Warhammer OG Cthulhu?!

cCp0L9QHQamdILlYZRBRJesper Bisgaard (fra 9000 Beton) har oprettet en ny blog, RPG Thoughts. Bloggen er engelsksproget og endnu ung og sprød, men det fede er at han kører en mash-up af de to ting der oprindeligt var udgangspunktet for min egen blog: Warhammer og Call of Cthulhu, nemlig den nye, smukke udgave af Masks of Nyarlathotep udsat for WFRP 4th. edition. Det indbefatter nye, vellavede handouts.

I originalmaterialet starter kampagnen i Peru, men her er målet at drage fra Meissen til De grå bjerge – ellers er det meget genkendeligt hvis man har læst det nye introeventyr der er blevet føjet til Masks. Glæder mig til at læse mere!

(Og det var så meget passende indlæg nr. 100!)

WFRP Starter Set

[Anmeldelse – Warhammer-supplement]
WFRP-STARTER-Cover-1200Jeg har lige modtaget Warhammer Fantasy Role-play Starter Set. Jeg blogger meget om Warhammer for tiden, det ved jeg godt, men når der nu endelig er kommet et supplement til det nye WFRP4 (oprindeligt sat til sommeren 2018!), må jeg hellere kigge nærmere på det. (PDF’en blev retfærdigvis sendt til preorders-kunder for flere måneder siden).

Jeg har ingen tidligere erfaring med starter sets, men det er generelt noget jeg har anset for lidt noget optrækkeri: forsimplede regler, et par character sheets, en flimsy skærm, genbrugt artwork, ikke så meget andet. Og jeg har nok heller ikke kunnet se fidusen i at lægge måske 300 kroner for et ukomplet system (som man så bagefter kan få lov at betale for i sin færdige form). Så her bestilte jeg det mest fordi jeg var sulten, og jeg havde faktisk heller ikke helt gennemskuet at det var tiltænkt spillere uden en regelbog. Forventningerne var ret lave.

Men hold nu op, hvor er det en fin kasse med et stærkt indhold. Bestemt value for money.

Indholdet

Starter Set kommer i en kraftig kasse med tryk på indersiden af låg og bund, der er to dobbeltsidede kartonark med kort over Ubersreik og omegn, seks karakterer i et fancy fold-ud design (de ikoniske karakterer jeg skrev om tidligere) to d10 (tiere og enere), et introark til Reikland, plus en håndfuld øvrige løsark med priser, regler og den slags. Og dertil kommer så det egentlige indhold: en Ubersreik guide (64 sider) og en samling eventyr (48 sider), begge i softcover. Det hele er i farver, gennemillustreret med tegninger lavet til lejligheden, og trykkvaliteten er høj. Det er på ingen måde et venstrehåndsprodukt.

IMG_7384.jpeg

De to bøger (hæfter)

A Guide to Ubersreik er skrevet efter Cubicles 7 (i mine øjne) klare designplan for Warhammer 4th. edition: slut med opremsninger af ligegyldige håndværker- og købmandskvarterer og generiske kroer, og ind med personlige historier og oplæg til eventyr (som vi også så med Kristians Marienburg) – det er forfriskende læsning og gør settingen ekstremt levende, selv hvis man ikke har i sinde at bruge ideerne. Og igen, ikke mindst takket være illustrationerne – ikke fantastiske, men de er kompetent udført, de matcher teksten, og de er med til at skabe den fornemmelse af sammenhæng der er ved at blive et særkende ved fjerdeudgaven. Der er, apropos, også referencer til et metaplot som man kan læse mere om i Empire in Shadows (Enemy Within), og som også berøres i scenariesamlingen Rough Nights & Hard Days – det bringer mindelser om at læse originaludgavens hints til kommende udgivelser. Jeg henlagde min kampagne til Reikland for at have muligheden for at kunne benytte officielt materiale, og det valg har jeg bestemt ikke fortrudt. Mine spillere skal helt klart et smut forbi Ubersreik. Vi kommer også til at berøre metaplottet, men de mange små personlige fortællinger (kroge) fortærer jeg mest som stemning og inspiration.

The Adventure Book er fordelt mellem et scenarie på ca. 30 sider der i lige så høj grad er tænkt som starten på en kampagne, med flere små, eskalerende hændelser da karaktererne får en tjans som byvagter. Der er gode warhammerske scener, og mange vil nok finde glæde i at se karaktererne blivet trukket gennem snavset – det er en del af Warhammer jeg selv synes er lidt slidt. Til gengæld er der forbløffende god plads til selv at præge historien, både som spiller og spilleder, samtidig med at der skal forklares regler undervejs – det er bestemt ikke bare en glorificeret tutorial. Resten af hæftet består af en håndfuld forslag til plots afledt af scenariet/settingen, og så yderligere seks tråde, én for hver karakter. Der er bunker af stof at bygge videre på, så Starter Set tjener nærmest mere som en intro for spillederen end for spillerne.

Se nu lige hvor fint.

De to bøger indeholder til sammen et væld af historier, og ikke mindst fungerer de samtidig som en implicit guide til Warhammer-settingen i bredere forstand, med henvisninger til fremmede kulturer, kulter, racer osv. Elementer der ikke dykkes ned i, men som peger ud mod en større verden. Gratis-eventyret If Looks Could Kill fungerer i øvrigt også som intro til Ubersreik – igen et eksempel på hvordan hele produktlinjen bliver tænkt sammen.

