[◄◄] Die Faunenberg – et satyrspil

Die Faunenberg – et satyrspil, Martin Svendsen, ARL MiniCon 2005

Sidste indspark fra Mrtin i denne omgang. Vi er ikke længere i Stahlbrügge, men der er en del lighedstegn med trilogien i dette scenarie der jo også stammer fra samme periode. Og måske alligevel? Fra introen hedder det:

Satyrspillet stammer fra den græske digtertradition, hvor tre tragedier blev afsluttet af et satyrpsil for at sætte de tunge værker i perspektiv og samtidig få lidt let at gå hjem på.

Det beskriver faktisk meget godt trilogien og Faunenberg her. Der er måske også en anden sammenhæng (som Johs gjorde opmærksom på), nemlig den at Stahlbrügge havde premiere på tre forskellige kongresser og benyttede forskellige systemer, og den tradition fortsætter her med en fjerde kongres og et helt nyt system.

Handling (spoiler)

Vi er på landevejskroen Die Faunenberg hvor gæstgiveren i virkeligheden er en mægtig Slaneesh-dæmon der hvert år skal foretage en offerhandling til sin mørke guds ære – og for at udfylde ledige stillinger på kroen. Således også i år hvor gæsterne – de potentielle ofre/udvalgte – er en sand helt, Johann von Mecklenburg, og en mere blakket forsamling, nemlig spilpersonerne. Disse har selv deres egne intriger, så det er ikke fra starten givet hvem de vil holde med. Det hele fører til et potentielt møde med den døde „ellekonge“ under den gamle offerhøj og et opgør eller en handel med dæmonen.

Indtryk

Screenshot 2019-03-10 at 19.46.12
Tegning af en af karaktererne.

Som det måske fremgår af det korte resume er setup for det her scenarie lidt strammere end Stahlbrügge-scenarierne. Og det tjener scenariet godt.

Det er rigt på referencer til oldgræsk teater (von Mecklenburg er scenariets Odysseus) og danske folkesagn om ellefolk. Det kunne godt blive unødvendigt prætentiøst, men det synes jeg slet ikke – det er ikke noget der bliver svælget i.

De foregående Svendsen-scenarier havde alle en vis grad af intrige mellem karaktererne, eller i hvert fald hemmeligheder der kunne komme for dagen undervejs, men her er der mere åbenlyst lagt op til interne konflikter og de helt store armbevægelser i rollespillet.

Og apropos karakterer, så er der også illustrationer af dem, og de er rigtig fine. Der er ingen credit, så jeg antager det er forfatteren selv der har været på spil (?).

Grim & gritty?

Die Faunenberg er ikke helt klassisk Warhammer, og det mener jeg faktisk positivt. Fortællingen har lidt Elverhøj på Warpstone over sig. Ellefolksmyterne har som sagt ligget som en inspiration – sammen med de græske sagn – og det sætter sit aftryk både på fortællingen og hvordan den er fortalt, sådan lidt som en teateropsætning (også afspejlet i titlen). Så, ikke så tungt og mudret som meget andet Warhammer, men helt sikkert stadig skummelt med sine ofringer og dæmoniske handler.

P1140157_-_Copy
Moel Ty Uchaf i Wales.

Der er ikke nogen dybere forklaring på ellefolket eller satyrerne – det beskrives som noget der hører Den gamle tro til, men som med tiden blev korrumperet og gik over til Kaos. Det passer fint ind i min forståelse af Warhammer. Det kunne have været en anledning til at binde Den gamle tro sammen med skovelverne – det ville i mine øjne give god mening og føje dybde til begge dele, men det ville være ren fluff og ikke noget der har relevans i scenariet her. Brugen af Slaneesh er heller ikke noget der bliver gået i detaljer med – der bliver gået let hen over konkrete beskrivelser af hvad de blasfemiske riter går ud på, og det er nok også den rigtige beslutning i et scenarie der ikke ønsker at tage sig selv for alvorligt.

I forhold til regler har vi fået både WFRP 1st. edition, d20 og her så, for første gang, WFRP 2nd. ed. Her som tidligere er det ikke noget der fylder alverden – karakterer og bipersoner har stats, men der er ikke forslag til tjeks, så det er mest beskrivende eller til brug i kamp.

Hermed en foreløbig afslutning på Martin Svendsen-dominansen (vi skal dog lige runde et bidrag til Imperiet), og jeg kan kun opfordre ham til at komme tilbage og skrive noget mere!

