Unævnelige kulter 5: I dødsmånens skær

[Unævnelige kulter – en Warhammer-kampagne (WFRP4e)]
(Indtil nu: Fire unge knægte er gået fra Lilienwerk til Buchendorf hvor der er foregået noget uforklarligt. De har fundet fiskerlandsbyen hårdt ramt af en „eksplosion“ fra smedjen. Mange er døde, flere er flygtet. Og Morrslieb-månen er fuld).

Sigmars nåde

Konrad sidder i Sigmar-kapellet med den lokale akolyt, Selena Keuchen, der netop er sunket sammen. Da han undersøger hendes skader, ser han at hendes forvredne benstilling skyldes noget der ligner en mutation på læggen: en art bylder med fangtråde der bevæger sig som med sin egen vilje. Hun har også en forbinding om armen som han ikke fjerner. Konrad overvejer med det samme at dræbe hende – det er helt klart det hans Sigmar-tro fortæller ham er rigtigt at gøre. Men han kan ikke få sig til det.

Han benytter lejligheden til at kigge op i hendes private gemakker i tårnet og tager den dagbog hun tilsyneladende har ført siden hun blev overdraget sit hverv. Han kigger også ned i kælderen – her aner han et kranie midt i rummet og mærker en trækvind, men han går ikke derned. Ud gennem vinduerne kan han se at lyset i skoven er kommet tættere på – og måske også har bredt sig. Konrads hellige syner har indtil nu bare føltes mere mørkt og mudret jo tættere han kom på bymidten, men det er som om at kapellet faktisk er neutralt.

Inden han går ned i byen igen, rusker han hende og forsøger igen at snakke med hende, men der kommer ikke meget nyt for dagen (så vidt jeg husker). Hun bønfalder ham for sit liv – hun er sikker på at hendes overlevelse er et mirakel, og at Sigmar vil redde hende. Har Konrad da ingen tro? I den sidste ende synker hun sammen igen, og Konrad efterlader hende bundet i kapellet. På vej ned fornemmer han uro i byen – Gunnar kommer ud fra toldhuset og kigger og lader ellers Konrad fortsætte ned.

„De døde vågner!“

De tre andre står i døren til fiskeren Folkes rønne og ser hans døde kone Vilma spjætte på gulvet. Ingen bryder sig om synet (alle fejler deres Cool), men Schlau, og et øjeblik senere Max, bider tænderne sammen og går ind (bruger Resolve) mens Jon løber panisk gennem gaderne og råber at de døde kommer. Schlau får sat støvlen på den udødes ene arm, men hun vrider sig så voldsomt at den brækker og trækker i senerne – det virker dog ikke så målrettet eller bevidst? Max kommer til og fastholder den anden arm, og Schlau får i to forsøg hugget hovedet af hende – de når at se et Morrslieb-grønt skær i hendes øjne.

En ulykkelig Folke forsøger at forhindre dødsstødet, men han accepterer det modstræbende da Max holder ham væk. Bagefter beder han dem indtrængende om at bringe hendes lig over floden og få hende begravet. Han siger noget om at de skulle have troet på „den fremmede præst“, og det gjorde flere af landsbyboerne også, men der var også mistillid. Han giver dem et lille dårligt udført portræt af Vilma med som de skal lægge på hendes grav.

Jon løber gennem gaderne med fægtende arme, og byen begynder frygtsomt at reagere. På et tidspunkt ser han i en smal gyde en mørk skikkelse stå ganske stille – tilsyneladende helt sort i ansigtet. Men han får ikke undersøgt det. Alle fire mødes derefter hos Folke og bærer det indhyllede lig ned til den lille „færge“ der bringer de døde over Teufelfloden.

I dødens have

Overfærden er begivenhedsløs, men anspændt. De går i land på gruset jord i skyggen af Blitzfelsen. Foran dem ligger et lille kapel, og bag dødens port, i Morrs have, går en kutteklædt skikkelse rundt mellem levende lys og messer dæmpet. En hvid ravn sætter sig på porten mens Schlau råber manden an. Morr-præsten, Andreas, er – ifølge ham selv – slet ikke præst, men en søgende der følger sine drømme (åbenbaringer) for at opnå indvielse i dødskulten. Han kom hertil for præcist et halvt år siden, på efterårsjævndøgn (et tegn!), og har siden begravet Buchendorfs døde. Han er meget optaget af at de er fire, og han tager først Jon for en dværg. Andreas er nemlig kommet frem til at fire fremmede for nogle siden kom til byen (endnu et tegn!), blandt dem en dværg, og de mødtes med smeden. Andreas mener at eksplosionen har frigivet store mængder „dødskraft“ der stadig delvist hviler over Buchendorf og nu går i uhellig forbindelse med Morrslieb, Kaosmånen.

Konrad fyldes af et meget stærkt billede da han forsøger at fornemme gravpladsen som et helligt sted: Et optog af primitive krigere, anført af en mand der kunne være Sigmar selv, bærer et lig på deres skjolde og spyd. Jorden der nu er gold, er i stedet fyldt med græs og blomster, og over dem knejser bjerget himmelhøjt, med en snefane om tinden. Hvide fugle kredser.

Lilienwerkerne indvilliger i at hjælpe Andreas. Han kæmper for at salve de døde og få dem i jorden inden mørkets magter tager overhånd. Men han mangler urter og røgelse og praktisk hjælp. Samtidig har han gang i et stort ritual der har varet nu i timevis og som skal sende en rensende vind ud gennem Morrs port, ind over landsbyen og drive dødskraften væk. Han fortæller at gravpladsen ikke er den sande indviede jord – Buchendorf har sit navn fra „De dødes bog“, og selve bjerget bag dem er en krypt. Hvis de vil trænge ind og hente de manglende urter, kan de færdiggøre gravriter og ritual, og så kan han forsegle graven igen bagefter.

Da vi slutter, står de fire unge fra Lilienwerk foran nogle menneskeskabte „flader“ i klippevæggen – udhugget med religiøse symboler – mens fakler eller flammer lyser op mellem husene på den anden side af floden.

magdalena-swiderska-white-raven-magdalena-swiderska.jpg

XP: 70 (50 + bonus for hhv. zombie- og mutant-encounter, og for at krydse floden). Schlau har brugt sine point målrettet på karrieren og har færdiggjort første trin. Skiftet bliver dog først tidligst efter dette scenarie.

Vi gik over til at bruge mine simplere Conditions: Der er kun én slags Condition, og den giver -10 (og evt. andre effekter spillederen (jeg) føler for), dog max -30, selvom man kan have uendelige af dem. Det føltes klart som en lettelse, men jeg kan også mærke at jeg allerede leder efter den næste forenkling. Det er simpelthen ikke i reglerne jeg har lyst til at lægge mine kræfter.

