Paradox Pride!

regnbue

Så er Paradox afleveret til Viking-Con, og meget passende med en lille „regnbue“.

I forhold til Con2-udgaven er scenariet først og fremmest mere gennemarbejdet – det er fordelen ved at køre en spiltest. En række centrale scener har fået betydeligt mere kød på og præsenteres nu i forskellige grader af intensitet, og særligt de afsnit der handler om hvordan man håndterer udvikling af karakterer og handling, går mere i dybden. Der er også givet anvisninger til at benytte terninger (Cthulhu Dark), skulle man ønske det. Og så har jeg lavet et enkelt layout i InDesign – men trods alt bedre end hvad Pages kan klare. Nå ja, og så er mine Photoshoppede karakterer erstattet af originale tegninger af Johanne Sorgenfri.

Tilmeldingen skulle åbne meget snart, og du er mere end velkommen til at kontakte mig hvis du kunne tænke dig at køre Paradox.

Paradox_illu

Grey Cells [spiltest]

Screenshot 2019-07-06 at 20.34.38Jeg fik lejlighed til at prøve et spil Grey Cells over Roll20/Discord (voice chat) med spillets designer, Bogdan Constantinescu. Ovenikøbet for at teste et stretch goal der var med til at lokke mig med ombord på kickstarteren, nemlig Mythos Mysteries.

Grey Cells er et forsøg på at løse det klassiske problem med detektivarbejde i rollespil. Bogdans bud er særlige tematiske evner; en skurkeagenda der driver handlingen frem; og at man i afgørende afhøringer/anklager bruger de spor og afsløringer man undervejs har indsamlet, som dice pool (=Evidence Points). Terningerne er d6, og der er et let strejf af Apocalypse over systemet med såkaldte „Action Blocks“ (≈moves) – det er spillerorienteret og har samme type udfaldsramme med Partial, Critical osv. Grundstammen er ret godt gennemtestet, og det skal nok blive fint.

Testscenariet, The Spire in the Snow, kort fortalt: Dr. Collins er forsvundet på en ø i de arktiske egne, og det er op til os at finde hende. Det viser sig at hun har fundet en sær monolit og er trængt ind i den. Det fører til et større kompleks under jorden der holder professoren og os fanget. Men ved at ofre til mørke guder, lykkes det at aktivere overjordiske energier og skabe en vej ud. Støtten er mættet og trækker sig tilbage i jorden for at hvile i endnu en rum tid. (Ikke rigtigt muligt at spoile, for en stor del af det opstod gennem spil).

Hvordan var det så?

Screenshot 2019-07-06 at 14.47.01
Roll20-delen af vores spil. Udråbstegnene markerer spor (Clues) der er XP værd. (Dedikeret Roll20-understøttelse er et stretch goal).

Overordnet var det tydeligt at Mythos-delen stadig mangler noget arbejde, men der var flere positive ting:

Man samler ikke Evidence Points, men Eldritch Clues til at løse mysteriet. Det fungerede egentlig fint til at markere hvad der var vigtigt, for man får løbende at vide hvis man har gravet noget interessant frem, så man ikke drukner i gætværk. Men de har lige nu ikke nogen mekanisk effekt (på samme måde som Evidence Points) – der er dog en ide om at de kan bruges til et Devise Solution-rul hvor man i stedet for at forsøge at udpege morderen, finder ud af hvad man stiller op med de gamle guders levende tempel, hvem man skal ofre (til), eller whatever.

I scenariet var der helt bevidst ikke nogen fjende, og der fungerede egentlig ok, men noget der svarede til skurkeagenda, havde givet det et ekstra lag, og det ville ikke have været svært at sætte en timer på at komplekset forsvandt ned i jorden (med os indeni) efter et antal triggers, eller at en konkurrerende kult forsøgte at få styring over den ubegribelige teknologi før os. Ifølge Bogdan var det dels en test af helt at undgå en synlig antagonist og på den måde forholde sig tro mod Lovecraft, og dels en test af hvor meget systemet kan gøre det ud for spillederforberedelse ved selv at generere input til handling (noget der ligger ham meget på sinde generelt).

