Enemy in Shadows + Companion [WFRP4]

[Anmeldelse – Enemy in Shadows & Companion til WFRP4]
Jeg ser her nærmere på to bøger: Enemy in Shadows (EiS) og den tilhørende Enemy in Shadows Companion, på hhv. 164 og 120 sider. Det er, naturligvis, første del af Warhammer-kampagnen The Enemy Within (som jeg tidligere har skrevet om her og her). Begge bøger er kommet som PDF til preorder-kunder, men de fysiske bøger lander først næste år efter at have været lovet i september. Cubicle 7 har simpelthen ikke den mest effektive produktionspipeline. Andy Law, der for nylig forlod firmaet som kreativ lead på Warhammer, er netop blevet erstattet af Pádraig Murphy, så jeg håber de snart får styr på tingene.

EiS indeholder selve scenariet mens Companion-bogen føjer nyttigt materiale til at køre kampagnen plus til settingen generelt, og den er ikke nødvendig for at køre EiS. Det er svært helt at undgå spoilere, men jeg går ikke nærmere ind i plottet.

Først: Hvad er anderledes?

s22
Bipersonportrætterne er stadig gode.

De to originalscenarier, Mistaken Identities og Shadows over Bögenhafen, er … overraskende (?) uforandrede. Altså, jeg havde ikke forventet noget revolutionært, men stort set al originalteksten er der, og der er ikke for alvor foretaget indgreb der kunne have forbedret de trods alt halvgamle scenarier. Der er snarere tale om en let spartling. Det er fint nok at scenarierne på den måde får lov at nyde godt af nostalgien, og der er som sådan set heller ingen katastrofale huller – ellers var de nok ikke blevet de klassikere de trods alt er. Der er skrevet en mere glidende overgang ind mellem de to dele, Altdorf spiller nu en reel rolle, og der er givet lidt flere måder at docere spor ud i Bögenhafen. Ellers ikke så meget. Så det er stadig den langsomme rejseindledning fra Mistanken Identities (se dog kommentarer til Companion), og stadig et stort set all-male cast i Bögenhafen. Så det har tydeligvis været et bevidst valg ikke at pille for meget.

En pudsig ændring er at pentagrammet i Ordo Septenarius’ logo er blevet erstattet, ikke af en syvtakket stjerne, men ottetakket! Altså, det er klart bedre, men der gives ikke nogen forklaring.

Men udover scenarierne indeholdt de oprindelige udgivelser jo også andet. Mistaken ID var således kun en lille del af The Enemy Within-hæftet der også havde oplysninger om Imperiets historie, Sigmar, urter m.m. – det er nu væk (og delvist dækket i grundbogen og EiS Companion). I stedet er der nu en tiltrængt indledning om kampagnens tråde og temaer, og vi får fra starten antydninger om hvor det hele peger henad. Guiden til Bögenhafen er der stadig, endda med mere indhold og plotideer i stil med forlagets andre Warhammer-udgivelser, og det er rigtig godt. Så Shadows over Bögenhafen ligner praktisk taget sig selv.

Screenshot 2019-11-29 at 18.07.09

Det visuelle

Der er fine gråtoneskitser af samtlige bipersoner, med en vigtig undtagelse, nemlig Teugens „unge nevø“ (Gideon), og det er virkelig en ærgerlig misser (han er kun afbilledet i sin page-form). Jeg savner også en ordentlig illustration af de kutter Ordo Septenarius bærer – de optræder kun på en enkelt farveillustration der er en af de mest rodede jeg har set i C7’s WHFR4. Teugen selv har et udmærket NPC-portræt, men ikke noget særligt, og det er lidt ubegribeligt at han ikke har fået en ordentlig illustration. Byguiden til Bögenhafen har  stort set kun vignetter, kroskilte og den slags. På plussiden er der to helsides illustrationer til at adskille de to scenarier, noget WFRP4 ellers ikke har gjort i tidligere, og det er lidt fedt – det minder mig om visse Call of Cthulhu-udgivelser. Men som det måske fornemmes, er den grafiske side af bogen ikke på højde med Rough Nights (hvor den var fremragende) – har det allerede haft en indvirkning at Andy Law har forladt teamet? (Han er dog stadig krediteret). Jeg kan ikke andet end savne Rough Nights stil hvor den vigtigste biperson i hvert afsnit fik en illustration i fuld figur og farver, men det var selvfølgelig også luksus.

Enemy in Shadows Companion

Screenshot 2019-11-29 at 17.58.16.png
En af de mange ekstra (og illustrerede) bipersoner i Companion – de populærkulturelle referencer er der stadig!

Den anden del af Enemy in Shadows er et addendum i bogform hvis indehold er nice, men ikke need to have. Vigtigst er nok den nærmere beskrivelse af kampagnens fjendtlige kult – den beskrivelse fik man aldrig i originaludgaven, og det var klart en af svaghederne – med tilhørende magus-karriere, 25 kaosbesværgelser og mutationer. Derudover er der mere info om Imperiet og dets politik, noget der som nævnt var en del af originalens bind et, men her altså er trukket ud for sig selv. Så er der en rigtig Graeme Davis-darling: liv og handel på landevejen, noget jeg ikke selv finder specielt spændende i spil, men udmærket som settingbeskrivelse. For mig personligt er det bedste afsnit deres „deleted scenes“, en samling af 16 bipersoner der er tænkt ind som ekstra indhold i Enemy in Shadows (med tilhørende forslag til encounters) og en alternativ start på kampagnen der er lidt mere lige på hårdt (yay!). Endelig får man et par gamle encounters, On the Road, og to scenarier, The Affair of the Hidden Jewel og The Pandemonium Carnival, genoptrykt i nye klæder. Nå ja, og så indledes bogen med et „kommentatorspor“ fra de oprindelige designere der matcher ideen om genudgivelsen som et „Director’s Cut“. Der skulle også komme et sæt prægenererede karakterer, men jeg ved stadig ikke om det er Harbull Pelsfod og det gamle slæng eller Mollie og de nye.

