Du kan nu læse et kort referat af 11. spil i vores Warhammer-kampagne: Afsked med Bögenhafen. Vi afsluttede kampagnens første del med et brag, og nu skal vi på landevejen, med kurs mod de hjemsøgte Hägerhøje og Nuln. Samtidig gik dagens tre aktive karakterer for alvor ind i deres anden karriere.
Berthold: Protagonist > Thief
Dicte: Noble > Duellist
Konrad: Barber-Surgeon > Initiate (Morr)
Hanna: Outrider > Mercenary (forventet)
Roman: Noble > Wizard’s Apprentice (forventet)
De mystiske Hägerhøje venter. (‘Uttewalder Grund’, Caspar David Friedrich)
Situationen har været meget intens gennem de seneste spil, så der har ikke rigtigt været anledning til at gå i skole og lære et nyt erhverv, men der er evner man godt kan retfærdiggøre at have samlet op uden formel undervisning. Så lige nu har folk fået lov til at skifte, og så må vi se hvad der viser sig af mentorer hen ad vejen. Foreløbig kan jeg godt lide at vi tager lidt let på avancement, for det kunne let været gået i stå her i en periode – medmindre man ville tvinge alle til at blive Vagabonder.
Tre ud af fem følte ikke der var nok at komme efter i de „officielle“ Exits. Jeg tror dels det er udtryk for at vi alle rullede nogle ret stærke karrierer fra starten af, og dels at udvalget af karrierer ikke er så stort når det kommer til stykket. Der var ikke noget med at vi ikke måtte gå til avancerede karrierer, men med historien i tankerne (hvor vi lige har nedkæmpet lægernes lavsmester), virkede det ikke helt oplagt for min bartskærer at blive læge selvom det var en Exit og det eneste rigtige alternativ til præstegerningen. Duellisten var faktisk den eneste avancerede karriere der blev valgt. Jeg havde det selv sådan at det føltes lidt for tidligt at få adgang til de lækre plusser.
Barber-Surgeon har ti avancementer før den er færdig (man starter jo med de tilhørende Skills og Talents), og vi fik tre fra start (i stedet for den sædvanlige ene). Så det kostede 700 xp at afslutte den. Da vi har fået 100 xp per spilgang, og jeg har været der hver gang, plus et par hundrede i bonus, er jeg allerede godt inde i Initiate-karrieren selvom jeg har betalt ekstra for ikke at vælge en Exit. Men nu kommer der så nogle kundskaber der formentlig først kan læres i Nuln. Jeg kunne til gengæld sagtens se for mig at den kommende rejse gennem det hjemsøgte land kunne tjene som indvielse i Morrs tjeneste – vi får se.
Lille fodnote om WFRP 4th edition
Teugens sidste blik ud over Bögenhafen. (‘Kunstner i sit atelier’, Caspar David Friedrich)
Jeg prøvede også at føre Konrad frem til hvor han er nu i vores kampagne (altså lige begyndt som Initiate) efter de nye regler. Det kostede lidt over 1.250 xp, og så havde jeg gennemført Physician Tier 1, taget Surgery Talent fra Tier 2 og var skiftet i utide over til Priest Tier 1 (Initiate). Så det kunne godt lade sig gøre at lave en tilsvarende karriereudvikling, men jeg ville gerne have brugt lidt flere xp som Physician Tier 2, så alt efter hvilket tempo man foretrækker, kan man overveje at give lidt mere xp i 4e end i 2e – særligt fordi fremskridt bliver dyrere fra Tier 2 og opefter. Men havde vi spillet 4e fra starten, ville skiftet til Initiate måske slet ikke have været relevant, for der er mere kød på den nye Physician-karriere – også uden at man begynder at overveje at blive der bare for at specialisere sig hvilket jo også er en ny mulighed.
Og hvis historien som hos os forhindrede et medlemsskab af lægelavet (i hvert fald i Bögenhafen), er Criminal faktisk et muligt Talent! Det er sgu godt tænkt: Hvis du fortsætter med at bedrive lægegerning uden næringsbrev, får du ballade med fagforeningen.
Jeg prøvede for sjov at konvertere Konrad (mød ham her) fra Warhammer 2nd. edition som vi spiller nu, til 4th. (Der er ingen planer om at skifte regelhest i Skyggen af den indre fjende-kampagnen).
Første punkt er at vælge menneske som race. I 4th. edition er det en 90% sandsynlighed hvor der i 2nd er frit valg. Barber-Surgeon findes ikke som karriere, men beskrivelsen af Physician benytter specifikt ordet som en lavere udgave af lægen, så det er meget tæt på – og i begge udgaver ruller man karrieren på en 6’er.
