Enemy in Shadows + Companion [WFRP4]

[Anmeldelse – Enemy in Shadows & Companion til WFRP4]
Jeg ser her nærmere på to bøger: Enemy in Shadows (EiS) og den tilhørende Enemy in Shadows Companion, på hhv. 164 og 120 sider. Det er, naturligvis, første del af Warhammer-kampagnen The Enemy Within (som jeg tidligere har skrevet om her og her). Begge bøger er kommet som PDF til preorder-kunder, men de fysiske bøger lander først næste år efter at have været lovet i september. Cubicle 7 har simpelthen ikke den mest effektive produktionspipeline. Andy Law, der for nylig forlod firmaet som kreativ lead på Warhammer, er netop blevet erstattet af Pádraig Murphy, så jeg håber de snart får styr på tingene.

EiS indeholder selve scenariet mens Companion-bogen føjer nyttigt materiale til at køre kampagnen plus til settingen generelt, og den er ikke nødvendig for at køre EiS. Det er svært helt at undgå spoilere, men jeg går ikke nærmere ind i plottet.

Først: Hvad er anderledes?

s22
Bipersonportrætterne er stadig gode.

De to originalscenarier, Mistaken Identities og Shadows over Bögenhafen, er … overraskende (?) uforandrede. Altså, jeg havde ikke forventet noget revolutionært, men stort set al originalteksten er der, og der er ikke for alvor foretaget indgreb der kunne have forbedret de trods alt halvgamle scenarier. Der er snarere tale om en let spartling. Det er fint nok at scenarierne på den måde får lov at nyde godt af nostalgien, og der er som sådan set heller ingen katastrofale huller – ellers var de nok ikke blevet de klassikere de trods alt er. Der er skrevet en mere glidende overgang ind mellem de to dele, Altdorf spiller nu en reel rolle, og der er givet lidt flere måder at docere spor ud i Bögenhafen. Ellers ikke så meget. Så det er stadig den langsomme rejseindledning fra Mistanken Identities (se dog kommentarer til Companion), og stadig et stort set all-male cast i Bögenhafen. Så det har tydeligvis været et bevidst valg ikke at pille for meget.

En pudsig ændring er at pentagrammet i Ordo Septenarius’ logo er blevet erstattet, ikke af en syvtakket stjerne, men ottetakket! Altså, det er klart bedre, men der gives ikke nogen forklaring.

Men udover scenarierne indeholdt de oprindelige udgivelser jo også andet. Mistaken ID var således kun en lille del af The Enemy Within-hæftet der også havde oplysninger om Imperiets historie, Sigmar, urter m.m. – det er nu væk (og delvist dækket i grundbogen og EiS Companion). I stedet er der nu en tiltrængt indledning om kampagnens tråde og temaer, og vi får fra starten antydninger om hvor det hele peger henad. Guiden til Bögenhafen er der stadig, endda med mere indhold og plotideer i stil med forlagets andre Warhammer-udgivelser, og det er rigtig godt. Så Shadows over Bögenhafen ligner praktisk taget sig selv.

Screenshot 2019-11-29 at 18.07.09

Det visuelle

Der er fine gråtoneskitser af samtlige bipersoner, med en vigtig undtagelse, nemlig Teugens „unge nevø“ (Gideon), og det er virkelig en ærgerlig misser (han er kun afbilledet i sin page-form). Jeg savner også en ordentlig illustration af de kutter Ordo Septenarius bærer – de optræder kun på en enkelt farveillustration der er en af de mest rodede jeg har set i C7’s WHFR4. Teugen selv har et udmærket NPC-portræt, men ikke noget særligt, og det er lidt ubegribeligt at han ikke har fået en ordentlig illustration. Byguiden til Bögenhafen har  stort set kun vignetter, kroskilte og den slags. På plussiden er der to helsides illustrationer til at adskille de to scenarier, noget WFRP4 ellers ikke har gjort i tidligere, og det er lidt fedt – det minder mig om visse Call of Cthulhu-udgivelser. Men som det måske fornemmes, er den grafiske side af bogen ikke på højde med Rough Nights (hvor den var fremragende) – har det allerede haft en indvirkning at Andy Law har forladt teamet? (Han er dog stadig krediteret). Jeg kan ikke andet end savne Rough Nights stil hvor den vigtigste biperson i hvert afsnit fik en illustration i fuld figur og farver, men det var selvfølgelig også luksus.

Enemy in Shadows Companion

Screenshot 2019-11-29 at 17.58.16.png
En af de mange ekstra (og illustrerede) bipersoner i Companion – de populærkulturelle referencer er der stadig!

Den anden del af Enemy in Shadows er et addendum i bogform hvis indehold er nice, men ikke need to have. Vigtigst er nok den nærmere beskrivelse af kampagnens fjendtlige kult – den beskrivelse fik man aldrig i originaludgaven, og det var klart en af svaghederne – med tilhørende magus-karriere, 25 kaosbesværgelser og mutationer. Derudover er der mere info om Imperiet og dets politik, noget der som nævnt var en del af originalens bind et, men her altså er trukket ud for sig selv. Så er der en rigtig Graeme Davis-darling: liv og handel på landevejen, noget jeg ikke selv finder specielt spændende i spil, men udmærket som settingbeskrivelse. For mig personligt er det bedste afsnit deres „deleted scenes“, en samling af 16 bipersoner der er tænkt ind som ekstra indhold i Enemy in Shadows (med tilhørende forslag til encounters) og en alternativ start på kampagnen der er lidt mere lige på hårdt (yay!). Endelig får man et par gamle encounters, On the Road, og to scenarier, The Affair of the Hidden Jewel og The Pandemonium Carnival, genoptrykt i nye klæder. Nå ja, og så indledes bogen med et „kommentatorspor“ fra de oprindelige designere der matcher ideen om genudgivelsen som et „Director’s Cut“. Der skulle også komme et sæt prægenererede karakterer, men jeg ved stadig ikke om det er Harbull Pelsfod og det gamle slæng eller Mollie og de nye.

Der er genbrugt et par illustrationer, men ellers er der masser af gode tegninger, særligt de mange bipersoner i gråtoner. Bogen virker på den konto mere helstøbt end EiS – måske har den haft godt af at få et par måneders ekstra produktionstid.

Så, Cubicle 7 har retfærdigvis holdt hvad de lovede: Companion er ikke nødvendig for at køre Enemy in Shadow, men det er så også akilleshælen: Den er ikke strengt nødvendig i det hele taget. Men endnu en fint produceret bog, og er man sulten efter Warhammer, er den absolut et hæderligt bidrag til samlingen. Dog må jeg sige at jeg foretrækker at lade mig inspirere af scenarier/kampagner, så det lidt spredte indhold trækker for mig ned på det samlede indtryk. (Det skal også siges at PDF’en kun lige er frigivet, så jeg har ikke nærlæst denne bog, men man kan godt bedømme den som en slags opslagsværk).

