Med døden som trumf

[Novellescenarie – Warhammer]
Jeg hygger mig med et Warhammer-novellescenarie (igen går jeg bare efter at skrive det i mit eget tempo og se om det så kan bruges til noget), og det er et centralt element at man spiller kort, både i fiktionen og som metamekanik. Oprindeligt var det terninger, men der er nogle foræringer ved at benytte kort (fire kulører, kort med motiver, hemmelig hånd, esser i ærmet osv.), så det gik dén vej. For at holde det enkelt var det fra starten en kongstanke at man skal kunne spille det med et normalt sæt kort, altså ikke fx tarot hvad jeg ellers kunne være fristet af.

IMG_6946Ikke desto mindre er det ikke lykkedes mig at holde mig helt på måtten. Så nu kan man benytte almindelige kort, men nogle af dem har en særlig in-game tolkning, så ruder konge er fx Kurfyrsten, klør dame er Jomfruen (kortsættet hedder Nulnvarianten fordi alle „fruerne“ er forskellige aspekter af Emmanuelle von Liebwitz) osv. Og så blev det jo hurtigt en naturlig tanke at lave et custom sæt der kan printes ud, så det hygger jeg mig med nu. Jeg vil også meget gerne lave billedkortene, for det er egentlig dér det bliver interessant (K=herskere, Q=fruer, J=pager og esser=Kaos!). Foreløbig har jeg planket grafik fra et tarotsæt til hofkortene (Leonardo Da Vinci Tarot © Lo Scarabeo), men det er kun placeholder.

Mere work-in-progress følger. Skulle scenariet en dag blive helt færdigt, kan jeg derefter begynde at overveje en række trumfkort (Major Arcana) gearet til Warhammer-universet, men der er jeg slet ikke endnu. Lige nu er udfordringen at finde en kortmekanik der er enkelt nok til at det ikke stjæler fra fortællingen – jeg er helt nede i Krig, eller allerhøjst Blackjack …

the-guard-room.jpg!Large.jpgAltså, det scenarie skriver jo sig selv. (‘Vagtstuen’, Nicolas Tournier, ca. 1620)

 

Wufrup 4-sjeet

[Adventskalender – Warhammer]

WFRP4e_sheet_TM18
Klik: PDF

Jeg har ikke forberedt en rollespilskalender som andre hardcore rollenollebloggere har gjort tidligere – og Lænestolsrollespil kører i år noget på Facebook om yndlingsmekanikker – men øhh, *scramble*, her er et tjarakter-sjeet til det nye Warhammer i anledning af første søndag i advent! Det behøver selvfølgelig en side 2, men hele ideen er at have alt det vigtigste på side 1, så det kan reelt klares med et ark blankt papir eller en notesbog indtil jeg får den lavet.

Karaktersilhuetten er tegnet af Quentin Hudspeth og frigivet til ikke-kommerciel brug. Jeg vil – engang – erstatte den med noget hjemmelavet og mere Alte Welt-ish.

 

Angsten æder Sanity op

[The Kingsbury Horror post mortem 3 … men egentlig mest et rant om mig selv]

AN00164619_001_l
„Odysseus på skideren“, 1806, efter Fuseli.

Jeg har i to foregående indlæg skrevet om scenariet The Kingsbury Horror, og hvordan jeg forberedte mig til at spille det. Nu bevæger jeg mig væk fra scenariet og lidt mere i retning af navlebeskuelse, men et eller andet sted er det her nok hvad jeg har skrevet hen imod – det der lå mig på sinde allerede da jeg begyndte at blogge i maj. Det bliver whiny, det bliver halvlangt, beklager – vi bryster os af at rollespil muliggør kartarsis, så here goes.

Som nævnt blev det kun til et enkelt spil af The Kingsbury Horror, og det er hverken det rodede scenaries skyld, problemer med at bruge systemet eller spillerne der alle var topklasse. Det var min. Der var lavet tre fine karakterer, og vi havde en god spilgang med grin og rollespil og god fremgang i historien (efter min vurdering). Alt var klart til at vi for alvor kunne dykke ned i historien og frem mod gyset. Det havde endda været en del af mit setup at der ikke var noget krav om at det blev til mere end dette ene scenarie, så jeg var ikke forpligtet over tid og evne. Alligevel aflyste jeg næste spilgang og kunne simpelthen ikke tage mig sammen til at samle det op igen. Meget mere er der ikke at sige om Kingsbury, for det handlede tydeligvis om noget andet – men det var min anledning til at skrive om det.

