[Neuhammer] Magi 101

I det følgende vil jeg forsøge at redegøre for hvordan jeg mener magi fungerer i Warhammer-settingen. Det bliver langt og nørdet.

Orden vs. Kaos, tro vs. magi

Rent metafysisk er der i Neuhammer en væsentlig ændring ift. andre versioner (men tættest på den første introduktion af farverne i White Dwarf). Kaos, sådan som det strømmer ind i verden gennem polerne, er et kværnende mørke af magtfuld forvanskning. I sin rå form er det vildt, destruktivt, kaotisk, stærkt, men ubrugeligt. Det er cthulhuidt i sin ringeagt for jordiske væsner. Man tilgår det derfor gennem et filter. Groft sagt kan man sige at magien findes på en lodret akse af sort forneden (rå magi) og hvid foroven (raffineret). Jo grovere et stof man trækker på, jo mere udsat for mutationer og vanvid er man. Derfor er bunden på aksen forbundet med Kaos. Men! Selv højt oppe ad aksen er magi stadig kaotisk i sin essens, så magisk set er modsætningen til Kaos ikke Orden. Det er lys, og kun i sin aller reneste form kan magien siges at være renset for Kaos – en bedrift der nærmest kun er teoretisk, men Teclis og andre højelvere kommer tæt på.

Kaos forener magi med tilbedelsen af dæmoniske væsner. Derfor er “den gode” modsætning til Kaos ikke “god magi” (vs. “ond (kaotisk) magi”, men Orden der blandt de fleste dødelige racer kommer til udtryk i tilbedelsen af guder, stræben efter en højere orden/mening/struktur. Nu er det stadig Warhammer, så troen er ofte uren, korrupt osv., men rent teorisk hænger det sådan sammen.

Magisk kraft strømmer nedefra og op, så ødelæggelse og forvanskning og rå kraftudladning ligger lige til højrebenet for Kaos-troldmænd (der samtidig er en form for præster), men det er også en negativ spiral: Magien øger indstrømningen af Kaos med alle de farer og mutationer, for ikke at nævne uforudsigelighed, det medfører. Kun “rene” Kaosmagikere befinder sig her. De er i Kaosmagternes tjeneste. Deres forskellighed er ikke koblet op på farverne (som det sommetider er præsenteret i nyere Warhammer), men på deres mørke gud – og variationerne mellem dem ligger mere på linje med forskellene på præster med deres forskellige guder.

Det betyder samtidig at deres brug af Kaosmagi er et udtryk for noget der ligner (u)hellig manifestation af guddommelig kraft (sortekunst) og dermed den diametrale modsætning til Orden (de klassiske guder og præsternes mirakler). Mao. er Kaosmagi både i modsætning til Orden (guderne) og til elvernes transformerede lysmagi.

Forestil dig at magien som nævnt er et spektrum fra sort til hvid, fra Kaos til ingen Kaos, men stadigvæk det samme. Og så er der en anden, mere dualistisk måde at betragte det på, nemlig den teologiske: Kaos vs. Orden. Denne religiøse, dualistiske tilgang er selvfølgelig også grunden til at heksejægere ser med skepsis på alle magikere (al magi er Kaos), men de fleste er mere pragmatiske og kan godt se at mange troldmænd kan gøre nytte (og det er jo mest farligt for dem selv).

Man kan også se det som et V med Kaos i bunden og to (skæve) lodrette akser. Den ene er stadigt lysere magi, den anden er stadigt renere orden (tro). I bunden af V’et er de to arme tæt på hinanden, så det er naturligt at der er et overlap mellem gudetilbedelse og sort magi (kaoskulter og onde troldmænd er et naturligt makkerpar).

Fodnote om gudernes magt

Guder og præsternes overnaturlige formåen er dermed et selvstændigt emne til senere udforskning, men lige et par konklusioner at have in mente:

  • Magi er godt, men det trækker altid på Kaos (puster til gløderne), så det er meget risikabelt at bruge mod Kaos (fighting fire with fire).
  • Orden er derimod en effektiv Kaos-modgift, repræsenteret ved templerne (der så kan være mere eller mindre rene og effektive). (Men i mit system har de ikke “spells” som magikere, så de er begrænset på dén konto).
  • Sigmars krigerpræster (og visse andre templer) er populære i krig: De er en direkte modpol til Kaos og har ikke den samme forstærkende, uforudsigelige effekt. Og selvom deres mirakler (manifestationer?) ikke er lige så potente som rå magi, er de mere stabile og inddæmmede.
  • En tanke man kan overveje: Eftersom templernes mirakler ikke tiltrækker Kaos, er det så fordi der faktisk er tale om form for essensmagi (altså ren, hvid magi), således at de to par modsætninger i virkeligheden befinder sig på én og samme akse?

(Som du måske bemærker, er det her min udgave/forståelse af Ordens-“guderne”. De (altså “Gods of law”) findes muligvis som idealer, men det panteon der findes i Den gamle verden, er nu engang så langt de dødeliges fantasi rakte (enkelte fanatikere går dog videre og nærmer sig ren Orden i deres gudeopfattelse – zeloter, flagellanter og gale fundematelister). Jeg glæder mig til også at folde dén del af universet ud, for helt ærligt, de nuværende guder er sgu lidt forudsigelige).

Magiske vinde, farver og Kaos

Det er vigtigt at huske at farverne blot er det seneste og bedste bud på at organisere vindenes kaotiske kraft – og måske er det ikke engang vinde. Det er et regime til at forhindre Kaos i at udvirke for voldsomme effekter på troldmanden, samtidig med at det giver ham adgang til dets magiske energi. Så det er stadig farligt – hvis ikke det var det, ville magien være tandløs.

Men når en troldmand trækker på en farve (eller et element eller en illusion eller blodet), øger de også dens potentielle effekt hvor hun gør det. Dvs. at Kaos, der trækker på alle aspekterne af vindene, altid bliver stærkere af det. Det gør magi ekstra farligt at bruge imod Kaos. Til gengæld gælder det også den anden vej: En magiker kan have stærkere vinde at trække på i en kaoskults nærhed, noget særligt farvemagien har dygtiggjort sig i. Det er derfor Kaosguderne sommetider kobles med magiens farver: Det er kollegiernes troldmænd der har lavet en vurdering af hvad de kan forvente at høste af farvet vind i nærheden af de forskellige Mørkets Fyrster. Men Tzeentch eller Nurgle tænker ikke i grøn eller lilla eller whatever.