Vurdering

Scenariererne er som de var, og man kunne i mine øjne godt have taget lidt hårdere fat på omskrivningen, men mon ikke langt hovedparten af Warhammer-fansene er glade for at få en remaster, snarere end en remake? Uanset hvad er præsentationen igen i top, selv med et lille dyk ift. Rough Nights. Jeg var spændt på om Companion kunne noget, og jeg synes faktisk der er ganske meget at komme efter.

Nu kan jeg så begynde at overveje at se frem til at glæde mig til Death on the Reik (plus Companion) – men klog af skade vil jeg ikke tage udgivelsen for givet før jeg sidder med PDF’en.

Screenshot 2019-11-29 at 18.09.52.png

Enemy in Shadows og Enemy in Shadows Companion, Cubicle 7, 2020 (?!)

Rollspel.nu anmelder

pistol
„Dårligt design“

Laaste Døre har fået hele to anmeldelser på Rollspel.nu (de har begge læst den engelske udgave, Closed Court).

„Henke“ skriver blandt andet (læs hele anmeldelsen):

ett ganska gammalt äventyr och greppen i historien är inte längre nya, men jag vill ändå påstå att det åldrats med full värdighet och jag blir väldigt sugen på att spela det

Mens „god45“ giver det 1 ud af 5 (læs hele anmeldelsen):

Du får inte göra ett scenario om att få folk att må dåligt på riktigt, det är fan inte okej. Att scenariot har noll politiskt eller kommenterande innehåll och är dåligt designat hjälper inte

God45 har sat sig for at anmelde alle scenarier på Alexandria, og han har tidligere gjort noget tilsvarende til det svenske Scenariebiblioteket. Det er en imponerende indsats han lægger for dagen, og jeg kunne godt tænke mig at se endnu flere af de diskussioner det giver, selvfølgelig også gerne flere forskellige anmeldelser/kommentarer/oplevelser. (Du kan finde mine scenarie-gensyn under Anmeldelser).

fetchSidespor: I det hele taget må jeg indrømme en vis nostalgi over at møde et aktivt rollespilsforum. Rollespilsgrupperne på Facebook var udmærkede, men bare slet ikke det samme. Fordelen dér var det store antal medlemmer/læsere i fx Pen and Paper Danmark over for de Tordenskjolds soldater der er meget aktive på et forum, hvilket man også ser lidt af på Rollspel.nu – men mulighederne for at følge en tråd og referere til andre diskussioner er bare mange gange bedre end på Facebook.

Blades in the Dark

61uIVi+B+NL._SY741_[Anmeldelse – rollespil der skal på bordet, del 3]
Blades in the Dark er skrevet af John Harper (Agon, Lady Blackbird), baseret på Apocalypse World og et af de mest gennemgribende hacks til det system. Det har ligefrem udviklet sin egen underkategori, Forged in the Dark.

Jeg købte oprindeligt en pdf gennem Kickstarteren (og diverse stretchgoals drysser stadig ind), men jeg må indrømme at jeg fandt det tung læsning, selvom det bestemt også virkede interessant. Men så hørte jeg Friends at the Table benytte det (i deres Marielda-sæson), og det fik mig til at give det en ekstra chance og supplere med en fysisk bog.

Bogen er en typisk indie-sag i lidt mindre format, sort-hvid og 300+ sider. Den er pænt layoutet med et begrænset antal illustrationer af god kvalitet.

You’re in a haunted Victorian-era city trapped inside a wall of lightning powered by demon blood. (Side 1)

Man spiller „a crew of daring scoundrels“, så der er lagt op til at udføre mindeværdige heists, i en grum, men også kulørt verden. Mulighederne spænder fra swashbuckler-agtige vovehalse over magisk steampunk til blodige snigmord i beskidte baggyder. Man er del af en bande der har sit eget ark, og når et heist er overstået, følger en downtime-periode hvor man holder hus med sine ressourcer, fjender, planlægning, træning osv. Settingen Duskwall (eller Doskvol) er beskrevet i grundbogen, inklusive fraktioner og fremtrædende personer der også refereres direkte i spillernes „playbooks“, de klasseopdelte karakterark der kendetegner mange Apocalypse-spil. Dvs. man starter med kontakter, eller fjender, der straks inviterer én inden for i byens store metafortælling der sprudler af intriger, magtkampe og mystik.

Et heist kan bestå af så lidt som en håndfuld rul, afviklet på en time eller mindre eller en større affære med mange delmål undervejs. Den førnævnte Marielda-kampagne vægter det sidste, mens man i actual play-podcasten Magpies kan møde de mere effektive in-out spil. Skal man have fuld udbytte af downtime-delen, tror jeg på et miks af de to.

Masser af tandhjul

Regelteknisk ruller man et antal sekssidede terninger svarende til ens relevante evne, og højeste udfald bestemmer: 6 er en succes, 4/5 en lille succes med konsekvenser, 1-3 en fail med større konsekvenser. Det krydres med Position og Effect. Position er enten Desperate, Risky eller Controlled – altså, hvilke omstændigheder man handler under, og hvordan det riskerer at forværre konsekvenserne. Effect er enten Limited, Standard eller Great – hvor stort udbytte har man realistisk set af en succes? Det giver en sjov matrix for udfald der er relativt let at arbejde med. Men det er samtidig noget af det der kan gøre Blades lidt uoverskueligt ved første øjekast, for hvad er helt nøjagtigt konsekvenserne af et rul? Systemet er (i det store hele) spiller-vendt, så spillernes rul fortæller også spillederen hvordan bipersoner handler.

Screenshot 2019-08-06 at 20.43.56.pngEt andet særtræk er „progress clocks“ – enten en test der kræver flere successer end man kan opnå på et enkelt rul, eller noget der foregår i baggrunden og som aktiverer efter et antal triggers, fx alarmen der lyder når karaktererne har udløst tilpas mange konsekvenser. Det syntes jeg var lidt løst da jeg læste det første gang, men efter at have hørt en del actual plays og spillet Ironsworn der har noget tilsvarende, er det faktisk meget ligetil.

Spillet benytter sig bevidst af flashbacks som fortælleteknik. I stedet for at sidde og planlægge et kup ned i detaljer, blot for at se det hele gå op i røg ved første møde med det spillederen faktisk har planlagt, vælger man bare en indgangstaktik og går i gang. Når man så står foran den uventede magisk forstærkede bankboks, kan en spiller bede om et flashback der fortæller at hun faktisk var forberedt og havde købt en særlig eliksir osv. Meget enkelt og lidt genialt.

Dertil kommer så som sagt en masse særregler for downtime og særlige evner tilhørende de forskellige klasser (playsheets), men det er noget der kan klares med en tjekliste. Det er vigtig crunch i maskinen, men eftersom det i det store hele foregår out-of-character, er det ikke noget man behøver holde styr på undervejs.

