[◄◄] Drømmen om en konge i gult

Gensyn med scenariet: Drømmen om en konge i gult, af Jakob Schmidt-Madsen, Fastaval 2003 (systemløst) *

Min stemme falmer bort, sjælesangs dåd
dine toner dør ud som tårer uden gråd
skal spildes og drukne
i svundne Carcosa

– fra Jakobs egen, fine oversættelse af Cassildas sang

Da Jakob Schmidt-Madsen nåede til at skrive Drømmen om en konge i gult (Doekig) havde han allerede et par okkulte historier under vesten, men nok så vigtigt også et par eksperimentelle scenarier med fokus på fortælling og spillernes rolle som aktører i fiktionen. Her mødes de to så, i et ambitiøst produkt på over 100 sider. 

Handling og Mythos (spoiler)

Doekig_coverVi er i København, 1962. En gruppe gymnasievenner genforenes for at indspille en avantgardistisk udgave af Le Roi en Jaune. Gennem scenariets to akter  skrider grænsen mellem fiktion, fortælling og virkelighed, indtil Kongen melder sin ankomst.

Drømmen er selvfølgelig slet ikke et Cthulhu-scenarie. Det tager udgangspunkt i Robert W. Chambers’ noveller om Den gule konge – og holder sig vel at mærke inden for dennes originale værk, ikke den senere bastardiserede udgave (Lovecraft havde nogle overfladiske referencer til historien, men uden rigtigt at gå i detaljer – det kom først senere, og i rollespillet Call of Cthulhu var Hastur reduceret fra et flertydigt koncept til endnu en amorf boble med stats). Men derfor skal det alligevel med, ikke mindst på netop denne blog. For som en adaption eller tolkning af kildematerialet er Doekig noget af det bedste jeg har læst. 

I denne udgave er opførelsen af det berygtede skuespil henlagt til København under Cubakrisen, og scenariet fastholder fornemt følelsen af undergang og galskab, både i Carcosa som sted og idé og i karakterernes opløsning ind i fiktionen. JSM adresserer endda også behovet for at forny skuespillet for at bevare dets farlighed og relevans, en problemstilling mere mainstream fremstillinger af myten ofte bakser med. 

Nå, det blev lidt højtragende af det der egentlig bare skulle referere handlingen, men det er bare konceptuelt stærke sager, mens selve plotdelen – studiekammerater opfører skuespil – blot er en praktisk omstændighed i forhold til historien om hvordan de investerer sig selv i rollerne, og rollerne forener nutid (samtid) med fiktionens almengyldighed. 

Form og teknik

Scenerne i scenariet er skrevet på forhånd og skal forestille at være en moderne filmatisering af Kongen i gult. Men selve det at folde dem ud bliver ikke bare en improvisationsøvelse, det bliver også en del af udviklingen af karaktererne der igen påvirker historien. Spillerne skal diskutere scenerne undervejs, og instruktøren (spillet af spil-lederen) kan benytte sig af regi, ligesom spillerne også har stikord at arbejde ud fra. Det er ikke gjort eksplicit i teksten, men det er oplagt at dele spillokalet op for at tydeliggøre hvor i fiktionen man befinder sig.

Doekig_polRammen for scenariet er som sagt Cubakrisen, og ud over produktionsplan og regi-noter er de medfølgende Politiken-forsider der følger konflikten dag for dag, de væsentligste effekter. De er desværre ikke i super god opløsning, men de kan læses, i hvert fald godt nok til at skabe stemning.

Scenariet er systemløst. Der er lagt op til konflikter mellem karaktererne, men de må udspille sig naturligt, og ellers med lidt hjælp fra spil-lederen/instruktøren. Jeg ved ikke om vi har et ord for de instruerede scener (?) i første akt, men anden akt beskriver Jakob selv som rent intrigespil. Han refererer også til „dark soap“-metoden fra Olav Junker Kjærs Maskefald, men det forklares ikke nærmere.

Jeg var dommer det år (som man siger). Og jeg har desværre ikke mine noter længere, men jeg husker at jeg dengang var positiv, men også lidt tvivlende over for formen, ja, sværhedsgraden. En tvivl der blev gjort til skamme da bedømmelserne kom ind (scenariet vandt da også publikumsprisen). Og når jeg læser det igen i dag, står det egentlig bare stærkere. Det der dengang føltes avant garde, er egentlig ret ligetil. Ja, man skal lige vikle sin hjerne om hvordan fortællingens lag spiller sammen, og det er relevant at påpege at det sine steder bliver meget intellektuelt; og akt to fungerer kun hvis akt et er lykkedes. Men de enkelte faser er tydeligt formidlet. Dermed ikke sagt at det er for alle, men det her er et nøglescenarie inden for Fastaval-traditionen.

