Kickstarterstatus

En liste over hvad jeg har backet af rolle- og brætspil.

Grey Cells (juni 2019): Kickstarter stadig live! Et lille hæfte med regler til at skabe og spille krimier – et konkret bud på det tilbagevendende investigationproblem. Det er billigt (er så også bare et par fanzine-hæfter) – 89 kr inkl. porto. Og der kommer også en Mythos-„udvidelse“. Hurtigt skimmet (man får en playtest-pdf) er der lidt Powered by the Apocalypse over det (?), og så noget der hedder Momentum der giver spillerne tricks til at fremtvinge fx spor (fremdrift i mysterieløsningen).

Things from the Flood (februar 2019): pdf’erne er klar, og der burde ikke gå så lang tid før bøgerne lander. Jeg nappede Tales from the Loop med, for prisen var god, blev grebet af stemningen og bestilte også Forbidden Lands som add-on (jeg ville have taget Coriolis med hvis jeg var til scifi). Og jeg har faktisk tænkt mig at spille det hele.

Screenshot 2019-03-17 at 19.06.03The Yellow King (december 2018): Det her er nok mest til hylden, men det er Den gule konge, mand, så jeg måtte have det – pdf’erne er leveret, og det ser fint ud, men forsinket pga. problemer med trykkeriet. Det er Gumshoe, men med det nye QuickShock-system til at håndtere fysisk og mental skade. Fire settings, skrevet af Robin D. Laws, og et bokssæt med et omslag der kan bruges som skærm.

Sigil & Sign (juni 2018): Megameget forsinket (Cubicle 7 … *host*), og et projekt jeg lidt fortryder – previewreglerne var tung læsning, og de har ikke rigtigt overbevist mig siden. Men lad os se hvad der lander … engang.

Vampire 5e: Chicago by Night (november 2019): Jeg skal ikke samle på Vampire (jeg håber stadig på et Mage 5e), men kunne godt lide den nye regelbog, og jeg spillede (storytell’ede) faktisk Ashes to Ashes i sin tid, så den her bog måtte jeg have. Al teksten er sendt ud til backers, og det er bunker af meta-fluff, men virker ret fint.

Kun pdf

Som Morten rigtigt kommenterede, har pdf’er det med ikke at blive brugt, så jeg burde nære mig, men det kan være en anledning til at støtte idealistiske projekter med en halvtredser. Først dog en enkelt undtagelse:

Screenshot 2019-03-17 at 19.17.59LexOccultum: Carta Monstrorum (oktober 2019): Egentlig sprang jeg på fordi det var en anledning til at købe grundsættet som add-on, men så købte jeg det i stedet af Thais. Nu er problemet så at det er for dyrt at få sendt en enkelt bog (som Thais er inde på: så fedt er det heller ikke – men alligevel lidt stemningsfuldt), så jeg nøjes med en pdf selvom jeg elsker bestiarier. #FirstWorldProblems

Black Mass (april 2019): Tror jeg backede det fordi man benytter tarotkort.

Thousand Year Old Vampire (juli 2019): Solorollespil! Man kan også vælge at spille en cthulhoid vanskabning.

Four Ways to Die in the Future (januar 2019): Af Ben Lehman der skrev indiespillet Polaris, og som jeg synes virker sympatisk. Ellers husker jeg ikke helt hvad jeg er gået ind til.

Brætspil

Hellboy (februar 2019): Ser ud til at være meget på trapperne, og tjek lige deres preview af monsterkassen der venter mig: Muahahaha! Jeg er stadig ikke overbevist om at selve spillet er andet end average, men jeg glæder mig til boksen og figurerne.

AKT2-2zlczone-szkic-ver2-Fin-300dpi-aa4000pix-960x640Tainted Grail (august 2019): Det her glæder jeg mig til gengæld meget til. Jeg har været dygtig ikke at købe ALTING (herunder det lækre sæt ekstra karakterer på diverse ridedyr), for grundpakken i sig selv er ret voldsom (største kickstarter sidste år). Historiebaseret, episk, interessante mekanikker. Lovende.

Death May Die (juli 2019): Jeg ender formentlig med at sælge det her videre. Det er sikkert et fint spil af Eric Lang og Cmon, og figurerne er dejligt vilde, men underboen har bestilt nøjagtigt samme sæt (inkl. de samme udvidelser), og Hellboy er mere end rigeligt som maleprojekt.