Tre kun lettere muterede tommelfingre op!

Jeg kan stadig ikke helt se pointen med de skrabede regler der fortsat ikke fremstår specielt skarpe, selv indkogte som her. Og jeg ville nok også hellere have set et godt fold-ud-kort end de mange løsark. Nå ja, og så ankom min boks med et bonk i låget … det vækker minder om min bulede Death on the Reik-æske, men så er nostalgien altså heller ikke federe …

Selv med det lille forbehold blev det næsten fanboyish, men boksen er udtryk for lige netop det jeg føler Cubicle 7 gør rigtigt med Warhammer – det er produceret af folk der tydeligvis elsker den her verden, særligt som den så ud i de første blomstrende år med The Enemy Within, White Dwarf-artikler og bøger fra Black Library.

Boksen skulle være til salg i butikkerne i juni.

Warhammer Fantasy Role-play Starter Set, Cubicle 7, 2019

Unævnelige kulter 4: Stormens øje

[Unævnelige kulter – Warhammer-kampagne]
Indtil nu: Fire unge fyre fra Lilienwerk er taget til nabobyen Buchendorf for at se hvad der er foregået af mystiske ting. De har konstateret at den omkringliggende skov er fyldt med kobolter, og stemningen i landsbyen er meget dyster og uindbydende. De har i første omgang slået lejr på en flodpram der ligger grundstødt i havnen, hos skipper Gisela og hendes sømand Viktor.

Op ad bakke

Det klør i fingrene på Jon for at se nærmere på toldhuset på Stenbakke hvor han fået forbud mod at komme. Akolytten Konrad vil også gerne op til Sigmarkapellet hvorfra der kommer lys. Schlau kommer med, mens Max bliver tilbage på prammen og hviler ud efter dagens drøje travetur (=spillerfravær). Stenbakke er en høj, beboet klippe i den ellers flade fiskerby. Den nederste del, med stalde og lagre, er nogenlunde uberørt, og stedet virker tomt. De bevæger sig videre op ad bakken, og Jon lurer ind ad et vindue til krostuen der er en del af toldhuset – her ser han endnu en sortklædt vagt der råber noget efter en anden om at finde noget eller nogen. En stor hund ligger og hviler derinde. Udenfor hører de jamren, og da de bevæger sig videre hen ad stien der fører op til klippens top, træder en stor kamphund frem. Schlau forsøger at tale den til ro – men Konrad får dens tænder i låret da han også forsøger. Schlau giver den et næveslag, og hunden falder klynkende sammen – den var tydeligt såret i forvejen.

Jon råber op om hvordan hunde bliver behandlet her i byen, og manden fra barstuen kommer ud (Ludwig), kort efter fulgt af manden fra porten, Gunnar. Gunnar var uvenlig, men Ludwig er decideret fjendtlig, og han ender med at sætte sit sværd under hagen på Schlau efter brutalt at have stukket det i hunden (der tilhørte „fogeden“, Boris, angiveligt deres chef). Ludwig gentager at de ikke vil have uvedkommende ved toldhuset. Omkring ulykken ved han ikke andet end at der skete noget ved smedjen, og at smeden, Stefan, og hans lærling må være døde. Han følger Schlau og Jon ned og bryder sig ikke om at byens gæster hænger ud sammen, og han vil have lilienwerkerne til at finde et andet sted for natten end på prammen. Der er sket noget katastrofalt i byen, men fremmede skal ikke sprede onde rygter om det. På vej ned bemærker Jon liget af noget der tilsyneladende er en kobolt, ligge i et forfaldent hus, men Ludwig slår det hen.

I Sigmars sikre favn

Imens følger Gunnar Konrad op til tårnet på bakketoppen. De passerer forbi det sted hvor smedjen lå – den er nærmest helt væk. Gunnar lader akolytten alene, og han kan se flere små lys på den anden side af floden og et flakkende skær et godt stykke væk i den modsatte retning – måske et bål i skoven. Konrad har siden de kom til landsbyen, haft fornemmelsen af at have bevæget sig ind på mere (u)hellig grund, og den bliver stærkere her, men følelsen er så stærk at indtrykket er diffust og vanskeligt at tolke.

Tårnet er Buchendorfs kapel, og det er i overraskende god stand, men ikke helt uden skader. Indenfor – i en rund sal med søjler og bannere for adelshuse – ligger akolytten Selena Teuchen livløs ved alteret, svøbt i en kappe. Omkring hende er flere spor efter et lille feltlazaret – hun ser også selv lidt forslået og groggy ud. En trappe fører op, og en anden ned.

Selena kommer til sig selv, men hun virker lidt groggy eller rystet. Hun er dog positivt overrasket over at se Konrad (de har hørt om hinanden gennem den rejsende Sigmarpræst, Gorek Wideker) og forbinder bidsåret. Hun ser tårnets overlvelse fra eksplosionen som et mirakel og har forsøgt at hjælpe de sårede i byen, men mange er døde, og der er ikke kommet nye hertil de seneste timer (hun virker lidt uklar på tidslinjen).