Der er genbrugt et par illustrationer, men ellers er der masser af gode tegninger, særligt de mange bipersoner i gråtoner. Bogen virker på den konto mere helstøbt end EiS – måske har den haft godt af at få et par måneders ekstra produktionstid.

Så, Cubicle 7 har retfærdigvis holdt hvad de lovede: Companion er ikke nødvendig for at køre Enemy in Shadow, men det er så også akilleshælen: Den er ikke strengt nødvendig i det hele taget. Men endnu en fint produceret bog, og er man sulten efter Warhammer, er den absolut et hæderligt bidrag til samlingen. Dog må jeg sige at jeg foretrækker at lade mig inspirere af scenarier/kampagner, så det lidt spredte indhold trækker for mig ned på det samlede indtryk. (Det skal også siges at PDF’en kun lige er frigivet, så jeg har ikke nærlæst denne bog, men man kan godt bedømme den som en slags opslagsværk).

Vurdering

Scenariererne er som de var, og man kunne i mine øjne godt have taget lidt hårdere fat på omskrivningen, men mon ikke langt hovedparten af Warhammer-fansene er glade for at få en remaster, snarere end en remake? Uanset hvad er præsentationen igen i top, selv med et lille dyk ift. Rough Nights. Jeg var spændt på om Companion kunne noget, og jeg synes faktisk der er ganske meget at komme efter.

Nu kan jeg så begynde at overveje at se frem til at glæde mig til Death on the Reik (plus Companion) – men klog af skade vil jeg ikke tage udgivelsen for givet før jeg sidder med PDF’en.

Screenshot 2019-11-29 at 18.09.52.png

Enemy in Shadows og Enemy in Shadows Companion, Cubicle 7, 2020 (?!)

Mere WFRP4 bekræftet

Her er vi virkelig nede i petit-stoffet, men det har knebet for Cubicle 7 med at få en udgivelsesplan ud, så det får lige en notits. ICv2 skriver at der kommer en skærm i september, og Death on the Reik, plus Companion, kommer i oktober. Men C7 har stadig bare Empire in Shadows i „third quarter“, så det skal nok tages med et gran salt – „forhåbentlig i år“ er nok mere præcist.

Dog, hvis det ender med at vi i år får Starter Set, Reikland-plakat, Rough Night and Hard Days, skærm/GM Guide, de første to dele af The Enemy Within og to tilhørende companions (plus gratis materiale), er det faktisk ret pænt, selvom der så skulle massive forsinkelser (og en grundbog der alligevel ikke nåede en imponerende færdighedsgrad) til.

Reik-forsiden er ikke så dramatisk (og vi er vist på en mindre udløber af den majestætiske Reik), men ganske stemningsfuld og stadig med fokus på handlingen, mens også denne Companion, ligesom etteren, lægger sig op ad en illustration fra originaludgivelsen, og igen er det Ian Miller der holder for (faktisk en af mine yndlingsillustrationer af hans).

Nå ja, og så har jeg ikke nævnt den samlerudgave der kommer af kampagnen, for den galaj skal jeg ikke med på. Men det siger givetvis en masse om hvordan fansene er blevet ældre og har mere tid end penge, og ikke ret meget mere fornuft (ja, det er tydeligvis mig selv jeg henviser til).

Image-6-Slipcase-and-Books-1024x255.jpg

Warhammers helte

[Warhammer – pregens og signaturer]
Jeg sidder og skriver på et længere indlæg om stemningen i den nye iteration af Warhammer-settingen, og en ting der springer i øjnene, er de tilbagevendede helte der optræder på forsider, i illustrationer eller som pregens. Det er noget man har set før i Warhammer, så her er et lille tilbageblik (det er givetvis ikke dækkende). (Klik videre til større version af billederne).

WFRP1: Critical Hits & Misses

Screenshot 2019-04-26 at 11.56.33
© John Sibbick

På grundbogens legendariske omslag (1986) ser vi en ranger, en troll-slayer, en ridder og en troldmand. De optræder også i novellen The Dark Beneath the World (af William King, antolgien Red Thirst) der er udgivet nogle år senere (1990) og gentænker forsiden som Gotrek (fra Gotrek og Felix-fame) sammen med Aldebrand (Fiery Heart-tempelridder), Zauberlich (troldmand) og Jules (bretonnisk spejder). Originalen var således præget af den tids Warhammer Battle, og først med novellens historieomskrivning bliver det tænkt ind i en ramme der mere ligner det vi forstår ved Warhammer (tyskklingende navne, en specifik ridderorden, Bretonnia). Det omslag kunne man godt have malket mere, men det kommer vi så tilbage til …

Grundbogen har derudover fire pregens til introscenariet, The Oldenhaller Contract: Bianca (wood elf, wizard’s apprentice), Jodri (dwarf, troll-slayer), Mellory (hunter), Soho (halfling, burglar). Det er meget generiske eventyrkarrierer og ikke specielt germanskklingende. De er da heller aldrig blevet brugt igen.

