboeligt – andet var overgået til natur og forfald. Det var en smule farligt at bevæge sig rundt i: Wolf røg gennem gulvbrædderne ned i kælderen, Kurts ben tog skade da et trin i kældertrappen kollapsede under ham, og Artan overvandt et mystisk monstrum af et fyr der forsynede huset med varme via messingrør. Afdøde levede i sit eget søle og var en manisk samler.

Det mest bemærkelsesværdige fund er uden tvivl et rum i kælderen: Den ene væg er hvidkalket og beskrevet med tekst. Gulvet er glat, og runer blev tilsyneladende ridset i det, mens pudset endnu var vådt; runerne udspringer fra en firkantet ramme dannet af symbolerne. Teksten på væggen er en række navne der ender med Kurt! Et andet er streget ud, nemlig Wulfred, ikke en vi har hørt om før, men de andre på listen er bl.a. Thomas og Heinrich, Schlotz-brødrene, så vi udleder der nok er en familiesammenhæng.

Efter at have været huset rundt og overnattet der (nogen lister sig tæt på i løbet af natten, men slipper væk i mørket), vender vi tilbage til det sære rum. Artan forsøger at give lidt blod til runerne, og de hviskende stemmer han også hørte da han kom ind i huset, vender tilbage. Mere blod (ubehagelige mængder, faktisk) gør dem tydeligere, og de ender med at føre ham op til en krybegang under tagstenene hvor han finder fire bøger som vi kigger nærmere på i Thomas’ atelier.

Fire bøger, fire skæbner

Artan åbner en af bøgerne med en nøgle han tidligere har fundet. Og straks påbegynder han en magisk forvandling. Han indser sin højere skæbne som bebuder af bøgernes visdom, og han ligefrem letter fra gulvet. Samtidig begynder den ring han fik af ildtroldmanden i sidste afsnit, at smelte og brænder en del af fingeren af. Mischa forsøger at slå bogen ud af hånden på ham, men da han rører den, kravler bogstaver i stedet over i hans hånd og begynder at brede sig op ad armen. Wolfgang forsøger at smække bogen, men holder igen med sin store styrke, og Artan har tydeligvis fået overnaturlige kræfter. Enden bliver at Artan drager ud i verden som en anden Messias for at udbrede det glade Kaosbudskab (han tager også de tre andre bøger med sig).

book-of-shadowsMischa forsøger forgæves at få Wolf til at gå amok på Artan, og da han indser at de alle risikerer at blive ofre for hans glubende sult, stikker han af fra huset. Og ganske rigtigt, da Kurt kommer til sig selv, står den kæmpe Wolf ind over ham og sætter tænderne i hans ben …

Enden bliver at Artan er helt og holdent i Kaos’ tjeneste, Kurt bliver ædt af sin landsbyfælle, Wolfgang er selv godt på vej til at være i sine drifters vold (særligt hans sult og vrede), og Mischa er tilbage hvor han var fra starten: lever i udkanten af samfundet, nu med magiske bogstaver tegnet på sin krop og sikkert kun et uheldigt møde fra at ende på bålet.

IMG_8562Efterskrift: Mischa møder den døde „onkels“ advokat der overrækker ham et brev der desværre havde forputtet sig. Brevet advarer mod bøgernes magt. Thomas brugte bøgerne – der blev „tæmmet“ af runerne i kælderen – til at spå om Henrich/Kurts komme. Men en anden Schlotz, Wulfred, ønskede at udnytte bøgerne til magt og personlig vinding – det var ham vi mødte som „Joachim“, og som luskede rundt uden for huset om natten.

Slut.

Afsluttende noter

Endnu en rollespilsgruppe nåede til et naturligt ophold i et spil der har kørt det seneste års tid. Denne gang var det drengene fra Ailigrund der skulle indløse „deres“ arv i Ferlangen, og det viste sig at være mere end de havde bedt om. Der var ikke fra starten lagt op til at karaktererne skulle ende deres eventyrkarriere så definitivt, men det var en rigtig fin og tilfredsstillende slutning – og den føltes naturlig: De var fandme ikke helt normale, og hårde konsekvenser var en vigtig ingrediens i minikampagnen.