Unævnelige kulter 4: Stormens øje

[Unævnelige kulter – Warhammer-kampagne]
Indtil nu: Fire unge fyre fra Lilienwerk er taget til nabobyen Buchendorf for at se hvad der er foregået af mystiske ting. De har konstateret at den omkringliggende skov er fyldt med kobolter, og stemningen i landsbyen er meget dyster og uindbydende. De har i første omgang slået lejr på en flodpram der ligger grundstødt i havnen, hos skipper Gisela og hendes sømand Viktor.

Op ad bakke

Det klør i fingrene på Jon for at se nærmere på toldhuset på Stenbakke hvor han fået forbud mod at komme. Akolytten Konrad vil også gerne op til Sigmarkapellet hvorfra der kommer lys. Schlau kommer med, mens Max bliver tilbage på prammen og hviler ud efter dagens drøje travetur (=spillerfravær). Stenbakke er en høj, beboet klippe i den ellers flade fiskerby. Den nederste del, med stalde og lagre, er nogenlunde uberørt, og stedet virker tomt. De bevæger sig videre op ad bakken, og Jon lurer ind ad et vindue til krostuen der er en del af toldhuset – her ser han endnu en sortklædt vagt der råber noget efter en anden om at finde noget eller nogen. En stor hund ligger og hviler derinde. Udenfor hører de jamren, og da de bevæger sig videre hen ad stien der fører op til klippens top, træder en stor kamphund frem. Schlau forsøger at tale den til ro – men Konrad får dens tænder i låret da han også forsøger. Schlau giver den et næveslag, og hunden falder klynkende sammen – den var tydeligt såret i forvejen.

Jon råber op om hvordan hunde bliver behandlet her i byen, og manden fra barstuen kommer ud (Ludwig), kort efter fulgt af manden fra porten, Gunnar. Gunnar var uvenlig, men Ludwig er decideret fjendtlig, og han ender med at sætte sit sværd under hagen på Schlau efter brutalt at have stukket det i hunden (der tilhørte „fogeden“, Boris, angiveligt deres chef). Ludwig gentager at de ikke vil have uvedkommende ved toldhuset. Omkring ulykken ved han ikke andet end at der skete noget ved smedjen, og at smeden, Stefan, og hans lærling må være døde. Han følger Schlau og Jon ned og bryder sig ikke om at byens gæster hænger ud sammen, og han vil have lilienwerkerne til at finde et andet sted for natten end på prammen. Der er sket noget katastrofalt i byen, men fremmede skal ikke sprede onde rygter om det. På vej ned bemærker Jon liget af noget der tilsyneladende er en kobolt, ligge i et forfaldent hus, men Ludwig slår det hen.

I Sigmars sikre favn

Imens følger Gunnar Konrad op til tårnet på bakketoppen. De passerer forbi det sted hvor smedjen lå – den er nærmest helt væk. Gunnar lader akolytten alene, og han kan se flere små lys på den anden side af floden og et flakkende skær et godt stykke væk i den modsatte retning – måske et bål i skoven. Konrad har siden de kom til landsbyen, haft fornemmelsen af at have bevæget sig ind på mere (u)hellig grund, og den bliver stærkere her, men følelsen er så stærk at indtrykket er diffust og vanskeligt at tolke.

Tårnet er Buchendorfs kapel, og det er i overraskende god stand, men ikke helt uden skader. Indenfor – i en rund sal med søjler og bannere for adelshuse – ligger akolytten Selena Teuchen livløs ved alteret, svøbt i en kappe. Omkring hende er flere spor efter et lille feltlazaret – hun ser også selv lidt forslået og groggy ud. En trappe fører op, og en anden ned.

Selena kommer til sig selv, men hun virker lidt groggy eller rystet. Hun er dog positivt overrasket over at se Konrad (de har hørt om hinanden gennem den rejsende Sigmarpræst, Gorek Wideker) og forbinder bidsåret. Hun ser tårnets overlvelse fra eksplosionen som et mirakel og har forsøgt at hjælpe de sårede i byen, men mange er døde, og der er ikke kommet nye hertil de seneste timer (hun virker lidt uklar på tidslinjen).

Efter eksplosionen i går så hun en storm rasere byen, så det var ikke kun et enkelt ødelæggende knald. Hun har dog svært ved at tro at Stefan skulle have gjort noget ondt – han og Selena har samme velgører, markgrevinde Alenya von Schelling (fogeden er hendes mand i Buchendorf), men Stefan var her allerede da Selena kom i 2508, og var allerede kendt som en mesterlig smed. Alenya har investeret i smedjen og også lovet at støtte kapellet – til byens bedste. Konrad fortæller at han forlod Lilienwerk med en følelse af at der måske var noget galt dér.

På et tidspunkt kommer hun til at antyde om at noget måske er vækket, og det føltes som om eksplosionen rungede i klippen, men det var lidt uklart. Efter at de har talt lidt, synker hun sammen og mister igen bevidstheden.

Skipper i fremmed havn

Imens når Schlau og Jon tilbage til flodprammen hvor de pakker deres ting for at flytte. Først har de dog en snak med Gisela. Hun fortæller at hun leverede tre kasser fra Ubersreik til smeden, og sendingen tilsyneladende gik fogeden på, og at han fandt smeden egenrådig. Hendes hjælper, Viktor, hjalp med at bære dem, og de var ekstremt tunge. Hun fik tre kasser i samme størrelse med tilbage fra smedjen, men de var ikke nær så tunge. (Hendes fortælling afslører at der er foregået noget lyssky, måske smuglertransport, og det lugter lidt af at Gisela frygter at hun har været medskyldig i katastrofen ved at levere noget farligt – hun er dog ikke ligefrem plaget af anger, dertil er hun for hærdet. Der er muligvis facetter ved hendes historie der er mangelfuld eller et forsøg på at sætte sig selv i et bedre lys). Jon undersøger diskret kasserne, og de er ganske rigtigt for spinkle til at kunne bære noget tungt, og de indeholder tilsyneladende kun skrammel og træspåner. Han bemærker også et stempel – en hammer over en bølget streg – men ved ikke hvad det refererer til.

Efter snakken går de hen ad havnen for at finde et tomt hus at overnatte i. Da de nærmer sig Folkes rønne, hører de en kaflump-lyd indefra, og kort efter kommer Folke væltende baglæns ud, skræmt fra vid og sans. De bevæger sig indenfor og ser at Folkes døde kone der tidligere lå bordet under et lagen, nu ligger på gulvet, delvist tildækket, men en sitrende arm stikker frem …

800px-Warhammer_Moons

Kommentarer

Ikke så meget at kommentere denne gang – vi fik rigtigt hul på handlingen og baggrundshistorien, og så gled det mere naturligt.

