Indre fjende 15: Blodoffer

[Skyggen af den indre fjende – Warhammer 2nd. ed.-kampagne]

Sølvgade, 16. juni 2019

zombies-in-the-forest-video-id473286327.jpg

Opsummering: Vi er i Jettenberg, på vej mod Nuln. I landsbyen er de døde stået op af deres grave, og det har noget gøre med de urgamle skatte der graves frem af jord, mose og gravhøje. Vi har været ude ved en stor gravhøj hvor gobliner var på spil, og ser så at en mindre hær af udøde er på vej mod landsbyen, muligvis anført af en vild og skægget ulverytter, formentlig byens afdøde druide, Faustus. Det er den 32. nachgeheim.

Vi brugte lidt ekstra tid på at resumere, for vi har haft et halvt års pause. Vi skruede også tiden lidt tilbage og tog turen tilbage til Angelika og scenen med hende én gang til. Det var fint lige at spore sig ind. Derudover skulle vi have introduceret en ny karakter til selskabet da adelsmanden Roman er ude på ubestemt tid.

Felix’ historie

Felix ‘Futuremus’ Leiter har forladt Bögenhafen efter at hans læremester fik rodet sig ud i noget der skulle have været uskyldigt, men viste sig at involvere kaostilbedelse. Heksefinderne rettede søgelyset mod Felix fordi han er (himmel-) troldmand, og han fandt det klogest at forlade byen da han så deres ukritiske fremfærd. Han møder et selskab på en kro der netop står og mangler en magikyndig der kan hjælpe dem med at identificere magiske genstande i en antikvitetshandel. De nævner at en ‘Kastor Lieberung’ ikke er dukket op som forventet. Det er naturligvis Miriam Kostenlos, Ernst Heidelmann og deres livvagt Karl (se spil 12) Ernst er selv interesseret i trolddom og er misundelig/sur på Felix.

Miriam med følge ankommer Jettenberg for at opkøbe magiske genstande gravet frem af muld og mose. De er først inde forbi Sigmar-præsten Horst Bruckner og den nye (falske) druide, Elezar. Sidstnævnte finder en kiste frem med metal- og stenartefakter. Felix fornemmer at de er magiske, men „farveløse“ og mistænker at de kan være forbundet med rå magisk kraft. Felix begynder at blive nervøs for sit nye selskab der virker ubekymret omkring kaos og kulter (lidt senere tilbyder Miriam ham endda medlemsskab af Den lilla hånd). Elezar fører dem derefter til savværket for at gennemføre transaktionen, men Horst bliver tilbage. Felix bemærker kraftig røg fra præstegårdens skorsten på vej derfra, og at Ernst er også forsvundet. Han fornemmer også „noget“ komme fra øst (i retning af de vandrende udøde).

Nye, gamle bekendtskaber

Imens er de øvrige helte på vej tilbage gennem skoven for at advare Jettenberg, men farer vild. Det giver en lille forsinkelse før de står hos Angelika, mosekonen, lige over middag. De fortæller hende i store træk hvad der er sket, og spørger ind til ulverytteren. Det kunne godt lyde som druiden, Faustus, men hun skyder vores teorier om at han skulle have myrdet den gamle Sigmar-præst ned – det var ikke det han stod for.

Næste skridt er at advare Elezar, og de bliver peget i retning af mester Albinus’ savværk hvor de naturligvis støder på Felix, Miriam og de andre. Størst er overraskelsen måske for Konrad, for Felix er hans halvbror (af samme far). De to selskaber introducerer sig for hinanden, og der er lidt frem og tilbage om hvis ærinde med Elezar er vigtigst. Elezar får beretningen om de udøde, men uden detaljer om gravhøjens indre, og at vi nu mistænker ham for at have myrdet Faustus). Miriam indskyder at hun har en formodning om hvem der står bag goblinerne: en meget hemmelighedsfuld troldmand fra Nuln. Hun har ligefrem et kort med tre udgravninger markeret med egne, desværre ulæselige, noter. Miriam er skuffet over at Dicte ikke er der, men beder Hanna overdrage et personligt brev.

Felix undersøger 15 magiske genstande (figurer og lignende) plus to stensager. De første er „almindeligt“ magiske, men de to sten er specielle, og han benytter en åbning til at liste begge sten til sig efter at have antydet at de er mindre vigtige. Samtidig kommer han i tanke om de anklager han hørte om os fra heksejægerne: at vi er kaoskultister i ledtog med den landflygtige baron Wilhelm. Han undersøger (og får) også Konrads svævende ringe der naturligvis er magiske, og mønten vi fandt i præstens hus, har en særlig nekromantisk effekt (svarende til en iboende besværgelse). Enden bliver at Miriam køber fundene for poser med ædelsten. Derefter skynder hun sig ud af byen, for hun forventer at der snart vil ske noget slemt. Hun vil ikke afsløre Nuln-troldmandens identitet, men udelukker ikke at vi vil mødes igen.

