Det hemmelige selskab

Gensyn med scenariet: Det hemmelige selskab, af Lars Kaos Andresen, Fastaval 2005 (eget system) *

dhs_coverDet her er i højere grad et Lars Andresen-scenarie end Call of Cthulhu, men det er et effektivt horror-drama der fungerer fint inden for Lovecrafts Mythos. Forfatteren er da også selv meget opmærksom på ikke at hype det på en forkert præmis – hvor Den danske forbindelse havde sine handlekraftige herrer, så er det her almindelige, ligefrem skrøbelige mennesker, stillet over for umenneskelig ondskab.

Jeg har generelt forsøgt at undgå at fokusere på priser, men det føles forkert ikke at nævne at Det hemmelige selskab (Dhs) vandt Ottoen for Bedste Scenarie. Det er en i mine øjne en fortjent vinder: Tilgængeligt, gennemført, modent – og samtidig interessant fordi det er gemen „genrelitteratur“ (Lovecraft), men med en personlig vinkling, og samtidig meget specifikt Fastaval ift. roller og struktur, systemløst drama og historie-specifikt system.

Handling og Mythos

En gud har sovet under Salisbury i tusindvis af år, formildet af lokale kultister der til gengæld er blevet velsignet med magi. Karaktererne kender ikke den historie, men ender alligevel med at måtte videreføre ansvaret, med de omkostninger og belønninger det potentielt medfører.

Den „næsten glemte gud“ er Nyogtha (idiosynkratisk stavet „Nyoghta“), Tingen Som Ikke Skulle Have Været. Hen er, ligesom monstrene i Den danske forbindelse, skabt af Lovecrafts arvtagere. Jeg er ikke stødt på hen i litteraturen, men den udgave der præsenteres i min gamle udgave af CoC, har evner der passer ret godt på særreglerne i Dhs: „… teaches [witches] spells on occasion in return for sacrifices and POW.“

Det er en klar pointe i Dhs at monstret skal forblive en udefineret ondskab – både fordi karaktererne er uvidende om det, men også fordi det er det der virker mest skræmmende i en horrorfortælling. På det punkt er scenariet meget Lovecraftian (omend nogen så formentlig ville have læst noget blasfemisk om det i Necronomicon – det er en overraskende tilgængelig ressource i Lovecrafts noveller).

Scenariet fortæller historien om de mørke magter fra kultisternes side, en vinkel der ikke er så usædvanlig, se fx snakken om Sigil & Sign m.fl., men her med stor sympati, for der er tale om (næsten) helt almindelige mennesker der er oppe mod ubegribelige kræfter.

Form og teknik

Scenariet veksler groft sagt mellem rollespilsscener og ritualer. Der er overnaturlige fjender der kan bidrage med lidt action, men det er ikke der fokus ligger. Der er heller ikke rigtigt noget detektivarbejde, selvom de godt kan grave mere af baggrundshistorien frem. Spændingen ligger primært i hovedpersonernes dramatiske syndefald.

dhs_char
Magasin-inspireret layout og fotos er med til klart at adskille scenariet fra old school-CoC.

Karaktererne er skrevet som længere, dramatiske oplæg og med Lars’ genkendelige vekslen mellem dialog/prosa, brug af andenperson og mere nøgtern beskrivelse. Det er et format der inviterer til fordybelse i og udlevelse af en rolle. Efter første scene får alle udleveret et handout der bidrager til historien, og et ark der antyder den magi de nu har adgang til. Disse gryende overnaturlige kræfter binder dem direkte sammen med den mekanik der styrer magien og magtbalancen med Nyogtha, så scenariet er ikke kun afhængigt af „gode rollespillere“.

Der er kun løse beskrivelser af ritualerne, så det er op til spillerne at beslutte hvor langt de er villige til at gå – scenarieteksten lægger op til at frygt, død og sex kan være effektivt til at behage guden, men det er altså spillerne der selv sætter grænsen for udskejelserne ud fra egne normer og tolkning af deres karakter. 

