Spiritister i bedste sendetid

[Flashback – Primetime Adventures – Den yderste kyst]
Lænestolsrollespil har kigget på alle tre udgaver af indiespillet Primetime Adventures (af Matt Wilson), og det er der kommet et rigtig fint afsnit ud af. Og jeg har faktisk spillet PA (den første udgave). Det bragte glade minder frem, for det var en pæn succes.

ptaHvis jeg nu bare siger „The Forge“ og „IRC“ så har jeg rimelig meget datostemplet de her gamle skinker (vi er tilbage i 2005). Spillet foregik altså over chat, á la Mush (google det). Irks! tænker du nok, men det skrevne format fungerede rigtig godt, for i brainstorm-delen fik vi en løbende log, og man kunne skrive naturligt videre på hinandens ideer. I selve spillet fik vi nogle gode replikskifter der kom til at fremstå lidt som et manuskript, og der opstod også fine kunstpauser mens man tastede. Derudover betyder det så også at jeg stadig har afskrifterne.

Jeg mindes at jeg tog to primære erfaringer med derfra: Indiernes brug af fælles skabelse og åben snak om konflikter – det virker utroligt banalt i dag, men det var virkelig en vigtig erkendelse. Og så var det et tidligt møde med emergens. Jeg kan huske jeg var lidt tvivlende over for om spillet kunne noget, men der opstod noget rigtig fedt i mødet mellem tv-konventioner og simple regler for at opstille og forløse konflikt.

Vi skabte serien Den yderste kyst og spillede fem afsnit. Vi indledte med at skyde frit på forskellige ideer, og her kommer vi ind hvor vi har opgivet noget 1984-agtigt og en lidt diffus ungdomsserie.

Per middle age – pensionister – kvinder?
Peter ajk
Per from hell
Thomas hæhæhej!
Per lenin
Peter pensionister from hell?
Thomas gamle spiritister!
påkalder satan og shit
Peter gamle spiritister er fedt
twist: der er sgu noget om det
pilot: de samles som så mange gange før men denne gang er det “hul” igennem
og de bliver bange
Rune alderdomshjem … parkeret af familien …
Thomas Arsenik og kniplinger (whatever) – med satan i stedet for mord
Rune en af dem er død
det er ham, der kontakter dem fra den anden side
Peter cool
Per for satan
Thomas Hahah!
Peter „død for satan“
ok, det er jeg sgu med på
sådan lidt Fru Drusse-agtigt
Thomas jep!
Rune yes
Per Titel: „Er der nogen?“
Thomas er de gode eller onde?
eller bare gamle?
Peter men kan godt lide tanken om, at de har faket det så længe (vi snakker år)
og pludselig …
Thomas lækker cast af bipersoner – familie, sygeplejersker, aktivitetsterapeut
Peter måske er de hverken gode eller onde – lidt ala Cocoon
hvad gør man, når man pludselig i en sen alder får „magt“?
Rune magt?
Per det spiller
Thomas „Det Gru Guld“
Per lolo
Peter jeg ser scenen, hvor den gamle dame, der altid har spillet medie pludselig skifter markant ansigtsudtryk og får den vilde stemme
ektoplasma, the works
det holder
Thomas cool
Peter Det Swedenborgske Rum
Thomas Paradis Haven
Rune hvad med at flytte det ud på et „retreat“ på landet med græs og sø osv så det ikke er alt for Riget?
Per et hjem?
Thomas Ja
Peter jeg synes bestemt det er idyl, indtil de får kontakt
Rune ja, sådan lidt luxus
Per Gudhjem
Thomas jeg tænker badehotel …
Peter hvad med sådan lidt ala de-der bofælleskaber for ældre, der er rundt omkring
på Fanø eller noget?
Bedstemor med død i
Thomas f.eks. – hvidt træværk, lyng, kolde bade
Peter præcis
Per jeg er spændt på hvad der har ligget på grunden før plejehjemmet blev opført
Thomas ha!
Peter når man først har fået „hul igennem“ ser man døden overalt
i gyder, ansigter, træværket
mediet er „in for a hard time“
Thomas Hotel „Den Yderste Kyst“
Peter „Hvad spørger man de døde om?“
Per fårk
Peter Den yderste kyst skal serien hedde
Thomas balance mellem horror og humor
Rune jeg er med
Per bravo!!
Peter Den yderste kyst er fedt – det er helt bogstaveligt den yderste kyst i Dk men også en fed metafor
Per godt, seriens konventioner og tone
Peter vi har et medie, et spøgelse og hvad mere?

Derefter gik vi så videre efter bogen med at skabe koncept og karakterer og fordele point.

Peter Dyrings gamle blog (shh, den sover bare), Hele molevitten, har stadig et par indlæg, og der er sgu også en actual play-tråd på The Forge hvor de cool kids hang ud.

Burning Warhammer

burning-wheel-hero.jpgElias (ikke Johs som jeg kom til at skrive først) var så god at købe mit Burning Wheel, så det ikke skulle vansmægte på min hylde.

