Kickstarter from the Flood

Det var Lænestolsrollespil der sagde jeg skulle. Måske ikke lige med de ord, men jeg hørte helt sikkert stemmerne i mit hoved: Køøøb …

flat,1000x1000,075,f
Billedet der som det første etablerede Stålenhag i min bevidsthed. ‘Fjärrhandske’ (officiel RedBubble-side)

Som alle (?) andre var jeg ved første møde med Simon Stålenhags kunst helt solgt. Men der sneg sig også en lille irritation ind – muligvis bare over at han var så talentfuld, men måske også noget overlagt, fortænkt i hans værker – Stranger Things har til tider den samme virkning på mig: Når historien kører, hæver den sig over sin nostalgi-shtick, men så smutter facaden i et enkelt glimt, og det kan føles faretruende beregnende. Og som rollespil? Næsten for oplagt.

Lænestolsrollespil formåede dog at vække min interesse for Tales from the Loop, og efter at have kigget nærmere på det, er der nogle ting der særligt taler til mig:

  • 61364ce5d488583b6b4c99726cbcfe6e_original
    Link til Kickstarter

    Enkelthed: et let system med enkelte, relevante fokuspunkter, såsom karakterernes progression.

  • Designhjælp: der er tænkt over hvordan man fortæller historier i systemet – både i form af at bygge mysterier (scenarier) og sandkassespil (Mystery Maps).
  • Stemning: lidt mod forventning virker rollespillet ikke forfladigende på illustrationerne, men giver dem derimod en kontekst der har fornyet min interesse for dem.
  • Lettilgængeligt: det ovenstående gør det indbydende for nye spillere – min egen generations historie, lette regler, fælles skabelse, mulighed for afsluttede historier.
  • Tvivl: en af de mest spændende diskussioner i Lænestolsrollespil handlede om historiernes mørke kontra uskyldig eventyrlyst – det lille splint af uklarhed tiltaler mig.

Så når nu Fria Ligan (Free League) giver chancen for at hoppe på med en 90’er-over-/tilbygning, Things from the Flood*,  plus mulighed for at tilkøbe originalen, i en særdeles succesfuld Kickstarter, er jeg i den grad på – den går ind i de sidste timer nu og ser ud til at nå samtlige stretch goals. Udgivelse er planlagt til februar, og så regner jeg med at køre et lille mysterie med de nærmeste. Morten Greis har i mellemtiden rejst sig fra lænestolen og sat sig ved spillebordet – så indtil da kan man følge hans erfaringer med Loop i en dansk setting.

*) The core of the game is the same as in Tales from the Loop, but the themes are different. Gone are the childlike tales of wonder and discovery, in their place are dark threats to the Teens and their world. Everything is changing, everything is falling apart. Figuring out how to deal with this is a big part of the game.
– fra Kickstarter

(Hov, jeg sagde vist egentlig fokus på Warhammer og Cthulhu, gjorde jeg ikke? Vi kan vel godt stadig kalde det „fokus“, men mon ikke jeg alligevel kommer til at snige andre systemer og emner ind. Oh, well).

American Gods vs. Mage the Ascension

tumblr_oyir4nMITK1t5kjl2o1_500Jeg kan i det store hele godt lide American Gods som tv-serie og ser på trods af skiftende showrunners og det unægtelige tab af Gillian Anderson som Media frem til anden sæson. Men selvfølgelig var det for mig også en indlysende Mage-kampagne: Traditionerne (de gamle guder) mod Teknokratiet (de nye). Et spadestik dybere og mere interessant er imidlertid hvordan serien håndterer det overnaturlige.

Okay, så, Mage … andre bloggere har skrevet om dette lokkende, men flygtige væsen, og jeg rodede selv tilfældigt med Mage for relativt nylig, bare lidt i tankerne, som man nu gør. Fandt regelbogen frem, bladrede lidt og kunne slet ikke finde 90’er-stemningen i mig selv. Men så så jeg American Gods hvor der i tredje afsnit bl.a. er en sexscene mellem en sælger og en jinn, Shadow får det – måske? – til at sne, han griber månen i sin hånd, og andre magiske effekter.

American-Gods-Jinn-Gif-3-05112017Det slog mig at magien her – og måske hos Neil Gaiman i det hele taget – i høj grad handler om de rigtige omstændigheder. Hvis det er den rette tid, et særligt formål, de korrekte redskaber, den finurlige indgangsvinkel eller den overraskende drejning, så indtræffer magien. Man kan ligefrem sige at det er en litterær bestemt magi hvor plot og karakterer folder sig ud på smukkeste vis. Det har sin egen poetiske „logik“ og føles naturligt.

