Kickstarter-hapser

Jeg har backet tre små spil, kun i pdf, og mest af nysgerrighed. Der produceres masser af den her slags mikrospil, så det var lidt tilfældigt at jeg lige landede på dem her (KS-platformen er klart en del af forklaringen, fordi jeg ser den). Jeg havde ingen større forventning om at de her spil kommer på bordet, men de lød interessante og har til sammen kostet 150 kr – penge der går til at realisere folks skøre ideer. Det har jeg det okay med.

Thousand Year Old Vampire

TYOV_InProg_March4Af Tim Hutchings, 162 sider/$10

Jeg tror faktisk det her var første gang overvejede at man kunne spille rollespil solo (uden at det var Du er selv helten-formatet), og folk havde tilsyneladende god erfaring med det. Spillet drives frem af en række prompts (der er 80, og nogle af dem har 3 varianter), som: „An immortal proves to be much more than they appear. Check a Skill or else lose a Resource or Memory. Gain a Resource or Skill.“ Så noterer man en oplevelse inspireret heraf ned og forbinder den til et tematisk minde. Man bliver så efterhånden så gammel at man må slette ældre indlæg, minder (eller venner eller ejendele) fra sin journal. „Check a Skill“ betyder at man mister den, så man risikerer kun at have fx en It’s None of My Concern Skills tilbage til at redde sin elskede. Den type tragedie er angiveligt spillets styrke. Man hopper tilfældigt gennem spørgsmålene ved at rulle en d10 minus d6. Spiller slutter når man rammer en „The game is over“-prompt eller løber tør for bestemte ressourcer. (Spillet mangler stadig den sidste finish).

Det skal helt klart prøves, men man er meget mere overladt til sin egen fantasi end i Ironsworn der har mere mekanik og tabeller til at inspirere, og det kan jeg bedre lide. Jeg bryder mig heller ikke om den grafiske collage-stil. Fun fact: Der er et dansk ex libris fra „Bibliotheca Regia Hafniensis – De forbudte bøgers værelse“ på forsiden.

Four Ways to Die in the Future

Four-Ways_coverAf P. H. Lee, 34 sider/$4

Lee (Ben Lehman) stod også bag tidlige indie-spil som Bliss Stage og Polaris. Hvis du har læst eller spillet Clio Yun-su Davis’ The Truth About Eternity fra dette års Fastaval, har du et indtryk af hvad det her er (bortset fra at The Truth indeholder meget mere genkendeligt rollespil). Four Ways har nærmest ingen anvisninger til spil – det interessante ved dem er de filosofiske tankeeksperimenter de inviterer til. Måske bedst illustreret ved det sidste scenarie, The Tragedy of GJ237b (medforfattet af Aura Belle). Historien handler om at mennesker ved et uheld udrydder en eksisterende civilisation på en fremmed planet. Hele setup til spillet (noter, skrivetøj) efterlades i et aflukket og tomt lokale. Der er ingen anvisninger til hvad spillerne skal foretage sig uden for døren, men i det øjeblik de går ind, slutter spillet. I  Alone on Silver Wings udforsker man oplevelser i sit eget, virkelige liv og perspektiverer dem ift. evigheden, og det syntes jeg er interessant, omend, som en KS-kommentar sagde, en anelse nihilistisk. Derudover består samlingen af Amidst Endless Quiet hvor én spiller en skibscomputer der skal bestemme hvem af karaktererne i hypersøvn skal leve eller dø. I Island in a Sea of Solitude spiller man over videochat og fokuserer på hvordan den afdøde og den efterladte husker minder forskelligt.

Hvis jeg lærte noget af det, så var det dels at vi slet ikke er færdige med at rykke grænserne for hvad der kan identificeres som rollespil (og jeg sætter pris på eksperimenterne, men er ikke nødvendigvis vild med perspektiverne), og at jeg helt personligt skal have modet til at udforske min meget tekstlige tilgang til scenarieskrivning.

Black Mass

black_mass_coverAf Will Jobst, 62 sider/$9

Det her kan jeg huske jeg valgte fordi det benytter tarotkort i sin mekanik, og det har jeg altid været en sucker for. Spillet er meget firkantet omkring udførelsen, og det virker lidt krævende af spillerne – flere skal helst have sat sig ind i det, ellers forudser jeg at der bliver meget, Hvad gør vi nu? Men det virker ellers spændende. Man spiller to unge kvinder, Lydia & Catherine, påståede hekse, der går ud i skoven og realiserer sig selv gennem et ritual. Forløbet er stærkt forudbestemt, men man spiller forskellige aspekter af kvinderne og trækker tilfældige tarotkort, så hver gennemspilning vil stadig blive forskellig. Vi er i Fastaval-scenarie-familien.

Spillet består af en prolog, en vandring i skoven og en sort messe. I hver del stilles bestemte spørgsmål der er formuleret i teksten. Spørgsmålene kommer i tre stemningsvarianter alt efter om man spiller i oktober, december eller februar: hygge-uhygge, historisk eller horror (groft sagt). Tarotkortene skal inspirere til at besvare spillets spørgsmål, og spillederen får særlige evner hvis der trækkes en Major Arcana, fx: „The Hanged Man: When this card is drawn, they’re forced to sacrifice something. A physical toll or a loss of identity or self.“

Det virker som sagt meget grundigt og gennemtænkt, men jeg egner mig ikke til at holde styr på så meget. Jeg kan jo godt lide mekaniske rammer, men her vil forfatteren også styre form og udtryk og alt muligt andet.

Blades in the Dark

61uIVi+B+NL._SY741_[Anmeldelse – rollespil der skal på bordet, del 3]
Blades in the Dark er skrevet af John Harper (Agon, Lady Blackbird), baseret på Apocalypse World og et af de mest gennemgribende hacks til det system. Det har ligefrem udviklet sin egen underkategori, Forged in the Dark.

Jeg købte oprindeligt en pdf gennem Kickstarteren (og diverse stretchgoals drysser stadig ind), men jeg må indrømme at jeg fandt det tung læsning, selvom det bestemt også virkede interessant. Men så hørte jeg Friends at the Table benytte det (i deres Marielda-sæson), og det fik mig til at give det en ekstra chance og supplere med en fysisk bog.