Efter eksplosionen i går så hun en storm rasere byen, så det var ikke kun et enkelt ødelæggende knald. Hun har dog svært ved at tro at Stefan skulle have gjort noget ondt – han og Selena har samme velgører, markgrevinde Alenya von Schelling (fogeden er hendes mand i Buchendorf), men Stefan var her allerede da Selena kom i 2508, og var allerede kendt som en mesterlig smed. Alenya har investeret i smedjen og også lovet at støtte kapellet – til byens bedste. Konrad fortæller at han forlod Lilienwerk med en følelse af at der måske var noget galt dér.

På et tidspunkt kommer hun til at antyde om at noget måske er vækket, og det føltes som om eksplosionen rungede i klippen, men det var lidt uklart. Efter at de har talt lidt, synker hun sammen og mister igen bevidstheden.

Skipper i fremmed havn

Imens når Schlau og Jon tilbage til flodprammen hvor de pakker deres ting for at flytte. Først har de dog en snak med Gisela. Hun fortæller at hun leverede tre kasser fra Ubersreik til smeden, og sendingen tilsyneladende gik fogeden på, og at han fandt smeden egenrådig. Hendes hjælper, Viktor, hjalp med at bære dem, og de var ekstremt tunge. Hun fik tre kasser i samme størrelse med tilbage fra smedjen, men de var ikke nær så tunge. (Hendes fortælling afslører at der er foregået noget lyssky, måske smuglertransport, og det lugter lidt af at Gisela frygter at hun har været medskyldig i katastrofen ved at levere noget farligt – hun er dog ikke ligefrem plaget af anger, dertil er hun for hærdet. Der er muligvis facetter ved hendes historie der er mangelfuld eller et forsøg på at sætte sig selv i et bedre lys). Jon undersøger diskret kasserne, og de er ganske rigtigt for spinkle til at kunne bære noget tungt, og de indeholder tilsyneladende kun skrammel og træspåner. Han bemærker også et stempel – en hammer over en bølget streg – men ved ikke hvad det refererer til.

Efter snakken går de hen ad havnen for at finde et tomt hus at overnatte i. Da de nærmer sig Folkes rønne, hører de en kaflump-lyd indefra, og kort efter kommer Folke væltende baglæns ud, skræmt fra vid og sans. De bevæger sig indenfor og ser at Folkes døde kone der tidligere lå bordet under et lagen, nu ligger på gulvet, delvist tildækket, men en sitrende arm stikker frem …

800px-Warhammer_Moons

Kommentarer

Ikke så meget at kommentere denne gang – vi fik rigtigt hul på handlingen og baggrundshistorien, og så gled det mere naturligt.

Karaktererne var egentlig fint på vej forbi toldhuset og kunne måske også være sluppet afsted med at luske, men valgte at gøre opmærksom på sig selv, og det gav en fin konflikt. Jeg havde forberedt de to Jäger-fætre, vagterne, men de kom først rigtigt til live gennem rollespillet. Sådan er det tit – hvis nogen har skrevet en biperson (i et scenarie eller købt produkt), synes jeg man får mest for pengene ved at forsøge at gengive dét, men selvom jeg forbereder mig meget i mine kampagner, er det her et punkt jeg normalt holder åbent. Selvfølgelig stadig med forbehold for at de nogenlunde følger den motivation de har ift. handlingen.

Våbenskifte i infight: Vi havde sidst en sitatution hvor Schlau affyrede en pil mod en kobolt der så i sin runde nåede frem og gik i infight. Vi kunne ikke finde en regel for at trække blank midt i kamp (ikke noget quick-draw talent?), men nu hedder min husregel: Det koster 1 Advantage at smide et våben og trække et andet (Free Action) – kan man ikke selv betale, får modstanderen +1 Advantage (gælder selvfølgelig ikke for fx et zweihandersværd der hænger på ryggen). Det er en variant over Disengage. (Sig til hvis vi har overset en eksisterende regel).

XP: 50+30 (Gisela-snak, Selena-snak, Jäger-konflikt) = 80. Der er ikke rigtigt en fast målestok at uddele XP efter i Warhammer, selvom de nævner forskellige ting man kan belønne. Jeg er endt på lige nu at give 50 XP for en spilgang +10 XP per delmål/konflikt, plus en slutbonus på 100-300 XP (der også tager højde for om spilpersonerne har nået nogle personlige/langsigtede mål (≈Ambitions). Men det vil stadig tage lidt tid at komme i anden karriere, så lige nu er bekymringen mere om jeg giver for lidt end for meget.

Conditions

Ellers, jeg har læst op på Conditions. Det er et af de steder der er ramt af WFRP4s generelle mangel på konsekvens, og jeg overvejer at lave en stærk forenkling.

Lige nu har jeg lavet små fine kort med alle tolv Conditions, et sæt til hver spiller, og hvis man tager flere af samme Condition, kan man lægge glassten på kortet der også beskriver regeleffekter. Men i praksis er det noget ged at spillerne skal rode med det, og det har heller ikke været meget i spil, for effekterne er meget kamporienterede. (Og selv med tolv styk er der nogle jeg savner). Derudover er effekterne formuleret i øst og vest.