Andet

The Call of Cthulhu:  En af dem jeg missede: illustretret udgave af kort-romanen. Jeg forsøger at få et ekstra eksemplar med hos en ven der har backet. Men selv hvis det ikke lader sig gøre, tænker jeg der er en lille chance for at Fria Ligan laver en Kickstarter på det rollespil (The Great Old Ones) bogen har affødt, og det vil jo være endnu federe.

The King in Yellow: pdf’en er kommet, og det ser rigtig godt ud. Men luksusudgaver af bøger er en dyr hobby, så jeg skal liiige passe lidt på ikke at falde i.

Så, masser af forsinkelser, men så man jo bare sørge for at bestille noget mere til at modstå tomheden … Er der interessante ting jeg har overset?

Eternal Lies [Trail]

[Anmeldelse – kampagne]

eternal_lies_cover_mockup1
Et mere pulpy cover end scenariet lægger op til.

Eternal Lies er en kampagne til Trail of Cthulhu, skrevet af Will Hindmarch, Jeff Tidball og Jeremy Keller og udgivet af Pelgrane Press (2013). Den er på små 400 sider i hardcover (S/H). Jeg købte den som pdf, og jeg vil med det samme anbefale at man i stedet vælger bogen (hvis man kan finde den) og får pdf’en gratis med oveni, for det her er godt.

Det her er Trails bud på en stor globetrotter-kampagne, og den er ikke langt fra at være på højde med Chaosiums Masks of Nyarlathotep i scope. Den fine titel henviser både til de velkendte hvilende urkræfter, men i lige så høj grad til de løgne og løfter de hvisker i svage menneskers ører.

Der er også udgivet et glimrende soundtrack til at underbygge stemningen.

The Hook (spoiler)

En helt central del af kampagnen er at afsløre de sande, mørke magter bag løgnene, og selv med spoilervarsel vil jeg ikke afsløre den/dem/det/hen her – men vi er naturligvis oppe i den Mythiske superliga. Til gengæld er der ikke, som man er vant til det fra Call of Cthulhu, en masse mindre critters, og den begrænsede magi der forekommer, er mere underbygget og ikke i samme grad bare en standardbesværgelse i en bog. Vægten er, som forventeligt i Trail, på efterforskning og horror frem for på action.

Screenshot 2019-02-07 at 12.04.40
Verdensomspændende horror. Illustration fra bogen.

Der er tre akter. I første akt etableres mysteriet: Walter Winston og hans venner opsporede og overvandt i 1924 en kult i L.A., og kun få overlevede. Nu, 1937, er han død, og hans styrtende rige datter hyrer karaktererne til at finde ud af hvad der foregik, begyndende i USA. Anden akt breder handlingen ud over hele kloden (Bangkok, Ethiopien, Malta, Mexico City, Yucatan), og karakterernes søgen efter svar om fortiden bringer dem tættere på kultens fortsatte mørke planer. I tredje akt har de viden nok til at konfrontere ondskaben – både i en eksotisk og en mere hjemlig setting – men de mørke kræfter har også en trumf i ærmet.

Hver lokation er et enkeltstående scenarie, og alle 9 afsnit har noget at byde på. Yucatan skiller sig ud ved at være en mere Call-agtig ekspedition, og de to sidste afsnit fungerer kun som klimaks. Men de andre er forbilledlige til at skabe stemning og styre efterforskningen. Lige fra en sangerinde der indspiller plader på Løgnerens giftige tungemål, til voldelige eskapader i Bangkoks underverden. Det er dog først og fremmest en variation i tone – efterforskningen er hele tiden i højsædet, så det handler næsten altid om at snakke med mennesker eller lede efter fysiske spor.

Udover den verdensomspændende efterforskning er der også et afsnit med adskillige scener (der let kan udvikles til sideplots) som retter sig direkte mod karaktererne og deres Sources of Stability, altså de venner/familie der holder dem ved deres fulde fem.

