Cthulhu i lænestolen

Laenestol2-676x676Podcasten Lænestolsrollespil gennemgår i seneste afsnit Call of Cthulhu 7th edition. Folkene bag – Morten, Oliver, Elias og Nis – plejer at gøre et godt stykke arbejde med at komme rundt om regelsystemets kringelkroge og samtidig løfte blikket og se på hvad det gør for spillet og historien, så det glæder jeg mig til (jeg er selv lige på vippen om jeg skal investere i min egen kopi, men da jeg kun har 4th edition, hælder jeg imod at jeg efterhånden har fortjent en opgradering).

Lænestolen har i øvrigt tidligere også haft fat i Warhammer 2nd edition.

The Terror

[Anmeldelse – tv-serie]

Nu skal det heller ikke være Warhammer det hele, så her følger en Cthulhu-vinklet anmeldelse … The Terror (AMC, 2018) er en miniserie på 9 afsnit (af 45-55 minutter) der kan streames på Prime Video. Serien er baseret på roman af Dan Simmons fra 2007 der igen bygger på en blanding af kendte facts om Franklin-ekspeditionen og overnaturlige elementer. Jared Harris, Ciarán Hinds og Tobias Menzies er nogle af de mest kendte ansigter på rollelisten. (Klik for at se billederne i større format).

Kort fortalt: Skibene HMS Terror og HMS Erebus sejler i 1845 ud for at finde Nordvestpassagen, men får, på trods af topmoderne dampmotorer, problemer med pakisen. Ekstrem kulde, mangel på mad, problemer med moral og ledelse bidrager til et isoleret, ondt klima. En situation der forværres af et monstrøst bæst der jagter besætningen … og efterhånden vågner også ondskaben i mændene.

De kolde facts

Jeg har altid været en sucker for polarekspeditioner og lignende ekstreme bedrifter, særligt historiske, og selvom jeg ikke i detaljer kendte til Franklin, vidste jeg fra den første teaser at jeg ville se serien. De historiske fakta omkring ekspeditionen er stadig til diskussion, men serien har tydeligt forsøgt at inkorporere de små detaljer historikerne har haft at bygge på. Lige fra tegn på blyforgiftning og obducerede lig til forhøjet blyindhold i knoglerne og tegn på kannibalisme. For ikke at tale om de de personlige skæbner og de besynderligt ubekymrede breve der blev efterladt i stensætninger. Eller de daguerrotypier der blev taget inden afrejsen. Ja, selv det venetianske karneval har rod i virkeligheden. Som en historisk krølle kan det tilføjes at begge skibe blev fundet i forbløffende god stand for blot et par år siden, omtrent hvor man havde forventet. Læs mere om den minutiøse genskabelse af rekvisitter: Building Terror.

Førsteklasses undergangs-underholdning

- The Terror _ Season 1, Episode 1 - Photo Credit: AMCSom fiktion er serien er en lille smule ujævn – der er et par tunge afsnit undervejs, men det er også affødt af den stemning og de realiteter den fremstiller: kulde, øde, mørke, venten. Karaktertegningen bliver i passager måske lidt for meget biografisk gengivelse frem end dramatisk udlægning. Desuden sørgede jeg over at de på et tidspunkt forlader skibene og derved siger farvel til en ellers helt fantastisk setting. Endelig står gengivelsen af inuitterne lidt flimrende mellem ædle vilde og … primitive og fatalistiske? Det klinger ikke altid helt rent.

Men så er det kritiske egentlig også sagt. Serien er sindssygt velproduceret. Produktionsværdien i de historiske rammer, træskibene og scenerne hjemme i England er i top. De golde, men brutalt smukke landskaber er lækkert filmet. Det er slik for øjnene.

Fordelen ved den langsomme karaktertegning er det payoff man så kan få hen over otte timers tv. Karakterer tager uventede drejninger, både mod det gode og det onde. Had mellem karakterer får tid til at bulne som råddenskab under huden.

THE-TERROR_Jared-Harris-francis-crozier_1200x707Skuespillerne er gode over en kam, Cierán Hinds dog i en af sine lidt svagere roller som ekspeditionsleder Franklin. Jared Harris er til gengæld forrygende som kaptajn Francis Crozier. Også Paul Readys kirurg, Harry Goodsir, og Adam Nagaitis som den komplekse sømand Cornelius Hickey er gode.

Arktisk terror

Serien er, udover hvor vellavet den er, kendetegnet ved at være helt ekstremt dyster og brutal. En nedadgående spiral der trækker i krop og sjæl, måneders polarmørke, en uset, ubegribelig fjende og indre dæmoner der langsomt får næring af frygt og sult og misundelse. Det er simpelthen noget af det mest grusomme jeg har set – den er sine steder glimtvis voldelig, men det er den langtrukne gru der virkelig trækker tænder ud.

