Weekend-sex-binge

[YouTube-inspiration til kønsrolleovervejelserne]
Som en lille follow-up til indlægget fra forleden om kønsroller (Ikke kun et kønt ansigt) vil jeg her anbefale et par YouTube-videoer om fremstilling af kønsroller og seksualitet på film. NB: En god del Content Warning.

Det hele kom sig af at dette essay poppede op i mine Notifications i går: Writing Women (Now You See It). Han sammenligner Kill Bill, Alien, Silence of the Lambs og Lady Bird og diskuterer bl.a. „kønsløse“ karakterer som Ripley (se også mit Paradox, NY), men også hvordan man kan skrive kvinder der netop udtrykker noget særligt kvindeligt.

Bringing Back What Was Stolen (Innuendo Studios) er en serie (af korte afsnit) om kvinders rolle i voldelige film, og hvordan Mad Max: Fury Road vender op og ned på disse konventioner. Fik  mig til at elske Fury Road endnu mere.

Og så er der den her: Sexual Assault of Men Played for Laughs (Pop Culture Detective). Pyh, en hård gennemgang af „fornøjelige sexovergreb på mænd, ha-ha!“ Alt for mange eksempler og langt fra dækkende – jeg så fx lige endnu et i Minority Report. Men relevant blik på hvor forskruet det „normale“ billede af seksualitet er. (Det er ovenikøbet starten på en serie, som om det ikke var slemt nok allerede). Det er også værd at se samme kanals The Adorable Misogyny of The Big Bang Theory og Complicity of Geek Masculinity. (Genpostet fra mirror efter den blev fjernet pga. copyright claim – jeg synes den er vigtig).

Endelig har Lindsay Ellis masser af insight fra overraskende vinkler, fx Framing Megan Fox (herunder) eller The Male Gaze vs. The Men (faktisk det meste af den essayserie, The Whole Plate: Film Studies through a Lense of Transformers – alene den popkulturelle tilgang vinder mange point hos mig).

Så, binge away!

Den dag Alexandria brænder …

[Papir vs. PDF]
Lænestolsrollespil har netop anbefalet Lady Blackbird-rollespillet der kan hentes gratis i PDF. Det havde jeg selvfølgelig allerede gjort, men som med så meget anden digital læsning havde jeg ikke fået det læst. Efter at have testspillet Johs’ Remember the Amazons der benytter en af ideerne derfra og hørt podcasten skal jeg nok få det gjort – det er jo ikke mange sider. Anyways, det var bare en indledning for at sige noget om PDF’er.

Jeg er gået rimelig meget amok med at købe rollespil det seneste halve år, og jeg køber fysiske bøger. Jeg er nærmest voksen og har mine egne lommepenge og alt muligt, så en del af grunden er, Fordi jeg kan. Men jeg har også købt shitloads af PDF-rollespil i „de mellemliggende år“ hvor jeg ikke var så aktiv, bare for at følge lidt med, og prisen er jo ofte noget rarere. Diverse Bundles of Holding, fx Warhammer 1st og 2nd edition og The One Ring, har været ren gavebod. Det er også en god anledning til at støtte et lille indieprojekt på Kickstarter uden at føle sig forpligtet til at bruge det. (Sidespor: Og jeg kan så ærgre mig over at jeg har været væk fra miljøet/markedet på et uheldigt tidspunkt, for jeg har jo misset en masse Kickstartere, fx Kult, Symbaroum, Shadow of the Demon Lord, Vampire, LexOccultum, Bluebeard’s Bride osv.).

IMG_6913
Bookhound … (men til mit forsvar inkluderer det altså også brugtkøb og gaver).

