[NEU] Sydens (nye) guder

[Religion i Neuhammer, del 2]
Jeg forholder mig generelt ret løst til al den lore der er opbygget over utallige Battle-bøger, men jeg har alligevel skimmet et par wikis, og her er „hvad vi ved“:

-2000 til -1500: Elvere og dværge kæmper i det der bliver Syden. Mennesker rejser et mægtigt tempel i Tylos (med hjælp fra dværge), men det synker i sumpen og er nu knyttet sammen med skaven-legender. Elverne går i eksil og dværgenes rige ødelægges af naturkatastrofer. Det hele lyder ret dystert, og først 2000 år senere blomstrer menneskets riger – masser af tid til at opbygge magi og myter.

Fra ca. 500: Tilea og „klassicismen“ er en ting. Det må formodes at Verena osv. er fra samme periode (men med udspring i noget ældre).

1200-tallet: Sydens guder når for alvor til Imperiet, altså på et tidspunkt hvor Sigmar er stærkt etableret.

Ca. 1450: Hellig krig mod Arabiya (min stavemåde), og ja, det er nødvendigt at rydde op i dén racistiske kliche.

Sydens mysticisme

Tileas (og resten af Sydens) guder repræsenterer i højere grad end Nordens filosfiske ideer. Dvs. at de trods deres lidt bedagede fremtoning er bedre fremtidssikret ikke mindst i en renæssancetid. De har derfor gennemgået en mindre drastisk forvandling end Ulrik og de andre. Men de har en fortid der fortoner sig i ældre racers tåger, og den mysticisme er stadig et særtræk – selvom jeg forestiller mig at det er blevet udvandet i imperiet.

Et vigtigt kendetegn ved Sydens guder er at de repræsenterer menneskelige ideer (og filosofi og stræben og dårskab osv.), ikke som Nordens der først og fremmest er bærere af guddommelig magt som mennesket så underkaster sig for at få del i eller beskyttelse fra. Det medfører en meget større alsidighed blandt Sydens guder. Den håndfuld der er bedst kendt i Imperiet, er kun en brøkdel. Der er et helt mylder af guder, muser, heroer, daimoner m.m. i deres fortællinger, og de er generelt meget tættere på menneskene, sådan helt personligt, hvorimod Ulrik hellere vil sende en snestorm eller en kæmpeulv (eller en tohalet meteor). Så grundtroen er uforandret, men gudernes fortælling er løbende i udvikling.

Helt generelt er (gradvis) indvielse et træk ved mysticisme, og jeg forestiller mig at denne stræben efter kundskab – erkendelse, gnosis – er et nøgleelement i troen. Så hvad er „hemmelighederne“? Well, det vil jeg ikke lægge mig fast på, men én ide kunne være at de har baseret en del af deres „ophøjede tankegang“ på den mere raffinerede elverkultur. Og hvis I husker fra magi-snakken, så er det højelverne kan, at de forener flere farver i én. Det klinger af monoteisme, og det kunne være et fint, hemmeligt dogme som kun er de højst indviede forundt. Det fører også naturligt videre til hvorfor de så sig kaldede til at føre hellig krig. Man skal huske at denne tro i så fald ville være farvet af et par årtusinders kulturelt mørke og potentiel korruption (frem til Tileas stiftelse) hvor de kan have fået alle mulige tossede ideer.

Guderne

De guder der er tilskrevet Syden, fremstår ret tynde hvis man tager dem for pålydende, men lad mig alligevel tage udgangspunkt i dem:

Ranald er speciel, for han regnes til klassikken, men ifølge Tome of Salvation modsætter ranaldisterne sig den udlægning og fastholder i stedet at Ranald blev født meget senere, som almindeligt menneske. Jeg vil ikke afgøre hvem der har ret, men uanset hvad passer det ret godt ind i min opfattelse af at de har deres eget liv og en fortælling der til stadighed er i udvikling. Uanset hvad, i en udlægning der er mere mystisk, har en tyvegud selvfølgelig også en rolle som trickster og Prometeus-type – han stjæler every motherfucking thing, inklusive gudernes hemmeligheder.