The Spine

Fokus i teksten er rettet mod sagen og dens opklaring. Men hver lokation er dog indledt af en kort beskrivelse af byen, dress-code og konkrete forslag til stemningsbeskrivelser. Desuden er der en indledning om at få karakterer integreret i kampagnen og 10 karakterer klar til at spille fra bladet.

screenshot 2019-01-30 at 11.50.14
Hvordan bogen selv præsenterer sceneopbygningen (klik)

Hvor jeg harcelerede over Kenneth Hites scenarie i Trail-grundbogen for ikke at være eksemplarisk for Gumshoe-stilen, så er teksten her til gengæld forbilledlig. Hvert afsnit indleder med en forklaring for spillederen og gennemgang af Hook, Spine og Truth. Hver enkelt scene indledes af en punktopsummering af handlingen og vigtige spor  – plus hvilke Skills der skal bruges for at få dem. Derefter følger en meget grundig gennemgang – dialog, reaktioner, spor, Skill-checks osv. bliver fremlagt detaljeret for spillederen. Efterforskningen er et imponerende urværk – brikkerne passer nøje sammen, og man skal ikke fiddle med at lappe huller eller finde undskyldninger for at afsløre spor for karaktererne. Det medfører at der er meget tekst og ikke mange billeder/kort. Det er for mig kun et lille minus, men det er sommetider ret meget at læse for relativt lidt handling. På plussiden giver det forfatterne mulighed for at gå mere i dybden med bipersoner og iscenesættelse.

I forhold til mange af de Trail-scenarier jeg har læst, er det her mere traditionelt opbygget. Scenarierne slår ofte mere ud med armene og tillader sig selv flere greb for at nå frem til den chokerende pointe. Det er vanskeligere her hvor man gerne vil give karaktererne mulighed for at nå det næste punkt i kampagnen med lemmer og fornuft i nogenlunde behold. Det peger i øvrigt også hen på det „usynlige indhold“ i kampagnen, nemlig arbejdet med at holde karaktererne groundet ind mellem de sindsoprivende rædsler. Den del kan jeg se fungere godt i den her kampagne, og det er som sagt også et element der er skrevet ind, men selvfølgelig altid skal skræddersyes til karaktererne.

Screenshot 2019-02-07 at 12.02.54
De 10 pre-gens.

Dermed ikke sagt at kampagnen er helt problemfri. Man vil på den ene side gerne give spillerne mulighed for at rejse rundt og finde spor på eget initiativ, men samtidig er man nødt til at sikre at de får den nødvendige viden til at nå klimaks. Det indebærer at de afgørende clues bliver lidt uelegant præsenteret, og kan man overveje at finde en lidt sjovere måde at håndtere på. Hjemmesiden The Alexandrian har adresseret netop det problem (foruden produceret et shit-ton ekstramateriale til kampagnen, herunder fotos, handouts osv.).

Jeg savnede måske også en lidt større variation i modstanden – eftersom der ikke er alskens Mythos-kryb, begrænser det sig mest til tæskehold og den monstrøse fjendes manifestationer der naturligvis er meget ens gennem kampagnen. Men den er svær hvis man netop gerne vil undgå tilfældige monstre. Eternal Lies har valgt at fokusere stramt på det ondskab man er oppe imod der så kommer til udtryk på forskellige måder, men alligevel lidt ens (man kunne også sige konsekvent).

The Horrible Truth

Eternal Lies har efter min mening fortjent større udbredelse blandt Cthulhu-fans. Handlingen er ret „mainstream“-Call of Cthulhu, men i sin udførsel slet ikke så kulørt som Masks of Nyarlathotep. Jeg kan til dels godt forstå hvis nogen vil finde kampagnens store fokus på møjsommelig efterforskningsarbejde lidt kedeligt, men den er velskrevet, gennemarbejdet og sine steder lige så uhyggelig som man kan håbe.

Eternal Lies, Pelgrane Press, 2013

Premiere på Paradox, NY

Jeg afleverede et ret færdigt scenarie til Con2 (jeg valgte dog stadig at kalde det en spiltest), Terese tilbød tidligt at køre det, og her i weekenden blev det så afviklet med et enkelt hold. Hvad der end manglede fra min og scenariets side, klarede hun. Kæmpe tak. Her er hendes konklusion på spiloplevelsen:

Det gik fremragende […] Spiltesten varede ca. 4 timer og blev kørt semi-live.

Mine spillere var fantastiske, karakteropbygningen via kort giver masser af spil, og både Mørke Drømme og Mysteriet i Paradox er utroligt velskrevne og skræmmer spillerne fra vid og sans.

Tak for et godt spil!

madmen2_1024x1024
This is a lie.

Okay, præsenteret i uddrag på den måde giver det selvfølgelig et lidt vægtet billede, men jeg tillader mig alligevel at være lidt glad. Selv med de kritiske læsebriller på lader det ikke til at der har været de helt store problemer: En stor del af udviklingen af karakterer, stemning og handling sker gennem udlevering af nogle kort med lidt tekst på; der er mange, og det er ikke altid klart nok hvor og hvordan de skal udleveres. Det var jeg godt klar over, men der kommer en spilleder så ind som en facilitator. Og på plussiden lader det til at både spillere og spilleder har købt 100% ind på stemningen der var en af de ting jeg selv er godt tilfreds med.