Så er der lidt mere kød på pregens i The Enemy Within: Harbull Furfoot (halfling, herbalist), Wanda Weltschmertz (wizard’s apprentice), Johann „Rowlocks“ Dassbüt (boatman), Werner „Pickaxe“ Murrmann (labourer), Kirsten Krank (thief) og Malmir Giluviel (elf, minstrel). De var oprindeligt også med i Shadows over Bögenhafen (nu med 1 Advancement!), men i genoptryk/PDF-udgaven er de to slået sammen. De er også specielle ved at kampagnen (i starten) kom med konkrete forslag til hvordan de kunne skifte karriere og finde læremestre. (Da vi spillede i sin tid, fik både Harbull og Werner en rolle i gruppen). En vigtig detalje er at Citadel også udsendte disse pregens som blyfigurer!

Harbull som pregen og i et lille undtagelsesvist call-back fra Power Behind the Throne.
© hhv. Tony Ackland og Martin McKenna

I kampagnens to sidste afsnit benytter illustratorerne det jeg har set kaldet signaturkaraterer (eller ikoniske karakterer): De samme figurer der går igen i tegningerne (Wayne Reynolds’ arbejde på Pathfinder er et godt eksempel).

Something Rotten in Kislev udmærker sig ved at være illustreret af Martin McKenna og Paul Bonner der begge benytter de samme karakterer: en halfling punker (okay, nok nærmere en kvindelig dværg), en kislevit-ranger, en barbar, en livstræt troldmand, en Verena-præst, og … vist nok endnu en kislevit? I Empire in Flames er de skiftet ud med en dværgekriger, en elver, en troldmand, og en (Sigmar?)ridder i panser (illustreret af Colin Howard). Meget mere generiske og ikke specielt godt tegnet, så selvom ideen var udmærket, løb den ud i sandet. Lidt ligesom kampagnen.

Nogle af Kislevs signaturkarakterer i hhv. Bonners og McKennas streg
(dværgen og troldmanden går igen).

Hogshead udgav The Dying of the Light der som det første (tror jeg?) kom med pregens (i tredje karriere!) der samtidig optrådte i illustrationerne. Der er andre eksempler på pregens, fx Doomstones, men de er ikke så interessante fordi de ikke ellers bliver brugt til noget.

WFRP2 og 3: Fnah …

Screenshot 2019-04-26 at 12.08.55
© Geoff Taylor

På forsiden af andenudgavens grundbog har vi en troll-slayer, en Sigmar-krigerpræst, en riddertype, en ildtroldmand og en sej veteran. Motivet spiller lidt på originalen, men er meget mere storslået og krigerisk, et gennemgående træk ved andenudgaven, med tydelige referencer til det warhammerske … men alligevel også lidt generisk, for hvor mange unkke ildtroldmænd der alle sammen ligner hinanden, er der ikke?

Tredjeudgaven kører videre med ildtroldmænd, men enhver sammenhæng og udvikling af karakterer er væk – illustrationerne er helt afhængige af hvad de har kunnet genbruge andetsteds fra.

WFRP4: På eventyr med gutterne

Det nyeste omslag introducerer fire ud af de seks signaturkarakterer i en komposition der tydeligt skal genkalde den oprindelige udgave, men nu med endnu mere Warhammer: Fra en dungeon er vi kommet til en skummel by, WH Battle-orker/goblins er udskiftet med skaven, den mystiske ogre der ikke ellers ligner noget i WFRP er nu en rat-ogre, og karaktererne er tydeligt warhammerske. De går så igen inde i bogen. Både i illustrationer, men også i eksempler og bokse, og igen på Cubicle 7’s hjemmeside. Det er noget jeg kommer mere ind på i det længere indlæg, men den nye udgave gør meget ud af illustrere situationer med handling og personer i centrum, så det giver rigtig god mening at føje yderligere identifikation til ved at gøre det personligt. Faktisk er der gennem bogen ligefrem en fornemmelse af progression, som om deres eventyr blivere vildere og farligere. Det skal dog understreges at der også er illustrationer hvor de ikke er med.

Screenshot 2019-04-26 at 12.38.00

Fra grundbogen. Elverens spiller er tilsyneladende tit fraværende, for hans karakterer er klart den man ser mindst til.
© Sam Manley (?)

Eventyrerne er: Salundra von Drakenburg (soldier), Gunnar Hrolfsson (dværg, troll-slayer), Molrella „Mollie“ Brandysnap (halfling, thief), Ferdinand Gruber (amethyst wizard), Amris Emberfell (high elf, merchant) og Else Sigloben (witch hunter).

Vi møder dem igen på forsiden af Starter Set, få øjeblikke inden grundbogens actionsekvens – et fint spil på produktets funktion. Starter Set benytter også signaturerne indeni, og de kommer med lækre fold-ud character-sheets i farver og baggrundshistorier, og en plot-ide for hver af dem til spillederen. Så her er ideen om en repræsentativ gruppe helte virkelig gennemført.

Den nye grundbog er et call-back til originalen, nu med endnu mere Warhammer-feel.
Starter Set leger videre med ideen og er sat kort forinden bagholdet!
© hhv. Wayne Reynolds og Ralph Horsley

Et par af karaktererne (selvfølgelig også troldedræberen) optræder også på forsiden til Rough Nights & Hard Days, men dog ikke indeni. Den første forside til genudgivelsen af The Enemy Within, Empire in Shadows, benytter faktisk også et par af de samme karakterer. Der skulle også være pregens med i den bog, men jeg er usikker på om det så (igen) er WFRP4’s signaturer (hvilket forsiden tyder på), eller nogle andre (hvilket jeg lidt håber, for nu har vi fået de andre i Starter Set).