Læs det for …

  • JSMs forståelse for og fornyelse af myten om kongen i gult (mon ikke jeg kommer tilbage til det her når jeg engang når til at se på Tatters of the King).
  • De veludførte fortællemæssige kunstgreb.
  • Tydelig formidling, på trods af 12 punkt Times.
  • Holdbarhed. Det er muligvis det ældste af de scenarier jeg kommer til at læse, men det mærker man på ingen måde.
  • Form følger indhold.
  • Eller lad være med at læse det og spil det i stedet.

*) Jeg læser kongresscenarier der er tilgængeligt på Alexandria, udkom tidligst år 2000 og med god vilje kan siges at have et Cthulhu-tema. Du finder en liste her. Næste gang: Lars Andresens Den danske forbindelse.

Et smukt og underfuldt værk

I pray God will curse the writer, as the writer has cursed the world with this beautiful, stupendous creation, terrible in its simplicity, irresistible in its truth – a world which now trembles before the King in Yellow.

Kristian var så fræk at like en illustration på Twitter – en virkelig fed og anderledes tolkning af Kongen i gult end de evindelige hvirvlende … øh, pjalter og ligblege masker. Og det viser sig at Arc Dream (Delta Greens forlægger) udgiver en laber samlerudgave af Robert W. Chambers’ Yellow King-historier, annoteret af Kenneth Hite og gennemillustreret (farveplancher og S/H) af denne Samuel Araya. Der ligger nogle korte, fine præsentationer af Arayas tanker bag projektet på Arc Dreams hjemmeside. Han citerer både Böcklins Toteninsel, (første sæson af) True Detective og okkultisme/alkymi, så jeg var ret hurtigt solgt.

Af historierne må jeg indrømme kun at have læst The Repairer of Reputations (citatet er derfra), så jeg er mere forelsket i ideen om Kongen i gult end Chambers’ litterære værker. Hvilket på en eller anden måde føles meget passende.

Jeg tjekkede med forlaget, og de sender fra UK, så The King in Yellow – Annotated Edition burde være EU-venlig (jeg har i stedet benyttet mig af en ven i USA der tager den med hjem). Bogen forventes dog først at udkomme i starten af 2019 (og kun under forudsætning af mindst 300 forudbestillinger).

Men se lige!

 

 

Tatters of the King

[Anmeldelse – kampagne]

TattersCover
Førstehåndsindtrykket imponerer ikke.

Tatters of the King er en kampagne til Call of Cthulhu i et overskueligt omfang (240 sider). Den er skrevet af Tim Wiseman og udgivet af Chaosium i 2006. Der er tre akter og kun en enkelt globetrotter-sekvens. Det var først og fremmest omfanget (og så en del positiv omtale) der lokkede mig til at se nærmere på den. Kongen i gult-myten spillede i første omgang en mindre rolle i valget … men det kom senere – Aldebarans indflydelse fornægter sig ikke.

(Kampagnen er skrevet til Sixth Edition, men er Call ikke i det store hele forblevet uændret? Jeg kan ikke forestille mig at det vil være svært at spille det med ældre eller nyere udgaver).

Synopsis (spoiler i bred forstand)

Stjernerne står igen-igen rigtigt, og en kult søger i deres vanvid at kalde en Ældre Gud til jorden. Efter i en kort prolog at have set Kongen i Gult i teatret påtager efterforskerne sig at vurdere hvorvidt en indsat på en galeanstalt er klar til udskrivelse. De bliver klogere på hvad – og hvem – han har rodet med, og det fører til et ritual i Skotland hvor kultister søger kommunikation med Hastur. I anden akt (det korteste) følger karaktererne spor via London ud på landet hvor deres besøg giver anledning til et internt opgør i den lokale kult (for et helt andet mythosvæsen), og de bliver fanget i krydsilden. Tredje akt består af en lang rejse og et klassisk klimaks: Efter et kort stop på ruten følger et romantisk mellemspil til søs, og til sidst turen til Himalayabjergene og det endelige møde med Kongen i Gult.

Foruden scenarieteksten er der et forventeligt appendiks med lidt info om London, tidslinjer, handouts og den slags.

