God of War

[Anmeldelse – PS4-spil]

god-of-war-dynamic-combat-kratos-son.jpg.optimal
På heltefærden skal far og søn sprede drengens mors aske fra højeste bjerg.

En gang imellem tager jeg et konsolspil op på bloggen hvis jeg synes det kan tjene som inspiration. Først var det Resident Evil VII, denne gang er det det nye God of War, en serie jeg aldrig har spillet fordi det ærlig talt virkede som en lidt pubertær powerfantasi, men denne gang var omtalen næsten udelukkende positiv, og der var fokus på historien.

Spillet adskiller sig (som jeg har forstået det) fra de tidligere spils mekanikker, og karakteren Kratos er også drastisk omplantet i tid og rum. I stedet har vi så fået et spil hvor vægten er lagt på at fortælle en episk far/søn-historie blandt de nordiske guder. Jeg er kommet sent til (jeg køber alle mine PS4-spil på tilbud med det resultat at jeg køber for mange, og at jeg spiller dem med mindst et halvt års forsinkelse), så jeg vil ikke gå alt for meget ned i det, men blot nævne hvad jeg ser som styrker og svagheder.

Brage-snak eller heltekvad?

God of War har et loop hvor historien fortælles gennem cutscener og rejsepassager der fører til kampe mod væsner af forskellig størrelse og styrke og en håndfuld superbosser. Undervejs samler man ressourcer op fra store kister eller modtager belønninger der kan bruges til at forbedre våben og rustning. Missionerne giver også xp der bruges til at forbedre Skills og særlig våbenmagi. Kampene varieres med lette puzzles der skal løses for at komme videre (plus nogen man kan vælge at løse for større gevinster). Så forbedrer man sin karakter, evt. med hjælp fra et par vidtberejste dværgesmede, og begynder forfra.

Det klart stærkeste spilelement er kampene, og spiller man på en passende sværhedsgrad, er det ret intenst og med god mulighed for at tænke taktisk i at bruge sine forskellige evner, våbnets magi og hjælp fra sønnen der skyder med bue. Undtagelsen er de 4-5 superbosskampe hvor ens skillz træder i baggrunden til gengæld for meget scriptede opgør der også benytter sig af quick time events – det ser flot ud, med imponerende animationer, men det føles også lidt som snyd.

Jeg er typen der synes det er meget hyggeligt med ikke alt for svære puzzles, så jeg var fint tilpas med den del, og jeg synes også det giver mening at give udforskningen et aktivt element. Også her er der tænkt over at man kan bruge sin magiske økse (m.m.) og sønnike (men hvor man i kamp kan bruge hans evner om og som man vil, er der her kun tale om specifikke funktioner som at kravle eller klatre i forvejen). (Til gengæld hadede jeg de nornekister hvor man skulle ramme tre klokker med sin kasteøkse på tid – urgh).

maxresdefault
Mulighed for at mixe og matche rustning, våbendele, magi og meget mere.

RPG-elementet (i digitale spil er ordet lig med stats/levelling) føles overudviklet. Jeg samlede et utal af magiske runer op til min økse som jeg ikke engang testede, for den jeg havde, var fin. Og man risikerer at kaste ressourcer efter at købe og forbedre et stykke rustning som kort efter bliver overflødigt fordi noget nyt og bedre dukker op. Progressionssystemet tjener et formål som gating ind til dele af verden (steder man først kan komme når man har de rigtige pile eller ildmagi, fx), til at skabe svære endgame-udfordringer og som strategisk element for dem der gider rode med kombinationer. For mig at se kunne mindre dog have gjort det, som fx visse udgaver af Assassin’s Creed eller Shadow of Mordor.

Udover kampene skal jeg selvfølgelig også runde historien, for den er flot. Men det skal den dæleme også være, for den afkræver spilleren stor tålmodighed når der skal berettes myter og forklares skæbnespil og roes i kano. Far/søn-forholdet toppede for mig i en ret tidlig scene, og i det endelige opgør glider fokus lidt for meget over på bipersoner. Så faktisk endte det med at skuffe på patosfronten, men som epos er det i særklasse, og forfatterne har skabt en flot vision (også visuelt) af de nordiske gudefortællinger der slår et par sjove krøller undervejs og selvfølgelig lægger op til mere.

