Black Madonna – Vuxenspel-varianten

[Kult Divinity Lost – kampagne-overvejelser]
Jeg har tidligere anmeldt The Black Madonna, og dets alder tynger klart ned fordi man har valgt at bevare det i sin originale form selvom det er en „ny“-udgivelse (første gang på engelsk), med en ny, moderne regelmotor (Powered by the Apocalypse). Men jeg har alligevel ikke kunne slippe fascinationen, så jeg har overvejet hvordan jeg eventuelt ville gribe en versionering an.

Kampagnens baggrundshistorie og setting er fascinerende, men der går lidt Commando i den. Forfatterne røber da også i forordet at den oprindeligt var tænkt til et agentrollespil. „More Bond than Hellraiser,“ som de skriver. De to indflydelser vil jeg gerne have byttet rundt på.

Ny og original forside (hhv. 2018 og 1991).

Som udgangspunkt holder jeg fast i historien som den er skrevet: Vi er i Tyskland og Rusland i starten af 90’erne, og karaktererne vil langsomt blive trukket ind i et levende mareridt i takt med deres stigende erkendelse af sandheden om den sorte Madonna og selve deres eksistens. Formen er railroad-y som ind i helvede (et biprodukt af den medrivende agentstil), men det aspekt vil være for gennemgribende at lave om på. Den nye udgave af Kult benytter en lidt omstændelig version af Apokalypse-reglerne, men lad os bare sige at de også får lov at blive.

Tættere involvering

Madonna kommer med sine egne forslag til Dark Secrets der er et karakterdrivende element i systemet. Og jeg ville helt klart insistere på at benytte dem – måske endda gå et skridt videre med dem, ikke være så bange for at skabe kontakt til plottet på forhånd i stedet for at lade det stå som noget man som spiller skal famle og fornemme sig frem til. Karaktererne skal enten være involveret i okkulte kredse, børn af en af de vigtigste bipersoner, eller reinkarnationer af nogle af de grumme koncepter i scenariet. Det er vigtigere at de har en forbindelse til de politiske og kulturelle strømninger end kamp- og våbenevner. Og så skal de søge indsigt – ikke nødvendigvis gennem religion, det kan også komme til udtryk som journalistik, kunst, spiritualitet, seksuel/narkotisk grænsesøgning m.m. Ved grundlæggende at tænke karaktererne anderledes, får man også et andet spil hvor de forhåbentlig indtager en mere central rolle.

Kampagnen er – som så mange af sin tid – præget af spiller-/karakter-uvidenhed og en langsom afklaring. Det kan virke fint i et scenarie, men over en hel kampagne bliver det lidt kunstigt, og man kan let ende med enten at holde sandheden hemmelig for længe eller jump the shark for tidligt. Jeg tror på man kan indvie spillerne i den overordnede bevægelse hen imod horribel erkendelse uden at spolere overraskelser i plottet.

Jeg ser det også som en kampagne der vil være bedst tjent med 2-3 spillere, ikke flere. Og så bruge lidt ekstra tid på at spille på karakterernes Disabilities/Dark Secrets.

Ud med gunp0rn, ind med 70’er-vold

KULT Divinity Lost - Core Rules (Original Kickstarter Edition)
Wut? (fra Kult Divinity Lost)

Et sært artefakt i den nye regelbog er den syge samling af automatvåben der tydeligt signallerer at ja, dødsenglen er uhyggelig, men du nakker den da bare. Det kunne man have valgt at ændre her ved relanceringen, men den nye Madonna fastholder (desværre) samme filosofi. Mange encounters er sindssygt svære – udfra en taktisk vurdering – med militære eliteenheder, militante nynazister, velbevæbnede gangstere osv. Og selv hvis man kunne forsvare deres tilstedeværelse i lys af historien, ville jeg selv synes det var kedeligt at spille.

Derfor: Der skal være langt færre fjender, men konsekvenserne af fysisk konfrontation større og mere vedkommende. Jeg får billeder af slutscenen i Taxi Driver – der bliver kun løsnet et par skud, men det er kaotisk og ekstremt blodigt. Hver en kugle tæller – den lemlæster og dræber med kold vilkårlighed. Man kunne også forestille sig noget i stil med You Were Never Really Here hvor hovedpersonen bryder ind i et hus med et stålsat formål og en hammer og har ikke i sinde at lade nogen stoppe ham. Det spændende er hans psykiske tilstand, og man ser næsten kun følgerne af volden, ikke selve handlingen. Karaktererne skal ikke være kampmaskiner – men beslutningen om at anvende dødelig magt gør dem kortvarigt til en art dødsengle. Faktisk har jeg indtryk af at systemet er velegnet til at male disse brede strøg med få terningrul, uden at skulle nisse med hver eneste tryk på aftrækkeren.