Bogen har også en illustration af en Barber-Surgeon.
Der er to nye Characteristics, Initiative og Dexterity, så dem rullede jeg for. I begge systemer er det 2d10 +20, så det lod sig fint overføre. Fate er ikke et rul her, og man har nu også fået Resilience, så de fik 3 point hver.
Så får man 5 Advances (á 1 point) man kan bruge på sine Characteristics (svarende til en Free Advance i 2nd). Det er meget vigtigt her fordi alle stats har en bonus afledt af tierne, så 31 i en stat giver en bonus på 3. (Her skal man lige overveje om en venlig GM vil tillade at man venter med at bruge disse point indtil man har fået sine Talents der også kan hæve stats – det vil gøre det muligt at optimere mere, men jeg gjorde det i den anførte rækkefølge).
Start-Talents for menneske/Reiklander matcher også omtrent, så jeg kunne få Savvy, Hardy, Very Resiliant og Resistance (Disease). Jeg måtte undvære Strong-Minded, men da Insanity er ude, gjorde det ingenting. Man får også point at bruge på en række start-Skills, og den del matcher også fint (Haggle, Gossip og lignende). Her skal man være opmærksom på at det kan betalte sig at købe avancerede Skills, for ellers vil man ikke have adgang til dem (fx Language og Lore), hvorimod Basic Skills bare tester på ens Characteristics. Jeg tog et ekstra sprog, men kunne ikke vælge Tilean, så det blev Breton.
Karrierevalg
Første trin i Physician-karrieren.
Og så bliver det spændende: karrieren. Physician starter som Physician’s Apprentice der giver Advance-muligheder i Dexterity, Initiative og Willpower, så det er lidt strammere end i 2nd. (Det var her jeg tidligere fordelte de 5 Advances, men det ville give mening først at gøre det her). Til gengæld kan man nu købe Melee som Skill, så det manglende WS-avancement fra Barber-Surgeon kunne jeg hente dér. Alle start-karrierer har 8 Skills, og hvis man lægger fem point i hver som man må, er man faktisk færdig med karrieren – så det gjorde jeg. Man må kun vælge én Talent, så det blev Read/Write (selvom både Bookish, Field Dressing og Strike to Stun lyder nyttige – men det synes jeg er et fint valg at skulle træffe). Så mangler jeg dog stadig Konrads Trade: Apothecary (Skill) og Surgery (Talent).
Men! Da jeg jo accepterede alle rul i karakterskabelsen (da jeg lavede ham oprindeligt), har jeg nu 120 xp til gode, og for 100 xp kan han gå videre til andet karrieretrin: Physician. Der bliver Surgery og Trade: Barber tilgængelig hvilket egentlig bare passer endnu bedre end Apothecary. Herfra ville det så blive en overvejelse om hvor meget tid man ville bruge inden man gik videre. Med de 100 xp kunne Konrad også gå direkte til Priest (Initiate) fordi begge karrierer er Academic, men så ville jeg stadig mangle de to nævnte evner, og det var et skifte der først kom ind senere i kampagnen, så det her ligner en god løsning. De resterende 20 xp går til at købe et point i den nye karrieres Skills.
Som Apprentice er hans Status Brass (4) hvilket er fint, men som Physician ryger han helt op på Silver (3), og det er måske lidt højt sat ift. Konrads baggrundshistorie – eller måske ikke (Status bestemmer indtjening og bonus/straf i sociale situationer, og jo højere det tilknyttede tal, jo finere – der er også et Gold-niveau). Der følger ikke noget våben med fra start, så 20 af hans rullede 28/- går til en økse. Motivation? Tja, det her er som sagt lidt et af de tynde områder i 4th, men Nysgerrighed eller Betvivle autoriteter kunne være muligheder. Short-Term Ambition tror jeg fungerer bedst hvis den er styret af historien, men Long-Term kunne være noget diffust med at løse dødens gåde eller at finde personlig frihed og åndelig tilfredsstillelse.
Vurdering
Alt i alt … de mange paralleller gør det ret let at „modernisere“ en karakter. Jeg tjekkede hurtigt de andre karrierer i vores Warhammer-gruppe, og ved flere af dem gælder det som her at man skal ind i andet karrieretrin for at få det hele med. Men til gengæld er der større variation og fleksibilitet i denne udgave. Så thumbs-up til karrieresystemet. Den fleksibilitet der kommer af at kunne købe Skills og stats op ét point ad gangen, giver dog også lidt mere bogføring. Dog ikke så meget når man først er gennem chargen, for der er færre Skills nu, og tempoet falder efterhånden fordi prisen på Advances stiger – til gengæld er man af samme grund nødt til at slå priserne op. Når man sidder med de to karakterark foran sig er det der skiller sig mest ud, at man nu har denne liste af Skills der alle kan ændre sig dynamisk (lidt som i Call of Cthulhu) i stedet for at være bundet til én stat – i starten vil de ligge inden for et lunkent gennemsnit, men det giver rig lejlighed til i en kampagne at specialisere sig.