Fryg og lede

Ciudad Juarez var vist det sidste scenarie jeg kørte på Fastaval (2004). Det skal så siges at jeg derefter havde en del års pause fra rollespil i det hele taget, men det er noget jeg efterhånden har indset at jeg ikke skal. I gamle dage var det noget jeg nød og var god til, men i dag når jeg at blive helt utroligt og aldeles unødvendigt nervøs. Som forrige indlæg måske antyder, lider jeg ikke af mangel på forberedelse – jeg ved egentlig godt at det er noget jeg kan. Men presset jeg lægger på mig selv, bliver for stort.

Melencolia I (B. 74; M., HOLL. 75)*engraving  *24 x 18.8 cm *1514
„Nederen“, Albrecht Dürer, 1514

Siden jeg kom ud af rollespilseksilet for et par år siden, har jeg forsøgt at starte to spil op: En Warhammer-kampagne der tegnede godt, og det var egentlig ikke mig der besluttede at parkere den, men i stå gik den – så det var vel et halvt point. Og så Kingsbury – og det blev et minus. Egentlig ikke så slemt. Desværre har der været andre tilfælde tidligere, så selvbebrejdelsen sidder konstant som en grib og venter på at jeg skal fejle.

Seneste møde med præstationsangsten (eller hvad det er) var med det scenarie jeg sidder og skriver på. Velvidende at det kunne blive et problem, havde jeg sagt til mig selv at jeg bare skulle skrive og så se hvor det endte – det skulle nok finde en aftager. Det gik så „desværre“ så godt at det næsten føltes åndssvagt ikke at sende en synopsis ind til Fastaval. Og så døde det bare fuldstændigt – jeg kunne ikke længere se historien, endsige slutproduktet. Jeg nåede lige at trække det inden der kom svar ud, så jeg ikke blev tvunget ud i et nederlag eller et svigt. Det i sig selv var selvfølgelig træls fordi den her brist bliver så tydeligt, men det var også positivt, for det lykkedes mig faktisk at samle scenariet op, revidere det og komme i gang med at skrive igen.

Gribbene kredser, og det har de gjort meget af mit voksne liv. Jeg tror mange rollespillere og kreative mennesker kender den her usikkerhed, og hvordan det kan komme i vejen for gode oplevelser. Det gør både den kreative proces og mødet med mennesker forkrampet, og frygten for at tage chancer og brænde broer betyder at man ikke får taget første skridt – eller man når ud midt på og kaster sig over kanten.

Vejen fremad

Nå, det var fandme dark, og sådan har jeg det heldigvis ikke kun. Jeg sidder jo dybest set her og skriver fordi jeg ikke har givet op. Så her er nogle lidt mere positive konklusioner:

Ff100699
„Det bliver skide godt når jeg får det færdig“, Albrecht Dürer, 1504

Jeg kan godt skrive. Jeg har afleveret en foromtale til Thais/Con2 og gør mit Lovecraft-inspirerede scenarie, Paradox, NY, færdig. Jeg er så langt at jeg kan vride armen om på det og tvinge det over målstregen om nødvendigt, men forhåbentlig er de næste par måneder nok til at komme godt i mål. Det har været virkelig sjovt/forfærdeligt på de rigtige måder, og jeg vil gerne mere – men jeg vil heller ikke blive syg af det. Første milepæl på vejen til at skrive scenarier igen er at få noget færdigt.

Scenarier er nemlig et perfekt hobbymedie for mig: ideudvikling, skrive, tegne/illustrere, layoute, formidle. Det er alt sammen noget jeg elsker og kan noget med. Altså, bortset fra når jeg ikke kan, men du ved, ideelt set.

Jeg kan godt lede spil. Jeg er grundig og får gode ideer, og jeg går ind til det med masser af energi. Jeg kan balancere regler, rollespil og handling – i al beskedenhed. Jeg er i gang med at starte en Warhammer-kampagne op med fede mennesker jeg ikke har spillet med før (og som heller ikke har spillet sammen). Og så har jeg i sinde at køre Tales from the Loop/Things from the Flood med en lille udvalgt skare og ud fra et fælles oplæg, så det måske ikke hænger så tungt på mig.

Jeg nyder virkelig at blogge. Og det er jo klart! Jeg får lov at nørde igennem og skal kun præstere noget over for mig selv – det har hele tiden været ud fra bevidstheden om at der muligvis ikke ville være nogen læsere, på nær mig selv, og det var fint. Måske i virkeligheden grunden til at det er gået så godt. Lidt spydigt kan man sige at jeg sidder trygt på den ene side af slugten og skriver om alt det spændende på den anden side uden at skulle krydse broen og risikere noget … så lad os bare kalde det metarollespil, det er stadig sjovt og føles godt.

Bloggen peger også mod en bredere lektie om min kreative proces, men så er vi vist ovre i endnu et indlæg, og jeg har ikke planlagt mere navlepilleri lige nu. Tak fordi du læste med.