Lilienwerks sønner

[Unævnelige kulter – Warhammer-kampagne]
Første trin i forberedelsen til min Warhammer-kampagne (4th edition) er klaret – vi har fire fine karakterer, alle med tilknytning til landsbyen Lilienwerk ved Teufelfloden. Jeg  har ligesom andre ændret lidt i tilblivelsesprocessen:

  • Leonardo_da_Vinci_-_Anatomical_studies_of_the_shoulder_-_WGA12824
    Anatomisk studie af eventyrer.

    Alle karakterer er skabt tilfældigt, dvs. ingen XP-bonus for at tage et tilfældigt rul. Det sparer også den komplicerede del med at bruge disse XP.

  • Ingen elvere; på 99-00 må man i stedet vælge menneske/dværg/hobbit. (Jeg synes de fylder for meget).
  • „Morrs sorg“: For ét Fate Point må man rulle en ny karriere, og man får ikke nogen Dooming (talentet Dooming fungerer i min kampagne ikke som i bogen).
  • Vælg „Shallyas nåde“ eller „Ranalds gambit“: Man må udskifte én Characteristic med 31 eller bytte rundt på to stats.
  • Race-skills: 5 Skills med +5 Advances (i stedet for 3 til +5 og 3 til +3). Simplere.
  • Swim erstatter Language (Wastelander) som menneske-Skill, for vi spiller i det nederste hjørne af Reikland, langt fra Marienburg.
  • De fem Advances på Characteristics tog vi først efter at man havde rullet de tilfældige Talents, og spillerne måtte placere dem frit (i stedet for at være bundet af deres karriere).
  • Alder: 16+d5 (i stedet for 15+d10). Unge mænd.

De fire karakterer

Her er hvad vi kom frem til:

  • Konrad Braun: Sigmar-akolyt (Priest); krofatters søn der drømmer om at Lilienwerk en dag får sin egen, rigtige kirke og er draget mod mystik.
  • Schlau Eisenegger: nævekæmper (Pit Fighter); bondesøn der stak af, fandt et talent i sine næver og nu er tilbage for at bevise sig over for landsbyboerne.
  • Jon „Teufel“ (Hieronymus Häger): flodrotte (Smuggler, Halfling); fragter varer og venskab op og ned ad floden.
  • Max: bartender (Townsman); står til dagligt i Brauns kro, men vil gerne have sit eget sted; sælger lidt urter under disken.

De mangler hver især cirka 400 XP for at skifte til andet trin (og jeg vil nok også anbefale at de tager endnu et Talent til 100 XP først) før de kan lave et „rent“ karriereskifte. Med ca. 100 XP per spilgang + regelmæssige Short-Term Ambitions er det kun 3-4 spil, så det er endnu en grund til ikke at pøse de 120 bonus-XP på i karakterskabelsen. Men det kommer nok til at passe fint med at de skifter efter første „eventyr“.

Ambitions

Short-term Ambition er bestemt af omstændighederne for den intro jeg har planlagt: Vi spiller de unge mænds indtrædelse i voksensamfundet, så spørgsmålet er faktisk hvad de vil vil lave når de bliver voksne – bare mere kortsigtet, svarende til: Hvor går din første køretur hen når du nu får dit kørekort? Hvad er det første du vil gøre? Senere vil det nok blive bestemt af kampagnen, men her i første omgang gav det faktisk mig inspiration til relevante introscener.

(WFRP4 giver ikke selv den store hjælp til Ambitions, så jeg fandt Mouse Guard frem og brugte Goals derfra: Tænk i imperativer: Jeg vil (ikke), jeg må (ikke). Tilføj en aktiv handling: finde, stoppe, tilvejebringe, bevise, beskytte, plyndre, undslippe. Og målret det endelig mod noget/nogen konkret: de andre karakterer, en biperson, specifikt sted/genstand. Det syntes jeg var meget brugbart).

Long-term Ambition er som beskrevet i bogen – en langsigtet drøm.

Party Ambitions bliver Short-Term bestemt af det aktuelle scenarie (og spillerne), Long-Term af kampagnen, og den vil formentlig først stå klart efter de første par spil (formuleres af mig og spillerne i fællesskab).