Helt overordnet må man sige at de to systemer på overfladen er så ens at man nærmest kan bruge sit 2nd. edition-fluff som skrevet. Forskellene kommer mere til udtryk nede i motorrummet.
NB: Jeg er kommet med i en Warhammer 4th. edition-testgruppe der skal spille i september, så der får jeg det prøvet, inklusive chargen.
NB2: Jeg brugte preview-reglerne her, men de endelige er kommet, og der var ingen væsentlige ændringer ift. at lave karakterer. (Læs mit umiddelbare indtryk af preview-reglerne her).
NB3: Jakob Bindslet har lavet en nifty samling af chargen-tabeller.
I vores Warhammer-kampagne, Skyggen af den indre fjende, havde vi i sidste spil den store snak om karriereskift da alle karakterer var klar til at tage rykket. Vi var fra starten en ganske velafbalanceret gruppe selvom startkarrieren blev rullet tilfældigt: Barber-surgeon (healer), Noble (social/fighter), Protagonist (fighter), Outrider (ranger) og Valet (social) – sidstnævnte blev senere skiftet ud med en Noble (social/fighter). Da vi nu stod for at skulle videre, var der tre diskussioner vi skulle igennem:
Hvad kunne man tænke sig at være?
Hvad er der brug for?
Hvilke muligheder er der så reelt?
Punkt 1 giver sig selv – hvad for en karakter har man lavet, og hvordan ser man hendes udvikling for sig. For min karakter, Konrad, havde jeg ikke specielt lyst til at blive læge som ellers var det oplagte store skridt, men min baggrundshistorie (fra en bedemadsfamilie) kunne pege på præstegerningen, og sådan blev det.
Punkt 2 var en lidt mere strategisk overvejelse – der var ikke nogen tyv i gruppen, og der var ingen med akademisk viden der groft sagt kunne rulle et tjek for hvad-foregår-der. Ingen var supergode til at slås, men det er et grundvilkår i starten af en Warhammer-kampagne. Noble nummer to var tiltænkt at kunne komme ind og netop tage en af disse roller, men da der samtidig var to på vej ud i noget magi, og Protagonisten overvejede tyv, fik hun i stedet krigerrollen. Alt sammen meget fint.
Punkt 3 var imidlertid lidt en overraskelse: Da vi kom til at skulle omsætte ideerne i praksis, slog det mig at der reelt ikke var ret meget at vælge imellem.
Fremstillet på dén måde ligner det ikke et specielt klogt livsvalg, Konrad har gjort sig …
Fanget i rotteræset?
Den første Warhammer-karriere er uproblematisk: Ingen forventer for alvor at man udfører hvervet for at få avancementerne – det er immervæk det man har lavet i sit liv indtil nu, så det er fair at være lidt rundhåndet. Og uanset hvor kikset den er, er det alligevel meningen man skal videre til noget andet – faktisk, jo mere kikset, jo sjovere og mere interessant bliver det at udvikle sig.
Problemet ved karriere nummer to er at mange af de avancerede valg ikke er tilgængelige endnu. Nogle af dem er tilgængelige som karriereudveje (fx Physicist), men det er også et spørgsmål om det er realistisk så tidligt i forløbet. „Trappings“ (nødvendigt udstyr/ansatte/m.v.) kan være en guideline, og nødvendigheden af at finde en lærer og åbninger i fortællingen udgør mere flydende, kampagneafhængige faktorer. Derudover har man jo så valgt at gøre nogle af basiskarriererne regions- og racespecifikke (8 ud af 60), og disse er stort set også dømt ude som andetvalg. Et stort antal af basiskarriererne er fine som startpunkt, men ikke oplagte valg videre (medmindre det udspringer af historien), fx kan Bone Picker og Charcoal-Burner meget sjældent ses som et trin op, hverken ift. social status eller regelteknisk. Andre igen er bare tidskrævende blindgyder som Jailer eller Toll Keeper – de fungerer sålænge man ikke forventes at gøre arbejdet, men er upraktiske når eventyret kalder. Læg dertil begrænsningerne fra „Career Exits“ (som man kan købe sig udenom, men stadigvæk – spillet sender et klart signal).
