Det hemmelige selskab

Gensyn med scenariet: Det hemmelige selskab, af Lars Kaos Andresen, Fastaval 2005 (eget system) *

dhs_coverDet her er i højere grad et Lars Andresen-scenarie end Call of Cthulhu, men det er et effektivt horror-drama der fungerer fint inden for Lovecrafts Mythos. Forfatteren er da også selv meget opmærksom på ikke at hype det på en forkert præmis – hvor Den danske forbindelse havde sine handlekraftige herrer, så er det her almindelige, ligefrem skrøbelige mennesker, stillet over for umenneskelig ondskab.

Jeg har generelt forsøgt at undgå at fokusere på priser, men det føles forkert ikke at nævne at Det hemmelige selskab (Dhs) vandt Ottoen for Bedste Scenarie. Det er en i mine øjne en fortjent vinder: Tilgængeligt, gennemført, modent – og samtidig interessant fordi det er gemen „genrelitteratur“ (Lovecraft), men med en personlig vinkling, og samtidig meget specifikt Fastaval ift. roller og struktur, systemløst drama og historie-specifikt system.

Handling og Mythos

En gud har sovet under Salisbury i tusindvis af år, formildet af lokale kultister der til gengæld er blevet velsignet med magi. Karaktererne kender ikke den historie, men ender alligevel med at måtte videreføre ansvaret, med de omkostninger og belønninger det potentielt medfører.

Den „næsten glemte gud“ er Nyogtha (idiosynkratisk stavet „Nyoghta“), Tingen Som Ikke Skulle Have Været. Hen er, ligesom monstrene i Den danske forbindelse, skabt af Lovecrafts arvtagere. Jeg er ikke stødt på hen i litteraturen, men den udgave der præsenteres i min gamle udgave af CoC, har evner der passer ret godt på særreglerne i Dhs: „… teaches [witches] spells on occasion in return for sacrifices and POW.“

Det er en klar pointe i Dhs at monstret skal forblive en udefineret ondskab – både fordi karaktererne er uvidende om det, men også fordi det er det der virker mest skræmmende i en horrorfortælling. På det punkt er scenariet meget Lovecraftian (omend nogen så formentlig ville have læst noget blasfemisk om det i Necronomicon – det er en overraskende tilgængelig ressource i Lovecrafts noveller).

Scenariet fortæller historien om de mørke magter fra kultisternes side, en vinkel der ikke er så usædvanlig, se fx snakken om Sigil & Sign m.fl., men her med stor sympati, for der er tale om (næsten) helt almindelige mennesker der er oppe mod ubegribelige kræfter.

Form og teknik

Scenariet veksler groft sagt mellem rollespilsscener og ritualer. Der er overnaturlige fjender der kan bidrage med lidt action, men det er ikke der fokus ligger. Der er heller ikke rigtigt noget detektivarbejde, selvom de godt kan grave mere af baggrundshistorien frem. Spændingen ligger primært i hovedpersonernes dramatiske syndefald.

dhs_char
Magasin-inspireret layout og fotos er med til klart at adskille scenariet fra old school-CoC.

Karaktererne er skrevet som længere, dramatiske oplæg og med Lars’ genkendelige vekslen mellem dialog/prosa, brug af andenperson og mere nøgtern beskrivelse. Det er et format der inviterer til fordybelse i og udlevelse af en rolle. Efter første scene får alle udleveret et handout der bidrager til historien, og et ark der antyder den magi de nu har adgang til. Disse gryende overnaturlige kræfter binder dem direkte sammen med den mekanik der styrer magien og magtbalancen med Nyogtha, så scenariet er ikke kun afhængigt af „gode rollespillere“.

Der er kun løse beskrivelser af ritualerne, så det er op til spillerne at beslutte hvor langt de er villige til at gå – scenarieteksten lægger op til at frygt, død og sex kan være effektivt til at behage guden, men det er altså spillerne der selv sætter grænsen for udskejelserne ud fra egne normer og tolkning af deres karakter. 

