Uhyrligheder med hylde- og herlighedsværdi

Jeg læste da jeg var ung, et par af Lovecrafts vigtigste historier, men doven som jeg var, gik jeg meget hurtigt over til at absorbere stoffet fra anden hånd – rollespillet Call of Cthulhu, naturligvis, men også bare artikler og mindre lødige genfortællinger. Det har jeg de seneste år fået rodet bod på, og nu har jeg også fået et par lækre værker sat på hylden.

IMG_6842
Tentakkeltema.

Først, The New Annotated H.P. Lovecraft af Leslie S. Klinger fra 2014. Samlingen dækker et bredt udsnit af Lovecrafts forfatterskab, både tidligt og sent, og mange af de forventelige hits er der selvfølgelig. Som sådan er det en god „starter edition“, og den er heller ikke så dyr (ca. 300 kr.). Man kan dog savne gode historier som The Rats in the WallsThe Music of Erich Zann og Pickman’s Model; mindst én læser her vil også savne The Dream-Quest of Unknown Kadath, men jeg forstår hvorfor den beskæres når der er et pladshensyn. Anyway, der er masser af gode, og Klinger arbejder åbenbart på en toer med det meste af resten – fingers crossed (edit: toeren er udsat til sommeren 2019). Annoteringerne er først og fremmest fokuseret på at forklare geografiske og historiske henvisninger i teksten, og i en vis grad også intertekstualitet. Derimod er den ikke så stærk på analysesiden – man finder ikke de helt store åbenbaringer, og det bliver til tider lidt overfladisk. Men yay, billeder, og den omtrent kvadratiske bog er lækker at sidde med. Appendiks og det omfattende forord om forfatterskabet er også fine. Bogen trækker på S.T. Joshis omfattende arbejde med at genskabe de mest trofaste udgaver af Lovecrafts værker.

IMG_6844
Flere tentakler, for skala.

Dernæst, og det der egentlig gjorde mig begejstret nok til at skrive om disse ikke-interaktive bøger, er Kandors nye oversættelse (2018) foretaget af Jakob Levinsen: Cthulhu kalder – fortællinger 1926-1928 (ligeledes baseret på S.T. Joshis tekstkritiske udgave). Jeg er kun nået til at læse i uddrag, men umiddelbart vurderet er det her ubetinget den bedste oversættelse vi endnu har fået (konkurrencen har heller ikke været så hård). Min indre redaktør/oversætterstemme sidder stadig og lufter sine holdninger og alternative formuleringer, men oversættelsen er på højt og kompetent niveau, så det føles trygt at Levinsen har truffet velovervejede valg, og han har i det store hele fået tæmmet og foldet Lovecrafts knudrede formuleringer ud. Dog kunne jeg have ønsket en lidt stærkere korrektur. Forlaget har flere bind undervejs, og det er virkelig fantastisk at tænke på at vi måske får en næsten komplet samling af Lovecrafts værker på dansk. I foråret får vi således 1930-35 og senere 1917-25. Der er vist også planlagt en biografi. Bogen er på 600 relativt tekstlette sider i fint hvidt udstyr – og så var den på tilbud på Bogmessen hvor den debuterede. Her er første afsnit af Farven fra rummet der næsten klinger poetisk:

Vest for Arkham rejser bakkerne sig voldsomt, og der findes dale med dybe skove, som aldrig har mødt en økse. Der findes mørke, snævre dale, hvor træerne vokser på eventyrlige skråninger, og hvor tynde små bække risler afsted uden nogensinde at have set så meget som et glimt af sollys. På de flade skråninger ligger der gamle vakkelvorne gårde med lave, mosdækkede bygninger, som i læ af store klippefremspring for altid ruger over New Englands fordums hemmeligheder, men i dag står de alle sammen tomme, de brede skorstene smuldrer, og de spånklædte sider svajer faretruende under de lave mansardtage.

(Jeg overvejede også at samle Science Fiction Cirklens samling op, Farven fra Rummet, men desværre er oversættelserne efter min mening ikke gode nok. Det er dog prisværdigt at de gør teksterne tilgængelige for genreentusiaster).