Verena og Shallya er super kedelige og fremstår mest som skytspatroner for hhv. rets- og sundhedsvæsen, gab, ingen af delene noget man strengt taget behøver. Og måske er det sådan i Imperiet, men i Tilea går man ikke ind i et V- eller S-tempel, man besøger fx Templet til de gyldne tårers kroning i lys, et tempel hvor Verenas hemmelige kundskaber danner rituelt grundlag for et ekstatisk møde Shallyas hjerte der fører til heling. Forestil dig så at der er måske 10 lige så magtfulde guder plus 100 mindre aspekter, og de kan alle sammen mikses på kryds og tværs. Genfortælling af sagn og myter betyder at Shallya formentlig oplever en Imperie-specifik transformation hvor hun måske er Sigmars moder, hvorimod hun i Bretonnia forbindes med Vor Frue.

Myrmidia er hende den imperialistiske racist. Men i Imperiet har Sigmar den plads, så hun har kun begrænset interesse dér. Til gengæld kan hun i Tilea fint indgå i forskellige „klynge“-templer hvor disciplin og enhed spiller en rolle. NB: Ben Scerri har leget lidt med „Araby“ og har givet dem en stærk modstand mod magi (anti-mysticisme) – hvilket giver mening: tæt på ækvator må betyde at de er længst fra Kaos-polerne – og djinner. Sammenlagt med deres tidlige monoteisme er der et oplagt clash her, især hvis man også giver det klassiske panteon en hemmelig, uset overgud.

Morr har jeg allerede rundet lidt: Da han når Imperiet, er Sigmar som dødens overvinder (opstigning til udødelighed) et stærkt etableret symbol der har efterladt den gamle, nordiske dødsguds hellige steder tomme, og Morr gled umærkeligt ind og overtog pladsen med sine kapeller. Han er i forvejen den mest interessante af disse guder, men han er også et eksempel på at WFRP1 faktisk allerede antydede en ret smuk konsekvens af guddommelig interaktion og miks: Morr og Verena (døden og visdom) er forældre til Shallya og Myrmidia (nåde og krig).

Khain giver ingen mening som skrevet (hvad adskiller ham reelt fra Khorne, og hvorfor skulle man tilbede ham?), men hvis man tænker korrumperet elverindflydelse ind, er der pludselig noget dér. Han er for mig også bare ét eksempel på at Sydens mylder af ideer/guder har større plads til gråtonerne, så jeg vil nok tænke ham mindre ond, mere … kompliceret, tvetydig. Han kunne fx indgå i Sydens forklaringer på Nordens forsvundne dødsgud, den falske død.

Tilbedelse af Sydens panteon

Det klassiske panteon er generelt mere kulørt, alsidigt og ekstremt i sit hjemland. De har bredt sig, men jeg forestiller mig at Imperiet har „tæmmet“ eller bearbejdet dem lidt (på samme måde som Nordens guder er ganske anderledes i Norska). Det virker oplagt at Nordens og Sydens guder ikke svinger utroligt godt sammen. Det fungerer kun fordi Sigmar danner bro eller åbner døre for andre „lavere“ guder (mere om ham næste gang), og fordi de er så kastrerede (jf. skytspatroner). Det betyder også at mange af de lokale småguder der er præsenteret rundt om i udgivelserne (Handerick osv.), i virkeligheden er lokale varianter af Sydens mange guddommelige aspekter, og de er mere tilbøjelige til at tilbedes ved et alter i et Verena-tempel end i Ulriks spartanske stenhuse.

