ParaDox 6: Die Kriegern!

[En føljeton om Paradox-scenariets tilblivelse (oversigt)]
Sidste indlæg var en længere smøre (om at trække synopsen fra Fastaval) fra den journal jeg førte i nogle måneder af skriveprocessen, så jeg valgte at gemme de efterfølgende overvejelser til et separat indlæg. Det følger her, men først en sidste opfølgning på at have trukket Paradox’ synopsis. (Nye fodnotter indføjet i [klamme]).

Den 3. september 2018 [fortsat]

Lige nu tror jeg scenariet skal have en pause og så en chance til. Men det har været godt indtil nu, og processen har været givtig. Men samtidig har jeg bare lyst til at skrige, for jeg ser bare et nyt Krigerne for mig – fedt at fedte med, i det uendelige, men aldrig andet end ikke en skid. Well, i det mindste er jeg taknmelig for at den her blog [altså procesjournalen] ikke er blevet publiceret. Og så et lille håb i at jeg dog var kommet et godt stykke af vejen – der ligger trods alt noget, ikke bare et luftkastel.

Den ikke-8. september 2018 [men deromkring]

ec478b7ea3042fed2c0917273096a2ff
Canne et Baton!

Fuck me …
I nat drømte jeg af flere omgange om Krigerne, men nu som Die Kriegern! Reglerne i dette nye Warhammer-spil tog udgangpunkt i at man var gadelømler (der kæmpede med stave), og så var det jo oplagt at historien gik på at avancere dem [gennem karrierer]. Jeg overvejede endda noget med at de senere blev rigtige bandemedlemmer og senere igen soldater. Der var sågar regler – WH lå i baggrunden, men ellers var det faktisk noget der mindede en del om det jeg i sin tid puslede med: at man skulle fortælle for at bruge særlige evner.

Det ville faktisk være lidt et scoop at slå Krigerne og Warhammer sammen, men det ville også lugte meget af Johs’ Narzula og måske også Kristian Bachs scenarier. [Måske?] Nu læser jeg Vampire, og man kunne jo også køre det som [unge] coteries i New York – slåskampe med supernatural powers og blodtørst!

calcio-storico.jpgDen sidste kommentar er simpelthen alt for sigende: Min hjerne har det meget sjovere med at få ideer end at implementere dem.

Men lad mig starte med et positive. Da jeg først havde besluttet ikke at deltage i Fastaval, var jeg enormt lettet. Det er selvfølgelig ikke en god ting når neuroser kommer i vejen for noget man godt vil, men det er omvendt heller ikke meningen at man skal blive syg af at skrive scenarie. Og som det også skinner igennem, var jeg egentlig optimistisk om at jeg kunne samle bolden op og skrive videre. Det kunne jeg så ikke (umiddelbart). For selvfølgelig havde det brudt det flow der nu var. Men det tog faktisk kun en uges tid at komme sig over slaget (og når jeg vender tilbage med de næste afsnit, bliver det med et kig på selve scenariet, promise).

Når jeg ser det nu på afstand, så var timingen nok også lidt uheldig: Scenariet befandt sig et sted hvor tingene skulle til at have en fastere form. Og hvor mange oplever at få et kick ud af at se deres ideer materialisere sig, så hader jeg (det der for for mig er) den kvælende flaskehals mellem en fri, skabende og idebaseret proces og den detaljeorienterede efterbearbejdning hvor „det svære“ er overstået, og jeg kan nørde med layout, sprog osv. Det havde sikkert været sundt for mig hvis jeg havde kunnet bruge og omsætte synopsen i mere konkrete systemer/løsninger, men det var nok for meget at håndtere både den vanskeligste del af skriveprocessen, samtidig med noget der også var så hårdt følelsesmæssigt, nemlig at risikere et afslag (eller værre, en antagelse, med forventningspres til følge).