Det specialdesignede system der balancerer magt og magi, er enkelt, men også stramt fokuseret på netop denne historie og disse hovedpersoner og de valg forfatteren gerne vil udsætte dem for. Kort fortalt er kunsten at vinde Nyogthas „Goodwill“ (der kan omsættes i magi) og undgå at hen vågner, enten af for lidt eller for meget opmærksomhed. De specifikke måltal i mekanikken holdes skjult for spillerne, så de er tvunget til at prøve sig frem. Det er en stærk motor for de eskalerende ritualer og som motivation for de individuelle karakterer.

NB: Der står Basic Roleplaying på Alexandria, men det er ikke korrekt, andet end som basic i „et meget enkelt system“.

Læs det for …

  • Fornemt dirigeret karakterudvikling gennem en blanding af system, fastlagte scener og antydede temaer hos de enkelte personer.
  • Et simpelt system til at håndtere urkræfter og magi der på en overskuelig måde har direkte effekt på handling og karakterudvikling.
  • En tilgang til Lovecrafts Mythos der insisterer på at fastholde det ukendte og uforklarlige.
  • Det hemmelige selskab får scenarieskrivning til at se let ud – og måske behøver det bare ikke være så kompliceret?

Næste gang: Port Charlotte af Brian Rasmussen, endnu et rigtig fint scenarie fra Fastaval 2005 … 

*) Jeg læser scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 og med god vilje kan siges at have et Cthulhu-tema. Du finder en liste her.

En æskefuld ondskab

æskeGensyn med scenariet: En æskefuld ondskab, af Thomas Brejnegaard Knudsen, Viking-Con 2005 (Call of Cthulhu) *

En æskefuld ondskab (Eæo) er en åben kærlighedserklæring til Mike Mignolas Hellboy-tegneserie, mere specifikt historien Box Full of Evil, udsat for Call of Cthulhu. Hvilket er passende, for dele af Mignolas univers trækker klart på Lovecrafts, særligt de mægtige Ogdru Jahad, de hvilende tentakkelkæmper der skal bringe jordens undergang. Det er en oplagt kobling. Og så er det et scenarie jeg ikke havde læst i forvejen eller overhovedet kendte. („Helvedes Pisugler“ har deres navn på et andet af Thomas’ scenarier, men jeg ved ikke hvem/hvad det dækker over).

Handling og Mythos

f972b428840e1cbfa530b3986257dad2._SX1280_QL80_TTD_
Side fra Box Full of Evil – starten på scenariet er meget tro mod scenen her.

Det vi har, er altså en Hellboy-historie, men uden Hellboy selv. I originalen er det den hornede muskelmand og amfibievæsnet Abe Sapien der skal opklare et mystisk indbrud begået af en okkult tyv og ender i et opgør med dæmoner om Hellboys skæbne som Dyret i Apokalypsen. I scenariet er plottet i grove træk det samme, men Hellboy-baggrundshistorien (om hans højre dommedagshånd) er væk, og i stedet for at en mystisk vision peger hen hvor klimaks skal stå, er det hér CoC-elementet er skubbet ind, og efterforskerne skal selv følge sporene. Den del er fint tænkt. 

Udover det tilføjede detektivarbejde er der også flere hentydninger til fascister og kommunister der kunne have givet scenariet et stærkere særkende, men det er lidt underudviklet – det mest konkrete indslag er en bande bøller der kommer efter karaktererne.

Struktur og stats er klassisk Call of Cthulhu, men scenariet sætter sig på det punkt lidt mellem to stole: Mythos-aficionados vil næppe blive mættet af en enkelt Dimensional Shambler, mens Hellboy-elementet mest ligger i den smule lånte plot der nu er – men uden Hellboy og tips til at genskabe Mignolas særegne fortællestil rammer det heller ikke helt rent dér. 

Min konklusion er nok at dæmoner (og pistolsvingende aber!) egentlig ikke er så Lovecraftian. (Altså hvis man ser bort fra den læsning af Mythos at al religion er menneskets forvanskede og mangelfulde forståelse af de ydre og urgamle guder). Jeg har tilfældigvis lige lyttet til The Dreams in the Witch House der måske er en af de Lovecraft-historier der kommer tættest på stemningen i Box: Den har både henvisninger til en djævletilbedende heks, et bibelsk mytologisk univers og faktisk næsten også en actionsekvens. Der kunne man måske have fundet inspiration, men det ligger lidt uden for vurderingen af det jeg sidder med her.