Det er i hvert fald en stil vi helt sikkert kommer til at se præge C7’s udgivelser.

Hvoraf vi kan udlede …? Tja, ikke så meget – jeg syntes bare det var sjovt. Jo, måske at troll-slayers er den mest repræsentative Warhammer-karakter – i hård konkurrence med troldmanden. (Men hvorfor har vi ikke set en rottefænger?)

Ikke kun et kønt ansigt

[Artikel/løse tanker – kønsroller og seksualitet i Den gamle verden]
Inspireret af en tråd på Facebook har jeg tænkt lidt over kønsroller i Warhammer-universet.

IMG_6915

Homoseksualitet har ikke (indtil nu) været et tema i officielle udgivelser. Tråden fandt kun frem til et enkelt kanonisk eksempel:

The episode ‘Transformation Moon’ in Dying of the Light (late 1st edition, written by Lea Crowe) has Steffan Braten, the leader of a theatre troupe, ”an outrageously and unabashedly homosexual fop”. He’s actually very sympathetically portrayed and his outrageous flamboyance is emphasized much more than his sexual orientation, which is mentioned only in passing. (Theo Axner)

Screenshot 2019-02-17 at 20.59.34

De to eksempler jeg ellers kommer til at tænke på, er Gotthard Goebbels (The Enemy Within), medlem af Slaneesh-kulten Jade Sceptre. Kulten illustreres med et billede af mænd udklædt som kvinder, og vi ender lidt med et billede af transseksualitet = ondskab (eller crossdressing = Kaostilbedelse.), selvom Gotthards egen seksualitet og lyster ikke defineres nærmere (i Warhammer City står han bag et Fløjtespiller fra Hammel-plot om at kidnappe og ofre børn, dog uden at pædofili eksplicit kommer op). Slaneesh er hermafrodit, og der gøres også et nummer ud af at kultister tiltaler ham/hende med „shem“ (she+him), og det er lidt kikset i dag hvor brugen af kønsneutrale stedord er en reel diskussion og ikke bare en joke i et rollespil. Men tiden var en anden, og det er kun fint vi er (lidt) videre.

7yaw5-0U

Det andet er fra Jack Yeovil-romanen Beasts in Velvet hvor en transseksuel karakter igen fremstilles som ond. Det er en klassiker i populær fiktion at når vi endelig har en bøsse eller en trans, er de også onde, se Depraved Homosexual-tropen.

Der skal selvfølgelig nok gemme sig et par stykker mere, men det er vist en rimelig konklusion at køn og seksualitet ikke spillede den helt store rolle i førsteudgaven af Warhammer.

Stærke kvinder (™)

Jeg vendte også med Mette om vi kunne komme på eksempler på homoseksualitet eller andre normbrud. Ikke rigtigt, og der er i det hele taget meget få bipersoner der ikke er hvide cis-mænd. Flere af kvinderne i The Enemy Within er dog stærke (™), interessante karakterer. Når man ser nærmere på dem, bliver det dog også meget tydeligt at de besidder stærkt kønnede positioner, tydeligst i Middenheim hvor vi har guvernanten, konkubinen og prinsessen! Til sidst får kejseren sin kejserinde, verdens smukkeste kvinde, Emmanuelle von Liebewitz, og alt er som det skal være.

Etelka_herzen_por_Martin_McKennaEn interessant undtagelse er kultist og troldkvinde, Etelka Herzen. Beskrivelsen af hende er ret farveløs, men mange der har spillet kampagnen, har bidt mærke i hende og givet hende en større rolle baseret på den antydede handlekraft og tydelige femininitet. Men når man så ser hende med sin kat, er hun jo bare den klassiske forføriske heks (se Hot Witch, Vain Sorceress eller Evil is Sexy-troperne).

Så nej, ikke noget der forekom, men vi måtte samtidigt ærligt erkende at det dengang ikke havde generet os. Vi havde ikke været igennem de samme diskussioner som vi som samfund har nu, og Mettes kvindelige karakterer havde ikke lavere social status pga. sit køn. Det var et non-issue. Men det gamle Warhammer forstærkede helt sikkert et traditionelt kønsrollemønster hvor hovedparten af de interessante bipersoner var mænd, de fleste karrierer blev præsenteret som maskuline, og sex i det hele taget, herunder inklusivitet, slet ikke var et emne.

Nye tider

Jeg har ikke så godt styr på anden- og tredjeudgaverne, så jeg kan ikke sige hvordan kønsfordelingen er der, men jeg fornemmer ikke det store fokus på emnet.

Det bliver imidlertid interessant når vi kommer til 2018 og WFRP4. Allerede i de første anmeldelser blev der råbt „SJW!“, og så ved man ligesom at det er godt. Det der stødte folk, var (blandt andet*) at karriererne tydeligt blev præsenteret som ukønnede, ja, i visse tilfælde endda med en feminin betegnelse, fx nonne i stedet for munk. Endnu har vi ikke set ret meget udkomme fra Cubicle 7, men første udvidelse, Starter Set, og de gratis plotideer, Adventure Afoot, har allerede introduceret et par homoseksuelle personer, så det tegner godt. Begge produkter i øvrigt med Ben Scerri som bagmand. Det bruges ikke til at fortælle en masse om at være trans, bøsse eller bi i Den gamle verden, fordomme eller deslige – tværtimod er det del af en efter min mening sund normalisering. Fx:

Lin Li Chun — a renowned but unlicensed Cathayan sorcerer — and her wife (…)
– Adventure Afoot in the Reikland

Screenshot 2019-02-21 at 23.21.42Et andet eksempel er hobbittyven Molli der er en af WFRP4’s gennemgående eventyrere (det man vist kalder signaturkarakterer) i grundbogen og Starter Set:

Molrella Brandysnap (…) 3 ex-husbands and wives
– Starter Set

Der skulle være flere. Det er ikke voldsomt, men absolut bedre end ingenting.