Hvis der er noget jeg er ked af omkring det, så er det at Fastaval skal være så svært. Altså, det er ikke en kritik af FV – vi snakker udelukkende i mit hoved. Jeg ville elske (hade) at have noget med igen, men det har altså bare vokset sig til noget af et bæst. Alt i alt var det nok fint med en pause fra ’vallen sidste år, og den pæne modtagelse af Paradox på Viking-Con gav mig faktisk lidt selvtilid at have med næste gang jeg besøger Fastaval (der lige nu, 2020, jo er aflyst pga. Covid-19) – næppe til at skrive, men bare at se forfatterfællesskabet i øjnene og kunne sige, Jeg kan også. Hvis et Fastaval-scenarie nogensinde skal på tale igen, så gælder reglen at det skal være (næsten) helt færdigt, i hvert fald være inde i den sidste del af processen (redigering/layout/osv.) eller et samarbejde med en anden. Men tilfredsstillelsen ved at blive færdig med et scenarie, aflevere, få det spillet og ovenikøbet få positiv feedback, var lige så fed fra Con2/Viking-Con som fra Fastaval – det er helt og holdent et egotrip. (Fastaval skal dog have at de har et helt anderledes fællesskab omkring skriveriet og feedback som man ikke får i samme grad andre steder).

Der skal en krølle mere på historien: Et par måneder efter det her blev jeg sygemeldt pga. „stress“ (lidt forenklet). Så i den her periode havde jeg heller ikke supermeget overskud, mildest talt. Så jeg er lidt usikker på hvor sigende det egentlig er. Eksempelvis søgte jeg i år igen ind på Manuskriptskolen for Børnefiktion (det hed noget andet i 2018, men det er meget samme koncept), og denne gang lykkedes det at få afleveret noget (uden at det så nødvendigvis bliver til mere, men nu har jeg gjort min del). Og ja, det var selvfølgelig tungt, men jeg gjorde det, i modsætning til i ‘18.

Slut for Dox i denne omgang. Jeg regner med at vende tilbage med endnu cirka tre artikler og så få rundet af.

1587_5_large.jpg

Illustrationer: Calcio Storico (tileansk blodbold) og The Warriors: Ultimate Director’s Cut

ParaDox 5: Fastaval-maveplasker

[En føljeton om Paradox-scenariets tilblivelse (oversigt)]
Efter at have skrevet om en rent praktisk detalje ved scenariet (nemlig hvordan setting voksede ud af Google Maps), er vi her tilbage ved selvpineriet – erkendelsen er nok at det bare fylder en del i min „proces“. Jeg vil lade journalen beskrive det selv:

Den 20. august 2018

Fastaval?
Jeg kom forleden til at læse en tråd af Mikkel Bækgård om at pusle med tanker til Fastaval-scenarier i fbm. synopsisdeadline den 1. september. Jeg havde egentlig holdt mig lidt væk, i første omgang fordi jeg troede jeg var ligeglad, men da jeg listede lidt tættere på, kunne jeg godt mærke at det lige så meget handlede om et ubehag ved tanken. Så postede Johs om manglende tid til at sende en synopsis ind, og jeg fortalte hvordan jeg så det som lige så fint at køre et scenarie én gang på fem conner, som fem gange på Fastaval.

Men samtidig har jeg arbejdet langsomt videre på scenariet, og jeg føler mig ret sikker på at komme i mål med det. Så hvorfor ikke give det en chance for at komme på Fastaval? Så nu har jeg skrevet til de scenarieansvarlige for at høre om at de vil acceptere at det kommer på Con2 først – for på hjemmesiden insisterer de strengt på at det skal være et premierescenarie. Så må vi se. Men jeg er da alligevel så fristet at jeg dels har skrevet et udkast til en synopsis, og dels har sagt til Arn at Japan-turen måske skal ligge et andet sted end i påsken. Sender jeg ind og får nej, kan jeg trøste mig med forår i Tokyo. Kommer jeg på, får jeg anledning til at møde drengene fra Shut Up And Sit Down.

Det springende punkt er lige nu hvordan de tager det med Con2.

Den 3. september 2018

Synopsis
Det viste sig at de scenarieansvarlige var helt cool med Con2. Sålænge der tydeligt står at det er spiltest.

Så jeg lavede en synopsis og fik ovenikøbet feedback på den. Det gik egentlig fint. Det førte til en snak med [underboerne] om scenariet, og det jeg nok mest tog med derfra, var at karaktererne – som jeg også har arbejdet mindst på – trængte til en kærlig hånd. Hvad motiverer dem, hvilke store valg skal de tage, er der en konkret mekanik til at håndtere det? var nogle af de spørgsmål vi diskuterede. Løsningen i synopsen blev at fomulere det som „aspekter“, Fate-style. Det er stadig ret løst, men dog mere fast end det var. Og jeg har en tiltagende fornemmelse af at der skal en mekanik på – men det er langt fra på plads. Og så røg den afsted.

