Ailigrund 1: To brødre og en dobbeltgænger

[Warhammer/Fate – kampagne]
Jeg er kommet med i en ny kampagne, gennem „organized play“ (uformelt, via Facebook, så vel egentlig ikke rigtig OP), og første spil var en stor succes. Mere om baggrunden, system og min karakter i næste indlæg. Kampagnen har ikke noget officielt navn, så det kan nå at ændre sig (det er ikke The Enemy Within selvom man måske vil finde visse nostalgiske ligheder i aftenens træfning).

IMG_6904
Vor elskede hjemstavns tørvemose. Ak, nu blot et vemodigt minde.

(Kampagnen var startet op allerede inden jeg kom til, men jeg kalder for nemhedens skyld det her spil 1. I de første to spil blev spillerne introduceret for deres hjemlige flække, Ailigrund, der ligger i de øde egne mellem Kislev og Imperiet. Et sted hvor ingen kan læse eller kender verden udenfor. Der var noget med et brutalt mord, og en heksejæger kom til byen. Han erklærede de fleste af landsbyboerne for mutanter (indavl har givetvis sat sine spor), og mange blev dræbt. Karaktererne hjalp dog så tilpas meget til med processen at de kun blev anholdt og fik chancen for at afbetale deres taknemlighedsgæld gennem en form for hoveri i Imperiet. Og så kørte han dem i en fangevogn til den nærmeste, lille by, Krovas, hvor de tilbragte natten i en celle. Vi aftalte at min karakter har levet fordækt i udkanten af Ailigrund, og at han blev pågrebet efter ovenstående begivenheder da kom for at se nærmere på hvad flammerne mon betød).

Et råddent bekendtskab

Det er sidst i december, og fangevognen skrumler mod Erengrad. I den sidder det store drog Wolfgang Fischbein der er søn af Ailigrunds kloge kone, Johanna; møllersønnen der drømmer om at blive vagtmand, Kurt Waldener; min luskede enspænder, Mischa Wolfkind; (plus Atar, en karakter som ikke var der denne aften). Wolfgang og Mischa mistænker (korrekt) at de muligvis har samme mor, men brikkerne falder ikke helt på plads for dem endnu – de er nu også ret forskellige.

Screenshot 2019-02-02 at 13.42.04
Vores byfælle, Keith.

Hestene reagerer på noget længere fremme ad vejen og går i panik. Vognen ryger i grøften, den ene vagt bliver slået bevidstløs, forspandet drøner afsted med den anden vagt, og buret går i stykker. Mischa ormer sig omgående væk i grøften, men beslutter sig for at hans overlevelseschancer nok er størst sammen med de andre fra landsbyen. Det ukendte på vejen viser sig at være en mand fra Ailigrund, Keith, der er voldsomt befængt af bylder og råddenskab. Stanken af ham er overvældende. De tre landsbyboere lægger hurtigt en plan om at Mischa skal lokke Keith ind i skoven, og det lykkes de to andre at slå ham ned med våben de har taget fra vagterne. Stanken begynder næsten med det samme at lette.

Tilbage på vejen kommer en ukendt uniformeret mand kravlende op af grøften, og Mischa der nu har en armbrøst, skyder og dræber ham. Det viser sig at være en vagt klædt i blåt med gule slidser, og nok ikke noget fjendtligt. De finder også en velklædt herre med et brev, et lommeur og en del mønter på sig – og det er meget mystisk, for han ligner Kurt næsten på en prik. Det giver en del diskussion om hvorvidt det er en falsk Kurt, en ukendt tvilling eller hvad. Brevet har et segl med en fugl som Mischa vurderer nok er en ravn – ingen af de tre kan dog læse. De undvegne fanger udruster sig med tæpper og våben m.m. og ender efter lidt diskussion med at tage den bevidstløse vagt med sig på en af hestene. De er enige om at vende ryggen til Krovas hvor de er kendt som heksejægerens fanger, og fortsætte mod Erengrad. Der er på dette tidspunkt ikke nogen klar plan om at stjæle rigmandens identitet, men det kan måske tjene som et belejligt dække.

