PS4 2020

En lille overspringshandling nu hvor det er næsten jul og liste-tid: De spil jeg havde mest fornøjelse af at spille i 2020 (altså ikke udgivelsesår, men spil-år).

Roste spil jeg ikke kunne komme ind i

  • Resident Evil 2: Måske den største overraskelse. Jeg var kæmpe fan af den originale toer, og jeg nød virkelig Resident Evil VII. Men jeg synes sgu det her var en underlig oplevelse. Vellavet, helt sikkert, men jeg syntes også gåde-gameplayet var kedeligt. Irriterende bosser. Nåede ca. halvvejs og gør det nok færdig hvis der bliver en åbning engang.
  • Nier: Automata: De første par timer var jeg vildt begejstret for Nier. Overraskende og tempofyldt og weird på den bedste måde. Men efterhånden som det i stigende grad gik over i open world, mistede jeg interessen.
  • A Plague Tale: Innocence: Stemningsfuldt og fint lavet, men jeg blev altså lidt træt af at løse puzzles. Til gengæld er det runner-up til bedste Warhammer-(lignende) spil. Pest og en magtesløs karakter: grim & gritty.
  • This War of Mine: Prisvindende spil om de civile omkostninger ved krig. Det var bare … for tungt. På en ufed måde. Jeg nåede ikke rigtigt at sætte mig ind i lidelserne, for en af karaktererne mistede sin venstre arm til koldbrand på dag 1 fordi der ikke var gulerødder nok, og jeg havde ikke bygget en taburet … eller sådan noget.
  • Tetris Effect (VR): Ja, det skulle jo være så fin en immersive oplevelse. Jeg tror mit problem med det var at jeg var optaget at bonke blokke på plads, så jeg havde ikke lige tid til også at lytte til musik og se på rumhvaler.

Spil jeg påbegyndte og ikke er færdig med

  • The Witcher III: The Wild Hunt: Ja, jeg fik endelig begyndt på Witcher, og det var jo rigtig fint (og den oplagte vinder af mest Warhammer-agtige spil), men så blev der annonceret en PS5-patch, så jeg venter til det kommer i fin og fancy udgave næste år.
  • Tom Clancy’s Ghost Recon Wildlands: Det er lidt comme il faut at hade på Ubisoft (og Tom Clancy), men det her er sgu skruet ret godt sammen. Jeg er ikke til multiplayer, og open world-delen blev hurtigt lidt diffus, men jeg tror jeg vil finde fornøjelse i bare at spille kampagnen igennem. Puts the dumb in fun.
  • Hitman: Jeg har virkelig længe ønsket at støtte IO, men jeg er meeega dårlig til stealth, og jeg haaader at skulle planlægge og kunne fejle og argh. Så Hitman har altid virket som et spændende spil der bare slet ikke var for mig. Men så prøvede jeg det, og jo, de problemer jeg har, har jeg, men spillet gør sig meget umage for at invitere en indenfor, og jeg tror der venter en sjov oplevelse her – også selvom jeg kommer til at pants’e amatøragtigt hele vejen igennem.
  • Deus Ex: Mankind Divided: Ja, okay, det mærkes at det ikke er helt nyt, og jeg er ikke 100% sikker på at jeg kommer længere med det (jeg er halvvejs), men det er en virkelig velbygget sandkasseverden (et cyberpunket Prag).

Småspil jeg fik ryddet fra bunken

  • Astro Bot Rescue Mission (VR): Sony får fortjent en masse ros for Astro’s Playroom til PS5, men Rescue Mission er mindst lige så fint. (VR virker på PS5, men desværre kræver det en PS4-controller som jeg ikke længere har, så jeg må lige hvornår jeg kan gøre det færdig).
  • Moss (VR): Vidunderligt VR-spil. Det er et ret simpelt puzzle-spil hvor man som spiller hjælper en lille mus gennem dukketeaterlignende levels. Men stemningen er førsteklasses og eventyrlig (tænk Mouseguard).
  • GRIS: Poetisk og smukt platform-spil. Mekanik og fortælling går op i en højere enhed.
  • Bastion: Hades’ store succes fik mig til at tage mig sammen til at spille producentens tidligere spil, og Bastion er gammelt og lidt simpelt, men det bliver reddet af fortælleglæde og en flot visuel stil.
  • Transistor: Af samme producent og et skridt op fra Bastion. Igen, visuel stil og fortælling er bærende, men gameplay har fået en ekstra dybde og mulighed for at eksperimentere. Virkelig fornøjeligt.
  • Resogun: Moderne twin-stick-klassiker. Havde egentlig opgivet det, men gav det en chance til, og det er bare super tilfredsstillende. Også at det bare er arcade – at jeg kan spille en bane uden at skulle bekymre mig om en historie.
  • Batman – the Enemy Within: Anden del af Telltale’s interaktive historie. Lidt bedre end den første? Men formatet føles virkelig træt efterhånden.

Og til sidst sværvægterne!

  • The Last of Us Part II: Det her var klart den største spiloplevelse for mig i 2020. Historien er ikke uden problemer (men nej, det handler hverken om Abby eller SJW), men der er dæleme også mange highlights, og ambitionerne er vilde. Det er samtidig et fantastisk flot spil, og level-designet er helt åndssvagt gennemført. Jeg glæder mig til forhåbentlig at genspille det med en PS5-patch.
  • Spider-Man: Yay! Festlige kampe, stor nydelse i bare at web-slinge gennem New York og en historie der føles filmisk og rigtig. Det napper jeg formentlig også igen i PS5-remasteren.
  • Yakuza 0: Honourable mention. Jeg må indrømme at jeg syntes det begyndte at føles liiidt langt i spyttet, men samtidig var det synd at springe sidehistorierne over, for de er virkelig fjollede. Hovedhistorien er totalt over the top, men man er nødt til at holde lidt af de følsomme macho-mænd.

Jeg slutter året af med at spille Death Stranding, og jeg er både begejstret og fascineret og en lille smule undrende. Hvis ikke det sætter mig af undervejs (og det er en risiko), regner jeg det med til de store spiloplevelser. Der findes ikke noget magen til det her, og spildesignet er gennemført ned til mindste detalje.