l_587

Den 8. september 2018

Ude igen
Nu har jeg trukket synopsen fra Fastaval. I denne uge har jeg haft mulighed for at arbejde på scenariet, og det gik da også fint de første par dage. Torsdag kunne jeg ikke lave noget fordi jeg skulle spille rollespil og om aftenen var til reception på Gyldendal. Og der begyndte det … følelsen af at det måske ikke duede til noget, tanken om at jeg skulle trække det. Fredag spildte jeg på at lave ingeting og få det dårligere, og jeg havde egentlig sat det som en deadline for en beslutning. Det føltes som udelukkende dårlige valg. Hvis jeg trak det nu, hvad så med Con2? Skulle jeg arbejde videre mod et dårligere slutprodukt for at gøre det mere realistisk? Og hvis jeg virkelig mente det var en mulighed, hvorfor så ikke lade synopsen blive, for så ville jeg jo have noget at forbedre på og aflevere til Fastaval? Og nu har jeg så trukket mit scenarie – igen, og dermed ryger mit rygte yderligere et hak ned. Hvad skriver jeg på bloggen? [Note: Jeg havde ikke skrevet om Fastaval på bloggen, så det her må hentyde til en mere generel selvbebrejdelse.]

Værre er selvfølgelig hvad det betyder for mig selv og min evne til at producere noget som helst – ikke mindst i lyset af at jeg reelt lige nu har en pause mellem arbejdsopgaver og skulle forestille at have skriveriet som en mulighed. Og hvorfor er det mine gode ideer crasher så hårdt? Det er jo en god ide, og jeg tror jo et eller andet sted stadig på den, men jeg kan bare ikke se vejen frem, kan ikke engang tænke konstruktivt om at arbejde mig frem til noget. I baghovedet ligger også nederlaget med først at køre Trail of Cthulhu [læs post mortem 3] og siden Forfatterskolen for børnelitteratur [hvor jeg samme forår ikke formåede at færdiggøre en ansøgningstekst]. Det er fandme forkrampet.

Den væsentligste fejl her var helt klart at melde noget ud – det var alt for tidligt, særligt i forhold til Fastaval hvor jeg i stigende grad kunne mærke forventningspresset vokse mig over hovedet. Inden det overhovedet var begyndt.

Rent praktisk var er altså ingen problemer ved at teste scenariet på Con2 og regne det for premiere på Fastaval – og i den sidste ende var det reelt hvad jeg gjorde, bare med Viking-Con i stedet for FV. Jeg fik et venligt brev fra de scenarieansvarlige på FV om at de havde fundet synopsen interessant – det havde de jo ikke behøvet. Men her var Paradox reelt dødt. Jeg havde forsøgt, det duede ikke, og nu var der ingen grund til at prøve mere.

Sådan endte det så heldigvis ikke, men jeg smider et separat indlæg om dønningerne.

Nå ja, og til gengæld havde Arn og jeg så en fantastisk tur til Tokyo i påsken.

giphy

Illustrationer: Fastavals tema i 2019 var Under the Sea. Og gif fra Fight Club.

ParaDox 4: Paradox, New York

[En føljeton om Paradox-scenariets tilblivelse (oversigt)]
Paradox-dokumentaren er tilbage, og det bliver igen til tre hurtige afsnit og så en pause. Vi starter lidt let, med settingen, og journalen får ordet (jeeeezus, sommer 2018! Det er jo to årtier siden):

den 9. august 2018

Paradox
Jeg var lidt i tvivl om hvor scenariet skulle foregå. Min første tanke var Atlanterhavskysten i det nordlige USA. Det var ret oplagt så at have fyrtårn. Men da en artikel gjorde opmærksom på at Annihilation dybest set var en Colour-adaption, blev det ligesom lidt for on the nose. Næste bud var at vælge skovene i det vestlige Massachusetts der vist er også er hvor Lovecrafts novelle foregår. Men så føltes et gammelt hus på en eller anden måde mere passende end et moderne hus [og det havde jeg ligesom besluttet]. Et andet hensyn var også at det skulle være realistisk at smarte reklamefolk ville køre dertil. Derfor tænkte jeg Upstate New York, uden helt at vide hvad jeg gik ind til. Men et af de første billeder jeg fandt, var Lake Placid, og så vidste jeg at jeg på rette spor. Efter lang tids zappen rundt i de smukke skove og bakker på Google Earth fandt så Paradox Lake, og det var ligesom det.

murder
NYT notits.