You Were Never Really Here (Lynne Ramsay, 2017) og Taxi Driver (Martin Scorcese, 1976)

Ud med kedelige kort, ind med Metropolis

Et andet element der fastholder Madonna i sine 90’er-rødder, er den udbredte brug af kort over bygninger man skal bryde ind. Det hænger lidt sammen med den taktiske spilstil der også gør sig gældende med de mange güns. Det udgør reelt en form for dungeon-crawls hvor man skal finde det fordærvede laboratorium eller de inkriminerende beviser. Og den slags virker – der er noget tilfredsstillende ved at luske rundt og afsløre plottet ét rum ad gangen. Men det virker også bare helt utroligt gammeldags, og det peger lidt i en anden retning end at udforske karakterernes indre mørke. Den lette løsning er bare at fjerne eller nedtone det taktiske element: Der er ikke fyldt med overvågningskameraer og vagter, men det er også lidt tandløst.

Screenshot 2019-09-22 at 14.57.23.png

Plottets fremdrift er adskillige gange afhængig af at karaktererne begår indbrud, også på stærkt bevogtede steder.

I stedet ville jeg abstrahere lokationerne og trække på Metropolis-mytologien. Så væk med plantegningerne, og i stedet bringer udforskning langsomt én tættere på de mest relevante dele af bygningen. Så risikerer man heller ikke at spilde tid i en ligegyldig del af huset, men det er i stedet en beslutning om hvor langt man tør trænge ind for at komme tættere på sandheden. Jeg overvejer ligefrem at have bygningen repræsenteret som individuelle stikordskort som spillerne vender – og så står der fx kontor eller alarmcentral. Sommetider vil de have et valg mellem to eller flere (svarende til om man går til højre eller venstre), men andre gange vil vigtige kort (måske markeret med et mærke på bagsiden der ikke afslører hvad det er, kun at det er vigtigt) ligge gemt under andre kort. En fordel ved den model er at man slet ikke behøver have kort for de kedelige rum (medmindre man bevidst ønsker at skabe følelsen af at skulle finde noget bestemt i en labyrint).

Og det andet punkt: Måske er der en grund til alle de plantegnede lokationer: Hvert skridt ind i en større („magisk“) bygning er et skridt tættere på Metropolis der kan belønnes (eller straffes) gennem håndtag i karakteren (Stability, Disabilites etc.).

Grænseoverskridende adfærd

Meget Kult, ikke kun The Black Madonna, har en præmis om at man er almindelige mennesker der fornemmer at vores virkelighed ikke er hvad den giver sig ud for … som den hurtigt bryder med, i forventning om at disse almindelige mennesker vil bryde loven og dræbe til højre og venstre. Horrorelementet viger meget hurtigt for taktiske valg og afstumpet vold. Som nævnt ville jeg generelt vægte horror over action, og det tror jeg vil være lettere hvis det virkelig er almindelige (plagede) mennesker man spiller (se punktet tidligere om karakterskabelse). Man kan tage det et skridt videre ved at fokusere på netop de øjeblikke hvor karaktererne bliver presset ud over normal adfærd. (Der er allerede et Stability-system, men det er lidt ligesom Sanity i Call nogle point der gives/mistes after the fact, ikke med fokus på selve handlingen).

Det kunne fx se sådan her ud: Når man spiller, ligger der en håndfuld kort på bordet. På kortet står der fx, „Jeg ville aldrig …“ Når spilleren tager det, signallerer det at h/n alligevel overskrider sine egne grænser. Spillederen kan også bruge det som et hard move mod karaktererne. Det er først og fremmest et rollespilsredskab, og opgaven er at finde karakterens „Medmindre …“ Når først den grænse er overskredet, er det ikke et problem næste gang, og kortene bliver en journal over de ofre man har ydet for sagen (eller den menneskelighed man har givet slip på).

Plus det løse

sharp-objects-teaser
Sharp Objects, Jean-Marc Vallée, HBO 2018

Ovenstående er ting jeg synes er overskuelige at skrue på. Man kunne givetvis gøre mere. Drømmerejserne er fx ikke så spændende, dels fordi de er så styrede, og dels fordi konsekvenserne af ens handlinger ikke er så håndgribelige, men jeg ved ikke helt hvad man skulle gøre ved det.

