Historien om Paradox

px_logo

Paradox er færdigt og afviklet, og du kan hente det på dets egen underside.

Det er første gang siden 2001 jeg har skrevet et nyt scenarie (jeg omskrev/reviderede Efter drømmen i 2005). Det kan have mødt voksne spillere der ikke var født da jeg senest kunne kalde mig scenarieforfatter! Så det er ikke en lille ting for mig, og selvfølgelig har jeg gjort mig tanker og erfaringer undervejs. Jeg skrev en form for journal i den første del af processen, og dertil kommer der her i kølvandet naturligt noget efterbehandling.

Det vil jeg prøve at folde ud i en række navlepillende indlæg (hey, det er en blog). Jeg ved endnu ikke helt hvor mange og under hvilke overskrifter, men dette indlæg vil blive fastgjort øverst, så man kan følge med.

Men for at begynde med slutningen, så vandt Paradox på Viking-Con konkurrencen som bedste freeformscenarie (Troels’ Klenodiet i kælderen vandt for bedste systemscenarie). Det havde jeg helt seriøst ikke turdet drømme om, men det er altså resultatet efter optælling af karakterer fra spillere og spilledere. Det er helt vildt (for mig).

Mere følger …

tv_px.jpg

Jernsvoren – om solorollespil

Jeg er blevet virkelig glad for Ironsworn – jeg har allerede anmeldt bogen, men nu er jeg syv spil inde i en solokampagne, så jeg er blevet lidt klogere på det … og endnu gladere.

IMG_7545.jpegIronsworn er min første erfaring med solorollespil, men ideen er hvad det lyder som: Jeg har en karakter med stats og den slags, og så går jeg på eventyr for mig selv. Historien opstår ud fra terningerul (en blanding af Powered by the Apocalypse-lignende „moves“ og rul på tabeller for inspiration, kaldet orakler) og fiktionens egen indre logik, altså min fantasi. Det er altså ikke at forveksle med Du er selv helten hvor der er et helt fastlagt forløb. Nu hvor jeg er blevet opmærksom på formen, er det let at finde mange andre eksempler og tilgange end lige Ironsworn, men forfatteren, Shawn Tomkin, har her bevidst indbygget solofunktionen, og det er bare et virkelig smooth system.

Systemet og fortællingen

Ironsworn som skrevet lægger op til at man starter med at lave en karakter og finde „Your Truth“. Det er et afsnit i bogen hvor man besvarer spørgsmål om settingen, og for hvert valg er der forslag til plotkroge. Fx, hvorfor er jernet så vigtigt? Er det pga. rige metalforekomster, måske fra meteorer? Eller beskriver det bare de mennesker der er stærke nok til at leve der? Eller er det en hevnisning til de mystiske jernstøtter der står rundt omkring? På den måde kommer man godt ind i verdenen, og det illustrerer også at der er en vis elastik i settingen.

Det stærkeste element i en Ironsworn-fortælling er dog netop jern-eden. Det er det der driver en karakter: Jeg vil fri min søster fra hendes uhæderlige trolovelse! Jeg vil finde hishmi-urter til shamanen! Jeg vil rejse til verdens ende og dræbe dragen! Som eksemplerne viser, kan sværhedsgraden variere, fra besværligt (Troublesome) til legendarisk (Epic). En vanskeligere ed vil kræve at man skal overvinde flere forhindringer på vejen. Det første, igangsættende move er netop: Swear an Iron Oath. Er man i tvivl om hvor historien går hen herfra, spørger man oraklet.

Oraklet er en række tabeller opdelt efter tema, lokation, motivation, plottwist osv. Det typiske tjek er at rulle Action plus Theme, fx Avenge og Warning (hm, måske noget med en advarsel der ikke nåede frem til din landsby, og nu må du hævne dine frænders død? Det vil selvfølgelig afhænge af hvor du er i fiktionen). En anden mulighed er selv at vælge to mulige udfald, det ene typisk mere sandsynligt end det andet, og så rulle for om det er A eller B. (Spiller man i klassisk stil, med en spilleder, er hun selvfølgelig oraklet, men hun kan stadig vælge at bruge tabellerne, så Ironsworn kan fint spilles uden forberedelse).