Karaktererne var egentlig fint på vej forbi toldhuset og kunne måske også være sluppet afsted med at luske, men valgte at gøre opmærksom på sig selv, og det gav en fin konflikt. Jeg havde forberedt de to Jäger-fætre, vagterne, men de kom først rigtigt til live gennem rollespillet. Sådan er det tit – hvis nogen har skrevet en biperson (i et scenarie eller købt produkt), synes jeg man får mest for pengene ved at forsøge at gengive dét, men selvom jeg forbereder mig meget i mine kampagner, er det her et punkt jeg normalt holder åbent. Selvfølgelig stadig med forbehold for at de nogenlunde følger den motivation de har ift. handlingen.

Våbenskifte i infight: Vi havde sidst en sitatution hvor Schlau affyrede en pil mod en kobolt der så i sin runde nåede frem og gik i infight. Vi kunne ikke finde en regel for at trække blank midt i kamp (ikke noget quick-draw talent?), men nu hedder min husregel: Det koster 1 Advantage at smide et våben og trække et andet (Free Action) – kan man ikke selv betale, får modstanderen +1 Advantage (gælder selvfølgelig ikke for fx et zweihandersværd der hænger på ryggen). Det er en variant over Disengage. (Sig til hvis vi har overset en eksisterende regel).

XP: 50+30 (Gisela-snak, Selena-snak, Jäger-konflikt) = 80. Der er ikke rigtigt en fast målestok at uddele XP efter i Warhammer, selvom de nævner forskellige ting man kan belønne. Jeg er endt på lige nu at give 50 XP for en spilgang +10 XP per delmål/konflikt, plus en slutbonus på 100-300 XP (der også tager højde for om spilpersonerne har nået nogle personlige/langsigtede mål (≈Ambitions). Men det vil stadig tage lidt tid at komme i anden karriere, så lige nu er bekymringen mere om jeg giver for lidt end for meget.

Conditions

Ellers, jeg har læst op på Conditions. Det er et af de steder der er ramt af WFRP4s generelle mangel på konsekvens, og jeg overvejer at lave en stærk forenkling.

Lige nu har jeg lavet små fine kort med alle tolv Conditions, et sæt til hver spiller, og hvis man tager flere af samme Condition, kan man lægge glassten på kortet der også beskriver regeleffekter. Men i praksis er det noget ged at spillerne skal rode med det, og det har heller ikke været meget i spil, for effekterne er meget kamporienterede. (Og selv med tolv styk er der nogle jeg savner). Derudover er effekterne formuleret i øst og vest.

Revision, kort fortalt: Alle Conditions er ens: -10 på relevante tests (stacker til max -30, men man kan godt have flere), altså en slags anti-Advantages. Til gengæld kan de gives når det passer, fx som da Konrad tog 10 Wounds fra ét bid i benet (der er ingen eksisterende Condition for den slags og ingen negativ effekt ved at miste Wounds, sålænge man er i positiv). Her ville jeg så give ham en Condition ud fra chok og smerte der varer indtil han fjerner den med Resolve, bliver helet (som han blev kort efter), eller indtil den enten går væk af sig selv eller ved en passende test. De nærmere detaljer er i højere grad et spørgsmål om at rollespille ubehaget og de ad hoc-straffe jeg finder relevante (fx at Konrads Move måske var -1).

Sådanne neutrale/multi-purpose Conditions vil oftere kunne komme i spil – uden at det bliver bøvlet – hvilket igen vil gøre Resolve mere interessant: En forsigtig, ikke-kamporienteret gruppe som min vil sjældent blive presset på Resolve (selv efter at jeg har indført at man kan miste Resolve), men det kunne komme i spil hvis de også kan få en Condition for et ydmygende socialt nederlag eller en voldsom forskrækkelse. Hvis bølgerne går højt, kan der blive noget med at huske at man både bløder (for det skal man selvfølgelig stadig kunne dø af) og er blændet, men det kan den enkelte spiller selv holde styr på, og jeg overvejer også at uddele det som små blanke papkort hvor man kan notere noget på hvis det er relevant. (Man kunne også fastholde et par Conditions-typer som separate, fx Bleeding og Ablaze, men så er ideen allerede lidt udvandet).

NB: Jeg har opdateret rapport fra forrige spilgang (Den forbandede by) med lidt flere detaljer, for den sprang lidt let hen over den første af de to spilgange der var omfattet.

Kampagnens egen underside: Unævnelige kulter

Unævnelige kulter 3: Den forbandede by

[Unævnelige kulter – Warhammer-kampagne]
Fire bysbørn fra Lilienwerk bliver af ældsterådet sendt til nabobyen Buchendorf for at finde ud af hvad der er sket, om de kan hjælpe, og om der er en trussel mod deres egen by. De får lidt våben, udrustning og nogle skilling til at overnatte for (vi spillede ikke mødet – i stedet vender vi tilbage til det i det omfang det bliver relevant). Rhyapræstinden Barbara Katz minder dem om at observere årstidernes skiften „når solen står højest, og natten er mørkest“ (Mitterfruhl-festen er aflyst, men højtidsdagen skal helligholdes).

Undervejs på traveturen langs Teufelfloden konstarerer de at stormen der ramte deres landsby, er kommet samme vej (i modsat retning), og skoven er unaturligt stille. De indser også at de ikke er rejsevante, og at hobbitben er korte – det kan holde hårdt med at nå frem til Buchendorf i ét stræk.

Midt på eftermiddagen hører de råb om hjælp og finder en skovmand fanget i en snare. Over ham står en kobolt (se Kommentarer), i færd med at pine og dræbe ham. De rejsende er først lidt forskrækkede, men skrider hurtigt til handling: Jon sender en sten afsted fra sin slynge, og Schlau laver et klodset udfald, men det bliver i sidste ende en chokeret Max der får nedlagt det grove bæst.

De befrier manden, Nikolai Nagel, der er omtåget efter et slag til hovedet og et sår i siden, og Jon lægger en improviseret forbinding der køber dem lidt tid. Schlau knuser tænderne på kobolten og tager en tandstump som trofæ. (Mere nåede vi ikke i første del af spilgangen).

Rejsen fortsætter

Nikolai bryder sig ikke om at skulle tilbage i retning af Buchendorf, for han siger det myldrer med kobolter i skoven. Men han forstår tilsyneladende godt at han er prisgivet hvis han bliver efterladt, så han følger med. Gruppen overvejer at overnatte om et bål, men bliver ved enige om at bæsterne nok kun bliver værre i mørket. Så de fortsætter traveturen, nu tynget ned af en hårdt såret mand (som Schlau lidt mistænker for ikke have helt rent mel i posen). Jon snupper mandens bugnende taske.

Lidt senere fornemmer de flere kobolter mellem træerne og stiller sig klar. Der er to, og de løber direkte i armene på de rejsende der denne gang er bedre forberedt. Jon og Schlau skyder med henholdsvis bue og slynge, og det lykkes Max at komme omkring dem og falde en af dem i ryggen. Begge fjender falder forholdsvis let og sejrherrerne føler sig ret kålhøgne. Men der er flere inde i skoven, og da de ser en flåde og håbefulde løber imod den, viser den sig at være fyldt med flere kobolter. Jon bemærker at en af dem er anderledes: mørkere, ikke så indhyllet i brynje og læder og mere tilbageholdende end de andre hujende væsner. Gruppen trækker sig ind på land igen og skynder sig videre sydpå.

