Unævnelige kulter 8: Den brændende by

[Unævnelige kulter – en Warhammer-kampagne (WFRP4e)]
Kort resume: De unge helte (bartenderen Max, flodrotten Jon, nævekæmperen Schlau og akolytten Konrad) fra Lilienwerk står under Sigmarkapellet på toppen af Buchenbakke. De har fundet en gang der fører ud gennem klippen til smedjen der for et par dage siden eksploderede og tog en del af Buchendorf med sig. En af de skumle vagter der stod derude, er lokket indenfor, og Schlau og Jon har såret ham alvorligt. Det afgørende opgør er i gang. (Hele kampagnen kan læses her).

Hemmelige gange

Imens kampen står på, står Max bagerst i mørket og falder i staver over et minde der trænger sig på: Han er i en mørk gang, fakler, stemmer råber om at flygte, og noget med at baronen er på vej. Et ansigt han ikke bagefter kan genkalde sig, ser ind i hans og beder ham kæmpe for hvad han er, når tiden kommer. Max er overbevist om at det har noget at gøre med den udøde ånd der blev brugt til at hele ham i sidste spil (men ved eftertanke vil han huske at der ikke var genkendelige titler som baron på kryptens tid).

Konrad trækker sig væk fra kampen og op gennem kælderen, for det er gået op for ham at Sigmarakolytten Selena Keuchen (som han tidligere efterlod muteret og bundet) måske kan være en allieret, og han har på fornemmelsen at han overså noget deroppe. Han kommer op og ser Selena ligge i bøn midt på kirkegulvet, og fætrene, Ludwig & Gunnar Jäger, sidder på lur med våbnene klar – de har hørt rumsteren i kælderen. Ludwig vil først have barrikaderet kælderlemmen for at undgå at „kulsvierne“ trænger ind, men det ender med at Konrad kalder de andre op.

Schlau og Jon har i mellemtiden fået gjort det af med to af disse mørkemænd (der har lysende grønne øjne), eller kulsviere. En tredje, en kvinde, overgiver sig, men da Schlau truer hende for at få hende til at kravle op til dem, og Jon skyder en sten efter en af de grise der myldrer rundt i den ødelagte smedje, opstår der noget forvirring, og hun blivet puffet ud over klippesiden. Der er tilsyneladende ikke flere fjender. Udover svinene får de et glimt af en blodig arm, og de kan også se en fin stol placeret midt i det hele. Men så trækker de sig tilbage til tårnkælderen og bliver kaldt det sidste stykke op til Konrad og de andre.

Det belejrede tårn

Alle er udmattede efter en lang dag og nat, men endelig er der en chance for at få lidt mad og drikke. De to vagter er lettere såret, og Selena er plaget af træthed og sin forvandling. Ludwig er den der fører ordet. Han fortæller om kulsvierne som han groft sagt beskriver som hedenske grisekneppere der var sure på smeden Stefan der behandlede dem som skidt. Stefan var åbent utilfreds med de kul de gav ham. De er anført af Udo Schnapp og hans mor Greta – hun har angiveligt mirakuløst fået sit syn tilbage, og de har startet en kult der kredser om „dyndets mørke“. I Buchendorf er der reelt kun to veje at gå: Hvis ikke man vil være fisker, kan man gå ud til kulsvierne i skoven og hænge ud med „de seje“. Men nu lader det til at de faktisk har sat handling bag deres ord. Ludwig vil/kan ikke fortælle hvad Stefan havde gang i – Jägerne har kun til opgave at beskytte markgrevinde Alenya von Schellings investeringer i landsbyen; det drejer sig om Selena og smedelærlingen Klaus Kelber der er den eneste der måske kan videreføre Stefans viden/arbejde. De troede ham død, men fik et glimt af ham som fange hos kulsvierne – han stak ud til dem (og hans kusine Hilma) fordi Stefan ignorerede ham. Selena peger Konrad hen mod alteret hvor hun har gemt en slags opsigelse fra Stefan til Alenya hvori han taler om et større værk, æteriske gasser og en nøgle der skal åbne for nye mysterier …

Selena påstår fortsat at tårnet/Sigmars magt/hendes bønner (?) holder det onde i skak. Noget står åbent, eller et ondt ritual er stadig aktivt, siger hun. Ludwig ved at det kun er et spørgsmål om tid før kulsvierne trænger ind eller brænder tårnet ned, og at Selena ikke holder meget længere. Fætrene har opgivet troen på at deres arbejdsgiver, fogeden Boris Hippler, skal komme dem til undsætning. Gruppen fornemmer at Ludwig sidder tungt på sine pakkenelliker, men han vil ikke røbe hvad eller hvorfor, udover et brev fra Boris til Alenya som han overlader til Gunnar.