Revision, kort fortalt: Alle Conditions er ens: -10 på relevante tests (stacker til max -30, men man kan godt have flere), altså en slags anti-Advantages. Til gengæld kan de gives når det passer, fx som da Konrad tog 10 Wounds fra ét bid i benet (der er ingen eksisterende Condition for den slags og ingen negativ effekt ved at miste Wounds, sålænge man er i positiv). Her ville jeg så give ham en Condition ud fra chok og smerte der varer indtil han fjerner den med Resolve, bliver helet (som han blev kort efter), eller indtil den enten går væk af sig selv eller ved en passende test. De nærmere detaljer er i højere grad et spørgsmål om at rollespille ubehaget og de ad hoc-straffe jeg finder relevante (fx at Konrads Move måske var -1).

Sådanne neutrale/multi-purpose Conditions vil oftere kunne komme i spil – uden at det bliver bøvlet – hvilket igen vil gøre Resolve mere interessant: En forsigtig, ikke-kamporienteret gruppe som min vil sjældent blive presset på Resolve (selv efter at jeg har indført at man kan miste Resolve), men det kunne komme i spil hvis de også kan få en Condition for et ydmygende socialt nederlag eller en voldsom forskrækkelse. Hvis bølgerne går højt, kan der blive noget med at huske at man både bløder (for det skal man selvfølgelig stadig kunne dø af) og er blændet, men det kan den enkelte spiller selv holde styr på, og jeg overvejer også at uddele det som små blanke papkort hvor man kan notere noget på hvis det er relevant. (Man kunne også fastholde et par Conditions-typer som separate, fx Bleeding og Ablaze, men så er ideen allerede lidt udvandet).

NB: Jeg har opdateret rapport fra forrige spilgang (Den forbandede by) med lidt flere detaljer, for den sprang lidt let hen over den første af de to spilgange der var omfattet.

Kampagnens egen underside: Unævnelige kulter

Unævnelige kulter 3: Den forbandede by

[Unævnelige kulter – Warhammer-kampagne]
Fire bysbørn fra Lilienwerk bliver af ældsterådet sendt til nabobyen Buchendorf for at finde ud af hvad der er sket, om de kan hjælpe, og om der er en trussel mod deres egen by. De får lidt våben, udrustning og nogle skilling til at overnatte for (vi spillede ikke mødet – i stedet vender vi tilbage til det i det omfang det bliver relevant). Rhyapræstinden Barbara Katz minder dem om at observere årstidernes skiften „når solen står højest, og natten er mørkest“ (Mitterfruhl-festen er aflyst, men højtidsdagen skal helligholdes).

Undervejs på traveturen langs Teufelfloden konstarerer de at stormen der ramte deres landsby, er kommet samme vej (i modsat retning), og skoven er unaturligt stille. De indser også at de ikke er rejsevante, og at hobbitben er korte – det kan holde hårdt med at nå frem til Buchendorf i ét stræk.

Midt på eftermiddagen hører de råb om hjælp og finder en skovmand fanget i en snare. Over ham står en kobolt (se Kommentarer), i færd med at pine og dræbe ham. De rejsende er først lidt forskrækkede, men skrider hurtigt til handling: Jon sender en sten afsted fra sin slynge, og Schlau laver et klodset udfald, men det bliver i sidste ende en chokeret Max der får nedlagt det grove bæst.

De befrier manden, Nikolai Nagel, der er omtåget efter et slag til hovedet og et sår i siden, og Jon lægger en improviseret forbinding der køber dem lidt tid. Schlau knuser tænderne på kobolten og tager en tandstump som trofæ. (Mere nåede vi ikke i første del af spilgangen).

Rejsen fortsætter

Nikolai bryder sig ikke om at skulle tilbage i retning af Buchendorf, for han siger det myldrer med kobolter i skoven. Men han forstår tilsyneladende godt at han er prisgivet hvis han bliver efterladt, så han følger med. Gruppen overvejer at overnatte om et bål, men bliver ved enige om at bæsterne nok kun bliver værre i mørket. Så de fortsætter traveturen, nu tynget ned af en hårdt såret mand (som Schlau lidt mistænker for ikke have helt rent mel i posen). Jon snupper mandens bugnende taske.

Lidt senere fornemmer de flere kobolter mellem træerne og stiller sig klar. Der er to, og de løber direkte i armene på de rejsende der denne gang er bedre forberedt. Jon og Schlau skyder med henholdsvis bue og slynge, og det lykkes Max at komme omkring dem og falde en af dem i ryggen. Begge fjender falder forholdsvis let og sejrherrerne føler sig ret kålhøgne. Men der er flere inde i skoven, og da de ser en flåde og håbefulde løber imod den, viser den sig at være fyldt med flere kobolter. Jon bemærker at en af dem er anderledes: mørkere, ikke så indhyllet i brynje og læder og mere tilbageholdende end de andre hujende væsner. Gruppen trækker sig ind på land igen og skynder sig videre sydpå.