Kernen i spillet er egentlig ikke så kompleks (relativt set), men der er et eller andet ved formidlingen der gør det unødvendigt bøvlet at forstå. Og måske er der lidt for mange tandhjul der skal spille sammen før det rigtigt fungerer? Dertil kommer en hel del tekst om hvordan man spiller det rigtigt-rigtigt, sådan amerikansk spilteori-agtigt, og det gør ikke noget godt for at formidle det centrale.

Hvorfor spille det, og hvordan?

alt_iruvian_playbooks_20171121
Fra den officielle, alternative Iruvian playbook.

Faktisk var det jo mit første forslag til Per og Peter, men vi endte som sagt med at spille Ironsworn (og jeg er virkelig glad for at have mødt det spil). Men nu har en venlig person på Facebook lagt op til at starte en gruppe hvor vi kan hjælpes lidt ad med at få hul på det, så det håber jeg meget på bliver til noget.

Det kunne også være et redskab til at fortælle en anden slags Warhammer-fortællinger. Fx med udgangspunkt i Nuln, bare med Kaos i stedet for udøde – der kunne sagtens passes krudtvåben, gondoler, drosker og bander ind. De forskellige Playbooks kan bruges nærmest som de er, bare med lidt „blød“ versionering gennem rollespil. Men der er også en gratis syd-/østerlandsk setting, Iruvian, der ville være lige til at smide ind i den tilsvarende del af Den gamle verden. Jeg har også lige modtaget en pdf af Band of Blades (som en del af kickstarteren – det kommer også i salg) der sagtens kunne skinnes til et Warhammer-regiment i en håbløs krig. Andre relevante varianter er på vej – bl.a. Broken Crown der ville kunne bruges til magtspil i Altdorf (man spiller revolutionære mod en „udødelig“ kejser, og når man lige har læst Beasts in Velvet ligger den jo lige til højrebenet), og Coneycatchers (af Jason Morningstar) der foregår i London under Elizabeth I (uden magi), så det er jo lige til at overføre til Imperiet der er stærkt inspireret af samme periode.

Blades in the Dark har en stærk kobling mellem mekanik og tema/setting, og det taler meget ind i hvad jeg godt kan lide ved rollespil. Det er ikke underligt at det har været en inspiration for flere nye varianter. Lidt synd at det har så høj en tærskel at komme i gang med – man kunne have formidlet det bedre, sparet lidt på de tungeste elementer og skåret i de teoretiske overvejelser. Men det er et rollespil jeg har meget stor tiltro til kan fungere i praksis, med den rigtige kombination af spillere.

PS: Her kan du høre hvad Lænestolsrollespil mener, og Johs har også skrevet en anmeldelse.

Blades in the Dark, Evil Hat, 2017

… writing as Jack Yeovil

[Anmeldelse – Genevieve-bøgerne]
Jack Yeovils klassiske Warhammer-historier er genudkommet i pæne, nye paperbacks. De er oprindeligt skrevet i perioden 1989 til 1992.

Og lad os starte med indpakningen: Bøgerne har nogle lidt intetsigende forsider, men ideen er tydelig nok: masser af gotik og mørke. Der er vinrød farve på bogblokken, og det er lækkert, men også det eneste pynt – papiret er groft, og der er ingen vignetter eller lignende. Lidt ubegribeligt at de ikke gør en indsats for at lokke penge ud af købedygtige Warhammer-nostalgikere med en luksusudgave – den sindssyge samlerudgave af The Enemy Within viser med al tydelighed at der er nok af dem til at gøre en forskel (disclaimer: Jeg er trods alt ikke faldet i).

imageDet eneste nye ved genoptrykket er et kort forord af forfatteren, Kim Newman, der nu officielt er krediteret som manden bag pseudonymet Jack Yeovil (han gav et interview i fbm. genudgivelsen). De tegner et forventeligt billede af et tilfældighedernes spil, men også af at bøgerne er skrevet med en masse kærlighed til genrelitteratur. Novellerne udkom lidt haltende, så historierne foregår ikke kronologisk, men er samlet som de var oprindeligt – det kunne man måske godt have overvejet at omorganisere. Et par af historierne havde jeg faktisk ikke læst før, og jeg var ikke klar over at Newman havde en tredje (og sidste) roman i tankerne: The Invisible Empire.

Newman har skabt sit eget lille Warhammer-univers med tilbagevendende karakterer og ideer. Og når jeg holder så meget af bøgerne, er det givetvis fordi det ligger så tæt på min egen ide om Den gamle verden. Litterært … hm, jeg har nok den samme svaghed for underlødig kultur som Newman, men jeg synes nu godt man kan sige at det faktisk er kompetent skrevet. Det er drevet af plot og genrekonventioner snarere end dybe karakterstudier eller sproglige finurligheder, men inden for dén ramme er det fængende og stemningsfuldt. Flere af historierne benytter sig af beskrivelser fra skurkens forskruede perspektiv (Stage Blood, Beasts, No Gold, Warhawk) hvilket også er med til at skabe den der gotiske flirten med ondskaben. Det samme gør sig gældende med den sympatiske fremstilling af den blodsugende Genevieve.

Jeg vil hurtigt gennemgå bøgerne i den rækkefølge de er udkommet.

Drachenfels

imagesDen første roman. Historien om den sande, mørke pris bag de heltegerninger vi nyder at høre og fortælle. Og på den måde en af de mest Warhammer-erede historier nogensinde. Detlef Sierck er her næsten i højere grad hovedpersonen end Genevieve. Da bogen udkom, var ideen om en menneskelig vampyr stadig ny, og det er hendes primære personlighedstræk – først senere kommer der mere kød på. Jeg kan huske at jeg i sin tid fandt det irriterende at Newmans præster ikke kan magi (Ar-Ulric og Storteogonisten er begge med), men i dag rammer det nærmere hvordan jeg selv ville håndtere det. Og det var i det hele taget et fantastisk gensyn – bogen holder 100%. Den har også den fordel at den ikke drukner i det galleri af bipersoner der efterhånden folder sig ud over bøgerne.

Genevieve Undead

e28cd23f97b1cdef7196988745bd63679d2b.jpgTre længere noveller der først bør læses efter Beasts in Velvet:

Stage Blood: Den helt indlysende inspiration er Phantom of the Opera, og på mange måder er det et rehash af Drachenfels hvis onde ånd vender tilbage for at hjemsøge Detlefs teater i Altdorf. Så lidt derivativ, men på mange måder også forfinet ift. Drachenfels, dog med en lidt svag slutning. Men alt i alt rigtig god, og Genevieve får lidt mere plads.