Dette er sæson to af [◄◄] Gensyn med scenariet: Oldhammer. Jeg læser Warhammer-scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 (frem til 2009) og med god vilje kan siges at være Warhammer. Du finder en liste her. Næste gang bliver det endnu en serie, nemlig At være eller ikke være … dværg.

[◄◄] Aske – Tilbage til Stahlbrügge

Gensyn med Aske – Tilbage til Stahlbrügge, af Martin Svendsen, Fastaval 2004

Tredje og sidste del af Stahlbrügge-trilogien (NB: linket fører til et eksempel på Alexandrias nye, fancy tag-system!). Nu ved vi ikke hvad der er foregået i hovedet på Martin Svendsen (for femten år siden!), men det er muligt at scenarierne først her bliver konsolideret som en trilogi. Det er i hvert fald først her de bliver omtalt som sådan, og der er en længere opsummering af metaplottet indtil nu. Jeg kan som nævnt tidligere godt lide det store scope.

Handling (spoiler)

A-River-Landscape-With-Figures-Fleeing-A-Burning-City-by-Pierre-Jacques-Volaire
Maleri af Pierre Jacques Volaire

Scenariet fortsætter historien umiddelbart hvor vi slap den i Skyggespil: Dødsdæmonen Mard(r)agg slap løs og spredte død og rædsel indtil en flok tvivlsomme helte ofrede sig for at få bugt med den. I kølvandet på de begivenheder er endnu en kult dukket op i byen, desperate og retfærdighedshungrende dræber og brænder de tilsyneladende tilfældige byboere der er fanget i byen af en mystisk tåge. Spilpersonerne kommer dertil for at løse deres egne problemer hos baronen, men som modydelse vil han have dem til at hjælpe ham med byens problemer først.

Spillerne plantes fra starten i en situation hvor spændingerne internt mellem karaktererne kommer i spil, og de får samtidig en fælles opgave. Da de kommer til Stahlbrügge er det mere traditionelt med en fastlagt række scener frem mod en åben forløsning (de hedder ikke længere Strategiske Knudepunkter, men scenerne er skrevet på samme åbne måde).

Indtryk

Jeg kan som sagt virkelig godt lide indledningen der sætter en konfliktfyldt scene (temmelig fastlagt, uden dog at være scriptet som man ville se det i et „moderne“ scenarie) og lader spillerne nøjes med korte stereotyper af deres karakterer. Først efter den scene får de den fulde tekst og evt. stats. Det er en fin ide der både gør det let at komme i gang og faktisk også understøtter det tema der antydes om at man i denne barske verden kan have en tendens til at falde tilbage til de skarpe, overfladiske løsninger.

Slutningen, derimod: „Det er op til dig og spillerne at finde ud af hvilken løsning der giver mening for dem.“ Og der er virkelig ikke ret meget mere at gå efter. Som sådan er det også nok – fordelen ved sandkassemetoden er at der bliver etableret nogle elementer som spillerne selv kan vælge blandt. Men man kunne helt sikkert godt have skrevet de nævnte muligheder mere ud her, om ikke andet så for at give scenariet lidt mere kulør og sammenhængskraft.

Indholdet ind imellem er okay. Der er igen ikke så meget handling, men stemningsfulde scener og interessante bipersoner som vi også har set i de foregående scenarier. Alt i alt er det bare ikke nær så gennemarbejdet som i Skyggespil.

Grim & gritty?

Ja, det mestrer Martin tydeligvis. Guden bag retfærdighedskulten får aldrig et navn, men det kunne godt ligne en fremstilling af Solkan – det kan dog også være der slet ikke er en, eller at det er en helt anden. Kaos’ modsætning, Orden (Law), gled ud som koncept efter førsteudgaven af Warhammer, og 2004 var faktisk året hvor vi fik Black Industries’ andenudgave – jeg tvivler dog på at det har nået at være afgørende her. Grundideen er uanset hvad ret solid, m/u Solkan, og vender den sædvanlige kultdynamik på hovedet.

kisspng-d20-system-dungeons-dragons-pathfinder-roleplayi-5b089789a42be4.0727032715272897376725Til gengæld er WFRP sat til side til fordel for d20-systemet, så scenariet falder lidt uden for de andre i den her gensynssæson. Det er uklart hvorfor, men jeg falder selv i periodiske fikse ideer om at omarbejde setting og systemer, så jeg kan sagtens sympatisere med det. Der står: „(…) hvis du ønsker at køre scenariet ud fra et system. Reglerne er d20-regler, men er meget low-powered for at tilpasse sig Warhammer-verdenen“. Så måske en erkendelse af at systemet her ikke er særligt vigtigt, og hvis der skal være et, hvorfor så ikke vælge noget potentielt flere kender og bruger? Det var i hvert fald en (for os overraskende) opdagelse med Sorte Rose at D&D i sig selv trækker bums on seats ( i virkeligheden burde man aldrig bruge andet!).