Men sådan helt objektivt, udbytte kontra pris, så er jeg simpelthen kommet frem til at papirbøgerne har et større afkast for mig. Alene bevidstheden om at jeg har den: Bogen optager  simpelthen en større plads i min hjerne når jeg med mellemrum kan se den ud af øjenkrogen. Dertil kommer glæden ved at kunne vise den frem, dele og snakke. Og ikke mindst: Jeg har aldrig kørt noget fra min iPad. Det kommer ikke til at ske. Hvis det skal realiseres i spil, skal jeg kunne bladre og fornemme og pege – alene det burde egentlig være lakmustesten for om det er værd at bruge penge på. Nå ja, og så bare det fysiske pap og papir mellem hænderne, duften af ny bog. Det er en væsentlig del af det at retfærdige prisen. Jeg synes der i dag bliver produceret virkelig flotte, gennemførte bøger, og selvom 400+ kroner er en del penge, så synes jeg ikke det er optrækkeri (hurra for mentaløkonomi!). Helt pragmatisk har jeg også konstateret at priserne i de danske spilbutikker matcher (eller slår) de fleste netbutikker. (Full disclosure: jeg har købt de nye Warhammer-bøger hos Cubicle 7 – prisen er omtrent den samme når moms og forsendelse er kommet på, men så havde jeg PDF’erne allerede inden de gik i trykken, og med de sindssyge forsinkelser de kører med (næsten et år på Starter Set!), har det været det rigtigte valg). Noget andet er så at der næsten altid følger en PDF med hvis man køber en bog (spørg efter Bits & Mortar), og e-format er noget lettere at bruge som godnatlæsning eller på farten, så det giver stadig god mening som supplement til en bog.

Screenshot 2019-02-12 at 16.32.15
DriveThru RPG er blevet hoveddistributør af rollespils-PDF’er.

Overvejelserne blev også aktualiseret af mine seneste anmeldelser: Jeg købte The Enemy Within (3rd. ed.) der er stort set ubrugeligt i PDF-form (det endte jeg med at købe igen i fysisk format, brugt), foruden gode produkter som Eternal Lies, Bookhounds of London og Blades in the Dark. Og selvom jeg nu fortryder ikke at eje de fysiske kopier, kan jeg ikke få mig selv til at købe dem fordi jeg allerede har betalt én gang. Der er simpelthen kommet dummeskat på, argh. (Omvendt kan jeg så glæde mig over ikke at have betalt „fuld pris“ for Dreamhounds of Paris).

Min seneste taktik er at købe regelbogen og så supplere med en PDF eller to, evt. i omvendt rækkefølge. Fx tog jeg temperaturen på det lækre LexOccultum med et scenarie til 60 kroner inden jeg begyndte at spare op til de to dyre grundbøger, og nu hvor jeg endelig har fået investeret i The One Ring, kan jeg for alvor få glæde af mine Bundle-køb. Så der er plads til begge dele.

Hvad gør du?

(PS: Alexandria har det fint).

The Black Madonna [Kult]

[Anmeldelse – kampagne]

248084
Lækkert udstyr og udtryk.

The Black Madonna er en kampagne til Kult: Divinity Lost. Den blev oprindeligt udgivet på svensk til det originale Kult (1991), og i forbindelse med Kults Kickstarter-revival som Divinity Lost (2018) har man altså oversat og genudgivet tBM på engelsk. Det er en superlækker hardback på 165 sider, farver med guldtryk på alle sider og læsebånd. Originalen er skrevet af Kults skabere, Gunilla Jonsson og Michael Petérsen, og de er også krediteret for denne udgave, dog med nyt materiale af det nye Kult-team.

The Black Madonna har spøgt i min bevidsthed siden den først udkom. Jeg har aldrig spillet Kult, men jo, lidt alligevel, for de træk der præger spillet, brugte jeg og mange andre i kampagner og horrorscenarier dengang: overlap mellem vores verden og Inferno-lignende parallelverdner, syrede drømmesekvenser, engle og dæmoner (de var en overgang alle vegne i 90’er-rollespil, undergangsdrevet og navlepillende karakterspil („mørkt, som en pude over hovedet“) osv.). Men alene titlens religiøse overtoner talte dengang som nu til mig, og med et Powered by the Apocalypse-hack var det ikke til at stå for.

