Fagre gamle verden [WFRP4]

[Warhammer-settingen i WFRP4 – Everything Old Is New Again]
Jeg er ved at have nok erfaring med WFRP4 som system til at mene noget om dét, men her skal det handle om et andet aspekt af den nye udgave. For Warhammers force har alle dage været settingen, snarere end systemet. Og det er hvad jeg vil kigge på her. Først: Udrulningen af fjerdeudgaven (grundbog og Starter Set) ender med at være et helt år forsinket, og det er ikke i orden. Det påvirker selvfølgelig også på godt og ondt min mulighed for at vurdere det: negativt fordi jeg burde have haft mindst en bog eller to mere at vurdere ud fra, positivt fordi indholdet faktisk holder en høj kvalitet.

Thais har skrevet om hvordan han ikke ser Warhammer som grimdark, og det er jeg enig i. Der var tendenser i den retning i andenudgaven, men det var samtidig den der skruede op for den episke fantasy der bedre afspejlede Battle-settingen – og tredjeudgaven stak helt af ud af dén tangent. Men originalen var – i sit udgangspunkt – et skævt miks af britpunk og high fantasy. Det fandt først for alvor sine fødder gennem første halvdel af The Enemy Within-kampagnen og en række artikler i White Dwarf, romaner/noveller (ikke mindst Drachenfels der netop er blevet genudgivet), foruden hustegnere som Martin McKenna og Russ Nicholson og enkelte andre (man kunne også nævne Paul Bonner og Ian Miller (se herunder)), der bragte fantasyelementet ned på jorden og skruede op for det skæve og den sorte humor.

Because, at its heart, for all Warhammer is always grubby fantasy, it isn’t always low fantasy – Ben Scerri (forfatter på den nye udgave)

Tilbage til kilden

I det lys er fjerdeudgaven en return to form. Tiden i settingen er skruet tilbage (til før meta-eventen „Storm of Chaos“, til dengang Kaos var mere snigende). Og det samme kan man sige om stemningen – og ikke tilbage til det forvirrede (og, to be fair, ekstremt charmerende) misk-mask i den gamle regelbog, men til peak Warhammer, et par år senere. Nu i farver og på lækkert papir – hvilket puritanere så straks vil indvende diskvalificerer det i forhold til originalen. Men jeg mener det faktisk: Folkene bag denne nye version/vision har i mine øjne fundet tilbage til et Imperie der er gennemsyret af kulørte, korrupte skikkelser, og Andy Law, der virker som den primære drivkraft, har i samarbejde med en håndfuld dygtige tegnere skabt en gennemført visuel stil der ikke er set siden førnævnte McKenna – og han fik jo ikke lov at tegne forsider, så på det visuelle område virker det nye Warhammer meget mere helstøbt. Stilen er måske lidt til den kedelige, eller sikre/kommercielle, side, men det her er det bedste Warhammer har set ud, betragtet som en hel produktlinje og ikke kun udvalgte yndlingsillustrationer, for der vinder originalen på, ja, større originalitet.

Den gamle dusørjæger over for den ny. Hatten og pistolen går igen, i hommage, men dertil er kommet flere tropes der med årene har vundet indpas i universet. Det er endnu mere Warhammer end originalen der mere var et western-riff.

En anden konkret ting der er sket, er tilføjelsen af en officiel meta! Allerede den originale regelbog kom med hints til udvidelsen The Horned Rat, og selvom skribenterne angiveligt dårligt selv vidste hvad det hentydede til, skabte det en fornemmelse af at der var noget spændende i gære. Den følelse blev forstærket op gennem The Enemy Within hvor universet blev udvidet og ikke mindst udviklede sig. (Storm of Chaos var selvfølgelig også en form for meta, men ikke en der udviklede sig – det var bare grundlaget for settingen). Grundbogen undgår at blive for specifik, men udvidelserne og det gratis materiale kommer med flere henvisninger til den nye Enemy Within-kampagne.

Groundhog Days and Rough Nights

Et lille kig på de forskellige udgivelser indtil nu, og hvad de fortæller om settingen:

Starter Set har jeg allerede været omkring. Men ift. setting er det, som nævnt i anmeldelsen, en forbilledlig guidebog med et væld af kroge til historier der involverer snydagtige butiksejere, halflinggangstere, kultister, og små og store intriger. Scenarierne i pakken spænder fra et ekstremt kulørt gadeslagsmål, over en tur gennem mudderet, til mere mystisk/magiske forviklinger.

RNHDOg så er en af de originale guruer, Graeme Davis, tilbage med Rough Nights and Hard Days, en samling af fem nye og gamle scenarier, løseligt forbundet og med forslag til pub-sjov og introduktion af gnomer – på alle planer endnu et kip med hatten til „de gode, gamle dage“. Jeg går dybere ind i det når den fysiske bog lander (… engang), men den er endnu bedre illustreret end de foregående udgivelser og har masser af intriger og fjollerier. Scenarierne er korte, men de kommer rundt i meget forskellige miljøer, og der er fornemt persongalleri. Bl.a. et par kendisser i form af baron von Saponatheim af Bögenhafen (han virker meget mere kompetent end jeg havde fået indtryk af), og selveste Emmanuelle von Liebwitz af Nuln! Hendes look er jeg ikke så vild med, men mere om det en anden gang – det var sjovt at se hende, vist for første gang i Warhammers historie (?). En vis Herr Oldenhaller vender også tilbage. Og også her har man referencer til metaplottet.

Screenshot 2019-04-19 at 18.55.44
The nostalgia is strong in this one!

Udover disse bøger har C7 udsendt flere PDF’er der er tilgængelige på DriveThruRPG:

  • Ubersreik Adventures: If Looks Could Kill (gratis) er et scenarie der binder an til Starter Set-settingen med en klassisk monsterjagt; fortsættelsen, Heart of Glass, er annonceret og skruer mere op for det politiske (meta-)spil.
  • Old World Adventures: Night of Blood (gratis) er en let revideret genudgivelse af en White Dwarf-scenarieklassiker, og vi kan nok forvente mere af den slags – C7 gør som antydet flittig brug af let brugt materiale. Det siger ikke så meget om den nye retning andet end at den i høj grad er styret af det gamle.
  • Adventure Afoot in the Reikland (gratis) er et supplement til den overfladiske gennemgang af Reikland der er etableret som WFRP4’s „hjemprovins“ (ligesom i tredjeudgaven) med en masse forslag til konkrete eventyr (på samme måde som i Starter Set, men mere rettet mod udforskning og rejser).
  • Buildings of the Reikland (gratis for preorder-kunder) er et lille supplement der beskriver en række bygninger, med fine kort, ligesom man havde det i førsteudgaven, igen med forslag til eventyr, samtidig med at man får beskrevet samfundet.