Magi har ingen farve

Teclis gav menneskene farvemagien for (kun) 200 år siden, men det er vigtigt at forstå at det bare er én tolkning af noget uforklarligt. Menneskene havde også magi før den tid og forsøgte at kontrollere den på forskellige måder. Blodmagi er måske en af de ældste (i dag kalder man brugerne for hekse/heksemestre, og det er forbudt). Elementalisme var udbredt på Sigmars tid og gennem hele det tusindårsrige der fulgte (og der er stadig en del udøvere). Og i Imperiets mørkeste år (de seneste hundrede år frem til Magnus) opstod illusionisme, en udspekuleret kunstart der har det svært i disse oplyste tider, men ikke desto mindre stadig praktiseres, særligt uden for Imperiet hvor man ikke har adgang til farvekollegierne. Der findes også andre skoler, som fx nordens ismagi.

Højelvernes system handler egentlig heller ikke om farver. Det handler om klarhed, om at opnå en så forfinet tilgang til Kaos at det genfødes som stjernernes oprindelige lys. Opdelingen i farver er bare en mystisk/mekanisk tilgang til at gøre noget metafysisk mere funktionelt. En form for prisme.
En fysisk lokalitet kan for en farvemagiker fremstå som stærkt påvirket af en bestemt farve, men det er vigtigt at huske at det kun er tilfældet fordi betragteren subjektivt ser stedet gennem en særligt farvet linse og har øvet sig på netop dét i hele sit liv (eller lærlingetid). En dag vil man måske indse at det er ikke er en lilla vind der kredser om en kirkegård fordi man ikke længere benytter den samme inddeling. En elementalist vil måske se samme gravplads som præget af jord og mørke, mens illusionisten trækker kraftig inspiration fra de dødes historier hun kan omsætte til overbevisende syner hos de levende. Højelveren skelner slet ikke farven, men ser blot en stærk koncentration af lys, måske med en svag aura af farvetoner (det var trods alt dem der fandt på farveinddelingen).

Nu har jeg afmystificeret det lidt, men det er vigtigt at fastholde at kollegiernes kunst har et hidtil uhørt potentiale fordi det beskytter brugeren relativt godt mod Kaos, samtidig med at det tillader at trække effektivt på det og manifestere det kraftfuldt. Men det er også en elitemagi der er de færreste forundt.
Virkeligheden er at de fleste magikere i Imperiet må nøjes med det kollegierne nedladende omtaler som muddermagi.

Muddermagi

Inden man bliver en farvemagiker, arbejder man med magi i uren form. Mange kommer aldrig videre herfra. Det er forbundet med en lille risiko, for den totale sammenmudring af farver er i sin yderste konsekvens det samme som sort magi. Men det er et sjældent problem, for “pløret” er ret svagt netop fordi det kun har fat i en håndfuld tilfældige farver ad gangen. Det er i sig selvfølgelig stadig risikabelt at åbne op for kaosvindene.

Magien findes overalt og i forskellige grader, og alle mennesker har potentialet til at åbne sig for dem. Får man først hul igennem, kan man relativt hurtigt lære teknikkerne til at udføre magi (det er derfor muligt at benytte magi som en eventyrerkarriere).

Der findes forskellige metoder/skoler/traditioner inden for denne grove magiform, men de starter med den samme basiskarriere. Da fx hekse arbejder med blod, ser man almindeligvis med skepsis på muddertroldmænd – det er aldrig til at vide om de har taget en genvej der gør dem korrupte og farlige for deres omgivelser. På den anden side er de sjældent helt så farlige på grund af deres begrænsede kontrol.

Farvehierarkiet

Her er den lodrette magiske akse. Bemærk: Disse termer tager udgagspunkt i en elversk tolkning af magilæren, men uanset hvordan man betragter det, er ideen om en lodret akse med råkraft nederst, forfinet essens øverst og forskellige miks og udtryksformer ind imellem nyttig.

Hvid: Kaos transformeret til ren energi. Matcher selv den rene Kaos i styrke. Forbeholdt de mægtigste (mytiske) elvermagere. Kan siges at være guddommelig (?).

Regnbuen: Farverne i én samlet, ren buket. Forholdsvis sund, og man kan plukke frit. Ikke så fysisk kraftfuld (manglende effekt i den materielle verden) grundet mangel på Kaos, men man kan kompensere ved at skrue op for den mentale kontrol fordi det er ret ufarligt. Derfor udbredt blandt højelvere (der har høj intelligens/vilje).

Teclis’ farvelære: Kollegiernes 8 rene farver. Man fokuserer på én farve ad gangen for at begrænse bivirkninger ved Kaos. Imperiets fornemste magiskole. Afbalancerer menneskets naturlige talent for Kaos og ødelæggelse med streng disciplin.

Andre skoler: Farvemagikere under oplæring. Elementalisme, illusionisme, ismagi. Giver god, basal kontrol. Indsigt i magien i form af glimt af farve (eller en anden form for system). Farvekollegierne regner dette niveau for muddermagi, på nær deres egne lærlinge, naturligvis.

Muddermagi: “Petty magic”, troldkunst (“hedge magic”), hekseri osv. Ofte enten forbudt eller svag. Svag fordi magien ikke udnytter Kaos optimalt, og skruer man op for den, er den farlig grundet ringe kontrol.

Malstrømmen: Kaos-tilbedere opererer her, hjulpet af deres mørke guder. Onde magiske traditioner (dæmonpåkaldelse og nekromanti) – ikke nødvendigvis så fokuseret på Kaosguderne, men afhængig af den rå kraft der samler sig her. Men også uforsigtige muddermagikere kan falde herned. Potentielt højt udbytte, men det kræver en høj pris i form af bivirkninger, ødelæggelse, mutationer og uforudsigelighed (det kan afhjælpes ved at specialisere sig).

Dybet/Bythos: Kulsort, rå Kaos der æder selv Kaosguderne op. Her fødes dæmonfyster. Magi der er i stand til at forvanske hele kontinenter. Direkte fra rummets dyb. Umuligt at kontrollere – man kan ofre sig for kortvarigt at dirigere det i en retning, men intet mere.

Næst: Introduktion til farvemagi!

[Neuhammer] Magi, forfra

Jeg springer lige lidt i det, for som jeg nævnte for nogle uger siden, har jeg rodet en del med magi i Warhammer-verdenen. Så jeg går lige lidt væk fra mekanik (de der talenter kommer også til at kræve noget arbejde!) og over til head-canon, men på et tidspunkt skal det jo så helst føre tilbage til det mekaniske (og fiktion – altså konkrete eksempler på bipersoner og oplæg til eventyr).

I gamle dage havde vi nogle bestemte klasser af magi (Elementalist, Necromancer osv.) og så en Battle-gruppe som typisk var den karaktererne trak på. Så blev farverne introduceret, og de har været ret konstante siden 2nd. edition. Jeg synes de er … okay. De er i hvert fald blevet et særkende for Warhammer, og det synes jeg man skal fastholde og udnytte.