Udgiveren, Helmgast, har bevidst ikke omskrevet kampagnen selvom den selvfølgelig er bearbejdet lidt. Det forstår jeg egentlig godt: Nostalgien er en stærk faktor i sådan en udgivelse, og det ville være underligt at udgive noget stærkt revideret under foregivende af at det er det gode gamle produkt (det problem så vi med Fantasy Flights The Enemy Within). Resultatet er så som forventet … blandet.

Historien (spoiler)

Kampagnen foregår i 1991 i det nyligt genforenede Tyskland og i Rusland (hvor er det mærkeligt at det jeg oplevede som min samtid nu er en historisk setting!). Karaktererne bliver gennem en bekendt ramt af en forbandelse, og den eneste vej ud er at bekæmpe de mørke kræfter der har kastet den. Men der er stærke væsner på den anden side af „sløret“ der har gang i deres egne spil, og situationen går hurtigt fra ondt til værre. Jagten på svar – og en „kur“ – fører forbi børnehjem, sindssygehospitaler og fangelejre – alt sammen klassiske Kult-elementer. Men anden halvdel af historien går mere i retning af nynazister, militante nationalister og missilbaser. Indtil et opgør der som forventet efter en længere kampagne slutter på de helt høje nagler med guddommelige (dæmoniske) væsner og menneskehedens skæbne på spil. Historien gør sig umage for at være „adult“, men det er ikke altid det helt lykkes at komme i bund – og det er nok svært helt at opretholde den dybe realisme når satanisterne og fascisterne ikke kun billedligt, men helt bogstaveligt (bare) er dæmoner, uanset hvor mareridtsagtigt de er fremstillet.

Virkeligheden er kun en illusion

Fortællingen er meget af sin tid, dvs. railroady og sine steder stærkt styret af spilleder-brute force. Der er lange surrealistiske drømmesekvenser hvor karaktererne har begrænset input, og uhyggelige settingbeskrivelser – ting der foregår uden for spillernes kontrol. Vi har også klassikere som „karaktererne bliver uanset hvad taget til fange“ og en „bipersoner kommer ind og overtager“-slutning. Good stuff.

screenshot 2019-01-25 at 11.06.09
Stiligt layout (spoilers i teksten).

En meget stor del af fortællingen, måske størstedelen, udspiller sig som udforskning af forskellige bygninger. Der er håndtegnede kort over dem, og samtlige rum gennemgåes minutiøst. Det er en interessant måde at fortælle på der giver plads til at udforske og rollespille inden for en stram ramme, det er let at gøre stemningsfuldt, og det er en håndgribelig måde at udforske og formidle plot på. Det kender man jo godt fra et Call-scenarie, men her er det bare ekstremt markant, og store dele af indholdet, herunder også vigtig information, risikerer kun at nå til spillederen. Det virker gammeldags, men bestemt ikke kun dårligt – det skaber grund for efterforskning hvor spillerne selv opsøger alt det væmmelige.

Kampagnen er ekstremt fjendtlig over for spillerne/karaktererne: Det er fx ofte meningen at de skal finde spor i et hus, men huset er bevogtet af bevæbnet militær, der er alarmer og låste metaldøre, og man bliver sindssyg af at kigge indenfor (groft sagt). Det fungerer i første halvdel fordi der er et personligt drive – karaktererne er drevet til desperation af forbandelsen og deres gryende indsigt i det hinsides. Det halter noget mere i anden del hvor modstanden bliver mere fysisk end horror, og fokus er på infiltration af magtfulde statsfjendtlige organisationer og militærbaser eller deciderede kommandoaktioner. Jonsson og Petérsen anerkender selv at der nok er dele man ville have grebet anderledes an, men kommandoraids var bare en del af deres spillestil dengang, særligt nævner de Traveller som inspiration. Politik og militarisering tager over fra de infernalske rædsler og personlig fortabelse, og der mister kampagnen mig. Omvendt må man så sige at lister over automatvåben var en central del af det oprindelige Kult – og et element man har valgt at holde fast i som noget essentielt, også i den nye regelbog. (Scenarier skrevet senere, fx Taroticum der også er blevet genudgivet, vægter dog generelt våbenporno væsentligt lavere end Madonna).