Jeg ville nok også finde en fortælleteknik til at repræsentere Dark Secrets som glimt af begravede traumer (tænk tv-serien Sharp Objects) man langsomt kunne bygge videre på. Det kunne være spændende at udvikle en teknik for hver af karaktererne, i samarbejde med spilleren.

Missilbasen hen mod slutningen stinker af Bond og skal helt sikkert ikke spilles som kommandoraid, men det kunne godt fungere som horror i de lange, øde gange.

Endelig ville jeg forsøge at iscenesætte et klimaks hvor karaktererne fylder mere. Det er selvfølgelig mægtige kræfter der er på spil, men jeg tror tilfredsstillelsen vil være større hvis man kan fastholde et mere tight fokus på den udvikling karaktererne forhåbentlig har været igennem, og vende blikket lidt væk fra de kosmiske/storpolitiske begivenheder.

The Black Madonna [Kult]

[Anmeldelse – kampagne]

248084
Lækkert udstyr og udtryk.

The Black Madonna er en kampagne til Kult: Divinity Lost. Den blev oprindeligt udgivet på svensk til det originale Kult (1991), og i forbindelse med Kults Kickstarter-revival som Divinity Lost (2018) har man altså oversat og genudgivet tBM på engelsk. Det er en superlækker hardback på 165 sider, farver med guldtryk på alle sider og læsebånd. Originalen er skrevet af Kults skabere, Gunilla Jonsson og Michael Petérsen, og de er også krediteret for denne udgave, dog med nyt materiale af det nye Kult-team.

The Black Madonna har spøgt i min bevidsthed siden den først udkom. Jeg har aldrig spillet Kult, men jo, lidt alligevel, for de træk der præger spillet, brugte jeg og mange andre i kampagner og horrorscenarier dengang: overlap mellem vores verden og Inferno-lignende parallelverdner, syrede drømmesekvenser, engle og dæmoner (de var en overgang alle vegne i 90’er-rollespil, undergangsdrevet og navlepillende karakterspil („mørkt, som en pude over hovedet“) osv.). Men alene titlens religiøse overtoner talte dengang som nu til mig, og med et Powered by the Apocalypse-hack var det ikke til at stå for.

Udgiveren, Helmgast, har bevidst ikke omskrevet kampagnen selvom den selvfølgelig er bearbejdet lidt. Det forstår jeg egentlig godt: Nostalgien er en stærk faktor i sådan en udgivelse, og det ville være underligt at udgive noget stærkt revideret under foregivende af at det er det gode gamle produkt (det problem så vi med Fantasy Flights The Enemy Within). Resultatet er så som forventet … blandet.

Historien (spoiler)

Kampagnen foregår i 1991 i det nyligt genforenede Tyskland og i Rusland (hvor er det mærkeligt at det jeg oplevede som min samtid nu er en historisk setting!). Karaktererne bliver gennem en bekendt ramt af en forbandelse, og den eneste vej ud er at bekæmpe de mørke kræfter der har kastet den. Men der er stærke væsner på den anden side af „sløret“ der har gang i deres egne spil, og situationen går hurtigt fra ondt til værre. Jagten på svar – og en „kur“ – fører forbi børnehjem, sindssygehospitaler og fangelejre – alt sammen klassiske Kult-elementer. Men anden halvdel af historien går mere i retning af nynazister, militante nationalister og missilbaser. Indtil et opgør der som forventet efter en længere kampagne slutter på de helt høje nagler med guddommelige (dæmoniske) væsner og menneskehedens skæbne på spil. Historien gør sig umage for at være „adult“, men det er ikke altid det helt lykkes at komme i bund – og det er nok svært helt at opretholde den dybe realisme når satanisterne og fascisterne ikke kun billedligt, men helt bogstaveligt (bare) er dæmoner, uanset hvor mareridtsagtigt de er fremstillet.

Virkeligheden er kun en illusion

Fortællingen er meget af sin tid, dvs. railroady og sine steder stærkt styret af spilleder-brute force. Der er lange surrealistiske drømmesekvenser hvor karaktererne har begrænset input, og uhyggelige settingbeskrivelser – ting der foregår uden for spillernes kontrol. Vi har også klassikere som „karaktererne bliver uanset hvad taget til fange“ og en „bipersoner kommer ind og overtager“-slutning. Good stuff.

screenshot 2019-01-25 at 11.06.09
Stiligt layout (spoilers i teksten).