Jeg er nu ikke længere i tvivl om at det skal uredigeret op på bloggen. Foreløbig vil jeg ikke gøre mere ved det – sommetider skal man også give slip og komme videre. Jeg har vedhæftet Tereses noter fra Con2 og mine egne tanker om hvordan man kan tackle de knaster der nu engang måtte være.

Du finder det hele her.

Lettelsens suk

Udover den umiddelbare glæde og lettelse, så var der også en anden meget klar konstatering: Det er nok for mig at spillet har kørt med et enkelt hold. Det retfærdiggør alt arbejdet. Jeg har hele vejen igennem skrevet mest for mig selv, og nu er der så også en bekræftelse på at „slut“-produktet fungerer som formidlet. Selvfølgelig vil jeg sætte pris på at det kommer mere i brug, men de opbyggede skrivefrustrationer som de fleste scenarieforfattere kender til, har fundet en forløsning.

Jeg er glad for at jeg trak synopsen fra Fastaval inden den endelige udvælgelse – med den her test kunne man jo sige at det nu har bevist at det holder, men realistisk set ville det formentlig slet ikke være nået så langt hvis jeg havde haft det ekstra pres hængende over hovedet, og i bedste fald ville jeg skulle aflevere en poleret udgave af Con2-udgaven der jo ikke var helt den jeg havde tænkt mig.

Jeg vendte tilbage til at blogge – og rollespil i bredere forstand – i maj sidste år, og det her er en foreløbig lykkelig kulmination på den beslutning. Efter mange års frustrationer med min egen kreative proces, har jeg endelig skabt noget håndgribeligt. Og jeg tror der kommer mere.

032416_tbt-color_tv_rca66_0.jpg

Paradox, NY på Con2

Nu kan man tilmelde sig Con2 i Hørsholm, nord for København. Det er en lille hyggelig con (har jeg hørt), og den afvikles i weekenden fra den 1. til 3. februar 2019. Og grunden til at jeg nævner det er … at jeg har premiere på et scenarie der. Foromtalen følger her …

Paradox, NY

… Lyndon B. Johnson har meddelt at de 184.000 amerikanske soldater der inden jul landede i Vietnam, i de kommende måneder vil blive suppleret af yderligere en kvart million tropper. General Westmoreland har samtidig erklæret dele af landet for „free fire zones“ … 
klik
… Oh, I’d love to be an Oscar Meyer Weiner … 
klik
… glæd Dem til i efteråret hvor NBC bringer Dem ud hvor intet menneske nogensinde har været. Space! The final frontier … 
klik
… tid til et forfriskende break … iskold Coca-Cola – blot samme antal kalorier som i en halv grapefrugt! Mmm, den kolde, friske smag er så tilfredsstillende at jeg ikke forfalder til at spise noget der virkelig kunne sætte sig på sidebenene … 
klik
… den russiske Luna 9-satellit der for nylig som det første rumfartøj nogensinde foretog en såkaldt blød landing på månen, har sat endnu en bemærkelsesværdig rekord ved at transmittere fotografier fra et fremmed rumlegeme. NASA har ikke ønsket at kommentere … 
klik
… et tv-apparat så moderne at De takket være Zephyrs revolutionerende enkelt-knaps-teknologi kan indstille kanaler med den ene hånd bag ryggen. Såkaldt synkro-tuning betyder at lys og billede modtages i ét og samme nu og sikrer at De kan nyde Deres serier i højeste kvalitet. Zephyr – miraklernes tid … 
klik, klik, klik …

Paradox, NY foregår i de smukke Adirondacksbjerge, upstate New York, i 1966. En håndfuld unge, håbefulde reklamefolk er hyret til at udtænke en kampagne for et banebrydende nyt farvefjernsyn. Spillerne indtager rollen som storbymennesker der bliver revet ud af deres vante rammer da de besøger en vigtig kunde i hans luksussommerhus ved Paradox Lake. Her konfronteres de både med naturens blændende skønhed og en snigende ondskab. En mørk vilje hviler i det smukke bakkelandskab, og hen over weekenden udspiller sig et mysterie der kan koste hovedpersonerne både liv og sjæl.