Døden er kun begyndelsen

Systemet vil jeg ikke sige så meget om – det er som sagt udsprunget af Apocalypse World, men har fået sin egen drejning. Det er imidlertid væsentligt at bemærke at det ikke virker som det oplagte valg til denne kampagne hvor fokus ikke er på at lade karakterer og handling udvikle sig organisk, men på et helt bestemt forløb. Det reducerer reelt systemet til at rulle for Keep It Together og Act Under Preassure. Der er dog også positive tiltag, nemlig baggrundsevner der knytter specifikt an til kampagnen, så man stadig har mulighed for at udvikle karakteren på en måde der er relevant for historien.

Der er en længere samling stats og beskrivelser af væsner og bipersoner. Igen, uden at gå ind i systemet synes jeg faktisk det skaber udmærkede billeder. Men det peger også på en spilstil der vægter systemet tungt.

Endelig er der i kolofonen en særlig tak til podcasten Red Moon Roleplaying for at have spillet kampagnen igennem. Jeg må ærligt indrømme at jeg faktisk har hørt den – samtlige 36 afsnit (45-60 min), og det er ærlig talt en blandet fornøjelse. På plussiden er det velproduceret og utroligt trofast over for forlægget, så hvis man er interesseret i at opleve kampagnen, så kan man få den gratis der. Mens jeg hørte de første stemningsfulde afsnit, blev jeg ret alvorligt syg (er okay igen), og i min febertilstand fik jeg lidt tanker om at være blevet ramt af Chagidiels forbandelse, og jeg nåede at overveje hvem jeg skulle gå til for at få magisk hjælp til at ophæve den – det var en ret effektiv brug af virkemidler!

Bag sløret

289546300_8b662029-0dec-4be0-aacf-b2931afa40c2
Originaludgaven fra 1991.

Det var godt at få placeret The Black Madonna som reference. Det er på ingen måde en uantastelig kampagne. Kommandoraids og menneskelig politik stjæler billedet fra gnostisk og eksistentiel horror, vanrøgtede børn og eftervirkningen af krigens rædsler. Men i dén del – i Kults mørke – findes der til gengæld de bunker af stemning og metafysiske forviklinger jeg havde håbet på. Det ville kræve noget arbejde, men man kunne teoretisk set godt skippe James Bond-sekvenserne og gå direkte fra det infernalske og drømmeagtige til klimaks. Men selv da vil det kræve en spilstil der kan få den udfordrende efterforskning til at spille sammen med den personlige horror.

The Black Madonna, Helmgast 2018

Julestatus

Yes, det er en kedelig opdatering uden billeder.

Jeg har masser af indlæg på tegnebrættet (herunder de første i mit Tatters of the King-deep dive), så dette er ikke et „Jeg burde virkelig også blogge noget mere-forvarsel på fortsat inaktivitet“. Der kommer mere. Men der gik lige en masse tid med at forberede min nye kampagne (næste spil blev så desværre lige udsat til januar). Og de næste par uger kommer til at gå med at færdiggøre Paradox, NY, (status: det er 90% klart, men udover at skrive de sidste 10%, er der også 10% jeg gerne vil ændre) så det bliver lidt i flæng i januar med. Men så har jeg til gengæld forhåbentlig nye erfaringer at skrive om.