Jeg spillede det igennem og fandt det i det store hele fornøjeligt, men jeg var også færdig med det da jeg nåede til slutningen (hvor man ellers kan fortsætte med at udforske og klare udfordringer).

Og som rollespil?

Tja, God of War er så dybt forankret i nordisk mytologi at det er vanskeligt at overføre det til Warhammer som man fx kunne gøre det med The Witcher. Men der er noget virkelig fed world-building som det ville være synd at røbe.

God-of-War-trolls
Spillet kobler en god historie med stærk action.

Den form for episke rejse som Kratos og hans søn er på her, med trolde, hel-dæmoner og guder, skabelsesmagi og profetier, kunne man nok godt genskabe og få noget godt ud af i rollespil, men det er meget langt fra Warhammer. Selvfølgelig, anser man Norska i nord for at sidde fast i middelalderen mens resten af Den gamle verden gik ind i renæssancen, så er der masser af stemning at hente, men det er ikke mit billede af Norska (jeg er dog ikke helt sikker på hvad det er …).

Der er dog et par magiske (eller måske nærmere mytiske) sekvenser der har noget umf som man godt kunne lade sig inspirere af til et magisk klimaks eller en eksotisk lokation.

God of War, Sony/Santa Monica Studio, 2018 (PS4)

Resident Evil VII: Biohazard

[Anmeldelse – PS4-spil]

Resident Evil-serien går helt tilbage til den første Playstation, og jeg husker levende at sidde og spille det på et mørkt, lille loftsværelse med Jesper Ejsing i midt-halvfemserne. Toeren var nærmest endnu bedre. Så faldt jeg lidt ud af gameriet, og af de næste spil kender jeg kun RE4, og kun indirekte, på grund af dets høje stjerne i konsolhistorien. Men de seneste par år har spilmaskinen igen fået fuld gas, og jeg glædede mig meget til at se hvor serien har bevæget sig hen siden jeg sidst famlede rundt i mørket med alt for lidt plads i rygsækken til mine livgivende grønne planter.

Resident-Evil-7-Biohazard-PC
Velkommen hjem.

Historien er at Ethan er taget ud i Louisianas sumpe for at finde sin kæreste, Mia, der bliver holdt fangen af en virkelig skummel familie af kannibalistiske bonderøve (tænk bare Texas Chainsaw Massacre) der ovenikøbet har fået et skud biovåben. Man lister rundt i deres overraskende store hus (en gammel plantage) og tilhørende omgivelser, forsøger at redde Mia, løse puzzles og overleve Baker-familiens angreb og fælder. Nå ja, og monstre. Masser af slimede, slæbende, glinsende monstre. Det er sygt, chokerende, blodigt, klamt og sjovt. Der er fuld gas på klicheerne med snuskede badekar, udklædte mannequiner, blodstænkede madrasser og rustne motorsave – men det føles friskt når man oplever det fra eget perspektiv. Gåderne minder meget om dem der var i de første spil – find og stil statuetten på plinten, drej malerierne i den korrekte sekvens osv. Ikke specielt genialt, men fint fyld.

Spilserien har sin egen bagvedliggende mytologi og historie, og det bliver for meget at gå i detaljer med alle ændringerne, men vigtigst er det at man efter en håndfuld actionspil (der har nemlig også været en spinoff-serie, Revelations) er tilbage til mere en personlig og desperat form for horror.  En anden væsentlig ændring i VII er at man spiller i førsteperson hvor de tidligere var i tredjeperson, i starten endda med fastpositioneret kamera – det er medvirkende til at gøre oplevelsen særdeles creepy.