Dette er sæson to af [◄◄] Gensyn med scenariet: Oldhammer. Jeg læser Warhammer-scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 (frem til 2009) og med god vilje kan siges at være Warhammer. Du finder en liste her.

[◄◄] Skyggespil

Skyggespil_cover
Fed WFRP1-agtig forside.

Gensyn med Skyggespil, af Martin Svendsen, Fastaval 2003

Efter Beinbrecher- og Død-serierne, kommer vi nu ind midt i en tredje, nemlig Stahlbrügge-trilogien. Det fremgår først af næste og sidste del i serien hvordan scenarierne hænger sammen, og første del, Stahlbrügge am Nacht (2001), er desværre ikke på Alexandria. Men Skyggespil er altså del to af tre selvstændige historier i samme setting, med gennemgående bipersoner og et kronologisk metaplot. I hvert fald, det er muligt det først blev til en trilogi da der forelå tre scenarier, eller at det hele fra starten var en snedig plan fra forfatterens side – det kan jeg ikke lige gennemskue. Men jeg kan godt lide den slags ambitiøse sammenhænge.

Handlingen (spoiler)

En gruppe „eventyrere“ (i warhammersk forstand, dvs. voldelige folk på lur efter gylden mønt, no questions asked) finder på en død mand et brev der fører dem til Stahlbrügge der ligger i krigsforberedelser. Brevets oprindelige bærer var hyret af en skummel købmand til at finde et magisk høstsegl, og den opgave overtager karaktererne så. Det fører først til afsløringen af en Khaine-kult og derefter til et besøg på det lokale slot for at fremskaffe en tilknyttet profeti. Det viser sig at en dæmon har iscenesat den lokale konflikt, og slaget i klimaks tjener til at at påkalde en mægtig dødsdæmon. Det er op til spillerne hvilken af fraktionerne de støtter, eller om de vælger at tilsidesætte løftet om belønning og i stedet forsøger at stoppe dæmonen.

Udover den overordnede handling er der en række mindre plots knyttet til de enkelte karakterer. Det virker faktisk ret fint og bringer for alvor de personlige historier i spil.

Handlingen er – som i Beinbrecher III – beskrevet gennem Strategiske Knudepunkter (SKP), og de er stadig meget åbne (fx er SKP2 reelt bare en beskrivelse af byen), men betydeligt mere fokuserede end i førnævnte scenarie.

Indtryk

Skyggespil fremstår som et solidt og rimelig gennemarbejdet scenarie. Christian Vejløe har igen, som i Beinbrecher III, leveret nogle flotte gråtone-illustrationer og en Kaos-inspireret sideramme – stilen er meget WFRP1-agtig sådan anno The Lost and the Damned. Systemet er da også førsteudgaven. Der er ingen henvisninger til rul i teksten, men der er grundige stats på bipersoner og helt klart lagt op til at man (som minimum) bruger systemet i kamp.

Introduktionen til scenariet er et af de svagere punkter – det skyder stemningsmæssigt lidt i alle retninger; trøstesløst, men sjovt; episk, men tragikomisk osv. Det er svært helt at få greb om, og det er en god historie, med gode karakterer, så det kan sagtens blive „sjovt“ (det erklærede mål med scenariet), men humoren begrænser sig mest til fjollede tyske navne. I virkeligheden er måske et eksempel på en introtekst mest skrevet til Otto-dommerne (hvis jeg skal være lidt fræk), og jeg tror det ville have været bedre at undvære, for det kan sagtens stå for sig selv.

Screenshot 2019-03-05 at 09.54.55
Også lækre karakterportrætter.