Jeg er vist ikke den eneste blogger der er presset at dømme på fraværet af kalenderblogs, men stor cadeau til Lænestolsrollespil der i december dagligt kigger på regelmekanismer og spilteknikker i forskellige spil – det er overskudsagtigt og inspirerende. De poster dagligt på Facebook og opsamler på bloggen hver søndag.

Apropos jul har jeg ønsket mig Masks of Nyarlathotep (7th ed.) i tilfælde af at den dukker op inden jul (usandsynligt) og Shadow of the Demon Lord … hvilket jeg lidt fortryder, for efter at have lyttet til Mud & Blood-podcast, har jeg bare lyst til at gå ned og købe det.

Spiritister i bedste sendetid

[Flashback – Primetime Adventures – Den yderste kyst]
Lænestolsrollespil har kigget på alle tre udgaver af indiespillet Primetime Adventures (af Matt Wilson), og det er der kommet et rigtig fint afsnit ud af. Og jeg har faktisk spillet PA (den første udgave). Det bragte glade minder frem, for det var en pæn succes.

ptaHvis jeg nu bare siger „The Forge“ og „IRC“ så har jeg rimelig meget datostemplet de her gamle skinker (vi er tilbage i 2005). Spillet foregik altså over chat, á la Mush (google det). Irks! tænker du nok, men det skrevne format fungerede rigtig godt, for i brainstorm-delen fik vi en løbende log, og man kunne skrive naturligt videre på hinandens ideer. I selve spillet fik vi nogle gode replikskifter der kom til at fremstå lidt som et manuskript, og der opstod også fine kunstpauser mens man tastede. Derudover betyder det så også at jeg stadig har afskrifterne.

Jeg mindes at jeg tog to primære erfaringer med derfra: Indiernes brug af fælles skabelse og åben snak om konflikter – det virker utroligt banalt i dag, men det var virkelig en vigtig erkendelse. Og så var det et tidligt møde med emergens. Jeg kan huske jeg var lidt tvivlende over for om spillet kunne noget, men der opstod noget rigtig fedt i mødet mellem tv-konventioner og simple regler for at opstille og forløse konflikt.

Vi skabte serien Den yderste kyst og spillede fem afsnit. Vi indledte med at skyde frit på forskellige ideer, og her kommer vi ind hvor vi har opgivet noget 1984-agtigt og en lidt diffus ungdomsserie.

Per middle age – pensionister – kvinder?
Peter ajk
Per from hell
Thomas hæhæhej!
Per lenin
Peter pensionister from hell?
Thomas gamle spiritister!
påkalder satan og shit
Peter gamle spiritister er fedt
twist: der er sgu noget om det
pilot: de samles som så mange gange før men denne gang er det “hul” igennem
og de bliver bange
Rune alderdomshjem … parkeret af familien …
Thomas Arsenik og kniplinger (whatever) – med satan i stedet for mord
Rune en af dem er død
det er ham, der kontakter dem fra den anden side
Peter cool
Per for satan
Thomas Hahah!
Peter „død for satan“
ok, det er jeg sgu med på
sådan lidt Fru Drusse-agtigt
Thomas jep!
Rune yes
Per Titel: „Er der nogen?“
Thomas er de gode eller onde?
eller bare gamle?
Peter men kan godt lide tanken om, at de har faket det så længe (vi snakker år)
og pludselig …
Thomas lækker cast af bipersoner – familie, sygeplejersker, aktivitetsterapeut
Peter måske er de hverken gode eller onde – lidt ala Cocoon
hvad gør man, når man pludselig i en sen alder får „magt“?
Rune magt?
Per det spiller
Thomas „Det Gru Guld“
Per lolo
Peter jeg ser scenen, hvor den gamle dame, der altid har spillet medie pludselig skifter markant ansigtsudtryk og får den vilde stemme
ektoplasma, the works
det holder
Thomas cool
Peter Det Swedenborgske Rum
Thomas Paradis Haven
Rune hvad med at flytte det ud på et „retreat“ på landet med græs og sø osv så det ikke er alt for Riget?
Per et hjem?
Thomas Ja
Peter jeg synes bestemt det er idyl, indtil de får kontakt
Rune ja, sådan lidt luxus
Per Gudhjem
Thomas jeg tænker badehotel …
Peter hvad med sådan lidt ala de-der bofælleskaber for ældre, der er rundt omkring
på Fanø eller noget?
Bedstemor med død i
Thomas f.eks. – hvidt træværk, lyng, kolde bade
Peter præcis
Per jeg er spændt på hvad der har ligget på grunden før plejehjemmet blev opført
Thomas ha!
Peter når man først har fået „hul igennem“ ser man døden overalt
i gyder, ansigter, træværket
mediet er „in for a hard time“
Thomas Hotel „Den Yderste Kyst“
Peter „Hvad spørger man de døde om?“
Per fårk
Peter Den yderste kyst skal serien hedde
Thomas balance mellem horror og humor
Rune jeg er med
Per bravo!!
Peter Den yderste kyst er fedt – det er helt bogstaveligt den yderste kyst i Dk men også en fed metafor
Per godt, seriens konventioner og tone
Peter vi har et medie, et spøgelse og hvad mere?

