Historien om Paradox

px_logo

Paradox er færdigt og afviklet, og du kan hente det på dets egen underside.

Det er første gang siden 2001 jeg har skrevet et nyt scenarie (jeg omskrev/reviderede Efter drømmen i 2005). Det kan have mødt voksne spillere der ikke var født da jeg senest kunne kalde mig scenarieforfatter! Så det er ikke en lille ting for mig, og selvfølgelig har jeg gjort mig tanker og erfaringer undervejs. Jeg skrev en form for journal i den første del af processen, og dertil kommer der her i kølvandet naturligt noget efterbehandling.

Det vil jeg prøve at folde ud i en række navlepillende indlæg (hey, det er en blog). Jeg ved endnu ikke helt hvor mange og under hvilke overskrifter, men dette indlæg vil blive fastgjort øverst, så man kan følge med.

Men for at begynde med slutningen, så vandt Paradox på Viking-Con konkurrencen som bedste freeformscenarie (Troels’ Klenodiet i kælderen vandt for bedste systemscenarie). Det havde jeg helt seriøst ikke turdet drømme om, men det er altså resultatet efter optælling af karakterer fra spillere og spilledere. Det er helt vildt (for mig).

Mere følger …

tv_px.jpg

NaNo-Sworn!

I mit nylige indlæg om solorollespil nævner jeg muligheden for at bruge teknikken som „writing prompt“, og jeg har besluttet at gå all-in på dén ide og deltage i NaNoWriMo med en endnu ukendt historie baseret på Ironsworn.

Screenshot 2019-10-15 at 11.08.31NaNoWriMo står for National Novel Writing Month, og målet er i november at skrive 50.000 ord. Det er der hundredtusindvis over hele verden der gør, og det er meget fint – samtidig samles der ind til forskellige læse-/skrivefremmende formål. Jeg deltog første gang i NaNoWriMo i 2004 hvor jeg skrev en virkelig dårlig fantasyhistorie. I 2007 (efter samme år at have været i Oakland hvor deres kontor lå, og Mette skrev en artikel om dem) deltog jeg lidt på skrømt, for i stedet for at skrive en historie som tanken er, videreudviklede jeg på en romanudgave af scenariet Efter drømmen – masser af ord, men historien faldt ikke rigtigt på plads. Jeg gjorde et halvhjertet forsøg senest i 2014, men det druknede i arbejde – 1.667 ord om dagen er ikke vildt meget … men det er det så alligevel når man allerede har siddet og banket i tasterne en hel dag.

Lige nu sidder jeg med redigering af Alex Uths posthume roman, Mulm, dvs. jeg ikke har så meget „mekanisk“ tastearbejde som på oversættelserne, så jeg tror lidt mere på det.

John_Collier_-_Priestess_of_Delphi.jpg
Spørg oraklet! ‘Præstinde i Delfi’, John Collier, 1891

Min anden udfordring er at jeg kan producere masser af tekst, hurtigt, men jeg kan ikke samtidig holde fokus på endemålet, så typisk drukner jeg i mine egne ideer inden jeg får dem forløst. Der hjælper Ironsworn fordi det flytter planlægningen ud af mit hoved og over i et rul på en tabel. Skyggebringer-kampagnen havde et helt konkret eksempel på det: I kapitel 7: Hvideklints hemmelighed fik jeg plantet alle mulige mysterier, og jeg kunne mærke at det skabte en knude der, hvis det havde været en roman, ville have stoppet mig. Men jeg tog mig sammen, vendte tilbage (kapitel 8: Aida) og lod terningerne tale. Med blot et par rul på oraklerne fik jeg samlet op og kom videre, og nu er jeg igen spændt på hvor historien fører hen. (Det kommer så til at vente til efter NaNo).

Begrænsningen ved at bruge Ironsworn er selvfølgelig at jeg kommer til at være bundet af Shawn Tomkins univers. Det er fleksibelt og fint, men ideelt set konstruerede jeg mine egne orakler og et par særregler. „Vanilla“ får dog række*, for ellers roder jeg mig ud i nørderier der kun øger tærsklen for at komme i gang. Nu har jeg et par uger til at tænke over karakterer, setting og et igangsættende plotpunkt. Det eneste jeg lige nu har af konkrete overvejelser, er at have to hovedpersoner for at kunne skifte POV hvis jeg sidder fast i den ene, og at skrue op for mystik og myter og lidt ned for vikingestemningen.

