[Warhammer-karrierer del 2]

Okay, karriererne er altså en central del af Warhammer, men hvad er det så de gør ved spillet og karakterprogression?

Jeg har spillet rigtig meget Warhammer, men min erfaring med at se karrieresystemet folde sig helt ud kommer primært fra The Enemy Within-kampagnen (som spil-leder) og Doomstones (som spiller), begge i originaludgaven. Og nu er jeg så gang som spiller i 2nd edition i Skyggen af den indre fjende. Jeg har ingen praktisk erfaring med 3rd edition, og den adskiller sig alligevel også så meget fra de to første at det ikke helt giver mening at sammenligne dem, så følgende er kun med udgangspunkt i „klassisk“ Warhammer.

Første gang, The Enemy Within, virkede systemet fantastisk. Måske primært fordi det var noget helt nyt, men også fordi vi voksede med de karakterer, og endelig hang kampagne, setting og system sammen som det var tiltænkt – det malede et samlet billede af verden, samtidig med at det foldede karaktererne ud som personligheder. Vi spillede 80 spil, og selvom jeg var godt gammeldags nærig med XP, nåede alle et kompetent niveau og fik tilfredsstillet karrieerambitioner. Måske af samme grund var Doomstones (omkring 45 spil?) mindre effektivt: Fjernt fra civilisationen virkede karrierevalgene ikke nær så indlysende – det ville have været mere oplagt at alle var kamphærdede eventyrere – altså D&D-karakterer, sådan som kampagnen også var tænkt oprindeligt. Men det var stadig et grundelement. Lige nu står jeg efter 7-8 spil på kanten til mit første karriereskifte i vores nuværende kampagne, så det er lidt tidligt at evaluere, men spil-lederen gør meget ud af at tænke progression logisk sammen med historien, så mon ikke det bliver fint. Mulige karrierevalg er samtidig en løbende snak rundt om bordet, så selvom ingen har skiftet endnu, fylder det.

Apoteker skråstreg eventyrer

Grundlæggende er karakterudvikling i Warhammer historien om en mand/kvinde/dværg af ringe kår der overvinder sin lave sociale status og manglende kompetancer og arbejder sig om ad karrierestigen og ender med, nå ja, stadig ret middelmådige kompetancer, men dog bedre end det øvrige rakkerpak. Det er i virkeligheden forhistorien på Warhammer Battles helte: Hvad lavede Brutus von Steinhammer inden han blev magtfuld nok til ene mand at påvirke udfaldet af et slag? Problemet er at svaret i en rollespilskampagne sædvanligvis er: Han var eventyrer. Ikke: Han var rakker, men senere blev han gravrøver og en ganske hæderlig feltskær. Og eventyrere er typisk ikke gode til at passe et job fra 8 til 16, så de to fortællinger – den jordbundne og den eventyrlige – kan let kollidere. Visse karrierer kræver derudover

realistisk set årevis af træning – med troldmanden som det mest oplagte eksempel – men af nødvendighed vil det i en kampagne ofte skulle klares med lidt downtime, lidt „jeg øver mig“ og måske lidt tid med en særlig mentor man kan rollespille op imod hvis spil-lederen er rigtig flittig (den slags betragtninger var medvirkende til at min gamle Enemy Within-kampagne blev så lang – det inkluderede flere solo- og sidehistorier).

The Enemy Within forsøgte faktisk at tænke disse elementer ind – i hvert fald i starten (og da vi jo spiller i skyggen af den kampagne, er Hieronymus Blitzen stadig derude som troldmandsmester for en potentiel lærling).

Lodret/vandret mobilitet

Som jeg var inde på i et tidligere indlæg om Burning Wheel, så giver tilgangen i dét spil måske faktisk mere mening. Her har man en „lifepath“ der fører frem til det nuværende eventyrliv. Det småborgerlige karriereforløb er noget der ligger bag en, og nu er du eventyrer, præget af det liv du har livet. 