Jeg endte med at ændre nogle ganske få ting. Peaked Hill er lidt højere, byen Paradox er slettet, for den var kun et par huse, der er lidt længere ud til hovedvejen, der er ikke nogen lejrhytter, osv. Men Severance passede så godt på min ide om den by der skulle være, at jeg helt bogstaveligt har taget Don’s Garage, Paradox Crafts og hardware store fra den nutidige by. Schroon, den nærmeste by, er så lille som beskrevet, og da jeg tjekkede om de overhovedet havde en sheriff, fandt jeg notitsen i NYT om Murder in the Adirondacks. Club Paradox findes, men den har jeg så lukket. Brandvagttårnene var noget der dukkede op i browsingen og fik en lille plads. Så virkelighedens Paradox kom faktisk til at spille en større rolle end tiltænkt.

Screenshot 2020-03-26 10.40.52.pngHele miljøet er ekstremt naturskønt og smukt, og den hovedvej der går op igennem staten, er også let at se for sig i 1966 (selvom jeg selvfølgelig ikke har tjekket hvornår den præcist blev anlagt). Det var naturligvis navnet Paradox der ved første øjekast fangede mig da jeg først havde indsnævret området (bakker, vilde skove, skønhed, afsondret men tilgængeligt), men som nævnt i scenariet er der også både en Pyramid og en Pharoah Lake – det er jo næsten et mytisk landskab. Endelig inkluderede jeg naturligvis den lokale (sø-)forklaring på vandet der løber den forkerte vej, og det fik en ret central rolle.

AtlasMissile_site_in_Adirondacks_New_York-PUBLIC_DOMAIN
Missilbase i Adirondacks, lukket i 1965.

Til gengæld fik jeg ikke inkluderet de forladte miner og tilhørende spøgelsesbyer – sådan nogen kan man til genæld altid bruge. Der har også, i scenariets ånd, været missilbaser i området under den kolde krig – de må også vente til en anden gang.

Det var egentlig ikke planlagt at lade virkeligheden fylde så meget i skriveprocessen, men jeg havde allerede inden jeg endte i Paradox, en løs ide om encounters hos de lokale, så kortet hjalp mest med navne og konkretisering af hvilke erhverv der skulle være. Don’s Garage, David Whitti Sales & Services, Paradox Crafts og Lake Paradox Club er alle løftet direkte fra Google Maps – posthuset fik dog ikke plads. Nå ja, og Dons fanske rødder er inspireret af historien om mordet på vicesheriffen og flugten ind i vildnissset omkring søen.

(Indskud til senere: Ikke så længe efter ovenstående indlæg må jeg have læst Michael Sheas Color Out of Time, og den kom også til at inspirere settingen, men måske lige så meget hvordan jeg beskrev den).

Research kan være et tveægget sværd, fordi det kan inspirere, men også være uforpligtende og let at fare vild i. Det var jo aldrig meningen at Paradox skulle være specielt realistisk, og det er næppe blevet bedre af at jeg nævner forskellige blomsterarter i dalen ved navn. Men i det her tilfælde tjente det faktisk lige så meget som en sund begrænsning, i og med at jeg havde „det hele“ lige foran mig og ikke behøvede opfinde en setting fra bunden.

Screenshot 2020-03-26 10.43.54.png

Virkelighedens Whitti’s landhandel er næsten lige så trist som scenariets. Jeg får lidt mindelser om første sæson af True Detective (Google Street View).

Tales From the Loop-trailer [tv]

Den her kommer nok hurtigt ud over hele rollespils-SoMe, men den var ny for mig:

Det ser da meget fedt ud! Med et par direkte nik til Simon Stålenhag-illustrationer og en god grundtone af undren og vemod. Matt Reeves er inde over som producer (imo en god ting). Det ligner ikke rollespillets amerikanske loop (Boulder City), men det er ikke helt klart, og jeg kan ikke lige finde hvor så. Ved nogen det? Premiere i april på Amazon Prime.

Blades forberedelse

[Blades in the Dark – prep]
Jeg måtte desværre udsætte anden del af Blades in the Dark, men så kan jeg jo poste lidt forberedelse. Først lidt visuals:

hq_crows.jpg

Play-aid lavet af Tim Denee bygget over grafik fra computerspillet Thief der er en af de officielle inspirationskilder (touchstones) til stemningen i Blades.