Men der er også nogle ting jeg synes er gået lidt skævt:

Et æstetisk spørgsmål

Jeg bryder mig ikke om de fjollede hatte og pyramider m.m. i Altdorf. Tony Ackland tegnede jo stort set alle akademikere som enten klædt i et lagen eller totalt high fantasy. The Enemy Within fandt heller ikke rigtigt et godt leje på det punkt. Da farverne først blev introduceret, lå stilen i forlængelse af grundbogens skøre high fantasy-stil (altså ikke tysk senmiddelalder), nu bare i vilde farver. Efterhånden slog så den mere ekstreme dresscode igennem hvor hver farve fik en foretrukken stil – med den uheldige effekt at vi reelt så den samme Bright eller Amber troldmand hver eneste gang der optrådte en i en illustration, for pludselig var der kun én måde at se ud på. Det vil jeg gerne væk fra.

Farver kontra karrierer

En anden effekt af de nu meget definerede farver er at de har opslugt andre karrierer og dannet noget dumt overlap. Alkymisten og druiden forsvandt som selvstændige karrierer, og den lilla troldmand ligger et lidt kedeligt sted mellem en Morr-præst og en nekromantiker.

Magiens rolle og styrke?

Der er også en uklarhed om hvad man egentlig synes om magi i Imperiet? Det har altid været sådan lidt suspekt, men nu præsenteres det nærmest som livsfarligt at være troldmand (hvilket ingen vel reelt spiller med?), samtidig med at man har en statssanktioneret uddannelse på så højt et power-niveau at det næsten knækker verden. Hvis man gennemførte det og sagde at farvemagi var forbeholdt high level karakterer eller bipersoner, og at karaktererne måtte klare sig med farlige, inferiøre traditioner, kunne det måske være interessant nok, men lige nu synes jeg ser kanon blive ignoreret i vid omfang.

Neuhammer

Så for Neuhammer gælder følgende principper:

  • Al magi er Kaos. Kunsten er at udføre den så sikkert (men samtidig effektivt) som muligt
  • Magien er ikke i farver. Det er bare én måde at forstå og udnytte den på
  • Farverne eksisterer som en meget effektiv magisk skole med høje statslige krav
  • Væk er de tossede kostumer osv.
  • Genindført fra den oprindelige farve-ide fra White Dwarf: Farverne har styrker/svagheder over for hinanden
  • Forskellige karrierer kan være god forberedelse til farvemagi, men nu med større variation (en alkymiker kan være “almindelig” kemiker, rød troldmand, elementalist – whatever!)
  • De fleste magikere ude i verden (fx karaktererne) er “muddermagikere” (Petty/Battle Magic + de nye grene såsom hekse og troldkarle + farvemagikere under oplæring)
  • Elementalisme og Illusionisme (fra 1st edition) m.m. findes som ældre skoler der blev udkonkurreret af farvesystemets indførelse under Magnus den Store
  • Visse arter af magi er forbudt, visse er ildesete, og visse er accepterede. Så det er et kompliceret forhold. Men heksejægere er blevet en alt for udbredt ting i nyere Warhammer, og det vil jeg væk fra
  • Der er alt for meget fumble til min smag i ny Warhammer – i Neuhammer handler magisk kunnen netop om at begrænse fumbles/Kaos.

Næst: Hvad er magi, og hvordan fungerer det?

[Neuhammer] Talenter

Sidst skrev jeg om Fordele & Ulemper, og denne gang handler det om Talenter.

Dem er der mange af, ligesom man kender det fra WFRP4, og på samme måde kan man i Neuhammer købe et talent flere gange. Men hvor det i fjerdeudgaven er dyrt og kun giver en yderligere bonus, vil jeg gerne invitere til at man køber talentet flere gange, så derfor: Det skal være billigere; de skal kunne købes på tværs af karrierer; og der skal være mere at hente end +1 Success Level der kun træder i kraft hvis man allerede har klaret sit tjek.

Derfor har jeg stjålet Assets fra Ironsworn. Jeg har lavet et hurtigt udkast til de første 18 talenter, nemlig dem der er mest relevante for mine demo-karakterer (Sigmarpræst, gladiator, smugler og krovært – og en af dem er hobbit/menshling). De vil selvfølgelig derudover have adgang til en håndfuld tilfældige start-talenter som man kender det fra det officielle Warhammer. (Jeg har tidligere leget med tanken i fbm. WFRP4).

Talenterne udleveres som et lille kort (standard Magic), så spilleren har beskrivelsen ved hånden og kan glæde sig til næste tjekmærke.

Hvert talent tilhører en primær aktivitet, fx Samvær, Kamp eller Underholdning. Ens karriere giver adgang til bestemte grupper af talenter og det samme gør ens eventyrbane. Jeg nævnte tidligere som eksempel at man godt kan være skomager på eventyr og derigennem lære at slås hvis Kamp er relevant for det slæng af helte man hænger ud med. Hvis gruppebetegnelsen har tekst i parentes bagefter, betyder det at talentet er forbeholdt visse personer, fx præster eller menschlinger.

Når man køber et nyt talent, har man automatisk det første punkt på menuen, og det er ikke bare snak – det er i praksis en automatisk succes per spilgang, inspireret af Resistance-talentet fra nyeste Warhammer-udgave der fungerer ud fra samme princip. Derefter følger forskellige optimeringer af talentet, enten ved at udvide rammerne for det i fiktionen eller ved at give en bonus i bestemte situationer (her mangler der en del arbejde – afbalancering er jeg ikke så bekymret for, men der skal være noget at komme efter i alle talenter, ellers skal de slettes).

Men, tænker du så måske, kan man så ikke slå nogen hvis man ikke har boksning? Eller forsvinde i mængden uden Diskretion? Jo. Som i Ironsworn fungerer det sådan at man kan gøre det hvis det giver mening i fiktionen. Husk at man altid ruller ud fra de samme stats, ikke fra evner. Det kan så være der er en straf hvis man forsøger noget meget specialiseret (eller det er umuligt), så talenter skal ses som nye muligher og +1 bonus til ting man allerede kan.

Her er mit work-in-progress. Bonusserne leder naturligt hen til at sige noget om de stats jeg – som en arbejdsmodel – er endt på. En anden gang.