Tilknytning og fællesskab

Water-mill-De-Marne-Jean-Louis-oil-painting-1
Lilienwerks gamle bryghus og vandmølle, i dag blot en ruin.

For at skabe et fælles fundament bad jeg spillerne byde ind med forskellige elementer til deres hjemby, Lilienwerk: Familie og en mulig mentor? Et (spændende) sted med særlig betydning? Hvad kunne få dig til at rejse væk? Og et par andre spørgsmål. Det hele kommer med i mine forberedelser, og jeg fik masser af guldkorn der er lige til at smide ind i en historie. Det kommer også til at bidrage til et af mine mål med kampagnen: at fortælle karakterernes historie og udvikling (parallelt med det overordnede plot som så er min historie).

Nu kan der risikere at gå lidt tid indtil næste gang, for alle skal helst være med til introen for at etablere en fælles motivation, men derefter kan vi lettere undvære en enkelt spiller og fastholde et lige godt og vel månedligt spil som vi har planlagt.

På sporet af Warhammer

[Warhammer 2nd edition – Skyggen af den indre fjende]

WHF08_Career_Investigator.png
Investigator fra WFRP 3e (karrieren findes også i den nyeste udgave).

Vi har igen spillet vores (2nd edition) Warhammer-kampagne hvor vi sidst stødte på en grif og endte lige uden for landsbyen Jettenberg. Det viser sig at monstret ikke er det eneste problem på egnen, og det førte til et rigtig fint efterforskningsspil i den lille by. Du kan læse forløbet mere detaljeret her.

Det blev fra starten gjort klart hvad problemet var (men ikke hvordan eller hvorfor), og hvem vi kunne snakke om det med. En del af denne info fik vi i en komprimeret downtime-intro der gik lige på mysteriet.

Formen mindede lidt om Trail of Cthulhu hvor det også er kongstanken at man har fri adgang til spor og oplysninger hvis man ellers sørger for aktivt at opsøge dem, og det er ikke afhængigt af terningrul. (Terninger havde vi stadig masser af da vi fik os rodet ud i mosen og skulle overvinde praktiske udfordringer). Vi manglede så Trails dedikerede efterforskningsevner, så Intelligence og Perception holdt for, men mest som vejledende tjeks for at give spillederen inspiration til hvordan (altså hvor tydeligt) han skulle formidle oplysninger, ikke så meget som en stopklods hvis vi fejlede et tjek.

Her foregik det altså bare som en underforstået spilstil, inden for reglerne af Warhammer. Det gav mig faktisk et bedre indblik i hvordan Trail kan fungere, end ved at læse Trail. Og det var klart sjovere end at rave rundt i mørket og ikke ane hvor scenariet eller spillederen vil have en hen.

En ny kampagne

[Unævnelige kulter – de indledende manøvrer]
Jeg vil også spille Warhammer! (Altså, mere Warhammer … men denne gang i 4th edition).

45276507_819855418406663_5609412015119400960_n
‘Nightcrawler’, Thomas Wievegg, 2014

Og nu har jeg startet en kampagne op med fire spillere jeg aldrig har spillet med før. Det var ligesom første hurdle: at finde nogen at lege med. Folk har deres grupper og deres liv og begrænset tid, og jeg ville ikke trække på dem jeg i forvejen spiller med. Jeg overvejede decideret at søge på Pen & Paper Danmark – det gik jo fint med at spille med tilfældige mennesker da vi testede WFRP4-reglerne, men det var alligevel for grænseoverskridende. Så i stedet gik jeg til nogen jeg vidste gerne ville rollespille, og som jeg kendte lidt i forvejen (men som var fremmede for hinanden), og efter lidt skriveri var gruppen klar til at mødes.