Det specialdesignede system der balancerer magt og magi, er enkelt, men også stramt fokuseret på netop denne historie og disse hovedpersoner og de valg forfatteren gerne vil udsætte dem for. Kort fortalt er kunsten at vinde Nyogthas „Goodwill“ (der kan omsættes i magi) og undgå at hen vågner, enten af for lidt eller for meget opmærksomhed. De specifikke måltal i mekanikken holdes skjult for spillerne, så de er tvunget til at prøve sig frem. Det er en stærk motor for de eskalerende ritualer og som motivation for de individuelle karakterer.

NB: Der står Basic Roleplaying på Alexandria, men det er ikke korrekt, andet end som basic i „et meget enkelt system“.

Læs det for …

  • Fornemt dirigeret karakterudvikling gennem en blanding af system, fastlagte scener og antydede temaer hos de enkelte personer.
  • Et simpelt system til at håndtere urkræfter og magi der på en overskuelig måde har direkte effekt på handling og karakterudvikling.
  • En tilgang til Lovecrafts Mythos der insisterer på at fastholde det ukendte og uforklarlige.
  • Det hemmelige selskab får scenarieskrivning til at se let ud – og måske behøver det bare ikke være så kompliceret?

Næste gang: Port Charlotte af Brian Rasmussen, endnu et rigtig fint scenarie fra Fastaval 2005 … 

*) Jeg læser scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 og med god vilje kan siges at have et Cthulhu-tema. Du finder en liste her.

Drømmen om en konge i gult

Gensyn med scenariet: Drømmen om en konge i gult, af Jakob Schmidt-Madsen, Fastaval 2003 (systemløst) *

Min stemme falmer bort, sjælesangs dåd
dine toner dør ud som tårer uden gråd
skal spildes og drukne
i svundne Carcosa

– fra Jakobs egen, fine oversættelse af Cassildas sang

Da Jakob Schmidt-Madsen nåede til at skrive Drømmen om en konge i gult (Doekig) havde han allerede et par okkulte historier under vesten, men nok så vigtigt også et par eksperimentelle scenarier med fokus på fortælling og spillernes rolle som aktører i fiktionen. Her mødes de to så, i et ambitiøst produkt på over 100 sider. 

Handling og Mythos

Doekig_coverVi er i København, 1962. En gruppe gymnasievenner genforenes for at indspille en avantgardistisk udgave af Le Roi en Jaune. Gennem scenariets to akter  skrider grænsen mellem fiktion, fortælling og virkelighed, indtil Kongen melder sin ankomst.

Drømmen er selvfølgelig slet ikke et Cthulhu-scenarie. Det tager udgangspunkt i Robert W. Chambers’ noveller om Den gule konge – og holder sig vel at mærke inden for dennes originale værk, ikke den senere bastardiserede udgave (Lovecraft havde nogle overfladiske referencer til historien, men uden rigtigt at gå i detaljer – det kom først senere, og i rollespillet Call of Cthulhu var Hastur reduceret fra et flertydigt koncept til endnu en amorf boble med stats). Men derfor skal det alligevel med, ikke mindst på netop denne blog. For som en adaption eller tolkning af kildematerialet er Doekig noget af det bedste jeg har læst. 

I denne udgave er opførelsen af det berygtede skuespil henlagt til København under Cubakrisen, og scenariet fastholder fornemt følelsen af undergang og galskab, både i Carcosa som sted og idé og i karakterernes opløsning ind i fiktionen. JSM adresserer endda også behovet for at forny skuespillet for at bevare dets farlighed og relevans, en problemstilling mere mainstream fremstillinger af myten ofte bakser med. 

Nå, det blev lidt højtragende af det der egentlig bare skulle referere handlingen, men det er bare konceptuelt stærke sager, mens selve plotdelen – studiekammerater opfører skuespil – blot er en praktisk omstændighed i forhold til historien om hvordan de investerer sig selv i rollerne, og rollerne forener nutid (samtid) med fiktionens almengyldighed. 

