Ironsworn

[Ironsworn – rollespil der skal på bordet, del 3]
Ironsworn-Rulebook_coverIronsworn er et rollespil af Shawn Tomkin, løseligt Powered by the Apocalypse, der kan hentes helt gratis på hans hjemmeside, eller man kan købe en print-on-demand bog på DriveThruRPG. (Jeg har bestilt en hardcover, men ikke modtaget den endnu).

Begejstret over at have både Per og Peter tilbage på bloggene tog jeg straks kontakt for at høre om vi skulle spille et eller andet over nettet. Min tanke var egentlig Blades in the Dark fordi den fælles diskussion af fiktion og regler måske ville være bedre egnet til mikrofonrollespil end noget der krævede dyb indlevelse. Men vi havde alle tre en oplevelse af at det var lidt tung læsning (jeg har dog ikke opgivet helt), så i stedet kom Ironsworn altså på bordet.

I Ironsworn spiller man helte der i et barskt, vikingeinspireret rige sværger grumme og patosfyldte „jerneder“ og gennem fiktionen forsøger at indfri sine løfter.

Mekaniske manøvrer i fiktionens landskab

Fjender, rejser, løfter – alle former for udfordringer – repræsenteres som Progress med 10 felter, og hvert felt er yderligere opdelt i fire „ticks“. Man kan godt afslutte en quest inden man har fyldt alle ti felter, sandsynligheden bliver bare dårligere. Der er fem sværhedsgrader (Ranks) der bestemmer hvor meget Progress en mekanisk succes medfører:

  • Troublesome: 3 felter
  • Dangerous: 2 felter
  • Formidable: 1 felt
  • Extreme: 2 ticks (½ felt)
  • Epic: 1 tick (¼ felt)
Ironsworn-Rulebook_pc
Et lidt kedeligt karakterark.

En karakter har fem stats (Iron, Heart, Wits, Edge og Shadow) og starter med tre frit valgte Assets (livserfaring, frænder, kampevner, ritualer osv.) der giver bonus i forskellige situationer. Derudover holder man regnskab med Health, Spirit og Supplies. Endelig har man Momentum der vil ændre sig positivt eller negativt undervejs og kan omsættes til sikre successer hvis man har nok „medvind“ på sin quest.

Rent teknisk ruller man en Action Die: d6 + stat + evt. bonus. Samtidig ruller man 2d10 Challenge Dice, og ens Action-rul skal være højere for at opnå en succes. 2 successer er en god træffer, 1 er en svag træffer, 0 er et miss; to ens introducerer en overraskende drejning. Eksempel: d6=2 +2 (Wits) +1 (bonus fra en hjælpsom frænde) = 5; 2d10 = 1 (succes) og 5 (miss, Action-rullet på 5 er ikke højere), altså en svag træffer. Vil man aflutte en quest, bruger man sin Progress i stedet for et Action-rul.

Fra Apocalypse-spillene genkender man ideen med at foretage „Moves“, fx Face Danger, Enter the Fray eller Aid Your Ally, der hver kommer med en række foruddefinerede udfaldsparametre alt efter om man har en stærk/svag træffer eller et miss. Hvis man mangler inspiration til et udfald, er det altid muligt at „Ask the Oracle“, en samling tabeller med stikord til navne, bosættelser, trusler, mystik osv. som man kan rådføre sig med.

(Reglerne på en enkelt side).

Hvorfor spille det, og hvordan?

Jeg har ingen praktisk erfaring med Apocalypse World, men Ironsworn bevarer nogle centrale elementer derfra, men også en lidt friere tilgang til at skabe sin karakter og sammensætte Assets. Spillet skiller sig positivt ud med en klar stemning og mulighed for at omsætte det i handling/rollespil. Det er ikke svært at forestille sig den forbitrede kriger i snestormen der begræder tabet af sin stamme og sværger hævn over den udøde mystiker der dræbte dem. Og så kører maskinen: Først et Swear an Iron Vow-move der giver nye komplikationer, så omsættes rejsen til en udfordring, Undertake a Journey, og gennem terningrullet opstår en ny drejning. Jeg har aldrig følt noget særligt for fantasyvikinger, men ideen med blodige løfter der mekanisk opstiller konkrete mål for fiktionen, og vice-versa, er meget vellykket.

pegpehJ
Lodestar, et lille hæfte beregnet til spillerne, så ikke alle behøver en fuld regelbog.

Det er en spilstil der i min erfaring vægter fælles skabelse og et nært samspil mellem fiktion og mekanik der lægger op til Story Now. Man kan virkelig arbejde på at skabe en gribende og episk fortælling, men det sker delvist ved at lade terningerne tale og åbent diskutere muligheder, dvs. i mindre grad gennem indlevelse. Bogen har en verden og monstre osv., men de får først liv gennem de beslutninger spillerne træffer, en proces der meget sigende hedder „Your Truth“.

Man kan spille Ironsworn med en GM, men h/n vil kunne nøjes med at forberede en dramatisk hændelse der fremprovokerer en bestemt ed, og så have et par bipersoner, lokationer og hændelser oppe i ærmet. Den vigtigste funktion er at hjælpe med at tolke udfald af Moves. Men man kan også vælge at spille co-op, uden GM. Så lader man fællesskabet og oraklerne råde. Det er ligefrem muligt at spille solo, og det er jeg ved at afprøve.

Jeg er, som det nok fornemmes, positiv. Materialet er gennemredigeret og ser pænt ud selvom Shawn Tomkin tilsyneladende er ene om at udvikle, skrive og layoute. Det er ikke en medrivende tekst, men han – og systemet – får malet et klart billede af hvad spillet kan. Der er lidt den samme tendens til at ville overforklare som også findes i John Harpers Blades, men det her er bare grundlæggende lidt mere enkelt. Forfatteren arbejder også på flere hacks og udvidelser.

maxresdefault.jpg
„Jeg sværger at sprede min døde hustrus aske fra den højeste tinde i De ni riger!“ [Rank: Epic] (God of War, 2018)

Faktisk spil

Ironsworn har som sagt allerede vundet en lille sejr ved at være kommet på bordet, selvom det kun var med mig selv. Jeg laver en opsamling på mine erfaringer når jeg har opfyldt min ed og bragt Nattens Mulm til Jernlandet … eller er død i forsøget. Det fungerer umiddelbart fint, men det er udfordrende at holde den kreative koncentration og huske de rigtige moves.

Men bloggerligaen skal selvfølgelig også i gang, og tanken er at vi kan koble solospil med fælles missioner over Discord. Det glæder jeg mig helt vildt til.