Bogen er en typisk indie-sag i lidt mindre format, sort-hvid og 300+ sider. Den er pænt layoutet med et begrænset antal illustrationer af god kvalitet.

You’re in a haunted Victorian-era city trapped inside a wall of lightning powered by demon blood. (Side 1)

Man spiller „a crew of daring scoundrels“, så der er lagt op til at udføre mindeværdige heists, i en grum, men også kulørt verden. Mulighederne spænder fra swashbuckler-agtige vovehalse over magisk steampunk til blodige snigmord i beskidte baggyder. Man er del af en bande der har sit eget ark, og når et heist er overstået, følger en downtime-periode hvor man holder hus med sine ressourcer, fjender, planlægning, træning osv. Settingen Duskwall (eller Doskvol) er beskrevet i grundbogen, inklusive fraktioner og fremtrædende personer der også refereres direkte i spillernes „playbooks“, de klasseopdelte karakterark der kendetegner mange Apocalypse-spil. Dvs. man starter med kontakter, eller fjender, der straks inviterer én inden for i byens store metafortælling der sprudler af intriger, magtkampe og mystik.

Et heist kan bestå af så lidt som en håndfuld rul, afviklet på en time eller mindre eller en større affære med mange delmål undervejs. Den førnævnte Marielda-kampagne vægter det sidste, mens man i actual play-podcasten Magpies kan møde de mere effektive in-out spil. Skal man have fuld udbytte af downtime-delen, tror jeg på et miks af de to.

Masser af tandhjul

Regelteknisk ruller man et antal sekssidede terninger svarende til ens relevante evne, og højeste udfald bestemmer: 6 er en succes, 4/5 en lille succes med konsekvenser, 1-3 en fail med større konsekvenser. Det krydres med Position og Effect. Position er enten Desperate, Risky eller Controlled – altså, hvilke omstændigheder man handler under, og hvordan det riskerer at forværre konsekvenserne. Effect er enten Limited, Standard eller Great – hvor stort udbytte har man realistisk set af en succes? Det giver en sjov matrix for udfald der er relativt let at arbejde med. Men det er samtidig noget af det der kan gøre Blades lidt uoverskueligt ved første øjekast, for hvad er helt nøjagtigt konsekvenserne af et rul? Systemet er (i det store hele) spiller-vendt, så spillernes rul fortæller også spillederen hvordan bipersoner handler.

Screenshot 2019-08-06 at 20.43.56.pngEt andet særtræk er „progress clocks“ – enten en test der kræver flere successer end man kan opnå på et enkelt rul, eller noget der foregår i baggrunden og som aktiverer efter et antal triggers, fx alarmen der lyder når karaktererne har udløst tilpas mange konsekvenser. Det syntes jeg var lidt løst da jeg læste det første gang, men efter at have hørt en del actual plays og spillet Ironsworn der har noget tilsvarende, er det faktisk meget ligetil.

Spillet benytter sig bevidst af flashbacks som fortælleteknik. I stedet for at sidde og planlægge et kup ned i detaljer, blot for at se det hele gå op i røg ved første møde med det spillederen faktisk har planlagt, vælger man bare en indgangstaktik og går i gang. Når man så står foran den uventede magisk forstærkede bankboks, kan en spiller bede om et flashback der fortæller at hun faktisk var forberedt og havde købt en særlig eliksir osv. Meget enkelt og lidt genialt.

Dertil kommer så som sagt en masse særregler for downtime og særlige evner tilhørende de forskellige klasser (playsheets), men det er noget der kan klares med en tjekliste. Det er vigtig crunch i maskinen, men eftersom det i det store hele foregår out-of-character, er det ikke noget man behøver holde styr på undervejs.

Kernen i spillet er egentlig ikke så kompleks (relativt set), men der er et eller andet ved formidlingen der gør det unødvendigt bøvlet at forstå. Og måske er der lidt for mange tandhjul der skal spille sammen før det rigtigt fungerer? Dertil kommer en hel del tekst om hvordan man spiller det rigtigt-rigtigt, sådan amerikansk spilteori-agtigt, og det gør ikke noget godt for at formidle det centrale.

Hvorfor spille det, og hvordan?

alt_iruvian_playbooks_20171121
Fra den officielle, alternative Iruvian playbook.

Faktisk var det jo mit første forslag til Per og Peter, men vi endte som sagt med at spille Ironsworn (og jeg er virkelig glad for at have mødt det spil). Men nu har en venlig person på Facebook lagt op til at starte en gruppe hvor vi kan hjælpes lidt ad med at få hul på det, så det håber jeg meget på bliver til noget.

Det kunne også være et redskab til at fortælle en anden slags Warhammer-fortællinger. Fx med udgangspunkt i Nuln, bare med Kaos i stedet for udøde – der kunne sagtens passes krudtvåben, gondoler, drosker og bander ind. De forskellige Playbooks kan bruges nærmest som de er, bare med lidt „blød“ versionering gennem rollespil. Men der er også en gratis syd-/østerlandsk setting, Iruvian, der ville være lige til at smide ind i den tilsvarende del af Den gamle verden. Jeg har også lige modtaget en pdf af Band of Blades (som en del af kickstarteren – det kommer også i salg) der sagtens kunne skinnes til et Warhammer-regiment i en håbløs krig. Andre relevante varianter er på vej – bl.a. Broken Crown der ville kunne bruges til magtspil i Altdorf (man spiller revolutionære mod en „udødelig“ kejser, og når man lige har læst Beasts in Velvet ligger den jo lige til højrebenet), og Coneycatchers (af Jason Morningstar) der foregår i London under Elizabeth I (uden magi), så det er jo lige til at overføre til Imperiet der er stærkt inspireret af samme periode.

Blades in the Dark har en stærk kobling mellem mekanik og tema/setting, og det taler meget ind i hvad jeg godt kan lide ved rollespil. Det er ikke underligt at det har været en inspiration for flere nye varianter. Lidt synd at det har så høj en tærskel at komme i gang med – man kunne have formidlet det bedre, sparet lidt på de tungeste elementer og skåret i de teoretiske overvejelser. Men det er et rollespil jeg har meget stor tiltro til kan fungere i praksis, med den rigtige kombination af spillere.

