American Gods vs. Mage the Ascension

tumblr_oyir4nMITK1t5kjl2o1_500Jeg kan i det store hele godt lide American Gods som tv-serie og ser på trods af skiftende showrunners og det unægtelige tab af Gillian Anderson som Media frem til anden sæson. Men selvfølgelig var det for mig også en indlysende Mage-kampagne: Traditionerne (de gamle guder) mod Teknokratiet (de nye). Et spadestik dybere og mere interessant er imidlertid hvordan serien håndterer det overnaturlige.

Okay, så, Mage … andre bloggere har skrevet om dette lokkende, men flygtige væsen, og jeg rodede selv tilfældigt med Mage for relativt nylig, bare lidt i tankerne, som man nu gør. Fandt regelbogen frem, bladrede lidt og kunne slet ikke finde 90’er-stemningen i mig selv. Men så så jeg American Gods hvor der i tredje afsnit bl.a. er en sexscene mellem en sælger og en jinn, Shadow får det – måske? – til at sne, han griber månen i sin hånd, og andre magiske effekter.

American-Gods-Jinn-Gif-3-05112017Det slog mig at magien her – og måske hos Neil Gaiman i det hele taget – i høj grad handler om de rigtige omstændigheder. Hvis det er den rette tid, et særligt formål, de korrekte redskaber, den finurlige indgangsvinkel eller den overraskende drejning, så indtræffer magien. Man kan ligefrem sige at det er en litterær bestemt magi hvor plot og karakterer folder sig ud på smukkeste vis. Det har sin egen poetiske „logik“ og føles naturligt.

Måske kunne man i et rollespil vise dette ved stadig at have nogle Mage-agtige regler (rammer) der gælder for karaktererne – som en væsentlig del af de nødvendige ingredienser – og så derudover have nogle „tråde“ (narrative elementer) der skal forløses for at udføre magi. De kan være udstukket af spillederen fordi de er relevante for plottet eller stemningen, eller noget der bare dukker op i selve spillet gennem stemningsfulde beskrivelser eller karakterernes handlinger. Lidt ligesom aspekter i Fate, men ikke nær så løseligt uddelt. Spillerne kan så knytte disse tråde sammen med karakterens egen grundpræmis og udføre magi. Man fokuserer i spillet kun på magien der hvor den udvikler karakteren eller historien – derved undgår man også at magien bliver til „spells“, og det kan tjene som inspiration til magiske effekter, noget af det der ellers kan være udfordrende i Mage.

tumblr_oq0k14aZTf1vwajmoo4_540Rent praktisk kan trådene tage form af billeder fra nettet, cuecards som i Fate, tarot, fysiske genstande eller mere komplekse elementer som et kort med en overskrift hvorpå der efterhånden tilføjes billeder, tegninger, stikord, et digt osv.  En form for markører for fortællingen der ligger synligt fremme. Trådene kan også have forskellig „farve“ – altså, en særlig affinitet, så karakterer kan have lettere eller sværere ved at inkorporere dem. For en Euthanatos er fx alt med kirkegårde og forfaldsæstetik og profetier let at bringe i spil.

Hver tråd kan anskues som en invitation til et magisk øjeblik – et møde med fantastiske skabninger, en pludselig og ødelæggende storm, en åbning der gør det muligt at benytte spejle til at rejse ind i sindet, eller hvad det nu kan være. Når der er tilstrækkeligt mange invitationer udsendt, påvirker det styrken af den potentielle magiske effekt, og måske udløser det ligefrem magi uden for spillernes kontrol. En spiller kan spille med på disse invitationer, forstærke dem og forsøge at inkorporere dem i deres fortælling. Spillederen kan samtidig sidde med et antal hemmelige tråde, således at spillerne aldrig kan være helt sikre på at kunne kontrollere omstændighederne for magien. Man kan gå et skridt videre og have tokens at lægge på trådene for at vise at fx tråden med Den Blå Dame er ved at være moden til forløsning. Alle med en interesse i tråden kan lægge tokens på, og igen kan man forestille sig at spillederen kan lægge tokens på hemmelige tråde. Jo flere tokens, jo stærkere kræfter.