Der er i praksis flere måder at gøre det på, og jeg lærer og eksperimenterer stadigvæk:

Fiktion kontra system

Et oplagt væsentligt parameter er balancen mellem fiktion og system. Det er meget fristende at komme ind i en rytme hvor man gerne med det samme vil se udfaldet af det der foregår i fiktionen, så man går fra rul til rul. Den fremdrift der opstår, er meget tilfredsstillende, og det skaber bestemt en historie, men man går også glip af de muligheder – og dybder – ens fantasi kan bidrage med. Man kan med fordel lade fiktionen forløse sig selv – ligesom i normalt grupperollespil er der ofte et logisk udfald man ikke behøver rulle for, og ved at blive i rollen, så at sige, giver man tankerne tid til at arbejde og komme dybere ned i historien. Bagsiden her er at det går langsommere, og jeg har det selv sådan at hvis jeg sætter mig og spiller en time, så skal der være sket noget når jeg stopper, og ikke bare en skriveøvelse.

Den praktiske udførelse

Selv forsøger jeg at holde det enkelt: Jeg taster historien ind i Notes og ruller terninger digitalt (Discord har flere bots, og der er også nogle Ironsworn-hjemmesider med den slags værktøj, herunder orakler). Jeg har mit sheet printet (men det kan man også kare digitalt) og hurtige oversigter med moves ved hånden. Hørebøffer på med et godt soundtrack, og så kører det (se foto øverst). Så går jeg lidt til og fra for at tænke.

Her er nogle af de ressourcer man kan benytte til at lette afviklingen:

  • Atlas RPG: Her kan man oprette og gemme sin karakter, rulle terninger, spørge orakler og poste spilreferater.
  • Ironsworn Assistant: En simpel terningeruller, inkl. orakler. P.t. min foretrukne.
  • IronWriter: Karakter, rul og orakler, men baseret på markup, så lidt bøvlet.
  • Chartopia: Nok den bedste samling officielle Ironsworn-orakler.
  • Discord: Ironsworn-gruppen er levende og fyldt med råd og hacks. Og en dice-bot.

Jeg ville virkelig ønske jeg havde temperament til at gøre det hele i hånden: rulle rigtige terninger, føre tekst ind i en notesbog, illustrere og tilføje små vignetter. Retfærdigvis prøvede jeg, men holdt kun cirka 5 minutter – det gik simpelthen for langsomt og blev alligvel ikke den smukt dekorerede eventyrjournal jeg drømte om.

Eksempler på journaler fra Ironsword på Discord.

Fri fantasi i faste rammer

Kreativitet er en lidt magisk proces, og metode og succesgrad vil givetvis være forskellig fra person til person. Jeg føler ikke der kommer stor litteratur ud af min solokampagne – det er springende og upoleret, og først og fremmest uredigeret (dvs. reelt en kladde – det en semikendt forfatter har kaldt „en spand med ord“). Teksten (og her mener jeg ikke de bot-rul jeg har medtaget for fuldstændighedens skyld, kun selve fiktionsteksten) er lidt et kompromis mellem nøgtern registrering af spiludfald der hele tiden skal pege videre, og så lysten til at formulere fiktionen i en mere færdig form der følger litteraturens spilleregler og også er der hvor jeg tænker sammenhænge frem der ikke er opstået af tilfældige rul eller orakler. Play to find out … er et af apokalypsens slogans, men her gælder også Write to find out. Mange forfattere siger netop at historien kommer ud gennem fingrene – først når ideerne manifesterer sig på skrift, tager historien sin endelige form.

Jeg har set nogen på Ironsword-Discorden sige at de netop bruger spillet som skriveværktøj – writing-prompt – måske mere end spil. Det kan jeg sagtens se for mig, men et eller andet sted kolliderer det trods alt med en professionel skrivestolthed: Jeg vil alligevel ikke have siddende på mig at min skriveproces kan reduceres til nogle tilfældige stikord! Men jeg kan helt sikkert se det nyttige i at massere sin kreativitet (og dulme sin præstationsangst) på den her måde. Den slags redskaber findes der masser af, det er bare aldrig noget jeg rigtigt har brugt før.