Hvor Nordens hierarki er meget klart: gud > præst > tempeltjener > alle andre der lever og dør for deres nåde, er der mere elastik i Syden: Gudernes magt er til forhandling (for de er i virkeligheden kun menneskelige masker på den ene, sande og usynlige gud?), og det at være troende er meget mere involveret, fx deltager man oftere aktivt i riter og indvielser, og du kan møde en tilsyneladende almindelig skomager i Tilea der er i al hemmelighed er indviet som psykohierofant (eller whatever) i Templet til dugdråberosens æterdans. Templerne er præget af Tileas klassiske byggestil med specialbyggede tempelrum, krypter og indvielsestrin tilsat utallige afbildinger – statuer og fresker osv. (Hjemme i Tilea ofte knyttet til elverruiner og endnu vildere mystisk arkitektur). Det er generelt en mere kulørt religion end den nordlige – man bruger flere effekter og relikvier, præsterne har vilde rober og masker til ritualer, og troende bærer ofte symboler (hvorimod man med Nordens guder klarer det med farvevalg og måske en lidt mere gammeldags klædestil).

Næste, og foreløbig sidste, gang: Sigmar og alle de andre (nye) guder (og hvordan de sameksisterer).

[NEU] Nordens (nye) guder

[Religion i Neuhammer, del 1]
Jeg forhoEgentlig er der en større diskussion om hvad guderne er, og deres forhold til Kaos og Orden og Old Ones osv. Men jeg springer i stedet direkte ind med guderne som jeg ser dem – det kan være det andet kommer senere.

Det er efterhånden blevet etableret kanon at Nordens primære guder er Ulrik, Taal, Manann og Rhya (og Morr som dødsguden, samtidig med at han hører Sydens guder til). De er gammeldags guder med overherredømme over ting som krig, havet osv. Og uden de tilhørende myter og fortællinger som vi har om virkelighedens nordiske guder, står de lidt tyndbenene tilbage som den fortærskede fantasytrope de også var da WFRP1 udkom. Det virker ret utroværdigt at de uforandret skulle have bevaret deres „primitive“ betydning op til „nu“ (ca. 2500 efter Sigmar). Der er ligefrem noget titaner over dem der ikke just skriger af renæssance. Så i min kanon formoder jeg at de er startet netop som en slags urkræfter eller titaner og så har antaget mere menneskelige træk, og i Den gamle verdens stammeperiode udviklet et væld af historier og karaktertræk der har sikret deres fortsatte relevans. Men som jeg tidligt skrev, så har jeg ikke i sinde at opfinde en masse gode historier om dem, så den periode vil jeg springe let henover og blot gå ud fra at de i de seneste måske 500+ år har taget en ny drejning hen imod en mere moderne tolkning.

Fælles for dem er at de stadig har deres gamle, dystre monolitiske templer, og præsterne bærer simple klædedragter. Den nordiske tro ligner i dag en pietistisk protestantisme der balancerer personligt ansvar med gudsfrygtighed. Markante medlemmer af samfundet kan blive tempeltjenere, ulønnet, men det kan være politisk – og sjæleligt – opportunt; de vil så typisk bære civilt, men med inspireret af præsternes klæder, farver og symboler (igen inspireret af den protestantiske mode). Guderne er stærkt patriarkalske (men blander sig ikke i relationer på tværs af kønnene). Og jeg har også fået plads til Morr.

Ulrik

Ulriks templer er massive stenhuse, ofte med en åbning mod himlen og så vidt muligt placeret på det højeste punkt i landskabet. De repræsenterer gudernes tinde, og det man stræber imod.