Endelig har jeg en plan om at spille en sidehistorie i Unævnelige kulter der vil være velegnet til Ironsworn (det er noget med nogle bistre dværge), men den skal jeg lige have mine spillere med på, og jeg forestiller mig under alle omstændigheder at det er noget ude i fremtiden.

Ironsworn, Shawn Tomkin, 2018

Fagre gamle verden [WFRP4]

[Warhammer-settingen i WFRP4 – Everything Old Is New Again]
Jeg er ved at have nok erfaring med WFRP4 som system til at mene noget om dét, men her skal det handle om et andet aspekt af den nye udgave. For Warhammers force har alle dage været settingen, snarere end systemet. Og det er hvad jeg vil kigge på her. Først: Udrulningen af fjerdeudgaven (grundbog og Starter Set) ender med at være et helt år forsinket, og det er ikke i orden. Det påvirker selvfølgelig også på godt og ondt min mulighed for at vurdere det: negativt fordi jeg burde have haft mindst en bog eller to mere at vurdere ud fra, positivt fordi indholdet faktisk holder en høj kvalitet.

Thais har skrevet om hvordan han ikke ser Warhammer som grimdark, og det er jeg enig i. Der var tendenser i den retning i andenudgaven, men det var samtidig den der skruede op for den episke fantasy der bedre afspejlede Battle-settingen – og tredjeudgaven stak helt af ud af dén tangent. Men originalen var – i sit udgangspunkt – et skævt miks af britpunk og high fantasy. Det fandt først for alvor sine fødder gennem første halvdel af The Enemy Within-kampagnen og en række artikler i White Dwarf, romaner/noveller (ikke mindst Drachenfels der netop er blevet genudgivet), foruden hustegnere som Martin McKenna og Russ Nicholson og enkelte andre (man kunne også nævne Paul Bonner og Ian Miller (se herunder)), der bragte fantasyelementet ned på jorden og skruede op for det skæve og den sorte humor.

Because, at its heart, for all Warhammer is always grubby fantasy, it isn’t always low fantasy – Ben Scerri (forfatter på den nye udgave)

Tilbage til kilden

I det lys er fjerdeudgaven en return to form. Tiden i settingen er skruet tilbage (til før meta-eventen „Storm of Chaos“, til dengang Kaos var mere snigende). Og det samme kan man sige om stemningen – og ikke tilbage til det forvirrede (og, to be fair, ekstremt charmerende) misk-mask i den gamle regelbog, men til peak Warhammer, et par år senere. Nu i farver og på lækkert papir – hvilket puritanere så straks vil indvende diskvalificerer det i forhold til originalen. Men jeg mener det faktisk: Folkene bag denne nye version/vision har i mine øjne fundet tilbage til et Imperie der er gennemsyret af kulørte, korrupte skikkelser, og Andy Law, der virker som den primære drivkraft, har i samarbejde med en håndfuld dygtige tegnere skabt en gennemført visuel stil der ikke er set siden førnævnte McKenna – og han fik jo ikke lov at tegne forsider, så på det visuelle område virker det nye Warhammer meget mere helstøbt. Stilen er måske lidt til den kedelige, eller sikre/kommercielle, side, men det her er det bedste Warhammer har set ud, betragtet som en hel produktlinje og ikke kun udvalgte yndlingsillustrationer, for der vinder originalen på, ja, større originalitet.

Den gamle dusørjæger over for den ny. Hatten og pistolen går igen, i hommage, men dertil er kommet flere tropes der med årene har vundet indpas i universet. Det er endnu mere Warhammer end originalen der mere var et western-riff.

En anden konkret ting der er sket, er tilføjelsen af en officiel meta! Allerede den originale regelbog kom med hints til udvidelsen The Horned Rat, og selvom skribenterne angiveligt dårligt selv vidste hvad det hentydede til, skabte det en fornemmelse af at der var noget spændende i gære. Den følelse blev forstærket op gennem The Enemy Within hvor universet blev udvidet og ikke mindst udviklede sig. (Storm of Chaos var selvfølgelig også en form for meta, men ikke en der udviklede sig – det var bare grundlaget for settingen). Grundbogen undgår at blive for specifik, men udvidelserne og det gratis materiale kommer med flere henvisninger til den nye Enemy Within-kampagne.

Groundhog Days and Rough Nights

Et lille kig på de forskellige udgivelser indtil nu, og hvad de fortæller om settingen:

Starter Set har jeg allerede været omkring. Men ift. setting er det, som nævnt i anmeldelsen, en forbilledlig guidebog med et væld af kroge til historier der involverer snydagtige butiksejere, halflinggangstere, kultister, og små og store intriger. Scenarierne i pakken spænder fra et ekstremt kulørt gadeslagsmål, over en tur gennem mudderet, til mere mystisk/magiske forviklinger.

RNHDOg så er en af de originale guruer, Graeme Davis, tilbage med Rough Nights and Hard Days, en samling af fem nye og gamle scenarier, løseligt forbundet og med forslag til pub-sjov og introduktion af gnomer – på alle planer endnu et kip med hatten til „de gode, gamle dage“. Jeg går dybere ind i det når den fysiske bog lander (… engang), men den er endnu bedre illustreret end de foregående udgivelser og har masser af intriger og fjollerier. Scenarierne er korte, men de kommer rundt i meget forskellige miljøer, og der er fornemt persongalleri. Bl.a. et par kendisser i form af baron von Saponatheim af Bögenhafen (han virker meget mere kompetent end jeg havde fået indtryk af), og selveste Emmanuelle von Liebwitz af Nuln! Hendes look er jeg ikke så vild med, men mere om det en anden gang – det var sjovt at se hende, vist for første gang i Warhammers historie (?). En vis Herr Oldenhaller vender også tilbage. Og også her har man referencer til metaplottet.

Screenshot 2019-04-19 at 18.55.44
The nostalgia is strong in this one!

Udover disse bøger har C7 udsendt flere PDF’er der er tilgængelige på DriveThruRPG:

  • Ubersreik Adventures: If Looks Could Kill (gratis) er et scenarie der binder an til Starter Set-settingen med en klassisk monsterjagt; fortsættelsen, Heart of Glass, er annonceret og skruer mere op for det politiske (meta-)spil.
  • Old World Adventures: Night of Blood (gratis) er en let revideret genudgivelse af en White Dwarf-scenarieklassiker, og vi kan nok forvente mere af den slags – C7 gør som antydet flittig brug af let brugt materiale. Det siger ikke så meget om den nye retning andet end at den i høj grad er styret af det gamle.
  • Adventure Afoot in the Reikland (gratis) er et supplement til den overfladiske gennemgang af Reikland der er etableret som WFRP4’s „hjemprovins“ (ligesom i tredjeudgaven) med en masse forslag til konkrete eventyr (på samme måde som i Starter Set, men mere rettet mod udforskning og rejser).
  • Buildings of the Reikland (gratis for preorder-kunder) er et lille supplement der beskriver en række bygninger, med fine kort, ligesom man havde det i førsteudgaven, igen med forslag til eventyr, samtidig med at man får beskrevet samfundet.