Endelig er Reikland-kortet fra regelbogen udgivet som A1-plakat. Trykket er flot, og Andy Laws hyperdetaljerede kort kommer først her for alvor til sin ret. Det er vel det flotteste kort til Warhammer indtil nu. (Det er bygget over et moderne topografisk kort, han samtidig arbejder på – man får et udsnit af det i Starter Set).

The Enemy Again

Lad os rette blikket lidt fremad. Vi har kun forsiderne fra første del af Enemy Within-kampagnen, Enemy in Shadows, og den tilhørende Companion, men igen er jeg ret begejstret for den kulørte, fortællende stil. Det er ikke stor fantasykunst (det er der nu også langt imellem generelt), men det er veludført, der er fokus på handling, situation, stemning og masser af indforståede referencer. (Klik på billederne for større version og kommentarer).

Stillet over for Ian Millers Malthusius-tegning (den sort/hvide) er farveudgaven mere karakterløs – hans øje for det bizarre er (var?) helt unik, men dels var hans tegninger forsider og vignetter, ikke illustrationer der skulle stå side om side med tekst, og dels er hans fantastiske univers kun stemningsmæssigt rammende for den brede opfattelse af Warhammer – hans byer og mærkelige næbdyr er middelalderlige groteskerier, ikke den tyske senmiddelalder der lægges op til i teksten (og hans stil er i det hele taget så markant at den, med enkelte undtagelser, trumfer enhver verden han illustrerer). Så, jeg er vild med ham, og det han gjorde for at definere grim and gritty, men det nye farvelagte univers kan også noget – begge inspirerer til at fortælle historier på en visuel måde anden- og tredjeudgaven slet ikke formåede.

Ellers er der mest det at sige om den nye udgave af kampagnen at den bliver i fem bind, hvoraf del 4 og 5 er helt nye (erstatter Something Rotten in Kislev og The Empire in Flames), plus fem companions. Graeme Davis har kommenteret at companion-bøgerne indeholder 30-70% nyt materiale, og at de også vil tjene som generel baggrundsmateriale, første bind således om Imperiet, Bögenhafen og landevejene. Men selvom det lader til at man igen benytter kampagnen som en anledning til at udvide settingen, skal den ikke etablere universet på samme måde som tidligere. Illustrationer kan i højere grad belyse handling, steder og personer, hvorimod tegnestilen tidligere også tjente til at male verden og stemning frem, og udtrykket var meget mere famlende (i starten).

Det bliver spændende at se.

Oh, what a world we live in!

Det kom til at handle meget om den visuelle side. Så lad mig slutte af med nogle mere generelle betragtninger:

  • Humoren indtager en meget mere prominent plads end i mange år, ja, faktisk også end i store dele af førsteudgaven – det var en af de ting der voksede frem og faktisk ikke er så tydelig i grundbogen (ift. D&D, jo, men ellers ikke). Skæve og skøre eksistenser er at finde overalt, og så er brugen af sjove referencer til vores verden og kultur tilbage i stor stil. Det aspekt er ikke min yndlingsting ved Warhammer, men jeg kan godt lide gritty med et (lusket) smil på læben og det overskud in-joksene udtrykker.
  • Screenshot 2019-05-25 at 11.32.00
    WFRP4 har årtiers fiktion at bygge på. Som her Detlef Sierck og Drachenfels (Rough Nights).

    Signaturkaraktererne (læs mere i indlægget Warhammers helte) der bruges til eksempler og illustrationer, skaber en god, gennemgående fortælling og indlevelse i verden. Andre vil måske hellere selv tænke sig ind i historien, men om man kan lide metoden eller ej, er det veludført. Jeg håber lidt på en „sæson to“ med nye karakterer, eller at der sker en tydelig udvikling med dem der fx demonstrerer karriereskifte og ar på krop og sjæl.

  • Som berørt i indlægget Ikke kun et kønt ansigt er settingen også blevet opdateret til tiden: En købmand kan godt være farvet, alle karriererne er i højere grad u-kønnede, og seksualiteten er regnbuefarvet. Sådan.
  • En ting der er gået lidt tabt i den forfinede fernis, er fornemmelsen af gråtoner, i mere end én forstand. I de gode gamle dage var selv solskinsdagene grå – sådan helt lavpraktisk i S/H-tryks natur. Nu er der alle mulige flotte farver og halvblank papir. Skæverterne var også en del af den oprindelige charme – D&D-Doomstones og Drachenfels-dungeon’en blev på en eller anden måde alligevel integreret. Som (tidligere) redaktør glæder jeg mig over skarpere konsekvens, men der var også en charme i selv – og kollektivt – at skabe den sammenhæng.
  • WFRP4 har som allerede nævnt gjort en dyd ud af koble plotideer på settingen. De har udviklet videre fra et snævert udgangspunkt i provinsen Reikland der for alvor kommer til live med de 50 plotfrø i Adventure Afoot in Reikland, og det bliver endnu mere gennemført med Ubersreik-guiden i Starter Set hvor byen og dens indbyggere fremstår levende og sprængfyldt med konflikter og eventyr.
  • Verden uden for Reikland ser ud til at have fastholdt de elementer der er udviklet gennem tiden, også i andenudgaven: Bretonnia har gralriddere, keltere bebor Albion, grønhuder har Waaagh!, der er vikinger i Norsca, vampyrer tilhører sære adelsslægter osv. (Graeme Davis har lovet at integrere Bretonnias middelalderverden med originaludgavens oplysningstid, og fremstillingen af kejseren som badass krigsherre med originalens mere forhutlede skikkelse). Det interessante er at C7 faktisk ikke har været ude og forklare Den gamle verden, så alt det vi ved om hvad der foregår uden for Reikland, er givet gennem bipersoner fra fjerne og sære lande (og overladt til mangeårige fans egen viden). Igen, show, don’t tell. De har dog lovet at udforske fremmede riger, bl.a. stærkt antydet Lustria, men vi får se.

Hvad giver det så alt i alt for en setting? Hvad er det for historier den lægger op til?

Screenshot 2019-05-25 at 11.23.13
Svin, tærter, gøglere og tørre tæsk – Warhammer á la fjerdeudgaven (Starter Set).

Hvis man ser på de officielle scenarier/hooks, tager de ofte udgangspunkt i at karaktererne er typer der vil gøre lidt af hvert for penge; nogen forsøger at tage røven på dem; høj som lav kan være skumle typer (overklassen er rige svin, pøbelen er beskidte svin – det er meget Oldhammer); adelen smeder rænker; Kaos er allestedsnærværende og lige dele intrigant og brutal – osv. Kaoskrigen er igen skubbet i baggrunden til fordel for et intrigant metaplot der truer Imperiet indefra. Det er historier hvor man tager røven på hinanden, hvor spillerne skal synes det er sjovt at det går deres karakterer imod.