Scenariet er systemløst og vægter stemning og karakterspil frem for action og splat. For én spilleder og 4-5 spillere.

Genre: Horror/drama.
System: Systemløst.

Uhyrligheder med hylde- og herlighedsværdi

Jeg læste da jeg var ung, et par af Lovecrafts vigtigste historier, men doven som jeg var, gik jeg meget hurtigt over til at absorbere stoffet fra anden hånd – rollespillet Call of Cthulhu, naturligvis, men også bare artikler og mindre lødige genfortællinger. Det har jeg de seneste år fået rodet bod på, og nu har jeg også fået et par lækre værker sat på hylden.

IMG_6842
Tentakkeltema.

Først, The New Annotated H.P. Lovecraft af Leslie S. Klinger fra 2014. Samlingen dækker et bredt udsnit af Lovecrafts forfatterskab, både tidligt og sent, og mange af de forventelige hits er der selvfølgelig. Som sådan er det en god „starter edition“, og den er heller ikke så dyr (ca. 300 kr.). Man kan dog savne gode historier som The Rats in the WallsThe Music of Erich Zann og Pickman’s Model; mindst én læser her vil også savne The Dream-Quest of Unknown Kadath, men jeg forstår hvorfor den beskæres når der er et pladshensyn. Anyway, der er masser af gode, og Klinger arbejder åbenbart på en toer med det meste af resten – fingers crossed (edit: toeren er udsat til sommeren 2019). Annoteringerne er først og fremmest fokuseret på at forklare geografiske og historiske henvisninger i teksten, og i en vis grad også intertekstualitet. Derimod er den ikke så stærk på analysesiden – man finder ikke de helt store åbenbaringer, og det bliver til tider lidt overfladisk. Men yay, billeder, og den omtrent kvadratiske bog er lækker at sidde med. Appendiks og det omfattende forord om forfatterskabet er også fine. Bogen trækker på S.T. Joshis omfattende arbejde med at genskabe de mest trofaste udgaver af Lovecrafts værker.

IMG_6844
Flere tentakler, for skala.

Dernæst, og det der egentlig gjorde mig begejstret nok til at skrive om disse ikke-interaktive bøger, er Kandors nye oversættelse (2018) foretaget af Jakob Levinsen: Cthulhu kalder – fortællinger 1926-1928 (ligeledes baseret på S.T. Joshis tekstkritiske udgave). Jeg er kun nået til at læse i uddrag, men umiddelbart vurderet er det her ubetinget den bedste oversættelse vi endnu har fået (konkurrencen har heller ikke været så hård). Min indre redaktør/oversætterstemme sidder stadig og lufter sine holdninger og alternative formuleringer, men oversættelsen er på højt og kompetent niveau, så det føles trygt at Levinsen har truffet velovervejede valg, og han har i det store hele fået tæmmet og foldet Lovecrafts knudrede formuleringer ud. Dog kunne jeg have ønsket en lidt stærkere korrektur. Forlaget har flere bind undervejs, og det er virkelig fantastisk at tænke på at vi måske får en næsten komplet samling af Lovecrafts værker på dansk. I foråret får vi således 1930-35 og senere 1917-25. Der er vist også planlagt en biografi. Bogen er på 600 relativt tekstlette sider i fint hvidt udstyr – og så var den på tilbud på Bogmessen hvor den debuterede. Her er første afsnit af Farven fra rummet der næsten klinger poetisk:

Vest for Arkham rejser bakkerne sig voldsomt, og der findes dale med dybe skove, som aldrig har mødt en økse. Der findes mørke, snævre dale, hvor træerne vokser på eventyrlige skråninger, og hvor tynde små bække risler afsted uden nogensinde at have set så meget som et glimt af sollys. På de flade skråninger ligger der gamle vakkelvorne gårde med lave, mosdækkede bygninger, som i læ af store klippefremspring for altid ruger over New Englands fordums hemmeligheder, men i dag står de alle sammen tomme, de brede skorstene smuldrer, og de spånklædte sider svajer faretruende under de lave mansardtage.

(Jeg overvejede også at samle Science Fiction Cirklens samling op, Farven fra Rummet, men desværre er oversættelserne efter min mening ikke gode nok. Det er dog prisværdigt at de gør teksterne tilgængelige for genreentusiaster).