Endelig er Reikland-kortet fra regelbogen udgivet som A1-plakat. Trykket er flot, og Andy Laws hyperdetaljerede kort kommer først her for alvor til sin ret. Det er vel det flotteste kort til Warhammer indtil nu. (Det er bygget over et moderne topografisk kort, han samtidig arbejder på – man får et udsnit af det i Starter Set).

The Enemy Again

Lad os rette blikket lidt fremad. Vi har kun forsiderne fra første del af Enemy Within-kampagnen, Enemy in Shadows, og den tilhørende Companion, men igen er jeg ret begejstret for den kulørte, fortællende stil. Det er ikke stor fantasykunst (det er der nu også langt imellem generelt), men det er veludført, der er fokus på handling, situation, stemning og masser af indforståede referencer. (Klik på billederne for større version og kommentarer).

Stillet over for Ian Millers Malthusius-tegning (den sort/hvide) er farveudgaven mere karakterløs – hans øje for det bizarre er (var?) helt unik, men dels var hans tegninger forsider og vignetter, ikke illustrationer der skulle stå side om side med tekst, og dels er hans fantastiske univers kun stemningsmæssigt rammende for den brede opfattelse af Warhammer – hans byer og mærkelige næbdyr er middelalderlige groteskerier, ikke den tyske senmiddelalder der lægges op til i teksten (og hans stil er i det hele taget så markant at den, med enkelte undtagelser, trumfer enhver verden han illustrerer). Så, jeg er vild med ham, og det han gjorde for at definere grim and gritty, men det nye farvelagte univers kan også noget – begge inspirerer til at fortælle historier på en visuel måde anden- og tredjeudgaven slet ikke formåede.

Ellers er der mest det at sige om den nye udgave af kampagnen at den bliver i fem bind, hvoraf del 4 og 5 er helt nye (erstatter Something Rotten in Kislev og The Empire in Flames), plus fem companions. Graeme Davis har kommenteret at companion-bøgerne indeholder 30-70% nyt materiale, og at de også vil tjene som generel baggrundsmateriale, første bind således om Imperiet, Bögenhafen og landevejene. Men selvom det lader til at man igen benytter kampagnen som en anledning til at udvide settingen, skal den ikke etablere universet på samme måde som tidligere. Illustrationer kan i højere grad belyse handling, steder og personer, hvorimod tegnestilen tidligere også tjente til at male verden og stemning frem, og udtrykket var meget mere famlende (i starten).

Det bliver spændende at se.

Oh, what a world we live in!

Det kom til at handle meget om den visuelle side. Så lad mig slutte af med nogle mere generelle betragtninger:

  • Humoren indtager en meget mere prominent plads end i mange år, ja, faktisk også end i store dele af førsteudgaven – det var en af de ting der voksede frem og faktisk ikke er så tydelig i grundbogen (ift. D&D, jo, men ellers ikke). Skæve og skøre eksistenser er at finde overalt, og så er brugen af sjove referencer til vores verden og kultur tilbage i stor stil. Det aspekt er ikke min yndlingsting ved Warhammer, men jeg kan godt lide gritty med et (lusket) smil på læben og det overskud in-joksene udtrykker.
  • Screenshot 2019-05-25 at 11.32.00
    WFRP4 har årtiers fiktion at bygge på. Som her Detlef Sierck og Drachenfels (Rough Nights).

    Signaturkaraktererne (læs mere i indlægget Warhammers helte) der bruges til eksempler og illustrationer, skaber en god, gennemgående fortælling og indlevelse i verden. Andre vil måske hellere selv tænke sig ind i historien, men om man kan lide metoden eller ej, er det veludført. Jeg håber lidt på en „sæson to“ med nye karakterer, eller at der sker en tydelig udvikling med dem der fx demonstrerer karriereskifte og ar på krop og sjæl.

  • Som berørt i indlægget Ikke kun et kønt ansigt er settingen også blevet opdateret til tiden: En købmand kan godt være farvet, alle karriererne er i højere grad u-kønnede, og seksualiteten er regnbuefarvet. Sådan.
  • En ting der er gået lidt tabt i den forfinede fernis, er fornemmelsen af gråtoner, i mere end én forstand. I de gode gamle dage var selv solskinsdagene grå – sådan helt lavpraktisk i S/H-tryks natur. Nu er der alle mulige flotte farver og halvblank papir. Skæverterne var også en del af den oprindelige charme – D&D-Doomstones og Drachenfels-dungeon’en blev på en eller anden måde alligevel integreret. Som (tidligere) redaktør glæder jeg mig over skarpere konsekvens, men der var også en charme i selv – og kollektivt – at skabe den sammenhæng.
  • WFRP4 har som allerede nævnt gjort en dyd ud af koble plotideer på settingen. De har udviklet videre fra et snævert udgangspunkt i provinsen Reikland der for alvor kommer til live med de 50 plotfrø i Adventure Afoot in Reikland, og det bliver endnu mere gennemført med Ubersreik-guiden i Starter Set hvor byen og dens indbyggere fremstår levende og sprængfyldt med konflikter og eventyr.
  • Verden uden for Reikland ser ud til at have fastholdt de elementer der er udviklet gennem tiden, også i andenudgaven: Bretonnia har gralriddere, keltere bebor Albion, grønhuder har Waaagh!, der er vikinger i Norsca, vampyrer tilhører sære adelsslægter osv. (Graeme Davis har lovet at integrere Bretonnias middelalderverden med originaludgavens oplysningstid, og fremstillingen af kejseren som badass krigsherre med originalens mere forhutlede skikkelse). Det interessante er at C7 faktisk ikke har været ude og forklare Den gamle verden, så alt det vi ved om hvad der foregår uden for Reikland, er givet gennem bipersoner fra fjerne og sære lande (og overladt til mangeårige fans egen viden). Igen, show, don’t tell. De har dog lovet at udforske fremmede riger, bl.a. stærkt antydet Lustria, men vi får se.