Og da man jo er tvunget til at skifte karriere sådan som systemet er skruet sammen, er det egentlig ikke så underligt at man hurtigt løber ind i nogle potentielle overlap. Og samtidig føles det vigtigt, for det er jo her karakteren bryder sin sociale arv og for alvor udstikker sin egen skæbne.
Et karriereskifte kan også være et kald – Morrs ravne har kaldt neofytten i tjeneste …
Forandringsparathed
Større fleksibilitet ville være rart, og det leder hen til en af mine tanker om at forbedre karrieresystemet (det der indlæg der ikke blev til noget): Burning Wheel har som nævnt Lifepaths der ser på karakterens civile liv frem til heltelivet, modsat Warhammer der går på at spille en til tider lidt snublende balance mellem heltegerninger og den daglige dont. Lifepaths lader sig ikke overføre, for fokus ligger ikke det rigtige sted, og netop det at få klemt en karriereudvikling ind ved siden af eventyrvejen, er en del af den bøvlede charme ved Warhammer. Men jeg tænker alligevel at man godt kunne have en mængde livserfaring man tager med sig ind i sin anden karriere. Hvor den første altså er rullet tilfældigt, er den anden er baseret på et valg, men ens baggrund kan stadig komme en til gavn og give lidt flere strenge at spille på.
Teknisk er der flere praktiske muligheder, og mere gennemtænkt er det her altså ikke. Men fx:
Mentor: Spilleren planter selv, enten i chargen eller i løbet af første karriere, en biperson, evt. i samarbejde med spil-lederen, der senere kan tjene som lærer. Bipersonens erhverv kan være mere eller mindre udspecificeret. (Mange gør sikkert noget i den stil allerede, bare ikke formaliseret).
Øremærkede XP: 3-4-500 XP kan være øremærket til læring plantet i ens fortid. Så selvom Konrad ikke har præst (Initiate) som karriereudgang, kan han godt have samlet viden op som man så får lov til at indløse i den valgte karriere. Det gælder egentlig også for karrierer der ér tilgængelige – havde Konrad fx valgt at blive læge, kunne han måske godt omsætte sin erfaring i nye evner når først han fik adgang til bedre instrumenter og lærebøger. Altså uden at skulle finde fortællemæssige løsninger for et egentligt banalt arbejde med at lære Skills.
Klasse: Klasser blev afskaffet i 2nd edition, men i 1st var der fire hovedgrupper, nemlig Academic, Rogue, Warrior og Ranger. Sålænge man bliver i sin klasse, kan man vælge uden for sin slagne karrierevej for 150 XP, og man vil have lettere ved at lære nyt (det kan evt. kombineres med øremærkede XP eller måske et mere formaliseret system for at læringstid er reduceret).
Livsmål: Lidt usikker på hvordan det skulle fungere i praksis, men … man vælger sig et mål, en avanceret karriere, og hvis ens udvikling peger i dén retning – selvom drømmejobbet som dommer måske ikke ligger lige i kortene for en rottefænger – kan man alligevel godt gå den vej og have lettere adgang til at lære nyt (lystbaseret!). For at holde Warhammer „grim and perilous“ ville det dog nok skulle kobles med potentialet for skuffelse, fx risiko for at miste Fortune eller ligefrem få sat en endegyldig stopper for ens drømme, enten ved en skade under selvtræning eller magtfulde fjender. (4th edition har noget de kalder Ambition – kunne det være noget i den stil?).
Magisk affinitet: Lige nu har troldmanden det modsatte problem: Det burde jo aldrig være realistisk at lære alt det man skal på et par ugers downtime, men her mener jeg måske man bør gå den anden vej og stramme op. Vil man alligevel være troldmand i lyntempo, kan det godt lade sig gøre, men man betaler en øget risiko for bivirkninger (kan rulles på eksisterende tabel). (Tiden er et mindre problem for præster, for der kan man lettere forklare det gennem gudens velvilje).
Jeg forestiller mig i øvrigt at det bliver et lidt mindre problem at finde noget at lave ved næste skifte hvor der er bedre adgang til avancerede karrierer.
I dag kom den nyhed jeg havde gruet for/glædet mig til: Et preview af Warhammer 4th editions karrieresystem der fuldstændig overflødiggør mit nøje planlagte (kun halvt løgn) indlæg om hvad jeg mener skulle gøres for at forny og forbedre det.
Et par af mine pointer var:
Mulighed for at blive i en karriere og arbejde på at opnå mesterevne. Det er en ide der allerede er antydet i 3rd edition.
Større fokus på karrierens sociale status. Det vil dels gøre systemet mere present i spillet generelt, men også gøre metaspillet omkring karriereskiftet mere nuanceret og give mulighed for masser af rollespil.