Ulrik er ultraliberalisternes gud. Enhver er sin egen lykkes smed. „Ulven finder selv sin føde,“ som de troende siger. Men i det billede ligger også en forventning om at de stærke beskytter flokken – og belønnes for det. Vinteren er selve livet – det er koldt og barskt og ender i den kolde død. Men der er også renhed og skønhed. Ild, lys og varme er Ulriks gaver som han har givet menneskene for at balancere livet. Men det er den enkeltes personlige ansvar at forvalte dem – enten lærer du at blive en ulv (der godt kan vælge at hjælpe flokken), eller også er du et let offer for Stormen. Den sociale struktur er naturligt sådan at nogle er bestemte til at være ulve – det er krigerne, præsterne (og adelen), men alle kan blive ulve, og der er flere roller i en flok, også nærende og beskyttende. Derfor tilbedes Ulrik overalt, hos høj som lav.

Sigmar

En fodnote om Sigmar, for han er jo affødt af Nordens guder, men er han en del af kredsen? Blandt mange er svaret ja. Han er som deres udvalgte søn der er en hyrde (en ulv) for en bestemt del af verden. Så ikke på samme niveau, men dog en del af familien. Mange sigmaritter ser derimod Sigmar som kulminationen på, fornyelsen af, de gamle guder, og for dem er magtforholdet omvendt. Andre igen ser Ulrik manifesteret i Sigmar, så den „nye“ tro er i virkeligheden bare en anerkendelse af Ulriks magt. (I praksis er der et politisk skel, for sigmaritterne er i højere grad „filippister“ end ulrikanerne, dvs. at vigtigheden af menneskenes gerninger vægtes højere og dermed også samfundets og statens rolle).

Mere om ham en anden gang.

Manann

Havets gud tilbedes i dybet. Hans mørke templer står altid ved eller delvist i vand, om det så bare er et kunstigt basin. Men størstedelen af ritualerne udføres i en krypt under jorden eller naturlige grotter.

Manann er uudgrundelig og „dyb“. Han tilbedes af akademikere og handelsfolk, folk med mere langsigtede planer. Han er også populær blandt visse knustnere der hører hans „musik“ eller forbinder kreativitet med hans meditative mørke. Han har nået vid udstrækning i Imperiet, ikke kun ved kysten, for som man siger, „den mindste bæk er en bøn til havet“. Mørket og det skjulte der hører Manann til, tiltrækker også mere skumle typer der, ligesom vand, kan trænge ind overalt. De af Mananns tilhængere der ikke aktivt er optaget af dybets (og himmelhavets) hemmeligheder, lever i stor tiltro til at livet bølger og kruser efter en plan selvom de ikke kan se den. Tiggeren håber at noget skylles op i hans kop, den rige købmand at hans „skibe vender hjem med en rig last“ (i bred forstand). Det er trygt og godt, og når katastrofen (Stormen) så en dag rammer, bekræfter det kun at Manann er mægtig, og du er lille, så ingen grund til at sætte sig imod. Hvilket ikke forhindrer mystikere, præsteskabet og andre i at forsøge at gennemskue og påvirke dybet der er så fyldt med rigdom og mystik.

Taal

Taal har templer der ikke bare er en lund i skoven. De står ofte i skovene eller på øde steder, men i dag findes de også i byer i den nordlige del af Imperiet. De er symboler på de dybe, hemmelige steder og har ofte en søjlegang eller labyrint tilknyttet af træstammer eller krat. Men Taals hus er som hans brødres ofte af sten.

Taal står for menneskets foretagsomhed. Foruden folk der lever af landet (kultivering), tilbedes han også af håndværkere der fremhæver menneskets dominans over – men også respekt for – naturen. Han er også populær blandt rejsende grundet hans allestednærværende kraft i Imperiet. Som sine brødre har Taal en tvetydighed: Han er herre over dyreriget og dermed også drifter og vildskab. Men han har også givet mennesket gaver der gør det muligt at leve og trives i denne rå verden. Foruften er en sådan gave, ploven en anden, håndværket en tredje. „Taals gaver er som frugter fra livets træ,“ siger man. Og i det citat ligger at mennesket nok har fået magt over natur og dyr, men den er til låns, og hvis de misbruger den magt, dræber de naturen og dermed også livets træ. Men når skovrydningen i disse år tager fart for at bygge store skibe og gøre plads til landbrug, så ved den driftige Taal-troende at skovene trods alt stadig dækker Imperiet, så på den måde er kejserriget særligt velsignet og har plads til mere vækst.