Buchendorf

Den sårede Nikolai betyder at selskabet først ankommer til Buchendorf ud på aftenen. Schlau har fået pusten igen efter at have set lidt slidt ud undervejs, mens gassen er gået lidt af Max. Byen ligger mørk og tyst bag en pallisade, på den anden siden af floden kryber de nøgne Blitzfelsen-højdedrag helt ned til Teufelfloden … og over dem rejser den giftigtgrønne Morrslieb sig – fuld og klar. Et meget ondt varsel på Mitterfruhl (forårsjævndøgn) hvor man ellers aldrig ser hele kuglen.

Der står en kutteklædt vagt ved porten der efter lidt kalden frem og tilbage forsvinder ind i landsbyen. De ventende lilienwerkere bemærker at et lig hænger og dingler i porten, og mørke fugle hakker lidt i det. Jon lister tættere på tager et kig over stolpeværnet mens de venter, og ser en by af simple træhuse hvoraf en del er styrtet sammen eller brændt. En høj mand der ligner en rigtig soldat i sort uniform og med professionel udrustning, kommer til porten: Gunnar Jäger. Han lader de rejsende komme ind, men de må selv sørge for et sted at overnatte, og han vil ikke have noget ballade. De bliver enige om at lade den bevidstløse Nikolai blive uden for porten, i skovbrynet. Gunnar forsvinder i retning af den klippehøj de rejsende hjemmefra har fået at vide er byens hjerte, med toldhus og et Sigmar-kapel. Ældsterådet i Lilienwerk anbefalede at søge derhen, men det forbyder Gunnar.

Gruppen banker på hos en fisker der afviser dem og siger at de kan tage et tomt hus – han anviser hvor Alexandra boede. Hun blev dræbt i går, og det står tomt. Manden, Folke, har også mistet sin egen kone. Stemningen i byen er mere end bare almindeligt dyster – og selv ikke de forventelige fordomme om nabosognet forklarer det.

Prammen

De beslutter at gå hen til den flodpram der ligger havareret langs med molen. De bliver modtaget af skipperen, Gisela Rotfang, og hendes sømand, Viktor Kloss. Gisela er en smule mere gæstfri end de andre i byen (da hun lige kommer sig over sin skepsis over for Jon som hun mistænker for at være en tyvagtig „Niederhafen’er“), men hendes primære interesse er at komme væk uden at blive rodet ud i noget.

De tager noget mad fra Nikolais rygsæk (et armbånd der næppe er hans, falder også ud og bekræfter Giselas mistanke) og snakker lidt om hvad der skete: I går lige inden middag lød der en kæmpe eksplosion – som adskillige tønder sortkrudt eller værre – og en flammende storm raserede byen. Gisela antyder at ulykken, eller hvad det var, havde sit centrum på klippebakken. Mange blev dræbt eller såret, og adskillige af byens fiskerbåde er reduceret til pindebrænde. Hun nævner også noget om en mystisk præst der holder til på kirkegården der ligger på den anden side af floden, og at flere landsbyboere gerne vil have deres døde derover.

Gisela virker åben for at tage karaktererne med ud af byen, men det kræver at hendes båd bliver repareret først. Og måske kan de gøre noget for at hjælpe byen mens hun arbejder på at få prammen på ret køl?

74ena9d5fri21

Det er ud på aftenen, og det er tydeligt at der er mørke kræfter på spil i Buchendorf. Nogen må gøre noget …

Kommentarer

(To korte spil samlet i én update).

Uskarp spilleder: Første (af de to) spil gik rigtig fint, andet var mere haltende, og det var helt og aldeles min skyld. Det kneb med energien, og jeg var uklar ift. at sætte en retning og skabe fremdrift. Men efter at have ærgret mig lidt tænker jeg alligevel at så var det heller ikke værre: Selvom det ikke får topkarakterer for hverken stil eller teknik, nåede vi frem til et fint sted, og så må jeg bare være lidt skarpere næste gang. Der ligger stadig masser af potentiale og venter i Buchendorf.

Der var en enkelt kamp, men som sidst føler jeg kun den varede meget kort – næsten for kort: De tre spillere havde sidste gang besvær med at få knægtet en enkelt kobolt (et godt germansk ord for goblin), så jeg havde denne gang skruet op til to styk, men de gik ned uden det store besvær. Det punkterede måske lidt fornemmelsen af at Buchendorf er indkranset af fjender, men den pointe kom vist igennem på andre måder. I hvert fald var det ikke kamp der stjal tiden.

Jeg tror måske til gengæld jeg undervurderede hvor gode spillerne er til at opfange faresignaler. De er virkelig bekymrede for den situation de befinder sig i, og det er jo godt, herligt ligefrem, men det skal selvfølgelig balanceres med en følelse af at man kan gøre en forskel. Så, fint hvis en urovækkende stemning har indfundet sig, men karaktererne er sendt til Buchendorf fordi i hvert fald nogen har tiltro til dem, og de kan nærmest kun gøre det bedre end de lokale, kuede fiskere.

Note to self: Husk også Motivations der kan bruges til at skubbe lidt på. Særligt fordi jeg har indført at ligesom man kan genvinde Resolve ved at spille på sin Motivation, kan man også miste Resolve ved ikke at gøre det.