Måske kunne man i et rollespil vise dette ved stadig at have nogle Mage-agtige regler (rammer) der gælder for karaktererne – som en væsentlig del af de nødvendige ingredienser – og så derudover have nogle „tråde“ (narrative elementer) der skal forløses for at udføre magi. De kan være udstukket af spillederen fordi de er relevante for plottet eller stemningen, eller noget der bare dukker op i selve spillet gennem stemningsfulde beskrivelser eller karakterernes handlinger. Lidt ligesom aspekter i Fate, men ikke nær så løseligt uddelt. Spillerne kan så knytte disse tråde sammen med karakterens egen grundpræmis og udføre magi. Man fokuserer i spillet kun på magien der hvor den udvikler karakteren eller historien – derved undgår man også at magien bliver til „spells“, og det kan tjene som inspiration til magiske effekter, noget af det der ellers kan være udfordrende i Mage.

tumblr_oq0k14aZTf1vwajmoo4_540Rent praktisk kan trådene tage form af billeder fra nettet, cuecards som i Fate, tarot, fysiske genstande eller mere komplekse elementer som et kort med en overskrift hvorpå der efterhånden tilføjes billeder, tegninger, stikord, et digt osv.  En form for markører for fortællingen der ligger synligt fremme. Trådene kan også have forskellig „farve“ – altså, en særlig affinitet, så karakterer kan have lettere eller sværere ved at inkorporere dem. For en Euthanatos er fx alt med kirkegårde og forfaldsæstetik og profetier let at bringe i spil.

Hver tråd kan anskues som en invitation til et magisk øjeblik – et møde med fantastiske skabninger, en pludselig og ødelæggende storm, en åbning der gør det muligt at benytte spejle til at rejse ind i sindet, eller hvad det nu kan være. Når der er tilstrækkeligt mange invitationer udsendt, påvirker det styrken af den potentielle magiske effekt, og måske udløser det ligefrem magi uden for spillernes kontrol. En spiller kan spille med på disse invitationer, forstærke dem og forsøge at inkorporere dem i deres fortælling. Spillederen kan samtidig sidde med et antal hemmelige tråde, således at spillerne aldrig kan være helt sikre på at kunne kontrollere omstændighederne for magien. Man kan gå et skridt videre og have tokens at lægge på trådene for at vise at fx tråden med Den Blå Dame er ved at være moden til forløsning. Alle med en interesse i tråden kan lægge tokens på, og igen kan man forestille sig at spillederen kan lægge tokens på hemmelige tråde. Jo flere tokens, jo stærkere kræfter.

AGsnowNår en eller flere tråde er bragt i spil, kan der opstå en „knude“. Det kan være fx være en biperson der kalder på hjælp til at undslippe en ond ånd, en karakters uforsigtige brug af Tid og Entropi og spillederens løbende plot om en flænge i Umbraen der skaber ophobning af fordærvet ektoplasma. Der hvor trådene, gennem rollespillet, mødes, opstår der et naturligt knudepunkt for en magisk effekt. De rigtige omstændigheder. Magien vil her være en naturlig konsekvens af historien og kan ophøjes til noget næsten mirakuløst uden at skabe Paradox. Magien kan så enten forløse knuden eller sende løse tråde tilbage i det magiske økosystem, evt. transformeret (omskrevet) alt efter hvordan scenen udspillede sig.

Okay, det er stadig lidt fuzzy, men ideen er at skabe magiske øjeblikke gennem fortælling i stedet for at fokusere på systemets rammer, regler og begrænsninger.

Scenariearkiv

I bloggens opstart sagde jeg godt nok at det ikke var planen at hænge for meget fast i nostalgi over egne fortidige bedrifter, og jeg havde derfor heller ikke tænkt mig at have mine scenarier her.

Men. Dels er Blogspot 99% kreperet, og den side jeg havde hos dem til scenarierne, var fuld af døde links. Og dels vil jeg ikke udelukke at der kan komme et nyt scenarie fra min hånd (hvad, du troede vel ikke jeg læste alle de Cthulhu-con-scenarier bare for sjov?), og så vil det være underligt ikke at poste det her. Og så kunne jeg lige så godt samle scenarierne på ét sted.

Så nu er de hér.

