Red Moon Roleplaying [podcast]

[Anmeldelse – podcast]
Jeg har før skrevet om en podcast med fokus på rollespil, Tomes & Tentacles, men som nævnt der var det Red Moon Roleplaying der fik mig i gang, og nu er de også nomineret til en Ennie for bedste podcast, så her følger lidt mere om dem.

Jeg har lyttet til to lange kampagner, The Black Madonna (Kult) og The Curse of Strahd (DnD5e), plus det løse – The One Ring, Symbaroum, Degenesys, mere DnD – der af forskellige årsager var det ikke noget for mig, så jeg hoppede hurtigt fra igen. Jeg går lidt mere i detaljer med kampagnerne senere i indlægget, men først lidt om fællestrækkene.

Så’n gjorde vi også i halvfæmserne

600x600bbRed Moon har en kerne af tre spillere, Hjalmar, Mattiaz og Craig. Derudover har de opbygget et godt netværk af spildesignere og forfattere der med mellemrum gæster programmet. Det foregår på engelsk, og spilstilen vægter mørke historier og dramatisk karakterspil. I det her tilfælde betyder det at historiefortælling og systembeslutninger (beslutning om hvornår skal der rulles terninger, og tolkning af mekaniske udfald) overvejende ligger hos en stærk spillederrolle mens spillernes domæne er at udleve karaktererne. De tilstræber at udfolde scener som dialog og beskrivelse af indre konflikter. Der er ingen irrelevant hyggesnak, selv regelmeta holdes på et absolut minimum med få rul og korte instrukser/erklæringer. Ofte er der diskret underlægningsmusik, og lyden er god. De er desuden ekstremt produktive, så der er et stort udvalg at gå i gang med (og endnu mere på deres Patreon). Afsnittene er ca. en time til halvanden lange.

Man kan lidt frækt sige at de rollespiller som i 90’erne, meget simulationistisk i GNS-forstand: Den stærke fokus på karakterer vægter spillerens indlevelse over narrativ kontrol. Det er et indtryk der også forstærkes af systemer (settings) som Kult og Vampire. Men hey, det var jo for fanden det jeg selv voksede op med, så ikke underligt at det har en attraktion i dag. Og det kan være fristende at drille dem med navlepilleriet (se fx de tekstbidder og illustrationer der præsenterer afsnittene på deres hjemmeside), men samtidig er den alvor de tilgår stoffet med, noget af det der gør det så godt.

Det er lidt old-skool, men kvaliteten af spil, fortælling og produktion er høj. Og ikke mindst er udvalget af historier stort – og der er stadig masser af spændende verdner det kunne være spændende at høre historier fra (måske på bekostning af DnD hvis jeg havde noget at skulle have sagt). Her er jeg også nødt til at kippe lidt med det svenske flag, for deres succes er i høj også en del af en svensk rollespilsrenæssance der er fornøjelig at være vidne til.

Kampagnerne

ba_lp_nomanisanislandFor tiden følger jeg med i deres No Man is an Island, Vampire 5e, med Martin Ericsson (en af de nye bagmænd bag spillet – og som sådan ikke ukontroversiel) som spilleder og en kvindelig gæstespiller, Anna-Karin Linder – begge virkelig fine tilføjelser.

Kampagnen foregår i London, og karaktererne er en task force der krydser klinger med det intrigante og blodige vampyrsamfund. Ingen af karaktererne er (endnu) vampyrer, men de formår alligevel at få blodsugerne introduceret på en interessant måde. Noget af det fede her er også at jeg ikke ved hvor historien går hen da den ikke er bygget på et officielt produkt. Der er også en god undertone af punk i den personlige horror som går godt i spænd med den oprindelige vision for Vampire (som jeg opfattede den).

(Jeg er her nødt til også at nævne min anden vampyr-podcast-last, L.A. by Night, der har en helt anden tilgang til Vampire: Den går all-in på de politiske intriger, klaner, superkræfter, terninger og semiliverollespil – alt det værste (og alligevel sødmefyldt syndigt – mmm, lækkert „vær hilset“-rollespil)).