The New Annotated H.P. Lovecraft, af Leslie S. Klinger, W.W. Norton & Company, 2014
Cthulhu kalder – fortællinger 1926-1928, oversat af Jakob Levinsen, Kandor, 2018

Tilfældets triumf

[Warhammer/karriereserien – gæsteindlæg af Mette Finderup]

Mette Finderup gæster Pjaltekongen. Mette har skrevet et hav af bøger, og vi har spillet en masse rollespil sammen – hun er også med i Warhammer-kampagnen, Skyggen af den indre fjende. God fornøjelse.

kap13_ikke-det-vi-aftalte_alternativJeg har p.t. skrevet 67 bøger – mange til børn og unge og enkelte til voksne. Når man arbejder professionelt med at skrive, er der mange ting, man efterhånden kan på rygraden. Jeg følger spændingskurven uden at tænke så meget over det. Jeg har værktøj, der virker. For eksempel bruger jeg tid på at opfinde hovedpersonens åbenlyse motiver og frygt, der helst skal være samstemmende med fortællingens øvrige tema. Ofte venter jeg ligefrem med at bygge hovedpersonen op, til jeg har udtænkt hele plottet, og der er ikke meget tilfældighed, når det handler om ham eller hende. 

Da jeg kom til bog nummer 66, besluttede jeg mig for at bringe søgang i sikkerheden og gøre alt det, man ikke må. Jeg har derfor kommet så mange darlings som overhovedet muligt ind i min nye fantasyserie og givet den et solidt skud tilfældighed. 

Warhammer som inspiration

Serien handler om fire forældreløse børn, der kommer i en form for heltelære hos en troldkvinde, der har brug for et party at sende steder hen, voksne ikke lige har let adgang til. Jeg vidste, jeg ville have en helt klassisk gruppe: En akademiker, en kriger, en rogue og en ranger. Herefter greb jeg „Verdens Bedste Rollespilsbog“ (Warhammer Fantasy Roleplay … 1st edition) og slog mine karakterer tilfældigt for at lave et solidt benspænd, jeg ikke blot kunne småkorrigere mig ud af. Det eneste, der var sikkert, var, at de skulle være mennesker og børn. Deres køn, alder, startkarriere, højde og evner blev udelukkende afgjort af terningerne. Jeg skulle hænge på fire totalt tilfældige hovedpersoner, og der var ikke tale om en enkeltstående bog. Det var en serie, der i hvert fald skulle komme i seks bind, og der var et rigtigt forlag, der sad og ventede på dem. 

kap_18_1Min opgave var herefter, dels at give mine fire personer en baggrundshistorie, der passede til mine terningerul, dels at holde styr på deres evner, mens jeg skrev, og karaktergenereringen blev naturligvis helt vidunderligt broget. Jeg slog fx: En pige, 12 år, lav af højde, soldat med en ret sølle Toughness, en ret ringe Cool, men en høj Weapon Skill. En anden pige, 15 år, enormt lækker og … gravrøver. En fyr på 15 med høj Leadership og intelligens, som var i alkymistlære, og en 16-årig jæger, der takket være et ret usædvanligt terningerul kan læse og skrive.

Umiddelbart var det fristende at snyde og rulle nogle af tingene eller hele personerne om. Men der er ingen tvivl om, at en anden del af erfaringen med at skrive de her mange bøger har været, at det er i de svære øjeblikke og i tvivlen, de bedste ting gror. Når ideerne ikke bare flyder af sig selv, må man ikke give op. Trangen til at give op stammer i virkeligheden fra doven-delen af vores kreativitet, der helst vil nøjes med at surfe i den trygge kliche-overflade. Det er den, der prøver at overtale os til at lave noget nemmere, „noget der passer bedre i genren“. Og det betaler sig meget ofte at blive ved med at slås mod denne dovenskab og i stedet sige: „Ok. Hvis det her er et vilkår … hvordan kan jeg så få det til at passe i en plausibel ramme til min fortælling?“

Det uforudsete søger kreative forklaringer

I mit tilfælde er historien om den 12-årige pige blevet, at hun selvfølgelig ikke selv er soldat, men opvokset med en mor, som har været lejesoldat (i Warhammer-systemet er der i høj grad ligestilling mellem kønnene). Pigen, der hedder Alin, har lært at forsvare sig, fra hun var lille. Hun har boet med sin mor i lejrene ved de større grænsekrige. Blod og død har været hverdag, men hun har aldrig set noget overnaturligt, der ikke kan måles og vejes. Derfor bliver hun skrækslagen, når hun ser en zombie, men går uden tøven i kødet på en voksen mand. Da Alins mor dør, bliver pigen solgt af majoren som slave, og det er i et lille bur i en baggård, troldkvinden finder Alin og løskøber hende til sin gruppe. Og forfatteren står nu med en 12-årig pige, der reelt er den eneste i gruppen, der kan slås. Alin ved det godt selv. Hun ved, det er hende, der har ansvaret for, at den 16-årige dreng overlever, når de er i felten. Den 16-årige ved det også – og hvad gør denne ubalance ved en ung pige og ved resten af gruppen? Terningerne og en flok relativt detaljerede lister har foræret mig dette setup, som jeg aldrig ville have tænkt selv, fordi det bare ikke er det mest oplagte. 

kap6_det_nye_slængDet er heller ikke oplagt at ende med en heltegruppe, hvor det er de to drenge, der kan læse, mens pigerne synes, der er andre ting, der er vigtigere. Eller hvor den kønne pige også får lov til at være den største prankster, der gang på gang får drengene i fedtefadet ved fx at klæde sig ud som en farlig dæmon og gemme sig i mørket og skræmme dem fra vid og sans.