Buchendorf

Den sårede Nikolai betyder at selskabet først ankommer til Buchendorf ud på aftenen. Schlau har fået pusten igen efter at have set lidt slidt ud undervejs, mens gassen er gået lidt af Max. Byen ligger mørk og tyst bag en pallisade, på den anden siden af floden kryber de nøgne Blitzfelsen-højdedrag helt ned til Teufelfloden … og over dem rejser den giftigtgrønne Morrslieb sig – fuld og klar. Et meget ondt varsel på Mitterfruhl (forårsjævndøgn) hvor man ellers aldrig ser hele kuglen.

Der står en kutteklædt vagt ved porten der efter lidt kalden frem og tilbage forsvinder ind i landsbyen. De ventende lilienwerkere bemærker at et lig hænger og dingler i porten, og mørke fugle hakker lidt i det. Jon lister tættere på tager et kig over stolpeværnet mens de venter, og ser en by af simple træhuse hvoraf en del er styrtet sammen eller brændt. En høj mand der ligner en rigtig soldat i sort uniform og med professionel udrustning, kommer til porten: Gunnar Jäger. Han lader de rejsende komme ind, men de må selv sørge for et sted at overnatte, og han vil ikke have noget ballade. De bliver enige om at lade den bevidstløse Nikolai blive uden for porten, i skovbrynet. Gunnar forsvinder i retning af den klippehøj de rejsende hjemmefra har fået at vide er byens hjerte, med toldhus og et Sigmar-kapel. Ældsterådet i Lilienwerk anbefalede at søge derhen, men det forbyder Gunnar.

Gruppen banker på hos en fisker der afviser dem og siger at de kan tage et tomt hus – han anviser hvor Alexandra boede. Hun blev dræbt i går, og det står tomt. Manden, Folke, har også mistet sin egen kone. Stemningen i byen er mere end bare almindeligt dyster – og selv ikke de forventelige fordomme om nabosognet forklarer det.

Prammen

De beslutter at gå hen til den flodpram der ligger havareret langs med molen. De bliver modtaget af skipperen, Gisela Rotfang, og hendes sømand, Viktor Kloss. Gisela er en smule mere gæstfri end de andre i byen (da hun lige kommer sig over sin skepsis over for Jon som hun mistænker for at være en tyvagtig „Niederhafen’er“), men hendes primære interesse er at komme væk uden at blive rodet ud i noget.

De tager noget mad fra Nikolais rygsæk (et armbånd der næppe er hans, falder også ud og bekræfter Giselas mistanke) og snakker lidt om hvad der skete: I går lige inden middag lød der en kæmpe eksplosion – som adskillige tønder sortkrudt eller værre – og en flammende storm raserede byen. Gisela antyder at ulykken, eller hvad det var, havde sit centrum på klippebakken. Mange blev dræbt eller såret, og adskillige af byens fiskerbåde er reduceret til pindebrænde. Hun nævner også noget om en mystisk præst der holder til på kirkegården der ligger på den anden side af floden, og at flere landsbyboere gerne vil have deres døde derover.

Gisela virker åben for at tage karaktererne med ud af byen, men det kræver at hendes båd bliver repareret først. Og måske kan de gøre noget for at hjælpe byen mens hun arbejder på at få prammen på ret køl?

74ena9d5fri21

Det er ud på aftenen, og det er tydeligt at der er mørke kræfter på spil i Buchendorf. Nogen må gøre noget …

Kommentarer

(To korte spil samlet i én update).

Uskarp spilleder: Første (af de to) spil gik rigtig fint, andet var mere haltende, og det var helt og aldeles min skyld. Det kneb med energien, og jeg var uklar ift. at sætte en retning og skabe fremdrift. Men efter at have ærgret mig lidt tænker jeg alligevel at så var det heller ikke værre: Selvom det ikke får topkarakterer for hverken stil eller teknik, nåede vi frem til et fint sted, og så må jeg bare være lidt skarpere næste gang. Der ligger stadig masser af potentiale og venter i Buchendorf.

Der var en enkelt kamp, men som sidst føler jeg kun den varede meget kort – næsten for kort: De tre spillere havde sidste gang besvær med at få knægtet en enkelt kobolt (et godt germansk ord for goblin), så jeg havde denne gang skruet op til to styk, men de gik ned uden det store besvær. Det punkterede måske lidt fornemmelsen af at Buchendorf er indkranset af fjender, men den pointe kom vist igennem på andre måder. I hvert fald var det ikke kamp der stjal tiden.

Jeg tror måske til gengæld jeg undervurderede hvor gode spillerne er til at opfange faresignaler. De er virkelig bekymrede for den situation de befinder sig i, og det er jo godt, herligt ligefrem, men det skal selvfølgelig balanceres med en følelse af at man kan gøre en forskel. Så, fint hvis en urovækkende stemning har indfundet sig, men karaktererne er sendt til Buchendorf fordi i hvert fald nogen har tiltro til dem, og de kan nærmest kun gøre det bedre end de lokale, kuede fiskere.

Note to self: Husk også Motivations der kan bruges til at skubbe lidt på. Særligt fordi jeg har indført at ligesom man kan genvinde Resolve ved at spille på sin Motivation, kan man også miste Resolve ved ikke at gøre det.

Andet

Goblin er engelsk for det gode tyske (reikspiel) ord, kobolt. (Orc/ork fungerer fint, fordi det har rødder i latinske orcus (helvede) or eller italienske orco (dæmon); jeg mangler stadig et godt dansk/germansk ord for ogre). Folk i Buchendorf omtaler hobbitten Jon som Mannschen, og det kan måske vinde indpas (indtil da er hobbit trods alt bedre end halfling).

Resolve-tab: Schlau havde i spillet en situation der gik stik imod hans Motivation der er stolthed – nemlig såret stolthed. Så fremover: Eftersom man har mulighed for at genvinde Resolve ved hjælp af Motivation, har man nu også mulighed for at miste Resolve hvis man bevidst eller ubevidst modarbejder eller får undergravet sin Motivation. Jeg tænker det gør det til en lidt mere aktiv evne. (Reminder: Schlau: stolthed; Jon: sprede hygge; Konrad: hjælpe andre; Max: samle på eventyr).