Form og teknik

kar
En bid af en karakter

Eæo er som sagt i sin grundform et CoC-scenarie: Karaktererne er efterforskere der følger spor og handouts („håndud“) til et okkult actionklimaks, det hele understøttet af Call-checks. Fjenderne har stats, og der er også et par opfordringer til at tjekke Skills eller Sanity, men ellers er det ikke noget der fylder så meget. Karaktererne har dog komplette stats, så man kan køre det helt efter bogen. 

Én ting jeg godt kan lide er at hver karakter har tilknyttet et par kontakter. De er alle relevante for scenariet, og det er en let og oplagt måde at give spillerne mulighed og indflydelse på. Det er en unik ting de hver især kan byde ind med, og det sikrer næsten at de ikke kommer til at sidde fast.

Læs det for …

  • Et forsøg på at binde sløjfe på Hellboy/Cthulhu-båndet.
  • Old-school CoC med lidt investigation og lidt kamp, uden så meget horror, men til gengæld et glimt i øjet.
  • Brugen af karakterernes kontakter – det giver spil-lederen en åben, men ikke for håndfast måde at styre efterforskningen på.

Næste gang vender jeg som sagt tilbage til Lars Andresen med Det hemmelige selskab … men måske møder vi Thomas igen hvis jeg også når til at læse Warhammer-scenarier.

*) Jeg læser scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 og med god vilje kan siges at have et Cthulhu-tema. Du finder en liste her.

Den danske forbindelse

Gensyn med scenariet: Den danske forbindelse, af Lars Andresen, Orkon 2004 (Call of Cthulhu) *

Den Danske Forbindelse er et klassisk Call-scenarie. Det betyder, at en gruppe handlekraftige personer får øjnene op for, at der findes forfærdelige og umenneskelige ting i denne verden, og de bliver nødt til at bekæmpe dette – og bliver sandsynligvis vanvittige undervejs. 

– Den første sætning der møder læseren

DDF_coverDen danske forbindelse (Ddf) er et virkelig tilfredsstillende scenarie. Og ikke underligt – det var sådan cirka Lars’ 18. på det tidspunkt, og her har han altså tidligere skrevet store scenarier på forkant med designtrends, som Isabelle, Tidens ritual og Proaktiv. Når en så erfaren forfatter vælger „det sikre“, som at gå tilbage til et klassisk system og et gennemprøvet scenarieformat, er der vel næsten garanti for godt håndværk. Men … Den danske forbindelse er lige den anelse bedre end bare den seneste Stephen King-roman. For selv uden de „litterære“ og tematiske ambitioner fra andre af hans scenarier, så er der ikke mindre hjerteblod i det her.

Min læseliste er jo faktisk ret kort, men den ville have set meget anderledes ud hvis den medtog halvfemserne (og måske i endnu større grad hvis der var flere scenarier fra firserne gemt på Alexandria). Men så må Ddf bare stå som en smuk repræsentant for den guldalder – kvantiteten fra dengang kan nok alligevel ikke måle sig med kvaliteten af denne kærlige hilsen dertil.

Handling og Myhos

Efterforskerne, fire handlekraftige herrer med lidt indbyggede relationer på kryds og tværs, indleder handlingen på et skib i havnen i London og må følge de horrible spor efter unaturlige og væmmelige cthonian-æg til København og derfra til Vesterhavskysten og det endelige opgør med en nyopstået kult og et endnu større og værre monster. Scenariet veksler mellem efterforskning (samtaler og fund af breve og logbøger) og horror/action. Undervejs får heltene modspil fra en københavnsk kult der forfølger sin egen agenda og kan bruges mere eller mindre aktivt mod karaktererne. Som antydet i introteksten er der lagt op til at det skal være farligt og ubehageligt, og siden historien ikke er skrevet med henblik på en kampagne, kan og bør man spille hen imod et for karaktererne skæbnesvangert udfald. Brugen af cthonians og deres mægtige herre ikke ligefrem revolutionerende, men det er tænkt rigtig godt ind i historien og fungerer særlig godt i fiskermiljøet. Forfatteren forstår at behandle sine uhyrer med behørig respekt.