Blodspor på landevejen

Hestene reagerer allerede igen ved næste sving, og Mischa spejder i forvejen. Han ser en stor, fin vogn holde skævt og hestene ligge døde. Der ligger flere blåklædte vagter på vejen, og en flok mutanter („umennesker“ i Mischas hoved, andre foretrækker „kaosbørn“) er i færd med at plyndre og æde dem. Det er vejen fremad hvis de vil beholde deres heste, så planen bliver at Mischa skal skyde en af dem og tiltrække sig deres opmærksomhed, og så skal Kurt og Wolfgang falde dem i ryggen. Armbrøstpilen rammer, men den kæmpefede mutants flæsk absorberer en stor del af skaden. En mutant med laset hud forfølger hurtigt Mischa ind mellem træerne. Kurt går i kamp med den fede, men bliver ramt alvorligt og kan til sidst dårligt stå op. Wolfgang har mere held med sig og får plantet sit sværd i hovedet på en mutant med et horn og et udstående øje. Han opgiver sværdet, griber en økse og kommer Kurt til undsætning. Mischa får lokket sin forfølger ind i et tornekrat og stikker af efter at have såret ham. Mutanten flygter i retning af hestene, men det lykkes ham ikke at „stjæle“ en af dem; han slipper dog væk.

Alle vagterne er døde, og den fine mand var formentlig ham der blev transporteret i vognen. Gruppen slår lejr, tænder bål og forbinder efter bedste evne Kurt (de har også stadig den bevidstløse fangevogter med sig). I løbet af natten går bålet ud, og de sårede har det virkelig skidt. Hestene fra fangevognen bliver spændt for beboelsesvognen, de forklæder sig som vagter for Kurt (der så skal foregive at være rigmanden) og kører videre.

Feberredning

Snart kommer de til en forladt kro, Grisen (der var i hvert en gris på skiltet). Mischa og Wolfgang beslutter hurtigt at det ikke nytter noget at stoppe der selvom det indvendige ser komfortabelt nok ud, for de har brug for lægehjælp. De fortsætter ad vejen, også selvom det bliver mørkt. Så hører de lyde, og en sand hær af kæmperotter krydser vejen. En af dem rejser sig og stirrer, men efter lidt tid er de væk. Mischa får sat vognen lidt vel hurtigt i gang igen og må kæmpe for at få den under kontrol da de kort efter passerer et bål og en gruppe mænd. Wolfgang går tilbage til mændene der er barske, skæggede folk i grønne uniformer med en form for våbenskjold på. De hjælper Kurt, men lænser hvad de kan finde af værdier i vognen, herunder penge, lommeur og overskydende våben.

Erengrad er forhåbentlig ikke langt væk nu …

35889392_710416356017237_8536110285184827392_n.jpg
Den smukke natur omkring Ailigrund. (illustration: ‘Just another day at work’, Jakub Różalski)

 

Unævnelige kulter – 2: Den røde flod

[Unævnelige kulter – Warhammer-kampagne]
Vi startede hvor vi slap: Med de fire karakterer opslugt af det iskolde røde vand. De blev suget ned under overfladen, slæbt med, skrabet mod klipper, banket mod rødder og druknet. Men en efter en kommer de til sig selv i en mørk grotte under jorden – særligt Schlau var uheldig og fik nogle klø undervejs, og Max blev slået groggy. I vandet ligger gamle skeletter og de rustne rester af våben. Det lykkes Jon at få liv i noget lys, og de går i gang med at lede efter en udvej. Det viser sig at kræve et dyk ned under klippen, og det er Schlau der må holde for – han er den eneste der kan svømme, men han kommer i problemer og må slippe det improviserede reb de har fået fremstillet af tøjrester og Konrads præstekåbe. De andre tre sidder tilbage i den mørke grotte, og Max bliver stadigt mere paranoid og synes han ser røde glimt i vandet. Konrad fornemmer snarere at der er noget beroligende ved stedet – som befinder de sig på hellig grund, og han hører ligesom en tung, raslende kæde. Den evigt optimistiske Jon finder sin fløjte frem, og så lyder der svar gennem klipperne – nogen fløjter tilbage.

Imens er Schlau nået igennem spalten under vandet og har fundet vejen ud af grotten. Da han kommer tilbage i grotten, lyder der en stemme som kommer den fra selve grundfjeldet: “Ofret virkede; find vejen ud; noget ondt er på vej”.

De fire våde og kolde helte bruger rebet til at kravle ud gennem spalten og møder næste forhindring, en tilsyneladende menneskeskabt murstensvæg. Som om en del af en bygning er blevet opslugt af jorden. Noget plasker og bruser på den anden side, men det holder inde da gruppen ved fælles hjælp får væltet den vakkelvorne mur. Jon kaster sig frygtløst over at finde forklaringen på plaskelydene, men får sig et kraftigt rap af noget i vandet – det giver et rødt glimt, og en rødlig morild breder sig i vandet, muligvis i en form for planter.