Andet

Goblin er engelsk for det gode tyske (reikspiel) ord, kobolt. (Orc/ork fungerer fint, fordi det har rødder i latinske orcus (helvede) or eller italienske orco (dæmon); jeg mangler stadig et godt dansk/germansk ord for ogre). Folk i Buchendorf omtaler hobbitten Jon som Mannschen, og det kan måske vinde indpas (indtil da er hobbit trods alt bedre end halfling).

Resolve-tab: Schlau havde i spillet en situation der gik stik imod hans Motivation der er stolthed – nemlig såret stolthed. Så fremover: Eftersom man har mulighed for at genvinde Resolve ved hjælp af Motivation, har man nu også mulighed for at miste Resolve hvis man bevidst eller ubevidst modarbejder eller får undergravet sin Motivation. Jeg tænker det gør det til en lidt mere aktiv evne. (Reminder: Schlau: stolthed; Jon: sprede hygge; Konrad: hjælpe andre; Max: samle på eventyr).

Jeg har været utilfreds med Doomed-talentet og ikke helt vidst hvad jeg skulle gøre i stedet, men nu har jeg en husregel: Spillerne rullede på tabellen fra Tome of Salvation (WFRP 2nd edition) og trak et kort fra mit særlige Warhammer-kortspil som jeg jo belejligt sidder og nisser med. Ud fra de to input formulerer jeg et passende, customized dødsvarsel. I stedet for de officielle regler hvor man får halvdelen af sine XP med over til en ny karakter hvis man dør på en måde der matcher varslet (hvilket antager at jeg kunne finde på at lade en ny karakter starte med 0 XP mens de andre i gruppen måske har nået 3.000 XP, og i dey hele taget meget sjældent ville blive relevant), så er det nu sådan at dødsvarslet gælder for alle Fate-tab i en livstruende situation. I så tilfælde mister karakteren et Fate, men får samtidig et Luck Talent (og beholder altså de facto det ellers mistede Fortune-point). Er det det sidste Fate-point der ryger på en Doomed facon, får spilleren i stedet fortælle-ret i scenen til at gøre noget episk. (Konrads spiller var fraværende og skal have lov at rulle næste gang).

XP: Spillerne fik 60 XP (+10 bonus for at dræbe en kobolt og redde Nikolai) for første halvdel af spil 3, og skal have yderligere 50 XP for anden omgang. (De har derudover fået 100 XP for spil 1 og 2 som er brugt). De får lov at bruge dem i starten af næste spilgang, medmindre det er noget der kræver særlig træning eller går over +10 Advances (NB: Det bliver efter mit nye, blødere XP-system). 

Schlau fik 2 Corruption-point denne aften, oven i det han havde i forvejen, først for at få sig et reroll (som han så fejlede), og igen fra „forbandelsen“ (?) der hænger over byen. Hobbitten havde igen glæde af sin naturlige modstand mod Kaos.

Kampagnens egen underside: Unævnelige kulter

Warhammers helte

[Warhammer – pregens og signaturer]
Jeg sidder og skriver på et længere indlæg om stemningen i den nye iteration af Warhammer-settingen, og en ting der springer i øjnene, er de tilbagevendede helte der optræder på forsider, i illustrationer eller som pregens. Det er noget man har set før i Warhammer, så her er et lille tilbageblik (det er givetvis ikke dækkende). (Klik videre til større version af billederne).

WFRP1: Critical Hits & Misses

Screenshot 2019-04-26 at 11.56.33
© John Sibbick

På grundbogens legendariske omslag (1986) ser vi en ranger, en troll-slayer, en ridder og en troldmand. De optræder også i novellen The Dark Beneath the World (af William King, antolgien Red Thirst) der er udgivet nogle år senere (1990) og gentænker forsiden som Gotrek (fra Gotrek og Felix-fame) sammen med Aldebrand (Fiery Heart-tempelridder), Zauberlich (troldmand) og Jules (bretonnisk spejder). Originalen var således præget af den tids Warhammer Battle, og først med novellens historieomskrivning bliver det tænkt ind i en ramme der mere ligner det vi forstår ved Warhammer (tyskklingende navne, en specifik ridderorden, Bretonnia). Det omslag kunne man godt have malket mere, men det kommer vi så tilbage til …

Grundbogen har derudover fire pregens til introscenariet, The Oldenhaller Contract: Bianca (wood elf, wizard’s apprentice), Jodri (dwarf, troll-slayer), Mellory (hunter), Soho (halfling, burglar). Det er meget generiske eventyrkarrierer og ikke specielt germanskklingende. De er da heller aldrig blevet brugt igen.

Så er der lidt mere kød på pregens i The Enemy Within: Harbull Furfoot (halfling, herbalist), Wanda Weltschmertz (wizard’s apprentice), Johann „Rowlocks“ Dassbüt (boatman), Werner „Pickaxe“ Murrmann (labourer), Kirsten Krank (thief) og Malmir Giluviel (elf, minstrel). De var oprindeligt også med i Shadows over Bögenhafen (nu med 1 Advancement!), men i genoptryk/PDF-udgaven er de to slået sammen. De er også specielle ved at kampagnen (i starten) kom med konkrete forslag til hvordan de kunne skifte karriere og finde læremestre. (Da vi spillede i sin tid, fik både Harbull og Werner en rolle i gruppen). En vigtig detalje er at Citadel også udsendte disse pregens som blyfigurer!