Cthulhu i lænestolen

Laenestol2-676x676Podcasten Lænestolsrollespil gennemgår i seneste afsnit Call of Cthulhu 7th edition. Folkene bag – Morten, Oliver, Elias og Nis – plejer at gøre et godt stykke arbejde med at komme rundt om regelsystemets kringelkroge og samtidig løfte blikket og se på hvad det gør for spillet og historien, så det glæder jeg mig til (jeg er selv lige på vippen om jeg skal investere i min egen kopi, men da jeg kun har 4th edition, hælder jeg imod at jeg efterhånden har fortjent en opgradering).

Lænestolen har i øvrigt tidligere også haft fat i Warhammer 2nd edition.

The Terror

[Anmeldelse – tv-serie]

Nu skal det heller ikke være Warhammer det hele, så her følger en Cthulhu-vinklet anmeldelse … The Terror (AMC, 2018) er en miniserie på 9 afsnit (af 45-55 minutter) der kan streames på Prime Video. Serien er baseret på roman af Dan Simmons fra 2007 der igen bygger på en blanding af kendte facts om Franklin-ekspeditionen og overnaturlige elementer. Jared Harris, Ciarán Hinds og Tobias Menzies er nogle af de mest kendte ansigter på rollelisten. (Klik for at se billederne i større format).

Kort fortalt: Skibene HMS Terror og HMS Erebus sejler i 1845 ud for at finde Nordvestpassagen, men får, på trods af topmoderne dampmotorer, problemer med pakisen. Ekstrem kulde, mangel på mad, problemer med moral og ledelse bidrager til et isoleret, ondt klima. En situation der forværres af et monstrøst bæst der jagter besætningen … og efterhånden vågner også ondskaben i mændene.

De kolde facts

Jeg har altid været en sucker for polarekspeditioner og lignende ekstreme bedrifter, særligt historiske, og selvom jeg ikke i detaljer kendte til Franklin, vidste jeg fra den første teaser at jeg ville se serien. De historiske fakta omkring ekspeditionen er stadig til diskussion, men serien har tydeligt forsøgt at inkorporere de små detaljer historikerne har haft at bygge på. Lige fra tegn på blyforgiftning og obducerede lig til forhøjet blyindhold i knoglerne og tegn på kannibalisme. For ikke at tale om de de personlige skæbner og de besynderligt ubekymrede breve der blev efterladt i stensætninger. Eller de daguerrotypier der blev taget inden afrejsen. Ja, selv det venetianske karneval har rod i virkeligheden. Som en historisk krølle kan det tilføjes at begge skibe blev fundet i forbløffende god stand for blot et par år siden, omtrent hvor man havde forventet. Læs mere om den minutiøse genskabelse af rekvisitter: Building Terror.

Førsteklasses undergangs-underholdning

- The Terror _ Season 1, Episode 1 - Photo Credit: AMCSom fiktion er serien er en lille smule ujævn – der er et par tunge afsnit undervejs, men det er også affødt af den stemning og de realiteter den fremstiller: kulde, øde, mørke, venten. Karaktertegningen bliver i passager måske lidt for meget biografisk gengivelse frem end dramatisk udlægning. Desuden sørgede jeg over at de på et tidspunkt forlader skibene og derved siger farvel til en ellers helt fantastisk setting. Endelig står gengivelsen af inuitterne lidt flimrende mellem ædle vilde og … primitive og fatalistiske? Det klinger ikke altid helt rent.

Men så er det kritiske egentlig også sagt. Serien er sindssygt velproduceret. Produktionsværdien i de historiske rammer, træskibene og scenerne hjemme i England er i top. De golde, men brutalt smukke landskaber er lækkert filmet. Det er slik for øjnene.

Fordelen ved den langsomme karaktertegning er det payoff man så kan få hen over otte timers tv. Karakterer tager uventede drejninger, både mod det gode og det onde. Had mellem karakterer får tid til at bulne som råddenskab under huden.

THE-TERROR_Jared-Harris-francis-crozier_1200x707Skuespillerne er gode over en kam, Cierán Hinds dog i en af sine lidt svagere roller som ekspeditionsleder Franklin. Jared Harris er til gengæld forrygende som kaptajn Francis Crozier. Også Paul Readys kirurg, Harry Goodsir, og Adam Nagaitis som den komplekse sømand Cornelius Hickey er gode.