Længere fremme finder de endnu en ruin, noget der engang var nogens køkken. I hjørnet ligger noget uformeligt og organisk, dækket af en form for spind eller puppe. Trods de andres protester smider Jon det i en sæk, og kun hobbitternes naturlige modstand mod Kaos forhindrer ham i at rammes af fordærvelse. Et vindue fører ud i en sprække i klippen, og Jon finder på de anden side skelettet af en soldat der tilsyneladende er blevet fanget levende der. Han får lidt mønter, en daggert og et sværd med tilbage, og Konrads undersøgelser af fundet peger i retning af de har fundet spor af det oprindelige Lilienwerks ødelæggelse under Magnus den Fromme.

Vilde varsler

Ikke så længe efter finder de fire unge ud af grotterne, og de befinder sig lidt nord for landsbyen. Der er gået et par timer under jorden. Et grufuldt syn møder dem: En tung, unaturlig tordensky driver frem sydfra, ulmende rød på undersiden og gnistrende af lyn. Jorden skælver under dem, og landet forskyder sig. Max sætter med det samme i løb mod fattiggården hvor hans far er – den sydligste bygning i byen – og Jon følger med. Schlau leder efter sin familie og drukkenbolten Gert som de tidligere på aftenen bandt til sin seng. Han og Konrad forsøger samtidig at drive folk ud af byen og i sikkerhed for foden af Rhyas bakke. Alle bemærker de at byen er blevet ramt af en ødelæggende flodbølge – et par huse er styrtet sammen, og den røde flodvand er skyllet op i byen.

Max nærmer sig gården og ser et par ældre halte sig afsted, og de råber at de fik hjælp af Werner, Max’ far, til at komme ud, men Jon insisterer på at de ikke kan gøre noget for dem, for nu er stormen lige foran dem, og lyn slår ned mellem træerne. De flygter, mens de gamle synker sammen bag dem.

… og så bryder stormen og driver forbi Lilienwerk.

Faren er ovre, men flere spørgsmål står tilbage. Max finder ikke sin far; han har efterladt sig et futteral med et par breve og en forseglet metalflakon. Det viser sig at være en afsked skrevet mens Max har været på „eventyr“, en række uforklarlige tal og bogstaver i en sirlig skrift, og et borgerskabsbevis til Ubersreik der også indbefatter Werners familie, altså også Max. Werner var ikke godt seende eller helt rask, men han er sandsynligvis draget sydpå inden stormens komme.

npc
Jeg tegner miniportrætter af stort set alle bipersoner og har været rigtig dygtig til ikke at blive for selvkritisk.

De ældste og de fire unge mænd forsamles på kroen og diskuterer hændelserne. Flodbølgen der skyllede karaktererne væk, væltede ind over byen og fik to huse til at synke sammen, og et par stykker kom til skade. Og et par timer senere kom så stormen. Werner er som sagt forsvundet. Ældsten, Filip, klarede sig i sikkerhed i møllen da flodbølgen kom, men han er sengeliggende og vil muligvis ikke vågne igen, for han er meget gammel. Gerald Greibel kan ikke finde sin datter, Milla, men der er stadig håb om at hun dukker op. Gamle Jacob Junker var bagmand for flere af løjerne, herunder ideen om at lave det fingerede ritual i pakhuset som Konrad havde en meget skidt fornemmelse omkring, men han understreger at det ikke var noget nogen mente noget med, og han ser gruppens tilbagevenden som et godt tegn – Meister Teufel har velsignet dem og byen, så stormen gik udenom. Førstedatter Barbara Katz ser modstridende magter på spil og påpeger også at Teufel er kendt som en streng gud – som de fleste. Både Teufels vilde vand og den kaotiske storm kom sydfra – signalerne peger lidt i begge retninger. Men hun vurderer også karakterernes fortælling positivt, og de belønnes med et rustent kædeled i en snor som bevis på indlemmelse i de voksnes rækker.

Mens de snakker, skyller et lig op, og karaktererne tilser det: Anetta Biehl fra nabobyen Buchendorf. Hun er forbrændt og druknet og har tilsyneladende drevet i vandet måske hele dagen.

Enden bliver at man næste dag vil sende de nykårede voksne til Buchendorf for at se om de er skyld i ulykkerne eller bare har brug for hjælp.

Forberedelse og erfaringer

Det var hele tiden tanken at karaktererne skulle skylles ind i en grotte med fare for at møde druknereglerne undervejs. Jeg overvejede hvordan man kunne holde styr på runder uden luft og tænkte på terninger og så på spillekort – men hvis de trak et tilfældigt antal runder på den måder, ville de stadig vide hvor længe, de var i vandet. Så overvejede jeg at man druknede indtil man trak et es, men det kunne give et meget stort udsving. Løsningen blev et lille minigame, Druknespillet!

minikort
Jeg har også lavet nogle små kort til at holde styr på Fortune/Resolve og Conditions, men jeg kører ikke reglerne så tight, så måske kommer de ikke så meget i brug.