The New Annotated H.P. Lovecraft, af Leslie S. Klinger, W.W. Norton & Company, 2014
Cthulhu kalder – fortællinger 1926-1928, oversat af Jakob Levinsen, Kandor, 2018

Kingsbury – prep & play [Trail]

[Trail of Cthulhu: The Kingsbury Horror – post mortem 2]

Torso Murders
Historisk foto fra Torso-sagen.

Jeg skrev i foregående indlæg om hvorfor The Kingsbury Horror ikke er noget specielt godt scenarie i almindelighed, men som introduktion til Trail of Cthulhu i særdeleshed. Nu forholdt det sig så sådan at jeg sidste sommer havde fået et refugieophold på Ørslev Kloster. En del af tiden gik med at oversætte (det er mit job), men der var ikke så skide meget andet at lave ude på landet, så jeg gik også en lille smule amok med prep til det her scenarie som jeg havde glædet mig meget til at spille – både på grund af forventningerne til Trail og til de gode spillere jeg havde gennet sammen.

Prep

  • Billedmateriale: En mulighed jeg havde som jeg godt forstår en regelbog ikke kan gøre i samme grad, var at finde en masse stemningsfulde billeder fra Cleveland under Depressionen og efterforskningen af Torso-mordene. Noget var bare baggrund til spillerne, men der findes også en del billeder fra den rigtige sag, så det var oplagt at bruge dem – også nogle virkelig makabre eksempler.
  • Ny intro: En af spillerne ville gerne være et medie, så jeg forberedte en lille seance hvor han og de andre blev præsenteret for et syn: de så hver en blomst. Da de bagefter talte sammen, gik det op for dem at blomsterne var et symbol på tre af ofrene, og at der var en sammenhæng mellem dem. Det gav dem en grund til at opsøge sheriffen, hvilket er der hvor scenariet officielt begynder. Det blev samtidig knyttet sammen med en vækkelseskirke for fattige for at styrke den politiske vinkel. Målet var også at de tre første spor i scenariet ikke føltes så tydeligt som foræringer. „Plot via åndesyn“ er måske lidt uelegant, men det passer tematisk ind i scenariet.
  • torso-murders
    Historisk foto fra Torso-sagen.

    Bipersoner: Jeg fandt også billeder af de vigtigste bipersoner (både historiske og fiktive) – og photoshoppede dem så de kom til at fremstå nogenlunde ensartede. 

  • Spor som effekter: De fleste væsentlige spor fik også deres eget foto for at gøre det let for spillerne at holde styr på dem. Derudover oversatte jeg den politirapport der indleder scenariet, og tilføjede flere ubehagelige detaljer om ofrene som jeg havde læst mig frem til på true crime-hjemmesider.
  • Opstramning: Som nævnt sidst, er der ingen rigtig beskrivelse af det sted hvor opgøret står, så det fik jeg styr på, og der var også et par af sporene der i oplægget var virkelig spinkle, og som jeg fik arrangeret så de førte bedre i den rigtige retning.
  • Flowchart: Men måske vigtigst så fik jeg samlet historien i et flowchart der gav mening. Det er scenarieskrivning 101, men det hjalp mig meget at få sat pile og sammenhænge på. 

Med andre ord alt for meget arbejde i forhold til at jeg egentlig havde valgt scenariet for at gøre det let for mig selv. Download pakke med billeder, kort, inspiration m.m.

Erfaringer med systemet

dukesewerjpg-ca05e66f0392c615
Fra ‘An Invitation to Lubberland’, en installation om Torso-mordene (Duke Riley).

En anden del af forberedelserne var at sætte sig virkelig godt ind i Trail-reglerne (der benytter det såkaldte Gumshoe-system). Som mange andre, tror jeg, havde jeg lidt svært ved at forstå hvornår man udstikker spor, og hvordan man kan bruge Spends. Og det kom så oveni at det var et for mig nyt system med Sanity, kamp osv. Så jeg læste/så Actual Plays, lavede min egen regelopsummering osv.

Ultrakort om systemet: Man har Investigation Skills som bruges til automatisk at finde spor, og General Skills der bruges til at gøre ting, og som er afhængige af om det er en høj eller er lav stat). Man kan aktivt (for-)bruge point (Spend). På en General Skill giver det et plus på terningeslaget, på Investigation kan det give ekstra flair eller ligefrem fortælleretten (men det spor man efterforsker, får man uanset hvad, sålænge man har den relevante evne, siger man bruger den, og er på det rigtige sted). Fokus er altså på at forbinde spor, ikke på at finde dem.