Tematisk arbejder scenariet med ekstremt meget mørke, men giver samtidig spillerne mulighed for at gribe fat i et lille glimt af lys og muligvis sætte sig ud over de lette, dehumaniserende valg. I teorien. I praksis fornemmer jeg at Martin simpelthen er for rar til at det valg for alvor er reelt eller svært. Jeg synes meget tydeligt at scenariet vil have spillerne til at sætte sig op imod det onde, på bekostning af sig selv. Selvom der kan være antydet grunde til at vælge den mørke side i karakterbeskrivelserne, forskellige fristelser, ligger det også i scenarieformens natur at det bare tilfredsstillende at gå all-in i klimaks, også på en episk løsning der kan koste karakteren livet, for han skal jo ikke bruges igen. Så jeg synes mere det handler om at scenariet skaber en fed, mørk og mudret stemning omkring de afgørende beslutninger, og det er så absolut også noget værd. Og der er som nævnt også tænkt ind hvordan spillederen kan udfordre karaktererne med underplots der refererer til deres forskellige baggrunde.

Apropos karakterer, så er de til den lange side – men scenariet blev nomineret til en Otto for Bedste spilpersoner og bipersoner (full disclosure: Jeg var dommer), så det er ikke bare fluff: Beskrivelserne velskrevne og tegner faktisk nogle interessante typer der også har relationer på tværs og ind i handlingen. Og ikke mindst har de plads til at udvikle sig gennem scenariet.

Grim & Gritty?

Det må man sige. Det bliver meget tydeligt når man læser tre af hans scenarier i træk, at Martin har sin egen klare forståelse af det her univers. Men jeg bider først og fremmest mærke i hans brug af en sjælden gæst fra bestiariet, nemlig Mardragg, dødsdæmonen der egentlig hører under Khorne (og hedder Mardagg), men her er knyttet til Khaine (eller Khain som han sprogligt fornuftigt optræder i scenariet). Jeg er dog ikke helt sikker på hvorfor den ikke lige så godt kunne høre under Khorne – faktisk havde det været perfekt, for Tzeentch, Nurgle og Slaneesh er her også, og så havde vi haft fuld plade på Kaos-guderne! Udover at det var hyggeligt at se Mardagg, kunne jeg også godt lide tiggerkulten og købmanden Wilhelm der er en gennemgående karakter i trilogien.

Alt i alt et scenarie der scorer højt på rigtig mange af de parametre jeg måler et godt Oldhammer-scenarie ud fra!

Dette er sæson to af [◄◄] Gensyn med scenariet: Oldhammer. Jeg læser Warhammer-scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 (frem til 2009) og med god vilje kan siges at være Warhammer. Du finder en liste her.

[◄◄] En voldsom/uventet/gejstlig død

l_2933

  • En voldsom død (WFRP1), af Thomas Bregnegaard Knudsen, premiere på Viking-Con 21, 2002
  • En uventet død (WFRP1), af Svend Jensen og Thomas Bregnegaard Knudsen, Viking-Con 23, 2004
  • En gejstlig død (WFRP2), af Thomas Bregnegaard Knudsen, Viking-Con 24, 2005
  • En unødig død, af Svend Jensen, Viking-Con 25, 2005 (ikke læst)

Svend Jensen og Thomas Bregnegaard Knudsen (Helvedes Pisugler?) producerede over en kort årerække Død-serien, en række scenarier uden en gennemgående rød tråd, men ikke desto mindre lidt i samme stemning og alle sammen Warhammer. En unødig død ligger ikke på Alexandria, men med den stødt stigende kvalitetskurve i de første, kunne det ellers have været interessant at få med.

Handling (spoiler)

En voldsom død handler om en gruppe indfangere for heksejægerne („Aktions Abteilung“) der sendes ud for at pågribe en påstået dæmonolog. Han er imidlertid fanget sammen med en dæmon i en magisk cirkel, og for at få ham med i live må karaktererne snige sig ind i et Kaos-belejret Solkan-kloster og finde en bog med dæmonens sande navn. Da de befrier de to, forsøger dæmonen at slå dem ihjel, og troldmanden forsøger at flygte. Det er et udmærket setup, og ideen om en fraktion af heksejægere der ikke bekymrer sig om teologi eller strafudmåling, men bare skal sørge for at fange og håndtere Kaos-tilbedere, er god (og det er virkelig nogle powertrip-karakterer). Men der er kun meget lidt handling.