Neuhammer_kort.jpg
Klik for at hente begge ark i pdf

[Neuhammer] Fordele & ulemper

Jeg nævnte i forrige indlæg fordele & ulemper. Det jeg tænker her, er valg man foretager i fiktionen, snarere end noget mekanisk, og de er i høj grad med til at definere ens karriere. Man sætter helt enkelt kryds ved sit valg eller noterer det på karakterarket. Visse fordele er bare noget at spille på, mens andre giver nye evner, og andre igen er kontakter der defineres af spiller og GM i fællesskab. (Der bliver lidt arbejde med at vurdere hvornår en fordel i virkelighed bør formaliseres som et talent). Fordele tæller i det samlede regnskab mod at stige i powerlevel („skæbne“?).

Når jeg sidder med det her projekt, har jeg hele tiden mine fire karakterer i Unævnelige kulter-kampagnen i baghovedet, for det er tiltænkt dem. Så her er et eksempel, nemlig flodrotten Jon. Han ville starte med et par valg fra flodfolk generelt – plus et par stykker som menschling (hobbit) – og dernæst fra smuglergrenen (som jeg ikke nåede så langt med – spørgsmålet er også hvor mange valg der reelt skal være).

(Jeg har også medtaget paraplyevner, men den del er naturligvis også work in progress. Hver karriere vil derudover have en pulje af talenter man kan købe fra).

Flodfolk

Evner: Du kan ro/færge en lille båd eller pram. Svømme. Prange. Slæbe. Viden om floder generelt og kundskab om lokal flod, sø eller kanal. (Mester-niveau: ejer en eller flere både; netværk; har specialiseret sig (reparation, økonomi))

Netværk

  • Vælg en kro hvor du er en velkommen gæst og ofte kan finde kunder
  • Vælg en kontakt blandt smuglere
  • Vælg en kontakt blandt flodpatruljerne
  • Vælg en kontakt blandt havnearbejderne
  • Vælg en kontakt fra købmandslauget (Mester)

Fagtricks

  • Du er i stand til at skimme fra lasten uden at det bliver bemærket
  • Du er god til at holde aftaler og kendt som pålidelig
  • Du har erfaring med farlig last (levende dyr, eliksirer osv.)
  • Du har en evne til at indynde dig i havne og betaler aldrig fuld pris for at lægge til
  • Du kan nødtørftigt lappe en båd uden dog at være skibstømrer
  • Du har eksklusive kunder, fx en adels-ejet gondol

Startvanskeligheder

  • Du skylder nogen penge for din båd (leje, reparation eller køb)
  • Du er nyopstartet og har ingen kunder
  • En røver-/smuglerkonge kræver beskyttelsespenge eller tjenester
  • Flodpatruljerne chikanerer dig
  • Der er et uhyre i vandet hvor du arbejder
  • Manglende erfaring betyder at du med mellemrum taber en kasse

Flodsmugler

Evner: Mulighed for at aftage og afhænde varer/smuglergods. Gemme en smuglerlast. Undgå at blive bemærket i havnen. Bekendt med straffe. Bekendt med tolder-rutiner. Næver som problemløsning. Kamp med kniv, entrehage, krog, kølle eller lignende.

  • Du kan tale og forstå et ekstra sprog
  • Du er bekendt med hemmelige tegn og avanceret etikette blandt smuglere
  • Du har en kontakt i den kriminelle underverden (uden for smuglerne)
  • Du kender navn og nogenlunde lokalitet på en smuglerkonge
  • Du kender et smuthul eller gemmested langs floden
  • Du har et særligt talent for at overleve i naturen på og langs floden
  • Du har en kontakt blandt flodpatruljerne
  • Du kender et hemmeligt tempel for Stromfels, Ranald eller en anden mindre flodgud
  • Vælg en landsby der ser gennem fingre med dine aktiviteter
  • Du har ry som lovlydig flodmand og en velkendt dækhistorie

[Neuhammer] Stats, Skills, Talents – oh my!

Jeg var liiige ved at knække koden til et grundsystem i går … syntes jeg. Men det gled ud mellem fingrene på mig. Og i dag kan jeg se hvad der mangler klarhed over.

For mange bevægelige deskriptorer

I WFRP1 havde man sine Stats (Attributes) og en lang liste af Skills som man rullede på ud fra sine umodificerede Stats. Stats kunne forbedres +10% ad gangen. Det var mao. meget tydeligt om man kunne noget eller ej, og man kunne virkelig booste sine stats.

I WFRP2 kom Talents til (en del af dem var Skills i etteren). Princippet var ellers nogenlunde det samme – nu med +5% stigninger på Stats og mulighed for at købe Skills op flere gange (en +10 eller +20 bonus). I både 1 og 2 er der et max på hvor meget Stats kan stige (omkring +35).

I WFRP4 har man mudret billedet. Nu køber man Stats og Skills separat op, og uden noget max. Og samtidig har man alle Basic Skills fra starten af (i WFRP2 kunne man kun rulle på en Skill med halvdelen af sin Stat indtil man købte den). Det betyder at karakterer er meget ens fra starten af, og at både Stats og Skills kan gå over 100 hvilket gør det uklart hvornår karakterer og fjender egentlig er gode. (Det giver også meget mere bogholderi). Dertil kan Talents nu købes flere gange (dyrt, men med begrænset effekt).

Hvad ruller man for?

Men det jeg kom til at tænke over, er … hvilke af de tre komponenter af Warhammer-karakteren er de vigtigste?

Umiddelbart tænker man måske Stat-line, med WS, Fel osv. – altså det der peger tilbage til Warhammers Battle-rødder. Og de danner jo også grundlag for Skill-checks. Men oftest ruller vi med udgangspunkt i Skills. Og potentialet for at give en karakter … ja, karakter er størst ved Talents der på en bredere måde giver dem særtræk.

Så, Attributes: ens forudsætninger/det man kan, Skills: det man lærer/gør, Talents: særtræk. Hvad skal Neuhammer fokusere på?

Skills er gode fordi der er mange af dem (og det giver mulighed for at variere karriererne), det er realistisk noget man kan blive bedre til over en kampagne, og man ruller for konkrete handlinger. Men de er også dumme netop fordi det hurtigt bliver granulært, og man ender hurtigt i Task Resolution (ikke en negativ vurdering, blot en observation).

(Fokus på hvad man gør, er også i centrum i Powered by the Apocalypse, men jeg ved at jeg ikke vil have moves).

Et fast sæt Stats er gode fordi man fra starten får fastslået at systemet er abstrakt, og det vil ikke forsøge at dække alle baser. Blades in the Dark rammer IMO et sweet spot mellem faste Stats og moves ved at beskrive dem som Actions. Men da jeg gik i den her retning, savnede jeg variation i beskrivelsen af karrierer.