Det næste var at jeg ikke ville spille et nedskrevet scenarie. Dels pga. af dårlige erfaringer, og dels fordi jeg alligevel ender i prep-mode, og det giver nogle helt andre muligheder for at lade historien udfolde sig dynamisk når man ikke skal følge fastlagte delmål. Jeg tror aldrig jeg har kørt en kampagne der var én lang, episk historie – jeg har altid tænkt i mindre enheder der så selvfølgelig er bundet sammen af en gennemgående rød tråd. Så udgangspunktet var at finde et tema, den røde tråd, muligvis med en stor ondskab for enden, og så ud fra det lave enkeltstående historier … hvis udfald igen kan inspirere til metaplottet, og vice-versa. Vi tager udgangspunkt i Reikland, ikke så langt fra Ubersreik, så jeg har muligheden for at benytte mig af officielle produkter hvis de alligevel er interessante.

45318215_819614641764074_1194175545953222656_n
RPG LexOccultum, ‘Roi de rats’, (detalje), Riotminds

Men jeg ville også gerne have en ramme – ikke kun i form af et tema, men også praktiske værktøjer. Det fik mig til at tænke på hvordan man laver byer i Dogs in the Vineyard: Nogen misunder andre noget (synd), og det fører til falsk tro, der igen åbner for djævelens indflydelse osv. Så sætter man nogle navne og motivationer på, og så har man en krudttønde der er klar til at karaktererne dukker op og sætter ild til. Den tilgang vil jeg forsøge at teste af undervejs, og det er stadig noget jeg roder med at få til at virke helt. Det kan selvfølgelig ikke bruges 1:1, for Dogs er meget specifikt, men samtidig passer det rigtig godt til mit tema.

For det er så det sidste: Jeg havde for længe siden tænkt mig at skrive noget om Sigmar og alternative måder at betragte hans guddommelighed på her til bloggen, og den ide lå stadig og summede (ikke at det nødvendigvis skal handle om ham), plus i det hele taget Warhammers forhold til guder og vederstyggeligheder der er lidt ujævn efter flere versioner. Så den røde tråd i kampagnen er tro/blasfemi og religiøse sæder/afgudsdyrkelse. Hvilket også giver mig chancen for at bringe Warhammer lidt tilbage til Call of Cthulhu-rødderne. (Kombineret med et stærkt fokus på karakterernes liv og skæbne).

Og dermed fik jeg også serveret navnet på kampagnen på et sølvfad:

Unævnelige kulter

(… selvfølgelig skrevet på reikspiel). Vi har lavet de første to karakterer, og de næste to lander om et par dage – så mere til den tid.

Billederne er taget fra Welcome to Sunny Bögenhafen på Facebook.

Luftforandring og et nyt kapitel

[Skyggen af den indre fjende – Warhammer-kampagne]

images.jpegI går tog vi kampagnen ud af Bögenhafen og fra byeventyr over i en klassisk rejsesekvens. Vi er lidt på flugt fra begivenhederne i den Kaos-plagede by, og lidt på jagt efter svar. Den nekromantiske læge, Wolf Sauer, havde breve på sig der pegede mod Hägerhøje, og vi mistænker at Johannes Teugen blev involveret med Kaos i Nuln – begge dele ligger i samme retning, nemlig øst, så den vej går vi.

Det blev et spil med kultister, heksejægere, et kæmpemonster, masser af terningslag … og ingen kamp. Det er god Warhammer. Og et fint temposkifte efter et langt byeventyr.

Referatet er her: Gæstgiveriet og tårnruinen.

Lidt betragtninger fra spillet

Morten skrev lidt om brug af Perception-tjeks i fbm. Tales from the Loop, og det var også oppe hos os – Lars har en stil hvor han ofte kalder på et rul og så tilpasser sin beskrivelse efter resultatet. Vi kan reelt ikke vide om vi får informationerne selvom vi fejler, men det skaber i hvert fald illusionen af succes/brug af evner. Denne gang blev det åbent erklæret at vi ikke behøvede rulle hvis det alligevel var noget han havde i sinde at meddele os. Men sjovt nok blev vejledende rul ekstremt vigtige i den sociale kro-sekvens – særligt rul for Perception og Charm var der mange af. Og jeg synes det var fint – jeg er ikke altid selv så skarp i det sociale spil, og det smitter jo af på mine karakterer, og så er det rart at få en hjælpende hånd af simulationen. Med Perception virkede det fint at tjekket signalerede at der foregik noget, men karaktererne opfangede bare ikke det hele – det føltes ret realistisk.

standard_Martin_Schongauer_Griffin
Den stolte løveørn! Martin Schongauer, 1485

Lars snakkede også lidt om at iscenesætte møder med sympatiske personer – også selvom de er „de onde“. Det åbner op for interaktion hvis man ikke hele tiden er bange for at folk er ude efter en – i hvert fald i teorien, for eventyrerne er selvfølgelig stadig paranoide. Men det er en god pointe at man opdrager sine spillere til at opsøge eller undgå kontakt med de bipersoner man som spilleder sætter i spil.