De mellemlæggende udgaver har pletvis ramt lidt af det samme, men det her virker bare meget gennemført. Og i det store hele helt rigtigt.

Dom

På den lidt længere bane håber jeg, som nok de fleste, at Cubicle 7 kommer ud over genudgivelserne og genetableringen af det gamle, solide fundament og får bygget ovenpå. Det være sig ved at udforske nye dele af verden og/eller ved at tage chancen med lidt skævere og mørkere fortællinger end vi har set i Warhammers godt 30 års historie.

Kvaliteten i tekst, billede og udstyr er fornem, og potentielt kedelige settingbeskrivelser bringes til live gennem små og store folks skæve skæbner. Scenarier, bipersoner og plotideer vælter ud af bagmændene. Det er gritty uden at blive grimdark og vil først og fremmest underholde.

Topkarakterer på den her front.

Unævnelige kulter 5: I dødsmånens skær

[Unævnelige kulter – en Warhammer-kampagne (WFRP4e)]
(Indtil nu: Fire unge knægte er gået fra Lilienwerk til Buchendorf hvor der er foregået noget uforklarligt. De har fundet fiskerlandsbyen hårdt ramt af en „eksplosion“ fra smedjen. Mange er døde, flere er flygtet. Og Morrslieb-månen er fuld).

Sigmars nåde

Konrad sidder i Sigmar-kapellet med den lokale akolyt, Selena Keuchen, der netop er sunket sammen. Da han undersøger hendes skader, ser han at hendes forvredne benstilling skyldes noget der ligner en mutation på læggen: en art bylder med fangtråde der bevæger sig som med sin egen vilje. Hun har også en forbinding om armen som han ikke fjerner. Konrad overvejer med det samme at dræbe hende – det er helt klart det hans Sigmar-tro fortæller ham er rigtigt at gøre. Men han kan ikke få sig til det.

Han benytter lejligheden til at kigge op i hendes private gemakker i tårnet og tager den dagbog hun tilsyneladende har ført siden hun blev overdraget sit hverv. Han kigger også ned i kælderen – her aner han et kranie midt i rummet og mærker en trækvind, men han går ikke derned. Ud gennem vinduerne kan han se at lyset i skoven er kommet tættere på – og måske også har bredt sig. Konrads hellige syner har indtil nu bare føltes mere mørkt og mudret jo tættere han kom på bymidten, men det er som om at kapellet faktisk er neutralt.

Inden han går ned i byen igen, rusker han hende og forsøger igen at snakke med hende, men der kommer ikke meget nyt for dagen (så vidt jeg husker). Hun bønfalder ham for sit liv – hun er sikker på at hendes overlevelse er et mirakel, og at Sigmar vil redde hende. Har Konrad da ingen tro? I den sidste ende synker hun sammen igen, og Konrad efterlader hende bundet i kapellet. På vej ned fornemmer han uro i byen – Gunnar kommer ud fra toldhuset og kigger og lader ellers Konrad fortsætte ned.

„De døde vågner!“

De tre andre står i døren til fiskeren Folkes rønne og ser hans døde kone Vilma spjætte på gulvet. Ingen bryder sig om synet (alle fejler deres Cool), men Schlau, og et øjeblik senere Max, bider tænderne sammen og går ind (bruger Resolve) mens Jon løber panisk gennem gaderne og råber at de døde kommer. Schlau får sat støvlen på den udødes ene arm, men hun vrider sig så voldsomt at den brækker og trækker i senerne – det virker dog ikke så målrettet eller bevidst? Max kommer til og fastholder den anden arm, og Schlau får i to forsøg hugget hovedet af hende – de når at se et Morrslieb-grønt skær i hendes øjne.

En ulykkelig Folke forsøger at forhindre dødsstødet, men han accepterer det modstræbende da Max holder ham væk. Bagefter beder han dem indtrængende om at bringe hendes lig over floden og få hende begravet. Han siger noget om at de skulle have troet på „den fremmede præst“, og det gjorde flere af landsbyboerne også, men der var også mistillid. Han giver dem et lille dårligt udført portræt af Vilma med som de skal lægge på hendes grav.

Jon løber gennem gaderne med fægtende arme, og byen begynder frygtsomt at reagere. På et tidspunkt ser han i en smal gyde en mørk skikkelse stå ganske stille – tilsyneladende helt sort i ansigtet. Men han får ikke undersøgt det. Alle fire mødes derefter hos Folke og bærer det indhyllede lig ned til den lille „færge“ der bringer de døde over Teufelfloden.

I dødens have

Overfærden er begivenhedsløs, men anspændt. De går i land på gruset jord i skyggen af Blitzfelsen. Foran dem ligger et lille kapel, og bag dødens port, i Morrs have, går en kutteklædt skikkelse rundt mellem levende lys og messer dæmpet. En hvid ravn sætter sig på porten mens Schlau råber manden an. Morr-præsten, Andreas, er – ifølge ham selv – slet ikke præst, men en søgende der følger sine drømme (åbenbaringer) for at opnå indvielse i dødskulten. Han kom hertil for præcist et halvt år siden, på efterårsjævndøgn (et tegn!), og har siden begravet Buchendorfs døde. Han er meget optaget af at de er fire, og han tager først Jon for en dværg. Andreas er nemlig kommet frem til at fire fremmede for nogle siden kom til byen (endnu et tegn!), blandt dem en dværg, og de mødtes med smeden. Andreas mener at eksplosionen har frigivet store mængder „dødskraft“ der stadig delvist hviler over Buchendorf og nu går i uhellig forbindelse med Morrslieb, Kaosmånen.

Konrad fyldes af et meget stærkt billede da han forsøger at fornemme gravpladsen som et helligt sted: Et optog af primitive krigere, anført af en mand der kunne være Sigmar selv, bærer et lig på deres skjolde og spyd. Jorden der nu er gold, er i stedet fyldt med græs og blomster, og over dem knejser bjerget himmelhøjt, med en snefane om tinden. Hvide fugle kredser.

Lilienwerkerne indvilliger i at hjælpe Andreas. Han kæmper for at salve de døde og få dem i jorden inden mørkets magter tager overhånd. Men han mangler urter og røgelse og praktisk hjælp. Samtidig har han gang i et stort ritual der har varet nu i timevis og som skal sende en rensende vind ud gennem Morrs port, ind over landsbyen og drive dødskraften væk. Han fortæller at gravpladsen ikke er den sande indviede jord – Buchendorf har sit navn fra „De dødes bog“, og selve bjerget bag dem er en krypt. Hvis de vil trænge ind og hente de manglende urter, kan de færdiggøre gravriter og ritual, og så kan han forsegle graven igen bagefter.