Vi skulle også teste variantens Expedition-regler. Ideen er at man omsætter sine ressourcer (penge og kontanter) til forsyninger. Når man så står i ødemarken, kan man brænde en forsyning af for at få en fordel, i fraværet af ens sædvanlige hjemmebanefordel. Oprindeligt havde han tænkt sig at ekspeditioner kunne fungere som en slags skattejagt hvor man finder artefakter, men det syntes han selv var lidt for løst, og jeg tror det glider ud eller bliver erstattet af noget mere passende som søgen efter (forbuden) kundskab.

Screenshot 2019-07-06 at 20.38.20
Eksempler på galskabs-Actions.

Det sidste og vigtigste var naturligvis Sanity, en ekstra egenskab man kun har i Mythos-spil. Den enkle ide er at man, når man mister Sanity, må vælge at betale yderligere et Sanity for at rulle nogle sjove Action Blocks, fx vild flugt, brænd alting ned eller pludselig indsigt – det er alle tiders, for man vil jo egentlig gerne se de ting i et Cthulhu-spil, så her er de gjort meget tilgængelige, men selvfølgelig for en pris.

Alt i alt var det en god oplevelse, men han skal også have produceret en fantasy- og en scifi-setting, så det ser ud som om der er et stykke vej til det endelige produkt.

Kickstarterstatus

En liste over hvad jeg har backet af rolle- og brætspil.

Grey Cells (juni 2019): Kickstarter stadig live! Et lille hæfte med regler til at skabe og spille krimier – et konkret bud på det tilbagevendende investigationproblem. Det er billigt (er så også bare et par fanzine-hæfter) – 89 kr inkl. porto. Og der kommer også en Mythos-„udvidelse“. Hurtigt skimmet (man får en playtest-pdf) er der lidt Powered by the Apocalypse over det (?), og så noget der hedder Momentum der giver spillerne tricks til at fremtvinge fx spor (fremdrift i mysterieløsningen).

Things from the Flood (februar 2019): pdf’erne er klar, og der burde ikke gå så lang tid før bøgerne lander. Jeg nappede Tales from the Loop med, for prisen var god, blev grebet af stemningen og bestilte også Forbidden Lands som add-on (jeg ville have taget Coriolis med hvis jeg var til scifi). Og jeg har faktisk tænkt mig at spille det hele.

Screenshot 2019-03-17 at 19.06.03The Yellow King (december 2018): Det her er nok mest til hylden, men det er Den gule konge, mand, så jeg måtte have det – pdf’erne er leveret, og det ser fint ud, men forsinket pga. problemer med trykkeriet. Det er Gumshoe, men med det nye QuickShock-system til at håndtere fysisk og mental skade. Fire settings, skrevet af Robin D. Laws, og et bokssæt med et omslag der kan bruges som skærm.

Sigil & Sign (juni 2018): Megameget forsinket (Cubicle 7 … *host*), og et projekt jeg lidt fortryder – previewreglerne var tung læsning, og de har ikke rigtigt overbevist mig siden. Men lad os se hvad der lander … engang.

Vampire 5e: Chicago by Night (november 2019): Jeg skal ikke samle på Vampire (jeg håber stadig på et Mage 5e), men kunne godt lide den nye regelbog, og jeg spillede (storytell’ede) faktisk Ashes to Ashes i sin tid, så den her bog måtte jeg have. Al teksten er sendt ud til backers, og det er bunker af meta-fluff, men virker ret fint.