Albinus og Elezar hvisker bekymret sammen om ulverytteren og nogens ånd. Albinus får travlt med at varetage sine egne affærer, og Elezar tager tilbage til landsbyen for at advare om at de udøde er på vej.

Præstegården

Felix slutter sig til vores selskab, og planen er at gå tilbage til Faustus’ hus for at se om man på en eller anden måde kan komme i kontakt med ham og stoppe hævntogtet. På vejen kommer vi forbi præstegården, og Berthold kigger ind: Horst ligger på gulvet med struben skåret over. Det viser sig at mønterne under gulvet er væk, og præsten har ikke blødt i de forventelige mængder … er han blevet flyttet eller noget andet? I pejsen ligger brændte papirer og svedne notesbøger som Felix tager. Akolytten Klaus er der ikke. Kan han – eller Ernst – være morderen?

Blod for blod

Ved druidens skovhytte finder vi et vinskind ved søens bred – fyldt med (præstens) blod. Felix konstaterer at det har samme kvaliteter relateret til liv som søen. Der er ingen fodspor at se – det virker næsten som om en ånd står bag. Troldmanden tager et varsel, og de andre ser et skær af stjerner mellem hans hænder. Magien fortæller ham at det rigtige er at blive her selvom Hanna kan høre de døde nærme sig. Berthold og Hanna giver sig til at grave hvor jorden er vendt og vi sidst fandt en sko tilhørende den gamle præst, mens Felix og Konrad undersøger huset og træet med blodspor efter Faustus.

Felix pøser blod fra vinskindet på træet der suger det til sig. Da Konrad rører ved det og kalder på Faustus, får han et billede af at druiden kræver Elezar og Albinus’ død og blod. Blodofret får de udøde til at stoppe, og det lysner i den mørke lund om offersøen. Som forventet afslører gravearbejdet liget af den gamle præst.

På dette tidspunkt er mistanken om en sammensværgelse mellem Elezar, Horst og Albinus nærmest bekræftet: De har overtaget magten i Jettenberg for at kunne fælde træer frit og sælge mosefund til købere med tvivlsomme formål (tidligere gik de til Sigmarkirken for at blive neutraliseret) – og magtovertagelsen har formentlig kostet Faustus og den gamle præst livet.

Prisen for overlevelse

Selskabet vender tilbage til Jettenberg. Vi har købt lidt tid inden angrebet ved hjælp af blodofret, og Elezar har som lovet advaret landsbyen. Nogle flygter, andre forskanser sig. Vi ved nu at kun hævn vil stoppe Faustus og de udøde. Så mulighederne ser i grove træk sådan her ud:

  • forlade byen og lade dem sejle deres egen sø
  • kæmpe mod de udøde
  • hidse byen op mod Elezar og Albinus og lade de lokale om at dømme og dræbe dem
  • selv dræbe Elezar og Albinus

Alle i gruppen føler et vist ansvar, og ingen er villige til at rejse. Berthold vil ikke risikere liv og helbred for byen i kamp, Konrad vil ikke myrde de to fordi mord er Morrs største synd, og Felix’ erfaringer med heksefinderne har givet ham afsmag for en lynchmob der hurtigt kunne vende sig mod en troldmand. Kompromiset bliver at alliere sig og dele ansvaret med Angelika og Hanna Traumwoller (den lokale kvinde der mistede sin søn, Otto, ved tårnruinen og har vist sig at være godt inde i Den gamle tro, se spil 13).

Berthold, (vores) Hanna og Angelika finder Albinus uden sine mænd, for han er ved at forberede sig på at flygte. Han bryder sammen og tilstår grædende, men havde også fået nok af Faustus’ blodige ofre. Berthold uskadeliggør og dræber ham. Felix, Konrad og moder Hanna konfronterer Elezar. Han er mere selvretfærdig og erklærer sig uvidende, men Hanna skærer igennem og siger at de kun gjorde det for pengene. Felix fører dolken, men Konrad træder til og hjælper da det begynder at se urent ud.

Faustus får sit blod, og de døde stopper deres fremmarch.