Hvad giver det så alt i alt for en setting? Hvad er det for historier den lægger op til?

Screenshot 2019-05-25 at 11.23.13
Svin, tærter, gøglere og tørre tæsk – Warhammer á la fjerdeudgaven (Starter Set).

Hvis man ser på de officielle scenarier/hooks, tager de ofte udgangspunkt i at karaktererne er typer der vil gøre lidt af hvert for penge; nogen forsøger at tage røven på dem; høj som lav kan være skumle typer (overklassen er rige svin, pøbelen er beskidte svin – det er meget Oldhammer); adelen smeder rænker; Kaos er allestedsnærværende og lige dele intrigant og brutal – osv. Kaoskrigen er igen skubbet i baggrunden til fordel for et intrigant metaplot der truer Imperiet indefra. Det er historier hvor man tager røven på hinanden, hvor spillerne skal synes det er sjovt at det går deres karakterer imod.

De mellemlæggende udgaver har pletvis ramt lidt af det samme, men det her virker bare meget gennemført. Og i det store hele helt rigtigt.

Dom

På den lidt længere bane håber jeg, som nok de fleste, at Cubicle 7 kommer ud over genudgivelserne og genetableringen af det gamle, solide fundament og får bygget ovenpå. Det være sig ved at udforske nye dele af verden og/eller ved at tage chancen med lidt skævere og mørkere fortællinger end vi har set i Warhammers godt 30 års historie.

Kvaliteten i tekst, billede og udstyr er fornem, og potentielt kedelige settingbeskrivelser bringes til live gennem små og store folks skæve skæbner. Scenarier, bipersoner og plotideer vælter ud af bagmændene. Det er gritty uden at blive grimdark og vil først og fremmest underholde.

Topkarakterer på den her front.

Symbaroum

[Anmeldelse – rollespil der skal på bordet, del 2]
Symbaroum_Core_Rulebook_v1.0.8Oprindeligt udgivet på svensk af Järnringen (i 2014), via en Indiegogo-kampagne oversat til engelsk (2015) – og siden opslugt af Fria Ligan/Free League. Grundbogen er 275 sider i hardcover, farver og med læsebånd. Der er også udgivet en Players Handbook, et Monster Codex, og nu er også en Game Master’s Guide på vej, foruden adskillige scenarier og kampagner. Men grundbogen har alt det nødvendige. Järnringen er: Martin Grip, Mattias Johnsson og Mattias Lilja.

Symbaroum har først og fremmest sin styrke i en stærk ide – et dystert exploration-baseret fantasyrollespil med en skarp grafisk profil. Det er ikke „hex-ploration“ som i fx Forbidden Lands. Det er mere at ideen om at udforske det ukendte er trukket helt frem i forgrunden.

Eventyr i den mørke skov

Settingen åbner få år efter en katastrofe: Krigen mod The Dark Lords varede i årtier. Dronning Korinthia sejrede, men nu er jorden gold, og hun har ført sit folk til Det forjættede land nord for bjergene, Ambria. Dette nye rige ligger i skyggen af den mægtige skov, Davokar, der gemmer på ruinerne af en langt ældre og endnu mægtigere civilisation, Symbaroum. Dette rige, siges det, forbrød sig mod guderne og nedkaldte en straf der udslettede dem, og skoven er rejst for at beskytte mod den korruption Symbaroum efterlod. Det nyfødte Ambria er imidlertid fyldt med krigshærdede og ekspansionsivrige folk, og ruinerne i skoven gemmer på umådelige magiske skatte for den der tør: Skovens fred beskyttes af elverfolk, korrupte monstre og urgammel magi.

davokar
Spilverdenen er stærkt afgrænset.

Det er grundessensen i settingen, og som det ses er det en meget lille del af verden der åbnes op for. Planen er senere at udvide, naturligvis, men der er også en pointe i at holde det snævert og så virkelig gå i dybden med få byer og ét stort mysterie – det er noget af det der giver settingen sin unikke feel. Der er elementer af Tolkiens svundne tusindårsriger, mens skoven der vokser på ruinerne af menneskers nemesis, minder om Miyazakis Nausicaä. Men i en meget skummel indpakning – magien er mørk, de forskellige fraktioner er lumske, og fordærvelsen truer konstant.

Grundideen er altså at man tager ud og udforsker skoven efter skatte og ruiner – jo dybere, jo farligere, men også jo større det potentielle udbytte. Det hele kompliceres af stærkere urkræfter der ikke helt bliver afsløret, men der er tydeligvis noget med det der Symbaroum, og det skaber gnidninger mellem de gamle racer, troldmænd og hekse, en gryende monoteistisk religion og fæle kulter. Omkring denne mytiske looter-base kører der et større politisk spil mellem forskellige fraktioner i Ambria, og det er en udmærket komplikation, men det er mere standard fantasykost.

System

Symbaroum har sit eget regelsæt der set udefra virker ret fint. Systemet er konsekvent „player-facing“, dvs. at spillerne, ideelt, foretager alle rul som den aktive part. Hvis du leder efter noget? Rul din Vigilant (modificeret af sværhedsgrad). Leder nogen efter dig? Rul din Discreet (modificeret af fjendens Vigilant).

Man har 8 Attributes og i snit 10 i hver; man kan sænke en stat for at hæve en anden, men alle – fra den mindste goblin til den vældigste lindorm – har som udgangspunkt samme antal point. Det der gør forskellen, er i stedet nogle evner der virkelig kan skabe stor variation. De fleste af disse Abilities/Powers/Traits/osv. har tre niveauer – Novice, Adept, Master – og det gør virkelig en forskel at specialisere sig. Men det er også meget konkret og synligt (her tænker jeg i modsætning til fx det nye Warhammers Talents).

Man ruller i hovedreglen en d20 og skal slå lavt, modificeret af enten sværhedsgrad eller modstanders evner; det bliver én sværere for hvert point fjenden har over 10, og lettere hvis hun har under; har hun fx 13 i Vigilant i eksemplet ovenover, får du -3 på din Discreet. Det samme i kamp: Spilleren ruller sin Accurate eller Strong mod fjendens Defense for at ramme, og sin egen Quick for at forsvare sig mod deres angreb. Spilleren ruller skade på sin fjende, og „soak“ hvis hun bliver ramt, hvorimod fjender bare giver eller soaker et fast antal point. Så heller ikke i kamp ruller man for modstanderen.

Det er på mange måder ret traditionelt, men virker solidt og samtidig fleksibelt og friskt.