Rhya

De hellige natursteder er ikke Taals, men Rhyas. I dag tilbedes hun i lige så høj grad i landsbyens midte eller på fælleden som i de dybe skove – hendes livgivende rolle er gået fra en urkraft til et møjsommeligt høstet udbytte.

Men fra gammel tid var hendes hellige steder virkelig vilde og virile. Hun var der endnu før brødrene kom. Men Taal tog hende til sin ægteviv og gjorde sig til herre over landet. Hendes (jordens) vildskab er tæmmet og tjener i dag mennesket (manden). Hun tilbedes mange steder som den der dæmper Taals vrede: Når man tager en bid af hans land (naturligvis for at tjene hans ønske om bidrage til menneskets stræben!), giver man lidt ekstra opmærksomhed og plads til Rhya for at hun kan gå i forbøn og sikre at landet forbliver kultiveret og frugtbart. Hun er kendt som Taals viv,  men gøder al jorden (og havet), så hun er i teologisk forstand også de andre brødres hustru, muligvis under andre navne, det svinger lidt, men de skriftkloge ved godt hvordan det hænger sammen. I visse egne har hun stadig sin oprindelige kraft, og hun æres ikke som viv, men som alle guders moder (og her vil man også typisk tilbede de andre nordiske guder i en ældre, mere primitiv form).

Den glemte gud / Morr

Den nordiske dødsgud er ikke mere. En af grundene til hans fald er at han ikke havde templer, men kun sine haver, for hans hus stod, mente man, i Den anden verden, og kun porten dertil var markeret. Det gjorde det let for Morr at anektere hans hellige steder, rejse et lille kapel og give riterne et sydligt (mere mystisk) præg. Men i gudeberetningerne omtales han stadig, selvom ingen længere nævner ham ved navn, kun ved titler som Den evige vandrer, Den glemte gud, Hvide Ravn m.m. Flere myter omtaler at han findes derude og blot venter på at lægge hele verden i graven eller måske planlægger sin hævn eller måske har taget en ny form, lige så diskret og uset som altid.

I hvert fald anerkendes Morr i visse egne som lidt en stedbroder til de andre tre, ikke helt fuldgyldigt en del af familien selvom man måske ikke helt ved hvorfor. Den udbredte holdning er dog at Morr er den oprindelige dødsgud der efter at have lagt sig selv i graven, er genopstået på ny, og derfor er han ikke længere helt som de andre. I den fortælling skete det for også at blive herre over syden hvor hedningene nu har taget denne gud til sig.

[Neuhammer] Magi 101

I det følgende vil jeg forsøge at redegøre for hvordan jeg mener magi fungerer i Warhammer-settingen. Det bliver langt og nørdet.

Orden vs. Kaos, tro vs. magi

Rent metafysisk er der i Neuhammer en væsentlig ændring ift. andre versioner (men tættest på den første introduktion af farverne i White Dwarf). Kaos, sådan som det strømmer ind i verden gennem polerne, er et kværnende mørke af magtfuld forvanskning. I sin rå form er det vildt, destruktivt, kaotisk, stærkt, men ubrugeligt. Det er cthulhuidt i sin ringeagt for jordiske væsner. Man tilgår det derfor gennem et filter. Groft sagt kan man sige at magien findes på en lodret akse af sort forneden (rå magi) og hvid foroven (raffineret). Jo grovere et stof man trækker på, jo mere udsat for mutationer og vanvid er man. Derfor er bunden på aksen forbundet med Kaos. Men! Selv højt oppe ad aksen er magi stadig kaotisk i sin essens, så magisk set er modsætningen til Kaos ikke Orden. Det er lys, og kun i sin aller reneste form kan magien siges at være renset for Kaos – en bedrift der nærmest kun er teoretisk, men Teclis og andre højelvere kommer tæt på.