Da vi slutter, står de fire unge fra Lilienwerk foran nogle menneskeskabte „flader“ i klippevæggen – udhugget med religiøse symboler – mens fakler eller flammer lyser op mellem husene på den anden side af floden.

magdalena-swiderska-white-raven-magdalena-swiderska.jpg

XP: 70 (50 + bonus for hhv. zombie- og mutant-encounter, og for at krydse floden). Schlau har brugt sine point målrettet på karrieren og har færdiggjort første trin. Skiftet bliver dog først tidligst efter dette scenarie.

Vi gik over til at bruge mine simplere Conditions: Der er kun én slags Condition, og den giver -10 (og evt. andre effekter spillederen (jeg) føler for), dog max -30, selvom man kan have uendelige af dem. Det føltes klart som en lettelse, men jeg kan også mærke at jeg allerede leder efter den næste forenkling. Det er simpelthen ikke i reglerne jeg har lyst til at lægge mine kræfter.

Warhammer OG Cthulhu?!

cCp0L9QHQamdILlYZRBRJesper Bisgaard (fra 9000 Beton) har oprettet en ny blog, RPG Thoughts. Bloggen er engelsksproget og endnu ung og sprød, men det fede er at han kører en mash-up af de to ting der oprindeligt var udgangspunktet for min egen blog: Warhammer og Call of Cthulhu, nemlig den nye, smukke udgave af Masks of Nyarlathotep udsat for WFRP 4th. edition. Det indbefatter nye, vellavede handouts.

I originalmaterialet starter kampagnen i Peru, men her er målet at drage fra Meissen til De grå bjerge – ellers er det meget genkendeligt hvis man har læst det nye introeventyr der er blevet føjet til Masks. Glæder mig til at læse mere!

(Og det var så meget passende indlæg nr. 100!)

WFRP Starter Set

[Anmeldelse – Warhammer-supplement]
WFRP-STARTER-Cover-1200Jeg har lige modtaget Warhammer Fantasy Role-play Starter Set. Jeg blogger meget om Warhammer for tiden, det ved jeg godt, men når der nu endelig er kommet et supplement til det nye WFRP4 (oprindeligt sat til sommeren 2018!), må jeg hellere kigge nærmere på det. (PDF’en blev retfærdigvis sendt til preorders-kunder for flere måneder siden).

Jeg har ingen tidligere erfaring med starter sets, men det er generelt noget jeg har anset for lidt noget optrækkeri: forsimplede regler, et par character sheets, en flimsy skærm, genbrugt artwork, ikke så meget andet. Og jeg har nok heller ikke kunnet se fidusen i at lægge måske 300 kroner for et ukomplet system (som man så bagefter kan få lov at betale for i sin færdige form). Så her bestilte jeg det mest fordi jeg var sulten, og jeg havde faktisk heller ikke helt gennemskuet at det var tiltænkt spillere uden en regelbog. Forventningerne var ret lave.

Men hold nu op, hvor er det en fin kasse med et stærkt indhold. Bestemt value for money.

Indholdet

Starter Set kommer i en kraftig kasse med tryk på indersiden af låg og bund, der er to dobbeltsidede kartonark med kort over Ubersreik og omegn, seks karakterer i et fancy fold-ud design (de ikoniske karakterer jeg skrev om tidligere) to d10 (tiere og enere), et introark til Reikland, plus en håndfuld øvrige løsark med priser, regler og den slags. Og dertil kommer så det egentlige indhold: en Ubersreik guide (64 sider) og en samling eventyr (48 sider), begge i softcover. Det hele er i farver, gennemillustreret med tegninger lavet til lejligheden, og trykkvaliteten er høj. Det er på ingen måde et venstrehåndsprodukt.

IMG_7384.jpeg

De to bøger (hæfter)

A Guide to Ubersreik er skrevet efter Cubicles 7 (i mine øjne) klare designplan for Warhammer 4th. edition: slut med opremsninger af ligegyldige håndværker- og købmandskvarterer og generiske kroer, og ind med personlige historier og oplæg til eventyr (som vi også så med Kristians Marienburg) – det er forfriskende læsning og gør settingen ekstremt levende, selv hvis man ikke har i sinde at bruge ideerne. Og igen, ikke mindst takket være illustrationerne – ikke fantastiske, men de er kompetent udført, de matcher teksten, og de er med til at skabe den fornemmelse af sammenhæng der er ved at blive et særkende ved fjerdeudgaven. Der er, apropos, også referencer til et metaplot som man kan læse mere om i Empire in Shadows (Enemy Within), og som også berøres i scenariesamlingen Rough Nights & Hard Days – det bringer mindelser om at læse originaludgavens hints til kommende udgivelser. Jeg henlagde min kampagne til Reikland for at have muligheden for at kunne benytte officielt materiale, og det valg har jeg bestemt ikke fortrudt. Mine spillere skal helt klart et smut forbi Ubersreik. Vi kommer også til at berøre metaplottet, men de mange små personlige fortællinger (kroge) fortærer jeg mest som stemning og inspiration.

The Adventure Book er fordelt mellem et scenarie på ca. 30 sider der i lige så høj grad er tænkt som starten på en kampagne, med flere små, eskalerende hændelser da karaktererne får en tjans som byvagter. Der er gode warhammerske scener, og mange vil nok finde glæde i at se karaktererne blivet trukket gennem snavset – det er en del af Warhammer jeg selv synes er lidt slidt. Til gengæld er der forbløffende god plads til selv at præge historien, både som spiller og spilleder, samtidig med at der skal forklares regler undervejs – det er bestemt ikke bare en glorificeret tutorial. Resten af hæftet består af en håndfuld forslag til plots afledt af scenariet/settingen, og så yderligere seks tråde, én for hver karakter. Der er bunker af stof at bygge videre på, så Starter Set tjener nærmest mere som en intro for spillederen end for spillerne.

Se nu lige hvor fint.

De to bøger indeholder til sammen et væld af historier, og ikke mindst fungerer de samtidig som en implicit guide til Warhammer-settingen i bredere forstand, med henvisninger til fremmede kulturer, kulter, racer osv. Elementer der ikke dykkes ned i, men som peger ud mod en større verden. Gratis-eventyret If Looks Could Kill fungerer i øvrigt også som intro til Ubersreik – igen et eksempel på hvordan hele produktlinjen bliver tænkt sammen.

Tre kun lettere muterede tommelfingre op!