PS: Her kan du høre hvad Lænestolsrollespil mener, og Johs har også skrevet en anmeldelse.

Blades in the Dark, Evil Hat, 2017

Grey Cells [spiltest]

Screenshot 2019-07-06 at 20.34.38Jeg fik lejlighed til at prøve et spil Grey Cells over Roll20/Discord (voice chat) med spillets designer, Bogdan Constantinescu. Ovenikøbet for at teste et stretch goal der var med til at lokke mig med ombord på kickstarteren, nemlig Mythos Mysteries.

Grey Cells er et forsøg på at løse det klassiske problem med detektivarbejde i rollespil. Bogdans bud er særlige tematiske evner; en skurkeagenda der driver handlingen frem; og at man i afgørende afhøringer/anklager bruger de spor og afsløringer man undervejs har indsamlet, som dice pool (=Evidence Points). Terningerne er d6, og der er et let strejf af Apocalypse over systemet med såkaldte „Action Blocks“ (≈moves) – det er spillerorienteret og har samme type udfaldsramme med Partial, Critical osv. Grundstammen er ret godt gennemtestet, og det skal nok blive fint.

Testscenariet, The Spire in the Snow, kort fortalt: Dr. Collins er forsvundet på en ø i de arktiske egne, og det er op til os at finde hende. Det viser sig at hun har fundet en sær monolit og er trængt ind i den. Det fører til et større kompleks under jorden der holder professoren og os fanget. Men ved at ofre til mørke guder, lykkes det at aktivere overjordiske energier og skabe en vej ud. Støtten er mættet og trækker sig tilbage i jorden for at hvile i endnu en rum tid. (Ikke rigtigt muligt at spoile, for en stor del af det opstod gennem spil).

Hvordan var det så?

Screenshot 2019-07-06 at 14.47.01
Roll20-delen af vores spil. Udråbstegnene markerer spor (Clues) der er XP værd. (Dedikeret Roll20-understøttelse er et stretch goal).

Overordnet var det tydeligt at Mythos-delen stadig mangler noget arbejde, men der var flere positive ting:

Man samler ikke Evidence Points, men Eldritch Clues til at løse mysteriet. Det fungerede egentlig fint til at markere hvad der var vigtigt, for man får løbende at vide hvis man har gravet noget interessant frem, så man ikke drukner i gætværk. Men de har lige nu ikke nogen mekanisk effekt (på samme måde som Evidence Points) – der er dog en ide om at de kan bruges til et Devise Solution-rul hvor man i stedet for at forsøge at udpege morderen, finder ud af hvad man stiller op med de gamle guders levende tempel, hvem man skal ofre (til), eller whatever.

I scenariet var der helt bevidst ikke nogen fjende, og der fungerede egentlig ok, men noget der svarede til skurkeagenda, havde givet det et ekstra lag, og det ville ikke have været svært at sætte en timer på at komplekset forsvandt ned i jorden (med os indeni) efter et antal triggers, eller at en konkurrerende kult forsøgte at få styring over den ubegribelige teknologi før os. Ifølge Bogdan var det dels en test af helt at undgå en synlig antagonist og på den måde forholde sig tro mod Lovecraft, og dels en test af hvor meget systemet kan gøre det ud for spillederforberedelse ved selv at generere input til handling (noget der ligger ham meget på sinde generelt).

Vi skulle også teste variantens Expedition-regler. Ideen er at man omsætter sine ressourcer (penge og kontanter) til forsyninger. Når man så står i ødemarken, kan man brænde en forsyning af for at få en fordel, i fraværet af ens sædvanlige hjemmebanefordel. Oprindeligt havde han tænkt sig at ekspeditioner kunne fungere som en slags skattejagt hvor man finder artefakter, men det syntes han selv var lidt for løst, og jeg tror det glider ud eller bliver erstattet af noget mere passende som søgen efter (forbuden) kundskab.

Screenshot 2019-07-06 at 20.38.20
Eksempler på galskabs-Actions.

Det sidste og vigtigste var naturligvis Sanity, en ekstra egenskab man kun har i Mythos-spil. Den enkle ide er at man, når man mister Sanity, må vælge at betale yderligere et Sanity for at rulle nogle sjove Action Blocks, fx vild flugt, brænd alting ned eller pludselig indsigt – det er alle tiders, for man vil jo egentlig gerne se de ting i et Cthulhu-spil, så her er de gjort meget tilgængelige, men selvfølgelig for en pris.

Alt i alt var det en god oplevelse, men han skal også have produceret en fantasy- og en scifi-setting, så det ser ud som om der er et stykke vej til det endelige produkt.

Red Moon Roleplaying [podcast]

[Anmeldelse – podcast]
Jeg har før skrevet om en podcast med fokus på rollespil, Tomes & Tentacles, men som nævnt der var det Red Moon Roleplaying der fik mig i gang, og nu er de også nomineret til en Ennie for bedste podcast, så her følger lidt mere om dem.

Jeg har lyttet til to lange kampagner, The Black Madonna (Kult) og The Curse of Strahd (DnD5e), plus det løse – The One Ring, Symbaroum, Degenesys, mere DnD – der af forskellige årsager var det ikke noget for mig, så jeg hoppede hurtigt fra igen. Jeg går lidt mere i detaljer med kampagnerne senere i indlægget, men først lidt om fællestrækkene.

Så’n gjorde vi også i halvfæmserne

600x600bbRed Moon har en kerne af tre spillere, Hjalmar, Mattiaz og Craig. Derudover har de opbygget et godt netværk af spildesignere og forfattere der med mellemrum gæster programmet. Det foregår på engelsk, og spilstilen vægter mørke historier og dramatisk karakterspil. I det her tilfælde betyder det at historiefortælling og systembeslutninger (beslutning om hvornår skal der rulles terninger, og tolkning af mekaniske udfald) overvejende ligger hos en stærk spillederrolle mens spillernes domæne er at udleve karaktererne. De tilstræber at udfolde scener som dialog og beskrivelse af indre konflikter. Der er ingen irrelevant hyggesnak, selv regelmeta holdes på et absolut minimum med få rul og korte instrukser/erklæringer. Ofte er der diskret underlægningsmusik, og lyden er god. De er desuden ekstremt produktive, så der er et stort udvalg at gå i gang med (og endnu mere på deres Patreon). Afsnittene er ca. en time til halvanden lange.