Næringsbrev. Det hænger lidt sammen med ovenstående, men giver også mulighed for at skabe et dynamisk spil omkring det at balancere sin karriere med at rejse og være på eventyr og skaffe kontakter.
Der er endda skruet ned for pergamentfiltret – yay!
Alle tre ting der adresseres i det korte preview!
Og så har de oven i købet udvidet karriererne med en „lodret akse“ (á la troldmænd i førsteudgaven). Og de siger direkte at det her er Imperiets karrierer – en ting jeg tidligere har nævnt som noget man burde rydde op i, dels fordi systemet kan virke kunstigt i ødemarken, og dels fordi jeg synes det virker dårligt at trække race-/regionsspecifikke ting ind i en almen liste. Nå ja, og så giver det også en organiseret fremstilling der gør det muligt at starte fra bunden og se hvad man kan stræbe imod, eller gå direkte ind på et højere niveau, fx med en NPC. Til gengæld skelnes der ikke mellem basis- og avancerede karrierer – hvilket i mine øjne er en god ide.
Man kan ikke ud fra previewet se alle karrierer, så den del kan jeg ikke vurdere, men med 8 klasser med hver 8 karrierer gange 4 niveauer er der en pæn chance for at de er dækket ind. Colour me impressed.
Så nu tror jeg bare at jeg venter og ser hvad der kommer (det lyder til at der går et par uger mere inden PDF’en bliver sendt ud) – og fra at være forsigtigt optimistisk er jeg nu gået over til decideret hypet. (Gæsteindlægget er ikke glemt, men det kommer når det kommer).
Okay, karriererne er altså en central del af Warhammer, men hvad er det så de gør ved spillet og karakterprogression?
Jeg har spillet rigtig meget Warhammer, men min erfaring med at se karrieresystemet folde sig helt ud kommer primært fra The Enemy Within-kampagnen (som spil-leder) og Doomstones (som spiller), begge i originaludgaven. Og nu er jeg så gang som spiller i 2nd edition i Skyggen af den indre fjende. Jeg har ingen praktisk erfaring med 3rd edition, og den adskiller sig alligevel også så meget fra de to første at det ikke helt giver mening at sammenligne dem, så følgende er kun med udgangspunkt i „klassisk“ Warhammer.
Første gang, The Enemy Within, virkede systemet fantastisk. Måske primært fordi det var noget helt nyt, men også fordi vi voksede med de karakterer, og endelig hang kampagne, setting og system sammen som det var tiltænkt – det malede et samlet billede af verden, samtidig med at det foldede karaktererne ud som personligheder. Vi spillede 80 spil, og selvom jeg var godt gammeldags nærig med XP, nåede alle et kompetent niveau og fik tilfredsstillet karrieerambitioner. Måske af samme grund var Doomstones (omkring 45 spil?) mindre effektivt: Fjernt fra civilisationen virkede karrierevalgene ikke nær så indlysende – det ville have været mere oplagt at alle var kamphærdede eventyrere – altså D&D-karakterer, sådan som kampagnen også var tænkt oprindeligt. Men det var stadig et grundelement. Lige nu står jeg efter 7-8 spil på kanten til mit første karriereskifte i vores nuværende kampagne, så det er lidt tidligt at evaluere, men spil-lederen gør meget ud af at tænke progression logisk sammen med historien, så mon ikke det bliver fint. Mulige karrierevalg er samtidig en løbende snak rundt om bordet, så selvom ingen har skiftet endnu, fylder det.
Mulighed for stor variation i karaktertyper. („Townsfolk“, Warhammer 4th ed.)
Apoteker skråstreg eventyrer
Grundlæggende er karakterudvikling i Warhammer historien om en mand/kvinde/dværg af ringe kår der overvinder sin lave sociale status og manglende kompetancer og arbejder sig om ad karrierestigen og ender med, nå ja, stadig ret middelmådige kompetancer, men dog bedre end det øvrige rakkerpak. Det er i virkeligheden forhistorien på Warhammer Battles helte: Hvad lavede Brutus von Steinhammer inden han blev magtfuld nok til ene mand at påvirke udfaldet af et slag? Problemet er at svaret i en rollespilskampagne sædvanligvis er: Han var eventyrer. Ikke: Han var rakker, men senere blev han gravrøver og en ganske hæderlig feltskær. Og eventyrere er typisk ikke gode til at passe et job fra 8 til 16, så de to fortællinger – den jordbundne og den eventyrlige – kan let kollidere. Visse karrierer kræver derudover
Hieronymus Blitzen kan fungere som mentor-NPC.
realistisk set årevis af træning – med troldmanden som det mest oplagte eksempel – men af nødvendighed vil det i en kampagne ofte skulle klares med lidt downtime, lidt „jeg øver mig“ og måske lidt tid med en særlig mentor man kan rollespille op imod hvis spil-lederen er rigtig flittig (den slags betragtninger var medvirkende til at min gamle Enemy Within-kampagne blev så lang – det inkluderede flere solo- og sidehistorier).