Spilgangen var baseret på en del af Call of Cthulhu-scenariet The Books of Uncle Silas. Efter et hurtigt blik på handlingsreferatet, er tabet af bøgerne snarere starten på en jagt efter dem, men her var de altså selve målet. Og det spillede fint sammen med kampagnens The Enemy Within-inspirerede setup hvor vores Kurt altså blev viklet ind i arven som Heinrich Schlotz’ dobbeltgænger.

Jeg har lovet at køre ét eller andet, og der er også andet under opsejling i gruppen, men det er ikke helt på plads, og vi er realistisk set inde i det nye år før der sker mere.

Men det var fedt at spille – også at spille med fremmede.

I ruinerne af Buchendorf

[Warhammer: Unævnelige kulter – post mortem 1]
Det er første gang i mange år jeg har kørt et længere forløb af rollespil. Sidst jeg forsøgte at stable noget på benene (Trail of Cthulhu), fik negative tanker kørt det i sænk, så det har været virkelig tilfredsstillende at komme i mål. Også at have spillere der var forstående da det blev nødvendigt med et par aflysninger undervejs. Så jeg synes det er værd at samle lidt op på erfaringerne fra kampagnens første eventyr: Buchendorf. I det følgende runder jeg systemet, selve spillet og til sidst lidt lir.

WFRP4e

Screenshot 2019-04-26 at 12.11.16
WFRP4meh

Warhammer er både en setting og et system. Jeg er sikker på at de fleste tilpasser og tolker settingen efter lyst og behov uden at nogen bemærker det – der er i forvejen forskellige udgaver, og kanon har historisk set ikke været en statisk størrelse. På samme måde har vi nok alle vores specielle tilgang til systemet, men det er alligevel et strammere defineret parameter, og begynder man for alvor at ændre i det, ændrer man også selve spillets kerneydelse – i hvert fald hvis systemet er ordentligt integreret med settingen.

Så som udgangspunkt var det tanken at vi skulle spille den nye, fjerde udgave af Warhammer uden alt for mange ændringer. Men de sneg sig alligevel ind, særligt fordi der var mange småting jeg var usikker på, og i stedet for at sidde og bladre frem og tilbage og undres over uklarheder og inkonsekvenser, begyndte jeg i stigende grad at ændre frem for at lappe.

Dermed også sagt at jeg ikke synes systemet var nogen bragende succes. Der er faktisk ting jeg godt kan lide, også selvom de ikke er perfekte. Kamp uden whiff, et friere karrieresystem, Success Levels. Men for mange elementer tyngede snarere end bidrog.

Jeg vil ikke gå i yderligere detaljer med systemet, for det er ærlig talt ikke det mest interessante, og den væsentligste konklusion er nok at vi ikke kommer til at bruge det RAW (rules as written) igen. Der kommer et nyt indlæg om hvad man så kan erstatte det med, og selv hvis vi beslutter at blive – det vil trods alt give mening at udvikle karaktererne videre inden for det system de blev skabt i – vil det blive i en stærkt revideret form (mit Warhammer 4e Hack, eller WH4X).

Spillet

Screenshot 2019-11-02 at 12.42.08
Jeg bruger Scrivener til at organisere min forberedelse i.

Historien er ganske kort at karaktererne bliver sendt til nabolandsbyen da de selv på afstand mærker efterdønningerne af en stor eksplosion. Det viser sig at Buchendorfs smedje er sprængt i luften, og Kaos og død hænger tungt over byen. Smeden – og muligvis også landsbyens velgører, en lokal adelskvinde – har haft gang i noget mystisk/okkult, men detaljerne bliver aldrig helt klarlagt. De døde rører på sig, og en flok gale kulsviere rykker ind og tager magten i den sårede landsby. Karaktererne slipper derfra med livet i behold, men Buchendorf er tabt. For nu.