Mine Skyggebringer-sessions er typisk 1.100+ ord. Så planen er at bruge færre rul og skrive mere i dybden – for jeg kan skrive fluff hurtigere end jeg kan bruge/tolke regler/moves. Og så burde de 1.667 ord i snit være inden for rækkevidde.

*) Der er dog også et par hacks man kunne overveje, fx er der en der har lavet testregler til at spille Vampire, Bloodsworn, og en anden har mixet systemet med The One Ring, Ringsworn – det kunne være lidt fedt at kaste sig ud i et tragisk Silmarillion-heltekvad!

Jernsvoren – om solorollespil

Jeg er blevet virkelig glad for Ironsworn – jeg har allerede anmeldt bogen, men nu er jeg syv spil inde i en solokampagne, så jeg er blevet lidt klogere på det … og endnu gladere.

IMG_7545.jpegIronsworn er min første erfaring med solorollespil, men ideen er hvad det lyder som: Jeg har en karakter med stats og den slags, og så går jeg på eventyr for mig selv. Historien opstår ud fra terningerul (en blanding af Powered by the Apocalypse-lignende „moves“ og rul på tabeller for inspiration, kaldet orakler) og fiktionens egen indre logik, altså min fantasi. Det er altså ikke at forveksle med Du er selv helten hvor der er et helt fastlagt forløb. Nu hvor jeg er blevet opmærksom på formen, er det let at finde mange andre eksempler og tilgange end lige Ironsworn, men forfatteren, Shawn Tomkin, har her bevidst indbygget solofunktionen, og det er bare et virkelig smooth system.

Systemet og fortællingen

Ironsworn som skrevet lægger op til at man starter med at lave en karakter og finde „Your Truth“. Det er et afsnit i bogen hvor man besvarer spørgsmål om settingen, og for hvert valg er der forslag til plotkroge. Fx, hvorfor er jernet så vigtigt? Er det pga. rige metalforekomster, måske fra meteorer? Eller beskriver det bare de mennesker der er stærke nok til at leve der? Eller er det en hevnisning til de mystiske jernstøtter der står rundt omkring? På den måde kommer man godt ind i verdenen, og det illustrerer også at der er en vis elastik i settingen.

Det stærkeste element i en Ironsworn-fortælling er dog netop jern-eden. Det er det der driver en karakter: Jeg vil fri min søster fra hendes uhæderlige trolovelse! Jeg vil finde hishmi-urter til shamanen! Jeg vil rejse til verdens ende og dræbe dragen! Som eksemplerne viser, kan sværhedsgraden variere, fra besværligt (Troublesome) til legendarisk (Epic). En vanskeligere ed vil kræve at man skal overvinde flere forhindringer på vejen. Det første, igangsættende move er netop: Swear an Iron Oath. Er man i tvivl om hvor historien går hen herfra, spørger man oraklet.

Oraklet er en række tabeller opdelt efter tema, lokation, motivation, plottwist osv. Det typiske tjek er at rulle Action plus Theme, fx Avenge og Warning (hm, måske noget med en advarsel der ikke nåede frem til din landsby, og nu må du hævne dine frænders død? Det vil selvfølgelig afhænge af hvor du er i fiktionen). En anden mulighed er selv at vælge to mulige udfald, det ene typisk mere sandsynligt end det andet, og så rulle for om det er A eller B. (Spiller man i klassisk stil, med en spilleder, er hun selvfølgelig oraklet, men hun kan stadig vælge at bruge tabellerne, så Ironsworn kan fint spilles uden forberedelse).

Der er i praksis flere måder at gøre det på, og jeg lærer og eksperimenterer stadigvæk:

Fiktion kontra system

Et oplagt væsentligt parameter er balancen mellem fiktion og system. Det er meget fristende at komme ind i en rytme hvor man gerne med det samme vil se udfaldet af det der foregår i fiktionen, så man går fra rul til rul. Den fremdrift der opstår, er meget tilfredsstillende, og det skaber bestemt en historie, men man går også glip af de muligheder – og dybder – ens fantasi kan bidrage med. Man kan med fordel lade fiktionen forløse sig selv – ligesom i normalt grupperollespil er der ofte et logisk udfald man ikke behøver rulle for, og ved at blive i rollen, så at sige, giver man tankerne tid til at arbejde og komme dybere ned i historien. Bagsiden her er at det går langsommere, og jeg har det selv sådan at hvis jeg sætter mig og spiller en time, så skal der være sket noget når jeg stopper, og ikke bare en skriveøvelse.