Jeg har været utilfreds med Doomed-talentet og ikke helt vidst hvad jeg skulle gøre i stedet, men nu har jeg en husregel: Spillerne rullede på tabellen fra Tome of Salvation (WFRP 2nd edition) og trak et kort fra mit særlige Warhammer-kortspil som jeg jo belejligt sidder og nisser med. Ud fra de to input formulerer jeg et passende, customized dødsvarsel. I stedet for de officielle regler hvor man får halvdelen af sine XP med over til en ny karakter hvis man dør på en måde der matcher varslet (hvilket antager at jeg kunne finde på at lade en ny karakter starte med 0 XP mens de andre i gruppen måske har nået 3.000 XP, og i dey hele taget meget sjældent ville blive relevant), så er det nu sådan at dødsvarslet gælder for alle Fate-tab i en livstruende situation. I så tilfælde mister karakteren et Fate, men får samtidig et Luck Talent (og beholder altså de facto det ellers mistede Fortune-point). Er det det sidste Fate-point der ryger på en Doomed facon, får spilleren i stedet fortælle-ret i scenen til at gøre noget episk. (Konrads spiller var fraværende og skal have lov at rulle næste gang).

XP: Spillerne fik 60 XP (+10 bonus for at dræbe en kobolt og redde Nikolai) for første halvdel af spil 3, og skal have yderligere 50 XP for anden omgang. (De har derudover fået 100 XP for spil 1 og 2 som er brugt). De får lov at bruge dem i starten af næste spilgang, medmindre det er noget der kræver særlig træning eller går over +10 Advances (NB: Det bliver efter mit nye, blødere XP-system). 

Schlau fik 2 Corruption-point denne aften, oven i det han havde i forvejen, først for at få sig et reroll (som han så fejlede), og igen fra „forbandelsen“ (?) der hænger over byen. Hobbitten havde igen glæde af sin naturlige modstand mod Kaos.

Kampagnens egen underside: Unævnelige kulter

Ailigrund 3: Røvere og rotter

[Warhammer/Fate – kampagne]
(Siden sidst: „Heltene“ er kommet til Riegen og har tilbudt deres hjælp med at skræmme en bande røvere væk der plager landsbyen, særligt efter at den blev svækket af en heksejægers udrensning. Uheldigvis blev vi overfaldet af et vildsvin, og de røvere vi fandt, virker mere indstillet på at hjælpe end at plyndre os … PS: Ailigrund-kampagnen er samlet her).

0df9bf1c.pngAtar og Mischa (og Wolfgang hvis spiller har barsel) tilbringer natten sammen med de tre „røvere“, Joris, Peter og Roland. En af dem kommer til at røbe at de er fra Riegen, og det virker som om de er en del af et større slæng. Næste morgen går Atar og de andre med hestene tilbage til Riegen; vognen bliver stående, havareret i grøften.

Imens er Kurt vågnet tilbage i Riegen. Han er stadig forkommen efter sine sår (i armen og det ene ben), men landsbyens heler, Antonius, har forsynet ham med en slynge og en krykke. Byen er på den anden ende ved nyheden om hvem de tre landstrygere er: nemlig lokale børn der flygtede efter heksejægerens besøg for nogle måneder siden. Der burde også have været en 12-årig pige, men hende så vi ikke.

Hele byen vælter ud til korsvejen, men ingen svarer på deres kalden, og først næste dag, efter en kold januarnat, lykkes det Atar at finde gemmestedet i skoven som endegyldigt bevis på vores møde. Mischa snakker lidt med „borgmesteren“, Wilfred, om hvem der ellers kan være ude i skoven. Det fører til en snak om en kult der hørte til i en landsby lidt længere sydpå, Arlev, og overtroiske Mischa bliver overbevist om at de tre unge på en eller anden måde er faldet i med dæmoner, og tanken skræmmer ham. Enden bliver at der sættes vagt ved korsvejen i håbet om at få kontakt til bysbørnene igen.

Landsbyboerne transporterer vores vogn tilbage, og så går det meste af den næste måned med at få den – og Kurt – repareret. Ailigrunderne har dermed også lidt tid til at blive lidt klogere på verden. Atar er meget optaget af sin pibe, og han bemærker at der er nogle fine udskæringer på den … Kurt lærer at hakke sig gennem alfabetet, og Mischa øver sig i at skyde. Derudover  hjælper de også til med at lappe pallisaden.

Den gyldne hane

Screenshot 2019-03-22 at 11.45.43
Gensyn med landevejsvagter

Så fortsætter rejsen (Wolfgang bliver tilbage i Riegen). På vej videre ser de ved korsvejen at en sidevej ud til en anden landsby, Oleg, er tilgroet, og det kunne måske være et godt sted for en bande røvere at gemme sig, men ingen har lyst til at stikke hånden i hvepseboet. I øvrigt har det vist sig at det kort de fik af gamlingen i knaldbytten, ikke direkte viser vejen til Ferlangen, men til en by der hedder Czorn, men vi har stadig en ide om at det er i den rigtige retning.

Første stop på vejen er kroen, Den gyldne hane, hvor vi får det fineste måltid mad i vores liv. Indenfor får vi øje på fire landevejsvagter – de samme som gav Kurt førstehjælp og mere eller mindre plyndrede os som tak. De er døddrukne, og ailigrunderne bliver enige om at tage lidt af udbetalingen tilbage. Atar går op for at tilbyde sin (bedøvende) pibe, men de bliver med det samme skeptiske da de ser hans jakke (en uniform fra Marienburg), og han ikke kan redegøre for hvor han har fået den fra. Da Kurt lægger sig imellem og insisterer på at han er en fin herre på vej for at indløse en arv, bliver han pågrebet af deres leder, Jürgen, og lagt i håndjern. Mischa springer ud i natten, men der lusker store rotter rundt, og han har en kold nat i vognen, mens de andre bliver tilbageholdt.

Den arrige ko

de8a3fdc030c7d1642821f3d08d33f3f
Der er rigtigt mange rotter her på egnen …

Da først jakkerne er afleveret, falder vejvagterne til ro, men de insisterer på at føre Kurt og de andre til Czorn og få situationen afklaret. På vejen videre spørger Mischa til kulten i Arlev, og vagterne sender straks bud efter heksejægeren da de hører at vi måske har mødt tegn på dem ved korsvejen. Mischa er ikke interesseret i at pege fingre af de tre drenge, men på den anden side er der formentlig noget dæmonisk ved dem. Ifølge vagterne var kultens symbol en trekant hvis ene spids skærer ind over en cirkel. Det kunne godt passe med det vi så på de unge.

Næste nat tilbringer de på en helt anderledes skummel kro end den hyggelige Hane: Den arrige ko er ikke meget andet end en rønne, maden er dårlig, og det trækker op til storm. Kroværten er gamle Bruno.

Kurt – der som den eneste har et vindue – vil smække skodderne, men får dem over fingrene så det bløder. En kæmpe rotte bliver lokket til af blodet og er på vej ind ad vinduet da vi slutter spillet.