The Enemy Within forsøgte faktisk at tænke disse elementer ind – i hvert fald i starten (og da vi jo spiller i skyggen af den kampagne, er Hieronymus Blitzen stadig derude som troldmandsmester for en potentiel lærling).
Lodret/vandret mobilitet
Som jeg var inde på i et tidligere indlæg om Burning Wheel, så giver tilgangen i dét spil måske faktisk mere mening. Her har man en „lifepath“ der fører frem til det nuværende eventyrliv. Det småborgerlige karriereforløb er noget der ligger bag en, og nu er du eventyrer, præget af det liv du har livet.
Imidlertid giver det også en ganske anden tematisk baggrund. Warhammers karrierer er grummere: Eventyrere eksisterer kun som et løst koncept – man er stadig nødt til at balancere det med en, formentlig kummerlig, eksistens inden for de sociale normer og rammer. Det er også et system der siger at social og kundskabsmæssig bevægelse er mulig, men kun ad den slagne vej. Selv hvis du finder en skat som skomager/eventyrer, omsætter pengene sig ikke i XP (som i ældre D&D) og pludselig respekt – kun ved at omsætte din eventyrerfaring i samfundsmæssig nytteværdi, kommer du videre.
Hele konceptet er jo faktisk en ekstremt modernistisk tilgang til en fantasyverden – social status i middelalderen var sædvanligvis en statisk faktor. Bondemanden drømte ikke om at blive sølvsmed eller druide, og i den forståelse giver eventyrer-modellen fra D&D god mening: Du melder dig helt ud af det feudale klassesystem og ind i en farefuld livsstil hvor alle er ligestillede, eller lige frie, i deres „udenfor-hed“. Men med denne risikobetonede livsstil er der mulighed for at snyde sig til toppen, eller op i nærheden af den. I Warhammer er den genvej afløst af mulighed for at navigere inden for systemet. En positiv sideeffekt er at udvalget af karakterer skaber næsten utallige valgmuligheder frem for låste klasser – der opstår et metaspil om at udvikle/udtrykke ens karakter der rækker ud over level.
D&D Basic
D&D Expert
D&D Companion
På Larry Elmores forsider til de oprindelige D&D-bokse kunne man
følge en rigtig helts progression op gennem level-systemet.
Det bringer mig tilbage til det jeg skrev i starten om at karrieresystemet fungerede bedre i The Enemy Within end i Doomstones – det giver også mening her: Ikke blot er der ikke de store muligheder for at lære et nyt erhverv i ødemarken, man savner også den progressive civilisation Imperiet står for, der gør en sådan udvikling mulig.
Hvad er historien?
I originaludgaven af Warhammer Fantasy Roleplay hed det (og der står noget tilsvarende i andenudgaven):
Fate is the essential difference that marks the character as an adventurer, rather than an ordinary run-of-the-mill citizen.
Om ens startkarriere hedder det derimod at det er hvad der gør karakteren til en rigtig person. Sande helte er altså gjort af Fate Points, mens karriereudviklingen er det der grounder dem, gør dem realistiske og relaterbare. Men for mig har Fate bare aldrig haft den vægt – altså, det var da meget rart og computerspilsagtigt at have flere liv, men i forhold til at definere grundfortællingen i Warhammer har det slet ikke samme vægt som karrierforløbet. Som jeg skrev tidligere, så handler det for mig om at starte fra bunden og kravle ud af muddergrøften ved neglene – hvis man lever længe nok (understøttet af Crit-mekanikken, og her kan Fate Points så godt siges at være det der gør forskellen – at man som „helt“ har lige den ekstra edge der rent faktisk gør det muligt at stige op).
„Skæbnen og døden“: Mennesket trækkes rundt på skæbneshjulet af blinde Fortuna og kastes til sidst ned i sin grav. Dødens pil rammer høj som lav. (Holland, ca. 1450-1475)
Den fortælling bliver styrket hvis man spiller efter bogen og ruller en tilfældig karriere: Det du kom fra, har stor betydning for dine livsvalg … men du har faktisk mulighed for at udfordre skæbnen og skabe din egen vej. Den tilfældige begyndelse er også en del af verdensbilledet: Ikke alle er lige i den her verden. Og den svaghed man går ind i eventyret med, ikke som helt, men som „lønslave“, er en anden side af den samme fortælling.