Kun pdf

Som Morten rigtigt kommenterede, har pdf’er det med ikke at blive brugt, så jeg burde nære mig, men det kan være en anledning til at støtte idealistiske projekter med en halvtredser. Først dog en enkelt undtagelse:

Screenshot 2019-03-17 at 19.17.59LexOccultum: Carta Monstrorum (oktober 2019): Egentlig sprang jeg på fordi det var en anledning til at købe grundsættet som add-on, men så købte jeg det i stedet af Thais. Nu er problemet så at det er for dyrt at få sendt en enkelt bog (som Thais er inde på: så fedt er det heller ikke – men alligevel lidt stemningsfuldt), så jeg nøjes med en pdf selvom jeg elsker bestiarier. #FirstWorldProblems

Black Mass (april 2019): Tror jeg backede det fordi man benytter tarotkort.

Thousand Year Old Vampire (juli 2019): Solorollespil! Man kan også vælge at spille en cthulhoid vanskabning.

Four Ways to Die in the Future (januar 2019): Af Ben Lehman der skrev indiespillet Polaris, og som jeg synes virker sympatisk. Ellers husker jeg ikke helt hvad jeg er gået ind til.

Brætspil

Hellboy (februar 2019): Ser ud til at være meget på trapperne, og tjek lige deres preview af monsterkassen der venter mig: Muahahaha! Jeg er stadig ikke overbevist om at selve spillet er andet end average, men jeg glæder mig til boksen og figurerne.

AKT2-2zlczone-szkic-ver2-Fin-300dpi-aa4000pix-960x640Tainted Grail (august 2019): Det her glæder jeg mig til gengæld meget til. Jeg har været dygtig ikke at købe ALTING (herunder det lækre sæt ekstra karakterer på diverse ridedyr), for grundpakken i sig selv er ret voldsom (største kickstarter sidste år). Historiebaseret, episk, interessante mekanikker. Lovende.

Death May Die (juli 2019): Jeg ender formentlig med at sælge det her videre. Det er sikkert et fint spil af Eric Lang og Cmon, og figurerne er dejligt vilde, men underboen har bestilt nøjagtigt samme sæt (inkl. de samme udvidelser), og Hellboy er mere end rigeligt som maleprojekt.

Andet

The Call of Cthulhu:  En af dem jeg missede: illustretret udgave af kort-romanen. Jeg forsøger at få et ekstra eksemplar med hos en ven der har backet. Men selv hvis det ikke lader sig gøre, tænker jeg der er en lille chance for at Fria Ligan laver en Kickstarter på det rollespil (The Great Old Ones) bogen har affødt, og det vil jo være endnu federe.

The King in Yellow: pdf’en er kommet, og det ser rigtig godt ud. Men luksusudgaver af bøger er en dyr hobby, så jeg skal liiige passe lidt på ikke at falde i.

Så, masser af forsinkelser, men så man jo bare sørge for at bestille noget mere til at modstå tomheden … Er der interessante ting jeg har overset?

Eternal Lies [Trail]

[Anmeldelse – kampagne]

eternal_lies_cover_mockup1
Et mere pulpy cover end scenariet lægger op til.

Eternal Lies er en kampagne til Trail of Cthulhu, skrevet af Will Hindmarch, Jeff Tidball og Jeremy Keller og udgivet af Pelgrane Press (2013). Den er på små 400 sider i hardcover (S/H). Jeg købte den som pdf, og jeg vil med det samme anbefale at man i stedet vælger bogen (hvis man kan finde den) og får pdf’en gratis med oveni, for det her er godt.

Det her er Trails bud på en stor globetrotter-kampagne, og den er ikke langt fra at være på højde med Chaosiums Masks of Nyarlathotep i scope. Den fine titel henviser både til de velkendte hvilende urkræfter, men i lige så høj grad til de løgne og løfter de hvisker i svage menneskers ører.

Der er også udgivet et glimrende soundtrack til at underbygge stemningen.

The Hook (spoiler)

En helt central del af kampagnen er at afsløre de sande, mørke magter bag løgnene, og selv med spoilervarsel vil jeg ikke afsløre den/dem/det/hen her – men vi er naturligvis oppe i den Mythiske superliga. Til gengæld er der ikke, som man er vant til det fra Call of Cthulhu, en masse mindre critters, og den begrænsede magi der forekommer, er mere underbygget og ikke i samme grad bare en standardbesværgelse i en bog. Vægten er, som forventeligt i Trail, på efterforskning og horror frem for på action.