Jeg kan stadig ikke helt se pointen med de skrabede regler der fortsat ikke fremstår specielt skarpe, selv indkogte som her. Og jeg ville nok også hellere have set et godt fold-ud-kort end de mange løsark. Nå ja, og så ankom min boks med et bonk i låget … det vækker minder om min bulede Death on the Reik-æske, men så er nostalgien altså heller ikke federe …

Selv med det lille forbehold blev det næsten fanboyish, men boksen er udtryk for lige netop det jeg føler Cubicle 7 gør rigtigt med Warhammer – det er produceret af folk der tydeligvis elsker den her verden, særligt som den så ud i de første blomstrende år med The Enemy Within, White Dwarf-artikler og bøger fra Black Library.

Boksen skulle være til salg i butikkerne i juni.

Warhammer Fantasy Role-play Starter Set, Cubicle 7, 2019

Unævnelige kulter 4: Stormens øje

[Unævnelige kulter – Warhammer-kampagne]
Indtil nu: Fire unge fyre fra Lilienwerk er taget til nabobyen Buchendorf for at se hvad der er foregået af mystiske ting. De har konstateret at den omkringliggende skov er fyldt med kobolter, og stemningen i landsbyen er meget dyster og uindbydende. De har i første omgang slået lejr på en flodpram der ligger grundstødt i havnen, hos skipper Gisela og hendes sømand Viktor.

Op ad bakke

Det klør i fingrene på Jon for at se nærmere på toldhuset på Stenbakke hvor han fået forbud mod at komme. Akolytten Konrad vil også gerne op til Sigmarkapellet hvorfra der kommer lys. Schlau kommer med, mens Max bliver tilbage på prammen og hviler ud efter dagens drøje travetur (=spillerfravær). Stenbakke er en høj, beboet klippe i den ellers flade fiskerby. Den nederste del, med stalde og lagre, er nogenlunde uberørt, og stedet virker tomt. De bevæger sig videre op ad bakken, og Jon lurer ind ad et vindue til krostuen der er en del af toldhuset – her ser han endnu en sortklædt vagt der råber noget efter en anden om at finde noget eller nogen. En stor hund ligger og hviler derinde. Udenfor hører de jamren, og da de bevæger sig videre hen ad stien der fører op til klippens top, træder en stor kamphund frem. Schlau forsøger at tale den til ro – men Konrad får dens tænder i låret da han også forsøger. Schlau giver den et næveslag, og hunden falder klynkende sammen – den var tydeligt såret i forvejen.

Jon råber op om hvordan hunde bliver behandlet her i byen, og manden fra barstuen kommer ud (Ludwig), kort efter fulgt af manden fra porten, Gunnar. Gunnar var uvenlig, men Ludwig er decideret fjendtlig, og han ender med at sætte sit sværd under hagen på Schlau efter brutalt at have stukket det i hunden (der tilhørte „fogeden“, Boris, angiveligt deres chef). Ludwig gentager at de ikke vil have uvedkommende ved toldhuset. Omkring ulykken ved han ikke andet end at der skete noget ved smedjen, og at smeden, Stefan, og hans lærling må være døde. Han følger Schlau og Jon ned og bryder sig ikke om at byens gæster hænger ud sammen, og han vil have lilienwerkerne til at finde et andet sted for natten end på prammen. Der er sket noget katastrofalt i byen, men fremmede skal ikke sprede onde rygter om det. På vej ned bemærker Jon liget af noget der tilsyneladende er en kobolt, ligge i et forfaldent hus, men Ludwig slår det hen.

I Sigmars sikre favn

Imens følger Gunnar Konrad op til tårnet på bakketoppen. De passerer forbi det sted hvor smedjen lå – den er nærmest helt væk. Gunnar lader akolytten alene, og han kan se flere små lys på den anden side af floden og et flakkende skær et godt stykke væk i den modsatte retning – måske et bål i skoven. Konrad har siden de kom til landsbyen, haft fornemmelsen af at have bevæget sig ind på mere (u)hellig grund, og den bliver stærkere her, men følelsen er så stærk at indtrykket er diffust og vanskeligt at tolke.

Tårnet er Buchendorfs kapel, og det er i overraskende god stand, men ikke helt uden skader. Indenfor – i en rund sal med søjler og bannere for adelshuse – ligger akolytten Selena Teuchen livløs ved alteret, svøbt i en kappe. Omkring hende er flere spor efter et lille feltlazaret – hun ser også selv lidt forslået og groggy ud. En trappe fører op, og en anden ned.

Selena kommer til sig selv, men hun virker lidt groggy eller rystet. Hun er dog positivt overrasket over at se Konrad (de har hørt om hinanden gennem den rejsende Sigmarpræst, Gorek Wideker) og forbinder bidsåret. Hun ser tårnets overlvelse fra eksplosionen som et mirakel og har forsøgt at hjælpe de sårede i byen, men mange er døde, og der er ikke kommet nye hertil de seneste timer (hun virker lidt uklar på tidslinjen).

Efter eksplosionen i går så hun en storm rasere byen, så det var ikke kun et enkelt ødelæggende knald. Hun har dog svært ved at tro at Stefan skulle have gjort noget ondt – han og Selena har samme velgører, markgrevinde Alenya von Schelling (fogeden er hendes mand i Buchendorf), men Stefan var her allerede da Selena kom i 2508, og var allerede kendt som en mesterlig smed. Alenya har investeret i smedjen og også lovet at støtte kapellet – til byens bedste. Konrad fortæller at han forlod Lilienwerk med en følelse af at der måske var noget galt dér.

På et tidspunkt kommer hun til at antyde om at noget måske er vækket, og det føltes som om eksplosionen rungede i klippen, men det var lidt uklart. Efter at de har talt lidt, synker hun sammen og mister igen bevidstheden.

Skipper i fremmed havn

Imens når Schlau og Jon tilbage til flodprammen hvor de pakker deres ting for at flytte. Først har de dog en snak med Gisela. Hun fortæller at hun leverede tre kasser fra Ubersreik til smeden, og sendingen tilsyneladende gik fogeden på, og at han fandt smeden egenrådig. Hendes hjælper, Viktor, hjalp med at bære dem, og de var ekstremt tunge. Hun fik tre kasser i samme størrelse med tilbage fra smedjen, men de var ikke nær så tunge. (Hendes fortælling afslører at der er foregået noget lyssky, måske smuglertransport, og det lugter lidt af at Gisela frygter at hun har været medskyldig i katastrofen ved at levere noget farligt – hun er dog ikke ligefrem plaget af anger, dertil er hun for hærdet. Der er muligvis facetter ved hendes historie der er mangelfuld eller et forsøg på at sætte sig selv i et bedre lys). Jon undersøger diskret kasserne, og de er ganske rigtigt for spinkle til at kunne bære noget tungt, og de indeholder tilsyneladende kun skrammel og træspåner. Han bemærker også et stempel – en hammer over en bølget streg – men ved ikke hvad det refererer til.