Først det positive …

cthulhu-koenigsdaemmerung
Tysk hardcoverudgave til 7th ed. (Pegasus 2016)

Kampagnens styrker er den stemning af undergang og depression der skjuler sig i kunstneriske og kreative sind, og så kultisternes baggrundshistorie der faktisk er interessant, og de har hver deres motivation og vinkel på historien (det er dog ikke dem alle der får lejlighed til at blive præsenteret, så en del af det ender som død baggrundsviden hos Keeper). Endelig er det et fint, dystopisk klimaks. Det skal også siges at kampagnen i det store hele er klart formidlet, og den grafiske præsentation gør produktet indbydende, selv uden nævneværdige illustrationer. 

Bogens tre akter er reelt hver sit scenarie, men der er en ret klar fornemmelse af en rød tråd der ellers kan være svær at fastholde i episodiske superkampagner.

Truslen mod verden er først og fremmest Hastur som man kan finde ham i Call of Cthulhu-regelbogen, altså en samling stats og checks for Insanity, men jeg synes faktisk Wiseman udviser en god forståelse af Chambers’ kreation som en mere uuhåndgribelig trussel. Det ser i øvrigt ikke ud til at Wiseman har skrevet andet hvilket må siges at være synd. 

… så de klassiske Chaosium-problemer

Svaghederne er mange, men ikke uoverstigelige. En del af dem udspringer af at det er Call: overdreven namedropping af Mythos, for mange farveløse critter-encounters (dog slet ikke så slemt som i visse scenarier), skødesløs omgang med Spells, endeløse rul for Credit Rating m.m. Nå ja, og så er ingredienserne jo altså set før.

Prologen virker uovervejet – på den ene side antages det implicit at karaktererne ikke kender stykket, men i så fald er turen ret forceret. Og hvis de omvendt kender det, hvorfor har de så ikke de obligatoriske dynamitstænger med i teateret? Karakterernes kobling til selve scenariet er også virkelig tynd – en invitation fra en fremmed om at gøre hans arbejde for ham. Samtidig lægger prologen og krogen op til at der skal være mindst én kunstertype og en akademiker blandt dem … hvilket gør det lettere bizart at de senere som det naturligste i verden forventes at bestige Himalayabjergene. Visse plottråde er spinkle og kræver arbejde, men jeg vil dog sige at det overordnet hænger sammen. Rejsesekvensen er, som så ofte, ret kedelig. 

TattersBagside
Bagsiden.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne denne ellers glimrende kampagne med mange af de Trail-scenarier jeg har læst, og der må jeg sige at den savner nogle af de farverige detaljer og konkrete henvisninger til okkulte skoler og planer der får det til at virke lidt mere helstøbt. Det er kendetegnende ved Tatters og andre Chaosium-scenarier jeg har læst til inspiration, at der skøjtes let hen over det egentlige indhold af kultisternes tro og kilder. Det bliver lidt ‘noget med Crowley og/eller Necronomicon fordi okkultisme’. Men det må man så selv føje til. 

Det vigtigste problem er dog strukturelt. Baggrunden, stemningen og formidlingen er god, men historien og scenerne tager nogle alvorlige, irrelevante omveje. Overordnet set fungerer det, men tematik og plot burde spille meget strammere sammen. Der bliver spillet lidt på drømme og uvirkelighed, men det er elementer man kunne gøre meget mere med.

På jagt efter det helt store eventyr

Carcosa - Flyer
Fanproduceret handout.

Ideen om den store globetrotterkamapgne er en klassiker for Cthulhu-entusiaster, men ofte er det en skuffende omgang, eller i hvert fald – det er min erfaring med Chaosiums gamle sager, som Masks of Nyarlathotep og lignende – spil der kræver ekstremt meget arbejde og/eller at man kan leve med manglende motivation for karaktererne (men apropos Masks, så vil jeg alligevel holde øje med den kommende nye udgave). Der er nyere, bedre bud – The Realm of Shadows (fra Pagan Publishing) og Eternal Lies (til Trail of Cthulhu), og sikkert også andre jeg ikke har læst – men Tatters er efter min mening et godt bud hvis det er det episke man leder efter. Okay, man rejser ikke hele jorden rundt, og man skal stadig enten finde sig i ikke at have nogen god grund til at gå ind i sagen eller opfinde noget bedre end det kampagnen tilbyder, men det er stadig en ret helstøbt produktion.

NB: Rasmus Alstrup har spillet kampagnen og skrevet positivt om den på sin blog, Strange Currencies.