Man kan lidt frækt sige at de rollespiller som i 90’erne, meget simulationistisk i GNS-forstand: Den stærke fokus på karakterer vægter spillerens indlevelse over narrativ kontrol. Det er et indtryk der også forstærkes af systemer (settings) som Kult og Vampire. Men hey, det var jo for fanden det jeg selv voksede op med, så ikke underligt at det har en attraktion i dag. Og det kan være fristende at drille dem med navlepilleriet (se fx de tekstbidder og illustrationer der præsenterer afsnittene på deres hjemmeside), men samtidig er den alvor de tilgår stoffet med, noget af det der gør det så godt.

Det er lidt old-skool, men kvaliteten af spil, fortælling og produktion er høj. Og ikke mindst er udvalget af historier stort – og der er stadig masser af spændende verdner det kunne være spændende at høre historier fra (måske på bekostning af DnD hvis jeg havde noget at skulle have sagt). Her er jeg også nødt til at kippe lidt med det svenske flag, for deres succes er i høj også en del af en svensk rollespilsrenæssance der er fornøjelig at være vidne til.

Kampagnerne

ba_lp_nomanisanislandFor tiden følger jeg med i deres No Man is an Island, Vampire 5e, med Martin Ericsson (en af de nye bagmænd bag spillet – og som sådan ikke ukontroversiel) som spilleder og en kvindelig gæstespiller, Anna-Karin Linder – begge virkelig fine tilføjelser.

Kampagnen foregår i London, og karaktererne er en task force der krydser klinger med det intrigante og blodige vampyrsamfund. Ingen af karaktererne er (endnu) vampyrer, men de formår alligevel at få blodsugerne introduceret på en interessant måde. Noget af det fede her er også at jeg ikke ved hvor historien går hen da den ikke er bygget på et officielt produkt. Der er også en god undertone af punk i den personlige horror som går godt i spænd med den oprindelige vision for Vampire (som jeg opfattede den).

(Jeg er her nødt til også at nævne min anden vampyr-podcast-last, L.A. by Night, der har en helt anden tilgang til Vampire: Den går all-in på de politiske intriger, klaner, superkræfter, terninger og semiliverollespil – alt det værste (og alligevel sødmefyldt syndigt – mmm, lækkert „vær hilset“-rollespil)).

The Black Madonna var ekstremt effektiv – både fordi kampagnen havde et mytisk skær over sig inden jeg gik i gang; fordi det var lige netop den type podcast jeg ledte efter; og fordi gruppens spilstil klæder Kult: Der svælges godt i mørket og karakterernes indre pinsler. Læg dertil den diskrete undergangs-/underlægningsmusik af Atrium Carceri. Som nævnt i min anmeldelse af kampagnen havde jeg derudover den tvivlsomme oplevelse at blive syg mens historien om Chagidiels forbandelse billedligt spillede i baggrunden, og det gik godt under huden – talk about bleed!

patreon1400Systemet i det nye Kult: Divinity Lost er Powered by the Apocalypse – men med elementer der stadig er rodfæstet i en ældre systemtænkning. Det burde dog pege mod en større indflydelse til spillerne, noget der ikke rigtig kommer til sin magt i denne gennemspilning, og Red Moon har i debriefings selv kommenteret denne brist ved The Black Madonna der jo qua sin komplekse baggrundshistorie og struktur modarbejder at lade handlingen udspringe organisk af karakterernes handlinger. Men det var nu ikke noget jeg fandt diskvalificerende, overhovedet. Man skal bare være klar over at apokalypsereglerne her er reduceret til god gammeldags task resolution.

Kampagnen er meget trofast mod forlægget, og det giver det problem at det stikker lidt af i gun-pr0n der i mine øjne ikke er så spændende, men omvendt får man en oplevelse af historien som den er skrevet, bare med Red Moons særlige tilgang til stemning og karakterer.

The Curse of Strahd hørte jeg ligeledes fra ende til anden, men det fungerede ikke nær så godt for mig. Efter at have prøvet et par af deres andre DnD-spil må jeg dog konkludere at det nok snarere er DnD end Strahds eller for den sags skyld Red Moons skyld. Når jeg alligevel hørte den til ende, var det dels for at opleve den klassiske kampagne, og dels for den meget Red Moon’ske vinkel som jeg ikke ellers forbinder med DnD.

Først undervejs gik det rigtigt op for mig hvor lidt struktureret – hvor DnD-agtig – kampagnen egentlig er. Mattiaz og Hjalmar gør et tappert forsøg på at give deres karakterer en indre konflikt, et mørke, men det er meget tydeligt at det sker på trods af systemet, snarere end som følge af … og jeg havde nok håbet at kampagnen lagde mere op til det (sådan spillede vi nemlig Ravenloft i 90’erne), men som skrevet er kampagnen tydeligvis meget mere klassisk godt mod ondt.

DnD får dog en chance mere, for de er også i gang med To Ba’ator and Back der er et scenarie fra Well of Worlds. Så tak til Lænestolsrollespil for at have vækket nysgerrigheden for Planescape.

Skyggebringer [Ironsworn]

Screenshot 2019-06-26 at 14.59.20[Ironsworn – solospil]
(Jeg har kørt et lille solospil i Ironsworn. Først lavede jeg en karakter og rullede terninger, men så gik jeg over til at bruge Discord og en dice-bot – meget nemmere. I alt vel halvanden times hyggelig spil (og så en time på at formattere det til blog …). Moves er i fed/kursiv. Se regelopsummering til højre (klik for stor) eller hent reglerne gratis).

Shiro er høvdingens datter og udset til at være en leder. Men skæbnen og skyggekræfter bringer hende ud på et andet spor … Lavstammet, orientalske træk, kæmper med økse og skjold, fiskeskindskappe, skaller fra dybet.