Screenshot 2019-02-07 at 12.04.40
Verdensomspændende horror. Illustration fra bogen.

Der er tre akter. I første akt etableres mysteriet: Walter Winston og hans venner opsporede og overvandt i 1924 en kult i L.A., og kun få overlevede. Nu, 1937, er han død, og hans styrtende rige datter hyrer karaktererne til at finde ud af hvad der foregik, begyndende i USA. Anden akt breder handlingen ud over hele kloden (Bangkok, Ethiopien, Malta, Mexico City, Yucatan), og karakterernes søgen efter svar om fortiden bringer dem tættere på kultens fortsatte mørke planer. I tredje akt har de viden nok til at konfrontere ondskaben – både i en eksotisk og en mere hjemlig setting – men de mørke kræfter har også en trumf i ærmet.

Hver lokation er et enkeltstående scenarie, og alle 9 afsnit har noget at byde på. Yucatan skiller sig ud ved at være en mere Call-agtig ekspedition, og de to sidste afsnit fungerer kun som klimaks. Men de andre er forbilledlige til at skabe stemning og styre efterforskningen. Lige fra en sangerinde der indspiller plader på Løgnerens giftige tungemål, til voldelige eskapader i Bangkoks underverden. Det er dog først og fremmest en variation i tone – efterforskningen er hele tiden i højsædet, så det handler næsten altid om at snakke med mennesker eller lede efter fysiske spor.

Udover den verdensomspændende efterforskning er der også et afsnit med adskillige scener (der let kan udvikles til sideplots) som retter sig direkte mod karaktererne og deres Sources of Stability, altså de venner/familie der holder dem ved deres fulde fem.

The Spine

Fokus i teksten er rettet mod sagen og dens opklaring. Men hver lokation er dog indledt af en kort beskrivelse af byen, dress-code og konkrete forslag til stemningsbeskrivelser. Desuden er der en indledning om at få karakterer integreret i kampagnen og 10 karakterer klar til at spille fra bladet.

screenshot 2019-01-30 at 11.50.14
Hvordan bogen selv præsenterer sceneopbygningen (klik)

Hvor jeg harcelerede over Kenneth Hites scenarie i Trail-grundbogen for ikke at være eksemplarisk for Gumshoe-stilen, så er teksten her til gengæld forbilledlig. Hvert afsnit indleder med en forklaring for spillederen og gennemgang af Hook, Spine og Truth. Hver enkelt scene indledes af en punktopsummering af handlingen og vigtige spor  – plus hvilke Skills der skal bruges for at få dem. Derefter følger en meget grundig gennemgang – dialog, reaktioner, spor, Skill-checks osv. bliver fremlagt detaljeret for spillederen. Efterforskningen er et imponerende urværk – brikkerne passer nøje sammen, og man skal ikke fiddle med at lappe huller eller finde undskyldninger for at afsløre spor for karaktererne. Det medfører at der er meget tekst og ikke mange billeder/kort. Det er for mig kun et lille minus, men det er sommetider ret meget at læse for relativt lidt handling. På plussiden giver det forfatterne mulighed for at gå mere i dybden med bipersoner og iscenesættelse.

I forhold til mange af de Trail-scenarier jeg har læst, er det her mere traditionelt opbygget. Scenarierne slår ofte mere ud med armene og tillader sig selv flere greb for at nå frem til den chokerende pointe. Det er vanskeligere her hvor man gerne vil give karaktererne mulighed for at nå det næste punkt i kampagnen med lemmer og fornuft i nogenlunde behold. Det peger i øvrigt også hen på det „usynlige indhold“ i kampagnen, nemlig arbejdet med at holde karaktererne groundet ind mellem de sindsoprivende rædsler. Den del kan jeg se fungere godt i den her kampagne, og det er som sagt også et element der er skrevet ind, men selvfølgelig altid skal skræddersyes til karaktererne.