Hver spiller fik en tarot-farve (mønter, stave osv.) inkl. de fire billedkort. Hver runde i vandet vender man et kort (og hver runder man er i færd med at drukne, mister man 1 Wound). Kortværdi tælles sammen, es giver mulighed for at få en mundfuld luft (Endurance Test), og billedkort er et fareelement i de brusende vandmasser (Athletics Test, negative Success Levels = Wounds). Det fortalte jeg ikke fra starten, men når de nåede i alt 26+ point, skyllede de op i sikkerhed i grotten. Lidt fjollet med et spil i spillet og helt unødvendigt. Men det var også bare for sjov.

Nå ja, og så har jeg valgt at genindføre Insanity. Det nye Corruption kan ramme både fysisk og mentalt, men jeg synes ikke rigtigt det indfanger galskaben af at sidde fanget i en grotte i mørket. Så nu kører vi med begge dele.

Vi brugte også lidt tid på at bruge de første XP. Der skal jeg lige finde et passende tempo. Men i praksis kan jeg allerede se Ambitions glide i baggrunden til fordel for et sund fornuft-princip: Forhåbentlig er man både som spiller og gruppe altid på vej mod at udrette sine mål. I hvert fald er min tanke lige nu at de første „scenarie“ fører frem mod karriereskiftet (der faktisk ikke kræver ret mange XP at nå). (Morten har også gjort sig kritiske tanker om Ambitions).

Handlingsmæssigt kom vi ikke så langt, men det gav mening at dvæle ved isolationen og lade spillerne rollespille og føle sig lidt frem med reglerne. Nu er udgangspunktet for kampagnen rigtigt etableret, og næste gang drager heltene for alvor ud på eventyr. Det glæder jeg mig til, for jeg føler jeg har været lidt for styrende her i starten – men jeg ville være sikker på at vi kom godt fra land, og at vi fik alle med, også dem der ikke var inde i Warhammer (både verden og regler).

Unævnelige kulter – 1: Bloddåb

[Unævnelige kulter – prolog]
Her begynder min nye Warhammer-kampagne (4th edition). Noter til spilgangen følger efter referatet.

800px-Pieter_Brueghel_II_(The_Younger)_-_A_Village_Fair_(Village_festival_in_Honour_of_Saint_Hubert_and_Saint_Anthony)_-_Google_Art_Project.jpg

Det er den 33. Jahrdrung, og i landsbyen Lilienwerk har man tradition for på denne dag at indlemme unge mænd og kvinder i de voksnes rækker. Det sker i forbindelse med en lille markedsfest i anledning af forårets komme og er forbundet med en række prøver og drillerier til Meister Teufels ære, den lokale flodgud.

Karaktererne forsamles på byens kro, Jernklokken. De er:

  • Max(imilian) Eisenherz: ansat på kroen (Townsman, bartender)
  • Konrad Braun: kroværtens søn der er gået i Sigmars tjeneste (Priest, akolyt)
  • Jon Teufel (Hieronymus Hägerhoch): hobbit der handler og underholder langs floden (Smuggler, flodrotte)
  • Schlau Eisenegger: bondesøn der har forladt slægtsgården for at vinde hæder (Pit Fighter, nævekæmper)

Meister Teufels drillerier

Dagen igennem er det meningen at de skal udsættes for forskellige prøver for til sidst at blive indlemmet som fuldgyldigt medlem af lokalsamfundet. I løbet af dagen er de i kontakt med ældsterådet der bl.a. tæller „ældsten“, Filip Krüger, krigsveteranen Ditmar Faust-Richter og Rhyas førstedatter, Barbara Katz, det eneste yngre medlem (qua hendes rolle som byens præstinde). Det starter med at de skal afgøre drukkenbolten Gert Gottensohns skæbne, og de vælger at følge ham hjem i seng efter at Jon har givet ham en opkvikkende (?) urt fra sit lille udvalg af hobbitvarer. På det lille marked der er ved at stille op (festen varer i morgen, Mitterfrühl, med), ser de også Doktor Manke, en eksotisk gæst til den ellers meget lokalt orienterede fest. Han lover grufulde monsterfremvisninger i sit menagerie, men den kobolt der stikker af og løber i armene på Max, viser sig at være en udklædt Nelke, Schlaus lillesøster. Jon får dog bag scenen et glimt af et uhyrligt højt væsen der næppe kan være helt naturligt (men det snyder nok lidt når man er en hobbit i gulvhøjde). Der er naturligvis også en forventning om at de unge gutter tager deres tørn i ølteltet.