Her kommer Talents ind. De kan beskrive karakteren og give en lille særregel – som nu. Men måske i højere grad end nu give et lille plus på rul i bestemte situationer. Altså lidt som en Skill, men lidt mere defineret som, hmm, en omstædighed omkring rullet. Ironsworns Assets er en slags Talents, og de er typisk indledt af en trigger i fiktionen. I Warhammer kunne de fx hedde: „Når du kæmper med en muskedonner …“ eller „Når du bevæger dig gennem byens skygger …” eller „Når du forsøger at vinde venner ved at lyve …“

Juryen har voteret …

Og det er nok den model jeg har snakket mig frem til: 12 Stats der håndterer alle rul, Skills indbagt i karrierebeskrivelsen, og så med X antal (mange) Talents til at give variation og kulør (og evt. dække enkelte specifikke Skills jeg måtte savne).

Eller hvad tænker I derude? Hvilken af disse tre faktorer beskriver bedst en Warhammer-karakter?

[Neuhammer] Karakterskabelse

Uden at blive for specifik er her et blik på de elementer der udgør en karakter i Neuhammer.

Stats

Alle karakterer har et sæt grundlæggende egenskaber eller stats. Jeg har udvalgt otte, og dem kigger jeg nærmere på senere. Det er altid en af dem man ruller for. De kan kun i begrænset omfang forbedres med XP – i stedet udvikler man sig ved at lære nye evner, talenter, kontakter osv.

Karrierer

Karrieresystemet ligner på overfladen Warhammer en del. Man har en civil karriere (ved siden af det at være eventyrer), og karriererne er af praktiske hensyn opdel i klasser. Det er lettere at skifte til en karriere indenfor sin klasse end udenfor. Ens karriere er en vigtig forbindelse ind i fiktionen, så et rul skal altid ses i lyset af hvem man er. Det er nødvendigt fordi hele systemet er mere abstrakt og mindre simulationistisk. Alle karrierer består af de samme elementer, og jeg går nærmere ind i dem enkeltvis bagefter:

Meta: Som nævnt i forrige afsnit kan ens karriere have metakonsekvenser. Det betyder noget om den har meget lav samfundsstatus eller om man tjener eller modarbejder adelen.

Evner klares med en paraplybeskrivelse (der erstatter Skills).

Talenter tilkøbes én ad gangen. Det er egenskaber der har meget specifikke funktioner og samtidig tjener til at beskrive karakteren via systemet.

Fordele/ulemper: Fordele kan tilkøbes (eller frakøbes hvis de er negative). Det er en simpel tjekboks á la „Du har en kontakt i byvagten“, „Du har næse for at finde den hyggeligste kro“, „Du ejer en usædvanligt skarp kniv.“

Status: Endelig er der en form for Status som jeg ikke har på plads. En del af dét er også et abstrakt pengesystem. Dvs. man bruger Status eller Mønt på at få udstyr. Der er hverken en udspecificeret pengebeholdning eller et Encumbrance-system.

Rakkerlivet

Karrieren er mao. meget vigtig i Neuhammer. Men hvad man sysler med i dagligdagen, er jo kun indirekte relevant for at redde verden. Derfor følger man som gruppe også en eventyrbane (Party Sheet i Warhammer 3rd edition eller Crew i Blades). Det er konceptet for den kampagne man spiller: Er man udvalgt i et hedensk ritual til at redde sin landsby (Unævnelige kulter), er man på flugt fra anklager om heksekunst (Ailigrund), eller er man soldaterveteraner der har åbnet et bordel i Marienburg? Dét er din eventyrbane. Det er dét der binder karaktererne sammen.

Eventyrbanen (eller hvad det nu skal hedde) giver adgang til talenter og fordele og påvirker ens Status og Kaos-meta-tingen. Så jager man en specifik kult, kan man godt lære lidt kamp, men det er nok mere relevant at have adgang til talenter der handler om at infiltrere, indsigt i politiske spil eller snigmord i mørke gyder. Ligesom med karrierer kan man skifte bane undervejs.

Den store fidus her er at alle på den måde kan lære at slås hvis man spiller i en meget aggressiv kampagne, samtidig med at man ind imellem passer sin dont som skomager, tørvegraver eller lakaj. Omvendt kan en gruppe lejesvende lære at begå sig i adelige kredse eller blandt intrigante købmænd hvis det er dét der er deres speciale.

Men det har en pris ikke at blive ved sin læst! Forfølger du din karriere, opbygger du stabilitet og Status (ja, også som rottefænger). Alle ved derimod at „eventyrer“ bare er et andet ord for rakker, lejesvend eller varyl, og det koster én Status, kontakter og troværdighed. Det er prisen for at gå op imod kræfter der er stærkere end en selv.

Evner

Der er ikke nogen Skill-liste i Neuhammer. I stedet er evner dækket af en paraplybeskrivelse i ens karriere. Visse karrierer kan være meget enkle, fx kræver det ikke meget andet end en fiskestang at klare sig som fisker, og den kan klares i et enkelt trin, mens andre er meget omfattende og kan kræve flere „krydser“ hvis man vil kunne alting i fagbeskrivelsen (så man tager samme karriere flere gange).

Regelteknisk forestiller jeg mig helt enkelt at man ruller optimalt på evner inden for ens karriere, mens man får en straf (fx, ignorér den bedste terning) på ulærte ting man alligevel forsøger.

Talenter

Talenter retter sig særligt mod handlinger der er relevante i eventyrsammenhæng, men de kan også udspringe af ens karriere eller personlighed. Talenter giver plusser til rul, modificerer udfald eller giver nye muligheder (svarende til fx Special Abilities i Blades in the Dark, Assets i Ironsworn eller ‘Blunderbuss!’ i Hexenjäger). Man kan både få talenter gennem sin karriere og sin eventyrbane.

Som nævnt er ens stats ret faste. I stedet får man gennem sine talenter flere og flere situationer hvor man kan trække en bonus ind.

„Power“

En tanke jeg leger med, er at ens samlede antal talenter, fordele, færdiggjorte karrierer, Status m.v. udgør ens „Tier“ (som det hedder i 4th edition) eller „Level“. Der skal meget til, men på et tidspunkt bliver man så kompetent at det der før udgjorde en trussel, bliver mere overkommelig, jf. forrige indlæg: reducér fjendens trusselsniveau med én for hvert point du har i Power (man starter med 0).

Næste gang: enten et par karriereeksempler eller stats.

[Neuhammer] Small But Vicious

[Et alternativt regelsæt til Warhammer – del 4]
Jeg gik i stå på at skulle give det konkrete bud på regler, men det var faktisk ikke af mangel på ideer, men tværtimod det modsatte – det stak af. Men jeg synes jeg skylder, så nu vil jeg forsøge at forklare min tankegang på en overordnet men alligevel mere konkret måde. Og så kan det være at jeg derefter fokuserer på enkelte elementer efterhånden som de tager form.