Stats: Edge 1, Heart 3, Iron 2, Shadow 2, Wits 1
Assets: Sunderer (Combat Talent), Shadow-walk (Ritual), Trickster (Path)

„Skyggen i dybet“ er en vikingklan (raiders). Overtro har forhindret dem i at bosætte sig i Jernlandet, så i den seneste generation er de blevet stadigt mere opbrudte og svækkede. De slår lejr omkring deres skibe og finder skjulte bugter og vige i Øhavet hvorfra de kan stævne ud og plyndre fastlandet.

Bonds: Skyggebølge (Shiros stamme); Kuram Ishi (shaman, læremester); Jakiro (søster)

Shiro tog som pige ud på den åndefærd der skulle forberede hende på at føre stammen i land. I følge med mystikeren Kuram Ishi levede hun i tre år på de vilde, øde øer og lærte Mulmens mysterier.

Background Vow: „Det er min pligt at bringe skyggen til Bygderne på fastlandet!“ (Rank: Extreme)

Men da de et år forsinket vender tilbage til Skyggebølge-stammen, er høvdingen død, og en ny fraktion har overtaget magten. De har trolovet Shiros søster bort til en lindorm (med en jernlænder-stamme som mellemmand) til gengæld for velsignelse til at bosætte sig på fastlandet. Kuram Ishi og Shiro er blevet bandlyst, men han ofrer sig for at redde Shiro – tager straffen på sig og går ud i ødemarken.

Inciting Vow: „Jeg vil bryde min søster fri af den falske trolovelse med lindormen!“ (Rank: Formidable)
Swear Iron Vow: [d6: 4] +3 (Heart) +1 (Bond: søster) = 8 vs. [2d10: 4 og 5] = √√ (Strong Hit: clear purpose: sejle efter sin søster, Momentum +2)

Et medlem af jernlænderklanen er blevet tilbage hos Skyggebølgen for at bekræfte aftalen og sikre at Shiro og Kuram Ishi ikke dukker op og tager magten tilbage (hvad de så alligevel gør). Inden hun tager ud efter sin søster, beslutter Shiro sig for at sætte den fremmede på plads og vise stammen at de begik en fejl ved at føje udlændinge. Hun angriber ham uden varsel.

Modstander: Jernlænder-diplomat (Rank 2: Dangerous, dvs. han gør 2 Harm i skade, og han burde have taget 2 hele Progress (ud af 10) i skade for hver Harm jeg giver ham, men det gjorde jeg forkert. Jeg kom til at regne 1 Harm = 1 Progress, så kampen blev lidt længere end nødvendigt)

Enter the Fray: [d6: 6] +3 (Heart) = 9 vs. [2d10: 10 og 10] = ÷÷ (Miss: at disadvantage, foe has initiative, Pay the Price)
Pay the Price: [d100: 60] = It is harmful (også det oplagte valg, men jeg lod tilfældet råde)
Endure harm: [d6: 1] +3 (Health) = 4 vs. [2d10: 2 og 2] = √√ (Health -2 (nu på 3); Strong Hit: vælger Embrace the pain; vinder initiativ; Momentum +1)

Hov, glemte at et match (to ens på 2d10) er en drejning. Dobbelt 10: medlemmer af stammen går over på jernlænderens side – uvist om det er af frygt for ham, eller fordi de går imod Shiro. Dobbelt 2: skygger trækker sammen over stammens både, og en storm bryder løs. (Ruling: negativ drejning for en Fail, positiv for et Strong Hit).

tumblr_pe386z1cTi1sn3ne4o1_1280Shiro stavrer bagud af jernlænderens resolutte modangreb der ligefrem får overløberne i stammen til at stille sig bag ham og anklage Shiro for et svigefuldt snigangreb. Men Shiro bemærker det blæse op og retter en anklagende finger mod de forræderiske stammefolk: „I har udstødt stammens shaman, I har solgt en høvdingedatter i sold til en orm, og nu vender I jer også mod jeres hjemvendte frænde?! Mulmen tage jer! Kom, storm, kast alle her der tjener jernlændingene, i det salte hav!“

Compel: [d6: 5] +3 (Heart) +1 (Trickster Asset) +1 (Bond: stammen) = 10 vs. [2d10: 7 og 1] = √√ (Strong Hit; Momentum +1)

Shiro har ikke magt over stormen, men hun bluffer, og hendes stærke overbevisning, med den ruskende vind i sin fiskeskindskappe og fletninger, er nok til at de træske stammefolk alligevel ikke tør blande sig i kampen mellem jernlænderen og skyggebølgekrigeren.

Ask the Oracle: Ironlander name: Grog

Jernlænderen, en hård veteran ved navn Grogari, har set lidt af hvert og griber fastere om sit sværd. „Du vil bryde din stammes løfte til lindormen? Bedre for os alle at jeg gør en ende på dig nu og her.“ Shiro fnyser – denne rejser begynder med den fremmedes blod. De kredser lidt om hinanden, og så angriber hun.

Bruger Sunderer Asset på nærangreb; Momentum -1 (skal erklæres inden angreb)

Strike: [d6: 2] +2 (Iron) = 4 vs. [2d10: 8 og 5] = ÷÷ (Miss: lose Initiative, Pay the Price) (Det var jo dumt …)
Pay the Price: enten tager Shiro endnu et sår (likely), eller også vælter Grogari hende om på jorden og ydmyger hende foran hendes stamme.
Ask the Oracle: [d100: 37] = likely udfald gælder

Shiro oversatser voldsomt for at kunne udnytte sin økse optimalt – men en snu, gammel ræv med et våben der har bedre rækkevidde, koster hende endnu et hug.

Endure harm: [d6: 3] +3 (Health) = 6 vs. [2d10: 4 og 5] = √√ (Health -2 (nu på 1); Strong Hit: Embrace the Pain; Momentum +1 (nu på 6))

Endnu engang ruller Shiro væk – hun er rigtig god til at smyge sig ud af direkte konfrontationer – denne gang med et blødende stik der gik ind lige under kravebenet. Men hun ryster det af sig og genvinder initiativet.

Hendes fjende er stærk – hun kan ikke give op nu, men har brug for en fordel. Shiro får en ide: Regnen pisker ned over klippeøen mens de to krigere kredser om hinanden. Hun vil forsøge at lokke ham ud på en fedtet klippe hvor han har dårligere balance, og måske skubbe ham i havet – en passende skæbne for denne fastlandsforræder!