Cthonians benytter sig af tankekontrol, og hvis jeg skulle pege på en enkelt forpasset chance, så er det at de oplagt kunne bruge dem mod karaktererne i klimakset – måske få dem til at sympatisere med monstrene eller ligefrem forsøge at forhindre deres udryddelse. Eller bare til at plante ubehagelige, rædselsvækkende billeder. Men det kan man jo også bare gøre.

Form og teknik

DDFO_flowchart
Flowchart med info nok til at køre et plot-scenarie.

Scenariet er helt igennem tro mod Call of Cthulhus ånd og bogstav. Der er ingen forsøg på ironi eller distancering, bare fokus på det der virkede da „vi“ spillede det straight i slut-80’er/start-90’erne. Bare lidt bedre, fx uden at hænge sig for meget i at alting skal klares med et rul, og en meget klar bevidsthed om hvad historien er og hvordan man får spillerne igennem den. Samtidig er der klare bokse med anvisninger til hvornår man ruller hvad (dog mest orienteret mod Sanity og Spot Hidden), og der er vedlagt et ark med en regelintro, så alle kan være med. Der er også en kort tekst om Cthulhu-rollespil og at skabe uhygge generelt. Illustrationerne er historiske S/H-fotos der ikke altid rammer helt rent, men de sætter en udmærket stemning.

Det skal siges at Alexandria-udgaven har karaktererne, men ikke deres CoC-stats. Lars har sagt at han vil få dem genskabt, for de har altid været tænkt som et centralt element. Jeg overvejede om de måske var udeladt bevidst i den tilgængelige udgave, men forklaringen er nok bare at de blev lavet i hånden og er gået til, for det er oprindeligt skrevet til en lille kongres.

Læs det for …

  • Troen på at en lille (nå ja, i kosmisk perspektiv, selvfølgelig ikke lille som i et moderne socialrealistisk scenarie) plotorienteret fortælling sagtens kan bære, særligt hvis man tør tage den alvorligt. Indre missionske fiskere som kultister? Nej, det behøver faktisk ikke være satire – det kan godt bare være et effektivt billede eller en velfungerende association.
  • Godt håndværk bør ikke være et skældsord.

Det er skægt at tænke på at Den danske forbindelse udkom året før Lars’ Det hemmelige selskab, for de peger virkelig i hver sin retning. Men før vi kommer til det, gælder det Thomas Bregnegaard Knudsens En æskefuld ondskab.

*) Jeg læser scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 og med god vilje kan siges at have et Cthulhu-tema. Du finder en liste her.

Drømmen om en konge i gult

Gensyn med scenariet: Drømmen om en konge i gult, af Jakob Schmidt-Madsen, Fastaval 2003 (systemløst) *

Min stemme falmer bort, sjælesangs dåd
dine toner dør ud som tårer uden gråd
skal spildes og drukne
i svundne Carcosa

– fra Jakobs egen, fine oversættelse af Cassildas sang

Da Jakob Schmidt-Madsen nåede til at skrive Drømmen om en konge i gult (Doekig) havde han allerede et par okkulte historier under vesten, men nok så vigtigt også et par eksperimentelle scenarier med fokus på fortælling og spillernes rolle som aktører i fiktionen. Her mødes de to så, i et ambitiøst produkt på over 100 sider. 

Handling og Mythos

Doekig_coverVi er i København, 1962. En gruppe gymnasievenner genforenes for at indspille en avantgardistisk udgave af Le Roi en Jaune. Gennem scenariets to akter  skrider grænsen mellem fiktion, fortælling og virkelighed, indtil Kongen melder sin ankomst.