Screenshot 2019-02-07 at 12.02.54
De 10 pre-gens.

Dermed ikke sagt at kampagnen er helt problemfri. Man vil på den ene side gerne give spillerne mulighed for at rejse rundt og finde spor på eget initiativ, men samtidig er man nødt til at sikre at de får den nødvendige viden til at nå klimaks. Det indebærer at de afgørende clues bliver lidt uelegant præsenteret, og kan man overveje at finde en lidt sjovere måde at håndtere på. Hjemmesiden The Alexandrian har adresseret netop det problem (foruden produceret et shit-ton ekstramateriale til kampagnen, herunder fotos, handouts osv.).

Jeg savnede måske også en lidt større variation i modstanden – eftersom der ikke er alskens Mythos-kryb, begrænser det sig mest til tæskehold og den monstrøse fjendes manifestationer der naturligvis er meget ens gennem kampagnen. Men den er svær hvis man netop gerne vil undgå tilfældige monstre. Eternal Lies har valgt at fokusere stramt på det ondskab man er oppe imod der så kommer til udtryk på forskellige måder, men alligevel lidt ens (man kunne også sige konsekvent).

The Horrible Truth

Eternal Lies har efter min mening fortjent større udbredelse blandt Cthulhu-fans. Handlingen er ret „mainstream“-Call of Cthulhu, men i sin udførsel slet ikke så kulørt som Masks of Nyarlathotep. Jeg kan til dels godt forstå hvis nogen vil finde kampagnens store fokus på møjsommelig efterforskningsarbejde lidt kedeligt, men den er velskrevet, gennemarbejdet og sine steder lige så uhyggelig som man kan håbe.

Eternal Lies, Pelgrane Press, 2013

Premiere på Paradox, NY

Jeg afleverede et ret færdigt scenarie til Con2 (jeg valgte dog stadig at kalde det en spiltest), Terese tilbød tidligt at køre det, og her i weekenden blev det så afviklet med et enkelt hold. Hvad der end manglede fra min og scenariets side, klarede hun. Kæmpe tak. Her er hendes konklusion på spiloplevelsen:

Det gik fremragende […] Spiltesten varede ca. 4 timer og blev kørt semi-live.

Mine spillere var fantastiske, karakteropbygningen via kort giver masser af spil, og både Mørke Drømme og Mysteriet i Paradox er utroligt velskrevne og skræmmer spillerne fra vid og sans.

Tak for et godt spil!

madmen2_1024x1024
This is a lie.

Okay, præsenteret i uddrag på den måde giver det selvfølgelig et lidt vægtet billede, men jeg tillader mig alligevel at være lidt glad. Selv med de kritiske læsebriller på lader det ikke til at der har været de helt store problemer: En stor del af udviklingen af karakterer, stemning og handling sker gennem udlevering af nogle kort med lidt tekst på; der er mange, og det er ikke altid klart nok hvor og hvordan de skal udleveres. Det var jeg godt klar over, men der kommer en spilleder så ind som en facilitator. Og på plussiden lader det til at både spillere og spilleder har købt 100% ind på stemningen der var en af de ting jeg selv er godt tilfreds med.

Jeg er nu ikke længere i tvivl om at det skal uredigeret op på bloggen. Foreløbig vil jeg ikke gøre mere ved det – sommetider skal man også give slip og komme videre. Jeg har vedhæftet Tereses noter fra Con2 og mine egne tanker om hvordan man kan tackle de knaster der nu engang måtte være.

Du finder det hele her.

Lettelsens suk

Udover den umiddelbare glæde og lettelse, så var der også en anden meget klar konstatering: Det er nok for mig at spillet har kørt med et enkelt hold. Det retfærdiggør alt arbejdet. Jeg har hele vejen igennem skrevet mest for mig selv, og nu er der så også en bekræftelse på at „slut“-produktet fungerer som formidlet. Selvfølgelig vil jeg sætte pris på at det kommer mere i brug, men de opbyggede skrivefrustrationer som de fleste scenarieforfattere kender til, har fundet en forløsning.