En sjov ting ved kampagnen, vi kom til at snakke om, er at vi begyndte for halvanden år siden og har spillet ca. 10 dage i kampagnen – og flere af spillene er brugt på de sidste dramatiske timer i Bögenhafen. Set i det lys er det også meget godt at komme ud på landevejen hvor træfningerne ikke nødvendigvis falder så tæt, og der bliver tid til at vokse ind i nye karrierer.

Et nyt kapitel, nye karriereveje

[Skyggen af den indre fjende]

Du kan nu læse et kort referat af 11. spil i vores Warhammer-kampagne: Afsked med Bögenhafen. Vi afsluttede kampagnens første del med et brag, og nu skal vi på landevejen, med kurs mod de hjemsøgte Hägerhøje og Nuln. Samtidig gik dagens tre aktive karakterer for alvor ind i deres anden karriere.

  • Berthold: Protagonist > Thief
  • Dicte: Noble > Duellist
  • Konrad: Barber-Surgeon > Initiate (Morr)
  • Hanna: Outrider > Mercenary (forventet)
  • Roman: Noble > Wizard’s Apprentice  (forventet)
c4ed8f0a13ef9857c1bd5f9a1cdca75b
De mystiske Hägerhøje venter. (‘Uttewalder Grund’, Caspar David Friedrich)

Situationen har været meget intens gennem de seneste spil, så der har ikke rigtigt været anledning til at gå i skole og lære et nyt erhverv, men der er evner man godt kan retfærdiggøre at have samlet op uden formel undervisning. Så lige nu har folk fået lov til at skifte, og så må vi se hvad der viser sig af mentorer hen ad vejen. Foreløbig kan jeg godt lide at vi tager lidt let på avancement, for det kunne let været gået i stå her i en periode – medmindre man ville tvinge alle til at blive Vagabonder.

Tre ud af fem følte ikke der var nok at komme efter i de „officielle“ Exits. Jeg tror dels det er udtryk for at vi alle rullede nogle ret stærke karrierer fra starten af, og dels at udvalget af karrierer ikke er så stort når det kommer til stykket. Der var ikke noget med at vi ikke måtte gå til avancerede karrierer, men med historien i tankerne (hvor vi lige har nedkæmpet lægernes lavsmester), virkede det ikke helt oplagt for min bartskærer at blive læge selvom det var en Exit og det eneste rigtige alternativ til præstegerningen. Duellisten var faktisk den eneste avancerede karriere der blev valgt. Jeg havde det selv sådan at det føltes lidt for tidligt at få adgang til de lækre plusser.

Barber-Surgeon har ti avancementer før den er færdig (man starter jo med de tilhørende Skills og Talents), og vi fik tre fra start (i stedet for den sædvanlige ene). Så det kostede 700 xp at afslutte den. Da vi har fået 100 xp per spilgang, og jeg har været der hver gang, plus et par hundrede i bonus, er jeg allerede godt inde i Initiate-karrieren selvom jeg har betalt ekstra for ikke at vælge en Exit. Men nu kommer der så nogle kundskaber der formentlig først kan læres i Nuln. Jeg kunne til gengæld sagtens se for mig at den kommende rejse gennem det hjemsøgte land kunne tjene som indvielse i Morrs tjeneste – vi får se.