Jeg kan selvfølgelig ikke gå nærmere ind i historien for ikke at spoile det store plot for spillerne, men som kampagnens navn antyder, ville jeg gerne dyrke Warhammers Call of Cthulhu-rødder. Men ikke kun gennem kaoskulter – også med et frisk blik på de gode guders kulter og riter. Eksempler:

  • Meister Teufel, en lokal flodgud i familie med Bögenauer og Bedstefar Reik
  • Lilienwerks årlige manddomsfest og Teufel-indvielse
  • Små forskelle i traditioner mellem to nabobyers Sigmar-traditioner (og hvordan mon det ser ud over større geografiske afstande?)
  • En muteret Sigmar-akolyt der holdt fast i troen på frelse og stod vagt mod Kaos til det sidste
  • En obskur kult opstået blandt kulsviere, men i sit udgangspunkt ikke nødvendigvis Kaos
  • Gravriter fra før Sigmars tid, med et helt andet syn på guder og dødelighed
  • En Morr-akolyt på pilgrimsrejse, vist vej af sine drømme
  • Og så alt det der var skyld i balladen i den forbandede landsby, men det kan jeg ikke fortælle om endnu …
UK Cover
John Blanche-illustration groft udnyttet som cover til min kampagne.

Hm, det løb vist lidt af med mig … og det var nok en af de ting der – helt forudsigeligt – trækker lidt ned: Jeg har typisk for meget af alting. Men forberedelsen er en stor del af tilfredsstillelsen for mig, og jeg var selvfølgelig meget opmærksom på at der skulle være nok at tage fat i – i lyset af de seneste, dårlige erfaringer var der givetvis en tendens til at overkompensere på forberedelsen. Men først den sidste aften blev der for alvor lejlighed til at stille spørgsmål til de mange tråde, og der var situationen eskaleret til et punkt hvor det var vanskeligt at bruge det til så meget. Oprindeligt havde jeg forestillet mig at der ville være en indledende fase hvor karaktererne var rundt i landsbyen og etablerede hvad der var foregået, men jeg pressede selv på af frygt for at tingene gik for langsomt, og det kom nok til at bide mig lidt i røven. Helhedsindtrykket var i mine egne øjne lidt overlæsset og samtidig ikke helt så engagerende som jeg gerne havde set. Men på plussiden kom karaktererne faktisk rundt i alle dele af sandkassen, og der skete i hvert fald en masse, så nu er der mulighed for at trække historien i flere retninger.

Vi havde også en praktisk udfordring i at vi først for alvor kunne spille fra klokken otte, og helst ikke til senere end 22.30. Det er ikke så lang spiltid, og jeg følte lidt at jeg var nødt til at svinge plotpisken for at vi ikke fik aftener kun med franskbrødsspil. De seks spilaftener Buckendorf tog (plus to til at introducere karakterer), havde ideelt taget måske fire hvis vi havde haft 3-4 timer i stedet for, og jeg tror flowet så ville have været lidt bedre. Men alle var indforstået med det, og det var mere bare en omstændighed end et reelt problem. Jeg kunne dog godt tænke mig at have nogle længere spilgange, i hvert fald ind imellem, hvis (når) vi fortsætter.

Alt i alt er jeg godt tilfreds og superglad for mine spillere og deres karakterer. Og hvis jeg holder min umiddelbare plan, bliver næste del af kampagnen lidt friere.

Lir

IMG_7690Jeg tog et billede inden den sidste aftens spil. Uden for rammen (måske meget sigende): Warhammer-regelbogen. Som det ses: ingen skærm, udover Mac’ens hvor jeg har plot og personer, tidslinjer – alting, faktisk – samlet og sorteret i et Scrivener-dokument. Men jeg kigger kun undtagelsesvist i teksten. Kortbog og notesbog. Karakterark (med skønne spiller-doodles på). Skål med sort/hvide perler til Conditions/Advantages. Små kort med Fortune og Resolve – reglerne står på dem, og de har en bagside til når de er spenderet. Små portrætter af bipersoner. (Plus lidt random halloweenstemning). Og så spillede vi Buchendorf i sofaen! Men næste afsnit tror jeg vi tager ved spisebordet.