Ailigrund 2: Vold ved korsvejen

[Warhammer/Fate – kampagne]

(Aftenens spil fortsatte hvor vi slap, på landevejen mellem Ailigrund og Erengrad. Den sårede Kurts spiller var der ikke, så han forblev bevidstløs med sine sår, og til gengæld dukkede Atar op efter at have været væk et par spilgange. Jeg blev lidt klogere på reglerne og min karakter, og vi fortsatte i den ekstremt beskidte stil, med vægt på karakterspil, svære valg og minimalistisk system. Efter spillet blev vi enige om at give alle karakterer et fælles Aspekt, nemlig „Barndomsvenner“ – et regelteknisk håndtag der kan bruges når de unge mænd fra Ailigrund hjælper hinanden i den store, farlige verden uden for deres simple, afsondrede hjemby. PS: Ailigrund-kampagnen er samlet her).

Gensyn på landevejen

De undvegne fanger kører gennem natten i håbet om at nå frem til Erengrad og finde lægehjælp til Kurt og den sårede vagt. De møder dog ingen byer, og til sidst må de gøre holdt af hensyn til hestene. Her indhentes de af frøjægeren Atan der undslap fangetransporten samtidig med de andre (se spil 1), men kom væk fra dem. Han fandt en af de bortløbne heste i skoven og har været efter de andre ailigrundere siden. Han passerede den samme kro, men han og Wolfgang er ikke helt enige om hvor beboet den var. Efter at have udvekslet historier og et kort hvil fortsætter de sammen. Ikke længe efter kommer de til et vejkryds, men ingen af dem kan læse skiltene – en stor pil peger til højre, tre mindre mod venstre. Efter lodtrækning får Wolfgang sin vilje over Atan (W. rullede bedst, og hans karakter har beskrivelsen Uheldig, mens A. er Heldig), så vi triller afsted i det der senere selvfølgelig viser sig at være den forkerte retning. Selskabet er ikke nået langt før det også begynder at styrtregne, og tunge skyer formørker landskabet.

Piberygerens pris

b588213c50ae53e9faa03198e3cc1a61_full
Mystikerens rønne.

Atar bemærker lys mellem træerne og finder lidt inde en lurvet knaldhytte. Efter en lidt forsigtig tilgang ender Atar, Wolfgang og Mischa alle i hytten hos en gammel knark med blodsprængt tud og dårlig hørelse. Og der ligger skrivetøj – han vil kunne læse brevet der blev fundet på den døde, fine herre der lignede Kurt til forveksling (Mischa er siden blev overbevist om det ikke er en ravn på seglet, men en ulykkesfugl). Manden tager imod vores brød, men vil ikke dele sin kaninstuvning. Til gengæld byder han på en sødligt duftende pibe der hurtigt sender Mischa og Atar i søvn. Wolfgang forsøger at gå, men knarken er både overraskende hurtig og stærk, og han tillader det ikke, før Wolfgang er gået med til at betale prisen for at få læst brevet op: hans økse, en finger og Atars hest. Wolfgang beslutter (efter at have overvejet om ikke Mischa er bedre tjent med kun at have fire fingre på begge hænder) at den bevidstløse fangevogter vi har med i vognen, godt kan undvære en lillefinger. Han skærer den af og efterlader manden til at forbløde i vognen.

IMG_6917
Brev til Kurts dobbeltgænger, Heinrich.

Den mystiske gamling læser brevet op, og den ellers lidt sløve Wolfgang kan bagefter huske det ordret. Brevet er til en Heinrich Scholtz der har arvet et hus fra sin onkel, Thomas Scholtz. Det er afsendt fra en Richard Neumann i Verlangen. Den gamle mand tegner et simpelt kort over vejen til Ferlangen (eftersom vi drejede forkert, er vi allerede på vej dertil). Der bør være cirka syv dages rejse dertil.

Atar og Mischa vågner, og Atar får en pibe og urter med i afskedsgave. Vognen triller videre, Wolfgang indser at vagten er død, og han forsøger diskret at tippe ham ud af den blodige vogn. Det bliver opdaget, og de andre bliver enige om at Wolfgang selv må tørre blodet op … og vaske Kurt der efter et par dage i sygesengen lugter ret stramt. Mischa og Atan diskuterer muligheden for at udnytte brevet i den stadig noget løse plan om at lade Kurt overtage rigmandens (Heinrichs) identitet. De bliver også enige om at have et ekstra øje på Wolfgang.

Rejsen fortsætter, og flere gange lokker Atans pibe. Wolfgang forbinder nu røgen med sine gale handlinger fra tidligere, så han kan modstå det, men det kræver en indsats for Mischa. Atan nyder det bare.

Heksejægerens bytte

52868294_10155691221547581_531534814566678528_n
Velkommen til Riegen.

Inden aften drejer de fra vejen for at opsøge den nærmeste landsby på kortet. De finder palisaden delvist ødelagt, og da de kører indenfor, bliver den ene hest skudt i knæ af en slynge, og gruppen bliver omringet af bevæbnede ladsbyboere. Mischa forsøger at sælge ideen om at vi er nogle fandens karle i en fin mands tjeneste, men fejler. Det lykkes dog at få lagt en dæmper på gemytterne, særligt da det går op for de rejsende at denne landsby har mødt heksejægeren der også var i Ailigrund (bjælken hvor folk blev lænket og brændt, står stadig), og Wolfgangs følelsesudbrud gør indtryk – det samme gør Atars pibe. Flækken viser sig at hedde Riegen. Vi bliver inviteret indenfor hos landsbyoverhovedet Wilfred Bach (vi møder også Börge, Marethe og Finn). Kurt bliver tilset af en lægekyndig, Antonius Kraut. Han vil ikke kunne rejse i et stykke tid, og Wilfred lader os bo der midlertidigt.

Der bliver udvekslet historier om heksejægeren, Olgar Henzel, der ligesom i Ailigrund udgav sig for historiker fra Altdorf inden hans sort- og rødklædte soldater dukkede op og udrensede byen – Riegen blev endnu hårdere ramt fordi de kæmpede imod. Det er nu tre måneder siden. Olgar var tilsyneladende på sporet af en bogsælger ved navn Wulfred der kom igennem Riegen og fortsatte mod Krovas hvor han formentlig solgte sin bog (om heksekunstner?). Wolfgang overhørte heksejægeren sige at manden der solgte bogen, ikke var at finde i Krovas, men nok var fortsat nordpå (altså mod Ailigrund). Måske blev den (og et symbol af en slags) købt af Remand Kurtel fra Ailigrund der tog den med hjem og som minimum viste den til vores hjembys kloge mand, Alvin. Det var formentlig disse mænd der dræbte Marie Nußbaum, og ikke den unge mand som Wolfgang og de andre ellers udpegede for heksejægeren. (Dette er hændelser der går forud for min deltagelse i kampagnen, så det kan være lidt misforstået).

