American Gods vs. Mage the Ascension

tumblr_oyir4nMITK1t5kjl2o1_500Jeg kan i det store hele godt lide American Gods som tv-serie og ser på trods af skiftende showrunners og det unægtelige tab af Gillian Anderson som Media frem til anden sæson. Men selvfølgelig var det for mig også en indlysende Mage-kampagne: Traditionerne (de gamle guder) mod Teknokratiet (de nye). Et spadestik dybere og mere interessant er imidlertid hvordan serien håndterer det overnaturlige.

Okay, så, Mage … andre bloggere har skrevet om dette lokkende, men flygtige væsen, og jeg rodede selv tilfældigt med Mage for relativt nylig, bare lidt i tankerne, som man nu gør. Fandt regelbogen frem, bladrede lidt og kunne slet ikke finde 90’er-stemningen i mig selv. Men så så jeg American Gods hvor der i tredje afsnit bl.a. er en sexscene mellem en sælger og en jinn, Shadow får det – måske? – til at sne, han griber månen i sin hånd, og andre magiske effekter.

American-Gods-Jinn-Gif-3-05112017Det slog mig at magien her – og måske hos Neil Gaiman i det hele taget – i høj grad handler om de rigtige omstændigheder. Hvis det er den rette tid, et særligt formål, de korrekte redskaber, den finurlige indgangsvinkel eller den overraskende drejning, så indtræffer magien. Man kan ligefrem sige at det er en litterær bestemt magi hvor plot og karakterer folder sig ud på smukkeste vis. Det har sin egen poetiske „logik“ og føles naturligt.

Måske kunne man i et rollespil vise dette ved stadig at have nogle Mage-agtige regler (rammer) der gælder for karaktererne – som en væsentlig del af de nødvendige ingredienser – og så derudover have nogle „tråde“ (narrative elementer) der skal forløses for at udføre magi. De kan være udstukket af spillederen fordi de er relevante for plottet eller stemningen, eller noget der bare dukker op i selve spillet gennem stemningsfulde beskrivelser eller karakterernes handlinger. Lidt ligesom aspekter i Fate, men ikke nær så løseligt uddelt. Spillerne kan så knytte disse tråde sammen med karakterens egen grundpræmis og udføre magi. Man fokuserer i spillet kun på magien der hvor den udvikler karakteren eller historien – derved undgår man også at magien bliver til „spells“, og det kan tjene som inspiration til magiske effekter, noget af det der ellers kan være udfordrende i Mage.

tumblr_oq0k14aZTf1vwajmoo4_540Rent praktisk kan trådene tage form af billeder fra nettet, cuecards som i Fate, tarot, fysiske genstande eller mere komplekse elementer som et kort med en overskrift hvorpå der efterhånden tilføjes billeder, tegninger, stikord, et digt osv.  En form for markører for fortællingen der ligger synligt fremme. Trådene kan også have forskellig „farve“ – altså, en særlig affinitet, så karakterer kan have lettere eller sværere ved at inkorporere dem. For en Euthanatos er fx alt med kirkegårde og forfaldsæstetik og profetier let at bringe i spil.

Hver tråd kan anskues som en invitation til et magisk øjeblik – et møde med fantastiske skabninger, en pludselig og ødelæggende storm, en åbning der gør det muligt at benytte spejle til at rejse ind i sindet, eller hvad det nu kan være. Når der er tilstrækkeligt mange invitationer udsendt, påvirker det styrken af den potentielle magiske effekt, og måske udløser det ligefrem magi uden for spillernes kontrol. En spiller kan spille med på disse invitationer, forstærke dem og forsøge at inkorporere dem i deres fortælling. Spillederen kan samtidig sidde med et antal hemmelige tråde, således at spillerne aldrig kan være helt sikre på at kunne kontrollere omstændighederne for magien. Man kan gå et skridt videre og have tokens at lægge på trådene for at vise at fx tråden med Den Blå Dame er ved at være moden til forløsning. Alle med en interesse i tråden kan lægge tokens på, og igen kan man forestille sig at spillederen kan lægge tokens på hemmelige tråde. Jo flere tokens, jo stærkere kræfter.

AGsnowNår en eller flere tråde er bragt i spil, kan der opstå en „knude“. Det kan være fx være en biperson der kalder på hjælp til at undslippe en ond ånd, en karakters uforsigtige brug af Tid og Entropi og spillederens løbende plot om en flænge i Umbraen der skaber ophobning af fordærvet ektoplasma. Der hvor trådene, gennem rollespillet, mødes, opstår der et naturligt knudepunkt for en magisk effekt. De rigtige omstændigheder. Magien vil her være en naturlig konsekvens af historien og kan ophøjes til noget næsten mirakuløst uden at skabe Paradox. Magien kan så enten forløse knuden eller sende løse tråde tilbage i det magiske økosystem, evt. transformeret (omskrevet) alt efter hvordan scenen udspillede sig.

Okay, det er stadig lidt fuzzy, men ideen er at skabe magiske øjeblikke gennem fortælling i stedet for at fokusere på systemets rammer, regler og begrænsninger.