Det her er ikke på nogen måde tænkt som en anmeldelse – Morten har været der med en saglig gennemgang (det var vist også ham der kom med definitionen af Trail som noget der lægger sig mellem railroad og sandkasse (?)). Men jeg nåede alligevel at gøre mig et par erfaringer.

Nu blev systemet jo ikke stress-testet i og med at vi kun spillede en enkelt gang, men alle syntes umiddelbart at man har for mange point at gøre med i karakterskabelsen – så det sænkede vi lidt. Hellere opfordre til at bruge sine evner kreativt når der nu i øvrigt lægges op til en mindre pulpy stil end i Call, og når efterforskning i den sidste ende alligevel ikke kan fejle.

document-analysis
Illustration af Jerome Huguenin.

I praksis var det til gengæld ikke så vanskeligt at få givet sporene ud – det gav ret meget sig selv da først der var styr på hvad der skulle findes hvor og hvornår. Det er jo en kæmpe fordel ved Trail, men det medfører så også den næste overvejelse: Når der nu er så godt styr på at finde og følge spor, så vil næsten en hvilken som helst teknik til at simulere opklaringsarbejde kunne fungere. Men fair nok, Trail har sin egen måde at tænke det på, og det tilbyder et klart alternativ til Calls Spot Hidden/Library Use-tjeks. 

Spends blev vi ikke specielt meget klogere på. Robin D. Laws, ophavsmanden til Gumshoe-systemet, har til sit nye spil, The Yellow King (mere om det så snart jeg har det!), forenklet det til at man kun har to Push (svarende til Spends) som man til gengæld kan bruge frit blandt sine Investigation Skills. Jeg synes dog stadig grænsen mellem at få sporet forærende og så det man får ekstra via Spend/Push, er meget løs.

The Horror …

Spillerne var forrygende og fandt ud af det de skulle i det første spil, så vi var gennem karakterskabelse, seancen, fik rollespillet et par gode scener, og de fandt de indledende spor så de var klar til at tage hul på den mere åbne del. Men … mere blev det ikke til. (Mere i næste blogindlæg).

The Kingsbury Horror [Trail]

[Trail of Cthulhu: The Kingsbury Horror – post mortem 1]

Screenshot 2018-10-07 at 20.11.58Jeg har kun en enkelt spilerfaring med Trail of Cthulhu, og den var mildest talt blandet, men måske så meget desto mere instruktiv. Så det vil jeg bruge et par indlæg på at fortælle om, først med fokus på selve scenariet.

Udgangspunktet var at jeg meget gerne ville prøve Trail, jeg havde ingen aktiv spilgruppe, og jeg tænkte at der nok ikke var nogen der gjorde det for mig. Så for at holde det enkelt, besluttede jeg mig for dels at benytte det som en anledning til at spille med nogen jeg ellers ikke havde spillet så meget med, og dels at bruge scenariet i grundbogen for at minimere prep. Det sidste viste sig ikke helt at have den ønskede virkning.

Makabre mord og mytiske kræfter

Introscenariet The Kingsbury Horror foregår i Cleveland, Ohio i slutningen af 1930’erne, og Depressionen sætter sine klare spor på settingen. Henover de seneste par år er der blevet begået en halv snes brutale mord, særligt omkring et sumpet flodleje (Kingsbury Run) befolket af vagabonder, og karaktererne drages ind i opklaringen. Der er mulighed for efterforskning blandt både høje og lave sociale lag, virkeligheden forvanskes af de okkulte begivenheder, og til sidst kommer det til et opgør med den gale skurk og hans til lejligheden frembragte monster. 

1490654090641
Fra Bendis’ Torso.

Et væsentligt særkende ved scenariet er at det er bygget på en række autentiske seriemord som jeg faktisk ikke var bekendt med, The Torso Murders, og selvom jeg nu vil forklare hvorfor jeg ikke synes scenariet er noget at råbe hurra for, så er det helt sikkert en makaber og fascinerende baggrundshistorie som jeg selv blev suget ind i og ivrigt fortærede. Brian Michael Bendis har lavet en graphic novel over mordene, Torso, og den er muligvis på vej til at blive filmatiseret af Paul Greengrass, så det er jeg ikke ene om. 