*) Der var også kritik af at købmandskarrieren var illustreret med en farvet kvinde, men en anden af hovedmændene bag den nye udgave, Andy Law, har længe argumenteret for at Imperiets udspring i forskellige stammer burde give større hudtone-variation provinserne imellem. Igen, udover den sunde fornuft i det argument, er det også positivt udtryk for i bredere forstand at tænke ud over sin egen lille, hvide verden (så at sige), som man også så det i D&D 5th. edition.

Eventyrerske, eventyrerinde … eventyrer?

professor_bletzen_by_theo75_dcz2nq5-pre
Professor Ermingarde Bletzen (tidligere Hieronymus Blitzen). (Theo Axner)

Jeg har selv i senere historier (kampagner og scenarier) forsøgt at blive bedre til at medtænke repræsentation, men ift. fx homoseksualitet er jeg omvendt heller ikke interesseret i at skulle foregive at jeg har en masse indsigt. Så ofte er det mest et spørgsmål om at lade det spørgsmål stå åbent, så stereotype kønsroller ikke per automatik er normen. Fordelen ved den lave barre er at der skal ret lidt til for at gøre det bedre. Ovennævnte Theo Axner har fx gender-swappet et par af karakterne fra The Enemy Within, og det føles virkelig som et friskt pust (der er flere eksempler på Winds of Magic-forummet).

Ift. ligestillingsspørgsmålet synes jeg det er indlysende at tænke det med ind. Imperiet (i min udgave) er i økonomisk og teknologisk vækst, en sand renæssance, og oplysning og en fremvoksende borgerstand undergraver gamle klasseskel. I denne rivende økonomi giver det mening at statusskel mellem mænd og kvinder ligeledes er i opbrud. Det var formentlig en af de væsentligste motorer i den vestlige verdens økonomiske ekspansion at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Den samme dynamik synes jeg er indlysende at udbrede til det progressive Imperium. (For slet ikke at tale om at det er rollespil, og det giver mere mening at invitere folk ind i fantasy-fiktionen end at ekskludere dem).

colgante-arwen-y-aragorn-señor-delos-anillos-1
Et andet eksempel på tabubelagt kærlighed. (Lord of the Rings)

Et almindeligt modargument er at chauvinismen skal med for at demonstrere at det er en hård og uretfærdig verden. Et modargument man stort set kun hører fra de priviligerede der ikke er tvundet til at spejle sig i den uretfærdighed. („Og sådan var det jo også i virkeligheden!“ *roll-eyes*). Fair nok, jeg ønsker selvfølgelig ikke at begrænse muligheden for at fortælle kritiske historier om fordomme, men det kan man jo også i vores virkelige, nuværende verden selvom den nok er endnu mere lige end selv mit fantasy-Imperium. Og som demonstreret, synes jeg ikke noget tyder på at det er et tema der i praksis er blevet udforsket (men jeg kan selvfølgelig ikke udelukke at det sker i folks kampagner). Så fordelene, både for spillere og kejseren, er imo. størst ved at brede perspektivet ud.

chemise-medievale-de-lin-archere
Miriam. (Armstreet-katalog)

Sex kunne generelt spille en meget større rolle end det gør (i snart sagt alle de fantasy-kampagner jeg har været med i), og der prøver jeg også at være bedre. Og hvis man først får åbnet op, giver det også interessante muligheder for at fortælle historier og rollespille. (Props til Lars for Miriam Kostenlos der forførte Mettes karakter Dicte i vores Warhammer-kampagne – det var forfriskende og uproblematisk). Det er fx helt naturligt for Rhya-præstinden i Unævnelige kulter, som stedfortræder for frugtbarhedsgudinden, at forvente sex (her er fri sex i sig selv uproblematisk, men det interessante ligger i hvordan sex også er et magtredskab). Hvis først man kommer sig over den umiddelbare berøringsangst ved at italesætte sex, bliver Slaneesh også mere interessant – for så handler Kaos ikke bare om at være lidt kinky eller bøsse som i Jadesceptret. Spørgsmålet om hvor grænsen mellem personlige lyster og sygelig perversitet går, er stadig relevant og får endda mere bid.

Det blev lidt i forskellige retninger, så ekstra tak fordi du læste med. Kunsten er nu (for mig) at omsætte det i praksis, og så håber jeg Cubicle 7 fortsat bakker op og skubber lidt til de konservative normer.

Diverse illustrationer:

  • Steffan Braten (Fel: 75%), Dying of the Light (Russ Nicholson)
  • Leos von Liebewitz, Beasts in Velvet (Paul Bonner)
  • Jadesceptret, Warhammer City (Tony Ackland)
  • Molli, Starter Set (Sam Manley?)