Det bliver tid til forestillingen, og helt som de har gættet, er det alt sammen snyd: Nelke er kobolt, der er en imponerende høj mand udklædt som skovens vildbæst med horn og pels, en „mutant“ med ål der stikker frem fra ærmerne som tentakler og et særligt farligt indslag i form af en basilisk gemt bag fortæppet. Mens folk stiller sig i kø for at se samlingens hæderstykke (med fare for at blive forvandlet til sten), stikker kobolten igen af, og det er op til de unge kandidater at bringe den tilbage. Jon får snakket sig til et net af ålestangeren Erwin.

Mørkets kræfter samler sig

Sporene fører til et pakhus på havnen, og indenfor finder de et pentagram i salt på gulvet, omgivet af sorte og røde lys. Konrad mærker et ubehageligt sug i maven og ser en kværnende sky af kaos over cirklen, og så taler Meister Teufel til dem oppe fra en hems. Han fortæller at byen er truet af menneskers ondskab, og de indvilliger i at hjælpe. Stemmen er en mands, men de kan ikke genkende den, måske fordi den kommer gennem en maske. De finder en delvist brændt besked, og må have hjælp af skriveren Astrid Wegener til at læse den. Den omtaler tid, sted og et offer.

De næste prøver blev gennemgået hurtigt: Først skulle de slæbe en last sikkert til byen, og det bestod i at trække en håndfuld gnæggende gamlinge i en jolle i havn (det gav ingen problemer, for Schlau kan svømme og trak den ene mand); så skulle de smage sig frem til den dårlige cider der kunne give Lena Goeßlings bryggeri, Teufelbraü, et dårligt ry (ingen klarede den, selv ikke den fintsmagende hobbit); og endelig skulle de rydde købmanden/pramdrageren Zacharias Lindens lade for en rotteplage. Plagen virkede dog ikke specielt reel selvom noget tydeligvis gik Zacharias på. Enden blev at karaktererne fandt en død rotte og afleverede den til de ældste. Som belønning får de yderligere et brev der indeholder svarene på den første: tiden er når klokken ringer, stedet er stenhuset, og der er fire der skal ofres.

Afgørelsen i den gamle mølle

Karaktererne gætter på at det må være i Sigmar-kapellet der er bygget af sten fra ruinerne af det gamle Lilienwerk der blev udslettet i et slag under Magnus den Fromme for 200 år siden. Men det er en nitte. Det næste bud er den gamle mølle, og her sker der ganske rigtigt noget. En meget høj mand (ikke fra byen) vogter døren, og der er flakkende lys inde i ruinen – det er nu i skumringen. Engang løb en del af Teufelfloden igennem her og drev hjulet, men i dag er det kun en piblende bæk, og møllen har stået tom i et halvt hundrede år. Manden tjener de mørke kræfter, siger han, og han vil ikke lade karaktererne komme ind uden kamp, og nu ringer kroens klokke tre gange. Jon lister sig bagom, får nettet over hans hoved, og Schlau klapper til manden. Han tager selv en kæberasler, men ved fælles hjælp får Konrad og Max væltet manden omkuld, og han overgiver sig og overlader karaktererne til deres ventende skæbne.

Inde i møllen står de ældste klædt i kutter, og højere oppe, i det flakkende skær fra fakler, står Meister Teufel og roser de prøvede unge mænd. Men mens han taler, mærker de en dyb rumlen (hos Konrad ledsaget af en ubehagelig fornemmelsen ikke ulig den i pakhuset), og pludselig skyller frådende, iskoldt rødt vand ind over møllen. Konrad forsøger at skubbe en af de gamle i sikkerhed, men rives med og kan ikke helt vurdere om det lykkes. Schlau kan som nævnt svømme og har mere held med samme aktion, men Max klynger sig til ham og trækker ham ned i vandmasserne.

Senere vågner de i mørket – forslåede, forkomne og forvirrede. Men det er næste gang.