(Fodnote: Hvis jeg har ret i at det her er nøglefortællingen, så var det også her Fantasy Flight gik galt i byen da de skabte et balanceret udgangspunkt og rangeringssytem der sikrer at man møder modstand på ens eget niveau).
Når man tænker på Warhammer, så er et af de ubetinget mest definerende træk – måske kun matchet af Kaos-magterne – karriererne. Det har været et væsentligt element i alle tre foreløbige udgaver, og bliver det igen i den fjerde, selvom vi endnu ikke kender detaljerne.
(Klik for større drage).
Da jeg første gang stødte på Warhammer, var det gennem et 4 siders reklameinsert i Dragon #116 i 1986, og det var helt vildt. En af de ting der virkelig chokerede, var at der var over hundrede evner og et svimlende antal karrierer. I mit hoved sammenlignede jeg det med det jeg kendte, nemlig D&D, hvor man i det røde sæt havde syv valgmuligheder, inklusive racer. I praksis fungerede det jo noget anderledes, men det blev det ikke ringere af.
Warhammer Fantasy Roleplay udsprang som bekendt af Warhammer Battle, og måske var det netop det at man zoomede fra kollektivet/hæren ind på individet/„helten“ der var en medvirkende inspiration til at fokusere på almindelige menneskers livsvalg i en ualmindelig (og ekstremt farlig) verden. Det er vanskeligt at forestille sig at designerne ikke også skulle være fans af Monty Python and the Holy Grail (1974) med dennes mudderindsmurte æstetik og kulsorte humor, ofte med en social kommentar. Vi ved også at designerne generelt tog udgangspunkt i europæisk historie og i brainstormen over „middelalder“ formentlig har haft mudder, pest, ynkelige bønder, griske herremænd og lignende på tavlen – det forestiller jeg mig.
Uanset hvad så var karrieresystemet i rollespilssammenhæng ret banebrydende i midtfirserne, og de nye udgaver af spillet har, trods større eller mindre redesign, alle holdt fast i dette element.
Ildelugt og inkompetence på CV’et
1st ed, Games Workshop, 1986
Førsteudgaven lagde grundarbejdet, det var her vi blev introduceret både for det tekniske med avancementer, karrierevalg og et avanceret niveau, men også at det her var en verden der ikke fokuserede særligt på helte, men på et bredt udvalg af erhverv i alle statuslag. I og med at alt var nyt, skilte alting sig ud, men jeg vil alligevel fremhæve et par karrierer specielt:
Rat Catcher: Udover tigger er der næppe nogen rolle der tydeligere illustrerer den „grim & perilous“ stemning Warhammer slog sig op på. Det er naturligvis også den karriere der har givet undertitlen til denne blog: rottefængerens standardudstyr inkluderer en lille, men bidsk hund (og d6 døde rotter).
Troll Slayer: De fleste karrierer er ret standard for en middelalder/fantasy-setting, men lige netop den selvmorderiske troldedræber er en særlig Warhamme-feature (der cirka samtidig blev introduceret i WH Battle). Designet er ikonisk, og selvfølgelig også derfor han er smasket på forsiden, men reelt synes jeg aldrig karrieren blev integreret eller brugt interessant.
Witch-Hunter: Jeg vil også trække heksejægeren frem, for den er nært knyttet sammen med settingens Kaos-element. Jeg kan huske at tænke på ham som sej, og første gang man så møder en i den officielle kampagne, er han en total bims fanatiker (egentlig en dusørjæger for at være helt præcis, men han blev brugt som heksejæger) – det er, i modsætning til troldedræberen, godt implementeret.
Illustrationerne af Tony Ackland er, som i resten af bogen, ekstremt svingende i kvalitet, og tøjstilen svinger vildt fra renæssance til middelalderagtigt blah. Men han formåede alligevel, sammen med layout og tekst, at skabe et meget genkendeligt hele. Det var helt ned i den grove papirkvalitet og S/H-trykket.
Med enkelte undtagelser kom der ikke flere karrierer til efter grundbogen.
Strømlignet og specialiseret, men stadig beskidt
2nd ed, Black Industries, 2004
Andenudgaven reviderer meget der allerede er kendt fra originalen – avancementer, karrierevalg m.m. er stadig at finde, det hele bare lidt mere strømlinet. Således går flere af karriererne også igen, men der føjes nye til med måske endnu mere kulør/grit: Bone Picker, Camp Follower, Charcoal Burner, Zealot og lignende. Rat Catcher er der stadig – nu med d10 rotter.
De regionale/racebestemte jobs (Estalian Diestro, Kithband Warrior osv.) udvides også drastisk hvilket måske er med til at udvide settingen – eller måske netop indsnævre den? For mig svarer det til når George Lucas viser os Chewbacca i Prequel-filmene hvor han ikke har noget at gøre – universet (galaksen) kommer til at føles mindre. Jeg er ikke fan.