Jeg er glad for at jeg trak synopsen fra Fastaval inden den endelige udvælgelse – med den her test kunne man jo sige at det nu har bevist at det holder, men realistisk set ville det formentlig slet ikke være nået så langt hvis jeg havde haft det ekstra pres hængende over hovedet, og i bedste fald ville jeg skulle aflevere en poleret udgave af Con2-udgaven der jo ikke var helt den jeg havde tænkt mig.

Jeg vendte tilbage til at blogge – og rollespil i bredere forstand – i maj sidste år, og det her er en foreløbig lykkelig kulmination på den beslutning. Efter mange års frustrationer med min egen kreative proces, har jeg endelig skabt noget håndgribeligt. Og jeg tror der kommer mere.

032416_tbt-color_tv_rca66_0.jpg

Paradox, NY på Con2

Nu kan man tilmelde sig Con2 i Hørsholm, nord for København. Det er en lille hyggelig con (har jeg hørt), og den afvikles i weekenden fra den 1. til 3. februar 2019. Og grunden til at jeg nævner det er … at jeg har premiere på et scenarie der. Foromtalen følger her …

Paradox, NY

… Lyndon B. Johnson har meddelt at de 184.000 amerikanske soldater der inden jul landede i Vietnam, i de kommende måneder vil blive suppleret af yderligere en kvart million tropper. General Westmoreland har samtidig erklæret dele af landet for „free fire zones“ … 
klik
… Oh, I’d love to be an Oscar Meyer Weiner … 
klik
… glæd Dem til i efteråret hvor NBC bringer Dem ud hvor intet menneske nogensinde har været. Space! The final frontier … 
klik
… tid til et forfriskende break … iskold Coca-Cola – blot samme antal kalorier som i en halv grapefrugt! Mmm, den kolde, friske smag er så tilfredsstillende at jeg ikke forfalder til at spise noget der virkelig kunne sætte sig på sidebenene … 
klik
… den russiske Luna 9-satellit der for nylig som det første rumfartøj nogensinde foretog en såkaldt blød landing på månen, har sat endnu en bemærkelsesværdig rekord ved at transmittere fotografier fra et fremmed rumlegeme. NASA har ikke ønsket at kommentere … 
klik
… et tv-apparat så moderne at De takket være Zephyrs revolutionerende enkelt-knaps-teknologi kan indstille kanaler med den ene hånd bag ryggen. Såkaldt synkro-tuning betyder at lys og billede modtages i ét og samme nu og sikrer at De kan nyde Deres serier i højeste kvalitet. Zephyr – miraklernes tid … 
klik, klik, klik …

Paradox, NY foregår i de smukke Adirondacksbjerge, upstate New York, i 1966. En håndfuld unge, håbefulde reklamefolk er hyret til at udtænke en kampagne for et banebrydende nyt farvefjernsyn. Spillerne indtager rollen som storbymennesker der bliver revet ud af deres vante rammer da de besøger en vigtig kunde i hans luksussommerhus ved Paradox Lake. Her konfronteres de både med naturens blændende skønhed og en snigende ondskab. En mørk vilje hviler i det smukke bakkelandskab, og hen over weekenden udspiller sig et mysterie der kan koste hovedpersonerne både liv og sjæl.

Scenariet er systemløst og vægter stemning og karakterspil frem for action og splat. For én spilleder og 4-5 spillere.

Genre: Horror/drama.
System: Systemløst.

Uhyrligheder med hylde- og herlighedsværdi

Jeg læste da jeg var ung, et par af Lovecrafts vigtigste historier, men doven som jeg var, gik jeg meget hurtigt over til at absorbere stoffet fra anden hånd – rollespillet Call of Cthulhu, naturligvis, men også bare artikler og mindre lødige genfortællinger. Det har jeg de seneste år fået rodet bod på, og nu har jeg også fået et par lækre værker sat på hylden.