En uventet død har en gruppe eventyrere som karakterer. De eskorterer en ung mand hjem til sit gods som han skal arve efter at have været i hellig krig i Kislev i mange år. Hans far er ganske vist død, men han har fået hjælp af en nekromantiker til at skifte krop. Samtidig er der en yngre søn der forsøger at kuppe arven fra sin storebror, og nekromantikeren maner skeletter frem til højre og venstre. Kampene bliver potentielt lidt ensformige, men som man måske fornemmer, er der mere kød på baggrundshistorien, og karaktererne virker sjovere. Med lidt redaktionel bearbejdning er det her et scenarie der kunne have været bragt i et rollespilsmagasin i 90’erne, og det vandt publikumsprisen på Viking-Con i 2004.

Screenshot 2019-02-25 at 10.53.21En gejstlig død har en gruppe netop frisatte straffefanger i hovedrollerne. Tilfældige omstændigheder fører dem til et Verena-kloster i landsbyen Essen hvor en munk har indgået en pagt med Nurgle for at beskytte sine brødre mod pesten, på bekostning af verden udenfor. Scenariet udfolder sig om efterforskning, indtil det til sidst kommer til en kamp med dæmoner og „bæstmænd“ tilkaldt af ritualet. Det er på den måde et klassisk Call of Cthulhu-inspireret

Screenshot 2019-02-25 at 10.53.04
Gejstlig død har fine portrætter. (Tegner ukendt)

Warhammer-scenarie. Kvaliteten af tekst og historie er på et højere niveau end i de foregående, men stadig i samme ligetil stil. Der er dog også twists som at en ynkelig karakter dræbes i første træfning og skiftes ud med en sejere, og to af dem er på forhånd udpeget til at blive ramt af sygdommen. Stemningen i klostret minder meget om Rosens navn og Doomstones-scenariet Death Rock. (Desværre tror jeg der mangler et handout, men ikke noget der vælter forståelsen).

Indtryk

Døds-serien er ikke nogen stor, litterær oplevelse, men det har næppe heller været en ambition. Dog vil jeg sige at bare den bedre korrektur i Gejstlig løfter helhedsindtrykket. Voldsom er som sagt klart det svageste i serien, primært pga. den spinkle historie. Det er et udmærket setup, men der sker reelt ikke alverden, og den mest interessante sekvens – hvordan man kommer forbi en hel hær – er helt overladt til spilleder og spillere. De næste to scenarier har en del mere kød på historie og handling. Jeg var glad for Gejstligs stemning på klostret, men forviklingerne omkring arvefølge og genopstandelse i Uventet er også fine.

På minussiden er der nogle lidt træge rejsesekvenser i alle tre scenarier (særligt dog i Voldsom) og lidt for mange kampsekvenser uden en fortælling eller stemning til min smag.

De tre scenarier kommer godt rundt i karriererne. Der er ikke alverden af baggrund, men nok til at få et indtryk af karaktererne. Indfangerne i Voldsom er nok de mest specielle. De er som sagt rimelig hardcore, og det kan være en fin magt-fantasi, men det bliver ikke brugt til så meget, for de kan alligevel ikke klare den hær de kommer op imod – men dæmonen er virkelig grum, så det er sikkert fornuftigt balanceret.

Grim & Gritty?

Der er en del kamp, så systemet kommer i brug i alle scenarierne. Indholdet er lige efter bogen: Solkan, bloodletter-dæmon, Kaoskulter, blodige familieintriger, straffefanger, et Verena-kloster og pest er alt sammen fine elementer i et Warhammer-scenarie. Karaktererne er også skrevet med det der stænk af humor der er med til at sætte stemningen. Der er henvisninger til kendte byer, og andre har forfatterne selv fundet på – det er som det skal være. Scenarierne kan spilles uden særlig verdenskundskab, selvom det selvfølgelig vil give oplevelsen et ekstra kick at have den.

Alt i alt, i hvert fald to udmærkede historier, masser af Warhammer-stemning og materiale der burde være ligetil at køre.

Jeg læser scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 og med god vilje kan siges at have et Warhammer-tema. Du finder en liste her. Og de næste tre gange står den på Martin Svendsen!

