Digitale rædsler

Bundle of Holding tilbyder de næste uger Delta Green RPG (grundbøger, scenarier og fiktion) og Delta Green Operations (scenarier m.m.) til billige penge, en del af det doneret til et godt formål (Human Rights Watch).

Jeg ved godt at jeg ikke får spillet rollespil jeg kun har på PDF, så jeg har det lidt blandet med det. Men jeg elsker at „bladre“, og der er masser at lade sig inspirere af. Jeg har vist kun spillet rigtig Delta Green en enkelt gang (og Call Modern yderligere en håndfuld gange). (Til gengæld har jeg fået læst rigtigt i min fødselsdagsgave fra sidste år, The Fall of Delta Green, Kenneth Hites 60’er-udgave af settingen, og det synes jeg er fedt).

245f691771bf09a7a4e99108470336a9_original

Et smukt og underfuldt værk

I pray God will curse the writer, as the writer has cursed the world with this beautiful, stupendous creation, terrible in its simplicity, irresistible in its truth – a world which now trembles before the King in Yellow.

Kristian var så fræk at like en illustration på Twitter – en virkelig fed og anderledes tolkning af Kongen i gult end de evindelige hvirvlende … øh, pjalter og ligblege masker. Og det viser sig at Arc Dream (Delta Greens forlægger) udgiver en laber samlerudgave af Robert W. Chambers’ Yellow King-historier, annoteret af Kenneth Hite og gennemillustreret (farveplancher og S/H) af denne Samuel Araya. Der ligger nogle korte, fine præsentationer af Arayas tanker bag projektet på Arc Dreams hjemmeside. Han citerer både Böcklins Toteninsel, (første sæson af) True Detective og okkultisme/alkymi, så jeg var ret hurtigt solgt.

Af historierne må jeg indrømme kun at have læst The Repairer of Reputations (citatet er derfra), så jeg er mere forelsket i ideen om Kongen i gult end Chambers’ litterære værker. Hvilket på en eller anden måde føles meget passende.

Jeg tjekkede med forlaget, og de sender fra UK, så The King in Yellow – Annotated Edition burde være EU-venlig (jeg har i stedet benyttet mig af en ven i USA der tager den med hjem). Bogen forventes dog først at udkomme i starten af 2019 (og kun under forudsætning af mindst 300 forudbestillinger).

Men se lige!