The Black Madonna var ekstremt effektiv – både fordi kampagnen havde et mytisk skær over sig inden jeg gik i gang; fordi det var lige netop den type podcast jeg ledte efter; og fordi gruppens spilstil klæder Kult: Der svælges godt i mørket og karakterernes indre pinsler. Læg dertil den diskrete undergangs-/underlægningsmusik af Atrium Carceri. Som nævnt i min anmeldelse af kampagnen havde jeg derudover den tvivlsomme oplevelse at blive syg mens historien om Chagidiels forbandelse billedligt spillede i baggrunden, og det gik godt under huden – talk about bleed!

patreon1400Systemet i det nye Kult: Divinity Lost er Powered by the Apocalypse – men med elementer der stadig er rodfæstet i en ældre systemtænkning. Det burde dog pege mod en større indflydelse til spillerne, noget der ikke rigtig kommer til sin magt i denne gennemspilning, og Red Moon har i debriefings selv kommenteret denne brist ved The Black Madonna der jo qua sin komplekse baggrundshistorie og struktur modarbejder at lade handlingen udspringe organisk af karakterernes handlinger. Men det var nu ikke noget jeg fandt diskvalificerende, overhovedet. Man skal bare være klar over at apokalypsereglerne her er reduceret til god gammeldags task resolution.

Kampagnen er meget trofast mod forlægget, og det giver det problem at det stikker lidt af i gun-pr0n der i mine øjne ikke er så spændende, men omvendt får man en oplevelse af historien som den er skrevet, bare med Red Moons særlige tilgang til stemning og karakterer.

The Curse of Strahd hørte jeg ligeledes fra ende til anden, men det fungerede ikke nær så godt for mig. Efter at have prøvet et par af deres andre DnD-spil må jeg dog konkludere at det nok snarere er DnD end Strahds eller for den sags skyld Red Moons skyld. Når jeg alligevel hørte den til ende, var det dels for at opleve den klassiske kampagne, og dels for den meget Red Moon’ske vinkel som jeg ikke ellers forbinder med DnD.

Først undervejs gik det rigtigt op for mig hvor lidt struktureret – hvor DnD-agtig – kampagnen egentlig er. Mattiaz og Hjalmar gør et tappert forsøg på at give deres karakterer en indre konflikt, et mørke, men det er meget tydeligt at det sker på trods af systemet, snarere end som følge af … og jeg havde nok håbet at kampagnen lagde mere op til det (sådan spillede vi nemlig Ravenloft i 90’erne), men som skrevet er kampagnen tydeligvis meget mere klassisk godt mod ondt.

DnD får dog en chance mere, for de er også i gang med To Ba’ator and Back der er et scenarie fra Well of Worlds. Så tak til Lænestolsrollespil for at have vækket nysgerrigheden for Planescape.

Tomes & Tentacles [podcast]

[Anmeldelse – podcast]
Tomes__Tentacles_LogoJeg er begyndt at lytte til rollespil som podcast (hundeluftning og løbeture er godt for lyttepensum), og der er meget virkelig skidt derude. Men en af de podcasts jeg har syntes godt om, er Tomes & Tentacles (Call of Cthulhu 7th. ed.). Første sæson er på 24 afsnit (50-60 minutter) og fortæller en afsluttet historie. De første optagelser til sæson to (en helt ny historie med de samme spillere) er netop kommet i kassen, men jeg ved ikke hvornår de sender igen. Podcasten er udgivet af Encounter Roleplay (der ellers mest er Fantasy Grounds-sessions på Twitch, og det holder jeg simpelthen ikke til: 3-4 uredigerede timer med talking heads? Argh!).

T&T har en fin produktionsværdi, men den udmærker sig først og fremmest ved at være klippet ned til det centrale rollespil, uden udenomssnak og alt for mange svinkeærinder. Det betyder ikke at de ikke godt kan grine af de situationer der opstår, og man har også metasnak som „Roll me a Spot Hidden“, men det er absolut minimalt. Rollespillet og historien er det drivende.