Endelig vil jeg nævne tilkomsten af Barber-Surgeon der er den jeg selv følger lige p.t., og et fint eksempel på en karriere der har både grit, nytteværdi og føles rigtig i settingen.
Der er forskellige illustratorer bag karriererne, men niveauet er generelt udmærket, dog uden så meget personlighed. Til gengæld har det en højere færdighedsgrad end i etteren, og selvom tøjdesignet er lidt all over the place, er det lettere at se for sig som en del af samme verden, end Acklands.
Enkelte nye karrierer blev føjet til efter grundbogen, og vist nok som den sidste bog i denne inkarnation kom der en Career Compendium der samlede dem alle.
Toptunede terningrullende avatarer
3rd ed, Fantasy Flight Games 2009
I forhold til udvalget af karrierer trækker tredjeudgaven mest på den foregående, men udover at systemet er helt nyt, så er der også en del færre at vælge imellem.
Et par nye karrierer er det dog blevet til, fx Commener og Dilettante – begge egentlig et par udmærkede bud på Warhammer-jobs.
De forskellige karrierer har stadig genkendelige grundtræk som specifikke avancementer og skills, og de er opdelt i Basic og Advanced (der dog snarere er lukkede end egentlig avancerede), men i stedet for at lade ens løbebane bestemme karakterprogession er det nu muligt at dykke ned i en karriere og specialisere sig. En væsentlig forskel er også at rottefængeren er væk – alle karrierer er som udgangspunkt nu lige indbydende. Hvilket jo er en væsentlig anke mod den her version – det var en del af „charmen“ at man risikerede at ende i bunden af hakkeordenen, både ift. samfundsstatus og regelteknisk.
Til gengæld har man føjet en ny dimension til, nemlig ens „Party“ der har sine egne fordele og ulemper man trækker på som gruppe. Det kan jeg godt lide – man kan sige det er der et tilfældigt sammenrend af civilister bliver til eventyrere/helte.
En stor del af illustrationerne i 3rd edition er genbrug fra andre Fantasy Flight-produkter, men de har faktisk sat en enkelt person til at lave karakterdesigns (i grundbogen). De er alle langlemmede, velklædte og i farver og understøtter som sådan ideen om at alle karrierer er lige attraktive. Men i det mindste er de udtryk for en ensartet æstetik der savnes i resten af produktlinjen.
Udvalget i grundbogen var ikke så stort, men til gengæld var nye karrierer en næsten fast bestanddel i udvidelserne, hver tilføjelse med sine egne særlige evnekort. (Eksemplet herunder, Servant, er fra en udvidelse. Rottefængeren, inkl. hund, dukker også op senere).
Hvad fremtiden bringer …
4th ed, Cubicle 7, 2018
Vi ved allerede om fjerdeudgaven at den vil læne sig mere op ad 1. og 2., procentrul er tilbage, foruden rottefængeren og hans trofaste (?) følgesvend. Det siges også at man kan blive i sin karriere, men om det er i stil med 3rd edition eller noget nyt, vides endnu ikke. Jeg vil selvfølgelig skrive mere om det når jeg har bogen i hænderne.
Blandt de første teasere var karakterdesigns der givetvis hører til karrieresystemet, og det her synes jeg jo tegner forrygende.
Okay, men hvad gør karrieresystemet så for spillet i praksis? Det ser jeg på næste gang.
Elias (ikke Johs som jeg kom til at skrive først) var så god at købe mit Burning Wheel, så det ikke skulle vansmægte på min hylde.
Nu har jeg det jo ikke længere, så jeg kan jo dårligt kaste mig ud i en masse kloge betragtninger om det, men som Warhammer-spiller fandt jeg systemets tilgang til karakterer interessant. Noget af det bedste, mest kendetegnende ved Warhammer er karrieresystemet, men det kan være bøvlet at integrere meningsfyldt i en kampagne. BW har også et karrieresystem, „lifepaths“, men her er alt det noget der foregik inden karakteren blev eventyrer. Det giver et andet fokus, så det er ikke helt sammenligneligt, men jeg tænkte meget over fordele og ulemper ved de forskellige tilgange, og jeg fik også prøvet et par BW-spil i en Warhammer-setting (vi baksede dog lidt med at få mekanikken til at fungere).
Men det jeg egentlig ville poste, var at jeg i den forbindelse nørdede nogle Warhammerficerede karakterark der lige så godt kan blive gjort tilgængelige (igen).
Så her er de, i farver og S/H. De ligger i størrelsesordenen 500-800kb (PDF).