Forberedelse og erfaringer

Efter at have lavet karakterer (og inddraget input fra spillerne i min videre forberedelse af byen), blev det endelig tid til at spille! For at knytte karaktererne sammen, for at teste reglerne lidt og for fra starten at bringe den overordnede kampagneidé i spil valgte jeg dog at køre første spil som en prolog. Oprindeligt havde jeg tænkt at gøre det ultrakomprimeret umiddelbart efter at have lavet karakterer, men da det blev nødvendigt at gøre det ad to omgange, kunne jeg selvfølgelig ikke binde dem sammen på dén måde – så i stedet foldede jeg det ud og brugte en aften på det. Det der var tænkt som et par løsrevne tests blev til en lille „skattejagt“ der førte til et overraskende klimaks og ind i den større historie som vi tager hul på næste gang.

„Plottet“ i denne skattejagt er løseligt inspireret af Shadows over Bögenhafen. På den måde fik vi også overstået et par af de klassiske Warhammer-troper: byfest, kaosritual, en sammensværgelse og punktering af den episke fantasyhelt. Og apropos, på Bundle of Holding (link) kan man lige nu får PDF’er af WFRP1 og The Enemy Within.

Jeg var først lidt usikker på hvordan jeg skulle få karaktererne banket sammen, og hvis de kom fra samme landsby om de så skulle bliver der, eller hvis de rejste ud, hvorfor så. Fra starten havde jeg et billede af at de vågnede med begrænset hukommelsestab, og at deres hjemby var brændt ned – men jeg var bange for at det ville få de kræfter der blev lagt i at skabe en fælles baggrund, til at føles spildte. En fordel ved den model jeg endte med, er at det forhåbentlig også giver karaktererne en vis bemyndigelse til at handle – Warhammer-følelsen af at være underdog skal nok komme alligevel.

I praksis fik vi ikke rullet så mange terninger, og det handlede om i sær to ting: Spillerne snakkede så fint, og det så jeg ingen grund til at bryde for meget op – hellere her i starten invitere til mere af det, særligt fordi spillerne også skal lære hinanden at kende. Og så fordi præmissen var at det hele var lidt iscenesat, og det kunne føltes lidt kunstigt at insistere på terningernes konsekvens. Man kunne have kørt det hele mere straight og ladet som om det var dyb alvor, men så ville man skulle føre spillerne bag lyset og bagefter indrømme at den der Crit faktisk ikke var en rigtig armbrøstpil i armen, men bare en klam sok dyppet fiskeslim. Helt generelt er det i sig selv heller ikke et mål at der skal testes for alt muligt, men det er jo også en konkret måde for spillerne at interagere med fiktionen på og mærke at de kan gøre en forskel. Så terningerne blev kastet.

Morten er inde på de +20 på en standardtest (link) der skal lappe på det gamle problem med inkompetente stats/karakterer (hvis man ser det sådan), og jeg er helt enig i at det er uelegant, men jeg forstår godt beslutningen og synes det er en okay fix der samtidig gør ældre Warhammer-supplementer mulige at konvertere fra bladet. For mig stikker det mindre i øjnene fordi jeg i praksis alligevel bruger en masse modifikatorer til at afspejle spiller-/karakterinput. Mine spillere var så også heldigere med deres rul, og der var en fin balance mellem succes og fiasko, så de også senere kan få fornøjelsen af at føle sig bedre.

Conditions nåede vi ikke omkring, men det er på programmet til næste gang. To af spillerne har aldrig spillet Warhammer, og bare det at afkode og huske Characteristics fylder her i starten, så vi tager det lidt ad gangen. Jeg introducerede Advantages i den korte kamp der var, og det ser jeg egentlig ikke blive et problem – i hvert fald hvis jeg samtidig fastholder at afslutte de fleste kampe hurtigt (tænk Vampires „Three, Two, Done“). Jeg bruger reglen med Advantages max = Initiative Bonus. Som udgangspunkt er initiativrækkefølge bestemt af hvem der går bedst forberedt ind i kampen – det vil nok sjældent være heltene, medmindre de gør noget aktivt for det. 

Som en sidste note til reglerne, så indførte jeg også officielt at spillerne gerne må tænke deres karakter som nogenlunde velbevandrede inden for hele deres klasse. Dvs. at fx Sigmar-akolytten har plus på akademiker-kundskaber generelt, at bartenderen gerne må bruge sin status som borger på kreative måder eller flodrotten har kontakter eller kundskaber der relaterer til livet på Teufelfloden. Det er også en måde at forberede karriereskifte på – de har gennem deres opvækst gjort en del af forberedelserne.

Jeg kunne godt mærke at jeg ikke lige har alle Skills og systemfinesser på rygraden endnu (men jeg slog ikke noget op – så hellere ikke rulle eller tage en hurtigt beslutning), og der skal også bankes lidt rust af mine spillederevner, men alt i alt var det en god start. Næste gang skal vi lige runde introduktionen her af, og så skal vi i gang med et rigtigt „eventyr“, og det giver en anden dynamik når jeg ikke skal styre så stramt frem mod et bestemt mål.