Ailigrund 1: To brødre og en dobbeltgænger

[Warhammer/Fate – kampagne]
Jeg er kommet med i en ny kampagne, gennem „organized play“ (uformelt, via Facebook, så vel egentlig ikke rigtig OP), og første spil var en stor succes. Mere om baggrunden, system og min karakter i næste indlæg. Kampagnen har ikke noget officielt navn, så det kan nå at ændre sig (det er ikke The Enemy Within selvom man måske vil finde visse nostalgiske ligheder i aftenens træfning).

IMG_6904
Vor elskede hjemstavns tørvemose. Ak, nu blot et vemodigt minde.

(Kampagnen var startet op allerede inden jeg kom til, men jeg kalder for nemhedens skyld det her spil 1. I de første to spil blev spillerne introduceret for deres hjemlige flække, Ailigrund, der ligger i de øde egne mellem Kislev og Imperiet. Et sted hvor ingen kan læse eller kender verden udenfor. Der var noget med et brutalt mord, og en heksejæger kom til byen. Han erklærede de fleste af landsbyboerne for mutanter (indavl har givetvis sat sine spor), og mange blev dræbt. Karaktererne hjalp dog så tilpas meget til med processen at de kun blev anholdt og fik chancen for at afbetale deres taknemlighedsgæld gennem en form for hoveri i Imperiet. Og så kørte han dem i en fangevogn til den nærmeste, lille by, Krovas, hvor de tilbragte natten i en celle. Vi aftalte at min karakter har levet fordækt i udkanten af Ailigrund, og at han blev pågrebet efter ovenstående begivenheder da kom for at se nærmere på hvad flammerne mon betød).

Et råddent bekendtskab

Det er sidst i december, og fangevognen skrumler mod Erengrad. I den sidder det store drog Wolfgang Fischbein der er søn af Ailigrunds kloge kone, Johanna; møllersønnen der drømmer om at blive vagtmand, Kurt Waldener; min luskede enspænder, Mischa Wolfkind; (plus Atar, en karakter som ikke var der denne aften). Wolfgang og Mischa mistænker (korrekt) at de muligvis har samme mor, men brikkerne falder ikke helt på plads for dem endnu – de er nu også ret forskellige.

Screenshot 2019-02-02 at 13.42.04
Vores byfælle, Keith.

Hestene reagerer på noget længere fremme ad vejen og går i panik. Vognen ryger i grøften, den ene vagt bliver slået bevidstløs, forspandet drøner afsted med den anden vagt, og buret går i stykker. Mischa ormer sig omgående væk i grøften, men beslutter sig for at hans overlevelseschancer nok er størst sammen med de andre fra landsbyen. Det ukendte på vejen viser sig at være en mand fra Ailigrund, Keith, der er voldsomt befængt af bylder og råddenskab. Stanken af ham er overvældende. De tre landsbyboere lægger hurtigt en plan om at Mischa skal lokke Keith ind i skoven, og det lykkes de to andre at slå ham ned med våben de har taget fra vagterne. Stanken begynder næsten med det samme at lette.

Tilbage på vejen kommer en ukendt uniformeret mand kravlende op af grøften, og Mischa der nu har en armbrøst, skyder og dræber ham. Det viser sig at være en vagt klædt i blåt med gule slidser, og nok ikke noget fjendtligt. De finder også en velklædt herre med et brev, et lommeur og en del mønter på sig – og det er meget mystisk, for han ligner Kurt næsten på en prik. Det giver en del diskussion om hvorvidt det er en falsk Kurt, en ukendt tvilling eller hvad. Brevet har et segl med en fugl som Mischa vurderer nok er en ravn – ingen af de tre kan dog læse. De undvegne fanger udruster sig med tæpper og våben m.m. og ender efter lidt diskussion med at tage den bevidstløse vagt med sig på en af hestene. De er enige om at vende ryggen til Krovas hvor de er kendt som heksejægerens fanger, og fortsætte mod Erengrad. Der er på dette tidspunkt ikke nogen klar plan om at stjæle rigmandens identitet, men det kan måske tjene som et belejligt dække.

Blodspor på landevejen

Hestene reagerer allerede igen ved næste sving, og Mischa spejder i forvejen. Han ser en stor, fin vogn holde skævt og hestene ligge døde. Der ligger flere blåklædte vagter på vejen, og en flok mutanter („umennesker“ i Mischas hoved, andre foretrækker „kaosbørn“) er i færd med at plyndre og æde dem. Det er vejen fremad hvis de vil beholde deres heste, så planen bliver at Mischa skal skyde en af dem og tiltrække sig deres opmærksomhed, og så skal Kurt og Wolfgang falde dem i ryggen. Armbrøstpilen rammer, men den kæmpefede mutants flæsk absorberer en stor del af skaden. En mutant med laset hud forfølger hurtigt Mischa ind mellem træerne. Kurt går i kamp med den fede, men bliver ramt alvorligt og kan til sidst dårligt stå op. Wolfgang har mere held med sig og får plantet sit sværd i hovedet på en mutant med et horn og et udstående øje. Han opgiver sværdet, griber en økse og kommer Kurt til undsætning. Mischa får lokket sin forfølger ind i et tornekrat og stikker af efter at have såret ham. Mutanten flygter i retning af hestene, men det lykkes ham ikke at „stjæle“ en af dem; han slipper dog væk.

Alle vagterne er døde, og den fine mand var formentlig ham der blev transporteret i vognen. Gruppen slår lejr, tænder bål og forbinder efter bedste evne Kurt (de har også stadig den bevidstløse fangevogter med sig). I løbet af natten går bålet ud, og de sårede har det virkelig skidt. Hestene fra fangevognen bliver spændt for beboelsesvognen, de forklæder sig som vagter for Kurt (der så skal foregive at være rigmanden) og kører videre.