BaszoBaz_Lamp.jpg

En anden touchstone er spillet Dishonored, og ham her synes jeg er et godt bud på bandelederen Bazso Baz. Illustration af Cédric Peyravernay.

Blades_ark_Hound.jpg

Jeg er ikke vild med de officielle karakterark, så jeg bakser med en afløser. Den er der ikke endnu, elementerne sejler lidt, men noget i den her retning. Jeg overvejer også at have en standard side 1 med plads til lidt mere forklaring, fx af stats, og så en side 2 til at ligge bagved så kun højre spalte stikker frem med det der er specifikt for de enkelte playbooks.

Konsekvenser

Men det vigtigste fund var Nightstaffs model til at forberede missioner, Prepping Scores, baseret bl.a. på CrimeWorld til Fate Core. Min forberedelse til første spil bestod i et relationsdiagram med nogle klare konflikter – det er den model Harper bruger som eksempel i regelbogen, og det er udmærket. Men det giver ikke nødvendigvis så meget konkret at improvisere ud fra. Det man i praksis har brug for, er mulige konsekvenser, altså hvad der sker når en spiller ruller 1-5 på en sekssidet terning – det er med andre ord mange gange spillederen med kort varsel skal finde på. Den her metode er lidt mere organiseret, men stadig helt åben og velegnet til sandkassespil/Story Now.

Ideen er i al sin enkelhed at lave nogle lister med komplikationer for forskellige dele af missionen: 1. Hvad er det man vil stjæle (myrde/smugle etc.), og hvorfor er det besværligt? 2. Hvordan er „boksen“ der gemmer det, indrettet, hvordan holder den folk ude? 3. Udenom det laver man et antal zoner (fx tre) – lige fra de offentlige områder i et hotel til bandelederens private gemakker (der huser boksen). 4. Man kan evt. have yderligere en liste med forslag til hvad bandens rivaler (eller andre aktører) kan finde på imens. Detaljer er ikke så vigtige – de vil vise sig ud fra konteksten når man spiller – så efter en fem minutters brainstorm havde jeg et godt overblik (okay, jeg kunne så også stjæle et par entries fra Nightstaff, men det er stadig meget ligetil). Bonusaktivitet: sorter ideerne efter alvor/sværhedsgrad.

Nu har man så 4-6 lister med gode ideer til træfninger, optrin og uheld der kan gøre missionen vanskeligere og sjovere. Og nok så vigtigt i mit tilfælde: Det bliver muligt at holde trådene samlet uden at jeg skal bestemme hvad der skal ske. Jeg fik det så ikke testet i denne omgang, og jeg vil nok benytte udsættelsen til at føje lidt mere kød på skelettet, men hvis ikke du er medlem af banden Dead Ravens, kan du se mit eksempel her: pdf (missionen er at bryde ind hos Gondoliererne og stjæle et lig de angiveligt gemmer på).

(Ideen med åbne udfordringer/forberedte lister findes selvfølgelig mange steder, jeg har fx lige købt Delve til Ironsworn der løser dungeons på lidt samme måde, men det her var lige hvad jeg havde brug for til Blades.)

edf392e06c14f9436362eb7c5e091a4c

Dead Ravens. Illustration af Phantagrafie

Ironsworn og Blades

[3-2-! – spiltest/demo af Ironsworn og Blades in the Dark]
Et af mine mål for 2020 var mere rollespil, bare mere, men også prøve noget forskelligt af så bøgerne ikke bare samler støv på hylden. Det har de seneste par uger ført til „demo-spil“ – altså lige så meget demo for mig som for spillerne.

Ironsworn

Jeg er kæmpe fan af det her spil, men har primært spillet det solo og så en enkelt gang over Discord (co-op med andre der kendte systemet). Så det var alligevel noget andet at skulle introducere det for nye spillere (tre af dem der var med i Ailigrund-gruppen). Tre spillere synes jeg er maks i Ironsworn og helst co-op, så i stedet for selv at lave en karakter eller fungere som GM, gik jeg mere ind som facilitator og regelkonsulent. Jeg havde overvejet at afkorte den indledende fase med at bygge verden, men dels er det en vigtigt del af at komme ind i settingen og få ejerskab (og ideer), og dels var spillerne skide gode og fandt på nogle ting jeg gerne ville høre mere om. Det er meget hurtigt at lave karakterer, så det gjorde vi næsten efter bogen, men jeg introducerede Assets (spillets særlige evner) i mindre doser.