Næste dag, den 1. erntezeit, går med at jægeren Jannick og andre finder de nu hvilende døde i skoven og får dem lagt i graven, og Konrad hjælper til. Druidekraften i Jettenberg overgår til moder Hanna der formentlig vil genoptage blodofrene. Vi giver hende de oldfund vi har samlet op undervejs (men ikke dolkene fra gravhøjen).

Den anden del af mysteriet – gravhøjen og den nulniske troldmand – venter stadig.

En meget dramatisk afslutning selvom vi ikke spillede den ned i detaljer. Det interessante var det svære valg, og en kamp mod Albinus og hans skovhuggere ville faktisk have taget lidt af nerven. Lars var åben om at det bevidst var et svært/umuligt valg, men at formålet var at skabe gråtoner i fortællingen, ikke at det skulle være en anledning til fremover at pege fingre ad karaktererne for at have gjort noget ondt eller dumt. Det var efter min mening meget vellykket. Den nye spiller/karakter blev også meget fint integreret.

(100 xp + 100 xp for at afslutte denne del af historien, også til fraværende spiller)

Ikke kun et kønt ansigt

[Artikel/løse tanker – kønsroller og seksualitet i Den gamle verden]
Inspireret af en tråd på Facebook har jeg tænkt lidt over kønsroller i Warhammer-universet.

IMG_6915

Homoseksualitet har ikke (indtil nu) været et tema i officielle udgivelser. Tråden fandt kun frem til et enkelt kanonisk eksempel:

The episode ‘Transformation Moon’ in Dying of the Light (late 1st edition, written by Lea Crowe) has Steffan Braten, the leader of a theatre troupe, ”an outrageously and unabashedly homosexual fop”. He’s actually very sympathetically portrayed and his outrageous flamboyance is emphasized much more than his sexual orientation, which is mentioned only in passing. (Theo Axner)

Screenshot 2019-02-17 at 20.59.34

De to eksempler jeg ellers kommer til at tænke på, er Gotthard Goebbels (The Enemy Within), medlem af Slaneesh-kulten Jade Sceptre. Kulten illustreres med et billede af mænd udklædt som kvinder, og vi ender lidt med et billede af transseksualitet = ondskab (eller crossdressing = Kaostilbedelse.), selvom Gotthards egen seksualitet og lyster ikke defineres nærmere (i Warhammer City står han bag et Fløjtespiller fra Hammel-plot om at kidnappe og ofre børn, dog uden at pædofili eksplicit kommer op). Slaneesh er hermafrodit, og der gøres også et nummer ud af at kultister tiltaler ham/hende med „shem“ (she+him), og det er lidt kikset i dag hvor brugen af kønsneutrale stedord er en reel diskussion og ikke bare en joke i et rollespil. Men tiden var en anden, og det er kun fint vi er (lidt) videre.

7yaw5-0U

Det andet er fra Jack Yeovil-romanen Beasts in Velvet hvor en transseksuel karakter igen fremstilles som ond. Det er en klassiker i populær fiktion at når vi endelig har en bøsse eller en trans, er de også onde, se Depraved Homosexual-tropen.

Der skal selvfølgelig nok gemme sig et par stykker mere, men det er vist en rimelig konklusion at køn og seksualitet ikke spillede den helt store rolle i førsteudgaven af Warhammer.

Stærke kvinder (™)

Jeg vendte også med Mette om vi kunne komme på eksempler på homoseksualitet eller andre normbrud. Ikke rigtigt, og der er i det hele taget meget få bipersoner der ikke er hvide cis-mænd. Flere af kvinderne i The Enemy Within er dog stærke (™), interessante karakterer. Når man ser nærmere på dem, bliver det dog også meget tydeligt at de besidder stærkt kønnede positioner, tydeligst i Middenheim hvor vi har guvernanten, konkubinen og prinsessen! Til sidst får kejseren sin kejserinde, verdens smukkeste kvinde, Emmanuelle von Liebewitz, og alt er som det skal være.

Etelka_herzen_por_Martin_McKennaEn interessant undtagelse er kultist og troldkvinde, Etelka Herzen. Beskrivelsen af hende er ret farveløs, men mange der har spillet kampagnen, har bidt mærke i hende og givet hende en større rolle baseret på den antydede handlekraft og tydelige femininitet. Men når man så ser hende med sin kat, er hun jo bare den klassiske forføriske heks (se Hot Witch, Vain Sorceress eller Evil is Sexy-troperne).

