Spil 2: Nye venner, dæmonritual og pest

Skrænten, den 7. maj 2017

Nye karakterer

  • LC: Hanna Lehr, bereden spejder, fra Bögenhafen; har brudt med gruppen Freirittern efter en uoverensstemmelse med deres leder, Bruno
  • JB: Rudi Edelweiss, personlig tjener, valet, for pelshandleren Maximillian Schnurrbart; bliver arbejdsløs da Max dør i Ordo Septenarius-ritualet

Ritualet i pakhus 13

Historien fortsætter hvor den slap: Berthold og Konrad står ved tømrer Gödels brændende hus og får en mere præcis beskrivelse af brandstifteren fra vagtkaptajnen, Walther Schnebig, da de ser et mystisk, blåt lys fra havnen og hører et overjordisk skrig. De bevæger sig derned og møder her spejderen Hanna der har set kutteklædte skikkelser flygte fra et eller andet, og den chokerede hobbittjener Rudi der har fulgt sin herre til pakhus 13 hvorfra der nu strømmer et sært lys og lyder skrig og kaos. Stevedoreren Karl følger den lille gruppe ind i pakhuset.

Indenfor står en blodfarvet, hornet dæmon med en grum økse (bloodletter) ind over en kutteklædt mand med en pil i benet. Der ligger lig rundt om på gulvet, og i midten af rummet er tegnet en magisk cirkel hvis overflade flimrer og syder som kviksand. Manden udbryder at vi skal sende dæmonen tilbage til helvede gennem porten. Konrad forsøger at forstyrre cirklen ved at sparke til et lys, men lammes af skræk da dæmonen vender sig om. Imens samler Berthold et sværd op og går i nærkamp, lille Rudi finder en bue mens Hanna forgæves forsøger at fange uvæsnet med sin lasso. En pil rammer dæmonen der kort efter bliver opslugt af cirklen (rent teknisk fordi den tog skade uden selv at udgyde blod, men i praksis så det mere ud som om den trådte ind i cirklen og blev opslugt). Cirklen bliver brudt, og gulvet er igen normalt. (2 Insanity Points, 1 til hobbitten).

Vi taler med den overlevende, Josef Steinhäger (note: hedder egentlig Frantz i originalscenariet, men her hedder han altså Josef), der fortæller at det hele var Johannes Teugens ide, men at selv Teugen lod til at virke overrasket over udfaldet. Han fortæller også at en dæmon fløj ud gennem taget. Blandt de døde er tre kutteklædte mænd: François, overhoved for skrædderlauget, og Maximilian, Rudis arbejdsgiver der intetanenende blev inviteret med da der opstod en åbning i Ordo Septenarius pga. mester Magirius’ død dagen forinden, og en ukendt tredjeperson. Derudover ligger der også tre civilister (altså eventyrere): en midaldrende mand med en dobbelt armbørst, en kvindelig bueskytte og en forbrændt kriger. Derudover var der en anden dæmon der døde inden vi kom til. Steinhäger ved ikke hvor Teugen blev af. Han fortæller at de tre eventyrere sandsynligvis reddede byen ved at afbryde ritualet inden vi nåede frem. Han beder om diskretion – til gengæld for en modydelse – og han får lov at luske af. Hanna tager armbrøsten, Rudi buen og Berthold sværd og skjold. Konrad får et brændt stykke papir med derfra med et brudt segl, men ingen kan tyde teksten eller seglet (formentlig en opbrugt magisk skriftrulle).

Stuveren Karl har i mellemtiden hentet byvagtskaptajnen, Walther, der sender os hjem, men vil se os igen efter daggry.

På vej til Bertholds kro/arbejdsgiver, ‘Freiburger’, støder vi på en ophidset folkemængde der har fanget manden i den røde jakke og vil hænge ham. Vi ved fra pakhuset at han stod i ledtog med de andre eventyrere. Han bedyrer sin uskyld selvom flere har set en mand der passer præcist på hans beskrivelse. Manden hedder enten Johan Frents eller Kastor Lieberung. Mængden er anført af bageren Thorvald Grünstein der fortæller at der var en mand mere, en bådsmand, og han antyder at deres båd vil lide en krank skæbne. Det lykkes at få tilkaldt en byvagt der tager Johan/Kastor i forvaring, men dødsdommen virker givet.