34dc16c4e1c3e7e932d071643c532539
‘Nøkken’, Kim Myatt

Så iscenesatte vi en fælles „inciting incident“ (de bor i den eneste sande by i Jernlandet, omgivet af en ring af kæmpe jernstøtter, og på denne nat hører/ser de en ukendt støtte kalde fra vildmarken uden for byen …), men lod hver karakter sværge deres egen jern-ed. Og så afsted på en rejse for at finde den mystiske jernobelisk. De mødte en vandånd, blev angrebet af kannibaler og nåede frem til støtten hvor en endnu ukendt komplikation venter.

Verden og karakterer tog næsten halvanden time og så to timers spil. Indledningen kunne have været kortere, men jeg var som sagt underholdt, og vi nåede stadig ganske meget.

Det fedeste var: hvor enkle reglerne er at forklare; hvor fed en verden spillerne skabte ud fra simple oplæg; og hvor let det er for spillerne at skabe og løbe med historien, helt uden forberedelse fra min hånd, men ved fælles ideudvikling og orakler (tilfældige inspirerende stikord). Ironsworn er meget velegnet til demo. Man kunne også have komprimeret intro, regler og karakterer til en halv time og så spillet en effektiv time derefter, så det ville også fungere hvis man ikke havde lige så god tid.

Jeg tror muligvis vi spiller en gang mere, så karaktererne kan afslutte deres første ed – der var i hvert fald stemning for det, men ellers var det et fint sted at stoppe.

Blades in the Dark

Blades har mange dragende og interessante facetter og mekanikker … men deri i ligger også vanskeligheden. Der er mange „moving parts“, og hvis ikke de kommer i spil, fungerer det grundlæggende ikke som tænkt. Men vil man havde dem i spil, hæver det tærsklen for at komme i gang. Alligevel valgte jeg det som det første i min nye „Three-Two-Done“-gruppe (som i praksis er den samme som Skyggen af den indre fjende-gruppen) hvor tanken netop er at teste systemer og højst bruge tre gange på hver.

blades_map
Mashup af plakat for ‘L’Empereur de Paris’

Manner, hvor har jeg læst reglerne mange gange og hørt actual play-podcasts og stillet spørgsmål på Discord osv. Grundreglerne er enkle, men der er mange tandhjul, og vigtige elementer er mangelfuldt formidlet. Potentialet er der helt ubetinget, men det er ikke noget enkelt system.

Jeg forberedte et setup som anbefalet (tog udgangspunkt i det der er nævnt i bogen, men twistede det, og vi endte et helt andet sted), og så lavede vi karakterer og crew fra bunden. Det tog som forventet en del tid, men jeg syntes lidt det var dét eller bruge en masse tid på at snakke enten setting eller regler, for jeg havde brug for en eller anden krog til at få spillerne ind i verden og system inden vi for alvor gik i gang.

Spillerne fik en opgave af Baszo Baz, lavede deres „gather information“ og nåede frem til „engagement roll“ som endte på „controlled“. Jeg vidste godt det ville tage lang tid at lave karakterer hvis vi gjorde det til bunds, for det var også en anledning til at runde reglerne, og det endte også på næsten to timer. Derefter spillede vi en times tid. Eftersom de startede i en kontrolleret situation, kunne vi godt have nået en hurtig in/out-mission, men næste gang kommer to spillere mere med, så det virkede ret oplagt at stoppe hvor vi gjorde og så have dem med fra start.

Det var lidt hårdt arbejde, og der er mange regler at forklare, men jeg prøvede at undå overload, og jeg synes faktisk vi fik etableret en god bande („Dead Ravens“) med reel tilknytning til settingen. Alle skulle lige føle sig frem ift. at være medfortællende (Blades lægger op til at være GM-styret, men med meget spillerinput), og det er fint nok af være et low-prep system, men det gør det i praksis lidt svært at komme med knivskarpe svar når karaktererne søger info om en lokation man ikke har forberedt! Ikke desto mindre regner jeg det for endnu en succes.

Planen er at spille 1-2 gange mere, så næste gang er det en „score“ eller to og noget downtime.

Juletid er listetid!

Sidste års juleopdatering var mest en étpunkts Hvorfor jeg ikke har tid til at skrive noget lige nu-liste, men denne gang får du hele tre lister! (Og hvis man vil have blogkalenderpakker, er det igen Lænestolsrollespil der har leveret).