Efter snakken går de hen ad havnen for at finde et tomt hus at overnatte i. Da de nærmer sig Folkes rønne, hører de en kaflump-lyd indefra, og kort efter kommer Folke væltende baglæns ud, skræmt fra vid og sans. De bevæger sig indenfor og ser at Folkes døde kone der tidligere lå bordet under et lagen, nu ligger på gulvet, delvist tildækket, men en sitrende arm stikker frem …

800px-Warhammer_Moons

Kommentarer

Ikke så meget at kommentere denne gang – vi fik rigtigt hul på handlingen og baggrundshistorien, og så gled det mere naturligt.

Karaktererne var egentlig fint på vej forbi toldhuset og kunne måske også være sluppet afsted med at luske, men valgte at gøre opmærksom på sig selv, og det gav en fin konflikt. Jeg havde forberedt de to Jäger-fætre, vagterne, men de kom først rigtigt til live gennem rollespillet. Sådan er det tit – hvis nogen har skrevet en biperson (i et scenarie eller købt produkt), synes jeg man får mest for pengene ved at forsøge at gengive dét, men selvom jeg forbereder mig meget i mine kampagner, er det her et punkt jeg normalt holder åbent. Selvfølgelig stadig med forbehold for at de nogenlunde følger den motivation de har ift. handlingen.

Våbenskifte i infight: Vi havde sidst en sitatution hvor Schlau affyrede en pil mod en kobolt der så i sin runde nåede frem og gik i infight. Vi kunne ikke finde en regel for at trække blank midt i kamp (ikke noget quick-draw talent?), men nu hedder min husregel: Det koster 1 Advantage at smide et våben og trække et andet (Free Action) – kan man ikke selv betale, får modstanderen +1 Advantage (gælder selvfølgelig ikke for fx et zweihandersværd der hænger på ryggen). Det er en variant over Disengage. (Sig til hvis vi har overset en eksisterende regel).

XP: 50+30 (Gisela-snak, Selena-snak, Jäger-konflikt) = 80. Der er ikke rigtigt en fast målestok at uddele XP efter i Warhammer, selvom de nævner forskellige ting man kan belønne. Jeg er endt på lige nu at give 50 XP for en spilgang +10 XP per delmål/konflikt, plus en slutbonus på 100-300 XP (der også tager højde for om spilpersonerne har nået nogle personlige/langsigtede mål (≈Ambitions). Men det vil stadig tage lidt tid at komme i anden karriere, så lige nu er bekymringen mere om jeg giver for lidt end for meget.

Conditions

Ellers, jeg har læst op på Conditions. Det er et af de steder der er ramt af WFRP4s generelle mangel på konsekvens, og jeg overvejer at lave en stærk forenkling.

Lige nu har jeg lavet små fine kort med alle tolv Conditions, et sæt til hver spiller, og hvis man tager flere af samme Condition, kan man lægge glassten på kortet der også beskriver regeleffekter. Men i praksis er det noget ged at spillerne skal rode med det, og det har heller ikke været meget i spil, for effekterne er meget kamporienterede. (Og selv med tolv styk er der nogle jeg savner). Derudover er effekterne formuleret i øst og vest.

Revision, kort fortalt: Alle Conditions er ens: -10 på relevante tests (stacker til max -30, men man kan godt have flere), altså en slags anti-Advantages. Til gengæld kan de gives når det passer, fx som da Konrad tog 10 Wounds fra ét bid i benet (der er ingen eksisterende Condition for den slags og ingen negativ effekt ved at miste Wounds, sålænge man er i positiv). Her ville jeg så give ham en Condition ud fra chok og smerte der varer indtil han fjerner den med Resolve, bliver helet (som han blev kort efter), eller indtil den enten går væk af sig selv eller ved en passende test. De nærmere detaljer er i højere grad et spørgsmål om at rollespille ubehaget og de ad hoc-straffe jeg finder relevante (fx at Konrads Move måske var -1).

Sådanne neutrale/multi-purpose Conditions vil oftere kunne komme i spil – uden at det bliver bøvlet – hvilket igen vil gøre Resolve mere interessant: En forsigtig, ikke-kamporienteret gruppe som min vil sjældent blive presset på Resolve (selv efter at jeg har indført at man kan miste Resolve), men det kunne komme i spil hvis de også kan få en Condition for et ydmygende socialt nederlag eller en voldsom forskrækkelse. Hvis bølgerne går højt, kan der blive noget med at huske at man både bløder (for det skal man selvfølgelig stadig kunne dø af) og er blændet, men det kan den enkelte spiller selv holde styr på, og jeg overvejer også at uddele det som små blanke papkort hvor man kan notere noget på hvis det er relevant. (Man kunne også fastholde et par Conditions-typer som separate, fx Bleeding og Ablaze, men så er ideen allerede lidt udvandet).

NB: Jeg har opdateret rapport fra forrige spilgang (Den forbandede by) med lidt flere detaljer, for den sprang lidt let hen over den første af de to spilgange der var omfattet.

Kampagnens egen underside: Unævnelige kulter

Unævnelige kulter 3: Den forbandede by

[Unævnelige kulter – Warhammer-kampagne]
Fire bysbørn fra Lilienwerk bliver af ældsterådet sendt til nabobyen Buchendorf for at finde ud af hvad der er sket, om de kan hjælpe, og om der er en trussel mod deres egen by. De får lidt våben, udrustning og nogle skilling til at overnatte for (vi spillede ikke mødet – i stedet vender vi tilbage til det i det omfang det bliver relevant). Rhyapræstinden Barbara Katz minder dem om at observere årstidernes skiften „når solen står højest, og natten er mørkest“ (Mitterfruhl-festen er aflyst, men højtidsdagen skal helligholdes).

Undervejs på traveturen langs Teufelfloden konstarerer de at stormen der ramte deres landsby, er kommet samme vej (i modsat retning), og skoven er unaturligt stille. De indser også at de ikke er rejsevante, og at hobbitben er korte – det kan holde hårdt med at nå frem til Buchendorf i ét stræk.

Midt på eftermiddagen hører de råb om hjælp og finder en skovmand fanget i en snare. Over ham står en kobolt (se Kommentarer), i færd med at pine og dræbe ham. De rejsende er først lidt forskrækkede, men skrider hurtigt til handling: Jon sender en sten afsted fra sin slynge, og Schlau laver et klodset udfald, men det bliver i sidste ende en chokeret Max der får nedlagt det grove bæst.