Kaos forener magi med tilbedelsen af dæmoniske væsner. Derfor er “den gode” modsætning til Kaos ikke “god magi” (vs. “ond (kaotisk) magi”, men Orden der blandt de fleste dødelige racer kommer til udtryk i tilbedelsen af guder, stræben efter en højere orden/mening/struktur. Nu er det stadig Warhammer, så troen er ofte uren, korrupt osv., men rent teorisk hænger det sådan sammen.

Magisk kraft strømmer nedefra og op, så ødelæggelse og forvanskning og rå kraftudladning ligger lige til højrebenet for Kaos-troldmænd (der samtidig er en form for præster), men det er også en negativ spiral: Magien øger indstrømningen af Kaos med alle de farer og mutationer, for ikke at nævne uforudsigelighed, det medfører. Kun “rene” Kaosmagikere befinder sig her. De er i Kaosmagternes tjeneste. Deres forskellighed er ikke koblet op på farverne (som det sommetider er præsenteret i nyere Warhammer), men på deres mørke gud – og variationerne mellem dem ligger mere på linje med forskellene på præster med deres forskellige guder.

Det betyder samtidig at deres brug af Kaosmagi er et udtryk for noget der ligner (u)hellig manifestation af guddommelig kraft (sortekunst) og dermed den diametrale modsætning til Orden (de klassiske guder og præsternes mirakler). Mao. er Kaosmagi både i modsætning til Orden (guderne) og til elvernes transformerede lysmagi.

Forestil dig at magien som nævnt er et spektrum fra sort til hvid, fra Kaos til ingen Kaos, men stadigvæk det samme. Og så er der en anden, mere dualistisk måde at betragte det på, nemlig den teologiske: Kaos vs. Orden. Denne religiøse, dualistiske tilgang er selvfølgelig også grunden til at heksejægere ser med skepsis på alle magikere (al magi er Kaos), men de fleste er mere pragmatiske og kan godt se at mange troldmænd kan gøre nytte (og det er jo mest farligt for dem selv).

Man kan også se det som et V med Kaos i bunden og to (skæve) lodrette akser. Den ene er stadigt lysere magi, den anden er stadigt renere orden (tro). I bunden af V’et er de to arme tæt på hinanden, så det er naturligt at der er et overlap mellem gudetilbedelse og sort magi (kaoskulter og onde troldmænd er et naturligt makkerpar).

Fodnote om gudernes magt

Guder og præsternes overnaturlige formåen er dermed et selvstændigt emne til senere udforskning, men lige et par konklusioner at have in mente:

  • Magi er godt, men det trækker altid på Kaos (puster til gløderne), så det er meget risikabelt at bruge mod Kaos (fighting fire with fire).
  • Orden er derimod en effektiv Kaos-modgift, repræsenteret ved templerne (der så kan være mere eller mindre rene og effektive). (Men i mit system har de ikke “spells” som magikere, så de er begrænset på dén konto).
  • Sigmars krigerpræster (og visse andre templer) er populære i krig: De er en direkte modpol til Kaos og har ikke den samme forstærkende, uforudsigelige effekt. Og selvom deres mirakler (manifestationer?) ikke er lige så potente som rå magi, er de mere stabile og inddæmmede.
  • En tanke man kan overveje: Eftersom templernes mirakler ikke tiltrækker Kaos, er det så fordi der faktisk er tale om form for essensmagi (altså ren, hvid magi), således at de to par modsætninger i virkeligheden befinder sig på én og samme akse?