Fem fede ting i 2019

2019top5.jpg

Paradox
Det største var at få et scenarie skrevet færdigt og ud til publikum og få ros for det. Det var hele tre store ting. ParaDox er en række artikler der beskriver scenariets tilblivelse, så jeg vil ikke sige mere om det her.

Rollespil med fremmede
Jeg gik ind i en rollespilsgruppe af fremmede fra Pen & Paper Danmark-gruppen (på Facebook, urgh), og vi spillede en afsluttet minikampagne, Ailigrund. Det gav klart blod på tanden ift. at prøve det igen. Jeg havde faktisk håbet at skulle afprøve Blades in the Dark på samme måde, men det initiativ er vist gået i sig selv igen – jeg overvejer lidt selv at samle det op, men det er klart sjovere at spille end det er at organisere. Sig til hvis der er stemning for at jeg gør noget ved det.

Ironsworn
Efter at være vendt tilbage til rollespillet har jeg kastet en masse penge efter forskellige rollespilsbøger, men det var det gratis Ironsworn (anbefalet af Per) der tog stikket hjem når det kom til systemtænkning omsat i letanvendelig praksis. Med et par enkle mekanikker driver det en spændende handling frem, og Shawn Tomkins produktion er solid. I januar demoer jeg det for Ailigrund-drengene, og det kan være der bliver mere af den slags. Jeg har også en solokampagne kørende som bestemt ikke er død – Shiro vender tilbage næste år (lige nu venter jeg på udvidelsen Delve der skulle lande i januar).

Unævnelige kulter
Okay, vi startede egentlig i slutningen af ‘18, men hovedparten af min egen Warhammer-kampagne udspillede sig i år (og det var igen med spillere uden for min faste rollespilskontaktflade, selvom jeg kendte dem alle). Som diskuteret i min post mortem for første del af kampagnen er der plads til forbedring, men det var stadig ret godt, og først fremmest førte jeg det igennem, selv i en periode hvor jeg døjede med stress m.m. Det er jeg meget tilfreds med, og det er den slags små sejre der skal til for at få mod på mere.

New media 😛
Som i: jeg postede en video! Det kan virke som en lille fjollet ting, men det var lidt grænseoverskridende offentligt at præsentere noget „kreativt“ vel vidende at jeg ikke er god til det. Jeg har også optaget en med Alien som vist aldrig bliver til mere, men det tæller som øvelse. Så det vil jeg forsøge at komme med mere af. Måske også noget der indholdsmæssigt er lidt sjovere.

Ti boblere

2019bobler.jpg

Sjælehvisker: Udover mit eget Paradox lavede jeg også layout på Mettes Fastaval-scenarie Sjælehvisker. Jeg elsker at nørde med andres ting hvor jeg ikke mærker det samme pres for at skulle præstere, men bare kan lægge kræfterne i at gøre andres fede ting bedre. Egentlig ville jeg gerne hjælpe mere – specielt med illustration og korrektur/redigering, men også som sparring-/skrivemakker – men efter en lang pause er jeg helt sikkert lidt i perferien af scenarieforfattermiljøet.

Skyggen af den indre fjende: Det er en luksus at være spiller i en langvarig kvalitetskampagne. I år har vi fået to nye, gode spillere med, og vi har som beskrevet her nået et foreløbigt klimaks der kastede min karakter ud i en krise – det er jo altid herligt. Men først og fremmest er det en taknemlig hilsen til vores spilleder for at gøre alt arbejdet. Ift. system og fortælling er det ret klassisk, men det er stadig godt.

Købekunst: Jeg købte illustrationer til Paradox og et karakterportræt til Skyggebringer-kampagnen. Det var virkelig en selvforkælelse, men ikke sindssygt dyrt, og det er noget jeg helt klart kunne finde på at prioritere igen. Jeg har et halvt indlæg liggende om det, så mere om det i det nye år.

Alien RPG: Jeg købte som sagt en hel del rollespilsbøger – og der er flere undervejs fra Kickstarter – men jeg tror Alien får prisen som det jeg glæder mig mest til at gøre noget ved. (Jeg gav mig selv Masks of Nyarlathotep som gave for at blive færdig med Paradox, og det får en Hædrende omtale).

Bloggen: Udover at vove at poste den ene video, fik jeg også postet en bunke ret ufærdige tegninger – og begge er udtryk for den samme lyst til at være lidt mere udadvendt. Det kom også til udtryk i ParaDox hvor jeg også har skrevet åbent om at være lidt en knudemand. Det er en fordel ved at have en ret anonym blog: Jeg kan fortsat bilede mig selv ind at jeg er den eneste læser og derved lade den funmgere lidt som skriftestol.