[◄◄] Beinbrecher III – Rotternes hævn

l_1450Beinbrecher III – Rotternes hævn (WFRP1),
af Martin Svendsen, Per Frederiksen og Thomas Jensen,
premiere på ConFusion 2002

Forud for Rotternes hævn er der gået tre andre Beinbrecher-scenarier (skrevet i 1994 og ’96 af Thomas Jensen) der desværre ikke er online, så jeg kan ikke vurdere hvordan de forholder sig til hinanden; men der er ingen henvisninger til „Beinbrecher“ her, så det virker mest som en løs, konceptuel sammenhæng. Som jeg har forstået nummereringen, så var dette scenarie egentlig tænkt som en nedskrivning af Beinbrecher III: Thanquols plan, men det udviklede sig i sin egen retning og virker her mere som en selvstændig sequel.

Handling

Screenshot 2019-02-24 at 12.12.39
Peak skaven (en af spilpersonerne). (illustration: Christian Vejløe)

I kølvandet på begivenhederne der er beskrevet i romanen Skavenslayer, kommer en gruppe skaven til Nuln for at generobre visse effekter de mener rettelig tilhører dem. Men byens magikere flytter materialet rundt mellem forskellige lokationer, og samtidig er der to kulter – for hhv. Nurgle og Tzeentch – der blander sig i kampen. Skaven er fra naturens hånd upålidelige rygstikkere, og disse rottemænd er kun forenet gennem deres fælles mission og gensidige mistro – og der er da også, helt forventeligt, (mindst) en forræder med. Handlingen drives af karakterernes søgen og træfninger med andre fraktioner der vil forhindre dem i at vinde deres bytte, snarere end et overordnet plot. Jeg synes ikke det er helt klart hvad effekterne egentlig er, men de tjener også mest som en MacGuffin.

Indtryk

Rotternes hævn er en tour de force i „Oldhammer“ – Warhammer af den gamle skole, med masser af snavs, sygdom og vold, men her dog mere kulørt end realistisk. Der er rigtig meget fluffy indhold: en lang beskrivelse af skaven-samfundet, en guide til hele Nuln (oversat fra en fan-artikel på nettet) og byens magtmennesker der ikke optræder i scenariet, foruden lige en guide til de forskellige skaven-klaner (formentlig også oversat fra en anden kilde?) og deres specielle våben – men næsten ingen handling. Der er fx en flot illustration af Grey Seer Tchinn der giver missionen, men ingen beskrivelse af ham eller scenen hvor han gør det – den eksisterer kun som et punkt på flowchartet. Barberet ned er der fem lokationer („knudepunkter“) med tilhørende bipersoner (på hver en halv til en hel side), men de kommer ikke med forslag til hvad der skal ske. Det er helt op til spillederen at iscenesætte ud fra grundpræmissen: Rottefolket vil have deres Warpstone, og det vil menneskene forhindre – samtidig med at „de hårløse aber“ vil være mulige at spille ud mod hinanden. Nedenunder det ligger der et antydet intrigespil mellem karaktererne (der i øvrigt er fine og meget power-fantasy-agtige). Den mest konkrete handling er faktisk forslag til tilfældige møder i byen. Det er muligvis det mest sandkasseagtige scenarie jeg har læst.

Klatch One-eye - sheet
Custom karakterark (af Kenneth Madsen).

Men samtidig er jeg ikke i tvivl om at det kan blive sjovt. Man kan sagtens se karaktererne tosse rundt for sig, og hvordan man kan skabe kaotiske konfrontationer bare ved at bringe de forskellige fraktioner sammen. Og så bare det at spille de ret ekstreme karakterer. Det hele er bare så indforstået – hvis ikke man i forvejen er inde i skaven-kundskaben, tror jeg ikke den vedlagte Wall of Text skaber nogen dybere forståelse. Jeg vil være interesseret i at høre fra folks spilerfaringer.

Reglerne (1st. edition) er ført helt igennem – der er lækre karakterark, stats på mange bipersoner, og der henvises til Risk Test osv. Særlige skaven-våben og evner har også sit eget afsnit.

Grim & Gritty?

Hvor Warhammer er det? Der er som jeg lagde ud med at sige, ingen tvivl om at forfatterne har elsket Warhammer og er godt inde i stoffet. Jeg ved ikke hvor meget af materialet er planket/omskrevet, og hvor meget der er originalt, men det hele føles meget „ægte“. Vi har som sagt skaven (ovenikøbet som karakterer), Warpstone-våben, tie-in med romanuniverset, troldmandslaug, hele to (faktisk ret kreativt tænkte) kulter, natmænd og kloakstoddere og sikkert meget mere. Jeg snublede lidt over at Nuln skulle have været mere frisindet inden Emmanuelle von Liebewtz end under hende, men det lader til at være taget fra Skavenslayer, så det vil jeg ikke betvivle (blot fastholde min egen opfattelse).