The Cold Stark House: Der er igen skruet maks op for gotikken i denne historie om et hjemsøgt slot hvor Genevieve og den revolutionære prins Kloszowski (fra Beasts) er blandt de ufrivillige gæster efter at hun har forladt teaterlivet i Altdorf. Historien er en naturlig efterfølger til Stage Blood. Som i så mange spøgelseshistorier er gyset afhængigt af snyd med virkeligheden, og det undergraver lidt stemningen, for man indser tidligt at intet rigtigt har de konsekvenser der umiddelbart påståes. Men en fin stemning og energi.

Unicorn Ivory: En biperson fra Stage Blood, graf Rudiger von Umheimlich – en af de stærke kræfter bag League of Karl-Kranz – får her sin egen historie. Den hårde adelsmand jager en enhjørning (Newman giver bæstet sit eget twist), og jagten vækker forudsigeligt dyret i mennesker. Genevieve har sin egen mission for en anden tilbagevendende Yeovil-karakter, møntmester Mornan Tybalt. Historien er et udmærket, men også forudsigeligt skæbnespil. Der antydes en slutning for Genevieve, så de tre historier lader til at falde kronologisk.

Beasts in Velvet

beasts-in-velvet-9781784968946_lgDen anden roman, løseligt inspireret af Jack the Ripper og giallo-film. Bogen har en overflod af bipersoner Newman har introduceret i andre noveller, og der antydes en større samfundsomstyrtende kaosintrige der skulle have været forløst i et tredje bind, men aldrig blev det. En af disse personer er Johann von Mecklenberg der her er trukket frem i forgrunden sammen flere nye karakterer, særligt ‘Filthy’ Harald Kleindeinst og den synske Rosanna Ophuls. Et par af de øvrige bipersoner antydes kort som potentielle mistænkte, men generelt bruges de ikke til ret meget, og det trækker ned i helhedsindtrykket der ikke er nær så stramt som Drachenfels. Men den er stadig forrygende underholdende – revolutionen og tågen og hele bybilledet er fedt beskrevet. (Kristian har også rundet bogen i sin grundige Vi læser Warhammer-serie).

Silver Nails

silver-nails-9781784969097_lgEn samling af „resten“ af Yeovil-materialet. De tre første foregår efter prologen i Drachenfels og inden resten af den bog. Warhawk foregår efter Stage Blood. Ibby er kronologisk den sidste historie af dem alle.

Red Thirst: Genevieve og lejesoldaten Vukotich kommer, lænket sammen, op imod et moralsk korstog der dækker over kaosrænker. Introducerer Dien Ch’ing og Yefimovich der vender tilbage i Beasts.

No Gold in the Grey Mountains: En lille, blodig og dyster historie om en flok røvere i Drachenfels-borgens ruiner.

Ignorant Armies: Johann von Mecklenberg jagter, i følge med Vukotich, sin fortabte bror, Wolf, ud i Kaosødemarken. Inspireret af The Searchers og med en vision for Kaos i fuld udfoldelse, men en af de mindst interessante historier. Begge brødre vender tilbage i større roller i Beasts.

Warhawk: Harald Kleindeinst og Rosanna Ophuls er tilbage og jagter endnu en seriemorder i Altdorf. Et fint setup, med gæsteoptræden af Gotrek & Felix, men slutningen bliver desværre noget jappet.

The Ibby the Fish Factor: En happy ending til Detlef og Genevieve? Her er fjenden mere jordnær og beregnet til at sætte fokus på Genevieves vampyrnatur. Samtidig er der skruet op for humoren – skurken er en kritisk parodi på Tony Blair. Der er flere sjove elementer, men som finale er det ikke helt oppe at ringe. Newman har slev sagt at der var masser ideer til mere galskab, men han som afslutning ønskede at vise sine karakterer i en mere dagligdags situation.

I had undeveloped Warhammer ideas lying around: a Dirty Dozen-style bunch-of-guys-on-an-impossible-mission tale called Vastarien’s Vanquishers (taking up from things mentioned in the story ‘Warhawk’), a centuries-spanning Dynasty-type soap opera about the vampire Czarina Kattarin called Bitch Vampire or The Scarlet Empress, a payoff to all the conspiracy theory villainies in the series using a title for a book Dashiell Hammett never got round to writing, The Invisible Empire (some of the villains established in earlier stories, like Dien Ch’ing and Yefimovich, would have finally got their come-uppance). (Kim Newman, 2005)

Yeovil-bøgerne er i særklasse det bedste Warhammer-fiktion jeg har læst, og de holder stadig. Ikke alle lader sig oplagt oversætte til rollespil, men stemningen, de skumle og farverige karakterer, og de mange små intriger er fin inspiration. Forordet i Silver Nails slutter med: „For the moment, the Chronicles of Yeovil are closed“ – tør man lægge noget i det? Jeg kunne drømme om at Invisible Empire blevet foldet ud i en sammenhængende trilogi, og et gensyn med alle tosserne …

Drachenfels, Genevieve Undead, Beasts in Velvet & Silver Nails – Black Library, 2019

Rough Nights & Hard Days [WFRP4]

RNHD[Anmeldelse – scenariesamling til WFRP4]
Så kom den fysiske udgave af Rough Nights & Hard Days. Og hvis man ser bort fra Starter Set der ligesom er sin egen fisk, og et flot kort, så er det her det første supplement til det nye Warhammer. Det er en hardcoverbog på 96 sider med fem scenarier, plus diverse.

Det første det springer i øjnene, er en meget høj produktionsværdi. Der er hældt læssevis af Warhammer-kærlighed i bogen. Kort på for- og bagsats, partiallak på omslaget, lækker papirkvalitet, farvetryk og helt urimeligt mange illustrationer, både smukke kort, flotte favespreads og sorthvide NPC-portrætter.

Fem meget ens scenarier (spoiler)

Hvert scenarie har gang i syv parallelle plots i en interessant setting, og handlingen beskrives ud fra en kronologisk gennemgang (fx: kl. 19.00: Spionen går forklædt som Dr. Humtidum ind på frøken Flimflams værelse; kl. 19.10: De fire falske tømrere banker på hos Herr Schmidt, ruller ham ind i et tæppe og bærer ham væk; osv.) og det er så op til karaktererne at gribe ind som de nu har rådsnarhed og formåen til. Hilarity ensues.

A Rough Night at the Three Feathers: Klassikeren der startede det hele – tre gange udgivet til 1st. edition, en gang til 2nd. og nu igen for femte gang. Handlingen er henlagt til en færgekro, og for det ikke skal være løgn blogger Morten for tiden om sine oplevelser med at spille scenariet (det begynder her). Der er ikke meget plot bag eskapaderne – det er egentlig bare en håndfuld attentatforsøg mod forskellige personer der tilfældigvis overnatter på samme kro. Formen er det interessante.

Kroen og Morrpræsternes udvikling fra White Dwarf, via Plundered Vaults til RN&HD.