IMG_6842
Tentakkeltema.

Først, The New Annotated H.P. Lovecraft af Leslie S. Klinger fra 2014. Samlingen dækker et bredt udsnit af Lovecrafts forfatterskab, både tidligt og sent, og mange af de forventelige hits er der selvfølgelig. Som sådan er det en god „starter edition“, og den er heller ikke så dyr (ca. 300 kr.). Man kan dog savne gode historier som The Rats in the WallsThe Music of Erich Zann og Pickman’s Model; mindst én læser her vil også savne The Dream-Quest of Unknown Kadath, men jeg forstår hvorfor den beskæres når der er et pladshensyn. Anyway, der er masser af gode, og Klinger arbejder åbenbart på en toer med det meste af resten – fingers crossed (edit: toeren er udsat til sommeren 2019). Annoteringerne er først og fremmest fokuseret på at forklare geografiske og historiske henvisninger i teksten, og i en vis grad også intertekstualitet. Derimod er den ikke så stærk på analysesiden – man finder ikke de helt store åbenbaringer, og det bliver til tider lidt overfladisk. Men yay, billeder, og den omtrent kvadratiske bog er lækker at sidde med. Appendiks og det omfattende forord om forfatterskabet er også fine. Bogen trækker på S.T. Joshis omfattende arbejde med at genskabe de mest trofaste udgaver af Lovecrafts værker.

IMG_6844
Flere tentakler, for skala.

Dernæst, og det der egentlig gjorde mig begejstret nok til at skrive om disse ikke-interaktive bøger, er Kandors nye oversættelse (2018) foretaget af Jakob Levinsen: Cthulhu kalder – fortællinger 1926-1928 (ligeledes baseret på S.T. Joshis tekstkritiske udgave). Jeg er kun nået til at læse i uddrag, men umiddelbart vurderet er det her ubetinget den bedste oversættelse vi endnu har fået (konkurrencen har heller ikke været så hård). Min indre redaktør/oversætterstemme sidder stadig og lufter sine holdninger og alternative formuleringer, men oversættelsen er på højt og kompetent niveau, så det føles trygt at Levinsen har truffet velovervejede valg, og han har i det store hele fået tæmmet og foldet Lovecrafts knudrede formuleringer ud. Dog kunne jeg have ønsket en lidt stærkere korrektur. Forlaget har flere bind undervejs, og det er virkelig fantastisk at tænke på at vi måske får en næsten komplet samling af Lovecrafts værker på dansk. I foråret får vi således 1930-35 og senere 1917-25. Der er vist også planlagt en biografi. Bogen er på 600 relativt tekstlette sider i fint hvidt udstyr – og så var den på tilbud på Bogmessen hvor den debuterede. Her er første afsnit af Farven fra rummet der næsten klinger poetisk:

Vest for Arkham rejser bakkerne sig voldsomt, og der findes dale med dybe skove, som aldrig har mødt en økse. Der findes mørke, snævre dale, hvor træerne vokser på eventyrlige skråninger, og hvor tynde små bække risler afsted uden nogensinde at have set så meget som et glimt af sollys. På de flade skråninger ligger der gamle vakkelvorne gårde med lave, mosdækkede bygninger, som i læ af store klippefremspring for altid ruger over New Englands fordums hemmeligheder, men i dag står de alle sammen tomme, de brede skorstene smuldrer, og de spånklædte sider svajer faretruende under de lave mansardtage.

(Jeg overvejede også at samle Science Fiction Cirklens samling op, Farven fra Rummet, men desværre er oversættelserne efter min mening ikke gode nok. Det er dog prisværdigt at de gør teksterne tilgængelige for genreentusiaster).

The New Annotated H.P. Lovecraft, af Leslie S. Klinger, W.W. Norton & Company, 2014
Cthulhu kalder – fortællinger 1926-1928, oversat af Jakob Levinsen, Kandor, 2018