Inden vi går i seng, kommer et sendebud med brev fra byvagtskommandanten om at gøre fremmøde ved pakhus 13 næste morgen.

I Bögenhafens tjeneste

Ved pakhuset møder vi kommandanten, Gerhard Steinar, en sammenbidt og kompetent herre, der vil sikre sig at gruppen ikke er involveret i branden eller det der er sket i pakhuset. Han fortæller at man har tilkaldt præster, og at der tydeligvis er foregået noget uhelligt. Sagen tages yderst alvorligt. Steinar tænker højt om den politiske situation i Bögenhafen og muligheden for at få tilført ressourcer fra baron Wilhelm der sidder på sit slot, Grauenburg, uden for byen og er mere interesseret i jagt end byens affærer. Steinar sender vores lille gruppe afsted for at fortælle baronen hvad der er sket, som øjenvidner, og om muligt få hjælp. Kaptajnen fra nattens drama, Walther, sender dog også et brev med der med baronens velsignelse vil iværksætte en hekseproces. 

Vi beslutter os for at tale med „brandstifteren“, Johan, en sidste gang for at give ham en chance til, eller i hvert fald få mere information ud af ham – ifølge Steinhäger tilhørte han som sagt den gruppe der reddede byen. Det lykkes Rudi at komme forbi vagterne, men manden er ret opgivende. Han fortæller dog at Steinhäger og Magirius begge stod i ledtog med Teugen. Ordo Septenarius bestod af syv medlemmer, hver med syv akolytter – en nærmest uovervindelig sammensværgelse. Magirius fik kolde fødder og blev myrdet, og Johan blev (falskt) anklaget for mordet. Han fortæller også at han blev forvekslet med denne Kastor Lieberung som de først mødte på landevejen i en kamp mod mutanter, men hans rigtige navn er altså Johan.

Vi tjekker også op på skibet, men det er væk. Ifølge Johan var der i alt seks eventyrere, så der burde være yderligere to i live, den ene af dem sandsynligvis „bådsmanden“. 

Så går turen ud til Schloss Grauenburg for at fortælle baronen hvad der foregår i hans by. Det ligger en dagsrejse mod øst til fods, med Hanna som spejder til hests (den hedder Berta). Foruden slottet er der en landsby ved samme navn og lidt derfra en lille by der hedder Herzalt. Halvvejs, på vejkroen ‘Katten og Musen’ – der har hobbitten Ferumbras bag bardisken – møder vi en mand med kone og to børn og et par livvagter, på vej væk fra Bögenhafen. Manden virker apatisk, men vi finder ikke ud af mere.

Da vi nærmer os målet, støder vi på tre skikkelser der sidder op ad en havareret kærre. De er døde og lugter råddent. De har hvide bylder i ansigtet der ligner en form for svampevækst. Vi beslutter os for at brænde ligene uden at undersøge indholdet af blistrene og drager videre. Men da vi nærmer os det yderste af landsbyen Grauenburg, finder vi et skilt der advarer om ‘karantæne’ …

Spor

  • Hvor er Teugen? Og den vingede dæmon der undslap pakhus 13?
  • Hvem myrdede Magirius hvis ikke Johan? Er der en sammenhæng mellem denne påståede dobbeltgænger og Kastor Lieberung?
  • Josef Steinhäger skylder os en tjeneste – men er han medskyldig i djævlepåkaldelse?
  • I det hele taget: Hvor står sagen med Ordo Septenarius nu?
  • Kan nogen i byen afkode segl og tekst på skriftrullen?
  • Baronen, et politisk aktiv eller en vej til at indlede hekseprocesser?
  • Hvad er det for en mystisk sygdom, og hvem har slået advarslen op?
  • NB: Johan Frents blev oprindeligt præsenteret for os som Ewald Kreidler, men det ændrede Lars senere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s