Imidlertid giver det også en ganske anden tematisk baggrund. Warhammers karrierer er grummere: Eventyrere eksisterer kun som et løst koncept – man er stadig nødt til at balancere det med en, formentlig kummerlig, eksistens inden for de sociale normer og rammer. Det er også et system der siger at social og kundskabsmæssig bevægelse er mulig, men kun ad den slagne vej. Selv hvis du finder en skat som skomager/eventyrer, omsætter pengene sig ikke i XP (som i ældre D&D) og pludselig respekt – kun ved at omsætte din eventyrerfaring i samfundsmæssig nytteværdi, kommer du videre.

Hele konceptet er jo faktisk en ekstremt modernistisk tilgang til en fantasyverden – social status i middelalderen var sædvanligvis en statisk faktor. Bondemanden drømte ikke om at blive sølvsmed eller druide, og i den forståelse giver eventyrer-modellen fra D&D god mening: Du melder dig helt ud af det feudale klassesystem og ind i en farefuld livsstil hvor alle er ligestillede, eller lige frie, i deres „udenfor-hed“. Men med denne risikobetonede livsstil er der mulighed for at snyde sig til toppen, eller op i nærheden af den. I Warhammer er den genvej afløst af mulighed for at navigere inden for systemet. En positiv sideeffekt er at udvalget af karakterer skaber næsten utallige valgmuligheder frem for låste klasser – der opstår et metaspil om at udvikle/udtrykke ens karakter der rækker ud over level.

 

På Larry Elmores forsider til de oprindelige D&D-bokse kunne man
følge en rigtig helts progression op gennem level-systemet.

Det bringer mig tilbage til det jeg skrev i starten om at karrieresystemet fungerede bedre i The Enemy Within end i Doomstones – det giver også mening her: Ikke blot er der ikke de store muligheder for at lære et nyt erhverv i ødemarken, man savner også den progressive civilisation Imperiet står for, der gør en sådan udvikling mulig.

Hvad er historien?

I originaludgaven af Warhammer Fantasy Roleplay hed det (og der står noget tilsvarende i andenudgaven):

Fate is the essential difference that marks the character as an adventurer, rather than an ordinary run-of-the-mill citizen. 

Om ens startkarriere hedder det derimod at det er hvad der gør karakteren til en rigtig person. Sande helte er altså gjort af Fate Points, mens karriereudviklingen er det der grounder dem, gør dem realistiske og relaterbare. Men for mig har Fate bare aldrig haft den vægt – altså, det var da meget rart og computerspilsagtigt at have flere liv, men i forhold til at definere grundfortællingen i Warhammer har det slet ikke samme vægt som karrierforløbet. Som jeg skrev tidligere, så handler det for mig om at starte fra bunden og kravle ud af muddergrøften ved neglene – hvis man lever længe nok (understøttet af Crit-mekanikken, og her kan Fate Points så godt siges at være det der gør forskellen – at man som „helt“ har lige den ekstra edge der rent faktisk gør det muligt at stige op).

Den fortælling bliver styrket hvis man spiller efter bogen og ruller en tilfældig karriere: Det du kom fra, har stor betydning for dine livsvalg … men du har faktisk mulighed for at udfordre skæbnen og skabe din egen vej. Den tilfældige begyndelse er også en del af verdensbilledet: Ikke alle er lige i den her verden. Og den svaghed man går ind i eventyret med, ikke som helt, men som „lønslave“, er en anden side af den samme fortælling. 

(Fodnote: Hvis jeg har ret i at det her er nøglefortællingen, så var det også her Fantasy Flight gik galt i byen da de skabte et balanceret udgangspunkt og rangeringssytem der sikrer at man møder modstand på ens eget niveau).

Næste afsnit: Gæsteindlæg!