Okay, jeg har allerede antydet nogle designprincipper baseret på hvad jeg vil prioritere i mit Warhammer, så start evt. med at læse de tidligere indlæg. Udfra de nævnte principper vil jeg benytte følgende grundmekanikker/spilstile:

  • Ensartede rul
  • Player-facing
  • Rangordnet modstand
  • Kaos-meta

Ensartede rul

Det her er hvad en Neuhammer-spiller først og fremmest vil opleve som forskelligt, for det dækker egentlig flere spilelementer. Det betyder fx at man ikke både har Attributes, Skills, Talents plus særlige regler for kamp, crits, magi og mirakler osv. Alting (næsten) rulles på samme måde og på de samme stats. Disse rul kan til gengæld godt modificeres af talenter (fra fx race og karriere). Blades in the Dark er en god parallel her: en fast stat-line til at håndtere alle tests, og alle udfald/successer måles altid på samme måde. Man kan overveje at gå et skridt videre, á la Ironsworn (og andre apokalyptisk inspirerede spil), hvor man altid ruller samme antal terninger, med samme vurdering af udfald, og så bare modificerer rullet +/÷. Fordelen er at spillere aldrig vil være i tvivl om hvad de skal rulle, og ensartethed gør udfaldet hurtigt at aflæse. Overordnet set betyder en større grad af abstraktion også at man med det samme anerkender at det her ikke er et forsøg på simulation der meget hurtigt bliver crunchy. Man ruller for hvad man finder relevant og interessant, altså ikke stramt definerede Moves.

Player-facing

Giver sig selv, men det er et meget vigtigt princip der fundamentalt ændrer hvordan man designer bipersoner og monstre. Og det leder naturligt videre til næste punkt:

Rangordnet modstand

Det her er tyvstjålet fra Ironsworn der gør det helt fantastisk, men det forekommer også i de nye QuickShock-regler til Gumshoe: Et monster (fx) beskrives ikke med detaljerede stats, men hvor farligt det er for heltene – monstret er X faktor sværere at ramme, gør X faktor skade, har udstyr og kontakter i X faktor kvalitet, osv. Det kan også overføres til intrigeniveau eller rejser. Ét system til alting. (Samme tænkning bliver faktisk også brugt indirekte i Blades når man taler om Effect: mod en  overlegen fjende vil man have begrænset eller ingen effekt). Jeg tænker at koble det sammen med særlige typer af angreb der kan blive udløst af et fejlet angreb (husk: player-facing) (det ser man fx i Kult: Divinity Lost og flere Year 0-spil som Alien og Forbidden Lands). Og så tænker jeg at modstandere har to faktorer, en fysisk og en mental/social. Så Teugen er fysisk på niveau karaktererne (men har en særlig evne til at tilkalde vagter/dæmoner) og mentalt betydeligt højere (med kontrol over kult, byråd, handel osv.).

Kaos-meta

Jeg ved ikke helt om meta er det rigtige ord – jeg hentyder til en måde at organisere forskellige faktorer i systemet der ikke kommer under standardreglerne, men godt kan have indflydelse på dem. Det drejer sig udover Kaos også om regler for status (herunder karrierer).

Det centrale tema i mit Neuhammer er dødeliges håbløse kamp mod Kaos’ overmagt, men det er ikke repræsenteret gennem stats som Fate eller Insanity. I stedet kunne man have en slags koordinatsystem med en lodret akse: Orden vs. Kaos (handlinger og begivenheder i spiluniverset. Det kan godt være ting der ligger uden for karakterernes kontrol, men de skal være involveret i dem. Brug af magi trækker mod Kaos, underkastelse af guderne mod Orden), og en vandret: Regime vs. Revolution (karakterernes status, netværk og stabilitet. Hvilken nyttig funktion yder de i samfundet? Hænger de ud med kriminelle? Svigter de familie og traditioner for et liv på landevejen? Undergraver de byens magthavere i deres jagt på Kaos?) Ens placering i dette „kors“ påvirker ens status (og rul).

Status er de muligheder man får gennem sin karriere, penge, kontakter, rygte m.m. Det er en konkretisering af de valg man træffer for sin karakter gennem spillet som ikke er dækket af stats, men i stedet konkrete ressourcer/personer man noterer sig og fremover kan trække på (eller miste). Det er en væsentlig del af karrieresystemet. I hele det her metasystem skal der også være mulighed for at belønne at spille på karakterernes underlegenhed (ja, det er surt at blive arresteret eller fanget i regnen, men det fører til noget fedt – Troubleshooters har noget tilsvarende med Story Points, og Fate og Burning Wheel m.fl. benytter sig også af den form for loops).

Andet

Jeg har afprøvet forskellige kombinationer af terninger for at finde noget der føles Warhammer-agtigt (Oliver: Dicefeel), men er ikke helt endt på noget endnu. Det er vigtigt at finde noget godt hvis det er de samme der hele tiden er i brug. Én mulighed er at have nogle „gode“ terninger (d10) der kan forplumres af „dårlige“ terninger (d6). Så spilleren har altid sine d10 og har styr på dem, men afhængigt af situationen kan spillederen smide nogle beskidte terninger oveni. De kan også forblive i spil og fungere som en slags Kaos-møntfod (måske lidt i stil med the Dark Between the Stars i Coriolis).

En anden ting jeg ser ret klart for mig er at kamp skal revideres totalt. Ikke noget hug-hak-parry, hug-hak-parry ad absurdum. En kamp på dødelige våben handler om ikke at blive ramt og såret/dræbt, færdig. Man tager ikke små snitsår som automatisk heler sig så snart kampen er slut. Jeg ser i stedet for mig to slags kamp: Blodig og Beskidt. I en blodig kamp opbygger man en pujle af terninger (forsøger at opnå kontrol), og så sætter man et stød ind. Fejlede rul giver modstanderen mulighed for at aktivere nogle af de særlige evner der beskriver dem, og man risikerer også selv at dø. Neuhammer lægger mao. op til at undgå at komme i den type kamp! (Men jeg har også Olivers artikel om skade i baghovedet). I beskidt kamp opbygger (eller mister) man dominans med det samme – altså ikke frem mod et afgørende rul. Det giver mulighed for at sige be-be undervejs, og når man (eller fjenden) knækker, er man ikke død, bare ude. Det giver også mulighed for at lave scenen hvor en karakter får tæsk i en gyde uden at det udvikler sig til en stædig kamp og urealistiske mord: Fjenderne (baghold + overtal) har en overlegen faktor (jf. ovenstående) så de opbygger lynhurtigt dominans. Karakteren får nogle stryg (som er lette at komme sig over) og en advarsel – og kan belønnes i metaspillet.