Så nej, ikke noget der forekom, men vi måtte samtidigt ærligt erkende at det dengang ikke havde generet os. Vi havde ikke været igennem de samme diskussioner som vi som samfund har nu, og Mettes kvindelige karakterer havde ikke lavere social status pga. sit køn. Det var et non-issue. Men det gamle Warhammer forstærkede helt sikkert et traditionelt kønsrollemønster hvor hovedparten af de interessante bipersoner var mænd, de fleste karrierer blev præsenteret som maskuline, og sex i det hele taget, herunder inklusivitet, slet ikke var et emne.

Nye tider

Jeg har ikke så godt styr på anden- og tredjeudgaverne, så jeg kan ikke sige hvordan kønsfordelingen er der, men jeg fornemmer ikke det store fokus på emnet.

Det bliver imidlertid interessant når vi kommer til 2018 og WFRP4. Allerede i de første anmeldelser blev der råbt „SJW!“, og så ved man ligesom at det er godt. Det der stødte folk, var (blandt andet*) at karriererne tydeligt blev præsenteret som ukønnede, ja, i visse tilfælde endda med en feminin betegnelse, fx nonne i stedet for munk. Endnu har vi ikke set ret meget udkomme fra Cubicle 7, men første udvidelse, Starter Set, og de gratis plotideer, Adventure Afoot, har allerede introduceret et par homoseksuelle personer, så det tegner godt. Begge produkter i øvrigt med Ben Scerri som bagmand. Det bruges ikke til at fortælle en masse om at være trans, bøsse eller bi i Den gamle verden, fordomme eller deslige – tværtimod er det del af en efter min mening sund normalisering. Fx:

Lin Li Chun — a renowned but unlicensed Cathayan sorcerer — and her wife (…)
– Adventure Afoot in the Reikland

Screenshot 2019-02-21 at 23.21.42Et andet eksempel er hobbittyven Molli der er en af WFRP4’s gennemgående eventyrere (det man vist kalder signaturkarakterer) i grundbogen og Starter Set:

Molrella Brandysnap (…) 3 ex-husbands and wives
– Starter Set

Der skulle være flere. Det er ikke voldsomt, men absolut bedre end ingenting.

*) Der var også kritik af at købmandskarrieren var illustreret med en farvet kvinde, men en anden af hovedmændene bag den nye udgave, Andy Law, har længe argumenteret for at Imperiets udspring i forskellige stammer burde give større hudtone-variation provinserne imellem. Igen, udover den sunde fornuft i det argument, er det også positivt udtryk for i bredere forstand at tænke ud over sin egen lille, hvide verden (så at sige), som man også så det i D&D 5th. edition.

Eventyrerske, eventyrerinde … eventyrer?

professor_bletzen_by_theo75_dcz2nq5-pre
Professor Ermingarde Bletzen (tidligere Hieronymus Blitzen). (Theo Axner)

Jeg har selv i senere historier (kampagner og scenarier) forsøgt at blive bedre til at medtænke repræsentation, men ift. fx homoseksualitet er jeg omvendt heller ikke interesseret i at skulle foregive at jeg har en masse indsigt. Så ofte er det mest et spørgsmål om at lade det spørgsmål stå åbent, så stereotype kønsroller ikke per automatik er normen. Fordelen ved den lave barre er at der skal ret lidt til for at gøre det bedre. Ovennævnte Theo Axner har fx gender-swappet et par af karakterne fra The Enemy Within, og det føles virkelig som et friskt pust (der er flere eksempler på Winds of Magic-forummet).

Ift. ligestillingsspørgsmålet synes jeg det er indlysende at tænke det med ind. Imperiet (i min udgave) er i økonomisk og teknologisk vækst, en sand renæssance, og oplysning og en fremvoksende borgerstand undergraver gamle klasseskel. I denne rivende økonomi giver det mening at statusskel mellem mænd og kvinder ligeledes er i opbrud. Det var formentlig en af de væsentligste motorer i den vestlige verdens økonomiske ekspansion at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Den samme dynamik synes jeg er indlysende at udbrede til det progressive Imperium. (For slet ikke at tale om at det er rollespil, og det giver mere mening at invitere folk ind i fantasy-fiktionen end at ekskludere dem).

colgante-arwen-y-aragorn-señor-delos-anillos-1
Et andet eksempel på tabubelagt kærlighed. (Lord of the Rings)