Arktisk terror

Serien er, udover hvor vellavet den er, kendetegnet ved at være helt ekstremt dyster og brutal. En nedadgående spiral der trækker i krop og sjæl, måneders polarmørke, en uset, ubegribelig fjende og indre dæmoner der langsomt får næring af frygt og sult og misundelse. Det er simpelthen noget af det mest grusomme jeg har set – den er sine steder glimtvis voldelig, men det er den langtrukne gru der virkelig trækker tænder ud.

Havde serien så behøvet et monster? Udfra hvad vi ved om virkelighedens Erebus og Terror, formoder vi at de gik en ret grum skæbne i møde. Den historie havde måske været nok. Men monstret bidrager med i hvert fald to ting: Det fungerer som katalysator for nogle af de andre konflikter; og det er også en del af tematikken om menneske kontra natur. I den sidste ende er det dog nok først og fremmest et tyndt drys sukker på en ekstremt bitter pille man skal have flest muligt seere til at sluge. Lidt elementær spænding i en serie der ellers er præget af knugende kulde og en følelse af hjælpeløs isolation.

R’lyeh i sigte!

De første klip emmede af horror, og det var let at læse det som et Cthulhu-scenarie. Serien viste sig at være noget lidt andet, men den kan nu alligevel godt gå for en Mythos-fortælling. Nu skal jeg ikke røbe for meget, men der er – på trods af den ellers realistiske skildring – faktisk et monster der hjemsøger ekspeditionen, og en form for magi. 

jpskxacj549b3imdbvv5Derudover bringer det arktiske miljø mindelser om At the Mountains of Madness. For ikke at tale om selve ideen med at mennesket bevæger sig i ydergrænsen af dets formåen – om det er i havet, rummet, kulden – og konfronterer kræfter det bare slet ikke er skabt til at håndtere. Samtidig med at de møder fremmede (sære) kulturer der er i stand til at fungere og leve i pagt med de barske omgivelser. HP Lovecraft var notorisk skeptisk (for nu at sige det mildt) over for det fremmede, og jeg er ret sikker på at hans udlægning af inuitternes rolle i dramaet ville være mindre sympatisk end seriens, men han har også ofte „vilde“ der ved ting den civiliserede hvide mand ikke forstår.

Det med at overskride de naturlige grænser og både skulle kæmpe mod elementerne og et monster mens menneskene vender sig mod hinanden, så man også i Alien og The Thing. Jeg har forgæves prøvet at komme i tanke om en filmet historie der har samme fysiske og psykiske nedslidning af sine karakterer under en ekspedition, men jeg forestiller mig at de må findes (?).

101_mcd_039_0190_v1027-1.1039Endelig er der et klip i første eller andet afsnit hvor en sømand sænkes ned i en dykkerklokke, og det sker desværre kun den ene gang, for det er super stemningsfuldt. Men jeg sidder lige nu og spekulerer på om ikke der kunne være et scenarie gemt i en af Lovecrafts tidlige historier, The Temple, der netop har en scene i dybet.

Så der er helt bestemt noget at komme efter hvis man leder efter inspiration.

Blandt smuldnede bene

Da klinger i muld
det gamle guld.

Tvende Glimt fra oldtidsdage
funkler i de nye tider.
Sælsomt vendte de tilbage,
gådefyldt på røde sider.

SquarespaceBroken.jpeg

I forbindelse med genoplivningen af blogskriveriet gik jeg selvfølgelig tilbage og så hvad jeg havde lavet tidligere. Ak, men alt er forgængeligt, og selvom jeg har forsøgt at tage backups, så er meget forsvundet. Omvendt er der dog også indlæg jeg i sin tid har skitseret, men aldrig fået postet. Og fordelen ved at blive halvgammel er at der også er meget jeg bare havde glemt. 

Faktisk er der så meget at det bliver helt overvældende. Nu ved jeg af erfaring at det kræver en indsats at drive en blog. Udover den tekst der kom på bloggen, har jeg jo også gået og tænkt over indholdet, læst andre blogs/hjemmesider/bøger/whatever og været i dialog med andre bloggere via kommentarer, for ikke at tale om de projekter der løbende gav inspiration – scenarieskrivning, kampagner, fora osv. Set her lidt på afstand virker det næsten vanvittigt hvad jeg kunne nå før voksenlivet for alvor satte ind, og sociale medier smadrede den fritid jeg nu engang havde (de satte selvfølgelig også noget i stedet for – det er ikke den diskussion jeg er interesseret i, men en negativ betydning havde de, for mig).