Kim Newman: Jeg fik „Jack Yeolvils“ Warhammer-historier tilbage på hylden! Det var et dejligt gensyn, og jeg har ikke helt sluppet håbet om at han vender tilbage med en ny bog om Genevieve, Detlef Sierck og de andre tosser. Her på kanten til verdens ende er nostalgi et stærkt drug. Der kom også andre fine (og flotte) bøger på hylden (særligt en masse Lovecraft), men sommetider er de simple glæder de reneste.

Tainted Grail: Vi har spillet en enkelt omgang af dette nye historiedrevne megabrætspil og når en omgang mere inden nytår, og så kan jeg begynde at vurdere hvordan det passer ind i definitionen på rollespil. Men første omgang var sjovt! Jeg havde oprindeligt også en ide om at blogge om Arkham Horror – the Card Game der ligeledes arbejder meget med historie og karakterer. Der er noget her der kan være interessant.

Podcasts: Altså actual play (og lydbøger). Jeg har nu stort set altid noget i ørene når jeg bevæger mig ud. Det er ikke altsammen lige godt, men jeg tager det som underholdning, og lidt inspiration er det vel også. Samtidig er det en substitut for at spille alt det jeg gerne vil. Og jeg tror faktisk jeg synes det er et bedre alternativ end at spille over Skype/Discord/Roll20.

Testspiller: Jeg spillede Remember the Amazons, Blodtågens forbandelse og Isotoper over Isefjorden og når også at prøve Häxenjäger. Nu hvor jeg ikke længere formår at være spilleder på scenarier er det her et sjovt og hyggeligt alternativ, og det ligger også lidt i forlængelse af det jeg skrev under Sjælehvisker.

Per & Peter: Ja, mine gamle indie-kumpaner stak (kort) hovedet op på deres respektive blogge, og det var virkelig hyggeligt at have dem tilbage selvom de bor fjernt herfra. (Et par andre af de drenge jeg spillede med i helt gamle dage (vi er næsten i Stranger Things-territorie her, mine unge venner!), er også modne til at vende tilbage til folden, så endnu en Hædrende omtale til dém, med håbet om at de leger med i 2020).

Fem ting i 2020

2020.jpg

Mere rollespil, bare mere: Jeg har ikke fået nok, og nu hvor i hvert fald Ailigrund er rundet af, er der mindst én ledig spot. Det jeg har mest lyst til, er at tage nogle af mine nye bøger frem fra hylden og spille de systemer som skrevet. Bare prøve dem af. Jeg har som sagt allerede en aftale om Ironsworn og Alien, men også Blades in the Dark, The Fall of Delta Green, Tales From the Loop, Symbaroum og andre.

Et scenarie: Jeg vil ikke presse mig selv, men jeg vil gerne som minimum nå udover idestadiet. Om det er noget af det der allerede er på tegnebrættet, eller noget helt andet, får vi se. Men i hvert fald er ideen den samme: at skrive for mig selv og i mit eget tempo og se hvilken deadline/con det giver mening at koble det op på.

Et fungerende Warhammer-hack: Det er virkelig et nisseprojekt, og jeg har allerede kastet en del hyggelige timer efter at hacke WFRP4. Jeg har også arbejdet lidt med Free Leagues Year 0 Engine, men ingen af delene vil rigtigt falde på plads, så jeg tror, jeg skal begynde forfra. Det er relevant for næste punkt.

En løbende kampagne: Det kunne være fortsættelsen på Unævnelige kulter, men jeg er også åben for noget andet, så det ikke bliver Warhammer alt sammen. Jeg ejer jo flere gode bud allerede: Nyarlathotep, Eternal Lies, The Black Madonna – og i 2020 kommer forhåbentlig The Borellus Connection. Eller Band of Blades der netop er tænkt til at køre et længere, afsluttet forløb. Jeg drømmer også stadig om noget kollaborativt i stil med ActaCon, med skiftende spilleder-ansvar. Eller måske faktisk at gøre noget ved dén der Tatters of the King

Gensyn med [◄◄] Newhammer: Her på bloggen kan man også forvente at jeg samler Gensyn-serien op og som lovet ser på nyere Warhammer-scenarier. Men lad os lige få Fastaval overstået.

God jul og godt nytår!