Jeg har scannet de kort jeg tegnede. Jeg endte med at dedikere en notesbog til at have dem i, og håbet er selvfølgelig at det kan blive en fin lille samling. Jeg fortryder jeg skrev så mange noter på – det giver et „autentisk“ look, men det er også too much information når man som helst ikke vil skjule ting bag en skærm. Udforskning af et kort er sjovest hvis det kan overraske lidt.

Her er Sigmar-akolyttens spørgsmålsbog (klik for pdf). Jeg fik ideen lidt sent og havde tænkt at spørgsmålene så kunne bruges når gruppens akolyt skulle avancere til præst. Men de spørgsmål jeg i første omgang kom op med, var alt for filosofiske. Så dem har jeg stadig i baghånden – de her er meget mere grundlæggende, og udover at formidle Sigmar-kundskab var tanken også at akolytten Konrad med sine svar kunne være med til at præge hvordan Lilienwerks kirke tænker og tror. Det kan jo så blive udfordret andre steder i verden.

Sigmars dogmerHer er en samling af bipersonportrætter. De er tegnet frem fra en hurtig første skitse og så tonet med blyant for at få dem til at se mere færdige ud end de er. Metoden er smart fordi den er hurtig, og det letter lidt af præstationsangsten fordi jeg godt ved det reelt kun er en skitse. Men selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig at lave noget der så lidt bedre ud til næste del af kampagnen – evt. øve lidt mig lidt ved at rentegne nogle af de her.

Jeg lavede også lidt diverse våbenskjolde. Og så har jeg stadig ikke fået fortalt om min personlige udlægning af Warhammer-universet. Det er ret meget på plads i mit hoved, men jeg håber stadig at få det formuleret og delt her.

Fortsættelse følger forhåbentlig!

Unævnelige kulter 8: Den brændende by

[Unævnelige kulter – en Warhammer-kampagne (WFRP4e)]
Kort resume: De unge helte (bartenderen Max, flodrotten Jon, nævekæmperen Schlau og akolytten Konrad) fra Lilienwerk står under Sigmarkapellet på toppen af Buchenbakke. De har fundet en gang der fører ud gennem klippen til smedjen der for et par dage siden eksploderede og tog en del af Buchendorf med sig. En af de skumle vagter der stod derude, er lokket indenfor, og Schlau og Jon har såret ham alvorligt. Det afgørende opgør er i gang. (Hele kampagnen kan læses her).

Hemmelige gange

Imens kampen står på, står Max bagerst i mørket og falder i staver over et minde der trænger sig på: Han er i en mørk gang, fakler, stemmer råber om at flygte, og noget med at baronen er på vej. Et ansigt han ikke bagefter kan genkalde sig, ser ind i hans og beder ham kæmpe for hvad han er, når tiden kommer. Max er overbevist om at det har noget at gøre med den udøde ånd der blev brugt til at hele ham i sidste spil (men ved eftertanke vil han huske at der ikke var genkendelige titler som baron på kryptens tid).

Konrad trækker sig væk fra kampen og op gennem kælderen, for det er gået op for ham at Sigmarakolytten Selena Keuchen (som han tidligere efterlod muteret og bundet) måske kan være en allieret, og han har på fornemmelsen at han overså noget deroppe. Han kommer op og ser Selena ligge i bøn midt på kirkegulvet, og fætrene, Ludwig & Gunnar Jäger, sidder på lur med våbnene klar – de har hørt rumsteren i kælderen. Ludwig vil først have barrikaderet kælderlemmen for at undgå at „kulsvierne“ trænger ind, men det ender med at Konrad kalder de andre op.