AGsnowNår en eller flere tråde er bragt i spil, kan der opstå en „knude“. Det kan være fx være en biperson der kalder på hjælp til at undslippe en ond ånd, en karakters uforsigtige brug af Tid og Entropi og spillederens løbende plot om en flænge i Umbraen der skaber ophobning af fordærvet ektoplasma. Der hvor trådene, gennem rollespillet, mødes, opstår der et naturligt knudepunkt for en magisk effekt. De rigtige omstændigheder. Magien vil her være en naturlig konsekvens af historien og kan ophøjes til noget næsten mirakuløst uden at skabe Paradox. Magien kan så enten forløse knuden eller sende løse tråde tilbage i det magiske økosystem, evt. transformeret (omskrevet) alt efter hvordan scenen udspillede sig.

Okay, det er stadig lidt fuzzy, men ideen er at skabe magiske øjeblikke gennem fortælling i stedet for at fokusere på systemets rammer, regler og begrænsninger.

The Terror

[Anmeldelse – tv-serie]

Nu skal det heller ikke være Warhammer det hele, så her følger en Cthulhu-vinklet anmeldelse … The Terror (AMC, 2018) er en miniserie på 9 afsnit (af 45-55 minutter) der kan streames på Prime Video. Serien er baseret på roman af Dan Simmons fra 2007 der igen bygger på en blanding af kendte facts om Franklin-ekspeditionen og overnaturlige elementer. Jared Harris, Ciarán Hinds og Tobias Menzies er nogle af de mest kendte ansigter på rollelisten. (Klik for at se billederne i større format).

Kort fortalt: Skibene HMS Terror og HMS Erebus sejler i 1845 ud for at finde Nordvestpassagen, men får, på trods af topmoderne dampmotorer, problemer med pakisen. Ekstrem kulde, mangel på mad, problemer med moral og ledelse bidrager til et isoleret, ondt klima. En situation der forværres af et monstrøst bæst der jagter besætningen … og efterhånden vågner også ondskaben i mændene.

De kolde facts

Jeg har altid været en sucker for polarekspeditioner og lignende ekstreme bedrifter, særligt historiske, og selvom jeg ikke i detaljer kendte til Franklin, vidste jeg fra den første teaser at jeg ville se serien. De historiske fakta omkring ekspeditionen er stadig til diskussion, men serien har tydeligt forsøgt at inkorporere de små detaljer historikerne har haft at bygge på. Lige fra tegn på blyforgiftning og obducerede lig til forhøjet blyindhold i knoglerne og tegn på kannibalisme. For ikke at tale om de de personlige skæbner og de besynderligt ubekymrede breve der blev efterladt i stensætninger. Eller de daguerrotypier der blev taget inden afrejsen. Ja, selv det venetianske karneval har rod i virkeligheden. Som en historisk krølle kan det tilføjes at begge skibe blev fundet i forbløffende god stand for blot et par år siden, omtrent hvor man havde forventet. Læs mere om den minutiøse genskabelse af rekvisitter: Building Terror.

Førsteklasses undergangs-underholdning

- The Terror _ Season 1, Episode 1 - Photo Credit: AMCSom fiktion er serien er en lille smule ujævn – der er et par tunge afsnit undervejs, men det er også affødt af den stemning og de realiteter den fremstiller: kulde, øde, mørke, venten. Karaktertegningen bliver i passager måske lidt for meget biografisk gengivelse frem end dramatisk udlægning. Desuden sørgede jeg over at de på et tidspunkt forlader skibene og derved siger farvel til en ellers helt fantastisk setting. Endelig står gengivelsen af inuitterne lidt flimrende mellem ædle vilde og … primitive og fatalistiske? Det klinger ikke altid helt rent.