Derefter gik vi så videre efter bogen med at skabe koncept og karakterer og fordele point.

Peter Dyrings gamle blog (shh, den sover bare), Hele molevitten, har stadig et par indlæg, og der er sgu også en actual play-tråd på The Forge hvor de cool kids hang ud.

Ejsing artbook på vej

232demo4eeYes! Jesper Ejsing, en af Danmarks (mange) internationale illustratorstjerner, udsender en kunstbog med værker fra de seneste 15 år. Ham har jeg spillet rollespil med! (som man siger), og her i huset ejer vi faktisk også flere af hans originaler, ikke mindst hans demigorgon fra forsiden af Monster Manual 2 (D&D 4e). Jesper spreder altid god karma, og det her er en flot foreløbig kulmination på et vildt repertoire af håndmalet, hardcore fantasykunst (og efterhånden også lidt digitalt) der også kommer alle os andre til gode.

Yay!

God of War [PS4]

[Anmeldelse – PS4-spil]

god-of-war-dynamic-combat-kratos-son.jpg.optimal
På heltefærden skal far og søn sprede drengens mors aske fra højeste bjerg.

En gang imellem tager jeg et konsolspil op på bloggen hvis jeg synes det kan tjene som inspiration. Først var det Resident Evil VII, denne gang er det det nye God of War, en serie jeg aldrig har spillet fordi det ærlig talt virkede som en lidt pubertær powerfantasi, men denne gang var omtalen næsten udelukkende positiv, og der var fokus på historien.

Spillet adskiller sig (som jeg har forstået det) fra de tidligere spils mekanikker, og karakteren Kratos er også drastisk omplantet i tid og rum. I stedet har vi så fået et spil hvor vægten er lagt på at fortælle en episk far/søn-historie blandt de nordiske guder. Jeg er kommet sent til (jeg køber alle mine PS4-spil på tilbud med det resultat at jeg køber for mange, og at jeg spiller dem med mindst et halvt års forsinkelse), så jeg vil ikke gå alt for meget ned i det, men blot nævne hvad jeg ser som styrker og svagheder.

Brage-snak eller heltekvad?

God of War har et loop hvor historien fortælles gennem cutscener og rejsepassager der fører til kampe mod væsner af forskellig størrelse og styrke og en håndfuld superbosser. Undervejs samler man ressourcer op fra store kister eller modtager belønninger der kan bruges til at forbedre våben og rustning. Missionerne giver også xp der bruges til at forbedre Skills og særlig våbenmagi. Kampene varieres med lette puzzles der skal løses for at komme videre (plus nogen man kan vælge at løse for større gevinster). Så forbedrer man sin karakter, evt. med hjælp fra et par vidtberejste dværgesmede, og begynder forfra.