(Som du måske bemærker, er det her min udgave/forståelse af Ordens-“guderne”. De (altså “Gods of law”) findes muligvis som idealer, men det panteon der findes i Den gamle verden, er nu engang så langt de dødeliges fantasi rakte (enkelte fanatikere går dog videre og nærmer sig ren Orden i deres gudeopfattelse – zeloter, flagellanter og gale fundematelister). Jeg glæder mig til også at folde dén del af universet ud, for helt ærligt, de nuværende guder er sgu lidt forudsigelige).

Magiske vinde, farver og Kaos

Det er vigtigt at huske at farverne blot er det seneste og bedste bud på at organisere vindenes kaotiske kraft – og måske er det ikke engang vinde. Det er et regime til at forhindre Kaos i at udvirke for voldsomme effekter på troldmanden, samtidig med at det giver ham adgang til dets magiske energi. Så det er stadig farligt – hvis ikke det var det, ville magien være tandløs.

Men når en troldmand trækker på en farve (eller et element eller en illusion eller blodet), øger de også dens potentielle effekt hvor hun gør det. Dvs. at Kaos, der trækker på alle aspekterne af vindene, altid bliver stærkere af det. Det gør magi ekstra farligt at bruge imod Kaos. Til gengæld gælder det også den anden vej: En magiker kan have stærkere vinde at trække på i en kaoskults nærhed, noget særligt farvemagien har dygtiggjort sig i. Det er derfor Kaosguderne sommetider kobles med magiens farver: Det er kollegiernes troldmænd der har lavet en vurdering af hvad de kan forvente at høste af farvet vind i nærheden af de forskellige Mørkets Fyrster. Men Tzeentch eller Nurgle tænker ikke i grøn eller lilla eller whatever.

Magi har ingen farve

Teclis gav menneskene farvemagien for (kun) 200 år siden, men det er vigtigt at forstå at det bare er én tolkning af noget uforklarligt. Menneskene havde også magi før den tid og forsøgte at kontrollere den på forskellige måder. Blodmagi er måske en af de ældste (i dag kalder man brugerne for hekse/heksemestre, og det er forbudt). Elementalisme var udbredt på Sigmars tid og gennem hele det tusindårsrige der fulgte (og der er stadig en del udøvere). Og i Imperiets mørkeste år (de seneste hundrede år frem til Magnus) opstod illusionisme, en udspekuleret kunstart der har det svært i disse oplyste tider, men ikke desto mindre stadig praktiseres, særligt uden for Imperiet hvor man ikke har adgang til farvekollegierne. Der findes også andre skoler, som fx nordens ismagi.

Højelvernes system handler egentlig heller ikke om farver. Det handler om klarhed, om at opnå en så forfinet tilgang til Kaos at det genfødes som stjernernes oprindelige lys. Opdelingen i farver er bare en mystisk/mekanisk tilgang til at gøre noget metafysisk mere funktionelt. En form for prisme.
En fysisk lokalitet kan for en farvemagiker fremstå som stærkt påvirket af en bestemt farve, men det er vigtigt at huske at det kun er tilfældet fordi betragteren subjektivt ser stedet gennem en særligt farvet linse og har øvet sig på netop dét i hele sit liv (eller lærlingetid). En dag vil man måske indse at det er ikke er en lilla vind der kredser om en kirkegård fordi man ikke længere benytter den samme inddeling. En elementalist vil måske se samme gravplads som præget af jord og mørke, mens illusionisten trækker kraftig inspiration fra de dødes historier hun kan omsætte til overbevisende syner hos de levende. Højelveren skelner slet ikke farven, men ser blot en stærk koncentration af lys, måske med en svag aura af farvetoner (det var trods alt dem der fandt på farveinddelingen).

Nu har jeg afmystificeret det lidt, men det er vigtigt at fastholde at kollegiernes kunst har et hidtil uhørt potentiale fordi det beskytter brugeren relativt godt mod Kaos, samtidig med at det tillader at trække effektivt på det og manifestere det kraftfuldt. Men det er også en elitemagi der er de færreste forundt.
Virkeligheden er at de fleste magikere i Imperiet må nøjes med det kollegierne nedladende omtaler som muddermagi.