Og hvis man ikke vil sidde fanget i sin fantasi, så er der som sagt oraklet. Det er kun stikord, så ansvaret falder selvfølgelig tilbage på en selv, men det er dog en vis afgivelse af kontrol. Jeg har kun spillet co-op halvanden gang, men der syntes jeg klart jeg fornemmede at stikordene kan være svære at tolke som et kollektiv: De er så åbne at den personlige udlægning er vigtig – og så er det måske næsten lettere bare at tale sig frem til en orakeltolkning ud fra de enkelte spilleres forståelse af fiktionen. Systemet er desuden smadderlet at hacke, og nettet har tusindvis af tilfældige tabeller til brug for rollespil og forfatteri der kan bruges uden videre.

Min solokampagne, Skyggebringer, ligger som sagt til fri læsning, og seneste afsnit er en sand marathon hvor jeg spillede det meste af en dag og benyttede de nye preview-regler for dungeon-udforskning, Delve. Men nu må I have mig undskyldt for jeg skal ud og spille rollespil med andre mennesker – det kan man jo også.

Ikke kun et kønt ansigt

[Artikel/løse tanker – kønsroller og seksualitet i Den gamle verden]
Inspireret af en tråd på Facebook har jeg tænkt lidt over kønsroller i Warhammer-universet.

IMG_6915

Homoseksualitet har ikke (indtil nu) været et tema i officielle udgivelser. Tråden fandt kun frem til et enkelt kanonisk eksempel:

The episode ‘Transformation Moon’ in Dying of the Light (late 1st edition, written by Lea Crowe) has Steffan Braten, the leader of a theatre troupe, ”an outrageously and unabashedly homosexual fop”. He’s actually very sympathetically portrayed and his outrageous flamboyance is emphasized much more than his sexual orientation, which is mentioned only in passing. (Theo Axner)

Screenshot 2019-02-17 at 20.59.34

De to eksempler jeg ellers kommer til at tænke på, er Gotthard Goebbels (The Enemy Within), medlem af Slaneesh-kulten Jade Sceptre. Kulten illustreres med et billede af mænd udklædt som kvinder, og vi ender lidt med et billede af transseksualitet = ondskab (eller crossdressing = Kaostilbedelse.), selvom Gotthards egen seksualitet og lyster ikke defineres nærmere (i Warhammer City står han bag et Fløjtespiller fra Hammel-plot om at kidnappe og ofre børn, dog uden at pædofili eksplicit kommer op). Slaneesh er hermafrodit, og der gøres også et nummer ud af at kultister tiltaler ham/hende med „shem“ (she+him), og det er lidt kikset i dag hvor brugen af kønsneutrale stedord er en reel diskussion og ikke bare en joke i et rollespil. Men tiden var en anden, og det er kun fint vi er (lidt) videre.

7yaw5-0U

Det andet er fra Jack Yeovil-romanen Beasts in Velvet hvor en transseksuel karakter igen fremstilles som ond. Det er en klassiker i populær fiktion at når vi endelig har en bøsse eller en trans, er de også onde, se Depraved Homosexual-tropen.

Der skal selvfølgelig nok gemme sig et par stykker mere, men det er vist en rimelig konklusion at køn og seksualitet ikke spillede den helt store rolle i førsteudgaven af Warhammer.

Stærke kvinder (™)

Jeg vendte også med Mette om vi kunne komme på eksempler på homoseksualitet eller andre normbrud. Ikke rigtigt, og der er i det hele taget meget få bipersoner der ikke er hvide cis-mænd. Flere af kvinderne i The Enemy Within er dog stærke (™), interessante karakterer. Når man ser nærmere på dem, bliver det dog også meget tydeligt at de besidder stærkt kønnede positioner, tydeligst i Middenheim hvor vi har guvernanten, konkubinen og prinsessen! Til sidst får kejseren sin kejserinde, verdens smukkeste kvinde, Emmanuelle von Liebewitz, og alt er som det skal være.