NB: På Fastaval 2019 får man igen chancen for at spille skaven, nemlig i Rotteræs.

Tak til Thais der havde de manglende filer (kort og karakterer), så Alexandria-sættet nu er komplet.

Dette er sæson to af [◄◄] Gensyn med scenariet: Oldhammer. Jeg læser Warhammer-scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 (frem til 2009) og med god vilje kan siges at være Warhammer. Du finder en liste her.

Næste gang er det endnu en meget løst forbundet serie, nemlig 3x Død, og jeg tager dem i én omgang.

Danske Warhammer-con-scenarier

[Scenariegensyn, sæson 2: Warhammer] [◄◄]

Jep, jeg tager så små tilløb til at læse danske Warhammer-scenarier. Krav: tilgængeligt på pdf, skrevet efter år 2000 og med et minimum af tilhørsforhold til Warhammer-system eller -univers. Er listen dækkende? (Sorte Rose-trilogien (2001) er med vilje ikke taget med).

Sæson 2

Sæson 3

PS: Interessant hvordan systemet falder helt ud, men settingen lever videre. Det betyder at jeg tager det i to omgange og tager WFRP-regel-scenarier og setting-scenarier separat. Der er et naturligt snit ved 2009.

PPS: Johs har også på et tidspunkt været i Alexandrias scenariesamling for at se på Warhammer: Hvad fortæller Alexandria os?

PPPS: Og Kristian har produceret et helt kompendium om Marienburg med bidrag fra alle mulige.

PPPPS: Tak for tilføjelserne!

10 gode, danske Mythos-scenarier

Cth_10forsider.jpgSå er jeg igennem de ti danske Cthulhu-ish scenarier. Det var skægt, men spiste nogle timer. Det vidste jeg egentlig godt inden jeg gik i gang – jeg har jo prøvet det et par gange før – men virkeligheden er altid lidt mere … konkret (mystisk, jeg ved det). Warhammer-gennemgangen er on, men nu skal jeg rode lidt med det der scenarie, så bloggen får lige en kort pause. 

Konklusioner? For det første at kvaliteten har været skyhøj. Jeg er gået ind til det her med en klar intention om at være faktuel og i sær fremhæve det positive – ingen af de her forfattere har bedt om opmærksomheden, og så er det ikke sjovt at blive svinet af en komplet ligegyldig know-it-all på internettet – men! Det har virkelig ikke været nødvendig at slå knuder på sig selv i den henseende. Jeg har i forbifarten nævnt et par ting der kan være problematisk, og jeg har nærmere siddet og været bekymret for at nu blev det sgu lidt for kælent. Der er også et par tilfælde hvor jeg først studsede over at der ikke er faldet (flere) Otto-nomineringer af, men det bliver mere forståeligt når man ser hvor højt niveauet generelt er. Jeg kunne unde alle de her scenarier mere opmærksomhed, mere spilletid.

I forhold til Cthulhu & co. er tendensen klar: Ingen på den danske scenariescene er interesseret i at overspille Mythos-kortet. Altid er det noget der lurer i baggrunden, evt. under andre navne eller i uventede afskygninger. Der er mange kreative twists på „genren“ og formidlingen – det kan vi godt være stolte af.

Just the facts

Setting: De britiske øer: 5 (+delvist Den danske forbindelse og Dronningen på Smaragdtronen), Danmark: 4 og Europa: 1. Sjovt nok ikke et eneste sat i USA (men det kommer …).

Karakterer: efterforskere: 4, „normals“: 4, (eks-)kultister: 2

Ondskab: Vi har Shudde M’ell, Hastur/Kongen i gult, Nyogtha, Dagon, to gange Dreamlands og lidt antydet Nyarlathotep. Foruden to sovende, unavngivne uhyrer i dybet, en æskefuld dæmoner der falder lidt uden for kategori, og diverse critters.

System: hjemmebrygget: 4, Call of Cthulhu-variant: 3, systemløst: 3. Næsten alle har større eller mindre fokus på galskab, men griber det meget forskelligt an. Der er også flere interessante bud på hvordan efterforskning kan afvikles.

Listen, en ekstra gang

Med tak til Peter Brodersen og Alexandria.dk – det er en fantastisk ressource.