Del 1: Tre generationers karrierevalg

[Warhammer-karrierer del 1]

Når man tænker på Warhammer, så er et af de ubetinget mest definerende træk – måske kun matchet af Kaos-magterne – karriererne. Det har været et væsentligt element i alle tre foreløbige udgaver, og bliver det igen i den fjerde, selvom vi endnu ikke kender detaljerne.

Da jeg første gang stødte på Warhammer, var det gennem et 4 siders reklameinsert i Dragon #116 i 1986, og det var helt vildt. En af de ting der virkelig chokerede, var at der var over hundrede evner og et svimlende antal karrierer. I mit hoved sammenlignede jeg det med det jeg kendte, nemlig D&D, hvor man i det røde sæt havde syv valgmuligheder, inklusive racer. I praksis fungerede det jo noget anderledes, men det blev det ikke ringere af. 

Warhammer Fantasy Roleplay udsprang som bekendt af Warhammer Battle, og måske var det netop det at man zoomede fra kollektivet/hæren ind på individet/„helten“ der var en medvirkende inspiration til at fokusere på almindelige menneskers livsvalg i en ualmindelig (og ekstremt farlig) verden. Det er vanskeligt at forestille sig at designerne ikke også skulle være fans af Monty Python and the Holy Grail (1974) med dennes mudderindsmurte æstetik og kulsorte humor, ofte med en social kommentar. Vi ved også at designerne generelt tog udgangspunkt i europæisk historie og i brainstormen over „middelalder“ formentlig har haft mudder, pest, ynkelige bønder, griske herremænd og lignende på tavlen – det forestiller jeg mig.

Uanset hvad så var karrieresystemet i rollespilssammenhæng ret banebrydende i midtfirserne, og de nye udgaver af spillet har, trods større eller mindre redesign, alle holdt fast i dette element.

Ildelugt og inkompetence på CV’et

1st ed, Games Workshop, 1986

Førsteudgaven lagde grundarbejdet, det var her vi blev introduceret både for det tekniske med avancementer, karrierevalg og et avanceret niveau, men også at det her var en verden der ikke fokuserede særligt på helte, men på et bredt udvalg af erhverv i alle statuslag. I og med at alt var nyt, skilte alting sig ud, men jeg vil alligevel fremhæve et par karrierer specielt:

Rat Catcher: Udover tigger er der næppe nogen rolle der tydeligere illustrerer den „grim & perilous“ stemning Warhammer slog sig op på. Det er naturligvis også den karriere der har givet undertitlen til denne blog: rottefængerens standardudstyr inkluderer en lille, men bidsk hund (og d6 døde rotter).

Troll Slayer: De fleste karrierer er ret standard for en middelalder/fantasy-setting, men lige netop den selvmorderiske troldedræber er en særlig Warhamme-feature (der cirka samtidig blev introduceret i WH Battle). Designet er ikonisk, og selvfølgelig også derfor han er smasket på forsiden, men reelt synes jeg aldrig karrieren blev integreret eller brugt interessant.

Witch-Hunter: Jeg vil også trække heksejægeren frem, for den er nært knyttet sammen med settingens Kaos-element. Jeg kan huske at tænke på ham som sej, og første gang man så møder en i den officielle kampagne, er han en total bims fanatiker (egentlig en dusørjæger for at være helt præcis, men han blev brugt som heksejæger) – det er, i modsætning til troldedræberen, godt implementeret.

Illustrationerne af Tony Ackland er, som i resten af bogen, ekstremt svingende i kvalitet, og tøjstilen svinger vildt fra renæssance til middelalderagtigt blah. Men han formåede alligevel, sammen med layout og tekst, at skabe et meget genkendeligt hele. Det var helt ned i den grove papirkvalitet og S/H-trykket.

Med enkelte undtagelser kom der ikke flere karrierer til efter grundbogen.