De befrier manden, Nikolai Nagel, der er omtåget efter et slag til hovedet og et sår i siden, og Jon lægger en improviseret forbinding der køber dem lidt tid. Schlau knuser tænderne på kobolten og tager en tandstump som trofæ. (Mere nåede vi ikke i første del af spilgangen).

Rejsen fortsætter

Nikolai bryder sig ikke om at skulle tilbage i retning af Buchendorf, for han siger det myldrer med kobolter i skoven. Men han forstår tilsyneladende godt at han er prisgivet hvis han bliver efterladt, så han følger med. Gruppen overvejer at overnatte om et bål, men bliver ved enige om at bæsterne nok kun bliver værre i mørket. Så de fortsætter traveturen, nu tynget ned af en hårdt såret mand (som Schlau lidt mistænker for ikke have helt rent mel i posen). Jon snupper mandens bugnende taske.

Lidt senere fornemmer de flere kobolter mellem træerne og stiller sig klar. Der er to, og de løber direkte i armene på de rejsende der denne gang er bedre forberedt. Jon og Schlau skyder med henholdsvis bue og slynge, og det lykkes Max at komme omkring dem og falde en af dem i ryggen. Begge fjender falder forholdsvis let og sejrherrerne føler sig ret kålhøgne. Men der er flere inde i skoven, og da de ser en flåde og håbefulde løber imod den, viser den sig at være fyldt med flere kobolter. Jon bemærker at en af dem er anderledes: mørkere, ikke så indhyllet i brynje og læder og mere tilbageholdende end de andre hujende væsner. Gruppen trækker sig ind på land igen og skynder sig videre sydpå.

Buchendorf

Den sårede Nikolai betyder at selskabet først ankommer til Buchendorf ud på aftenen. Schlau har fået pusten igen efter at have set lidt slidt ud undervejs, mens gassen er gået lidt af Max. Byen ligger mørk og tyst bag en pallisade, på den anden siden af floden kryber de nøgne Blitzfelsen-højdedrag helt ned til Teufelfloden … og over dem rejser den giftigtgrønne Morrslieb sig – fuld og klar. Et meget ondt varsel på Mitterfruhl (forårsjævndøgn) hvor man ellers aldrig ser hele kuglen.

Der står en kutteklædt vagt ved porten der efter lidt kalden frem og tilbage forsvinder ind i landsbyen. De ventende lilienwerkere bemærker at et lig hænger og dingler i porten, og mørke fugle hakker lidt i det. Jon lister tættere på tager et kig over stolpeværnet mens de venter, og ser en by af simple træhuse hvoraf en del er styrtet sammen eller brændt. En høj mand der ligner en rigtig soldat i sort uniform og med professionel udrustning, kommer til porten: Gunnar Jäger. Han lader de rejsende komme ind, men de må selv sørge for et sted at overnatte, og han vil ikke have noget ballade. De bliver enige om at lade den bevidstløse Nikolai blive uden for porten, i skovbrynet. Gunnar forsvinder i retning af den klippehøj de rejsende hjemmefra har fået at vide er byens hjerte, med toldhus og et Sigmar-kapel. Ældsterådet i Lilienwerk anbefalede at søge derhen, men det forbyder Gunnar.

Gruppen banker på hos en fisker der afviser dem og siger at de kan tage et tomt hus – han anviser hvor Alexandra boede. Hun blev dræbt i går, og det står tomt. Manden, Folke, har også mistet sin egen kone. Stemningen i byen er mere end bare almindeligt dyster – og selv ikke de forventelige fordomme om nabosognet forklarer det.

Prammen

De beslutter at gå hen til den flodpram der ligger havareret langs med molen. De bliver modtaget af skipperen, Gisela Rotfang, og hendes sømand, Viktor Kloss. Gisela er en smule mere gæstfri end de andre i byen (da hun lige kommer sig over sin skepsis over for Jon som hun mistænker for at være en tyvagtig „Niederhafen’er“), men hendes primære interesse er at komme væk uden at blive rodet ud i noget.

De tager noget mad fra Nikolais rygsæk (et armbånd der næppe er hans, falder også ud og bekræfter Giselas mistanke) og snakker lidt om hvad der skete: I går lige inden middag lød der en kæmpe eksplosion – som adskillige tønder sortkrudt eller værre – og en flammende storm raserede byen. Gisela antyder at ulykken, eller hvad det var, havde sit centrum på klippebakken. Mange blev dræbt eller såret, og adskillige af byens fiskerbåde er reduceret til pindebrænde. Hun nævner også noget om en mystisk præst der holder til på kirkegården der ligger på den anden side af floden, og at flere landsbyboere gerne vil have deres døde derover.

Gisela virker åben for at tage karaktererne med ud af byen, men det kræver at hendes båd bliver repareret først. Og måske kan de gøre noget for at hjælpe byen mens hun arbejder på at få prammen på ret køl?

74ena9d5fri21

Det er ud på aftenen, og det er tydeligt at der er mørke kræfter på spil i Buchendorf. Nogen må gøre noget …

Kommentarer

(To korte spil samlet i én update).

Uskarp spilleder: Første (af de to) spil gik rigtig fint, andet var mere haltende, og det var helt og aldeles min skyld. Det kneb med energien, og jeg var uklar ift. at sætte en retning og skabe fremdrift. Men efter at have ærgret mig lidt tænker jeg alligevel at så var det heller ikke værre: Selvom det ikke får topkarakterer for hverken stil eller teknik, nåede vi frem til et fint sted, og så må jeg bare være lidt skarpere næste gang. Der ligger stadig masser af potentiale og venter i Buchendorf.

Der var en enkelt kamp, men som sidst føler jeg kun den varede meget kort – næsten for kort: De tre spillere havde sidste gang besvær med at få knægtet en enkelt kobolt (et godt germansk ord for goblin), så jeg havde denne gang skruet op til to styk, men de gik ned uden det store besvær. Det punkterede måske lidt fornemmelsen af at Buchendorf er indkranset af fjender, men den pointe kom vist igennem på andre måder. I hvert fald var det ikke kamp der stjal tiden.

Jeg tror måske til gengæld jeg undervurderede hvor gode spillerne er til at opfange faresignaler. De er virkelig bekymrede for den situation de befinder sig i, og det er jo godt, herligt ligefrem, men det skal selvfølgelig balanceres med en følelse af at man kan gøre en forskel. Så, fint hvis en urovækkende stemning har indfundet sig, men karaktererne er sendt til Buchendorf fordi i hvert fald nogen har tiltro til dem, og de kan nærmest kun gøre det bedre end de lokale, kuede fiskere.

Note to self: Husk også Motivations der kan bruges til at skubbe lidt på. Særligt fordi jeg har indført at ligesom man kan genvinde Resolve ved at spille på sin Motivation, kan man også miste Resolve ved ikke at gøre det.