Enden bliver at de skal udnytte at kulsvierne for en stund er fordrevet fra smedjen (svinene er også trukket væk da der ikke længere er nogen til at drive dem sammen) til at komme ud, befri lærlingen Klaus og komme væk. Ludwig bliver hos Selena – han er tydeligvis villig til at dø i forsvaret af sine pligter og er ligeglad med at Konrad afslører hende som mutant. Gunnar går med ud.

Den store flugt

Gruppen kommer ud gennem den gang Stefan må have benyttet til at trænge ind i krypten på den anden side af floden og stjæle Izark Lavaks magiske (?) smedeværktøj, og kravler ned i den bortsprængte smedje. Nu hvor grisene er væk, kan de se at der er udhugget et (magisk?) reliefmønster i bunden af essen der er udfyldt med noget der ligner glas, og det lyser svagt når man ikke kigger direkte på det. Jon konstaterer at han ikke kan ødelægge det med sin daggert, men måske med de rette værktøjer? Desværre finder de ikke Izark/Stefans udstyr – alt er ødelagt. Konrad overvejer at et rent offer måske kan rense essen, men han ved ikke hvordan det skulle foregå. De finder også Nikolai Nagels lemlæstede lig, tyven de mødte på vej til Buchendorf og efterlod såret uden for porten. Nogen har skåret hans øjne ud, og svinene har gnavet i ham. Schlau finder den kvindelige kulsvier der røg ud over klippen, i live. Det er Hilma, Klaus’ kusine, og hun fortæller at Udo vil være konge over landsbyen, og stolen i smedjen er hans trone. Men lige nu taler han til borgerne længere nede af bakken, på vognpladsen. Hun mener at Klaus er at finde i cellerne under toldhuset. Hilma er meget bange for Schlau der da også behandler hende nådesløst og hænger hende op halvvejs ud over klippesiden. De mærker alle (på nær Jon der som hobbit er naturligt beskyttet mod kaosfordærv) smedjen udstråle ondskab der gør dem dårligt tilpas. Morrslieb står stadig rund og klar på himlen.

De fortsætter ned ad bakken mod toldhuset hvor de kan høre Udo holde en dommedagsprædiken for et blandet publikum af kulsviere og fiskere – de sidste virker ikke videre begejstret, men deres huse står omvendt også i brand uden for gårdspladsen. Jon løber på dette tidspunkt i forvejen ned til havnen for at forberede pramskipperen Gisela Rotfang på flugten (spilleren skulle gå). De andre lister sig ind i huset og helt ned i stueplan hvor cellerne støder op til en lagerhal. Der finder de ganske rigtigt en forslået Klaus – han går i panik ved synet af dem, men de får ham med, og Konrad kan berolige ham. Vejen ud går over pladsen med forsamlingen, så de beslutter sig i stedet for at hoppe ud af et vindue. Klaus spørger efter sine sager, og da det viser sig at han har stjålet en kørner fra Stefans sæt, må de tilbage til cellerne. Imellemtiden er de blevet hørt, og et par kulsviere er kommet ind i hallen. Schlau dræber den ene, men den anden når ud af porten. De når at se Udo og hans mor stå på en svalegang over den fakkelbærende forsamling, og i det flakkende skær fra et bål af møbler aner de skyggen af et stort, ludende bæst. Så barrikaderer de porten mens andre hurtigt får fundet Klaus’ taske.

Ud gennem et vindue, et hårdt fald ned på klipper og gennem den brændende by til molen hvor endnu en kulsvier holder vagt. Jon, Schlau og Gunnar skyder samtidigt, og han ryger i vandet. Jon har allerede været ombord og forberedt Gisela og hendes styrmand Viktor Kloss. Prammen er stadig skadet og læk, men de vil kunne drive et pænt stykke vej. De krydser floden til Morrs have i skyggen af bjerget der huser den gamle krypt.

Et sidste brag

Det lysner så småt over Blitzfelsen, men det er stadig sen nat. Morr-akolytten Andreas Kreutzmeier har stadig gang i sit ritual for at holde de døde i deres grave og sende en rensende vind ud gennem Morrs (symbolske) port og ind over landsbyen. Jon giver ham de urter de hentede til ham i krypten. De forklarer ham at ånderne frygter at blive revet itu af hans ritual, og det synes han lyder urealistisk – så magtfuld er han slet ikke. Men han foreslår at de bringer kørneren tilbage til Izark og indvier hendes grav. Hvis hun bliver begravet behørigt, burde hun ikke være i fare, og de har under alle omstændigheder ikke så mange andre muligheder for at skubbe tilbage mod ondskaben. De tror ikke meget på at vende tilbage til tårnet, for nu er kulsvierne på vagt, og de vil formentlig forsvare smedjen, deres „tronsal“. I den sidste ende gør de ikke noget for at forhindre Andreas’ planer.