Secure an Advantage [d6: 5] +2 (Shadow) +1 (Trickster Asset) = 8 vs. [2d10: 2 og 9] = √÷ (Weak Hit: Momentum +1 (nu på 7))

Det er ikke optimalt, men Shiro får sig placeret yderligt på klipperne, og jernlænderen kan ikke bakke væk hvis han vil undgå at tabe ansigt. Han ved det er en fælde, og hans vrede vokser – hvis det her fejler, vil konsekvensen blive grum.

Turn the Tide: én gang i kampen: stjæl initiativ og +1 på næste move (et eventuelt Hit giver Momentum +1)

Shiro sætter alt på ét bræt og angriber med sin økse …

Bruger Sunderer Asset: Momentum -1 (nu på 6)

Strike: [d6: 6] +2 (Iron) +1 (Turn the tide) = 8 vs. [2d10: 2 og 1] = √√ (Strong Hit: Yes! 2 Harm (Dangerous fjende), +1 Harm (for Strong Hit), +1 Harm (for Sunderer); +1 Momentum (jvf. Turn the tide) (Momentum nu på 7))

NB: Egentlig skulle hver Harm have skadet Grogari 2 hele Progress, dvs. at han allerede her ville have mistet 8 (ud af 10), og jeg kunne være gået direkte til End the fight.

8454601021_fac578165c_bFor første gang ser Shiro tegn på svaghed i Grogari da hendes økse rammer hans brynjeklædte side – selvom det er et angreb med stor risiko, er han grundet underlaget ikke i stand til at svare igen, og kraften fra øksehugget giver ham endnu dårligere fodfæste. Tid til at gøre en ende på det …

Strike: [d6: 3] +2 (Iron) = 5 vs. [2d10: 4 og 1] = √√ (Strong Hit: 2 Harm (Dangerous fjende), +1 Harm (for Strong Hit), Grogari har nu mistet i alt 7 Progress)

(Skulle nok have brugt Sunderer igen, men jeg tænkte at jeg hellere ville opspare Momentum til at sikre et Hit).

Shiro træder frem mod sin værdige modstander der efter endnu et par træffere og et fejltrin på glatte sten, kun hviler vægten på det ene ben – men sværdet er stadig halvt hævet. Hun mærker selv udmattelsen fra kampen, og blodet siver ned over kroppen under tøjet – varmt, i modsætning til regnen og havets salte bølgeskvulp.

End the Fight: Grogaris Progress: 7 vs [2d10: 3 og 5] = √√ (Strong Hit: slut)

„Dit blod tilhører Dybet nu.“ Shiro finter et hug mod Grogaris hoved, men da han løfter sværdet for at møde øksen, sparker hun støttebenet væk under ham. Han banker det ene knæ i klippen, og smerten blænder ham i det korte øjeblik der var hans chance for at gribe fat i noget eller kontrollere faldet. En kold styrtbølge slår ind mod klipperne, det salte vand svider i Shiros øjne, og da hun får det tørret væk, er Grogari opslugt af det oprørte hav.

Shiro vender sig mod sit folk der stirrer på hende med forfærdelse, had, respekt og frygt. Høvdingedatteren nedkaldte stormen og dræbte deres undertrykker! Nu må hun få ud af dem hvor hendes søster er blevet af – de kan ikke være nået langt.

Det var sjovt! Også selvom jeg begik et par fejl ifølge reglerne. Som det næste vil jeg gerne prøve en mindre komprimeret konflikt (som kamp ofte er), fx en social udfordring eller rejseaktivitet. Det kan være Shiro fortsætter sit eventyr.

Og så begynder jeg også på en co-op kampagne i aften …

Illustration: Sungryun Park: Axe
Foto: Barbara Walsh: Waves Crashing on rocks

Ironsworn

[Ironsworn – rollespil der skal på bordet, del 3]
Ironsworn-Rulebook_coverIronsworn er et rollespil af Shawn Tomkin, løseligt Powered by the Apocalypse, der kan hentes helt gratis på hans hjemmeside, eller man kan købe en print-on-demand bog på DriveThruRPG. (Jeg har bestilt en hardcover, men ikke modtaget den endnu).

Begejstret over at have både Per og Peter tilbage på bloggene tog jeg straks kontakt for at høre om vi skulle spille et eller andet over nettet. Min tanke var egentlig Blades in the Dark fordi den fælles diskussion af fiktion og regler måske ville være bedre egnet til mikrofonrollespil end noget der krævede dyb indlevelse. Men vi havde alle tre en oplevelse af at det var lidt tung læsning (jeg har dog ikke opgivet helt), så i stedet kom Ironsworn altså på bordet.

I Ironsworn spiller man helte der i et barskt, vikingeinspireret rige sværger grumme og patosfyldte „jerneder“ og gennem fiktionen forsøger at indfri sine løfter.

Mekaniske manøvrer i fiktionens landskab

Fjender, rejser, løfter – alle former for udfordringer – repræsenteres som Progress med 10 felter, og hvert felt er yderligere opdelt i fire „ticks“. Man kan godt afslutte en quest inden man har fyldt alle ti felter, sandsynligheden bliver bare dårligere. Der er fem sværhedsgrader (Ranks) der bestemmer hvor meget Progress en mekanisk succes medfører:

  • Troublesome: 3 felter
  • Dangerous: 2 felter
  • Formidable: 1 felt
  • Extreme: 2 ticks (½ felt)
  • Epic: 1 tick (¼ felt)
Ironsworn-Rulebook_pc
Et lidt kedeligt karakterark.

En karakter har fem stats (Iron, Heart, Wits, Edge og Shadow) og starter med tre frit valgte Assets (livserfaring, frænder, kampevner, ritualer osv.) der giver bonus i forskellige situationer. Derudover holder man regnskab med Health, Spirit og Supplies. Endelig har man Momentum der vil ændre sig positivt eller negativt undervejs og kan omsættes til sikre successer hvis man har nok „medvind“ på sin quest.