Harbull som pregen og i et lille undtagelsesvist call-back fra Power Behind the Throne.
© hhv. Tony Ackland og Martin McKenna

I kampagnens to sidste afsnit benytter illustratorerne det jeg har set kaldet signaturkaraterer (eller ikoniske karakterer): De samme figurer der går igen i tegningerne (Wayne Reynolds’ arbejde på Pathfinder er et godt eksempel).

Something Rotten in Kislev udmærker sig ved at være illustreret af Martin McKenna og Paul Bonner der begge benytter de samme karakterer: en halfling punker (okay, nok nærmere en kvindelig dværg), en kislevit-ranger, en barbar, en livstræt troldmand, en Verena-præst, og … vist nok endnu en kislevit? I Empire in Flames er de skiftet ud med en dværgekriger, en elver, en troldmand, og en (Sigmar?)ridder i panser (illustreret af Colin Howard). Meget mere generiske og ikke specielt godt tegnet, så selvom ideen var udmærket, løb den ud i sandet. Lidt ligesom kampagnen.

Nogle af Kislevs signaturkarakterer i hhv. Bonners og McKennas streg
(dværgen og troldmanden går igen).

Hogshead udgav The Dying of the Light der som det første (tror jeg?) kom med pregens (i tredje karriere!) der samtidig optrådte i illustrationerne. Der er andre eksempler på pregens, fx Doomstones, men de er ikke så interessante fordi de ikke ellers bliver brugt til noget.

WFRP2 og 3: Fnah …

Screenshot 2019-04-26 at 12.08.55
© Geoff Taylor

På forsiden af andenudgavens grundbog har vi en troll-slayer, en Sigmar-krigerpræst, en riddertype, en ildtroldmand og en sej veteran. Motivet spiller lidt på originalen, men er meget mere storslået og krigerisk, et gennemgående træk ved andenudgaven, med tydelige referencer til det warhammerske … men alligevel også lidt generisk, for hvor mange unkke ildtroldmænd der alle sammen ligner hinanden, er der ikke?

Tredjeudgaven kører videre med ildtroldmænd, men enhver sammenhæng og udvikling af karakterer er væk – illustrationerne er helt afhængige af hvad de har kunnet genbruge andetsteds fra.

WFRP4: På eventyr med gutterne

Det nyeste omslag introducerer fire ud af de seks signaturkarakterer i en komposition der tydeligt skal genkalde den oprindelige udgave, men nu med endnu mere Warhammer: Fra en dungeon er vi kommet til en skummel by, WH Battle-orker/goblins er udskiftet med skaven, den mystiske ogre der ikke ellers ligner noget i WFRP er nu en rat-ogre, og karaktererne er tydeligt warhammerske. De går så igen inde i bogen. Både i illustrationer, men også i eksempler og bokse, og igen på Cubicle 7’s hjemmeside. Det er noget jeg kommer mere ind på i det længere indlæg, men den nye udgave gør meget ud af illustrere situationer med handling og personer i centrum, så det giver rigtig god mening at føje yderligere identifikation til ved at gøre det personligt. Faktisk er der gennem bogen ligefrem en fornemmelse af progression, som om deres eventyr blivere vildere og farligere. Det skal dog understreges at der også er illustrationer hvor de ikke er med.

Screenshot 2019-04-26 at 12.38.00

Fra grundbogen. Elverens spiller er tilsyneladende tit fraværende, for hans karakterer er klart den man ser mindst til.
© Sam Manley (?)

Eventyrerne er: Salundra von Drakenburg (soldier), Gunnar Hrolfsson (dværg, troll-slayer), Molrella „Mollie“ Brandysnap (halfling, thief), Ferdinand Gruber (amethyst wizard), Amris Emberfell (high elf, merchant) og Else Sigloben (witch hunter).

Vi møder dem igen på forsiden af Starter Set, få øjeblikke inden grundbogens actionsekvens – et fint spil på produktets funktion. Starter Set benytter også signaturerne indeni, og de kommer med lækre fold-ud character-sheets i farver og baggrundshistorier, og en plot-ide for hver af dem til spillederen. Så her er ideen om en repræsentativ gruppe helte virkelig gennemført.

Den nye grundbog er et call-back til originalen, nu med endnu mere Warhammer-feel.
Starter Set leger videre med ideen og er sat kort forinden bagholdet!
© hhv. Wayne Reynolds og Ralph Horsley

Et par af karaktererne (selvfølgelig også troldedræberen) optræder også på forsiden til Rough Nights & Hard Days, men dog ikke indeni. Den første forside til genudgivelsen af The Enemy Within, Empire in Shadows, benytter faktisk også et par af de samme karakterer. Der skulle også være pregens med i den bog, men jeg er usikker på om det så (igen) er WFRP4’s signaturer (hvilket forsiden tyder på), eller nogle andre (hvilket jeg lidt håber, for nu har vi fået de andre i Starter Set).

Det er i hvert fald en stil vi helt sikkert kommer til at se præge C7’s udgivelser.

Hvoraf vi kan udlede …? Tja, ikke så meget – jeg syntes bare det var sjovt. Jo, måske at troll-slayers er den mest repræsentative Warhammer-karakter – i hård konkurrence med troldmanden. (Men hvorfor har vi ikke set en rottefænger?)