En meget stor del af fortællingen, måske størstedelen, udspiller sig som udforskning af forskellige bygninger. Der er håndtegnede kort over dem, og samtlige rum gennemgåes minutiøst. Det er en interessant måde at fortælle på der giver plads til at udforske og rollespille inden for en stram ramme, det er let at gøre stemningsfuldt, og det er en håndgribelig måde at udforske og formidle plot på. Det kender man jo godt fra et Call-scenarie, men her er det bare ekstremt markant, og store dele af indholdet, herunder også vigtig information, risikerer kun at nå til spillederen. Det virker gammeldags, men bestemt ikke kun dårligt – det skaber grund for efterforskning hvor spillerne selv opsøger alt det væmmelige.

Kampagnen er ekstremt fjendtlig over for spillerne/karaktererne: Det er fx ofte meningen at de skal finde spor i et hus, men huset er bevogtet af bevæbnet militær, der er alarmer og låste metaldøre, og man bliver sindssyg af at kigge indenfor (groft sagt). Det fungerer i første halvdel fordi der er et personligt drive – karaktererne er drevet til desperation af forbandelsen og deres gryende indsigt i det hinsides. Det halter noget mere i anden del hvor modstanden bliver mere fysisk end horror, og fokus er på infiltration af magtfulde statsfjendtlige organisationer og militærbaser eller deciderede kommandoaktioner. Jonsson og Petérsen anerkender selv at der nok er dele man ville have grebet anderledes an, men kommandoraids var bare en del af deres spillestil dengang, særligt nævner de Traveller som inspiration. Politik og militarisering tager over fra de infernalske rædsler og personlig fortabelse, og der mister kampagnen mig. Omvendt må man så sige at lister over automatvåben var en central del af det oprindelige Kult – og et element man har valgt at holde fast i som noget essentielt, også i den nye regelbog. (Scenarier skrevet senere, fx Taroticum der også er blevet genudgivet, vægter dog generelt våbenporno væsentligt lavere end Madonna).

Døden er kun begyndelsen

Systemet vil jeg ikke sige så meget om – det er som sagt udsprunget af Apocalypse World, men har fået sin egen drejning. Det er imidlertid væsentligt at bemærke at det ikke virker som det oplagte valg til denne kampagne hvor fokus ikke er på at lade karakterer og handling udvikle sig organisk, men på et helt bestemt forløb. Det reducerer reelt systemet til at rulle for Keep It Together og Act Under Preassure. Der er dog også positive tiltag, nemlig baggrundsevner der knytter specifikt an til kampagnen, så man stadig har mulighed for at udvikle karakteren på en måde der er relevant for historien.

Der er en længere samling stats og beskrivelser af væsner og bipersoner. Igen, uden at gå ind i systemet synes jeg faktisk det skaber udmærkede billeder. Men det peger også på en spilstil der vægter systemet tungt.

Endelig er der i kolofonen en særlig tak til podcasten Red Moon Roleplaying for at have spillet kampagnen igennem. Jeg må ærligt indrømme at jeg faktisk har hørt den – samtlige 36 afsnit (45-60 min), og det er ærlig talt en blandet fornøjelse. På plussiden er det velproduceret og utroligt trofast over for forlægget, så hvis man er interesseret i at opleve kampagnen, så kan man få den gratis der. Mens jeg hørte de første stemningsfulde afsnit, blev jeg ret alvorligt syg (er okay igen), og i min febertilstand fik jeg lidt tanker om at være blevet ramt af Chagidiels forbandelse, og jeg nåede at overveje hvem jeg skulle gå til for at få magisk hjælp til at ophæve den – det var en ret effektiv brug af virkemidler!

Bag sløret

289546300_8b662029-0dec-4be0-aacf-b2931afa40c2
Originaludgaven fra 1991.

Det var godt at få placeret The Black Madonna som reference. Det er på ingen måde en uantastelig kampagne. Kommandoraids og menneskelig politik stjæler billedet fra gnostisk og eksistentiel horror, vanrøgtede børn og eftervirkningen af krigens rædsler. Men i dén del – i Kults mørke – findes der til gengæld de bunker af stemning og metafysiske forviklinger jeg havde håbet på. Det ville kræve noget arbejde, men man kunne teoretisk set godt skippe James Bond-sekvenserne og gå direkte fra det infernalske og drømmeagtige til klimaks. Men selv da vil det kræve en spilstil der kan få den udfordrende efterforskning til at spille sammen med den personlige horror.

The Black Madonna, Helmgast 2018