Feberredning

Snart kommer de til en forladt kro, Grisen (der var i hvert en gris på skiltet). Mischa og Wolfgang beslutter hurtigt at det ikke nytter noget at stoppe der selvom det indvendige ser komfortabelt nok ud, for de har brug for lægehjælp. De fortsætter ad vejen, også selvom det bliver mørkt. Så hører de lyde, og en sand hær af kæmperotter krydser vejen. En af dem rejser sig og stirrer, men efter lidt tid er de væk. Mischa får sat vognen lidt vel hurtigt i gang igen og må kæmpe for at få den under kontrol da de kort efter passerer et bål og en gruppe mænd. Wolfgang går tilbage til mændene der er barske, skæggede folk i grønne uniformer med en form for våbenskjold på. De hjælper Kurt, men lænser hvad de kan finde af værdier i vognen, herunder penge, lommeur og overskydende våben.

Erengrad er forhåbentlig ikke langt væk nu …

35889392_710416356017237_8536110285184827392_n.jpg
Den smukke natur omkring Ailigrund. (illustration: ‘Just another day at work’, Jakub Różalski)

 

The Enemy Within [WFRP3]

[Anmeldelse – Warhammer-kampagne]
book-whf20-leftwfrp-tew-475
The Enemy Within er en kampagne til Fantasy Flight Games’ hedengangne Warhammer Fantasy Roleplay (3rd. edition). Den er på 192 sider, i farver og softcover (i en boks med diverse kort og paplir). Tematisk er den inspireret af den navnkundige kampagne fra 1986-89 ved samme navn, men historien er ny.

Der er en håndfuld forfattere krediteret, men Graeme Davis har i en podcast fortalt at han, groft sagt, står bag del 2 og 4, og Dave Allen bag 1 og 3, og der må man så bare sige at Allen tydeligvis har været i bedre form her. Kampagnen kommer forbi tre store byer, og der er nogle siders beskrivelse af hver af dem.

Handling (spoiler)

Imperiet er truet af en sammensværgelse. Den er ikke nærmere defineret ud over ønsket om at destabilisere riget og manden der står bag, The Black Cowl. Men hvem er manden bag masken? Karaktererne møder og interagerer med tre forskellige potentielle kandidater, men i den sidste ende er det op til spillederen at beslutte hans sande identitet – det er en meget sjov ide. Der gives en række konkrete forslag til hvordan karaktererne kan involveres fra starten, og det er fint, selvom man godt kunne ønske en stærkere krog.

Kampagnen er i tre dele, med et fjerde valgfrit efterspil:

The Enemy Below foregår i Averheim. I første del hjælper karaktererne til med at løse forskellige sager på havnen og får kontakt til de tre Black Cowl-kandidater. Det fører i anden del til en adelig havefest hvor en grif slipper løs i parklabyrinten. Endelig løser de i sidste del en række mord på havnefronten og sporer dem til de skaven der står bag.

The Enemy Without består af en rejsesekvens der kan føre til forskellige encounters mens truslen om krig tager til. I Middenheim har karaktererne flere opgaver at løse på vegne af kandidaterne, heriblandt at rense et Kaotisk artefakt.

screenshot 2019-01-15 at 22.43.46
Disclaimer: powerfantasy ikke (kun) et retvisende billede af kampagnens indhold.

The Enemy Within udspiller sig (efter endnu en rejsesekvens) i Altdorf. Der er tre plottråde: en kidnappet elver, et politisk attentat under en teaterforestilling og anslag mod karaktererne. Det hele kulminerer i den store Sigmar-katedral, og manden bag masken og komplottet afsløres.

The Enemy Beyond giver mulighed for high fantasy high-jinks i Kaos-ødemarken og antager at The Black Cowl er undsluppet. Det er helt utroligt mærkeligt (på den ufede måde) og føles slet ikke integreret i kampagnen.

(Det virker ærlig talt som om man har villet lave noget der skulle lokke Warhammer Battle-spillere ind i folden – det er en tendens der findes i tredjeudgaven, særligt i den visuelle stil, men i praksis er det meget mere jordbundent og „gammeldags“ Warhammer end det truer med. Det er muligvis et problem der er opstået fordi så stor en del af illustrationerne er genbrug fra kortspillet Warhammer: Invasion og Games Workshops arkiv der i mange år mest har budt på powerfantasy).

Mekanik

Mange af scenarierne til tredjeudgaven byder på en eller flere særregler, og her er det muligheden for at gøre skurke til Epic Threats – det benytter et særligt kort man kun får i den fysiske udgave, og det er i det hele taget en anke (men også en pointe) ved Fantasy Flights Warhammer at det ikke rigtigt fungerer uden al deres paptilbehør. Materialet omfatter fx stats på NPC’er.

Det lidt specielle system sætter også sit præg på selve scenariet. Antallet af successer, Banes og Boons skal udlægges for alle vigtige rul, og det gør doceringen af oplysninger lidt omstændelig. Omvendt kan jeg godt lide den tilbagevendende brug af „progress tracker“: en simpel tidslinje der bruges til at holde styr på al form for fremskridt, om det er en jagt, at slukke en ildebrand eller opbygge tillid.

Ellers må man sige at det ikke ville kræve det store at køre kampagnen efter en af de andre udgavers system, medmindre man er meget pertentlig med at alting skal matche på millimeter.