Billede: Landsbyfest (til ære for Antonius den Hellige og Sankt Hubertus), Pieter Breugel den Yngre, mellem 1564 og 1638

På sporet af Warhammer

[Warhammer 2nd edition – Skyggen af den indre fjende]

WHF08_Career_Investigator.png
Investigator fra WFRP 3e (karrieren findes også i den nyeste udgave).

Vi har igen spillet vores (2nd edition) Warhammer-kampagne hvor vi sidst stødte på en grif og endte lige uden for landsbyen Jettenberg. Det viser sig at monstret ikke er det eneste problem på egnen, og det førte til et rigtig fint efterforskningsspil i den lille by. Du kan læse forløbet mere detaljeret her.

Det blev fra starten gjort klart hvad problemet var (men ikke hvordan eller hvorfor), og hvem vi kunne snakke om det med. En del af denne info fik vi i en komprimeret downtime-intro der gik lige på mysteriet.

Formen mindede lidt om Trail of Cthulhu hvor det også er kongstanken at man har fri adgang til spor og oplysninger hvis man ellers sørger for aktivt at opsøge dem, og det er ikke afhængigt af terningrul. (Terninger havde vi stadig masser af da vi fik os rodet ud i mosen og skulle overvinde praktiske udfordringer). Vi manglede så Trails dedikerede efterforskningsevner, så Intelligence og Perception holdt for, men mest som vejledende tjeks for at give spillederen inspiration til hvordan (altså hvor tydeligt) han skulle formidle oplysninger, ikke så meget som en stopklods hvis vi fejlede et tjek.

Her foregik det altså bare som en underforstået spilstil, inden for reglerne af Warhammer. Det gav mig faktisk et bedre indblik i hvordan Trail kan fungere, end ved at læse Trail. Og det var klart sjovere end at rave rundt i mørket og ikke ane hvor scenariet eller spillederen vil have en hen.

Luftforandring og et nyt kapitel

[Skyggen af den indre fjende – Warhammer-kampagne]

images.jpegI går tog vi kampagnen ud af Bögenhafen og fra byeventyr over i en klassisk rejsesekvens. Vi er lidt på flugt fra begivenhederne i den Kaos-plagede by, og lidt på jagt efter svar. Den nekromantiske læge, Wolf Sauer, havde breve på sig der pegede mod Hägerhøje, og vi mistænker at Johannes Teugen blev involveret med Kaos i Nuln – begge dele ligger i samme retning, nemlig øst, så den vej går vi.

Det blev et spil med kultister, heksejægere, et kæmpemonster, masser af terningslag … og ingen kamp. Det er god Warhammer. Og et fint temposkifte efter et langt byeventyr.

Referatet er her: Gæstgiveriet og tårnruinen.

Lidt betragtninger fra spillet

Morten skrev lidt om brug af Perception-tjeks i fbm. Tales from the Loop, og det var også oppe hos os – Lars har en stil hvor han ofte kalder på et rul og så tilpasser sin beskrivelse efter resultatet. Vi kan reelt ikke vide om vi får informationerne selvom vi fejler, men det skaber i hvert fald illusionen af succes/brug af evner. Denne gang blev det åbent erklæret at vi ikke behøvede rulle hvis det alligevel var noget han havde i sinde at meddele os. Men sjovt nok blev vejledende rul ekstremt vigtige i den sociale kro-sekvens – særligt rul for Perception og Charm var der mange af. Og jeg synes det var fint – jeg er ikke altid selv så skarp i det sociale spil, og det smitter jo af på mine karakterer, og så er det rart at få en hjælpende hånd af simulationen. Med Perception virkede det fint at tjekket signalerede at der foregik noget, men karaktererne opfangede bare ikke det hele – det føltes ret realistisk.

standard_Martin_Schongauer_Griffin
Den stolte løveørn! Martin Schongauer, 1485

Lars snakkede også lidt om at iscenesætte møder med sympatiske personer – også selvom de er „de onde“. Det åbner op for interaktion hvis man ikke hele tiden er bange for at folk er ude efter en – i hvert fald i teorien, for eventyrerne er selvfølgelig stadig paranoide. Men det er en god pointe at man opdrager sine spillere til at opsøge eller undgå kontakt med de bipersoner man som spilleder sætter i spil.