Havde serien så behøvet et monster? Udfra hvad vi ved om virkelighedens Erebus og Terror, formoder vi at de gik en ret grum skæbne i møde. Den historie havde måske været nok. Men monstret bidrager med i hvert fald to ting: Det fungerer som katalysator for nogle af de andre konflikter; og det er også en del af tematikken om menneske kontra natur. I den sidste ende er det dog nok først og fremmest et tyndt drys sukker på en ekstremt bitter pille man skal have flest muligt seere til at sluge. Lidt elementær spænding i en serie der ellers er præget af knugende kulde og en følelse af hjælpeløs isolation.

R’lyeh i sigte!

De første klip emmede af horror, og det var let at læse det som et Cthulhu-scenarie. Serien viste sig at være noget lidt andet, men den kan nu alligevel godt gå for en Mythos-fortælling. Nu skal jeg ikke røbe for meget, men der er – på trods af den ellers realistiske skildring – faktisk et monster der hjemsøger ekspeditionen, og en form for magi. 

jpskxacj549b3imdbvv5Derudover bringer det arktiske miljø mindelser om At the Mountains of Madness. For ikke at tale om selve ideen med at mennesket bevæger sig i ydergrænsen af dets formåen – om det er i havet, rummet, kulden – og konfronterer kræfter det bare slet ikke er skabt til at håndtere. Samtidig med at de møder fremmede (sære) kulturer der er i stand til at fungere og leve i pagt med de barske omgivelser. HP Lovecraft var notorisk skeptisk (for nu at sige det mildt) over for det fremmede, og jeg er ret sikker på at hans udlægning af inuitternes rolle i dramaet ville være mindre sympatisk end seriens, men han har også ofte „vilde“ der ved ting den civiliserede hvide mand ikke forstår.

Det med at overskride de naturlige grænser og både skulle kæmpe mod elementerne og et monster mens menneskene vender sig mod hinanden, så man også i Alien og The Thing. Jeg har forgæves prøvet at komme i tanke om en filmet historie der har samme fysiske og psykiske nedslidning af sine karakterer under en ekspedition, men jeg forestiller mig at de må findes (?).

101_mcd_039_0190_v1027-1.1039Endelig er der et klip i første eller andet afsnit hvor en sømand sænkes ned i en dykkerklokke, og det sker desværre kun den ene gang, for det er super stemningsfuldt. Men jeg sidder lige nu og spekulerer på om ikke der kunne være et scenarie gemt i en af Lovecrafts tidlige historier, The Temple, der netop har en scene i dybet.

Så der er helt bestemt noget at komme efter hvis man leder efter inspiration.

Blandt smuldnede bene

Da klinger i muld
det gamle guld.

Tvende Glimt fra oldtidsdage
funkler i de nye tider.
Sælsomt vendte de tilbage,
gådefyldt på røde sider.

SquarespaceBroken.jpeg

I forbindelse med genoplivningen af blogskriveriet gik jeg selvfølgelig tilbage og så hvad jeg havde lavet tidligere. Ak, men alt er forgængeligt, og selvom jeg har forsøgt at tage backups, så er meget forsvundet. Omvendt er der dog også indlæg jeg i sin tid har skitseret, men aldrig fået postet. Og fordelen ved at blive halvgammel er at der også er meget jeg bare havde glemt. 

Faktisk er der så meget at det bliver helt overvældende. Nu ved jeg af erfaring at det kræver en indsats at drive en blog. Udover den tekst der kom på bloggen, har jeg jo også gået og tænkt over indholdet, læst andre blogs/hjemmesider/bøger/whatever og været i dialog med andre bloggere via kommentarer, for ikke at tale om de projekter der løbende gav inspiration – scenarieskrivning, kampagner, fora osv. Set her lidt på afstand virker det næsten vanvittigt hvad jeg kunne nå før voksenlivet for alvor satte ind, og sociale medier smadrede den fritid jeg nu engang havde (de satte selvfølgelig også noget i stedet for – det er ikke den diskussion jeg er interesseret i, men en negativ betydning havde de, for mig).

BlogspotBrokenDet er garanteret en røvkedelig erkendelse enhver nogen-og-fyrreårig midtlivskrise-mor/far har gjort sig, men når jeg sidder her og roder i filformater der ser mærkelige ud fordi de er fra en anden tid, og genlæser min produktion, så er det alligevel et lille chok. Og tænk så på hvad der ikke er gået til i harddisknedbrud og sjusket filhåndtering! For slet ikke at tale om hvad der ikke lever længere fordi det i sin tid kun fandtes på papir. Meget af det jeg graver frem, er heldigvis, for at være ærlig, noget shit, så jeg kan altid slå tabet hen med at det næppe var noget vigtigt. Men der har også været flere små panikanfald hvor jeg troede hele scenarier tabt, men backups – og i et enkelt tilfælde den digitale skraldespand – var mig nådig.