Schlau og Jon har i mellemtiden fået gjort det af med to af disse mørkemænd (der har lysende grønne øjne), eller kulsviere. En tredje, en kvinde, overgiver sig, men da Schlau truer hende for at få hende til at kravle op til dem, og Jon skyder en sten efter en af de grise der myldrer rundt i den ødelagte smedje, opstår der noget forvirring, og hun blivet puffet ud over klippesiden. Der er tilsyneladende ikke flere fjender. Udover svinene får de et glimt af en blodig arm, og de kan også se en fin stol placeret midt i det hele. Men så trækker de sig tilbage til tårnkælderen og bliver kaldt det sidste stykke op til Konrad og de andre.

Det belejrede tårn

Alle er udmattede efter en lang dag og nat, men endelig er der en chance for at få lidt mad og drikke. De to vagter er lettere såret, og Selena er plaget af træthed og sin forvandling. Ludwig er den der fører ordet. Han fortæller om kulsvierne som han groft sagt beskriver som hedenske grisekneppere der var sure på smeden Stefan der behandlede dem som skidt. Stefan var åbent utilfreds med de kul de gav ham. De er anført af Udo Schnapp og hans mor Greta – hun har angiveligt mirakuløst fået sit syn tilbage, og de har startet en kult der kredser om „dyndets mørke“. I Buchendorf er der reelt kun to veje at gå: Hvis ikke man vil være fisker, kan man gå ud til kulsvierne i skoven og hænge ud med „de seje“. Men nu lader det til at de faktisk har sat handling bag deres ord. Ludwig vil/kan ikke fortælle hvad Stefan havde gang i – Jägerne har kun til opgave at beskytte markgrevinde Alenya von Schellings investeringer i landsbyen; det drejer sig om Selena og smedelærlingen Klaus Kelber der er den eneste der måske kan videreføre Stefans viden/arbejde. De troede ham død, men fik et glimt af ham som fange hos kulsvierne – han stak ud til dem (og hans kusine Hilma) fordi Stefan ignorerede ham. Selena peger Konrad hen mod alteret hvor hun har gemt en slags opsigelse fra Stefan til Alenya hvori han taler om et større værk, æteriske gasser og en nøgle der skal åbne for nye mysterier …

Selena påstår fortsat at tårnet/Sigmars magt/hendes bønner (?) holder det onde i skak. Noget står åbent, eller et ondt ritual er stadig aktivt, siger hun. Ludwig ved at det kun er et spørgsmål om tid før kulsvierne trænger ind eller brænder tårnet ned, og at Selena ikke holder meget længere. Fætrene har opgivet troen på at deres arbejdsgiver, fogeden Boris Hippler, skal komme dem til undsætning. Gruppen fornemmer at Ludwig sidder tungt på sine pakkenelliker, men han vil ikke røbe hvad eller hvorfor, udover et brev fra Boris til Alenya som han overlader til Gunnar.

Enden bliver at de skal udnytte at kulsvierne for en stund er fordrevet fra smedjen (svinene er også trukket væk da der ikke længere er nogen til at drive dem sammen) til at komme ud, befri lærlingen Klaus og komme væk. Ludwig bliver hos Selena – han er tydeligvis villig til at dø i forsvaret af sine pligter og er ligeglad med at Konrad afslører hende som mutant. Gunnar går med ud.