Etelka_herzen_por_Martin_McKennaEn interessant undtagelse er kultist og troldkvinde, Etelka Herzen. Beskrivelsen af hende er ret farveløs, men mange der har spillet kampagnen, har bidt mærke i hende og givet hende en større rolle baseret på den antydede handlekraft og tydelige femininitet. Men når man så ser hende med sin kat, er hun jo bare den klassiske forføriske heks (se Hot Witch, Vain Sorceress eller Evil is Sexy-troperne).

Så nej, ikke noget der forekom, men vi måtte samtidigt ærligt erkende at det dengang ikke havde generet os. Vi havde ikke været igennem de samme diskussioner som vi som samfund har nu, og Mettes kvindelige karakterer havde ikke lavere social status pga. sit køn. Det var et non-issue. Men det gamle Warhammer forstærkede helt sikkert et traditionelt kønsrollemønster hvor hovedparten af de interessante bipersoner var mænd, de fleste karrierer blev præsenteret som maskuline, og sex i det hele taget, herunder inklusivitet, slet ikke var et emne.

Nye tider

Jeg har ikke så godt styr på anden- og tredjeudgaverne, så jeg kan ikke sige hvordan kønsfordelingen er der, men jeg fornemmer ikke det store fokus på emnet.

Det bliver imidlertid interessant når vi kommer til 2018 og WFRP4. Allerede i de første anmeldelser blev der råbt „SJW!“, og så ved man ligesom at det er godt. Det der stødte folk, var (blandt andet*) at karriererne tydeligt blev præsenteret som ukønnede, ja, i visse tilfælde endda med en feminin betegnelse, fx nonne i stedet for munk. Endnu har vi ikke set ret meget udkomme fra Cubicle 7, men første udvidelse, Starter Set, og de gratis plotideer, Adventure Afoot, har allerede introduceret et par homoseksuelle personer, så det tegner godt. Begge produkter i øvrigt med Ben Scerri som bagmand. Det bruges ikke til at fortælle en masse om at være trans, bøsse eller bi i Den gamle verden, fordomme eller deslige – tværtimod er det del af en efter min mening sund normalisering. Fx:

Lin Li Chun — a renowned but unlicensed Cathayan sorcerer — and her wife (…)
– Adventure Afoot in the Reikland

Screenshot 2019-02-21 at 23.21.42Et andet eksempel er hobbittyven Molli der er en af WFRP4’s gennemgående eventyrere (det man vist kalder signaturkarakterer) i grundbogen og Starter Set:

Molrella Brandysnap (…) 3 ex-husbands and wives
– Starter Set

Der skulle være flere. Det er ikke voldsomt, men absolut bedre end ingenting.

*) Der var også kritik af at købmandskarrieren var illustreret med en farvet kvinde, men en anden af hovedmændene bag den nye udgave, Andy Law, har længe argumenteret for at Imperiets udspring i forskellige stammer burde give større hudtone-variation provinserne imellem. Igen, udover den sunde fornuft i det argument, er det også positivt udtryk for i bredere forstand at tænke ud over sin egen lille, hvide verden (så at sige), som man også så det i D&D 5th. edition.

Eventyrerske, eventyrerinde … eventyrer?

professor_bletzen_by_theo75_dcz2nq5-pre
Professor Ermingarde Bletzen (tidligere Hieronymus Blitzen). (Theo Axner)

Jeg har selv i senere historier (kampagner og scenarier) forsøgt at blive bedre til at medtænke repræsentation, men ift. fx homoseksualitet er jeg omvendt heller ikke interesseret i at skulle foregive at jeg har en masse indsigt. Så ofte er det mest et spørgsmål om at lade det spørgsmål stå åbent, så stereotype kønsroller ikke per automatik er normen. Fordelen ved den lave barre er at der skal ret lidt til for at gøre det bedre. Ovennævnte Theo Axner har fx gender-swappet et par af karakterne fra The Enemy Within, og det føles virkelig som et friskt pust (der er flere eksempler på Winds of Magic-forummet).