427588444
Health-måler og Inventory – klassiske elementer i Resident Evil.

Jeg må blankt indrømme at jeg spillede på Easy. Det var både af hensyn til mine nerver, men også en rent praktisk foranstaltning for at kunne gennemføre spillet på lidt kortere tid (ca. 12 timer) – i den sidste ende er det oplevelsen og historien der er vigtigst for mig, mere end den manuelle udfordring. Når det er sagt, så vil jeg anbefale at køre mindst på Normal – første halvdel var fin, men jeg havde simpelthen for mange ressourcer i den sidste del, og det er ikke så svært et spil.

Grafikken er god til at skabe nogle klamme omgivelser. Karaktererne er levende animeret, men de har et lidt distancerende digitalt skær over sig. Hovedindtrykket er dog kompetent og effektivt.

Jeg købte Gold Edition på tilbud, og for en gangs skyld er det ekstra materiale ganske udmærket – det er ofte en tynd kop te, men her er der pænt meget spiltid og en række varierede udfordringer. Der er to afsnit (á ca. halvanden time hver) der ligger i umiddelbar forlængelse af hovedhistorien, men hvor man spiller andre karakterer (Chris Redfield er tilbage). Så er der fire mindre „video-afsnit“, sekvenser der spoler tiden tilbage og viser nogle af de rædsler der er foregået i huset tidligere. Og endelig et par ekstra for-fun play-modes.

Stemningen og historien er klart bedst i starten, men det er forståeligt at der bliver skruet op for virkemidlerne hen mod slutningen, og jeg var udmærket underholdt, også da der gik monsterbash i den. Spillet får min klare anbefaling, nok særligt hvis man var fan af de tidligste udgaver. (En remake af den fremragende toer er på vej, så jeg vender snart tilbage til universet).

Virkeligt og virtuelt kvalmende

6.0
Man sigter med øjnene, så det gør det lettere i VR, men til gengæld er der det ekstra stress-element at det er dit eget hoved der er ved at blive ædt.

Som om det ikke var rædselsfuldt nok i forvejen, kan hele spillet spilles med PSVR, altså i virtual reality. Der er ikke nogen teleportmulighed (balancenerven bliver meget let forvirret når man bevæger sig i spillet og samtidig sidder stille), så jeg kan kun spille det kort tid ad gangen – det er nok også godt nok, for det er naturligvis ekstremt ubehageligt at opleve Baker-huset på så nært hold. Ikke desto mindre er det en imponerende teknisk bedrift, og vi kommer til at se mere af det – VR er stadig bare et ekstra legetøj, men teknologien og nytteværdien er ude over gimmick-stadiet.

Resident vs. Cosmic Evil

Baggrundshistorien i Resident Evil har intet med Lovecraft at gøre, og da slet ikke det kosmiske aspekt af hans historier. Men de slimede monstre, særligt de store bossbæster, har alligevel en snert af noget cthulhuidt over sig. Syge eksperimenter har også været et gennemgående træk i indtil flere Call of Cthulhu-scenarier, og Lovecraft var der også et par gange, nok mest kendt fra Herbert West – Reanimator. Genoplivning og manipulation af dødt væv står som centrale temaer i begge historier.

Jack-Baker-Resident-Evil-7
Nom-nom-nom.

Den indavlede Baker-familie og det stinkende helvedeshul de bor i, et ligeledes tilbagevendende fænomen hos Lovecraft der i adskillige af sine historier fremstiller et dystert billede af tilbagestående, overtroiske familier i de øde egne af USA, fra Massachusetts (The Dunwich Horror) til Louisiana (The Call of Cthulhu). Hovedhuset, og omgivelserne i det hele taget, er også lige til at smide ind i et Call of Cthulhu-scenarie.

Den største forskel er nok at Resident Evil-spillene som oftest har en actionhelt i hovedrollen, også selvom h/n er hæmmet lidt af survival horror-genrens konstante ressourcemangel og fornemmelse af i lige så grad at være den jagede som jægeren. Men i REVII spiller man faktisk et almindeligt menneske (i anden halvdel af spillet bliver der dog skruet langsomt op for arsenalet).

Men her er god inspiration til en lille, væmmelig Cthulhu-historie.

Resident Evil VII: Biohazard, Capcom 2017 (PS4, Xbox One, Switch, PC)