Jeg er en notorisk krønikør, så mange af de ting jeg har gemt, er værdifulde fordi de er gemt, snarere end fordi de var værd at gemme på. Men det kan måske komme mig til gavn nu at jeg har et lager af tanker at dykke ned i mens jeg kommer op i omdrejninger igen.

EfterBrokenPlanen er dog ikke at dvæle ved fortidens successer og nederlag: Mine scenarier er gamle og alt er sagt og skrevet (du kan finde dem på Alexandria). Den ældste blog handlede mest om film, så det er ikke relevant her. Indie-bølgen er ikke længere en indie-bølge man kunne dyrke, udforske og udbrede, men en naturlig del af mange nutidige scenarieforfatteres tænkning og redskabskasse. Min formåen rakte ikke til at realisere de ideer jeg havde om at skabe et forum for scenarieforfattere, eller måske ligefrem lancere en ny con. Men det var alt sammen emner jeg og andre bloggede om – noget med rod i virkelige oplevelser, meget også bare som begejstrede ideer. 

Dermed har ikke så meget ændret sig, selvom det nu sker inden for en mindre kreds og med færre kontaktflader. Jeg gør det her af lyst, for at sætte ord på tanker … og på de nye tanker dét sætter i gang. Forhåbentlig for at dele en begejstring. Det vil selvfølgelig ikke gøre noget hvis nogen læser med og får noget ud af det, eller ligefrem smider en kommentar der kan tjene som videre inspiration. Jeg har en ide om hvad der skal ske, men tænk hvis jeg kunne blive overrasket.

Nå, nu skal jeg nok lade være med at meta’e mere og komme i gang med indholdet, men hvis ikke man må beskue sin navle på en blog, hvor så.

[credit til Adam Oehlenschläger, Guldhornene]

FantasyBroken.jpeg

Hellboy kickstarter røv

Nu har Johs lige luftet sin indre Hell-fan-boy, og jeg melder mig også gerne. (GURPS har jeg kun spillet i en enkelt kampagne, og historien var fin, men systemet var usædvanligt forglemmeligt).

Faktisk har jeg støttet Hellboy the Board Game på Kickstarter. Jeg har stadig min første Kickstarter-figur-extravaganza til gode, så jeg tænkte det her kunne være en god lejlighed, og projektet er helt forudsigeligt blæst gennem backingloftet – det runder i skrivende stund, med to uger tilbage, 1.000.000 pund (ud af de ønskede 100.000) hvilket vil sige at der falder en masse ekstra lir af, ikke mindst flere figurer. 

da10bc132a3fbd5919054c7d4bb62a96_original.jpg
Mine minis ligner noget der er lavet med fingermaling ift. det her eksempel.

Spillet ser i sig selv ret generisk ud, co-op for 1-4 spillere hvor man bevæger sig rundt på nogle feltopdelte plader og banker monstre. Impending Doom rykker automatisk slutningen nærmere, mens heltene forsøger at samle de nødvendige informationer for at klare bossen. Faktisk et meget typisk setup i Fantasy Flight Games’ Cthulhu-spil, fx Arkham Horror: The Card Game som jeg vender tilbage til (selvom monstertæveriet måske mere er Mansions of Madness?). Jeg må blankt indrømme at jeg ikke forventer mere af det end en enkelt hyggelig spilgang eller to. Attraktionen er primært at male figurer. I vanvid.

Hellboys relevans på de her sider ligger i den inspiration Mike Mignola oplagt fandt i HP Lovecrafts myter da han skabte serien – selvom han i stigende grad udviklede sit eget univers.

ed608897130e4c3822fb6024e536569c_original.png
Lidt stat-porn er der.

Skulle man aldrig lave en blog?

Jo, og den skal handle om Cthulhu og om Warhammer! Det er gode ting. 

Jeg kommer i særdeleshed – i hvert fald i den overskuelige fremtid – til at fokusere på købekampagnen Tatters of the King til Call of Cthulhu. På Warhammer-siden vil jeg se nærmere på hvad Cubicle 7 kommer op med til deres fjerde udgave af systemet/settingen. 

Undervejs håber jeg også at se på hvor de to verdner overlapper … eller støder sammen. Men langt hen ad vejen har jeg bare valgt de to ting fordi det er gryden jeg faldt i som spæd, og til stadighed vender tilbage til.

Mit fix får jeg lige for tiden i Lars Andresens Shadow of the Enemy Within-kampagne (mit navn) hvor vi spiller Warhammer 2nd ed. og følger en historie der løber parallelt med den nok klassiske, men ikke uproblematiske kampagne, The Enemy Within.

På Cthulhu-siden spiller jeg Arkham Horror – the Card Game og lytter til HP Podcast. Derudover lever jeg bare sådan lidt generelt i et univers med kyklopiske obelisker og unævnelige riter.

Lad os blogge som var det 1999!

27053.jpeg