A Day at the Trials: Det ene nye scenarie. Her er plottrådene lidt bedre samlet – tilfældighedernes sammenfald er stadig ret utroværdigt, men det er ligesom det der er hele ideen. De enkelte optrin er i det mindste forbundet af den duel der er omdrejningspunktet. Udover indsigt i retsvænet, får vi også en ny illustration af Kemperbads „elevatorkraner“ der skaber et fascinerende billede af byen – det er et ret skarpt miks af Warhammers snavsede „realisme“, samtidig med at fantasy-elementet får plads.

Kemperbad som den så ud i Death on the Reik (1987, Martin Mckenna), og nu i RN&HD.

A Night at the Opera: Det andet af de to helt nye scenarier. Titlen er et lille vink til Marx Brothers der er en erklæret inspirationskilde til disse scenarier, og her er flere distingverede gæsteoptrædener: Detlef Sierck og Drachenfels, en vis herr Oldenhaller, og ikke mindst Emmanulle von Liebwitz af Nuln der tidligere kun har optrådt som ligegyldig love-interest i Empire in Flames. En fed setting, og i det hele taget antydes et Nuln der kunne være interessant at se mere til (i modsætning til det skuffende besøg i andenudgavens Forges of Nuln.

Nastassia’s Wedding: En efterfølger til Rough Night skrevet for mange år tilbage og oprindeligt kun udgivet i magasinet Pyramid. Scenariet foregår på Grauenberg, Wilhelm von Saponatheims slot uden for Bögenhafen, og det omhandler bl.a. et bryllup og et magisk sværd fra de varme lande – en meget fin maguffin. Scenariet adskiller sig lidt ved at ikke at følge minut-for-minut gimmicken helt så stramt – der er en kronologi, men med lidt mere luft til at spillederen selv kan komme med input.

Grauenberg-slottet i Pyramid-udgaven (1996) og det nye helsideskort fra RN&HD.

Lord of Ubersreik: Scenariet er en forkortet udgave af Davis’ scenarie til 3rd. edition, The Edge of Night – dybest set har han klippet den mest interessante del af det scenarie ud og genudgivet det her. Som en lidt sjov krølle foregår fjerdeudgaven ca. ti år tidligere end tredjeudgaven, så der er foretaget nogle nødvendige tilretninger til adelsfamilierne og de politiske forhold – et metaplot der også udforskes i Starter Set (og åbenbart også i den kommende The Enemy Within). Edge of Night har en lang liste af navne og kostumer der er udeladt her, og det var ærlig talt også mere forvirrende end gavnligt.

Diverse

Derudover er der et lille appendiks:

Gnomer som spilbar race, med karrieretabel og særlige evner. Jeg har aldrig anerkendt gnomer i Warhammer-settingen selvom de er nævnt i førsteudgavens Bestiary, for de blev (i White Dwarf) præsenteret som lidt en joke og bidrog ikke med noget en dværg eller hobbit ikke lige så godt kunne klare. Men her har man faktisk givet dem et særpræg som skyggemagiske tricksters. Det kunne jeg sagtens se for mig, men jeg vil nok holde dem lige så hemmelighedsfulde og sjældne som der bliver lagt op til. Men kudos for at komme op med noget interessant. (Grunden til at de er at finde her, er at de var med i den oprindelige udgave af Rough Nights, men gled ud i andenudgaven. Nu var der så en anledning til at genintroducere dem).

Tyven Glimbrin i hhv. WFRP 1st og 4th.

Pubgames! Da vi som unge spillede en masse Warhammer var druklege og terningspil en væsentlig in-game aktivitet – måske en refleksion af vores liv. Her er der en hel samling af ting at tage sig til, med tilhørende regler. Aktiviteterne er fine nok som kulør, men mekanikkerne er ofte ret uinteressante, og det er ikke længere noget der fylder alverden i mine Warhammer-spil, så det er lidt spildt på mig.

Men begge elementer er egentlig udmærket tænkt, og det er typisk Graeme Davis at tilbyde stof der kan bruges efter man er færdige med scenarierne.

En løs kampagne

Hele eventyret er bundet sammen af adelsdamen Maria-Ulrike von Liebwitz af Ambosstein der tidligt hyrer karaktererne og slæber dem med rundt til sine eksplosive sociale aktiviteter. Det er spinkelt, men tilbagevendende karakterer og lidt udvikling i de bagvedliggende intriger fungerer som klister. Imidlertid har jeg lidt svært at se for mig at køre scenarierne som kampagne – dertil er de simpelthen for ens. Så skal man i hvert fald kunne grine af det når endnu et attentat rammer.

Hvis man spiller som skrevet, synes jeg der er meget lidt der inviterer karakterne indenfor, og det er min største kritik. Det er ofte helt op til spillerne at engagere sig, og ofte bliver de hæmmet af terningrul med høj sværhedsgrad. Det er er et større problem end formen og en noget gammeldags tilgang. Det er dog værst i Rough Night hvor karaktererne ikke er trukket ind i metaplottet endnu.

Screenshot 2019-07-15 at 10.08.15.png

RN&HD indeholder et væld af fine gråtoneillustrationer af persongalleriet. Sådan noget kan jeg godt lide.

Bogen giver også noter til hvordan scenarierne kan køres enkeltvis, placeres ind i en anden kampagne, eller bare pilles i mindre bidder. For på trods af kun ca. 10 sider til hvert scenarie er der masser af plot og personer der kan foldes meget mere ud. Faktisk kunne man også gribe hver setting an som en mere fri sandkasse – alene samlingen af bipersoner er guld værd. Og selv hvis man ikke når til at køre scenarierne, er det hyggelig læsning, for man får jo historien præsenteret kronologisk (selvfølgelig med forbehold for at X eller Y stadig er i live).

Lidt hårdt sagt bliver der tærsket langhalm på en gimmick. Men der er masser af inspiration at hente, selv hvis man ikke gider spille Halløj i operaen fem gange i træk, og det er en lækker og flot illustreret bog der giver håb for flere gode udvidelser til WFRP4.

Rough Nights & Hard Days, Cubicle 7, 2019

Ironsworn

[Ironsworn – rollespil der skal på bordet, del 3]
Ironsworn-Rulebook_coverIronsworn er et rollespil af Shawn Tomkin, løseligt Powered by the Apocalypse, der kan hentes helt gratis på hans hjemmeside, eller man kan købe en print-on-demand bog på DriveThruRPG. (Jeg har bestilt en hardcover, men ikke modtaget den endnu).

Begejstret over at have både Per og Peter tilbage på bloggene tog jeg straks kontakt for at høre om vi skulle spille et eller andet over nettet. Min tanke var egentlig Blades in the Dark fordi den fælles diskussion af fiktion og regler måske ville være bedre egnet til mikrofonrollespil end noget der krævede dyb indlevelse. Men vi havde alle tre en oplevelse af at det var lidt tung læsning (jeg har dog ikke opgivet helt), så i stedet kom Ironsworn altså på bordet.