Screenshot 2019-05-19 at 18.43.15.png

Præsentation

Der er meget at synes om ved den her fantasysetting – det er dybest set kuløren der giver mig den lyst til at dræbe monstre og rane skatte, jeg ikke får af D&D.

Martin Grips illustrationer er en væsentlig del af det. Stilen minder meget om concept art til et videospil – der er vægt på farver og stemning og design af verden og kulturer. Det er ikke fede fantasyillustrationer i klassisk Larry Elmore-forstand med fokus på karakterer og positurer. Hovedformålet er helt klart at formidle verden. Bemærk: Grip er god, men der er grænser for hvad han kan nå at tegne, så bøgerne benytter sig af genbrug i forskellige beskæringer – men det er jo ikke et problem i grundbogen. (Han er også illustrator på det kommende Alien). Layoutet er klart og stemningsfuldt, men der er også en del tekst.

1507706435846
Forsiden til Wrath of the Warden, bind 1 i Symbaroums ‘grand campaign’.

På bagsiden må jeg sige at det alt sammen er meget spændende og fint, men ikke fantastisk velskrevet. Jeg fornemmer lidt at det engelske er tynget af at være oversat fra svensk (dog bedre end Tales from the Loop). Man bemærker at de to oversættere tilsyneladende begge er svenskere. Derudover fylder de „kedelige“ fantasyelementer (altså de politiske intriger og gnidninger meller racerne) forholdsvis meget ift. Davokars mystik, selvfølgelig fordi den mystiske del skal udforskes af spilpersonerne i Symbaroums kæmpekampagne, A Throne of Thorns.

Havde jeg kun læst Core Rules og mødt settingen derigennem, ville jeg nok have sagt fint, men pyt – potentiale kan jeg finde masser af steder, jeg vil se det eksekveret. Og der kommer så en håndfuld scenarier ind jeg købte på PDF. Og de er sgu ret fede. (De falder uden for en anmeldelse af grundbogen, men det gjorde mig glad at læse en konkretisering af de gode ideer. De indeholder masser af mystik og magi, intriger og magtkampe, interessante monstre og mytiske kræfter – det antydede mørke er meget nærværende. Historierne er blodige og har alvorlige konsekvenser for de involverede).

Hvorfor spille det, og hvordan?

Hvis hele min fantasy-kvote ikke skal blive spist af Warhammer, er det her et godt alternativt bud. Selve udforskningen af settingen – både i de konkrete eventyr, men også på et højere, tematisk plan – er en del af attraktionen, så det tjener som et trækplaster at verden er en ubekendt man skal også som spilleder kommer til at opleve for første gang.

Når jeg nu har talt positivt om deres scenarier (og har købt den episke kampagne), så må det naturlige mål jo være at trykke den af med den store pakke: fuld kampagne. Jeg tænker til gengæld at det er en spilstil hvor man selvfølgelig skal rollespille, men oplevelsen vil faktisk have godt at blive pacet mod de væsentlige konflikter, så det behøver ikke nødvendigvis vare en hel eller halvanden Enemy Within at spille en stor kampagne. En blid opstart med et par købescenarier og så se hvordan det ser ud. Jeg vil gerne selv køre det (eller i hvert fald starte det op med en testfase).

Jeg er også nysgerrig på reglerne der ser lovende ud – enkle, moderne, men stadig med lidt krymmel og knas.

Symbaroum, Järnringen/Free League, 2015

Tales from the Loop

[Anmeldelse – rollespil der skal på bordet, del 1]
TFL_rulebook_engFria Ligan/Free Leagues allerede ikoniske rollespil baseret på Simon Stålenhags illustrationer, om børn i 80’ernes Sverige (alternativt Boulder City, Nevada). Oprindeligt udgivet på svensk (Ur Varselklotet, 2016) og oversat via en Kickstarter-kampagne. Jeg sprang på da de udgav deres 90’er-udvidelse, Things from the Flood. Bogen er på små 200 sider, i farver og hardcover. Den erfarne Nils Hintze er krediteret som lead game designer.

I Tales from the Loop spiller man børn der udforsker mysterier udsprunget af nogle teknologiske landvindinger der er ren science fiction, men samtidig føles meget jordnære og integreret i dagligdagen. I et typisk Loop-mysterie krydsklipper man med en dagligdag der er præget af kedsomhed, familie, skole og pligter, så dinosaurerne, robotterne, tidsrejserne osv. er spændende undtagelser. Børnene er alene om deres eventyr – de voksne ser eller forstår dem ikke og har deres egne triste problemer. Når mysteriet er løst, vender ungerne tilbage til den kedelige hverdag.

Det kedelige af vejen først: Orddelingen er helt i skoven, og redaktøren i mig er ved at gå i spåner når jeg ser Gam|emaster, Rik|senergi, Svarts|jö eller gr|undskola. Derudover er det en tydelig oversættelse. Det er fuldt forståeligt engelsk, men det er sine steder stift og decideret skævt som når væsketab bliver til fluid loss i stedet for dehydration, generobre (om natur) bliver til reconquor isf. reclaim, nordlige Svartsjölandet bliver til North of (altså nord for, isf. det nordlige). Det er træls.

Ellers er bogen stilsikkert og luftigt layoutet, med de stemningsfulde illustrationer i stort format undervejs, suppleret med sort/hvide tegninger/vignetter (også af Stålenhag). Den er trykt på kraftigt papir der booster tykkelsen, men det er en hurtigt læst bog. Af de første 75 sider er de 50 setting og kun 25 regler. Resten af bogen handler om mysterierne.

System og setting

weirdoSystemet er udsprunget af Fria Ligans Year 0-system (samme system, med varianter, benyttes i Forbidden Lands og det kommende Alien). Det er første gang jeg møder det, men det føles ekstremt velkendt og intuitivt. Først vælger man en Type (fx Rocker eller Bookworm) der kommer med forslag til både stats og baggrundshistorie, uden at man er låst af det. Rent teknisk har man en Attribute + Skill = X dice pool; rul Xd6’ere – mindst én 6’er er en succes. Hvis noget går galt, risikerer man Conditions (fx Injured eller Scared), og går det helt galt, bliver man Broken – men børnene kan ikke dø. Så er der lidt finesser, men meget mere er der ikke i det – og det bliver forenklet yderligere af at man kun ruller for det der direkte involverer børnene. Det her ville jeg uden tøven vælge at bruge i et scenarie hvis der var behov for et let system.

På samme måde som systemet føles som en gammel ven, er Loop-settingen på nuværende tidspunkt også en ret kendt størrelse. Dels pga. Stålenhags udbredelse i diverse clickbaity artikler/lister og 80’er-revival i kulturen generelt, men med udgangspunkt i B/U-liv i særdeleshed, som fx tv-serien Stranger Things, filmen It, tegneserien Paper Girls og rollespillet Kids on Bikes.