Form og teknik

Scenerne i scenariet er skrevet på forhånd og skal forestille at være en moderne filmatisering af Kongen i gult. Men selve det at folde dem ud bliver ikke bare en improvisationsøvelse, det bliver også en del af udviklingen af karaktererne der igen påvirker historien. Spillerne skal diskutere scenerne undervejs, og instruktøren (spillet af spil-lederen) kan benytte sig af regi, ligesom spillerne også har stikord at arbejde ud fra. Det er ikke gjort eksplicit i teksten, men det er oplagt at dele spillokalet op for at tydeliggøre hvor i fiktionen man befinder sig.

Doekig_polRammen for scenariet er som sagt Cubakrisen, og ud over produktionsplan og regi-noter er de medfølgende Politiken-forsider der følger konflikten dag for dag, de væsentligste effekter. De er desværre ikke i super god opløsning, men de kan læses, i hvert fald godt nok til at skabe stemning.

Scenariet er systemløst. Der er lagt op til konflikter mellem karaktererne, men de må udspille sig naturligt, og ellers med lidt hjælp fra spil-lederen/instruktøren. Jeg ved ikke om vi har et ord for de instruerede scener (?) i første akt, men anden akt beskriver Jakob selv som rent intrigespil. Han refererer også til „dark soap“-metoden fra Olav Junker Kjærs Maskefald, men det forklares ikke nærmere.

Jeg var dommer det år (som man siger). Og jeg har desværre ikke mine noter længere, men jeg husker at jeg dengang var positiv, men også lidt tvivlende over for formen, ja, sværhedsgraden. En tvivl der blev gjort til skamme da bedømmelserne kom ind (scenariet vandt da også publikumsprisen). Og når jeg læser det igen i dag, står det egentlig bare stærkere. Det der dengang føltes avant garde, er egentlig ret ligetil. Ja, man skal lige vikle sin hjerne om hvordan fortællingens lag spiller sammen, og det er relevant at påpege at det sine steder bliver meget intellektuelt; og akt to fungerer kun hvis akt et er lykkedes. Men de enkelte faser er tydeligt formidlet. Dermed ikke sagt at det er for alle, men det her er et nøglescenarie inden for Fastaval-traditionen.

Læs det for …

  • JSMs forståelse for og fornyelse af myten om kongen i gult (mon ikke jeg kommer tilbage til det her når jeg engang når til at se på Tatters of the King).
  • De veludførte fortællemæssige kunstgreb.
  • Tydelig formidling, på trods af 12 punkt Times.
  • Holdbarhed. Det er muligvis det ældste af de scenarier jeg kommer til at læse, men det mærker man på ingen måde.
  • Form følger indhold.
  • Eller lad være med at læse det og spil det i stedet.

*) Jeg læser kongresscenarier der er tilgængeligt på Alexandria, udkom tidligst år 2000 og med god vilje kan siges at have et Cthulhu-tema. Du finder en liste her. Næste gang: Lars Andresens Den danske forbindelse.

Danske Cthulhu-con-scenarier

[Scenarier]

Jeg vil blive klogere på hvad der findes af scenarier (I første omgang Cthulhu, Warhammer følger), og hvordan de mange gode forfattere derude har grebet genrerne og tematikkerne an. Jeg tænker også at give dem et par ord med på vejen – ikke en decideret anmeldelse, men forhåbentlig kaste lys over nogle gode ideer og detaljer.

Som indsnævring har jeg valgt at blive i dette årtusinde (!), og jeg skal selvfølgelig have adgang til teksten. Herunder følger hvad jeg lige har fundet på Alexandria. I visse tilfælde er Mythos-forbindelsen ganske spinkel, men hvis forfatteren påstår den, tæller det i min bog.

Hvilke har jeg overset? (Har allerede fået tippet et par stykker – Charlotte og Dronningen. Kom endelig med flere – det er kun min dårlige hukommelse, ikke modvilje der er på spil).

l_3033