De rejsende tilbyder deres hjælp til landsbyen som tak for gæstfriheden, og de lokale fortæller at de faktisk har problemer med tre „banditter“ der udnytter Riegens svækkede tilstand til at tage hvad de vil have. Dem vil de gerne af med, på den ene eller anden måde.

Korsvejen

IMG_6919
Opgraderet terninge-game.

Næste dag (den fjerde siden afrejsen fra Krovas) kører Wolfgang, Atan og Mischa tilbage til korsvejen hvor de parkerer vognen i håbet om at lokke de fredløse ud af busken. Mischa gemmer sig i skoven med armbrøsten og hører noget stort komme gennem træerne. Han når at advare de andre og sætter sig på lur i skovbrynet. Frem dukker et vildsvin der fnyser og gør sig klar til at storme Atan. Mischa sender en pil direkte mod dyrets pandeskal (synes han selv) … men den ryger desværre kun gennem øret, og det rasende bæst springer frem, flænser låret på den ene hest og stormer væk. Hestene går amok, inde i vognen bliver Wolfgang kastet rundt, og Atan er ved at blive stampet ned indtil Mischa når frem og får beroliget dyrene.

Så dukker de tre banditter op. De har de trekantede brændemærker på kinden som Wilfred har beskrevet, men de virker meget unge og lidt usikre selvom de har overtaget og ikke tror et hak på at vi er professionelle vagter. Efter lidt frem og tilbage bliver der indgået en aftale om at de skal lappe hesten, og derefter fører de os til deres godt gemte skjul i skoven. De er: Joris, deres „leder“, den stille Roland og Peter der kan lidt lægekunst. Mischa foreslår at de deler en pibe – hans plan er at udskadeliggøre drengene når de bliver søvnige, give dem en røvfuld og true dem til at holde sig fra Riegen. Men de andre er mere tøvende – de fredløses unge alder passer ikke med at de skulle være kommet i byen flere år tilbage i tiden.

Aftenen falder på …

Eternal Lies [Trail]

[Anmeldelse – kampagne]

eternal_lies_cover_mockup1
Et mere pulpy cover end scenariet lægger op til.

Eternal Lies er en kampagne til Trail of Cthulhu, skrevet af Will Hindmarch, Jeff Tidball og Jeremy Keller og udgivet af Pelgrane Press (2013). Den er på små 400 sider i hardcover (S/H). Jeg købte den som pdf, og jeg vil med det samme anbefale at man i stedet vælger bogen (hvis man kan finde den) og får pdf’en gratis med oveni, for det her er godt.

Det her er Trails bud på en stor globetrotter-kampagne, og den er ikke langt fra at være på højde med Chaosiums Masks of Nyarlathotep i scope. Den fine titel henviser både til de velkendte hvilende urkræfter, men i lige så høj grad til de løgne og løfter de hvisker i svage menneskers ører.

Der er også udgivet et glimrende soundtrack til at underbygge stemningen.

The Hook (spoiler)

En helt central del af kampagnen er at afsløre de sande, mørke magter bag løgnene, og selv med spoilervarsel vil jeg ikke afsløre den/dem/det/hen her – men vi er naturligvis oppe i den Mythiske superliga. Til gengæld er der ikke, som man er vant til det fra Call of Cthulhu, en masse mindre critters, og den begrænsede magi der forekommer, er mere underbygget og ikke i samme grad bare en standardbesværgelse i en bog. Vægten er, som forventeligt i Trail, på efterforskning og horror frem for på action.

Screenshot 2019-02-07 at 12.04.40
Verdensomspændende horror. Illustration fra bogen.

Der er tre akter. I første akt etableres mysteriet: Walter Winston og hans venner opsporede og overvandt i 1924 en kult i L.A., og kun få overlevede. Nu, 1937, er han død, og hans styrtende rige datter hyrer karaktererne til at finde ud af hvad der foregik, begyndende i USA. Anden akt breder handlingen ud over hele kloden (Bangkok, Ethiopien, Malta, Mexico City, Yucatan), og karakterernes søgen efter svar om fortiden bringer dem tættere på kultens fortsatte mørke planer. I tredje akt har de viden nok til at konfrontere ondskaben – både i en eksotisk og en mere hjemlig setting – men de mørke kræfter har også en trumf i ærmet.

Hver lokation er et enkeltstående scenarie, og alle 9 afsnit har noget at byde på. Yucatan skiller sig ud ved at være en mere Call-agtig ekspedition, og de to sidste afsnit fungerer kun som klimaks. Men de andre er forbilledlige til at skabe stemning og styre efterforskningen. Lige fra en sangerinde der indspiller plader på Løgnerens giftige tungemål, til voldelige eskapader i Bangkoks underverden. Det er dog først og fremmest en variation i tone – efterforskningen er hele tiden i højsædet, så det handler næsten altid om at snakke med mennesker eller lede efter fysiske spor.

Udover den verdensomspændende efterforskning er der også et afsnit med adskillige scener (der let kan udvikles til sideplots) som retter sig direkte mod karaktererne og deres Sources of Stability, altså de venner/familie der holder dem ved deres fulde fem.

The Spine

Fokus i teksten er rettet mod sagen og dens opklaring. Men hver lokation er dog indledt af en kort beskrivelse af byen, dress-code og konkrete forslag til stemningsbeskrivelser. Desuden er der en indledning om at få karakterer integreret i kampagnen og 10 karakterer klar til at spille fra bladet.

screenshot 2019-01-30 at 11.50.14
Hvordan bogen selv præsenterer sceneopbygningen (klik)

Hvor jeg harcelerede over Kenneth Hites scenarie i Trail-grundbogen for ikke at være eksemplarisk for Gumshoe-stilen, så er teksten her til gengæld forbilledlig. Hvert afsnit indleder med en forklaring for spillederen og gennemgang af Hook, Spine og Truth. Hver enkelt scene indledes af en punktopsummering af handlingen og vigtige spor  – plus hvilke Skills der skal bruges for at få dem. Derefter følger en meget grundig gennemgang – dialog, reaktioner, spor, Skill-checks osv. bliver fremlagt detaljeret for spillederen. Efterforskningen er et imponerende urværk – brikkerne passer nøje sammen, og man skal ikke fiddle med at lappe huller eller finde undskyldninger for at afsløre spor for karaktererne. Det medfører at der er meget tekst og ikke mange billeder/kort. Det er for mig kun et lille minus, men det er sommetider ret meget at læse for relativt lidt handling. På plussiden giver det forfatterne mulighed for at gå mere i dybden med bipersoner og iscenesættelse.

I forhold til mange af de Trail-scenarier jeg har læst, er det her mere traditionelt opbygget. Scenarierne slår ofte mere ud med armene og tillader sig selv flere greb for at nå frem til den chokerende pointe. Det er vanskeligere her hvor man gerne vil give karaktererne mulighed for at nå det næste punkt i kampagnen med lemmer og fornuft i nogenlunde behold. Det peger i øvrigt også hen på det „usynlige indhold“ i kampagnen, nemlig arbejdet med at holde karaktererne groundet ind mellem de sindsoprivende rædsler. Den del kan jeg se fungere godt i den her kampagne, og det er som sagt også et element der er skrevet ind, men selvfølgelig altid skal skræddersyes til karaktererne.