Et almindeligt modargument er at chauvinismen skal med for at demonstrere at det er en hård og uretfærdig verden. Et modargument man stort set kun hører fra de priviligerede der ikke er tvundet til at spejle sig i den uretfærdighed. („Og sådan var det jo også i virkeligheden!“ *roll-eyes*). Fair nok, jeg ønsker selvfølgelig ikke at begrænse muligheden for at fortælle kritiske historier om fordomme, men det kan man jo også i vores virkelige, nuværende verden selvom den nok er endnu mere lige end selv mit fantasy-Imperium. Og som demonstreret, synes jeg ikke noget tyder på at det er et tema der i praksis er blevet udforsket (men jeg kan selvfølgelig ikke udelukke at det sker i folks kampagner). Så fordelene, både for spillere og kejseren, er imo. størst ved at brede perspektivet ud.

chemise-medievale-de-lin-archere
Miriam. (Armstreet-katalog)

Sex kunne generelt spille en meget større rolle end det gør (i snart sagt alle de fantasy-kampagner jeg har været med i), og der prøver jeg også at være bedre. Og hvis man først får åbnet op, giver det også interessante muligheder for at fortælle historier og rollespille. (Props til Lars for Miriam Kostenlos der forførte Mettes karakter Dicte i vores Warhammer-kampagne – det var forfriskende og uproblematisk). Det er fx helt naturligt for Rhya-præstinden i Unævnelige kulter, som stedfortræder for frugtbarhedsgudinden, at forvente sex (her er fri sex i sig selv uproblematisk, men det interessante ligger i hvordan sex også er et magtredskab). Hvis først man kommer sig over den umiddelbare berøringsangst ved at italesætte sex, bliver Slaneesh også mere interessant – for så handler Kaos ikke bare om at være lidt kinky eller bøsse som i Jadesceptret. Spørgsmålet om hvor grænsen mellem personlige lyster og sygelig perversitet går, er stadig relevant og får endda mere bid.

Det blev lidt i forskellige retninger, så ekstra tak fordi du læste med. Kunsten er nu (for mig) at omsætte det i praksis, og så håber jeg Cubicle 7 fortsat bakker op og skubber lidt til de konservative normer.

Diverse illustrationer:

  • Steffan Braten (Fel: 75%), Dying of the Light (Russ Nicholson)
  • Leos von Liebewitz, Beasts in Velvet (Paul Bonner)
  • Jadesceptret, Warhammer City (Tony Ackland)
  • Molli, Starter Set (Sam Manley?)

På sporet af Warhammer

[Warhammer 2nd edition – Skyggen af den indre fjende]

WHF08_Career_Investigator.png
Investigator fra WFRP 3e (karrieren findes også i den nyeste udgave).

Vi har igen spillet vores (2nd edition) Warhammer-kampagne hvor vi sidst stødte på en grif og endte lige uden for landsbyen Jettenberg. Det viser sig at monstret ikke er det eneste problem på egnen, og det førte til et rigtig fint efterforskningsspil i den lille by. Du kan læse forløbet mere detaljeret her.

Det blev fra starten gjort klart hvad problemet var (men ikke hvordan eller hvorfor), og hvem vi kunne snakke om det med. En del af denne info fik vi i en komprimeret downtime-intro der gik lige på mysteriet.

Formen mindede lidt om Trail of Cthulhu hvor det også er kongstanken at man har fri adgang til spor og oplysninger hvis man ellers sørger for aktivt at opsøge dem, og det er ikke afhængigt af terningrul. (Terninger havde vi stadig masser af da vi fik os rodet ud i mosen og skulle overvinde praktiske udfordringer). Vi manglede så Trails dedikerede efterforskningsevner, så Intelligence og Perception holdt for, men mest som vejledende tjeks for at give spillederen inspiration til hvordan (altså hvor tydeligt) han skulle formidle oplysninger, ikke så meget som en stopklods hvis vi fejlede et tjek.

Her foregik det altså bare som en underforstået spilstil, inden for reglerne af Warhammer. Det gav mig faktisk et bedre indblik i hvordan Trail kan fungere, end ved at læse Trail. Og det var klart sjovere end at rave rundt i mørket og ikke ane hvor scenariet eller spillederen vil have en hen.

Luftforandring og et nyt kapitel

[Skyggen af den indre fjende – Warhammer-kampagne]

images.jpegI går tog vi kampagnen ud af Bögenhafen og fra byeventyr over i en klassisk rejsesekvens. Vi er lidt på flugt fra begivenhederne i den Kaos-plagede by, og lidt på jagt efter svar. Den nekromantiske læge, Wolf Sauer, havde breve på sig der pegede mod Hägerhøje, og vi mistænker at Johannes Teugen blev involveret med Kaos i Nuln – begge dele ligger i samme retning, nemlig øst, så den vej går vi.