En sjov ting ved kampagnen, vi kom til at snakke om, er at vi begyndte for halvanden år siden og har spillet ca. 10 dage i kampagnen – og flere af spillene er brugt på de sidste dramatiske timer i Bögenhafen. Set i det lys er det også meget godt at komme ud på landevejen hvor træfningerne ikke nødvendigvis falder så tæt, og der bliver tid til at vokse ind i nye karrierer.

Et nyt kapitel, nye karriereveje

[Skyggen af den indre fjende]

Du kan nu læse et kort referat af 11. spil i vores Warhammer-kampagne: Afsked med Bögenhafen. Vi afsluttede kampagnens første del med et brag, og nu skal vi på landevejen, med kurs mod de hjemsøgte Hägerhøje og Nuln. Samtidig gik dagens tre aktive karakterer for alvor ind i deres anden karriere.

  • Berthold: Protagonist > Thief
  • Dicte: Noble > Duellist
  • Konrad: Barber-Surgeon > Initiate (Morr)
  • Hanna: Outrider > Mercenary (forventet)
  • Roman: Noble > Wizard’s Apprentice  (forventet)
c4ed8f0a13ef9857c1bd5f9a1cdca75b
De mystiske Hägerhøje venter. (‘Uttewalder Grund’, Caspar David Friedrich)

Situationen har været meget intens gennem de seneste spil, så der har ikke rigtigt været anledning til at gå i skole og lære et nyt erhverv, men der er evner man godt kan retfærdiggøre at have samlet op uden formel undervisning. Så lige nu har folk fået lov til at skifte, og så må vi se hvad der viser sig af mentorer hen ad vejen. Foreløbig kan jeg godt lide at vi tager lidt let på avancement, for det kunne let været gået i stå her i en periode – medmindre man ville tvinge alle til at blive Vagabonder.

Tre ud af fem følte ikke der var nok at komme efter i de „officielle“ Exits. Jeg tror dels det er udtryk for at vi alle rullede nogle ret stærke karrierer fra starten af, og dels at udvalget af karrierer ikke er så stort når det kommer til stykket. Der var ikke noget med at vi ikke måtte gå til avancerede karrierer, men med historien i tankerne (hvor vi lige har nedkæmpet lægernes lavsmester), virkede det ikke helt oplagt for min bartskærer at blive læge selvom det var en Exit og det eneste rigtige alternativ til præstegerningen. Duellisten var faktisk den eneste avancerede karriere der blev valgt. Jeg havde det selv sådan at det føltes lidt for tidligt at få adgang til de lækre plusser.

Barber-Surgeon har ti avancementer før den er færdig (man starter jo med de tilhørende Skills og Talents), og vi fik tre fra start (i stedet for den sædvanlige ene). Så det kostede 700 xp at afslutte den. Da vi har fået 100 xp per spilgang, og jeg har været der hver gang, plus et par hundrede i bonus, er jeg allerede godt inde i Initiate-karrieren selvom jeg har betalt ekstra for ikke at vælge en Exit. Men nu kommer der så nogle kundskaber der formentlig først kan læres i Nuln. Jeg kunne til gengæld sagtens se for mig at den kommende rejse gennem det hjemsøgte land kunne tjene som indvielse i Morrs tjeneste – vi får se.

Lille fodnote om WFRP 4th edition

photo
Teugens sidste blik ud over Bögenhafen. (‘Kunstner i sit atelier’, Caspar David Friedrich)

Jeg prøvede også at føre Konrad frem til hvor han er nu i vores kampagne (altså lige begyndt som Initiate) efter de nye regler. Det kostede lidt over 1.250 xp, og så havde jeg gennemført Physician Tier 1, taget Surgery Talent fra Tier 2 og var skiftet i utide over til Priest Tier 1 (Initiate). Så det kunne godt lade sig gøre at lave en tilsvarende karriereudvikling, men jeg ville gerne have brugt lidt flere xp som Physician Tier 2, så alt efter hvilket tempo man foretrækker, kan man overveje at give lidt mere xp i 4e end i 2e – særligt fordi fremskridt bliver dyrere fra Tier 2 og opefter. Men havde vi spillet 4e fra starten, ville skiftet til Initiate måske slet ikke have været relevant, for der er mere kød på den nye Physician-karriere – også uden at man begynder at overveje at blive der bare for at specialisere sig hvilket jo også er en ny mulighed.

Og hvis historien som hos os forhindrede et medlemsskab af lægelavet (i hvert fald i Bögenhafen), er Criminal faktisk et muligt Talent! Det er sgu godt tænkt: Hvis du fortsætter med at bedrive lægegerning uden næringsbrev, får du ballade med fagforeningen.