Rent teknisk ruller man en Action Die: d6 + stat + evt. bonus. Samtidig ruller man 2d10 Challenge Dice, og ens Action-rul skal være højere for at opnå en succes. 2 successer er en god træffer, 1 er en svag træffer, 0 er et miss; to ens introducerer en overraskende drejning. Eksempel: d6=2 +2 (Wits) +1 (bonus fra en hjælpsom frænde) = 5; 2d10 = 1 (succes) og 5 (miss, Action-rullet på 5 er ikke højere), altså en svag træffer. Vil man aflutte en quest, bruger man sin Progress i stedet for et Action-rul.

Fra Apocalypse-spillene genkender man ideen med at foretage „Moves“, fx Face Danger, Enter the Fray eller Aid Your Ally, der hver kommer med en række foruddefinerede udfaldsparametre alt efter om man har en stærk/svag træffer eller et miss. Hvis man mangler inspiration til et udfald, er det altid muligt at „Ask the Oracle“, en samling tabeller med stikord til navne, bosættelser, trusler, mystik osv. som man kan rådføre sig med.

(Reglerne på en enkelt side).

Hvorfor spille det, og hvordan?

Jeg har ingen praktisk erfaring med Apocalypse World, men Ironsworn bevarer nogle centrale elementer derfra, men også en lidt friere tilgang til at skabe sin karakter og sammensætte Assets. Spillet skiller sig positivt ud med en klar stemning og mulighed for at omsætte det i handling/rollespil. Det er ikke svært at forestille sig den forbitrede kriger i snestormen der begræder tabet af sin stamme og sværger hævn over den udøde mystiker der dræbte dem. Og så kører maskinen: Først et Swear an Iron Vow-move der giver nye komplikationer, så omsættes rejsen til en udfordring, Undertake a Journey, og gennem terningrullet opstår en ny drejning. Jeg har aldrig følt noget særligt for fantasyvikinger, men ideen med blodige løfter der mekanisk opstiller konkrete mål for fiktionen, og vice-versa, er meget vellykket.

pegpehJ
Lodestar, et lille hæfte beregnet til spillerne, så ikke alle behøver en fuld regelbog.

Det er en spilstil der i min erfaring vægter fælles skabelse og et nært samspil mellem fiktion og mekanik der lægger op til Story Now. Man kan virkelig arbejde på at skabe en gribende og episk fortælling, men det sker delvist ved at lade terningerne tale og åbent diskutere muligheder, dvs. i mindre grad gennem indlevelse. Bogen har en verden og monstre osv., men de får først liv gennem de beslutninger spillerne træffer, en proces der meget sigende hedder „Your Truth“.

Man kan spille Ironsworn med en GM, men h/n vil kunne nøjes med at forberede en dramatisk hændelse der fremprovokerer en bestemt ed, og så have et par bipersoner, lokationer og hændelser oppe i ærmet. Den vigtigste funktion er at hjælpe med at tolke udfald af Moves. Men man kan også vælge at spille co-op, uden GM. Så lader man fællesskabet og oraklerne råde. Det er ligefrem muligt at spille solo, og det er jeg ved at afprøve.

Jeg er, som det nok fornemmes, positiv. Materialet er gennemredigeret og ser pænt ud selvom Shawn Tomkin tilsyneladende er ene om at udvikle, skrive og layoute. Det er ikke en medrivende tekst, men han – og systemet – får malet et klart billede af hvad spillet kan. Der er lidt den samme tendens til at ville overforklare som også findes i John Harpers Blades, men det her er bare grundlæggende lidt mere enkelt. Forfatteren arbejder også på flere hacks og udvidelser.

maxresdefault.jpg
„Jeg sværger at sprede min døde hustrus aske fra den højeste tinde i De ni riger!“ [Rank: Epic] (God of War, 2018)

Faktisk spil

Ironsworn har som sagt allerede vundet en lille sejr ved at være kommet på bordet, selvom det kun var med mig selv. Jeg laver en opsamling på mine erfaringer når jeg har opfyldt min ed og bragt Nattens Mulm til Jernlandet … eller er død i forsøget. Det fungerer umiddelbart fint, men det er udfordrende at holde den kreative koncentration og huske de rigtige moves.

Men bloggerligaen skal selvfølgelig også i gang, og tanken er at vi kan koble solospil med fælles missioner over Discord. Det glæder jeg mig helt vildt til.

Endelig har jeg en plan om at spille en sidehistorie i Unævnelige kulter der vil være velegnet til Ironsworn (det er noget med nogle bistre dværge), men den skal jeg lige have mine spillere med på, og jeg forestiller mig under alle omstændigheder at det er noget ude i fremtiden.

Ironsworn, Shawn Tomkin, 2018

Nødsending: Alien Starter Kit

ALIEN_RPG_cover[Preview – Alien RPG Cinematic Starter Kit]
Jeg sprang helt forudsigeligt på en preorder af Free Leagues Alien RPG og fik dermed adgang til en ca. 165 siders demo-PDF. Den har jeg kigget på. Og umiddelbart er alt som man kunne forvente hvis man har fulgt spillet med den mindste interesse. Tomas Härenstam er krediteret som designer.

Førstehåndsindtrykket er takket være Martin Grips fede, stemningssættende illustrationer positivt. De får ofte lov at fylde hen over de sorte sider, uforstyrret af tekstblokkene. Karakterillustrationer er stadig ikke hans stærkeste side, men i det her univers er der også masser af design og setting han kan smovse sig i, og det er, som jeg også var inde på med Symbaroum, her hans force ligger.

Grundfarven i bøgerne er sort. Layoutet er fint og tydeligt uden at imponere. Brødteksten løber i nogle lysegrå, kluntede kasser – en stil der allerede blev brugt i 80’erne når noget skulle signallere sci-fi. Men det er selvfølgelig også den æra man på mange måder hylder. Prosa-fluff og eksempler er skrevet direkte på den sorte baggrund med en maskinfont á la de terminaler der optræder i filmene.

PDF’en udgør en komplet pakke, dvs. der er en indledning og en kort forklaring af de elementer der ikke er med, primært deres kampagnesetting (til hvilken der også skulle være lister man kan rulle på for at skabe sine egne kolonier osv.) og de fulde regler for aliens (xenomorphs). Men man får grundreglerne og alt hvad der behøves for at lave en karakter (minus detaljer som fx Talents).