Strømlignet og specialiseret, men stadig beskidt

2nd ed, Black Industries, 2004

Andenudgaven reviderer meget der allerede er kendt fra originalen – avancementer, karrierevalg m.m. er stadig at finde, det hele bare lidt mere strømlinet. Således går flere af karriererne også igen, men der føjes nye til med måske endnu mere kulør/grit: Bone Picker, Camp Follower, Charcoal Burner, Zealot og lignende. Rat Catcher er der stadig – nu med d10 rotter. 

De regionale/racebestemte jobs (Estalian Diestro, Kithband Warrior osv.) udvides også drastisk hvilket måske er med til at udvide settingen – eller måske netop indsnævre den? For mig svarer det til når George Lucas viser os Chewbacca i Prequel-filmene hvor han ikke har noget at gøre – universet (galaksen) kommer til at føles mindre. Jeg er ikke fan.

Endelig vil jeg nævne tilkomsten af Barber-Surgeon der er den jeg selv følger lige p.t., og et fint eksempel på en karriere der har både grit, nytteværdi og føles rigtig i settingen.

Der er forskellige illustratorer bag karriererne, men niveauet er generelt udmærket, dog uden så meget personlighed. Til gengæld har det en højere færdighedsgrad end i etteren, og selvom tøjdesignet er lidt all over the place, er det lettere at se for sig som en del af samme verden, end Acklands.

Enkelte nye karrierer blev føjet til efter grundbogen, og vist nok som den sidste bog i denne inkarnation kom der en Career Compendium der samlede dem alle.

Toptunede terningrullende avatarer

3rd ed, Fantasy Flight Games 2009

I forhold til udvalget af karrierer trækker tredjeudgaven mest på den foregående, men udover at systemet er helt nyt, så er der også en del færre at vælge imellem. 

Et par nye karrierer er det dog blevet til, fx Commener og Dilettante – begge egentlig et par udmærkede bud på Warhammer-jobs. 

De forskellige karrierer har stadig genkendelige grundtræk som specifikke avancementer og skills, og de er opdelt i Basic og Advanced (der dog snarere er lukkede end egentlig avancerede), men i stedet for at lade ens løbebane bestemme karakterprogession er det nu muligt at dykke ned i en karriere og specialisere sig. En væsentlig forskel er også at rottefængeren er væk – alle karrierer er som udgangspunkt nu lige indbydende. Hvilket jo er en væsentlig anke mod den her version – det var en del af „charmen“ at man risikerede at ende i bunden af hakkeordenen, både ift. samfundsstatus og regelteknisk.

Til gengæld har man føjet en ny dimension til, nemlig ens „Party“ der har sine egne fordele og ulemper man trækker på som gruppe. Det kan jeg godt lide – man kan sige det er der et tilfældigt sammenrend af civilister bliver til eventyrere/helte.

En stor del af illustrationerne i 3rd edition er genbrug fra andre Fantasy Flight-produkter, men de har faktisk sat en enkelt person til at lave karakterdesigns (i grundbogen). De er alle langlemmede, velklædte og i farver og understøtter som sådan ideen om at alle karrierer er lige attraktive. Men i det mindste er de udtryk for en ensartet æstetik der savnes i resten af produktlinjen.

Udvalget i grundbogen var ikke så stort, men til gengæld var nye karrierer en næsten fast bestanddel i udvidelserne, hver tilføjelse med sine egne særlige evnekort. (Eksemplet herunder, Servant, er fra en udvidelse. Rottefængeren, inkl. hund, dukker også op senere).

Hvad fremtiden bringer …

4th ed, Cubicle 7, 2018

Vi ved allerede om fjerdeudgaven at den vil læne sig mere op ad 1. og 2., procentrul er tilbage, foruden rottefængeren og hans trofaste (?) følgesvend. Det siges også at man kan blive i sin karriere, men om det er i stil med 3rd edition eller noget nyt, vides endnu ikke. Jeg vil selvfølgelig skrive mere om det når jeg har bogen i hænderne.

Okay, men hvad gør karrieresystemet så for spillet i praksis? Det ser jeg på næste gang.