Muddermagi

Inden man bliver en farvemagiker, arbejder man med magi i uren form. Mange kommer aldrig videre herfra. Det er forbundet med en lille risiko, for den totale sammenmudring af farver er i sin yderste konsekvens det samme som sort magi. Men det er et sjældent problem, for “pløret” er ret svagt netop fordi det kun har fat i en håndfuld tilfældige farver ad gangen. Det er i sig selvfølgelig stadig risikabelt at åbne op for kaosvindene.

Magien findes overalt og i forskellige grader, og alle mennesker har potentialet til at åbne sig for dem. Får man først hul igennem, kan man relativt hurtigt lære teknikkerne til at udføre magi (det er derfor muligt at benytte magi som en eventyrerkarriere).

Der findes forskellige metoder/skoler/traditioner inden for denne grove magiform, men de starter med den samme basiskarriere. Da fx hekse arbejder med blod, ser man almindeligvis med skepsis på muddertroldmænd – det er aldrig til at vide om de har taget en genvej der gør dem korrupte og farlige for deres omgivelser. På den anden side er de sjældent helt så farlige på grund af deres begrænsede kontrol.

Farvehierarkiet

Her er den lodrette magiske akse. Bemærk: Disse termer tager udgagspunkt i en elversk tolkning af magilæren, men uanset hvordan man betragter det, er ideen om en lodret akse med råkraft nederst, forfinet essens øverst og forskellige miks og udtryksformer ind imellem nyttig.

Hvid: Kaos transformeret til ren energi. Matcher selv den rene Kaos i styrke. Forbeholdt de mægtigste (mytiske) elvermagere. Kan siges at være guddommelig (?).

Regnbuen: Farverne i én samlet, ren buket. Forholdsvis sund, og man kan plukke frit. Ikke så fysisk kraftfuld (manglende effekt i den materielle verden) grundet mangel på Kaos, men man kan kompensere ved at skrue op for den mentale kontrol fordi det er ret ufarligt. Derfor udbredt blandt højelvere (der har høj intelligens/vilje).

Teclis’ farvelære: Kollegiernes 8 rene farver. Man fokuserer på én farve ad gangen for at begrænse bivirkninger ved Kaos. Imperiets fornemste magiskole. Afbalancerer menneskets naturlige talent for Kaos og ødelæggelse med streng disciplin.

Andre skoler: Farvemagikere under oplæring. Elementalisme, illusionisme, ismagi. Giver god, basal kontrol. Indsigt i magien i form af glimt af farve (eller en anden form for system). Farvekollegierne regner dette niveau for muddermagi, på nær deres egne lærlinge, naturligvis.

Muddermagi: “Petty magic”, troldkunst (“hedge magic”), hekseri osv. Ofte enten forbudt eller svag. Svag fordi magien ikke udnytter Kaos optimalt, og skruer man op for den, er den farlig grundet ringe kontrol.

Malstrømmen: Kaos-tilbedere opererer her, hjulpet af deres mørke guder. Onde magiske traditioner (dæmonpåkaldelse og nekromanti) – ikke nødvendigvis så fokuseret på Kaosguderne, men afhængig af den rå kraft der samler sig her. Men også uforsigtige muddermagikere kan falde herned. Potentielt højt udbytte, men det kræver en høj pris i form af bivirkninger, ødelæggelse, mutationer og uforudsigelighed (det kan afhjælpes ved at specialisere sig).

Dybet/Bythos: Kulsort, rå Kaos der æder selv Kaosguderne op. Her fødes dæmonfyster. Magi der er i stand til at forvanske hele kontinenter. Direkte fra rummets dyb. Umuligt at kontrollere – man kan ofre sig for kortvarigt at dirigere det i en retning, men intet mere.

Næst: Introduktion til farvemagi!