Men åh gud, hvor er det noget rod

Ken Hites fascination med de virkelige hændelser har dog muligvis også udviklet sig til en darling der har overskygget scenarieskrivningen. Lad mig liste problemerne:

  • Svag tilknytning: Som så mange andre publicerede scenarier, men måske særligt i Lovecrafts univers, er der intet gjort for at invitere karaktererne ind i historien. De skal assistere en lokal sherif med en alternativ opklaringsindsats i opposition til Clevelands politi anført af Eliot Ness. Og der er ikke gjort noget for at gøre det mindre usandsynligt end det lyder. Selv hvis man køber præmissen, giver det problemer på sigt, for sheriffen forholder sig hverken til at de finder en „god“ okkult forklaring eller til det politiske spil – det er mao. bare en undskyldning. 
  • Manglende krog: Motivationen er altså i forvejen ikke for god, og scenariet gør ikke noget for at fange spillerne ind. De får et handout, og så skal de ellers gå i gang med at opklare. Der er ikke engang et friskt lig eller en gyselig første scene. Til gengæld kaster efterforskningen tidligt et så konkret spor af sig at man må undre sig over at politiet ikke har fulgt op på det.
  • Løs scenestruktur: I sig selv ikke et problem, men det kan være vanskeligt for spillere at finde vej gennem et scenarie med flere stier hvis man ikke samtidig har fået stukket en kurs eller stærk motivation ud, jf. ovenstående. Det er heller ikke særligt instruktivt for en ny spilleder at man vælger et scenarie til grundbogen der ikke forholder sig til at hvordan samme bog foreslår at man skriver et scenarie.  
  • Manglende detaljer: Det helt centrale i Trail er at man automatisk finder spor – dvs. at det er nødvendigt at der er en klar, rød tråd. Scenerne behøver ikke være perler på en snor – de kan godt ligge mere flydende, men så er det endnu mere vigtigt at have styr på infostrømmen. Her er der centrale tråde der kun er løseligt antydet, og settingen for klimaks er slet ikke beskrevet (!). De fleste Trail-scenarier har ellers klart beskrevet hvad man kan finde ud af i en given scene, hvordan, og hvor det videre fører hen – ikke her.
  • Screenshot 2018-10-07 at 20.13.27
    Wut? Ikke en spoiler, for det har intet med scenariet at gøre.

    Ikke Mythos: Der er givet hints til hvilke Mythos-kræfter monstret kunne tolkes som, men det er det som udgangspunkt ikke. I stedet har man valgt noget fra klassisk græsk mytologi. Det kunne egentlig være et udmærket monster, men for pokker, det her er grundbogen til Trail of Cthulhu – det ville have været rart hvis den holdt sig nogenlunde til emnet. Det kunne jo også have demonstreret for læseren, den potentielle spilleder, hvordan man implementerer Mythos-væsner i netop det her system, og hvordan det skiller sig ud. Men nej.

  • Kikset illustration: En lille ting måske, men den slags har altid irriteret mig: Trails husillustrator, Jerome Huguenin, er blevet sat til at tegne monstret ud fra en beskrivelse der muligvis gav mening i forfatterens hoved, men den har intet med det der ellers beskrives i scenariet, at gøre. Når man nu har valgt at skabe noget nyt, så kunne man da i det mindste gøre det gennemført.

Er der så slet ikke noget godt?

Jo, egentlig er det ikke nogen dårlig historie, og inspirationen bag er fascinerende. Mulighederne for at følge forskellige tråde frem til slutningen er fin. Cleveland er en god historisk ramme, tydeligt mærket af Depressionen, et vigtigt punkt ift. at adskille Trail fra Calls brølende tyvere. Selve den „Forfærdelige Sandhed“ er ganske udmærket, også selvom den ikke er Mythos-tro – Hite (og den anden hovedforfatter på Trail, Robin D. Laws) er rigtig gode til at give de okkulte elementer realisme og dybde. 

dukefloodjpg-38236339af0dd3e6
Moderne tolkning af mordene. ‘But Then Something Evil…’ (Duke Riley, 2010)

(Jeg føler også behov for at sige at jeg siden har købt og læst en hel del Trail-scenarier, og de er generelt af en meget høj kvalitet. Mange af dem kunne fungere fint på en dansk con, ofte med små, særlige fortælleregler og skarpe historier. Og de har rigtig godt styr på det med at lægge sporene ud i en lettilgængelig tråd. Selv deres globetrotterkampagne, Eternal Lies, følger dette overskuelige format forbilledligt).

Jeg vil i al ydmyghed påstå at jeg fik tæmmet scenariet, så det var ikke dét der gav problemer i praksis. I næste indlæg, lidt om mine forberedelser, og hvordan det så gik med at spille det der Trail …