Med døden som trumf, del 2

[Novellescenarie – Warhammer]
Lidt mere om det kortbaserede novellesscenarie jeg pønser på …

Ideen er at karaktererne er lakajer der passer døren under en banket på Emmanuelle von Liebwitz’ palads i Nuln. Festen er i gang, men der ankommer stadig gæster der insisterer på at blive lukket ind. Ikke alle har rent mel i posen, men man tør jo ikke risikere at afvise en gæst der potentielt har en stor stjerne hos komtessen. Stemningen er overvejende sort humor Spillet har to spor:

The-Card-Sharp-with-Ace-of-Diamonds-Georges-de-La-Tour-oil-painting-1
‘Falskspiller med ruder es’, Georges de La Tour, ca. 1638

Dørvogterne der slår ventetiden ihjel med et spil kort mens de bitcher over tjansen, prøver at tørre skylden af på hinanden og positionere sig til at komme tættere på komtessen ved den næste festlige begivenhed. Det er i praksis relativt scriptede scener hvor kortspillet dels hjælper med at udpege en vinder af konflikten, og dels giver noget at rollespille omkring.

Ind mellem disse scener banker det på døren, og en gæst ønsker at blive lukket ind til festen. De har hver deres „gæstekort“, et ark der kort beskriver hvem de er, hvad de forsøger at opnå, og hvilke esser de billedligt har i ærmet. Her bruges kortspillet mere mekanisk til overvinde diplomatiske, magiske eller fysiske konflikter. Det fortælles i fællesskab af spillerne og ved hjælp af en række mulige udfald på gæstekortet. Hvis karaktererne taber konflikten eller ender med at dræbe en gæst (det er altid en mulighed), mister de nogle af deres kort, dvs. de står svækket i den anden, parallelle fase af spillet og over for scenariets sidste gæst der altid er den samme, skæbnesvangre person (de andre trækkes tilfældigt – man ved aldrig hvem der banker på).

Karaktererne er repræsenteret i kortspillet som Pager (Knægte) og kan være af begge køn (i praksis tegner jeg samme figur som mand/kvinde, spejlvendt som man kender det fra et almindeligt billedkort). Emmanuelles luner repræsenteres af Fruerne (Damer), og gæsternes stærke kort er Herskerne (Konger). Esser kan enten være spillets svageste kort, eller det stærkeste hvis man manifesterer dem som Kaos (visse gæster aktiverer automatisk den funktion). De fire farver – sole (ruder), kranier (spar), varsler (klør) og roser (hjerter) – har hver deres tema (som man kender det fra tarot), beskrevet på et ark med stikord hvor man kan søge inspiration. (Jeg skriver næste gang lidt om betydningen af kortene).

Og det er omtrent det. Så lige nu handler det primært om at få de to simple mekanikker til at spille, både i hver af de to faser, men allerhelst også sammen – så derfor var det et vigtigt skridt at få et sæt testkort klar.

Jean-Louis-Ernest-Meissonier-The-Guard-Room.jpg

‘Vagtstuen’, Jean-Louis Ernest Meissonier, ca 1847

Med døden som trumf

[Novellescenarie – Warhammer]
Jeg hygger mig med et Warhammer-novellescenarie (igen går jeg bare efter at skrive det i mit eget tempo og se om det så kan bruges til noget), og det er et centralt element at man spiller kort, både i fiktionen og som metamekanik. Oprindeligt var det terninger, men der er nogle foræringer ved at benytte kort (fire kulører, kort med motiver, hemmelig hånd, esser i ærmet osv.), så det gik dén vej. For at holde det enkelt var det fra starten en kongstanke at man skal kunne spille det med et normalt sæt kort, altså ikke fx tarot hvad jeg ellers kunne være fristet af.

IMG_6946Ikke desto mindre er det ikke lykkedes mig at holde mig helt på måtten. Så nu kan man benytte almindelige kort, men nogle af dem har en særlig in-game tolkning, så ruder konge er fx Kurfyrsten, klør dame er Jomfruen (kortsættet hedder Nulnvarianten fordi alle „fruerne“ er forskellige aspekter af Emmanuelle von Liebwitz) osv. Og så blev det jo hurtigt en naturlig tanke at lave et custom sæt der kan printes ud, så det hygger jeg mig med nu. Jeg vil også meget gerne lave billedkortene, for det er egentlig dér det bliver interessant (K=herskere, Q=fruer, J=pager og esser=Kaos!). Foreløbig har jeg planket grafik fra et tarotsæt til hofkortene (Leonardo Da Vinci Tarot © Lo Scarabeo), men det er kun placeholder.

Mere work-in-progress følger. Skulle scenariet en dag blive helt færdigt, kan jeg derefter begynde at overveje en række trumfkort (Major Arcana) gearet til Warhammer-universet, men der er jeg slet ikke endnu. Lige nu er udfordringen at finde en kortmekanik der er enkelt nok til at det ikke stjæler fra fortællingen – jeg er helt nede i Krig, eller allerhøjst Blackjack …

the-guard-room.jpg!Large.jpgAltså, det scenarie skriver jo sig selv. (‘Vagtstuen’, Nicolas Tournier, ca. 1620)