I Ironsworn spiller man helte der i et barskt, vikingeinspireret rige sværger grumme og patosfyldte „jerneder“ og gennem fiktionen forsøger at indfri sine løfter.

Mekaniske manøvrer i fiktionens landskab

Fjender, rejser, løfter – alle former for udfordringer – repræsenteres som Progress med 10 felter, og hvert felt er yderligere opdelt i fire „ticks“. Man kan godt afslutte en quest inden man har fyldt alle ti felter, sandsynligheden bliver bare dårligere. Der er fem sværhedsgrader (Ranks) der bestemmer hvor meget Progress en mekanisk succes medfører:

  • Troublesome: 3 felter
  • Dangerous: 2 felter
  • Formidable: 1 felt
  • Extreme: 2 ticks (½ felt)
  • Epic: 1 tick (¼ felt)
Ironsworn-Rulebook_pc
Et lidt kedeligt karakterark.

En karakter har fem stats (Iron, Heart, Wits, Edge og Shadow) og starter med tre frit valgte Assets (livserfaring, frænder, kampevner, ritualer osv.) der giver bonus i forskellige situationer. Derudover holder man regnskab med Health, Spirit og Supplies. Endelig har man Momentum der vil ændre sig positivt eller negativt undervejs og kan omsættes til sikre successer hvis man har nok „medvind“ på sin quest.

Rent teknisk ruller man en Action Die: d6 + stat + evt. bonus. Samtidig ruller man 2d10 Challenge Dice, og ens Action-rul skal være højere for at opnå en succes. 2 successer er en god træffer, 1 er en svag træffer, 0 er et miss; to ens introducerer en overraskende drejning. Eksempel: d6=2 +2 (Wits) +1 (bonus fra en hjælpsom frænde) = 5; 2d10 = 1 (succes) og 5 (miss, Action-rullet på 5 er ikke højere), altså en svag træffer. Vil man aflutte en quest, bruger man sin Progress i stedet for et Action-rul.

Fra Apocalypse-spillene genkender man ideen med at foretage „Moves“, fx Face Danger, Enter the Fray eller Aid Your Ally, der hver kommer med en række foruddefinerede udfaldsparametre alt efter om man har en stærk/svag træffer eller et miss. Hvis man mangler inspiration til et udfald, er det altid muligt at „Ask the Oracle“, en samling tabeller med stikord til navne, bosættelser, trusler, mystik osv. som man kan rådføre sig med.

(Reglerne på en enkelt side).

Hvorfor spille det, og hvordan?

Jeg har ingen praktisk erfaring med Apocalypse World, men Ironsworn bevarer nogle centrale elementer derfra, men også en lidt friere tilgang til at skabe sin karakter og sammensætte Assets. Spillet skiller sig positivt ud med en klar stemning og mulighed for at omsætte det i handling/rollespil. Det er ikke svært at forestille sig den forbitrede kriger i snestormen der begræder tabet af sin stamme og sværger hævn over den udøde mystiker der dræbte dem. Og så kører maskinen: Først et Swear an Iron Vow-move der giver nye komplikationer, så omsættes rejsen til en udfordring, Undertake a Journey, og gennem terningrullet opstår en ny drejning. Jeg har aldrig følt noget særligt for fantasyvikinger, men ideen med blodige løfter der mekanisk opstiller konkrete mål for fiktionen, og vice-versa, er meget vellykket.

pegpehJ
Lodestar, et lille hæfte beregnet til spillerne, så ikke alle behøver en fuld regelbog.

Det er en spilstil der i min erfaring vægter fælles skabelse og et nært samspil mellem fiktion og mekanik der lægger op til Story Now. Man kan virkelig arbejde på at skabe en gribende og episk fortælling, men det sker delvist ved at lade terningerne tale og åbent diskutere muligheder, dvs. i mindre grad gennem indlevelse. Bogen har en verden og monstre osv., men de får først liv gennem de beslutninger spillerne træffer, en proces der meget sigende hedder „Your Truth“.

Man kan spille Ironsworn med en GM, men h/n vil kunne nøjes med at forberede en dramatisk hændelse der fremprovokerer en bestemt ed, og så have et par bipersoner, lokationer og hændelser oppe i ærmet. Den vigtigste funktion er at hjælpe med at tolke udfald af Moves. Men man kan også vælge at spille co-op, uden GM. Så lader man fællesskabet og oraklerne råde. Det er ligefrem muligt at spille solo, og det er jeg ved at afprøve.

Jeg er, som det nok fornemmes, positiv. Materialet er gennemredigeret og ser pænt ud selvom Shawn Tomkin tilsyneladende er ene om at udvikle, skrive og layoute. Det er ikke en medrivende tekst, men han – og systemet – får malet et klart billede af hvad spillet kan. Der er lidt den samme tendens til at ville overforklare som også findes i John Harpers Blades, men det her er bare grundlæggende lidt mere enkelt. Forfatteren arbejder også på flere hacks og udvidelser.

maxresdefault.jpg
„Jeg sværger at sprede min døde hustrus aske fra den højeste tinde i De ni riger!“ [Rank: Epic] (God of War, 2018)

Faktisk spil

Ironsworn har som sagt allerede vundet en lille sejr ved at være kommet på bordet, selvom det kun var med mig selv. Jeg laver en opsamling på mine erfaringer når jeg har opfyldt min ed og bragt Nattens Mulm til Jernlandet … eller er død i forsøget. Det fungerer umiddelbart fint, men det er udfordrende at holde den kreative koncentration og huske de rigtige moves.

Men bloggerligaen skal selvfølgelig også i gang, og tanken er at vi kan koble solospil med fælles missioner over Discord. Det glæder jeg mig helt vildt til.

Endelig har jeg en plan om at spille en sidehistorie i Unævnelige kulter der vil være velegnet til Ironsworn (det er noget med nogle bistre dværge), men den skal jeg lige have mine spillere med på, og jeg forestiller mig under alle omstændigheder at det er noget ude i fremtiden.

Ironsworn, Shawn Tomkin, 2018

Fagre gamle verden [WFRP4]

[Warhammer-settingen i WFRP4 – Everything Old Is New Again]
Jeg er ved at have nok erfaring med WFRP4 som system til at mene noget om dét, men her skal det handle om et andet aspekt af den nye udgave. For Warhammers force har alle dage været settingen, snarere end systemet. Og det er hvad jeg vil kigge på her. Først: Udrulningen af fjerdeudgaven (grundbog og Starter Set) ender med at være et helt år forsinket, og det er ikke i orden. Det påvirker selvfølgelig også på godt og ondt min mulighed for at vurdere det: negativt fordi jeg burde have haft mindst en bog eller to mere at vurdere ud fra, positivt fordi indholdet faktisk holder en høj kvalitet.