Det blev et spil med kultister, heksejægere, et kæmpemonster, masser af terningslag … og ingen kamp. Det er god Warhammer. Og et fint temposkifte efter et langt byeventyr.

Referatet er her: Gæstgiveriet og tårnruinen.

Lidt betragtninger fra spillet

Morten skrev lidt om brug af Perception-tjeks i fbm. Tales from the Loop, og det var også oppe hos os – Lars har en stil hvor han ofte kalder på et rul og så tilpasser sin beskrivelse efter resultatet. Vi kan reelt ikke vide om vi får informationerne selvom vi fejler, men det skaber i hvert fald illusionen af succes/brug af evner. Denne gang blev det åbent erklæret at vi ikke behøvede rulle hvis det alligevel var noget han havde i sinde at meddele os. Men sjovt nok blev vejledende rul ekstremt vigtige i den sociale kro-sekvens – særligt rul for Perception og Charm var der mange af. Og jeg synes det var fint – jeg er ikke altid selv så skarp i det sociale spil, og det smitter jo af på mine karakterer, og så er det rart at få en hjælpende hånd af simulationen. Med Perception virkede det fint at tjekket signalerede at der foregik noget, men karaktererne opfangede bare ikke det hele – det føltes ret realistisk.

standard_Martin_Schongauer_Griffin
Den stolte løveørn! Martin Schongauer, 1485

Lars snakkede også lidt om at iscenesætte møder med sympatiske personer – også selvom de er „de onde“. Det åbner op for interaktion hvis man ikke hele tiden er bange for at folk er ude efter en – i hvert fald i teorien, for eventyrerne er selvfølgelig stadig paranoide. Men det er en god pointe at man opdrager sine spillere til at opsøge eller undgå kontakt med de bipersoner man som spilleder sætter i spil.

En sjov ting ved kampagnen, vi kom til at snakke om, er at vi begyndte for halvanden år siden og har spillet ca. 10 dage i kampagnen – og flere af spillene er brugt på de sidste dramatiske timer i Bögenhafen. Set i det lys er det også meget godt at komme ud på landevejen hvor træfningerne ikke nødvendigvis falder så tæt, og der bliver tid til at vokse ind i nye karrierer.

Et nyt kapitel, nye karriereveje

[Skyggen af den indre fjende]

Du kan nu læse et kort referat af 11. spil i vores Warhammer-kampagne: Afsked med Bögenhafen. Vi afsluttede kampagnens første del med et brag, og nu skal vi på landevejen, med kurs mod de hjemsøgte Hägerhøje og Nuln. Samtidig gik dagens tre aktive karakterer for alvor ind i deres anden karriere.

  • Berthold: Protagonist > Thief
  • Dicte: Noble > Duellist
  • Konrad: Barber-Surgeon > Initiate (Morr)
  • Hanna: Outrider > Mercenary (forventet)
  • Roman: Noble > Wizard’s Apprentice  (forventet)
c4ed8f0a13ef9857c1bd5f9a1cdca75b
De mystiske Hägerhøje venter. (‘Uttewalder Grund’, Caspar David Friedrich)

Situationen har været meget intens gennem de seneste spil, så der har ikke rigtigt været anledning til at gå i skole og lære et nyt erhverv, men der er evner man godt kan retfærdiggøre at have samlet op uden formel undervisning. Så lige nu har folk fået lov til at skifte, og så må vi se hvad der viser sig af mentorer hen ad vejen. Foreløbig kan jeg godt lide at vi tager lidt let på avancement, for det kunne let været gået i stå her i en periode – medmindre man ville tvinge alle til at blive Vagabonder.

Tre ud af fem følte ikke der var nok at komme efter i de „officielle“ Exits. Jeg tror dels det er udtryk for at vi alle rullede nogle ret stærke karrierer fra starten af, og dels at udvalget af karrierer ikke er så stort når det kommer til stykket. Der var ikke noget med at vi ikke måtte gå til avancerede karrierer, men med historien i tankerne (hvor vi lige har nedkæmpet lægernes lavsmester), virkede det ikke helt oplagt for min bartskærer at blive læge selvom det var en Exit og det eneste rigtige alternativ til præstegerningen. Duellisten var faktisk den eneste avancerede karriere der blev valgt. Jeg havde det selv sådan at det føltes lidt for tidligt at få adgang til de lækre plusser.