Billederne har en vemodig undertone, det hele føles meget svensk, og jeg er lige ved at fortryde at jeg ikke købte den originale udgave (særligt med versioneringsfejlene in mente). Den stemning er gennemført i settingen: Der er noget socialrealistisk over dagligdagen med skilsmisse, mobberi og alkoholisme. Det er igen ret 80’er-agtigt i sig selv.

Mystik

Screenshot 2019-05-04 at 20.32.36.pngBogen kommer med en håndfuld „Mysteries“ og et „Mystery Landscape“, så det er meget forbilledligt. Her synes jeg nemlig det er på sin plads, hvorimod jeg godt kan forstå at man ikke har et med i det nye Warhammer hvor der er rigtig mange andre ting der skal være plads til, og der ikke på samme måde som her skal præsenteres noget lidt anderledes. Der er også en guide til hvordan man selv kan bygge en historie op.

Det springer i øjnene at mysterierne er meget enkle, beregnet til at blive spillet på en enkelt session. Noget bryder den daglige trummerum, børnene forfølger et par spor eller tre og udfordrer så problematikken. Ikke en masse svinkeærinder eller filosoferen. Man kan godt kæde dem sammen i en kampagne hvor man klarer én udfordring, og så går der lidt tid indtil den næste der er noget helt andet, men bipersoner går måske igen (det er der også et konkret forslag til i bogen).

Som en del af Kickstarteren fik jeg også de to Mystery-samlinger, Our Friends the Machines og Out of Time. De ser fine ud, men jeg har kun skimmet dem. (Machines har også forslag til at hvordan man bygger en setting i sin egen hjemby for netop at skabe den fornemmelse af noget velkendt og jordnært – det kan man læse et eksempel på på Mortens blog).

Hvorfor spille det, og hvordan?

Det simple regelsystem der med en enkel mekanik skelner mellem Kids og voksne: som ungt barn har du mere fleksibilitet (Luck) mens de lidt ældre har bedre stats. Jeg kan også godt lide deres Conditions der både fungerer som håndgribelig konsekvens for at fejle, men også peger mod rollespilsmuligheder. Og så bare helt generelt at det er holdt så enkelt. Det er mere gearet mod at afklare situationer end enkelte handlinger – uden at jeg dog vil kalde det for Conflict Resolution. Overvejelse: Er der inspiration/afveksling nok i systemet (ud over Conditions)?

eec1dff733eadc5ec217d989055abf5b.0
Klassisk Stålenhag.

Og så mærker jeg, som så mange andre, nostalgien trække – jeg er aldersmæssigt lige præcis en karakter i Tales from the Loop. Men det er nu i lige så høj grad det magiske stjernedrys fra Stålenhags tegninger der kalder. Jeg kan også godt lide den socialrealistiske melankoli der udstråler af både illustrationer og tekst. Udfordring: At få implementeret dagligdagen på en måde der formidler det tungsind uden at det bliver for mørkt – men heller ikke bliver ligegyldigt. (Lænestolsrollespil kommer i et afsnit lidt ind på den problematik).

Der er skrevet masser af fine, lettilgængelige mysterier man kan benytte, men jeg ville nok forsøge selv at finde frem til det rigtige miks af hverdag og mystik. Og så har jeg et klart billede af Wales, Englands grønne Midlands (Everybody’s Gone to the Rapture) eller en industriby der kunne være fedt. Målet ville være at spille et par mysterier i en gruppe hvor man skiftedes til at spillede og snakkede sig frem til hvad der fungerer.

Tales from the Loop, Fria Ligan/Free League, 2017

 

WFRP Starter Set

[Anmeldelse – Warhammer-supplement]
WFRP-STARTER-Cover-1200Jeg har lige modtaget Warhammer Fantasy Role-play Starter Set. Jeg blogger meget om Warhammer for tiden, det ved jeg godt, men når der nu endelig er kommet et supplement til det nye WFRP4 (oprindeligt sat til sommeren 2018!), må jeg hellere kigge nærmere på det. (PDF’en blev retfærdigvis sendt til preorders-kunder for flere måneder siden).

Jeg har ingen tidligere erfaring med starter sets, men det er generelt noget jeg har anset for lidt noget optrækkeri: forsimplede regler, et par character sheets, en flimsy skærm, genbrugt artwork, ikke så meget andet. Og jeg har nok heller ikke kunnet se fidusen i at lægge måske 300 kroner for et ukomplet system (som man så bagefter kan få lov at betale for i sin færdige form). Så her bestilte jeg det mest fordi jeg var sulten, og jeg havde faktisk heller ikke helt gennemskuet at det var tiltænkt spillere uden en regelbog. Forventningerne var ret lave.

Men hold nu op, hvor er det en fin kasse med et stærkt indhold. Bestemt value for money.

Indholdet

Starter Set kommer i en kraftig kasse med tryk på indersiden af låg og bund, der er to dobbeltsidede kartonark med kort over Ubersreik og omegn, seks karakterer i et fancy fold-ud design (de ikoniske karakterer jeg skrev om tidligere) to d10 (tiere og enere), et introark til Reikland, plus en håndfuld øvrige løsark med priser, regler og den slags. Og dertil kommer så det egentlige indhold: en Ubersreik guide (64 sider) og en samling eventyr (48 sider), begge i softcover. Det hele er i farver, gennemillustreret med tegninger lavet til lejligheden, og trykkvaliteten er høj. Det er på ingen måde et venstrehåndsprodukt.

IMG_7384.jpeg

De to bøger (hæfter)

A Guide to Ubersreik er skrevet efter Cubicles 7 (i mine øjne) klare designplan for Warhammer 4th. edition: slut med opremsninger af ligegyldige håndværker- og købmandskvarterer og generiske kroer, og ind med personlige historier og oplæg til eventyr (som vi også så med Kristians Marienburg) – det er forfriskende læsning og gør settingen ekstremt levende, selv hvis man ikke har i sinde at bruge ideerne. Og igen, ikke mindst takket være illustrationerne – ikke fantastiske, men de er kompetent udført, de matcher teksten, og de er med til at skabe den fornemmelse af sammenhæng der er ved at blive et særkende ved fjerdeudgaven. Der er, apropos, også referencer til et metaplot som man kan læse mere om i Empire in Shadows (Enemy Within), og som også berøres i scenariesamlingen Rough Nights & Hard Days – det bringer mindelser om at læse originaludgavens hints til kommende udgivelser. Jeg henlagde min kampagne til Reikland for at have muligheden for at kunne benytte officielt materiale, og det valg har jeg bestemt ikke fortrudt. Mine spillere skal helt klart et smut forbi Ubersreik. Vi kommer også til at berøre metaplottet, men de mange små personlige fortællinger (kroge) fortærer jeg mest som stemning og inspiration.