Jeg forestiller mig i øvrigt at samme skelnen i konfliktløsning kan bruges i sociale sammenhænge: Blodig svarer så til at skulle forsvare sig i en retssag, gennemføre en afhøring eller forsvare sin ære ved hoffet, mens beskidt er sociale konflikter uden direkte konsekvenser, fx tuskhandel eller indsamle rygter.

[Neuhammer] Perilous Adventure

[Neuhammer – en gennemgribende revision af Warhammer! Del 3]
Det er meget fristende at kaste sig over mulige systemløsninger, og der er virkelig mange gode at hacke eller stjæle fra. Men jeg vil lige skubbe den en omgang mere og i stedet forsøge at indsnævre mine behov yderligere eller betragte det lidt mere overordnet.

Jeg fik måske heller ikke helt gjort det klart da jeg begyndte på den her række af indlæg, men projektet har ganske vist udgangspunkt i forskellige tanker og forsøg jeg har gjort de seneste par måneder, men jeg har her kastet det hele op i luften for at begynde forfra og griber bare stumperne efterhånden som de lander. Så hvis det fører til en konkret løsning, er det fordi det opstår i processen (eller takket være gode input fra læserne). Bare for at forventningafstemme: Jeg bygger ikke (bevidst) op til den helt store, forkromede alt-i-én løsning (eller gør jeg?!).

Designprincipper

Okay, så, en ting jeg faldt over på Peters blog, var feedback fra et rollespilssystem. I min forståelse er det et system der er mere givende ift. input, men også mere påtrængende, så det vil ikke være for alle. Men det er det jeg leder efter her. Ellers kunne man lige så godt massere de eksisterende crunch-maskiner til de kom i en lidt mere smidig form – det gør Thomas allerede med held. Omvendt har jeg ikke lyst til at gå helt over til Apocalypse-inspirerede Moves.

Et andet punkt er at den regelmotor der løser konflikter i det „frie spil“, ikke nødvendigvis (eller måske rettere: sandsynligvis ikke) er den bedste til at forløse potentialet for langsigtet at udvikle ens karakter gennem karrierer. Om det så er noget der sker gennem downtime (Endeavours som det hedder i WFRP4) eller et metaminispil, vil jeg lade stå åbent.

Så er der en anden faktor man bør overveje, nemlig kompleksitet. Mit Warhamer er lidt snævrere defineret end udgangspunktets „yay, al mulig fantasy, bare med mudder!“, men det skal alligevel kunne rumme mere end én ting – så indie er det heller ikke. Der må gerne være bells & whistles på, evt. som raffinementer der tilføjes efterhånden. Men kernen, det enkelte rul, den enkelte konflikt, skal være let at overskue og løst med få, spændende rul (kort, whatever) med narrativ og mekanisk vægt (feedbackprincippet).

Og apropos, så er målet heller ikke at lave noget der er ren Story Now. Jeg kan lide det, og systemet må gerne kunne det, men det her skal også kunne fungere som et redskab for den spilleder der gerne vil forberede et plot eller en længere kampagne (nemlig mig), eller ligefrem køre The Enemy Within eller andre eksisterende scenarier.

En sidste overvejelse er hvor meget bredde og variation systemet skal kunne rumme. Jeg ser som sagt allerede karriere have en lidt anden mekanik, men hvad med magi? Og hvor meget skal kamp have lov at fylde kontra social konflikt? Det er en svær balanceakt mellem bred anvendelighed og et ensrettet system. Hvis alle rul er næsten ens, mister det sin evne til at farve udfaldet (eller overlader det i større grad til spillerne, som i Fate).

Inspiration/forurening

Afslutningsvist vil jeg indrømme nogle af de spil der rumsterer i mit hoved og allerede forsøger at mase sig ind foran og ignorere ovenstående principper. Det er altså ikke nødvendigvis de rigtige løsninger – jeg indrømmer bare mit bias.

Blades in the Dark: Ideen med udfordringer repræsenteret som Clocks der kan arbejdes på over flere rul, er ekstremt brugbar og kan overføres til næsten ethvert system. Grundsystemet, både Position/Effect og udfaldet af rul, er godt. Crew Sheet og downtime-udvikling af karakterer kunne være relevant ift. ens civile karriere og livet som eventyrer.

Ironsworn: Går et skridt videre med Clocks og har quests/rejser/udfordringer/fjender/osv. repræsenteret som Progress i fem forskellige grader af alvor – samme grundsystem til det hele. Jeg er også vild med spillets evner der er repræsenteret som Assets der kan mikses frit, købes op og tilkobles karakteren som kort. (Jeg var i gang med et lignende hack til Warhammer.)

Gumshoe QuickShock: Det nye QuickShock fra The Yellow King er nu en del af Creative Commons-udgaven (link til pdf): Kamp løses abstrakt ud fra en overordnet vurdering af fjendens trusselsniveau (desværre er det lidt omstændeligt designet). En anden del af systemet er små, beskrivende kort til at markere fysisk/mental skade.

Year 0 (Vaesen, Alien m.fl.): De gør Conditions rigtig godt. Hele ideen med at basere varianter af systemt på prisen for at pushe et ekstra rul er smuk og enkel. Flere af versionerne har også monstre beskrevet gennem deres særlige moves – jeg kan godt lide når reglerne er med til at give verden/væsner karakter.

Warhammer 3rd edition: Party Sheet med særlige evner (det er løst mere interessant i Blades, men det var her jeg først så noget jeg selv havde overvejet, implementeret i praksis).

… og der er sikkert også andre spil der fordærver tankeprocessen, men det er dem der lige dukker først op.

[Neuhammer] Heart of Darkness

[Neuhammer – en gennemgribende revision af Warhammer! Del 2]
Inden jeg kan sige hvordan reglerne skal fungere, må jeg først definere hvad de skal kunne. Mao., hvad er det for noget rollespil der foregår i (mit) Warhammer?

Kernen

Det er historier om at være underdogs i en rå og uretfærdig verden der er dømt til undergang. Temaer kunne være klassekamp, korruption, kulturel fordærv. Fortællingernes helte er dem der kæmper imod. De risikerer bitterhed, traumer, fortabelse og invalidering … men vinder chancen for social mobilitet (egen vinding) eller bare personlig integritet (håb). Mudderet og mørket er afvejet af sort humor og en næsten satirisk tone. Det er kosmisk horror der har forladt kosmos og manifesteret sig som et evigt ekspanderende sort, usynligt hul midt i civilisationen.