Lille fodnote om WFRP 4th edition

photo
Teugens sidste blik ud over Bögenhafen. (‘Kunstner i sit atelier’, Caspar David Friedrich)

Jeg prøvede også at føre Konrad frem til hvor han er nu i vores kampagne (altså lige begyndt som Initiate) efter de nye regler. Det kostede lidt over 1.250 xp, og så havde jeg gennemført Physician Tier 1, taget Surgery Talent fra Tier 2 og var skiftet i utide over til Priest Tier 1 (Initiate). Så det kunne godt lade sig gøre at lave en tilsvarende karriereudvikling, men jeg ville gerne have brugt lidt flere xp som Physician Tier 2, så alt efter hvilket tempo man foretrækker, kan man overveje at give lidt mere xp i 4e end i 2e – særligt fordi fremskridt bliver dyrere fra Tier 2 og opefter. Men havde vi spillet 4e fra starten, ville skiftet til Initiate måske slet ikke have været relevant, for der er mere kød på den nye Physician-karriere – også uden at man begynder at overveje at blive der bare for at specialisere sig hvilket jo også er en ny mulighed.

Og hvis historien som hos os forhindrede et medlemsskab af lægelavet (i hvert fald i Bögenhafen), er Criminal faktisk et muligt Talent! Det er sgu godt tænkt: Hvis du fortsætter med at bedrive lægegerning uden næringsbrev, får du ballade med fagforeningen.

Mød Konrad

Konrad_sheet v3
Custom-karakterark. *

[Skyggen af den indre fjende]

Nu hvor vi er ved at være færdige med første del af vores Warhammer-kampagne, kan jeg vist godt tillade mig at præsentere min karakter, Konrad Siegel.

Rent teknisk blev karakteren til gennem tilfældigheder – som det sig hør og bør i Warhammer (vi spiller 2nd edition). Karrieren som bartskærer, de lysegrå øjne og kornblonde hår, pæn Weapon Skill, middelmådigt alt andet osv. er de grundvilkår terningrullene gav mig at arbejde med. En eventyrgruppe kan altid bruge en heler, så det var også fint på det plan.

Baggrund

Konrad er født og opvokset i Bögenhafen, af en bedemandsfamilie. Men han brød sig ikke specielt om udsigten til at skulle gå i forældrenes fodspor – dels fordi han foretrak at skabe sin egen skæbne, og dels fordi han syntes familiehvervet behandlede døden som et rent praktisk spørgsmål: Han kunne ikke lade være med at fundere over sjælen i kødet og i efterlivet, noget hans forældre strengt forbød ham at dvæle ved, for det var Morr-præsternes geschäft. 

Men ud over en smule indsigt i religiøse ritualer der senere skulle vise sig nyttig, gav hans læretid ham også et godt indblik i det menneskelige legeme, og soignering af den,  viden han tog med sig da han flyttede hjemmefra og slog sig ned som bartskærer: Her kunne han omsætte sine talenter til at tjene lidt som barber og på at udbedre mindre skavanker. Det sidste var lidt en balanceakt, for som borger havde han ret til at udføre sit hverv, men han havde ikke næringsbrev som læge.

Tarkhis
Havnen i Bögenhafen hvor Konrad har en stor del af sin kundekreds.

Løsningen blev at flytte ned i et arbejderkvarter, ikke så langt fra havnen. Her kunne han møde de tilskadekomne hvor de var, og tilse dem inden de så at sige fik brug for en læge. Disse smålapperier kastede ikke det store af sig, så han har tjent lidt på personlig pleje ved siden af. Ikke nogen glamourøs karriere, og hans hybel var en lille loftslejlighed med et enkelt kammer. Det pæne borgertøj han havde med hjemmefra, var begyndt at være lidt slidt (selvom skægget naturligvis stadig sad knivskarpt). I en alder af et par og tyve år var han begyndt at overveje en anden karriere – måske at rejse ud af byen, men det var også et stort og farligt skridt.

Det var udgangspunktet da kampagnen begyndte.

Skygger over Bögenhafen

Bortset fra et selvstændighedstræk og et ønske om at hjælpe andre, måske en gryende åndelig eller magisk interesse, havde jeg ikke besluttet så meget om Konrads personlighed. 

Medievalstreet
Købstadens charmerende gader skjuler en verden af korruption og Kaos.