DXSCXrkWsAAyHoG
Caesar Cole, en af karaktererne (illustration: Gyodragon)

Og på det punkt er jeg ret imponeret. Deres Keeper, Ben Counter, beskriver sig selv som nørd, dramatiker og forfatter, og det kan enhver jo komme og påstå, men hans plot og beskrivelser er virkelig gode. Deres historie er af særlig interesse for denne blog, for det handler om Kongen i gult, og Bens indsigt i og udlægning af myten er efter min mening spot-on (omend stadig mere Call end Chambers). Ja, det involverer et teater og et besøg til Carcosa, hvilket vi har set mange gange før, men han får lige givet det et ekstra lag eller to.

Spillerne er gode, men har alle nogle quirks man godt kan irritere sig over hvis man vil. Alt i alt ganske glimrende.

Har jeg det førende kørende i ørene?

Screenshot 2019-03-18 at 19.20.02
Friends at the Table skaber og udforsker verdner og systemer i fællesskab.

Der er også en anden podcast fra Encounter Roleplay der hedder Turncloaks – det er D&D5, men i et mere mørkt univers end normalt, så den vil jeg kaste mig over som det næste. Jeg har som nævnt også lyttet til Red Moon Roleplayings gennemspilning af The Black Madonna (Kult) (og er også i gang med deres Curse of Strahd), men de kære svenskeres selvhøjtidelighed er til tider meget påtrængende. Jeg er lige begyndt på Friends at the Table, og det er noget lidt andet, for de har al deres metadialog og worldbuilding med, men det er også interessant, og det kan være jeg skriver om det en anden gange (er begyndt hvor de benytter systemerne The Quiet Year (som Oliver spiller her) og Blades in the Dark).

Af hjemlige produktioner har jeg kun hørt Eftersidning på eventyr (Over the Edge) der er fint produceret, men også mere gearet mod at være sjov. I samme humoristiske skole er jeg begyndt at checke Advanced Sagebrush & Shootouts (Fate) ud. Den tegner meget godt og er ligesom Eftersidning korte afsnit (ca. 25 min) – men man skal leve med at de griner meget af deres egne jokes.

Andre podcasts med redigerede rollespilssessions jeg bør kende til?

Julestatus

Yes, det er en kedelig opdatering uden billeder.

Jeg har masser af indlæg på tegnebrættet (herunder de første i mit Tatters of the King-deep dive), så dette er ikke et „Jeg burde virkelig også blogge noget mere-forvarsel på fortsat inaktivitet“. Der kommer mere. Men der gik lige en masse tid med at forberede min nye kampagne (næste spil blev så desværre lige udsat til januar). Og de næste par uger kommer til at gå med at færdiggøre Paradox, NY, (status: det er 90% klart, men udover at skrive de sidste 10%, er der også 10% jeg gerne vil ændre) så det bliver lidt i flæng i januar med. Men så har jeg til gengæld forhåbentlig nye erfaringer at skrive om.

Jeg er vist ikke den eneste blogger der er presset at dømme på fraværet af kalenderblogs, men stor cadeau til Lænestolsrollespil der i december dagligt kigger på regelmekanismer og spilteknikker i forskellige spil – det er overskudsagtigt og inspirerende. De poster dagligt på Facebook og opsamler på bloggen hver søndag.

Apropos jul har jeg ønsket mig Masks of Nyarlathotep (7th ed.) i tilfælde af at den dukker op inden jul (usandsynligt) og Shadow of the Demon Lord … hvilket jeg lidt fortryder, for efter at have lyttet til Mud & Blood-podcast, har jeg bare lyst til at gå ned og købe det.

Cthulhu i lænestolen

Laenestol2-676x676Podcasten Lænestolsrollespil gennemgår i seneste afsnit Call of Cthulhu 7th edition. Folkene bag – Morten, Oliver, Elias og Nis – plejer at gøre et godt stykke arbejde med at komme rundt om regelsystemets kringelkroge og samtidig løfte blikket og se på hvad det gør for spillet og historien, så det glæder jeg mig til (jeg er selv lige på vippen om jeg skal investere i min egen kopi, men da jeg kun har 4th edition, hælder jeg imod at jeg efterhånden har fortjent en opgradering).

Lænestolen har i øvrigt tidligere også haft fat i Warhammer 2nd edition.