Den praktiske udførelse

Selv forsøger jeg at holde det enkelt: Jeg taster historien ind i Notes og ruller terninger digitalt (Discord har flere bots, og der er også nogle Ironsworn-hjemmesider med den slags værktøj, herunder orakler). Jeg har mit sheet printet (men det kan man også kare digitalt) og hurtige oversigter med moves ved hånden. Hørebøffer på med et godt soundtrack, og så kører det (se foto øverst). Så går jeg lidt til og fra for at tænke.

Her er nogle af de ressourcer man kan benytte til at lette afviklingen:

  • Atlas RPG: Her kan man oprette og gemme sin karakter, rulle terninger, spørge orakler og poste spilreferater.
  • Ironsworn Assistant: En simpel terningeruller, inkl. orakler. P.t. min foretrukne.
  • IronWriter: Karakter, rul og orakler, men baseret på markup, så lidt bøvlet.
  • Chartopia: Nok den bedste samling officielle Ironsworn-orakler.
  • Discord: Ironsworn-gruppen er levende og fyldt med råd og hacks. Og en dice-bot.

Jeg ville virkelig ønske jeg havde temperament til at gøre det hele i hånden: rulle rigtige terninger, føre tekst ind i en notesbog, illustrere og tilføje små vignetter. Retfærdigvis prøvede jeg, men holdt kun cirka 5 minutter – det gik simpelthen for langsomt og blev alligvel ikke den smukt dekorerede eventyrjournal jeg drømte om.

Eksempler på journaler fra Ironsword på Discord.

Fri fantasi i faste rammer

Kreativitet er en lidt magisk proces, og metode og succesgrad vil givetvis være forskellig fra person til person. Jeg føler ikke der kommer stor litteratur ud af min solokampagne – det er springende og upoleret, og først og fremmest uredigeret (dvs. reelt en kladde – det en semikendt forfatter har kaldt „en spand med ord“). Teksten (og her mener jeg ikke de bot-rul jeg har medtaget for fuldstændighedens skyld, kun selve fiktionsteksten) er lidt et kompromis mellem nøgtern registrering af spiludfald der hele tiden skal pege videre, og så lysten til at formulere fiktionen i en mere færdig form der følger litteraturens spilleregler og også er der hvor jeg tænker sammenhænge frem der ikke er opstået af tilfældige rul eller orakler. Play to find out … er et af apokalypsens slogans, men her gælder også Write to find out. Mange forfattere siger netop at historien kommer ud gennem fingrene – først når ideerne manifesterer sig på skrift, tager historien sin endelige form.

Jeg har set nogen på Ironsword-Discorden sige at de netop bruger spillet som skriveværktøj – writing-prompt – måske mere end spil. Det kan jeg sagtens se for mig, men et eller andet sted kolliderer det trods alt med en professionel skrivestolthed: Jeg vil alligevel ikke have siddende på mig at min skriveproces kan reduceres til nogle tilfældige stikord! Men jeg kan helt sikkert se det nyttige i at massere sin kreativitet (og dulme sin præstationsangst) på den her måde. Den slags redskaber findes der masser af, det er bare aldrig noget jeg rigtigt har brugt før.

Og hvis man ikke vil sidde fanget i sin fantasi, så er der som sagt oraklet. Det er kun stikord, så ansvaret falder selvfølgelig tilbage på en selv, men det er dog en vis afgivelse af kontrol. Jeg har kun spillet co-op halvanden gang, men der syntes jeg klart jeg fornemmede at stikordene kan være svære at tolke som et kollektiv: De er så åbne at den personlige udlægning er vigtig – og så er det måske næsten lettere bare at tale sig frem til en orakeltolkning ud fra de enkelte spilleres forståelse af fiktionen. Systemet er desuden smadderlet at hacke, og nettet har tusindvis af tilfældige tabeller til brug for rollespil og forfatteri der kan bruges uden videre.

Min solokampagne, Skyggebringer, ligger som sagt til fri læsning, og seneste afsnit er en sand marathon hvor jeg spillede det meste af en dag og benyttede de nye preview-regler for dungeon-udforskning, Delve. Men nu må I have mig undskyldt for jeg skal ud og spille rollespil med andre mennesker – det kan man jo også.

Med døden som trumf

[Novellescenarie – Warhammer]
Jeg hygger mig med et Warhammer-novellescenarie (igen går jeg bare efter at skrive det i mit eget tempo og se om det så kan bruges til noget), og det er et centralt element at man spiller kort, både i fiktionen og som metamekanik. Oprindeligt var det terninger, men der er nogle foræringer ved at benytte kort (fire kulører, kort med motiver, hemmelig hånd, esser i ærmet osv.), så det gik dén vej. For at holde det enkelt var det fra starten en kongstanke at man skal kunne spille det med et normalt sæt kort, altså ikke fx tarot hvad jeg ellers kunne være fristet af.