Barber-Surgeon har ti avancementer før den er færdig (man starter jo med de tilhørende Skills og Talents), og vi fik tre fra start (i stedet for den sædvanlige ene). Så det kostede 700 xp at afslutte den. Da vi har fået 100 xp per spilgang, og jeg har været der hver gang, plus et par hundrede i bonus, er jeg allerede godt inde i Initiate-karrieren selvom jeg har betalt ekstra for ikke at vælge en Exit. Men nu kommer der så nogle kundskaber der formentlig først kan læres i Nuln. Jeg kunne til gengæld sagtens se for mig at den kommende rejse gennem det hjemsøgte land kunne tjene som indvielse i Morrs tjeneste – vi får se.

Lille fodnote om WFRP 4th edition

photo
Teugens sidste blik ud over Bögenhafen. (‘Kunstner i sit atelier’, Caspar David Friedrich)

Jeg prøvede også at føre Konrad frem til hvor han er nu i vores kampagne (altså lige begyndt som Initiate) efter de nye regler. Det kostede lidt over 1.250 xp, og så havde jeg gennemført Physician Tier 1, taget Surgery Talent fra Tier 2 og var skiftet i utide over til Priest Tier 1 (Initiate). Så det kunne godt lade sig gøre at lave en tilsvarende karriereudvikling, men jeg ville gerne have brugt lidt flere xp som Physician Tier 2, så alt efter hvilket tempo man foretrækker, kan man overveje at give lidt mere xp i 4e end i 2e – særligt fordi fremskridt bliver dyrere fra Tier 2 og opefter. Men havde vi spillet 4e fra starten, ville skiftet til Initiate måske slet ikke have været relevant, for der er mere kød på den nye Physician-karriere – også uden at man begynder at overveje at blive der bare for at specialisere sig hvilket jo også er en ny mulighed.

Og hvis historien som hos os forhindrede et medlemsskab af lægelavet (i hvert fald i Bögenhafen), er Criminal faktisk et muligt Talent! Det er sgu godt tænkt: Hvis du fortsætter med at bedrive lægegerning uden næringsbrev, får du ballade med fagforeningen.

Mød Konrad

Konrad_sheet v3
Custom-karakterark. *

[Skyggen af den indre fjende]

Nu hvor vi er ved at være færdige med første del af vores Warhammer-kampagne, kan jeg vist godt tillade mig at præsentere min karakter, Konrad Siegel.

Rent teknisk blev karakteren til gennem tilfældigheder – som det sig hør og bør i Warhammer (vi spiller 2nd edition). Karrieren som bartskærer, de lysegrå øjne og kornblonde hår, pæn Weapon Skill, middelmådigt alt andet osv. er de grundvilkår terningrullene gav mig at arbejde med. En eventyrgruppe kan altid bruge en heler, så det var også fint på det plan.

Baggrund

Konrad er født og opvokset i Bögenhafen, af en bedemandsfamilie. Men han brød sig ikke specielt om udsigten til at skulle gå i forældrenes fodspor – dels fordi han foretrak at skabe sin egen skæbne, og dels fordi han syntes familiehvervet behandlede døden som et rent praktisk spørgsmål: Han kunne ikke lade være med at fundere over sjælen i kødet og i efterlivet, noget hans forældre strengt forbød ham at dvæle ved, for det var Morr-præsternes geschäft. 

Men ud over en smule indsigt i religiøse ritualer der senere skulle vise sig nyttig, gav hans læretid ham også et godt indblik i det menneskelige legeme, og soignering af den,  viden han tog med sig da han flyttede hjemmefra og slog sig ned som bartskærer: Her kunne han omsætte sine talenter til at tjene lidt som barber og på at udbedre mindre skavanker. Det sidste var lidt en balanceakt, for som borger havde han ret til at udføre sit hverv, men han havde ikke næringsbrev som læge.

Tarkhis
Havnen i Bögenhafen hvor Konrad har en stor del af sin kundekreds.

Løsningen blev at flytte ned i et arbejderkvarter, ikke så langt fra havnen. Her kunne han møde de tilskadekomne hvor de var, og tilse dem inden de så at sige fik brug for en læge. Disse smålapperier kastede ikke det store af sig, så han har tjent lidt på personlig pleje ved siden af. Ikke nogen glamourøs karriere, og hans hybel var en lille loftslejlighed med et enkelt kammer. Det pæne borgertøj han havde med hjemmefra, var begyndt at være lidt slidt (selvom skægget naturligvis stadig sad knivskarpt). I en alder af et par og tyve år var han begyndt at overveje en anden karriere – måske at rejse ud af byen, men det var også et stort og farligt skridt.

Det var udgangspunktet da kampagnen begyndte.