Det klart stærkeste spilelement er kampene, og spiller man på en passende sværhedsgrad, er det ret intenst og med god mulighed for at tænke taktisk i at bruge sine forskellige evner, våbnets magi og hjælp fra sønnen der skyder med bue. Undtagelsen er de 4-5 superbosskampe hvor ens skillz træder i baggrunden til gengæld for meget scriptede opgør der også benytter sig af quick time events – det ser flot ud, med imponerende animationer, men det føles også lidt som snyd.

Jeg er typen der synes det er meget hyggeligt med ikke alt for svære puzzles, så jeg var fint tilpas med den del, og jeg synes også det giver mening at give udforskningen et aktivt element. Også her er der tænkt over at man kan bruge sin magiske økse (m.m.) og sønnike (men hvor man i kamp kan bruge hans evner om og som man vil, er der her kun tale om specifikke funktioner som at kravle eller klatre i forvejen). (Til gengæld hadede jeg de nornekister hvor man skulle ramme tre klokker med sin kasteøkse på tid – urgh).

maxresdefault
Mulighed for at mixe og matche rustning, våbendele, magi og meget mere.

RPG-elementet (i digitale spil er ordet lig med stats/levelling) føles overudviklet. Jeg samlede et utal af magiske runer op til min økse som jeg ikke engang testede, for den jeg havde, var fin. Og man risikerer at kaste ressourcer efter at købe og forbedre et stykke rustning som kort efter bliver overflødigt fordi noget nyt og bedre dukker op. Progressionssystemet tjener et formål som gating ind til dele af verden (steder man først kan komme når man har de rigtige pile eller ildmagi, fx), til at skabe svære endgame-udfordringer og som strategisk element for dem der gider rode med kombinationer. For mig at se kunne mindre dog have gjort det, som fx visse udgaver af Assassin’s Creed eller Shadow of Mordor.

Udover kampene skal jeg selvfølgelig også runde historien, for den er flot. Men det skal den dæleme også være, for den afkræver spilleren stor tålmodighed når der skal berettes myter og forklares skæbnespil og roes i kano. Far/søn-forholdet toppede for mig i en ret tidlig scene, og i det endelige opgør glider fokus lidt for meget over på bipersoner. Så faktisk endte det med at skuffe på patosfronten, men som epos er det i særklasse, og forfatterne har skabt en flot vision (også visuelt) af de nordiske gudefortællinger der slår et par sjove krøller undervejs og selvfølgelig lægger op til mere.

Jeg spillede det igennem og fandt det i det store hele fornøjeligt, men jeg var også færdig med det da jeg nåede til slutningen (hvor man ellers kan fortsætte med at udforske og klare udfordringer).

Og som rollespil?

Tja, God of War er så dybt forankret i nordisk mytologi at det er vanskeligt at overføre det til Warhammer som man fx kunne gøre det med The Witcher. Men der er noget virkelig fed world-building som det ville være synd at røbe.

God-of-War-trolls
Spillet kobler en god historie med stærk action.

Den form for episke rejse som Kratos og hans søn er på her, med trolde, hel-dæmoner og guder, skabelsesmagi og profetier, kunne man nok godt genskabe og få noget godt ud af i rollespil, men det er meget langt fra Warhammer. Selvfølgelig, anser man Norska i nord for at sidde fast i middelalderen mens resten af Den gamle verden gik ind i renæssancen, så er der masser af stemning at hente, men det er ikke mit billede af Norska (jeg er dog ikke helt sikker på hvad det er …).

Der er dog et par magiske (eller måske nærmere mytiske) sekvenser der har noget umf som man godt kunne lade sig inspirere af til et magisk klimaks eller en eksotisk lokation.

God of War, Sony/Santa Monica Studio, 2018 (PS4)