Men så er det kritiske egentlig også sagt. Serien er sindssygt velproduceret. Produktionsværdien i de historiske rammer, træskibene og scenerne hjemme i England er i top. De golde, men brutalt smukke landskaber er lækkert filmet. Det er slik for øjnene.

Fordelen ved den langsomme karaktertegning er det payoff man så kan få hen over otte timers tv. Karakterer tager uventede drejninger, både mod det gode og det onde. Had mellem karakterer får tid til at bulne som råddenskab under huden.

THE-TERROR_Jared-Harris-francis-crozier_1200x707Skuespillerne er gode over en kam, Cierán Hinds dog i en af sine lidt svagere roller som ekspeditionsleder Franklin. Jared Harris er til gengæld forrygende som kaptajn Francis Crozier. Også Paul Readys kirurg, Harry Goodsir, og Adam Nagaitis som den komplekse sømand Cornelius Hickey er gode.

Arktisk terror

Serien er, udover hvor vellavet den er, kendetegnet ved at være helt ekstremt dyster og brutal. En nedadgående spiral der trækker i krop og sjæl, måneders polarmørke, en uset, ubegribelig fjende og indre dæmoner der langsomt får næring af frygt og sult og misundelse. Det er simpelthen noget af det mest grusomme jeg har set – den er sine steder glimtvis voldelig, men det er den langtrukne gru der virkelig trækker tænder ud.

Havde serien så behøvet et monster? Udfra hvad vi ved om virkelighedens Erebus og Terror, formoder vi at de gik en ret grum skæbne i møde. Den historie havde måske været nok. Men monstret bidrager med i hvert fald to ting: Det fungerer som katalysator for nogle af de andre konflikter; og det er også en del af tematikken om menneske kontra natur. I den sidste ende er det dog nok først og fremmest et tyndt drys sukker på en ekstremt bitter pille man skal have flest muligt seere til at sluge. Lidt elementær spænding i en serie der ellers er præget af knugende kulde og en følelse af hjælpeløs isolation.

R’lyeh i sigte!

De første klip emmede af horror, og det var let at læse det som et Cthulhu-scenarie. Serien viste sig at være noget lidt andet, men den kan nu alligevel godt gå for en Mythos-fortælling. Nu skal jeg ikke røbe for meget, men der er – på trods af den ellers realistiske skildring – faktisk et monster der hjemsøger ekspeditionen, og en form for magi. 

jpskxacj549b3imdbvv5Derudover bringer det arktiske miljø mindelser om At the Mountains of Madness. For ikke at tale om selve ideen med at mennesket bevæger sig i ydergrænsen af dets formåen – om det er i havet, rummet, kulden – og konfronterer kræfter det bare slet ikke er skabt til at håndtere. Samtidig med at de møder fremmede (sære) kulturer der er i stand til at fungere og leve i pagt med de barske omgivelser. HP Lovecraft var notorisk skeptisk (for nu at sige det mildt) over for det fremmede, og jeg er ret sikker på at hans udlægning af inuitternes rolle i dramaet ville være mindre sympatisk end seriens, men han har også ofte „vilde“ der ved ting den civiliserede hvide mand ikke forstår.

Det med at overskride de naturlige grænser og både skulle kæmpe mod elementerne og et monster mens menneskene vender sig mod hinanden, så man også i Alien og The Thing. Jeg har forgæves prøvet at komme i tanke om en filmet historie der har samme fysiske og psykiske nedslidning af sine karakterer under en ekspedition, men jeg forestiller mig at de må findes (?).

101_mcd_039_0190_v1027-1.1039Endelig er der et klip i første eller andet afsnit hvor en sømand sænkes ned i en dykkerklokke, og det sker desværre kun den ene gang, for det er super stemningsfuldt. Men jeg sidder lige nu og spekulerer på om ikke der kunne være et scenarie gemt i en af Lovecrafts tidlige historier, The Temple, der netop har en scene i dybet.

Så der er helt bestemt noget at komme efter hvis man leder efter inspiration.