BlogspotBrokenDet er garanteret en røvkedelig erkendelse enhver nogen-og-fyrreårig midtlivskrise-mor/far har gjort sig, men når jeg sidder her og roder i filformater der ser mærkelige ud fordi de er fra en anden tid, og genlæser min produktion, så er det alligevel et lille chok. Og tænk så på hvad der ikke er gået til i harddisknedbrud og sjusket filhåndtering! For slet ikke at tale om hvad der ikke lever længere fordi det i sin tid kun fandtes på papir. Meget af det jeg graver frem, er heldigvis, for at være ærlig, noget shit, så jeg kan altid slå tabet hen med at det næppe var noget vigtigt. Men der har også været flere små panikanfald hvor jeg troede hele scenarier tabt, men backups – og i et enkelt tilfælde den digitale skraldespand – var mig nådig.

Jeg er en notorisk krønikør, så mange af de ting jeg har gemt, er værdifulde fordi de er gemt, snarere end fordi de var værd at gemme på. Men det kan måske komme mig til gavn nu at jeg har et lager af tanker at dykke ned i mens jeg kommer op i omdrejninger igen.

EfterBrokenPlanen er dog ikke at dvæle ved fortidens successer og nederlag: Mine scenarier er gamle og alt er sagt og skrevet (du kan finde dem på Alexandria). Den ældste blog handlede mest om film, så det er ikke relevant her. Indie-bølgen er ikke længere en indie-bølge man kunne dyrke, udforske og udbrede, men en naturlig del af mange nutidige scenarieforfatteres tænkning og redskabskasse. Min formåen rakte ikke til at realisere de ideer jeg havde om at skabe et forum for scenarieforfattere, eller måske ligefrem lancere en ny con. Men det var alt sammen emner jeg og andre bloggede om – noget med rod i virkelige oplevelser, meget også bare som begejstrede ideer. 

Dermed har ikke så meget ændret sig, selvom det nu sker inden for en mindre kreds og med færre kontaktflader. Jeg gør det her af lyst, for at sætte ord på tanker … og på de nye tanker dét sætter i gang. Forhåbentlig for at dele en begejstring. Det vil selvfølgelig ikke gøre noget hvis nogen læser med og får noget ud af det, eller ligefrem smider en kommentar der kan tjene som videre inspiration. Jeg har en ide om hvad der skal ske, men tænk hvis jeg kunne blive overrasket.

Nå, nu skal jeg nok lade være med at meta’e mere og komme i gang med indholdet, men hvis ikke man må beskue sin navle på en blog, hvor så.

[credit til Adam Oehlenschläger, Guldhornene]

FantasyBroken.jpeg

Hellboy kickstarter røv

Nu har Johs lige luftet sin indre Hell-fan-boy, og jeg melder mig også gerne. (GURPS har jeg kun spillet i en enkelt kampagne, og historien var fin, men systemet var usædvanligt forglemmeligt).

Faktisk har jeg støttet Hellboy the Board Game på Kickstarter. Jeg har stadig min første Kickstarter-figur-extravaganza til gode, så jeg tænkte det her kunne være en god lejlighed, og projektet er helt forudsigeligt blæst gennem backingloftet – det runder i skrivende stund, med to uger tilbage, 1.000.000 pund (ud af de ønskede 100.000) hvilket vil sige at der falder en masse ekstra lir af, ikke mindst flere figurer. 

da10bc132a3fbd5919054c7d4bb62a96_original.jpg
Mine minis ligner noget der er lavet med fingermaling ift. det her eksempel.

Spillet ser i sig selv ret generisk ud, co-op for 1-4 spillere hvor man bevæger sig rundt på nogle feltopdelte plader og banker monstre. Impending Doom rykker automatisk slutningen nærmere, mens heltene forsøger at samle de nødvendige informationer for at klare bossen. Faktisk et meget typisk setup i Fantasy Flight Games’ Cthulhu-spil, fx Arkham Horror: The Card Game som jeg vender tilbage til (selvom monstertæveriet måske mere er Mansions of Madness?). Jeg må blankt indrømme at jeg ikke forventer mere af det end en enkelt hyggelig spilgang eller to. Attraktionen er primært at male figurer. I vanvid.

Hellboys relevans på de her sider ligger i den inspiration Mike Mignola oplagt fandt i HP Lovecrafts myter da han skabte serien – selvom han i stigende grad udviklede sit eget univers.

ed608897130e4c3822fb6024e536569c_original.png
Lidt stat-porn er der.