Ift. ligestillingsspørgsmålet synes jeg det er indlysende at tænke det med ind. Imperiet (i min udgave) er i økonomisk og teknologisk vækst, en sand renæssance, og oplysning og en fremvoksende borgerstand undergraver gamle klasseskel. I denne rivende økonomi giver det mening at statusskel mellem mænd og kvinder ligeledes er i opbrud. Det var formentlig en af de væsentligste motorer i den vestlige verdens økonomiske ekspansion at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Den samme dynamik synes jeg er indlysende at udbrede til det progressive Imperium. (For slet ikke at tale om at det er rollespil, og det giver mere mening at invitere folk ind i fantasy-fiktionen end at ekskludere dem).

colgante-arwen-y-aragorn-señor-delos-anillos-1
Et andet eksempel på tabubelagt kærlighed. (Lord of the Rings)

Et almindeligt modargument er at chauvinismen skal med for at demonstrere at det er en hård og uretfærdig verden. Et modargument man stort set kun hører fra de priviligerede der ikke er tvundet til at spejle sig i den uretfærdighed. („Og sådan var det jo også i virkeligheden!“ *roll-eyes*). Fair nok, jeg ønsker selvfølgelig ikke at begrænse muligheden for at fortælle kritiske historier om fordomme, men det kan man jo også i vores virkelige, nuværende verden selvom den nok er endnu mere lige end selv mit fantasy-Imperium. Og som demonstreret, synes jeg ikke noget tyder på at det er et tema der i praksis er blevet udforsket (men jeg kan selvfølgelig ikke udelukke at det sker i folks kampagner). Så fordelene, både for spillere og kejseren, er imo. størst ved at brede perspektivet ud.

chemise-medievale-de-lin-archere
Miriam. (Armstreet-katalog)

Sex kunne generelt spille en meget større rolle end det gør (i snart sagt alle de fantasy-kampagner jeg har været med i), og der prøver jeg også at være bedre. Og hvis man først får åbnet op, giver det også interessante muligheder for at fortælle historier og rollespille. (Props til Lars for Miriam Kostenlos der forførte Mettes karakter Dicte i vores Warhammer-kampagne – det var forfriskende og uproblematisk). Det er fx helt naturligt for Rhya-præstinden i Unævnelige kulter, som stedfortræder for frugtbarhedsgudinden, at forvente sex (her er fri sex i sig selv uproblematisk, men det interessante ligger i hvordan sex også er et magtredskab). Hvis først man kommer sig over den umiddelbare berøringsangst ved at italesætte sex, bliver Slaneesh også mere interessant – for så handler Kaos ikke bare om at være lidt kinky eller bøsse som i Jadesceptret. Spørgsmålet om hvor grænsen mellem personlige lyster og sygelig perversitet går, er stadig relevant og får endda mere bid.

Det blev lidt i forskellige retninger, så ekstra tak fordi du læste med. Kunsten er nu (for mig) at omsætte det i praksis, og så håber jeg Cubicle 7 fortsat bakker op og skubber lidt til de konservative normer.

Diverse illustrationer:

  • Steffan Braten (Fel: 75%), Dying of the Light (Russ Nicholson)
  • Leos von Liebewitz, Beasts in Velvet (Paul Bonner)
  • Jadesceptret, Warhammer City (Tony Ackland)
  • Molli, Starter Set (Sam Manley?)

Den dag Alexandria brænder …

[Papir vs. PDF]
Lænestolsrollespil har netop anbefalet Lady Blackbird-rollespillet der kan hentes gratis i PDF. Det havde jeg selvfølgelig allerede gjort, men som med så meget anden digital læsning havde jeg ikke fået det læst. Efter at have testspillet Johs’ Remember the Amazons der benytter en af ideerne derfra og hørt podcasten skal jeg nok få det gjort – det er jo ikke mange sider. Anyways, det var bare en indledning for at sige noget om PDF’er.