Nu har jeg det jo ikke længere, så jeg kan jo dårligt kaste mig ud i en masse kloge betragtninger om det, men som Warhammer-spiller fandt jeg systemets tilgang til karakterer interessant. Noget af det bedste, mest kendetegnende ved Warhammer er karrieresystemet, men det kan være bøvlet at integrere meningsfyldt i en kampagne. BW har også et karrieresystem, „lifepaths“, men her er alt det noget der foregik inden karakteren blev eventyrer. Det giver et andet fokus, så det er ikke helt sammenligneligt, men jeg tænkte meget over fordele og ulemper ved de forskellige tilgange, og jeg fik også prøvet et par BW-spil i en Warhammer-setting (vi baksede dog lidt med at få mekanikken til at fungere). 

Men det jeg egentlig ville poste, var at jeg i den forbindelse nørdede nogle Warhammerficerede karakterark der lige så godt kan blive gjort tilgængelige (igen).

Så her er de, i farver og S/H. De ligger i størrelsesordenen 500-800kb (PDF).

BWsheetHvidBWsheetHvid2

BWsheetFarveBWsheetFarve2

Et eksempel på en karakter.

Blandt smuldnede bene

Da klinger i muld
det gamle guld.

Tvende Glimt fra oldtidsdage
funkler i de nye tider.
Sælsomt vendte de tilbage,
gådefyldt på røde sider.

SquarespaceBroken.jpeg

I forbindelse med genoplivningen af blogskriveriet gik jeg selvfølgelig tilbage og så hvad jeg havde lavet tidligere. Ak, men alt er forgængeligt, og selvom jeg har forsøgt at tage backups, så er meget forsvundet. Omvendt er der dog også indlæg jeg i sin tid har skitseret, men aldrig fået postet. Og fordelen ved at blive halvgammel er at der også er meget jeg bare havde glemt. 

Faktisk er der så meget at det bliver helt overvældende. Nu ved jeg af erfaring at det kræver en indsats at drive en blog. Udover den tekst der kom på bloggen, har jeg jo også gået og tænkt over indholdet, læst andre blogs/hjemmesider/bøger/whatever og været i dialog med andre bloggere via kommentarer, for ikke at tale om de projekter der løbende gav inspiration – scenarieskrivning, kampagner, fora osv. Set her lidt på afstand virker det næsten vanvittigt hvad jeg kunne nå før voksenlivet for alvor satte ind, og sociale medier smadrede den fritid jeg nu engang havde (de satte selvfølgelig også noget i stedet for – det er ikke den diskussion jeg er interesseret i, men en negativ betydning havde de, for mig).

BlogspotBrokenDet er garanteret en røvkedelig erkendelse enhver nogen-og-fyrreårig midtlivskrise-mor/far har gjort sig, men når jeg sidder her og roder i filformater der ser mærkelige ud fordi de er fra en anden tid, og genlæser min produktion, så er det alligevel et lille chok. Og tænk så på hvad der ikke er gået til i harddisknedbrud og sjusket filhåndtering! For slet ikke at tale om hvad der ikke lever længere fordi det i sin tid kun fandtes på papir. Meget af det jeg graver frem, er heldigvis, for at være ærlig, noget shit, så jeg kan altid slå tabet hen med at det næppe var noget vigtigt. Men der har også været flere små panikanfald hvor jeg troede hele scenarier tabt, men backups – og i et enkelt tilfælde den digitale skraldespand – var mig nådig.

Jeg er en notorisk krønikør, så mange af de ting jeg har gemt, er værdifulde fordi de er gemt, snarere end fordi de var værd at gemme på. Men det kan måske komme mig til gavn nu at jeg har et lager af tanker at dykke ned i mens jeg kommer op i omdrejninger igen.

EfterBrokenPlanen er dog ikke at dvæle ved fortidens successer og nederlag: Mine scenarier er gamle og alt er sagt og skrevet (du kan finde dem på Alexandria). Den ældste blog handlede mest om film, så det er ikke relevant her. Indie-bølgen er ikke længere en indie-bølge man kunne dyrke, udforske og udbrede, men en naturlig del af mange nutidige scenarieforfatteres tænkning og redskabskasse. Min formåen rakte ikke til at realisere de ideer jeg havde om at skabe et forum for scenarieforfattere, eller måske ligefrem lancere en ny con. Men det var alt sammen emner jeg og andre bloggede om – noget med rod i virkelige oplevelser, meget også bare som begejstrede ideer. 

Dermed har ikke så meget ændret sig, selvom det nu sker inden for en mindre kreds og med færre kontaktflader. Jeg gør det her af lyst, for at sætte ord på tanker … og på de nye tanker dét sætter i gang. Forhåbentlig for at dele en begejstring. Det vil selvfølgelig ikke gøre noget hvis nogen læser med og får noget ud af det, eller ligefrem smider en kommentar der kan tjene som videre inspiration. Jeg har en ide om hvad der skal ske, men tænk hvis jeg kunne blive overrasket.

Nå, nu skal jeg nok lade være med at meta’e mere og komme i gang med indholdet, men hvis ikke man må beskue sin navle på en blog, hvor så.

[credit til Adam Oehlenschläger, Guldhornene]

FantasyBroken.jpeg