Den store flugt

Gruppen kommer ud gennem den gang Stefan må have benyttet til at trænge ind i krypten på den anden side af floden og stjæle Izark Lavaks magiske (?) smedeværktøj, og kravler ned i den bortsprængte smedje. Nu hvor grisene er væk, kan de se at der er udhugget et (magisk?) reliefmønster i bunden af essen der er udfyldt med noget der ligner glas, og det lyser svagt når man ikke kigger direkte på det. Jon konstaterer at han ikke kan ødelægge det med sin daggert, men måske med de rette værktøjer? Desværre finder de ikke Izark/Stefans udstyr – alt er ødelagt. Konrad overvejer at et rent offer måske kan rense essen, men han ved ikke hvordan det skulle foregå. De finder også Nikolai Nagels lemlæstede lig, tyven de mødte på vej til Buchendorf og efterlod såret uden for porten. Nogen har skåret hans øjne ud, og svinene har gnavet i ham. Schlau finder den kvindelige kulsvier der røg ud over klippen, i live. Det er Hilma, Klaus’ kusine, og hun fortæller at Udo vil være konge over landsbyen, og stolen i smedjen er hans trone. Men lige nu taler han til borgerne længere nede af bakken, på vognpladsen. Hun mener at Klaus er at finde i cellerne under toldhuset. Hilma er meget bange for Schlau der da også behandler hende nådesløst og hænger hende op halvvejs ud over klippesiden. De mærker alle (på nær Jon der som hobbit er naturligt beskyttet mod kaosfordærv) smedjen udstråle ondskab der gør dem dårligt tilpas. Morrslieb står stadig rund og klar på himlen.

De fortsætter ned ad bakken mod toldhuset hvor de kan høre Udo holde en dommedagsprædiken for et blandet publikum af kulsviere og fiskere – de sidste virker ikke videre begejstret, men deres huse står omvendt også i brand uden for gårdspladsen. Jon løber på dette tidspunkt i forvejen ned til havnen for at forberede pramskipperen Gisela Rotfang på flugten (spilleren skulle gå). De andre lister sig ind i huset og helt ned i stueplan hvor cellerne støder op til en lagerhal. Der finder de ganske rigtigt en forslået Klaus – han går i panik ved synet af dem, men de får ham med, og Konrad kan berolige ham. Vejen ud går over pladsen med forsamlingen, så de beslutter sig i stedet for at hoppe ud af et vindue. Klaus spørger efter sine sager, og da det viser sig at han har stjålet en kørner fra Stefans sæt, må de tilbage til cellerne. Imellemtiden er de blevet hørt, og et par kulsviere er kommet ind i hallen. Schlau dræber den ene, men den anden når ud af porten. De når at se Udo og hans mor stå på en svalegang over den fakkelbærende forsamling, og i det flakkende skær fra et bål af møbler aner de skyggen af et stort, ludende bæst. Så barrikaderer de porten mens andre hurtigt får fundet Klaus’ taske.

Ud gennem et vindue, et hårdt fald ned på klipper og gennem den brændende by til molen hvor endnu en kulsvier holder vagt. Jon, Schlau og Gunnar skyder samtidigt, og han ryger i vandet. Jon har allerede været ombord og forberedt Gisela og hendes styrmand Viktor Kloss. Prammen er stadig skadet og læk, men de vil kunne drive et pænt stykke vej. De krydser floden til Morrs have i skyggen af bjerget der huser den gamle krypt.

Et sidste brag

Det lysner så småt over Blitzfelsen, men det er stadig sen nat. Morr-akolytten Andreas Kreutzmeier har stadig gang i sit ritual for at holde de døde i deres grave og sende en rensende vind ud gennem Morrs (symbolske) port og ind over landsbyen. Jon giver ham de urter de hentede til ham i krypten. De forklarer ham at ånderne frygter at blive revet itu af hans ritual, og det synes han lyder urealistisk – så magtfuld er han slet ikke. Men han foreslår at de bringer kørneren tilbage til Izark og indvier hendes grav. Hvis hun bliver begravet behørigt, burde hun ikke være i fare, og de har under alle omstændigheder ikke så mange andre muligheder for at skubbe tilbage mod ondskaben. De tror ikke meget på at vende tilbage til tårnet, for nu er kulsvierne på vagt, og de vil formentlig forsvare smedjen, deres „tronsal“. I den sidste ende gør de ikke noget for at forhindre Andreas’ planer.