Gunnar Jäger giver det brev han fik med af Ludwig, til Konrad, og bliver lettere desillusioneret da han hører at Boris aldrig havde i sinde at komme med de lovede forstærkninger (brevet hentyder også til andre personer og planer der peger videre, både mod Übersreik og jagtgodset Grünewald – Alenya von Schelling bliver modarbejdet af forskellige mørke kræfter, men hun har næppe heller helt rent mel i posen), og det er givetvis medvirkende til at han undlader at dræbe Klaus der ellers kan pege anklagende mod hans arbejdsgiver, Alenya.

Gunnar bliver på kirkegården og passer på Andreas og Klaus (man vil kunne se prammen fra den anden side af floden) mens de andre går ind i krypten igen for at begrave Izark. De kan ikke forstå hende, men lyset stråler ud af kørneren og finder på plads i de glober der svæver omkring hendes åndeform (Klaus fortalte faktisk at kørneren lyste op og blev varm kort efter eksplosionen – som om den overtog kraften fra de andre instrumenter da de blev ødelagt). Dværgen forsvinder, og de ser ikke noget til de andre ånder. Konrad gør sit bedste med et lille gravrite, og de efterlader værktøjet på sarkofagen – måske det eneste de har, der kan ødelægge symbolet i smedjen. Så løber de op ad den trappe kobolterne kom ned ad. De fornemmer et brag og et lysglimt nedefra og kommer op og ud i det fri uden at løbe ind i flere grønhuder – men de ser spor af deres lejr.

Der er … stille. Kaosmånen er langt om længe gået ned. Men Buchendorf står stadig i flammer og overladt til en mørk og ukendt skæbne.

Zum Teufel … og hjem igen

Andreas er kollapset af udmattelse (han har derfor ikke kunnet fortælle om udfaldet af sit ritual endnu), og de tager ham og Klaus med ombord på prammen. Gunnar vælger ikke at tage med – hans fætter er stadig i kirketårnet (sammen med en tønde krudt som han ikke er bange for at bruge).

Prammen driver langsomt med de overlevende ad Teufelfloden til Lilienwerk. De er tilbage … men imellemtiden er soldater fra Altdorf kommet til (lille rettelse: De ankommer egentlig først i løbet af den næste uge, men jeg syntes de skulle nævnes).

latest.jpg

Ikke Giselas pram, men stemningen er der lidt alligevel.

Kommentarer

Og dermed er vi igennem første eventyr i Unævnelige kulter. Det blev noget værre noget, med en del løse tråde. Men alle slap levende fra det, og det var i sig selv lidt imponerende. Sidste spil blev lidt langt og hektisk, men jeg følte ikke der var mere at komme efter i byen (og eventyret som sådan). Så nu er banen nogenlunde ryddet til en ny omgang.

Systemet viste sig et par gange fra sin gode side: Situationen med Hilma der blev forskrækket og røg ud over klippen, og hele forvirringen omkring at få Klaus Kelbers taske med ud, var noget der i stort omfang opstod ud fra tilfældige rul. Og generelt lykkedes det okay at holde det på få rul, uden at gå for meget i detaljer. Men der er altså også en fornemmelse af en mudret grød af %-stats der ligger inden for et ret lille spænd (i hvert fald indtil om et par tusind XP hvor spillerne kan have købt sig til større specialiseringer), og ikke ret mange karakterdefinerende træk. Så det står stadig åbent om vi skal gøre noget helt andet.

XP: 300 i alt for denne spilgang og en samlet bonus. Derudover får alle karakterer et gratis ekstra point i et Talent de har brugt i eventyret. Og de kan gratis skifte til næste karrieretrin i Endeavour-fasen („gøremål“). Om det i praksis får den store betydning, afhænger selvfølgelig af om vi fortsætter med WFRP4 (det ville i så fald blive i min (work-in-progress) WH4X-version (whacks!)).

Det blev lidt langt, så jeg vælger at gemme de mere generelle noter om historien og spillet til et separat indlæg. (NB: Der har været så meget rollespil at jeg har valgt at sidde på de lovede Paradox-historier, men de skal nok komme).