Thais har skrevet om hvordan han ikke ser Warhammer som grimdark, og det er jeg enig i. Der var tendenser i den retning i andenudgaven, men det var samtidig den der skruede op for den episke fantasy der bedre afspejlede Battle-settingen – og tredjeudgaven stak helt af ud af dén tangent. Men originalen var – i sit udgangspunkt – et skævt miks af britpunk og high fantasy. Det fandt først for alvor sine fødder gennem første halvdel af The Enemy Within-kampagnen og en række artikler i White Dwarf, romaner/noveller (ikke mindst Drachenfels der netop er blevet genudgivet), foruden hustegnere som Martin McKenna og Russ Nicholson og enkelte andre (man kunne også nævne Paul Bonner og Ian Miller (se herunder)), der bragte fantasyelementet ned på jorden og skruede op for det skæve og den sorte humor.

Because, at its heart, for all Warhammer is always grubby fantasy, it isn’t always low fantasy – Ben Scerri (forfatter på den nye udgave)

Tilbage til kilden

I det lys er fjerdeudgaven en return to form. Tiden i settingen er skruet tilbage (til før meta-eventen „Storm of Chaos“, til dengang Kaos var mere snigende). Og det samme kan man sige om stemningen – og ikke tilbage til det forvirrede (og, to be fair, ekstremt charmerende) misk-mask i den gamle regelbog, men til peak Warhammer, et par år senere. Nu i farver og på lækkert papir – hvilket puritanere så straks vil indvende diskvalificerer det i forhold til originalen. Men jeg mener det faktisk: Folkene bag denne nye version/vision har i mine øjne fundet tilbage til et Imperie der er gennemsyret af kulørte, korrupte skikkelser, og Andy Law, der virker som den primære drivkraft, har i samarbejde med en håndfuld dygtige tegnere skabt en gennemført visuel stil der ikke er set siden førnævnte McKenna – og han fik jo ikke lov at tegne forsider, så på det visuelle område virker det nye Warhammer meget mere helstøbt. Stilen er måske lidt til den kedelige, eller sikre/kommercielle, side, men det her er det bedste Warhammer har set ud, betragtet som en hel produktlinje og ikke kun udvalgte yndlingsillustrationer, for der vinder originalen på, ja, større originalitet.

Den gamle dusørjæger over for den ny. Hatten og pistolen går igen, i hommage, men dertil er kommet flere tropes der med årene har vundet indpas i universet. Det er endnu mere Warhammer end originalen der mere var et western-riff.

En anden konkret ting der er sket, er tilføjelsen af en officiel meta! Allerede den originale regelbog kom med hints til udvidelsen The Horned Rat, og selvom skribenterne angiveligt dårligt selv vidste hvad det hentydede til, skabte det en fornemmelse af at der var noget spændende i gære. Den følelse blev forstærket op gennem The Enemy Within hvor universet blev udvidet og ikke mindst udviklede sig. (Storm of Chaos var selvfølgelig også en form for meta, men ikke en der udviklede sig – det var bare grundlaget for settingen). Grundbogen undgår at blive for specifik, men udvidelserne og det gratis materiale kommer med flere henvisninger til den nye Enemy Within-kampagne.

Groundhog Days and Rough Nights

Et lille kig på de forskellige udgivelser indtil nu, og hvad de fortæller om settingen:

Starter Set har jeg allerede været omkring. Men ift. setting er det, som nævnt i anmeldelsen, en forbilledlig guidebog med et væld af kroge til historier der involverer snydagtige butiksejere, halflinggangstere, kultister, og små og store intriger. Scenarierne i pakken spænder fra et ekstremt kulørt gadeslagsmål, over en tur gennem mudderet, til mere mystisk/magiske forviklinger.

RNHDOg så er en af de originale guruer, Graeme Davis, tilbage med Rough Nights and Hard Days, en samling af fem nye og gamle scenarier, løseligt forbundet og med forslag til pub-sjov og introduktion af gnomer – på alle planer endnu et kip med hatten til „de gode, gamle dage“. Jeg går dybere ind i det når den fysiske bog lander (… engang), men den er endnu bedre illustreret end de foregående udgivelser og har masser af intriger og fjollerier. Scenarierne er korte, men de kommer rundt i meget forskellige miljøer, og der er fornemt persongalleri. Bl.a. et par kendisser i form af baron von Saponatheim af Bögenhafen (han virker meget mere kompetent end jeg havde fået indtryk af), og selveste Emmanuelle von Liebwitz af Nuln! Hendes look er jeg ikke så vild med, men mere om det en anden gang – det var sjovt at se hende, vist for første gang i Warhammers historie (?). En vis Herr Oldenhaller vender også tilbage. Og også her har man referencer til metaplottet.

Screenshot 2019-04-19 at 18.55.44
The nostalgia is strong in this one!

Udover disse bøger har C7 udsendt flere PDF’er der er tilgængelige på DriveThruRPG:

  • Ubersreik Adventures: If Looks Could Kill (gratis) er et scenarie der binder an til Starter Set-settingen med en klassisk monsterjagt; fortsættelsen, Heart of Glass, er annonceret og skruer mere op for det politiske (meta-)spil.
  • Old World Adventures: Night of Blood (gratis) er en let revideret genudgivelse af en White Dwarf-scenarieklassiker, og vi kan nok forvente mere af den slags – C7 gør som antydet flittig brug af let brugt materiale. Det siger ikke så meget om den nye retning andet end at den i høj grad er styret af det gamle.
  • Adventure Afoot in the Reikland (gratis) er et supplement til den overfladiske gennemgang af Reikland der er etableret som WFRP4’s „hjemprovins“ (ligesom i tredjeudgaven) med en masse forslag til konkrete eventyr (på samme måde som i Starter Set, men mere rettet mod udforskning og rejser).
  • Buildings of the Reikland (gratis for preorder-kunder) er et lille supplement der beskriver en række bygninger, med fine kort, ligesom man havde det i førsteudgaven, igen med forslag til eventyr, samtidig med at man får beskrevet samfundet.

Endelig er Reikland-kortet fra regelbogen udgivet som A1-plakat. Trykket er flot, og Andy Laws hyperdetaljerede kort kommer først her for alvor til sin ret. Det er vel det flotteste kort til Warhammer indtil nu. (Det er bygget over et moderne topografisk kort, han samtidig arbejder på – man får et udsnit af det i Starter Set).

The Enemy Again

Lad os rette blikket lidt fremad. Vi har kun forsiderne fra første del af Enemy Within-kampagnen, Enemy in Shadows, og den tilhørende Companion, men igen er jeg ret begejstret for den kulørte, fortællende stil. Det er ikke stor fantasykunst (det er der nu også langt imellem generelt), men det er veludført, der er fokus på handling, situation, stemning og masser af indforståede referencer. (Klik på billederne for større version og kommentarer).