Drømmen er selvfølgelig slet ikke et Cthulhu-scenarie. Det tager udgangspunkt i Robert W. Chambers’ noveller om Den gule konge – og holder sig vel at mærke inden for dennes originale værk, ikke den senere bastardiserede udgave (Lovecraft havde nogle overfladiske referencer til historien, men uden rigtigt at gå i detaljer – det kom først senere, og i rollespillet Call of Cthulhu var Hastur reduceret fra et flertydigt koncept til endnu en amorf boble med stats). Men derfor skal det alligevel med, ikke mindst på netop denne blog. For som en adaption eller tolkning af kildematerialet er Doekig noget af det bedste jeg har læst. 

I denne udgave er opførelsen af det berygtede skuespil henlagt til København under Cubakrisen, og scenariet fastholder fornemt følelsen af undergang og galskab, både i Carcosa som sted og idé og i karakterernes opløsning ind i fiktionen. JSM adresserer endda også behovet for at forny skuespillet for at bevare dets farlighed og relevans, en problemstilling mere mainstream fremstillinger af myten ofte bakser med. 

Nå, det blev lidt højtragende af det der egentlig bare skulle referere handlingen, men det er bare konceptuelt stærke sager, mens selve plotdelen – studiekammerater opfører skuespil – blot er en praktisk omstændighed i forhold til historien om hvordan de investerer sig selv i rollerne, og rollerne forener nutid (samtid) med fiktionens almengyldighed. 

Form og teknik

Scenerne i scenariet er skrevet på forhånd og skal forestille at være en moderne filmatisering af Kongen i gult. Men selve det at folde dem ud bliver ikke bare en improvisationsøvelse, det bliver også en del af udviklingen af karaktererne der igen påvirker historien. Spillerne skal diskutere scenerne undervejs, og instruktøren (spillet af spil-lederen) kan benytte sig af regi, ligesom spillerne også har stikord at arbejde ud fra. Det er ikke gjort eksplicit i teksten, men det er oplagt at dele spillokalet op for at tydeliggøre hvor i fiktionen man befinder sig.

Doekig_polRammen for scenariet er som sagt Cubakrisen, og ud over produktionsplan og regi-noter er de medfølgende Politiken-forsider der følger konflikten dag for dag, de væsentligste effekter. De er desværre ikke i super god opløsning, men de kan læses, i hvert fald godt nok til at skabe stemning.

Scenariet er systemløst. Der er lagt op til konflikter mellem karaktererne, men de må udspille sig naturligt, og ellers med lidt hjælp fra spil-lederen/instruktøren. Jeg ved ikke om vi har et ord for de instruerede scener (?) i første akt, men anden akt beskriver Jakob selv som rent intrigespil. Han refererer også til „dark soap“-metoden fra Olav Junker Kjærs Maskefald, men det forklares ikke nærmere.

Jeg var dommer det år (som man siger). Og jeg har desværre ikke mine noter længere, men jeg husker at jeg dengang var positiv, men også lidt tvivlende over for formen, ja, sværhedsgraden. En tvivl der blev gjort til skamme da bedømmelserne kom ind (scenariet vandt da også publikumsprisen). Og når jeg læser det igen i dag, står det egentlig bare stærkere. Det der dengang føltes avant garde, er egentlig ret ligetil. Ja, man skal lige vikle sin hjerne om hvordan fortællingens lag spiller sammen, og det er relevant at påpege at det sine steder bliver meget intellektuelt; og akt to fungerer kun hvis akt et er lykkedes. Men de enkelte faser er tydeligt formidlet. Dermed ikke sagt at det er for alle, men det her er et nøglescenarie inden for Fastaval-traditionen.

Læs det for …

  • JSMs forståelse for og fornyelse af myten om kongen i gult (mon ikke jeg kommer tilbage til det her når jeg engang når til at se på Tatters of the King).
  • De veludførte fortællemæssige kunstgreb.
  • Tydelig formidling, på trods af 12 punkt Times.
  • Holdbarhed. Det er muligvis det ældste af de scenarier jeg kommer til at læse, men det mærker man på ingen måde.
  • Form følger indhold.
  • Eller lad være med at læse det og spil det i stedet.

*) Jeg læser kongresscenarier der er tilgængeligt på Alexandria, udkom tidligst år 2000 og med god vilje kan siges at have et Cthulhu-tema. Du finder en liste her. Næste gang: Lars Andresens Den danske forbindelse.