Skygger over Bögenhafen

Bortset fra et selvstændighedstræk og et ønske om at hjælpe andre, måske en gryende åndelig eller magisk interesse, havde jeg ikke besluttet så meget om Konrads personlighed. 

Medievalstreet
Købstadens charmerende gader skjuler en verden af korruption og Kaos.

Gennem vores første eventyr har der vist sig et par ting: Han er samarbejdsvillig, nysgerrig og vant til at hjælpe folk i nød. Selvom han er lovlydig, bryder han sig ikke om at rende ærinder for ordensmagten/rige købmænd/adelsfolk osv., og han er også villig til at overveje at vores gruppe måske faktisk er de bedste til at håndtere de ting vi har fundet ud af. Og da der ikke er alverden der binder ham til Bögenhafen, har han faktisk vist sig at være godt materiale til at blive eventyrer. Han bryder sig heller ikke om heksejægernes ukritiske tilgang til modgå Kaos. Han har et åbent sind – ikke sådan at han er villig til at tolerere Kaos, men han er ikke så bange for at komme i kontakt med det, og han har indtil nu været den der samler magisk parafernalia op og interesserer sig for sære skikke og ritualer. Han har helt klart nogle gråzoner en sand zelot ikke har. 

Men det der virkelig blev bestemmende for hans videre vej, var Wolf Sauers kælder hvor lægelavets overhoved havde foretaget forsøg på at reanimere lig. Med sin bedemandsbaggrund var han foruddisponeret imod nekromanti, og det han så dér, var på sin vis mere grænseoverskridende for Konrad end Kaos – måske føltes det lidt mere nært? I hvert fald har han taget det som et tegn og vil i næste etape af kampagnen forfølge en karriere som Morr-akolyt.

En ny karriere

Som jeg antydede tidligere, var det faktisk lidt svært at finde noget fornuftigt at tage sig til efter den første karriere. Den passede så godt og kunne godt være blevet brugt til mere, men det er en begrænsning ved denne udgave af Warhammer at man er nødt til at komme videre (og at karriererne så klumper sig lidt sammen). Han kunne måske være gået videre som læge, men man ville skulle slå en krølle på historien hvor vi lige har lagt os ud med lægelavet, og det ville være lidt et pligtvalg ift. Konrads øvrige interesser.

Death-and-the-Maiden-Marianne-Stokes-oil-painting
Morr siger hej.

Lars har efterlyst at vi fik nogen med i gruppen der kunne sidde inde med viden om magi og kulter og den slags. Vi var ikke så detektivagtige i det umiddelbare setup, og da kampagnen ikke er specielt kamptung, giver det mening med flere akademiske og sociale evner. Faktisk havde vi egentlig fordelt roller således at Konrad skulle være troldmand, og Roman, hans adelige ven, Sigmar-præst. Men præstegerningen passer mig – og Konrad – bedre, synes jeg.

Det er også en praktisk karriere på den måde at Morr benytter drømme og visioner til at indvie sine tjenere, og templerne er derudover selvstændige enheder på en anden måde end fx Sigmars hierarkiske kirkeorden. På den måde vil det være håndterbart at gennemgå karrieren uden at skulle slå sig ned og i årevis feje gulv i et tempel. Det er i øvrigt meget sjældent at jeg spiller magiker i fantasyrollespil, så det bliver sjovt … når han engang kan noget (min allerførste rollespilsoplevelse var som Elf i D&D, og jeg har også spillet en ret sej barde i det gamle RuneQuest, men ellers skal vi nok over i Mage for at finde en troldmand). 

Portræt af en ung mand

Jeg kan godt lide Konrad. Bartskærer-karrieren er dramatisk og beskrivende for Warhammer-verdenen, og som bindeled mellem bedemandsfamilien og præstegerningen har den fungeret rigtig fint. Vi har nok alle nogle bestemte karaktertyper vi falder i, og Konrad, den kommende dødspræst, er nok ikke nogen undtagelse for mig, men jeg prøver at tænke ham med lidt færre indre dæmoner og samtidig med en trodsig side over for autoriteter. Samtidig er en del af fornøjelsen ved kampagner at man ikke behøver kaste en fuldendt karakter i spil lige fra starten, men kan tillade sig at lade rollespil, konflikter og system udvikle karakteren gradvist, så vi ser hvor det fører hen.

*) Illustrationen på karakterarket er af Giovanni Battista Moroni, „Portræt af 29-årig mand“ (1567) som jeg har lysnet hår og øjne lidt på – slet ikke nok, men vi er derhenad. Den høje sorte krav med krøs klæder en bedemand/Morr-akolyt, synes jeg.