Stillet over for Ian Millers Malthusius-tegning (den sort/hvide) er farveudgaven mere karakterløs – hans øje for det bizarre er (var?) helt unik, men dels var hans tegninger forsider og vignetter, ikke illustrationer der skulle stå side om side med tekst, og dels er hans fantastiske univers kun stemningsmæssigt rammende for den brede opfattelse af Warhammer – hans byer og mærkelige næbdyr er middelalderlige groteskerier, ikke den tyske senmiddelalder der lægges op til i teksten (og hans stil er i det hele taget så markant at den, med enkelte undtagelser, trumfer enhver verden han illustrerer). Så, jeg er vild med ham, og det han gjorde for at definere grim and gritty, men det nye farvelagte univers kan også noget – begge inspirerer til at fortælle historier på en visuel måde anden- og tredjeudgaven slet ikke formåede.

Ellers er der mest det at sige om den nye udgave af kampagnen at den bliver i fem bind, hvoraf del 4 og 5 er helt nye (erstatter Something Rotten in Kislev og The Empire in Flames), plus fem companions. Graeme Davis har kommenteret at companion-bøgerne indeholder 30-70% nyt materiale, og at de også vil tjene som generel baggrundsmateriale, første bind således om Imperiet, Bögenhafen og landevejene. Men selvom det lader til at man igen benytter kampagnen som en anledning til at udvide settingen, skal den ikke etablere universet på samme måde som tidligere. Illustrationer kan i højere grad belyse handling, steder og personer, hvorimod tegnestilen tidligere også tjente til at male verden og stemning frem, og udtrykket var meget mere famlende (i starten).

Det bliver spændende at se.

Oh, what a world we live in!

Det kom til at handle meget om den visuelle side. Så lad mig slutte af med nogle mere generelle betragtninger:

  • Humoren indtager en meget mere prominent plads end i mange år, ja, faktisk også end i store dele af førsteudgaven – det var en af de ting der voksede frem og faktisk ikke er så tydelig i grundbogen (ift. D&D, jo, men ellers ikke). Skæve og skøre eksistenser er at finde overalt, og så er brugen af sjove referencer til vores verden og kultur tilbage i stor stil. Det aspekt er ikke min yndlingsting ved Warhammer, men jeg kan godt lide gritty med et (lusket) smil på læben og det overskud in-joksene udtrykker.
  • Screenshot 2019-05-25 at 11.32.00
    WFRP4 har årtiers fiktion at bygge på. Som her Detlef Sierck og Drachenfels (Rough Nights).

    Signaturkaraktererne (læs mere i indlægget Warhammers helte) der bruges til eksempler og illustrationer, skaber en god, gennemgående fortælling og indlevelse i verden. Andre vil måske hellere selv tænke sig ind i historien, men om man kan lide metoden eller ej, er det veludført. Jeg håber lidt på en „sæson to“ med nye karakterer, eller at der sker en tydelig udvikling med dem der fx demonstrerer karriereskifte og ar på krop og sjæl.

  • Som berørt i indlægget Ikke kun et kønt ansigt er settingen også blevet opdateret til tiden: En købmand kan godt være farvet, alle karriererne er i højere grad u-kønnede, og seksualiteten er regnbuefarvet. Sådan.
  • En ting der er gået lidt tabt i den forfinede fernis, er fornemmelsen af gråtoner, i mere end én forstand. I de gode gamle dage var selv solskinsdagene grå – sådan helt lavpraktisk i S/H-tryks natur. Nu er der alle mulige flotte farver og halvblank papir. Skæverterne var også en del af den oprindelige charme – D&D-Doomstones og Drachenfels-dungeon’en blev på en eller anden måde alligevel integreret. Som (tidligere) redaktør glæder jeg mig over skarpere konsekvens, men der var også en charme i selv – og kollektivt – at skabe den sammenhæng.
  • WFRP4 har som allerede nævnt gjort en dyd ud af koble plotideer på settingen. De har udviklet videre fra et snævert udgangspunkt i provinsen Reikland der for alvor kommer til live med de 50 plotfrø i Adventure Afoot in Reikland, og det bliver endnu mere gennemført med Ubersreik-guiden i Starter Set hvor byen og dens indbyggere fremstår levende og sprængfyldt med konflikter og eventyr.
  • Verden uden for Reikland ser ud til at have fastholdt de elementer der er udviklet gennem tiden, også i andenudgaven: Bretonnia har gralriddere, keltere bebor Albion, grønhuder har Waaagh!, der er vikinger i Norsca, vampyrer tilhører sære adelsslægter osv. (Graeme Davis har lovet at integrere Bretonnias middelalderverden med originaludgavens oplysningstid, og fremstillingen af kejseren som badass krigsherre med originalens mere forhutlede skikkelse). Det interessante er at C7 faktisk ikke har været ude og forklare Den gamle verden, så alt det vi ved om hvad der foregår uden for Reikland, er givet gennem bipersoner fra fjerne og sære lande (og overladt til mangeårige fans egen viden). Igen, show, don’t tell. De har dog lovet at udforske fremmede riger, bl.a. stærkt antydet Lustria, men vi får se.

Hvad giver det så alt i alt for en setting? Hvad er det for historier den lægger op til?

Screenshot 2019-05-25 at 11.23.13
Svin, tærter, gøglere og tørre tæsk – Warhammer á la fjerdeudgaven (Starter Set).

Hvis man ser på de officielle scenarier/hooks, tager de ofte udgangspunkt i at karaktererne er typer der vil gøre lidt af hvert for penge; nogen forsøger at tage røven på dem; høj som lav kan være skumle typer (overklassen er rige svin, pøbelen er beskidte svin – det er meget Oldhammer); adelen smeder rænker; Kaos er allestedsnærværende og lige dele intrigant og brutal – osv. Kaoskrigen er igen skubbet i baggrunden til fordel for et intrigant metaplot der truer Imperiet indefra. Det er historier hvor man tager røven på hinanden, hvor spillerne skal synes det er sjovt at det går deres karakterer imod.

De mellemlæggende udgaver har pletvis ramt lidt af det samme, men det her virker bare meget gennemført. Og i det store hele helt rigtigt.

Dom

På den lidt længere bane håber jeg, som nok de fleste, at Cubicle 7 kommer ud over genudgivelserne og genetableringen af det gamle, solide fundament og får bygget ovenpå. Det være sig ved at udforske nye dele af verden og/eller ved at tage chancen med lidt skævere og mørkere fortællinger end vi har set i Warhammers godt 30 års historie.

Kvaliteten i tekst, billede og udstyr er fornem, og potentielt kedelige settingbeskrivelser bringes til live gennem små og store folks skæve skæbner. Scenarier, bipersoner og plotideer vælter ud af bagmændene. Det er gritty uden at blive grimdark og vil først og fremmest underholde.

Topkarakterer på den her front.