[Se indholdsfortegnelsen]

Screenshot 2019-05-27 at 22.19.23.png
Eeek. Men det kan selvfølgelig blive bedre i den endelige bog.

Bug Hunt: Year 0

Systemet er blevet præsenteret i diverse podcasts og er som annonceret baseret på Mutant Year Zero, dvs. ligesom Forbidden Lands og Tales from the Loop (d6 dice-pool, succes på 6’ere). Af finesser kan nævnes:

    • Fire Attributes (Strength, Agility, Wits og Empathy), hver med tre Skills tilknyttet (fx ComTech, Mobility og Piloting).
    • Uhygge og kiksede rul opbygger stress der giver ekstra terninger, men også en øget risiko for at panikke.
    • Når et rul udløser Panic, risikerer man midlertidigt at miste kontrollen over sin karakter og sprede Stress til andre.
ALIEN_RPG_char
I printerrummet kan ingen høre dig skrige (over blækforbruget).
  • Man ruller for Supply Levels i stedet for holde styr på ilt osv. – dvs. at man når som helst kan løbe tør for ressourcer.
  • Karakterer har personlige agendaer der kan føre til PvP (særligt i cinematisk spil) og Story Points der kan omsættes i sikre successer.
  • Stealth Mode er en tidsenhed der bruges når man lister rundt/flygter, og GM (Game Mother!) styrer fjenders bevægelse skjult. Som skrevet kræver det faktisk et kort.
  • Conditions: Starving, Dehydrated, Exhausted og Freezing. Meget fint.
  • Xenomorphs har Signature Attacks: særlige angreb der fremgår af væsnets helt egen tabel – GM ruller eller vælger et angreb. Jeg tror ikke jeg har set den tilgang før, og det gør monstrene ekstremt farlige på en let tilgængelig måde.
  • Der er simple regler for at spille en synthetic.

Det virker alt i alt yderst fornuftigt. Det er dækkende uden at blive for crunchy, og der medfølger endda våbenlister, motion trackers og andet nødvendigt grej, herunder naturligvis også en power loader.

Gudernes trillebør!

Og så er der pakkens hovedattraktion, det cinematiske scenarie Chariot of the Gods, skrevet af Andrew Gaska, på ca. 60 sider. Scenariet kommer med fem karakterer, og de har hver en Agenda der udvikler sig over tre akter. Dette er en fast feature i Cinematic. Et andet filmisk træk er at ikke alle kan forvente at overleve – tværtimod.

Jeg vil ikke spoile historien, men lad os bare sig at den starter med et nødsignal fra en mystisk kilde, og derfra går det ned ad bakke for alle involverede. Af filmene læner den sig, ikke overraskende, mest op ad Alien. Scenariet har også sine egne twists, men vurderet på Alien-lore er det ikke banebrydende (og det synes jeg heller ikke det behøver være).

Som scenarie? Det er skrevet meget traditionelt med en gennemgang af de fysiske rammer, dvs. en del af handlingen udfoldes gennem beskrivelser af rum, efterfulgt af en række scener hvoraf nogle er obligatoriske, andre valgfri. Der er som nævnt tre akter, og de personlige agendaer vil være med til at skabe yderligere konflikter og problemer karaktererne imellem, helt som det skal være. Det kunne gå for et ganske udmærket dansk con-scenarie der vægter genre og system højere end bleed og selvransagelse.

Jeg tror det kan være meget sjovt at spille, og det er selvfølgelig måden at få afprøvet systemet i praksis. Der er lidt at holde styr med hvornår man aktiverer hvilke scener, og hvad der skal findes hvor, men det er udmærket doceret med konkrete forslag til tjeks og mulige udfald undervejs. Det er solidt.

Screenshot 2019-05-27 at 22.22.31.png
Martin Grips illustrationer gør det hele lidt bedre.

Hvad får man så ikke?

Hvis der var én stor ting jeg savnede, så var det en fornemmelse af mørke og gru på en kosmisk målestok. Der er noget Lovecraftian over artefakter i rummets dyb. Et odgammelt skibsvrag hvis besætning blev ofre for dets egne slaveskabninger – en dræbermaskine for hvem mennesket kun er ofre og avlsdyr. Bare som eksempel – Morten Greis nævner i sit Aliens-scenarie Kold sol også emner som isolation, hjælpeløshed, forfald og drømme. Men der er slet ikke nogen diskussion af tematik i PDF’en, så måske er det noget der kommer i den endelige bog?

Eller også er det her bare Free Leagues måde at gøre tingene på? Det er ikke så forskelligt fra Tales der også tackler potentielt socialrealistiske problemstillinger uden at sovse rundt i det. For der er jo stadig død i rummets intethed, seje kvinder, blind grådighed, industri-punk og menneskelige relationer, sådan som der skal være i Alien. Designerne kender godt de her film. Jeg havde bare gerne set den ekstra dimension få lidt mere plads – rollespillet giver os nogle helt særlige muligheder for at udforske ideer, og det kunne man godt have åbnet mere op for. Måske ligger der her nogle begrænsninger i at alting skal godkendes af filmrettighedshaverne?

Jeg savnede til gengæld ikke specielt en kampagnesetting. Jo-jo, det bliver sikkert udmærket – en samling planeter, en række årstal, navne på en håndfuld corporations og grundplaner over rumskibe er fint nok, men jeg fornemmer ikke de har en masse overraskelser oppe i ærmet på den front. For mig er det horror-delen af Alien der trækker, og jeg har ikke noget behov for at spille sci-fi uden det. Men jeg kan blive positivt overrasket.

A bad call?

Screenshot 2019-05-27 at 23.24.23En grundbog koster ca. 350 DKK plus porto (300 sider, hardcover og i farver), så til den pris – og med Free Leagues generelle niveau – er det ikke svært at anbefale. Man skal måske lige forventningsafstemme med sig selv – det her er ikke noget revolutionerende. Der er ikke noget der forhindrer en i at spille Alien-rollespil uden det her produkt. Men Alien RPG har fanget meget af det væsentlige og destilleret det i et regelsystem der er grundigt testet og har nogle fine krøller uden at blive tungt, og pakket det hele ind i en pæn præsentation.

Eller sagt på en anden måde: Alien-scenarie til Fastaval 2020.