Rollespillet

Som antydet i foregående indlæg mener jeg ikke Warhammer behøver favne alle typer fantasyfortællinger. Der er mange andre og bedre muligheder for at spille dungeon crawls og skirmish i skoven. Lidt populært kan man sige at jeg vil optimere spillet og systemet til de bedste dele af The Enemy Within. Det får selvfølgelig også indirekte en afsmitning på beskrivelsen af verden, men det er et afsnit for sig selv.

Det er primært eventyr der foregår i byer, landsbyer eller „særlige settings“ (gotiske slotte, ruiner, templer etc.). Dvs. at det enten er relativt trygt at rejse (sikre veje) eller urealistisk (dvs. det ligger uden for det jeg vil). Handlingen kan sagtens foregå på landet eller i en mørk skov, men jeg interesserer mig ikke for pakkenelliker eller foragering. Historierne har fokus på socialt spil, efterforskning, mysterier, list, intriger, mord, magi, alvorlig vold (ikke balancerede encounters) og fordærv, både personlig og i verden. Kaos er altid den aktive eller usete bevæger, dvs. at der altid er fare for korruption, af den enkelte eller samfundet. Dermed har historierne en social og politisk vinkel.

Det ligger i præmissen at kampen er håbløs og livsfarlig, men karaktererne er netop helte fordi de prøver alligevel – uagtet at deres motiver måske (sandsynligvis) er selviske. Fjender og den herskende klasse har hjemmebanefordel, men spillerne må ikke føle at de bliver tvunget ind i historien uden også at de kan lugte en belønning.

System

Okay, så nu kan vi benhårdt skære tunge regler for rejse fra (heste og vogne, rejsedistancer, encumbrance) og taktiske kampsystemer (turbaseret frem og tilbage, afbalancering, våbenlister). Det giver heller ikke mening at granulere Skills i samme grad, for det vil enten være basisviden karakterne helst skal have, eller viden som er forbudt og farlig, og som det handler om at . Hvordan man griber en udfordring an, er væsentligere end ens præcise stats.

Til gengæld har jeg brug for bedre systemer til at håndtere intrigier og sociale konflikter (hm, altid en udfordring), et kampsystem der er hårdt og hurtigt (måske delvist abstrakt), og en metamotor der belønner risikovillighed, men samtidig fastholder dødelighed, slid og forfald (man kunne kalde det Fate). Det hele skal være bundet sammen af et karrieresystem der dels siger noget om verden og dels noget om de personlige ofre og gyldne muligheder der kan vise sig for den tapre (tåbelige) der udfordrer Kaos.

(Læs del 1: Out With the Old!)

[Neuhammer] Out With the Old!

[Neuhammer – en gennemgribende revision af Warhammer!]
Som antydet i diverse kommentarer vil jeg gerne nytænke Warhammer. Det er åndssvagt omstændeligt at bygge et nyt system op fra bunden, så chancen for at det lykkes er nok ikke så stor, men tankerne bag kan alligevel være relevante nok, for de kan informere de valg man så tager inden for systemet (eller hvis man stjæler/modificerer et andet, eksisterende system).

I første omgang vil jeg gennemgå hvad jeg finder vigtigt i systemet og settingen, og hvad der for min skyld godt kan ryge ud.

System

Der er primært tre ting i regelsættet jeg vil fastholde:

  • Karrieresystemet har været der fra starten, og udover at det er en alternativ tilgang til eventyrklasser (der var forfriskende engang, men ikke på samme måde længere), fortæller det noget om social mobilitet og status i den her verden.
  • Fate Points har overvejende været en lap på et system der med stor vilkårlighed kunne være ekstremt dødeligt. Men der er også noget interessant i at nogle få, i en verden hvor oddsene i dén grad er imod de underdogs man starter med at være, er udvalgt til en større skæbne.
  • Brutal og dødelig kamp var et konkret resultat af Critical Hits-systemet og definitionen på „perilous adventure“. Det er vigtigt at fastholde at verden er farlig, og Fate Points må ikke undergrave den pointe (det kan blive en udfordring).

Så er der til gengæld en masse der ikke føles specielt vigtigt:

  • Task resolution og crunch. Warhammer er et barn af sin tid, og det er ikke den del der tænder mig.
  • Utallige Skills og Talents. Listen over Skills og Talents var til gengæld fantastisk da jeg først læste om systemet. Men sådan har jeg det ikke længere. Særligt 4th edition bankede sømmet i dén kiste for mig – hold nu op, hvor jeg ikke gider lære/læse det.
  • Critical Hits. Det kan virke overraskende når jeg nu gerne vil have brutal kamp og Fate, men lige netop det her system blev også i 4th udstillet som utidssvarende og efterhånden lidt bøvlet, kedeligt og upraktisk ift. spillet.
  • Fortune Points (m.m.). Siden 2nd edition har vi haft Fortune Points, og 4th ed indførte flere spiltekniske værdi-enheder. Det kan være okay, afhængigt af systemet, men det er ikke fundamentalt.
  • Insanity. Et levn fra Call of Cthulhu-inspirationen. Det var relevant da man særligt i starten havde nogle ideer om at trække det i retning af horror, men som det står, er det ikke specielt originalt eller vigtigt. Corruption i den nye udgave er et skridt i den rigtige retning (men kun i navn, for i praksis er det det samme).
  • Percentile tests. Success Levels var et forsøg på at puste nyt liv i et forældet system, men det var halvhjertet gjort. (Jeg overvejede dernæst om den ti-sidede terning var et must at beholde, men tier-skalaen kom oprindeligt fra Warhammer Battle, og dér ruller man jo seks-sidede, så d10 er ikke fredet, men vi snakker nok enten den eller d6).

Setting

For mig er der således ikke så meget af Warhammer der reelt er bundet op på systemet. Det handler i højere grad om det der gjorde settingen – og mere specifikt det man spiller i den – speciel. Ganske kort:

  • Sort humor, klassekamp & korruption
  • Både overklasse og pøbel er beskidte
  • Industriel udvikling og kulturel renæssance
  • Sorte pletter på kortet
  • Kaos og horror – dommedag uafvendelig
  • Kloak-crawls
  • Efterforskning
  • Dæmoniske ritualer
  • Forråelse
  • Sociale situationer
  • Byeventyr

Så allerede inden jeg når til at overveje tunge emner som magi, tro og umådelige mængder kanonisk historie, er der masser at arbejde videre med. Til gengæld er der andet jeg ikke har noget specielt varmt forhold til:

  • Rejsesekvenser
  • Røvrende spillerne eller fratage dem agens
  • Dungeon crawls
  • Battle/skirmish-situationer

Det var første trin. Næste gang vil jeg overveje hvordan et nyt system så kunne se ud – set fra fugleperspektiv.