The Adventure Book er fordelt mellem et scenarie på ca. 30 sider der i lige så høj grad er tænkt som starten på en kampagne, med flere små, eskalerende hændelser da karaktererne får en tjans som byvagter. Der er gode warhammerske scener, og mange vil nok finde glæde i at se karaktererne blivet trukket gennem snavset – det er en del af Warhammer jeg selv synes er lidt slidt. Til gengæld er der forbløffende god plads til selv at præge historien, både som spiller og spilleder, samtidig med at der skal forklares regler undervejs – det er bestemt ikke bare en glorificeret tutorial. Resten af hæftet består af en håndfuld forslag til plots afledt af scenariet/settingen, og så yderligere seks tråde, én for hver karakter. Der er bunker af stof at bygge videre på, så Starter Set tjener nærmest mere som en intro for spillederen end for spillerne.

Se nu lige hvor fint.

De to bøger indeholder til sammen et væld af historier, og ikke mindst fungerer de samtidig som en implicit guide til Warhammer-settingen i bredere forstand, med henvisninger til fremmede kulturer, kulter, racer osv. Elementer der ikke dykkes ned i, men som peger ud mod en større verden. Gratis-eventyret If Looks Could Kill fungerer i øvrigt også som intro til Ubersreik – igen et eksempel på hvordan hele produktlinjen bliver tænkt sammen.

Tre kun lettere muterede tommelfingre op!

Jeg kan stadig ikke helt se pointen med de skrabede regler der fortsat ikke fremstår specielt skarpe, selv indkogte som her. Og jeg ville nok også hellere have set et godt fold-ud-kort end de mange løsark. Nå ja, og så ankom min boks med et bonk i låget … det vækker minder om min bulede Death on the Reik-æske, men så er nostalgien altså heller ikke federe …

Selv med det lille forbehold blev det næsten fanboyish, men boksen er udtryk for lige netop det jeg føler Cubicle 7 gør rigtigt med Warhammer – det er produceret af folk der tydeligvis elsker den her verden, særligt som den så ud i de første blomstrende år med The Enemy Within, White Dwarf-artikler og bøger fra Black Library.

Boksen skulle være til salg i butikkerne i juni.

Warhammer Fantasy Role-play Starter Set, Cubicle 7, 2019

Tomes & Tentacles [podcast]

[Anmeldelse – podcast]
Tomes__Tentacles_LogoJeg er begyndt at lytte til rollespil som podcast (hundeluftning og løbeture er godt for lyttepensum), og der er meget virkelig skidt derude. Men en af de podcasts jeg har syntes godt om, er Tomes & Tentacles (Call of Cthulhu 7th. ed.). Første sæson er på 24 afsnit (50-60 minutter) og fortæller en afsluttet historie. De første optagelser til sæson to (en helt ny historie med de samme spillere) er netop kommet i kassen, men jeg ved ikke hvornår de sender igen. Podcasten er udgivet af Encounter Roleplay (der ellers mest er Fantasy Grounds-sessions på Twitch, og det holder jeg simpelthen ikke til: 3-4 uredigerede timer med talking heads? Argh!).

T&T har en fin produktionsværdi, men den udmærker sig først og fremmest ved at være klippet ned til det centrale rollespil, uden udenomssnak og alt for mange svinkeærinder. Det betyder ikke at de ikke godt kan grine af de situationer der opstår, og man har også metasnak som „Roll me a Spot Hidden“, men det er absolut minimalt. Rollespillet og historien er det drivende.

DXSCXrkWsAAyHoG
Caesar Cole, en af karaktererne (illustration: Gyodragon)

Og på det punkt er jeg ret imponeret. Deres Keeper, Ben Counter, beskriver sig selv som nørd, dramatiker og forfatter, og det kan enhver jo komme og påstå, men hans plot og beskrivelser er virkelig gode. Deres historie er af særlig interesse for denne blog, for det handler om Kongen i gult, og Bens indsigt i og udlægning af myten er efter min mening spot-on (omend stadig mere Call end Chambers). Ja, det involverer et teater og et besøg til Carcosa, hvilket vi har set mange gange før, men han får lige givet det et ekstra lag eller to.

Spillerne er gode, men har alle nogle quirks man godt kan irritere sig over hvis man vil. Alt i alt ganske glimrende.

Har jeg det førende kørende i ørene?

Screenshot 2019-03-18 at 19.20.02
Friends at the Table skaber og udforsker verdner og systemer i fællesskab.

Der er også en anden podcast fra Encounter Roleplay der hedder Turncloaks – det er D&D5, men i et mere mørkt univers end normalt, så den vil jeg kaste mig over som det næste. Jeg har som nævnt også lyttet til Red Moon Roleplayings gennemspilning af The Black Madonna (Kult) (og er også i gang med deres Curse of Strahd), men de kære svenskeres selvhøjtidelighed er til tider meget påtrængende. Jeg er lige begyndt på Friends at the Table, og det er noget lidt andet, for de har al deres metadialog og worldbuilding med, men det er også interessant, og det kan være jeg skriver om det en anden gange (er begyndt hvor de benytter systemerne The Quiet Year (som Oliver spiller her) og Blades in the Dark).

Af hjemlige produktioner har jeg kun hørt Eftersidning på eventyr (Over the Edge) der er fint produceret, men også mere gearet mod at være sjov. I samme humoristiske skole er jeg begyndt at checke Advanced Sagebrush & Shootouts (Fate) ud. Den tegner meget godt og er ligesom Eftersidning korte afsnit (ca. 25 min) – men man skal leve med at de griner meget af deres egne jokes.

Andre podcasts med redigerede rollespilssessions jeg bør kende til?

Eternal Lies [Trail]

[Anmeldelse – kampagne]

eternal_lies_cover_mockup1
Et mere pulpy cover end scenariet lægger op til.

Eternal Lies er en kampagne til Trail of Cthulhu, skrevet af Will Hindmarch, Jeff Tidball og Jeremy Keller og udgivet af Pelgrane Press (2013). Den er på små 400 sider i hardcover (S/H). Jeg købte den som pdf, og jeg vil med det samme anbefale at man i stedet vælger bogen (hvis man kan finde den) og får pdf’en gratis med oveni, for det her er godt.