Vurdering

lukasz-jaskolski-whm-enemy-within-6pack
Illustrationer af Lukasz Jaskolski

Der er meget lige ved og næsten over FFG’s The Enemy Within. Kulter, hofbal, mutanter, intriger, krig, byeventyr, rundrejse i Imperiet osv. – det lugter af noget rigtigt. Men kampagnens store clou – The Black Cowls uforudsigelige identitet – er også en svaghed: I praksis er det nok muligt at bygge en god skurk op, men som det fremstår på papiret, er han lige netop en ikke-person og dermed uinteressant. Derudover savner jeg mindeværdige scener og ideer. Det er selvfølgelig altid en udfordring når man skal genintroducere en nostalgiomgærdet fortælling: for meget nyt, og man kommer væk fra det der solgte oprindeligt; for lidt, og det føles som rehash. Man havde nok været bedre tjent med at gøre sig fri af navnet og bare skabe sit eget. Men som meget af det andet materiale jeg har læst til tredjeudgaven, så er det udmærket håndværk – de enkelte tråde og scener er absolut funktionelle, men også ofte forglemmelige. Særligt tredje del har dog noget af det schwung der ellers mangler.

I 2019 vender den rigtige Enemy Within tilbage, denne gang fra Cubicle 7 og til den nye fjerdeudgave. Der er allerede sået frø til intrigerne i deres Starter Set, og jeg glæder mig til at se om historien ikke kommer lidt bedre i mål end i første forsøg. Det skal blive spændende at se om Graeme Davis kan gøre det bedre her.

The Enemy Within, Fantasy Flight Games 2012

Enemy Within-mutationer

Så er det foreløbige referat fra Skyggen af den indre fjende tilgængeligt (jeg har ikke notesbogen, så jeg kunne ikke lave referat at afsnit 8, men det kommer). 

1-4e45e96c66
John Blanches fremstilling af Nuln. Fra en tid hvor fantasyelementerne i Warhammer var mindre overdrevne.

Som du nok har fanget hvis du har læst med, så er meta-udgangspunktet for kampagnen at en gruppe eventyrere har påbegyndt The Enemy Within og „spillet“ de første afsnit, Mistaken Identities og Shadows over Bögenhafen. Det lykkes dem delvist at forhindre ritualet i pakhus 13, så portalen til helvede ikke opsluger byen, men længere rækker deres succes ikke. Derefter træder vi, den nye gruppe, til og arbejder videre på deres forarbejde, og historien forgrener sig fra den oprindelige købekampagne. 

Men faktisk er der yderligere et metalag, nemlig at vores spilleder faktisk kørte TEW-kampagnen, og alle i den nuværende spilgruppe, på nær mig, spillede de oprindelige eventyrere, altså Johan Frents og de andre. Referencerne til det der er gået forud, henviser altså til de karakterer der blev spillet dengang. Jeg kender kampagnen indgående fordi jeg selv kørte den (for helt andre spillere) da den i sin tid udkom, og Lars har også selv deltaget som spiller inden han selv førte den videre.

Plads til forbedring

Men TEW kører, trods sine kvaliteter, indlysende af sporet undervejs. Death on the Reik er allerede meget ufokuseret; Power Behind the Throne var på mange måder forud for sin tid, men det politiske spil er ikke rigtigt gennemtænkt og kastes da også over skulderen i finalen; Something Rotten in Kislev er påklistret, og Empire in Flames var bare en skuffende slutning der slet ikke indfriede kampagnens potentiale – scenariet samlede ikke trådene og var railroad tilsat lidt dungeon. Det kræver et stort arbejde at få det hele bundet sammen og bærer tydeligt præg af at udviklingen blev styret af tilfældigheder og udgiverens krav. Kampagnen bliver faktisk aldrig bedre end i Shadows over Bögenhafen. Derfor er den også naturlig at tage udgangspunkt i hvis man skulle forbedre på forlægget.

1024px-Saint_Anthony_Visits_Saint_Paul_in_the_Wilderness_LACMA_M.69.86
De første Warhammer-skribenter fandt større inspiration i Albrecht Dürer end Larry Elmore. Gætter jeg på.

Overraskende meget af vores kampagne har mere eller mindre direkte sit udspring i allerede eksisterende elementer i originalkampagnen. Om Den Lilla Hånd findes, ved vi ikke – de har ikke været nævnt i vores efterforskning. Men Etelka Herzen er derude, formentlig med sin Røde Krone-kult. Derudover har Lars kigget nærmere på følgevirkningerne af Teugens delvist forfejlede ritual, nemlig de interne magtkampe blandt medlemmerne og dæmoner der nåede at slippe ud da portalen stod på klem. Tyvelavet der kun berøres let i Shadows, er gjort mere aktive. Turen til Grauenburg greb fat i den fraværende baron Wilhelm. Lige nu står vi så med de fanatiske heksejægere hvis eksistens også blev problematiseret i det originale Mistaken Identities. Og endelig er der åbnet en tråd tilbage til Teugens fald og mulige handel med djævelen i Nuln.

Men udover det rent indholdsmæssige, så var der også en særlig tone i TEW. I førsteudgaven af Warhammer Fantasy Roleplay var alting mere jordnært, mere beskidt, og med en særlig, sort humor. Med anden- og i sær tredjeudgaven skred stemningen i stigende grad i retning af noget mere kulørt og episk. Så selvom vi nu benytter Black Industries’ regelsæt, så er det også et væsentligt mål at fastholde den oprindelige „realisme“. 

Indtil videre har det været en succes.

(Klik for at se billeder i større format).