Jeg er blevet så glad for dette eksperiment, at jeg fører det videre. Jeg har character-sheets for alle mine fire karakterer, som jeg rådfører mig med undervejs, mens jeg skriver. Jeg slår sommetider ligefrem med terninger, når mine personer når til nøglepunkter i handlingen, og igen giver det mig de smukkeste tilfælde, som bryder med den iboende naturlige fiktionsfremdrift, der ligger på min rygrad. Terningerne rusker min kreativitet. Som for eksempel da den lille magikerlærling har slidt og slæbt for at lære én simpel formular: Han kan åbne døre (og WH-kendere ved, det er en såkaldt ‘Petty Magic’), og da hele plottet lægger op til, den lille gruppe skal bryde ind gennem en forholdsvis simpel dør i en beboelsesvogn, lader jeg ham slå sit rul. Han kikser. Han fumler ligefrem. Han klarer simpelthen ikke at åbne en simpel dør, hvad han ville have gjort i alle fornuftige narrativer, for det er jo det, han kan. Det er det eneste, han kan. Det er den åbning, der  er bygget op til, siden han lærte at åbne døre for syv kapitler siden. Men i stedet må han nu stå og se til med lange ører, mens den lækre pige-Rogue hiver værktøj op af lommen og dirker døren uden besvær. Det giver en helt ny og frisk dynamik til historien. 

Nye og gamle eventyr

Jeg har tænkt over, om denne tilfældighedsgenerator virker for alle. Og ja, jeg tror, de fleste kan have glæde af det. Kunsten er imidlertid at vide, hvad man skal stoppe ind i hullerne. At kende detaljerne i sin genre fuldstændig til bunds er altid en skidegod ide, før man begynder at bryde den. Og begyndere vil muligvis ramme skævt … men vil muligvis også ramme totalt rent med noget, der ikke er konventionelt. 

A.S.P.E., som serien hedder, er til børn på 9-12 år. Det er ikke voldsomt lange fortællinger (20.000 ord), og det er bøger, der er handlingsmættede frem for tungt karakterbaserede. Men min pointe efter dette planlagte benspænd er, at denne måde at karaktergenere sagtens kunne have båret en langt større historie med vægt på drama og menneskelige egenskaber. Det ville imidlertid være et andet projekt, og lige nu hygger jeg mig helt vildt med de fire store børn. Det er … næsten … som at være tilbage i teenagetiden og spille selv. 

Læs mere om A.S.P.E. her. Illustrationer fra A.S.P.E. af Christian Guldager. Mettes kommende Fastaval-scenarie Sjælehvisker er bygget over karakterer og ideer fra A.S.P.E.

Aspe Illu4.jpeg

Et smukt og underfuldt værk

I pray God will curse the writer, as the writer has cursed the world with this beautiful, stupendous creation, terrible in its simplicity, irresistible in its truth – a world which now trembles before the King in Yellow.

Kristian var så fræk at like en illustration på Twitter – en virkelig fed og anderledes tolkning af Kongen i gult end de evindelige hvirvlende … øh, pjalter og ligblege masker. Og det viser sig at Arc Dream (Delta Greens forlægger) udgiver en laber samlerudgave af Robert W. Chambers’ Yellow King-historier, annoteret af Kenneth Hite og gennemillustreret (farveplancher og S/H) af denne Samuel Araya. Der ligger nogle korte, fine præsentationer af Arayas tanker bag projektet på Arc Dreams hjemmeside. Han citerer både Böcklins Toteninsel, (første sæson af) True Detective og okkultisme/alkymi, så jeg var ret hurtigt solgt.

Af historierne må jeg indrømme kun at have læst The Repairer of Reputations (citatet er derfra), så jeg er mere forelsket i ideen om Kongen i gult end Chambers’ litterære værker. Hvilket på en eller anden måde føles meget passende.

Jeg tjekkede med forlaget, og de sender fra UK, så The King in Yellow – Annotated Edition burde være EU-venlig (jeg har i stedet benyttet mig af en ven i USA der tager den med hjem). Bogen forventes dog først at udkomme i starten af 2019 (og kun under forudsætning af mindst 300 forudbestillinger).

Men se lige!