Det her er Trails bud på en stor globetrotter-kampagne, og den er ikke langt fra at være på højde med Chaosiums Masks of Nyarlathotep i scope. Den fine titel henviser både til de velkendte hvilende urkræfter, men i lige så høj grad til de løgne og løfter de hvisker i svage menneskers ører.

Der er også udgivet et glimrende soundtrack til at underbygge stemningen.

The Hook (spoiler)

En helt central del af kampagnen er at afsløre de sande, mørke magter bag løgnene, og selv med spoilervarsel vil jeg ikke afsløre den/dem/det/hen her – men vi er naturligvis oppe i den Mythiske superliga. Til gengæld er der ikke, som man er vant til det fra Call of Cthulhu, en masse mindre critters, og den begrænsede magi der forekommer, er mere underbygget og ikke i samme grad bare en standardbesværgelse i en bog. Vægten er, som forventeligt i Trail, på efterforskning og horror frem for på action.

Screenshot 2019-02-07 at 12.04.40
Verdensomspændende horror. Illustration fra bogen.

Der er tre akter. I første akt etableres mysteriet: Walter Winston og hans venner opsporede og overvandt i 1924 en kult i L.A., og kun få overlevede. Nu, 1937, er han død, og hans styrtende rige datter hyrer karaktererne til at finde ud af hvad der foregik, begyndende i USA. Anden akt breder handlingen ud over hele kloden (Bangkok, Ethiopien, Malta, Mexico City, Yucatan), og karakterernes søgen efter svar om fortiden bringer dem tættere på kultens fortsatte mørke planer. I tredje akt har de viden nok til at konfrontere ondskaben – både i en eksotisk og en mere hjemlig setting – men de mørke kræfter har også en trumf i ærmet.

Hver lokation er et enkeltstående scenarie, og alle 9 afsnit har noget at byde på. Yucatan skiller sig ud ved at være en mere Call-agtig ekspedition, og de to sidste afsnit fungerer kun som klimaks. Men de andre er forbilledlige til at skabe stemning og styre efterforskningen. Lige fra en sangerinde der indspiller plader på Løgnerens giftige tungemål, til voldelige eskapader i Bangkoks underverden. Det er dog først og fremmest en variation i tone – efterforskningen er hele tiden i højsædet, så det handler næsten altid om at snakke med mennesker eller lede efter fysiske spor.

Udover den verdensomspændende efterforskning er der også et afsnit med adskillige scener (der let kan udvikles til sideplots) som retter sig direkte mod karaktererne og deres Sources of Stability, altså de venner/familie der holder dem ved deres fulde fem.

The Spine

Fokus i teksten er rettet mod sagen og dens opklaring. Men hver lokation er dog indledt af en kort beskrivelse af byen, dress-code og konkrete forslag til stemningsbeskrivelser. Desuden er der en indledning om at få karakterer integreret i kampagnen og 10 karakterer klar til at spille fra bladet.

screenshot 2019-01-30 at 11.50.14
Hvordan bogen selv præsenterer sceneopbygningen (klik)

Hvor jeg harcelerede over Kenneth Hites scenarie i Trail-grundbogen for ikke at være eksemplarisk for Gumshoe-stilen, så er teksten her til gengæld forbilledlig. Hvert afsnit indleder med en forklaring for spillederen og gennemgang af Hook, Spine og Truth. Hver enkelt scene indledes af en punktopsummering af handlingen og vigtige spor  – plus hvilke Skills der skal bruges for at få dem. Derefter følger en meget grundig gennemgang – dialog, reaktioner, spor, Skill-checks osv. bliver fremlagt detaljeret for spillederen. Efterforskningen er et imponerende urværk – brikkerne passer nøje sammen, og man skal ikke fiddle med at lappe huller eller finde undskyldninger for at afsløre spor for karaktererne. Det medfører at der er meget tekst og ikke mange billeder/kort. Det er for mig kun et lille minus, men det er sommetider ret meget at læse for relativt lidt handling. På plussiden giver det forfatterne mulighed for at gå mere i dybden med bipersoner og iscenesættelse.

I forhold til mange af de Trail-scenarier jeg har læst, er det her mere traditionelt opbygget. Scenarierne slår ofte mere ud med armene og tillader sig selv flere greb for at nå frem til den chokerende pointe. Det er vanskeligere her hvor man gerne vil give karaktererne mulighed for at nå det næste punkt i kampagnen med lemmer og fornuft i nogenlunde behold. Det peger i øvrigt også hen på det „usynlige indhold“ i kampagnen, nemlig arbejdet med at holde karaktererne groundet ind mellem de sindsoprivende rædsler. Den del kan jeg se fungere godt i den her kampagne, og det er som sagt også et element der er skrevet ind, men selvfølgelig altid skal skræddersyes til karaktererne.

Screenshot 2019-02-07 at 12.02.54
De 10 pre-gens.

Dermed ikke sagt at kampagnen er helt problemfri. Man vil på den ene side gerne give spillerne mulighed for at rejse rundt og finde spor på eget initiativ, men samtidig er man nødt til at sikre at de får den nødvendige viden til at nå klimaks. Det indebærer at de afgørende clues bliver lidt uelegant præsenteret, og kan man overveje at finde en lidt sjovere måde at håndtere på. Hjemmesiden The Alexandrian har adresseret netop det problem (foruden produceret et shit-ton ekstramateriale til kampagnen, herunder fotos, handouts osv.).

Jeg savnede måske også en lidt større variation i modstanden – eftersom der ikke er alskens Mythos-kryb, begrænser det sig mest til tæskehold og den monstrøse fjendes manifestationer der naturligvis er meget ens gennem kampagnen. Men den er svær hvis man netop gerne vil undgå tilfældige monstre. Eternal Lies har valgt at fokusere stramt på det ondskab man er oppe imod der så kommer til udtryk på forskellige måder, men alligevel lidt ens (man kunne også sige konsekvent).

The Horrible Truth

Eternal Lies har efter min mening fortjent større udbredelse blandt Cthulhu-fans. Handlingen er ret „mainstream“-Call of Cthulhu, men i sin udførsel slet ikke så kulørt som Masks of Nyarlathotep. Jeg kan til dels godt forstå hvis nogen vil finde kampagnens store fokus på møjsommelig efterforskningsarbejde lidt kedeligt, men den er velskrevet, gennemarbejdet og sine steder lige så uhyggelig som man kan håbe.

Eternal Lies, Pelgrane Press, 2013