Karrierekanonen

[Karriereserien / Warhammer 4th]

I dag kom den nyhed jeg havde gruet for/glædet mig til: Et preview af Warhammer 4th editions karrieresystem der fuldstændig overflødiggør mit nøje planlagte (kun halvt løgn) indlæg om hvad jeg mener skulle gøres for at forny og forbedre det.

Et par af mine pointer var:

  • Mulighed for at blive i en karriere og arbejde på at opnå mesterevne. Det er en ide der allerede er antydet i 3rd edition.
  • Større fokus på karrierens sociale status. Det vil dels gøre systemet mere present i spillet generelt, men også gøre metaspillet omkring karriereskiftet mere nuanceret og give mulighed for masser af rollespil.
  • Næringsbrev. Det hænger lidt sammen med ovenstående, men giver også mulighed for at skabe et dynamisk spil omkring det at balancere sin karriere med at rejse og være på eventyr og skaffe kontakter.
Apothecary-Career-Page
Der er endda skruet ned for pergamentfiltret – yay!

Alle tre ting der adresseres i det korte preview!

Og så har de oven i købet udvidet karriererne med en „lodret akse“ (á la troldmænd i førsteudgaven). Og de siger direkte at det her er Imperiets karrierer – en ting jeg tidligere har nævnt som noget man burde rydde op i, dels fordi systemet kan virke kunstigt i ødemarken, og dels fordi jeg synes det virker dårligt at trække race-/regionsspecifikke ting ind i en almen liste. Nå ja, og så giver det også en organiseret fremstilling der gør det muligt at starte fra bunden og se hvad man kan stræbe imod, eller gå direkte ind på et højere niveau, fx med en NPC. Til gengæld skelnes der ikke mellem basis- og avancerede karrierer – hvilket i mine øjne er en god ide.

Man kan ikke ud fra previewet se alle karrierer, så den del kan jeg ikke vurdere, men med 8 klasser med hver 8 karrierer gange 4 niveauer er der en pæn chance for at de er dækket ind. Colour me impressed.

Så nu tror jeg bare at jeg venter og ser hvad der kommer (det lyder til at der går et par uger mere inden PDF’en bliver sendt ud) – og fra at være forsigtigt optimistisk er jeg nu gået over til decideret hypet. (Gæsteindlægget er ikke glemt, men det kommer når det kommer).

Et smukt og underfuldt værk

I pray God will curse the writer, as the writer has cursed the world with this beautiful, stupendous creation, terrible in its simplicity, irresistible in its truth – a world which now trembles before the King in Yellow.

Kristian var så fræk at like en illustration på Twitter – en virkelig fed og anderledes tolkning af Kongen i gult end de evindelige hvirvlende … øh, pjalter og ligblege masker. Og det viser sig at Arc Dream (Delta Greens forlægger) udgiver en laber samlerudgave af Robert W. Chambers’ Yellow King-historier, annoteret af Kenneth Hite og gennemillustreret (farveplancher og S/H) af denne Samuel Araya. Der ligger nogle korte, fine præsentationer af Arayas tanker bag projektet på Arc Dreams hjemmeside. Han citerer både Böcklins Toteninsel, (første sæson af) True Detective og okkultisme/alkymi, så jeg var ret hurtigt solgt.

Af historierne må jeg indrømme kun at have læst The Repairer of Reputations (citatet er derfra), så jeg er mere forelsket i ideen om Kongen i gult end Chambers’ litterære værker. Hvilket på en eller anden måde føles meget passende.

Jeg tjekkede med forlaget, og de sender fra UK, så The King in Yellow – Annotated Edition burde være EU-venlig (jeg har i stedet benyttet mig af en ven i USA der tager den med hjem). Bogen forventes dog først at udkomme i starten af 2019 (og kun under forudsætning af mindst 300 forudbestillinger).

Men se lige!

 

 

Hellboy kickstarter røv

Nu har Johs lige luftet sin indre Hell-fan-boy, og jeg melder mig også gerne. (GURPS har jeg kun spillet i en enkelt kampagne, og historien var fin, men systemet var usædvanligt forglemmeligt).

Faktisk har jeg støttet Hellboy the Board Game på Kickstarter. Jeg har stadig min første Kickstarter-figur-extravaganza til gode, så jeg tænkte det her kunne være en god lejlighed, og projektet er helt forudsigeligt blæst gennem backingloftet – det runder i skrivende stund, med to uger tilbage, 1.000.000 pund (ud af de ønskede 100.000) hvilket vil sige at der falder en masse ekstra lir af, ikke mindst flere figurer. 

da10bc132a3fbd5919054c7d4bb62a96_original.jpg
Mine minis ligner noget der er lavet med fingermaling ift. det her eksempel.

Spillet ser i sig selv ret generisk ud, co-op for 1-4 spillere hvor man bevæger sig rundt på nogle feltopdelte plader og banker monstre. Impending Doom rykker automatisk slutningen nærmere, mens heltene forsøger at samle de nødvendige informationer for at klare bossen. Faktisk et meget typisk setup i Fantasy Flight Games’ Cthulhu-spil, fx Arkham Horror: The Card Game som jeg vender tilbage til (selvom monstertæveriet måske mere er Mansions of Madness?). Jeg må blankt indrømme at jeg ikke forventer mere af det end en enkelt hyggelig spilgang eller to. Attraktionen er primært at male figurer. I vanvid.

Hellboys relevans på de her sider ligger i den inspiration Mike Mignola oplagt fandt i HP Lovecrafts myter da han skabte serien – selvom han i stigende grad udviklede sit eget univers.

ed608897130e4c3822fb6024e536569c_original.png
Lidt stat-porn er der.