IMG_6946Ikke desto mindre er det ikke lykkedes mig at holde mig helt på måtten. Så nu kan man benytte almindelige kort, men nogle af dem har en særlig in-game tolkning, så ruder konge er fx Kurfyrsten, klør dame er Jomfruen (kortsættet hedder Nulnvarianten fordi alle „fruerne“ er forskellige aspekter af Emmanuelle von Liebwitz) osv. Og så blev det jo hurtigt en naturlig tanke at lave et custom sæt der kan printes ud, så det hygger jeg mig med nu. Jeg vil også meget gerne lave billedkortene, for det er egentlig dér det bliver interessant (K=herskere, Q=fruer, J=pager og esser=Kaos!). Foreløbig har jeg planket grafik fra et tarotsæt til hofkortene (Leonardo Da Vinci Tarot © Lo Scarabeo), men det er kun placeholder.

Mere work-in-progress følger. Skulle scenariet en dag blive helt færdigt, kan jeg derefter begynde at overveje en række trumfkort (Major Arcana) gearet til Warhammer-universet, men der er jeg slet ikke endnu. Lige nu er udfordringen at finde en kortmekanik der er enkelt nok til at det ikke stjæler fra fortællingen – jeg er helt nede i Krig, eller allerhøjst Blackjack …

the-guard-room.jpg!Large.jpgAltså, det scenarie skriver jo sig selv. (‘Vagtstuen’, Nicolas Tournier, ca. 1620)

 

Wufrup 4-sjeet

[Adventskalender – Warhammer]

WFRP4e_sheet_TM18
Klik: PDF

Jeg har ikke forberedt en rollespilskalender som andre hardcore rollenollebloggere har gjort tidligere – og Lænestolsrollespil kører i år noget på Facebook om yndlingsmekanikker – men øhh, *scramble*, her er et tjarakter-sjeet til det nye Warhammer i anledning af første søndag i advent! Det behøver selvfølgelig en side 2, men hele ideen er at have alt det vigtigste på side 1, så det kan reelt klares med et ark blankt papir eller en notesbog indtil jeg får den lavet.

Karaktersilhuetten er tegnet af Quentin Hudspeth og frigivet til ikke-kommerciel brug. Jeg vil – engang – erstatte den med noget hjemmelavet og mere Alte Welt-ish.

 

Angsten æder Sanity op

[The Kingsbury Horror post mortem 3 … men egentlig mest et rant om mig selv]

AN00164619_001_l
„Odysseus på skideren“, 1806, efter Fuseli.

Jeg har i to foregående indlæg skrevet om scenariet The Kingsbury Horror, og hvordan jeg forberedte mig til at spille det. Nu bevæger jeg mig væk fra scenariet og lidt mere i retning af navlebeskuelse, men et eller andet sted er det her nok hvad jeg har skrevet hen imod – det der lå mig på sinde allerede da jeg begyndte at blogge i maj. Det bliver whiny, det bliver halvlangt, beklager – vi bryster os af at rollespil muliggør kartarsis, så here goes.

Som nævnt blev det kun til et enkelt spil af The Kingsbury Horror, og det er hverken det rodede scenaries skyld, problemer med at bruge systemet eller spillerne der alle var topklasse. Det var min. Der var lavet tre fine karakterer, og vi havde en god spilgang med grin og rollespil og god fremgang i historien (efter min vurdering). Alt var klart til at vi for alvor kunne dykke ned i historien og frem mod gyset. Det havde endda været en del af mit setup at der ikke var noget krav om at det blev til mere end dette ene scenarie, så jeg var ikke forpligtet over tid og evne. Alligevel aflyste jeg næste spilgang og kunne simpelthen ikke tage mig sammen til at samle det op igen. Meget mere er der ikke at sige om Kingsbury, for det handlede tydeligvis om noget andet – men det var min anledning til at skrive om det.

Fryg og lede

Ciudad Juarez var vist det sidste scenarie jeg kørte på Fastaval (2004). Det skal så siges at jeg derefter havde en del års pause fra rollespil i det hele taget, men det er noget jeg efterhånden har indset at jeg ikke skal. I gamle dage var det noget jeg nød og var god til, men i dag når jeg at blive helt utroligt og aldeles unødvendigt nervøs. Som forrige indlæg måske antyder, lider jeg ikke af mangel på forberedelse – jeg ved egentlig godt at det er noget jeg kan. Men presset jeg lægger på mig selv, bliver for stort.