Gennem vores første eventyr har der vist sig et par ting: Han er samarbejdsvillig, nysgerrig og vant til at hjælpe folk i nød. Selvom han er lovlydig, bryder han sig ikke om at rende ærinder for ordensmagten/rige købmænd/adelsfolk osv., og han er også villig til at overveje at vores gruppe måske faktisk er de bedste til at håndtere de ting vi har fundet ud af. Og da der ikke er alverden der binder ham til Bögenhafen, har han faktisk vist sig at være godt materiale til at blive eventyrer. Han bryder sig heller ikke om heksejægernes ukritiske tilgang til modgå Kaos. Han har et åbent sind – ikke sådan at han er villig til at tolerere Kaos, men han er ikke så bange for at komme i kontakt med det, og han har indtil nu været den der samler magisk parafernalia op og interesserer sig for sære skikke og ritualer. Han har helt klart nogle gråzoner en sand zelot ikke har. 

Men det der virkelig blev bestemmende for hans videre vej, var Wolf Sauers kælder hvor lægelavets overhoved havde foretaget forsøg på at reanimere lig. Med sin bedemandsbaggrund var han foruddisponeret imod nekromanti, og det han så dér, var på sin vis mere grænseoverskridende for Konrad end Kaos – måske føltes det lidt mere nært? I hvert fald har han taget det som et tegn og vil i næste etape af kampagnen forfølge en karriere som Morr-akolyt.

En ny karriere

Som jeg antydede tidligere, var det faktisk lidt svært at finde noget fornuftigt at tage sig til efter den første karriere. Den passede så godt og kunne godt være blevet brugt til mere, men det er en begrænsning ved denne udgave af Warhammer at man er nødt til at komme videre (og at karriererne så klumper sig lidt sammen). Han kunne måske være gået videre som læge, men man ville skulle slå en krølle på historien hvor vi lige har lagt os ud med lægelavet, og det ville være lidt et pligtvalg ift. Konrads øvrige interesser.

Death-and-the-Maiden-Marianne-Stokes-oil-painting
Morr siger hej.

Lars har efterlyst at vi fik nogen med i gruppen der kunne sidde inde med viden om magi og kulter og den slags. Vi var ikke så detektivagtige i det umiddelbare setup, og da kampagnen ikke er specielt kamptung, giver det mening med flere akademiske og sociale evner. Faktisk havde vi egentlig fordelt roller således at Konrad skulle være troldmand, og Roman, hans adelige ven, Sigmar-præst. Men præstegerningen passer mig – og Konrad – bedre, synes jeg.

Det er også en praktisk karriere på den måde at Morr benytter drømme og visioner til at indvie sine tjenere, og templerne er derudover selvstændige enheder på en anden måde end fx Sigmars hierarkiske kirkeorden. På den måde vil det være håndterbart at gennemgå karrieren uden at skulle slå sig ned og i årevis feje gulv i et tempel. Det er i øvrigt meget sjældent at jeg spiller magiker i fantasyrollespil, så det bliver sjovt … når han engang kan noget (min allerførste rollespilsoplevelse var som Elf i D&D, og jeg har også spillet en ret sej barde i det gamle RuneQuest, men ellers skal vi nok over i Mage for at finde en troldmand). 

Portræt af en ung mand

Jeg kan godt lide Konrad. Bartskærer-karrieren er dramatisk og beskrivende for Warhammer-verdenen, og som bindeled mellem bedemandsfamilien og præstegerningen har den fungeret rigtig fint. Vi har nok alle nogle bestemte karaktertyper vi falder i, og Konrad, den kommende dødspræst, er nok ikke nogen undtagelse for mig, men jeg prøver at tænke ham med lidt færre indre dæmoner og samtidig med en trodsig side over for autoriteter. Samtidig er en del af fornøjelsen ved kampagner at man ikke behøver kaste en fuldendt karakter i spil lige fra starten, men kan tillade sig at lade rollespil, konflikter og system udvikle karakteren gradvist, så vi ser hvor det fører hen.

*) Illustrationen på karakterarket er af Giovanni Battista Moroni, „Portræt af 29-årig mand“ (1567) som jeg har lysnet hår og øjne lidt på – slet ikke nok, men vi er derhenad. Den høje sorte krav med krøs klæder en bedemand/Morr-akolyt, synes jeg.