Gunnar Jäger giver det brev han fik med af Ludwig, til Konrad, og bliver lettere desillusioneret da han hører at Boris aldrig havde i sinde at komme med de lovede forstærkninger (brevet hentyder også til andre personer og planer der peger videre, både mod Übersreik og jagtgodset Grünewald – Alenya von Schelling bliver modarbejdet af forskellige mørke kræfter, men hun har næppe heller helt rent mel i posen), og det er givetvis medvirkende til at han undlader at dræbe Klaus der ellers kan pege anklagende mod hans arbejdsgiver, Alenya.

Gunnar bliver på kirkegården og passer på Andreas og Klaus (man vil kunne se prammen fra den anden side af floden) mens de andre går ind i krypten igen for at begrave Izark. De kan ikke forstå hende, men lyset stråler ud af kørneren og finder på plads i de glober der svæver omkring hendes åndeform (Klaus fortalte faktisk at kørneren lyste op og blev varm kort efter eksplosionen – som om den overtog kraften fra de andre instrumenter da de blev ødelagt). Dværgen forsvinder, og de ser ikke noget til de andre ånder. Konrad gør sit bedste med et lille gravrite, og de efterlader værktøjet på sarkofagen – måske det eneste de har, der kan ødelægge symbolet i smedjen. Så løber de op ad den trappe kobolterne kom ned ad. De fornemmer et brag og et lysglimt nedefra og kommer op og ud i det fri uden at løbe ind i flere grønhuder – men de ser spor af deres lejr.

Der er … stille. Kaosmånen er langt om længe gået ned. Men Buchendorf står stadig i flammer og overladt til en mørk og ukendt skæbne.

Zum Teufel … og hjem igen

Andreas er kollapset af udmattelse (han har derfor ikke kunnet fortælle om udfaldet af sit ritual endnu), og de tager ham og Klaus med ombord på prammen. Gunnar vælger ikke at tage med – hans fætter er stadig i kirketårnet (sammen med en tønde krudt som han ikke er bange for at bruge).

Prammen driver langsomt med de overlevende ad Teufelfloden til Lilienwerk. De er tilbage … men imellemtiden er soldater fra Altdorf kommet til (lille rettelse: De ankommer egentlig først i løbet af den næste uge, men jeg syntes de skulle nævnes).

latest.jpg

Ikke Giselas pram, men stemningen er der lidt alligevel.

Kommentarer

Og dermed er vi igennem første eventyr i Unævnelige kulter. Det blev noget værre noget, med en del løse tråde. Men alle slap levende fra det, og det var i sig selv lidt imponerende. Sidste spil blev lidt langt og hektisk, men jeg følte ikke der var mere at komme efter i byen (og eventyret som sådan). Så nu er banen nogenlunde ryddet til en ny omgang.

Systemet viste sig et par gange fra sin gode side: Situationen med Hilma der blev forskrækket og røg ud over klippen, og hele forvirringen omkring at få Klaus Kelbers taske med ud, var noget der i stort omfang opstod ud fra tilfældige rul. Og generelt lykkedes det okay at holde det på få rul, uden at gå for meget i detaljer. Men der er altså også en fornemmelse af en mudret grød af %-stats der ligger inden for et ret lille spænd (i hvert fald indtil om et par tusind XP hvor spillerne kan have købt sig til større specialiseringer), og ikke ret mange karakterdefinerende træk. Så det står stadig åbent om vi skal gøre noget helt andet.

XP: 300 i alt for denne spilgang og en samlet bonus. Derudover får alle karakterer et gratis ekstra point i et Talent de har brugt i eventyret. Og de kan gratis skifte til næste karrieretrin i Endeavour-fasen („gøremål“). Om det i praksis får den store betydning, afhænger selvfølgelig af om vi fortsætter med WFRP4 (det ville i så fald blive i min (work-in-progress) WH4X-version (whacks!)).

Det blev lidt langt, så jeg vælger at gemme de mere generelle noter om historien og spillet til et separat indlæg. (NB: Der har været så meget rollespil at jeg har valgt at sidde på de lovede Paradox-historier, men de skal nok komme).