Melencolia I (B. 74; M., HOLL. 75)*engraving  *24 x 18.8 cm *1514
„Nederen“, Albrecht Dürer, 1514

Siden jeg kom ud af rollespilseksilet for et par år siden, har jeg forsøgt at starte to spil op: En Warhammer-kampagne der tegnede godt, og det var egentlig ikke mig der besluttede at parkere den, men i stå gik den – så det var vel et halvt point. Og så Kingsbury – og det blev et minus. Egentlig ikke så slemt. Desværre har der været andre tilfælde tidligere, så selvbebrejdelsen sidder konstant som en grib og venter på at jeg skal fejle.

Seneste møde med præstationsangsten (eller hvad det er) var med det scenarie jeg sidder og skriver på. Velvidende at det kunne blive et problem, havde jeg sagt til mig selv at jeg bare skulle skrive og så se hvor det endte – det skulle nok finde en aftager. Det gik så „desværre“ så godt at det næsten føltes åndssvagt ikke at sende en synopsis ind til Fastaval. Og så døde det bare fuldstændigt – jeg kunne ikke længere se historien, endsige slutproduktet. Jeg nåede lige at trække det inden der kom svar ud, så jeg ikke blev tvunget ud i et nederlag eller et svigt. Det i sig selv var selvfølgelig træls fordi den her brist bliver så tydeligt, men det var også positivt, for det lykkedes mig faktisk at samle scenariet op, revidere det og komme i gang med at skrive igen.

Gribbene kredser, og det har de gjort meget af mit voksne liv. Jeg tror mange rollespillere og kreative mennesker kender den her usikkerhed, og hvordan det kan komme i vejen for gode oplevelser. Det gør både den kreative proces og mødet med mennesker forkrampet, og frygten for at tage chancer og brænde broer betyder at man ikke får taget første skridt – eller man når ud midt på og kaster sig over kanten.

Vejen fremad

Nå, det var fandme dark, og sådan har jeg det heldigvis ikke kun. Jeg sidder jo dybest set her og skriver fordi jeg ikke har givet op. Så her er nogle lidt mere positive konklusioner:

Ff100699
„Det bliver skide godt når jeg får det færdig“, Albrecht Dürer, 1504

Jeg kan godt skrive. Jeg har afleveret en foromtale til Thais/Con2 og gør mit Lovecraft-inspirerede scenarie, Paradox, NY, færdig. Jeg er så langt at jeg kan vride armen om på det og tvinge det over målstregen om nødvendigt, men forhåbentlig er de næste par måneder nok til at komme godt i mål. Det har været virkelig sjovt/forfærdeligt på de rigtige måder, og jeg vil gerne mere – men jeg vil heller ikke blive syg af det. Første milepæl på vejen til at skrive scenarier igen er at få noget færdigt.

Scenarier er nemlig et perfekt hobbymedie for mig: ideudvikling, skrive, tegne/illustrere, layoute, formidle. Det er alt sammen noget jeg elsker og kan noget med. Altså, bortset fra når jeg ikke kan, men du ved, ideelt set.

Jeg kan godt lede spil. Jeg er grundig og får gode ideer, og jeg går ind til det med masser af energi. Jeg kan balancere regler, rollespil og handling – i al beskedenhed. Jeg er i gang med at starte en Warhammer-kampagne op med fede mennesker jeg ikke har spillet med før (og som heller ikke har spillet sammen). Og så har jeg i sinde at køre Tales from the Loop/Things from the Flood med en lille udvalgt skare og ud fra et fælles oplæg, så det måske ikke hænger så tungt på mig.

Jeg nyder virkelig at blogge. Og det er jo klart! Jeg får lov at nørde igennem og skal kun præstere noget over for mig selv – det har hele tiden været ud fra bevidstheden om at der muligvis ikke ville være nogen læsere, på nær mig selv, og det var fint. Måske i virkeligheden grunden til at det er gået så godt. Lidt spydigt kan man sige at jeg sidder trygt på den ene side af slugten og skriver om alt det spændende på den anden side uden at skulle krydse broen og risikere noget … så lad os bare kalde det metarollespil, det er stadig sjovt og føles godt.

Bloggen peger også mod en bredere lektie om min kreative proces, men så er vi vist ovre i endnu et indlæg, og jeg har ikke planlagt mere navlepilleri lige nu. Tak fordi du læste med.