Screenshot 2019-02-07 at 12.02.54
De 10 pre-gens.

Dermed ikke sagt at kampagnen er helt problemfri. Man vil på den ene side gerne give spillerne mulighed for at rejse rundt og finde spor på eget initiativ, men samtidig er man nødt til at sikre at de får den nødvendige viden til at nå klimaks. Det indebærer at de afgørende clues bliver lidt uelegant præsenteret, og kan man overveje at finde en lidt sjovere måde at håndtere på. Hjemmesiden The Alexandrian har adresseret netop det problem (foruden produceret et shit-ton ekstramateriale til kampagnen, herunder fotos, handouts osv.).

Jeg savnede måske også en lidt større variation i modstanden – eftersom der ikke er alskens Mythos-kryb, begrænser det sig mest til tæskehold og den monstrøse fjendes manifestationer der naturligvis er meget ens gennem kampagnen. Men den er svær hvis man netop gerne vil undgå tilfældige monstre. Eternal Lies har valgt at fokusere stramt på det ondskab man er oppe imod der så kommer til udtryk på forskellige måder, men alligevel lidt ens (man kunne også sige konsekvent).

The Horrible Truth

Eternal Lies har efter min mening fortjent større udbredelse blandt Cthulhu-fans. Handlingen er ret „mainstream“-Call of Cthulhu, men i sin udførsel slet ikke så kulørt som Masks of Nyarlathotep. Jeg kan til dels godt forstå hvis nogen vil finde kampagnens store fokus på møjsommelig efterforskningsarbejde lidt kedeligt, men den er velskrevet, gennemarbejdet og sine steder lige så uhyggelig som man kan håbe.

Eternal Lies, Pelgrane Press, 2013

Ailigrund 0: Mere RPG/IRL eventyr

[Warhammer/Fate – kampagne/uformelt organiseret spil]
Forleden blev jeg indlemmet i en nystartet kampagne, og det var fedt. Læs handlingsreferatet fra Ailigrund her.

42487061_10156516654579799_5334764365667106816_nJeg opdagede Facebook-gruppen Pen and Paper Danmark gennem Mortens blog, tror jeg, og det blev hurtigt tydeligt at der var et kæmpe hjørne af rollespilsmiljøet jeg slet ikke havde føling med. Jeg var godt klar over at D&D stadig er stort, måske endda markant det største spil, men jeg vidste ikke hvor godt det trivedes med denne form for uformelt organiserede spil: invitationer til nye og eksisterende spilgrupper og spil over Roll20. (Der findes også formelt Organized Play, se Pathfinder Society og D&D Adventurer’s League).

Det var nu ikke D&D, men kombinationen af Warhammer-verden og Fate-regler der lokkede mig ud ud af huset. Så, ud på Amager og gæste en fremmed mands lejlighed og møde gruppen. Og det var super fint. De var mødtes på Viking Con og blevet enige om at spille ét eller andet. De var som sagt kommet lidt i gang med kampagnen, og egentlig havde spillederen tænkt sig at køre The Enemy Within, men det fik jeg så spoleret.

Det er endnu early days, så spilstil er stadig til diskussion, men vi er ret meget på samme bølgelængde, fornemmer jeg, og en vigtig del af attraktionen her er jo også at det er noget andet. Derudover er det vidunderligt at få spillet noget hvor jeg bare kan dukke op og være med, og jeg har ingen forbehold over for at spille med fremmede – jeg føler ikke jeg skal leve op til nogens forventninger, så det kan på nogle måder være lettere for en stærkt introvert person som mig.

Planen er at spille en længere kampagne og mødes cirka månedligt. Vores spilleder lagde op til at han gerne vil hen imod en mere kollaborativ stil hvor spillerinput styrer aftenens spil (han er meget glad for spillederløst), og hvor der ikke er for meget forberedelse, for det kan man gå lidt død i. Omvendt tror jeg der var enighed om at selvom spil mellem karaktererne fylder en del, skal der også være et dramatisk element for at have en god spilaften – ikke nødvendigvis en kamp, men noget mindeværdigt.

Fate Revisited

Screenshot 2019-02-02 at 18.24.18
Klik: gratis pdf via Evil Hat

En af de ting der umiddelbart tiltrak mig ved den her gruppe, var som sagt kombinationen af Fate og Warhammer – et mix jeg selv forsøgte mig med for nogle år siden, uden det store held. Eller, det var sjovt, men åbenbart ikke mere sjovt end at to spillere faldt fra pga. travlhed, og systemet (Fate Core) nåede ikke rigtigt at føles trygt for nogen af os – særligt famlede vi med Aspects og at få magi til at spille. Vores setup med krigsveteraner der driver et bordel i Marienburg, var ellers solidt.

Denne gang er vi tilbage ved Fate 2.0, og det hele er lidt simplere, særligt ift. Aspects og skade/stress. Derudover er det tydeligt at spillederen har brugt det meget, og der er rigtig godt styr på skabe komplikationer ved hjælp af vores Features (en række positive og negative træk) og åbne muligheder gennem Fate-ressourcen. Det er bl.a. det han mener med spillerinput, og fedt hvis systemet kan understøtte det. Den løbende forhandling frem og tilbage fik vi ikke rigtigt i spil da jeg forsøgte det, men her fungerer det – selvom jeg lige skal have helt styr på hvilke muligheder for plusser man har hvornår, og så huske at bringe dem i spil. Stunts bliver først introduceret når folk er klar til det. Det er rart at det er så simpelt og fortælle-orienteret, og alligevel var vores kamp virkelig spændende og føltes udfordrende.

Den Warhammer-verden vi spiller i, er virkelig til den mudrede side, og også her fungerer det simple system godt.

Mischa Wolfkind

WHF2_sheet
Klik: download pdf af karakterark (work-in-progress)

Min karakter blev skabt lidt fra hoften, og mine Skills er stadig ikke helt på plads. Men Mischa Wolfkind er barn af landsbyens kloge kone, Johanna, og har overlevet i periferien af Ailigrund ved at jage og stjæle lidt (han er udstødt pga. en manglende lillefinger, og „mutationen“ kunne meget vel have kostet ham en tur i mosen som spæd). Han har samlet en del overtro op fra sin mor, han er ikke særlig godt socialiseret, og hans overlevelsesinstinkt grænser til det kyniske. Jeg kan ikke helt se hvor han bevæger sig hen, men formentlig noget rogue-ish – enten en tyv eller en mere manipulerende form for lusk. Vi får se hvordan han håndterer mødet med civilisationen.

Næste sociale eksperiment bliver at spille med nogle helt andre over Roll20.