Jeg er gået rimelig meget amok med at købe rollespil det seneste halve år, og jeg køber fysiske bøger. Jeg er nærmest voksen og har mine egne lommepenge og alt muligt, så en del af grunden er, Fordi jeg kan. Men jeg har også købt shitloads af PDF-rollespil i „de mellemliggende år“ hvor jeg ikke var så aktiv, bare for at følge lidt med, og prisen er jo ofte noget rarere. Diverse Bundles of Holding, fx Warhammer 1st og 2nd edition og The One Ring, har været ren gavebod. Det er også en god anledning til at støtte et lille indieprojekt på Kickstarter uden at føle sig forpligtet til at bruge det. (Sidespor: Og jeg kan så ærgre mig over at jeg har været væk fra miljøet/markedet på et uheldigt tidspunkt, for jeg har jo misset en masse Kickstartere, fx Kult, Symbaroum, Shadow of the Demon Lord, Vampire, LexOccultum, Bluebeard’s Bride osv.).

IMG_6913
Bookhound … (men til mit forsvar inkluderer det altså også brugtkøb og gaver).

Men sådan helt objektivt, udbytte kontra pris, så er jeg simpelthen kommet frem til at papirbøgerne har et større afkast for mig. Alene bevidstheden om at jeg har den: Bogen optager  simpelthen en større plads i min hjerne når jeg med mellemrum kan se den ud af øjenkrogen. Dertil kommer glæden ved at kunne vise den frem, dele og snakke. Og ikke mindst: Jeg har aldrig kørt noget fra min iPad. Det kommer ikke til at ske. Hvis det skal realiseres i spil, skal jeg kunne bladre og fornemme og pege – alene det burde egentlig være lakmustesten for om det er værd at bruge penge på. Nå ja, og så bare det fysiske pap og papir mellem hænderne, duften af ny bog. Det er en væsentlig del af det at retfærdige prisen. Jeg synes der i dag bliver produceret virkelig flotte, gennemførte bøger, og selvom 400+ kroner er en del penge, så synes jeg ikke det er optrækkeri (hurra for mentaløkonomi!). Helt pragmatisk har jeg også konstateret at priserne i de danske spilbutikker matcher (eller slår) de fleste netbutikker. (Full disclosure: jeg har købt de nye Warhammer-bøger hos Cubicle 7 – prisen er omtrent den samme når moms og forsendelse er kommet på, men så havde jeg PDF’erne allerede inden de gik i trykken, og med de sindssyge forsinkelser de kører med (næsten et år på Starter Set!), har det været det rigtigte valg). Noget andet er så at der næsten altid følger en PDF med hvis man køber en bog (spørg efter Bits & Mortar), og e-format er noget lettere at bruge som godnatlæsning eller på farten, så det giver stadig god mening som supplement til en bog.

Screenshot 2019-02-12 at 16.32.15
DriveThru RPG er blevet hoveddistributør af rollespils-PDF’er.

Overvejelserne blev også aktualiseret af mine seneste anmeldelser: Jeg købte The Enemy Within (3rd. ed.) der er stort set ubrugeligt i PDF-form (det endte jeg med at købe igen i fysisk format, brugt), foruden gode produkter som Eternal Lies, Bookhounds of London og Blades in the Dark. Og selvom jeg nu fortryder ikke at eje de fysiske kopier, kan jeg ikke få mig selv til at købe dem fordi jeg allerede har betalt én gang. Der er simpelthen kommet dummeskat på, argh. (Omvendt kan jeg så glæde mig over ikke at have betalt „fuld pris“ for Dreamhounds of Paris).

Min seneste taktik er at købe regelbogen og så supplere med en PDF eller to, evt. i omvendt rækkefølge. Fx tog jeg temperaturen på det lækre LexOccultum med et scenarie til 60 kroner inden jeg begyndte at spare op til de to dyre grundbøger, og nu hvor jeg endelig har fået investeret i The One Ring, kan jeg for alvor få glæde af mine Bundle-køb. Så der er plads til begge dele.

Hvad gør du?

(PS: Alexandria har det fint).