Andet

Goblin er engelsk for det gode tyske (reikspiel) ord, kobolt. (Orc/ork fungerer fint, fordi det har rødder i latinske orcus (helvede) or eller italienske orco (dæmon); jeg mangler stadig et godt dansk/germansk ord for ogre). Folk i Buchendorf omtaler hobbitten Jon som Mannschen, og det kan måske vinde indpas (indtil da er hobbit trods alt bedre end halfling).

Resolve-tab: Schlau havde i spillet en situation der gik stik imod hans Motivation der er stolthed – nemlig såret stolthed. Så fremover: Eftersom man har mulighed for at genvinde Resolve ved hjælp af Motivation, har man nu også mulighed for at miste Resolve hvis man bevidst eller ubevidst modarbejder eller får undergravet sin Motivation. Jeg tænker det gør det til en lidt mere aktiv evne. (Reminder: Schlau: stolthed; Jon: sprede hygge; Konrad: hjælpe andre; Max: samle på eventyr).

Jeg har været utilfreds med Doomed-talentet og ikke helt vidst hvad jeg skulle gøre i stedet, men nu har jeg en husregel: Spillerne rullede på tabellen fra Tome of Salvation (WFRP 2nd edition) og trak et kort fra mit særlige Warhammer-kortspil som jeg jo belejligt sidder og nisser med. Ud fra de to input formulerer jeg et passende, customized dødsvarsel. I stedet for de officielle regler hvor man får halvdelen af sine XP med over til en ny karakter hvis man dør på en måde der matcher varslet (hvilket antager at jeg kunne finde på at lade en ny karakter starte med 0 XP mens de andre i gruppen måske har nået 3.000 XP, og i dey hele taget meget sjældent ville blive relevant), så er det nu sådan at dødsvarslet gælder for alle Fate-tab i en livstruende situation. I så tilfælde mister karakteren et Fate, men får samtidig et Luck Talent (og beholder altså de facto det ellers mistede Fortune-point). Er det det sidste Fate-point der ryger på en Doomed facon, får spilleren i stedet fortælle-ret i scenen til at gøre noget episk. (Konrads spiller var fraværende og skal have lov at rulle næste gang).

XP: Spillerne fik 60 XP (+10 bonus for at dræbe en kobolt og redde Nikolai) for første halvdel af spil 3, og skal have yderligere 50 XP for anden omgang. (De har derudover fået 100 XP for spil 1 og 2 som er brugt). De får lov at bruge dem i starten af næste spilgang, medmindre det er noget der kræver særlig træning eller går over +10 Advances (NB: Det bliver efter mit nye, blødere XP-system). 

Schlau fik 2 Corruption-point denne aften, oven i det han havde i forvejen, først for at få sig et reroll (som han så fejlede), og igen fra „forbandelsen“ (?) der hænger over byen. Hobbitten havde igen glæde af sin naturlige modstand mod Kaos.

Kampagnens egen underside: Unævnelige kulter

Warhammers helte

[Warhammer – pregens og signaturer]
Jeg sidder og skriver på et længere indlæg om stemningen i den nye iteration af Warhammer-settingen, og en ting der springer i øjnene, er de tilbagevendede helte der optræder på forsider, i illustrationer eller som pregens. Det er noget man har set før i Warhammer, så her er et lille tilbageblik (det er givetvis ikke dækkende). (Klik videre til større version af billederne).

WFRP1: Critical Hits & Misses

Screenshot 2019-04-26 at 11.56.33
© John Sibbick

På grundbogens legendariske omslag (1986) ser vi en ranger, en troll-slayer, en ridder og en troldmand. De optræder også i novellen The Dark Beneath the World (af William King, antolgien Red Thirst) der er udgivet nogle år senere (1990) og gentænker forsiden som Gotrek (fra Gotrek og Felix-fame) sammen med Aldebrand (Fiery Heart-tempelridder), Zauberlich (troldmand) og Jules (bretonnisk spejder). Originalen var således præget af den tids Warhammer Battle, og først med novellens historieomskrivning bliver det tænkt ind i en ramme der mere ligner det vi forstår ved Warhammer (tyskklingende navne, en specifik ridderorden, Bretonnia). Det omslag kunne man godt have malket mere, men det kommer vi så tilbage til …

Grundbogen har derudover fire pregens til introscenariet, The Oldenhaller Contract: Bianca (wood elf, wizard’s apprentice), Jodri (dwarf, troll-slayer), Mellory (hunter), Soho (halfling, burglar). Det er meget generiske eventyrkarrierer og ikke specielt germanskklingende. De er da heller aldrig blevet brugt igen.

Så er der lidt mere kød på pregens i The Enemy Within: Harbull Furfoot (halfling, herbalist), Wanda Weltschmertz (wizard’s apprentice), Johann „Rowlocks“ Dassbüt (boatman), Werner „Pickaxe“ Murrmann (labourer), Kirsten Krank (thief) og Malmir Giluviel (elf, minstrel). De var oprindeligt også med i Shadows over Bögenhafen (nu med 1 Advancement!), men i genoptryk/PDF-udgaven er de to slået sammen. De er også specielle ved at kampagnen (i starten) kom med konkrete forslag til hvordan de kunne skifte karriere og finde læremestre. (Da vi spillede i sin tid, fik både Harbull og Werner en rolle i gruppen). En vigtig detalje er at Citadel også udsendte disse pregens som blyfigurer!

Harbull som pregen og i et lille undtagelsesvist call-back fra Power Behind the Throne.
© hhv. Tony Ackland og Martin McKenna

I kampagnens to sidste afsnit benytter illustratorerne det jeg har set kaldet signaturkaraterer (eller ikoniske karakterer): De samme figurer der går igen i tegningerne (Wayne Reynolds’ arbejde på Pathfinder er et godt eksempel).

Something Rotten in Kislev udmærker sig ved at være illustreret af Martin McKenna og Paul Bonner der begge benytter de samme karakterer: en halfling punker (okay, nok nærmere en kvindelig dværg), en kislevit-ranger, en barbar, en livstræt troldmand, en Verena-præst, og … vist nok endnu en kislevit? I Empire in Flames er de skiftet ud med en dværgekriger, en elver, en troldmand, og en (Sigmar?)ridder i panser (illustreret af Colin Howard). Meget mere generiske og ikke specielt godt tegnet, så selvom ideen var udmærket, løb den ud i sandet. Lidt ligesom kampagnen.

Nogle af Kislevs signaturkarakterer i hhv. Bonners og McKennas streg
(dværgen og troldmanden går igen).

Hogshead udgav The Dying of the Light der som det første (tror jeg?) kom med pregens (i tredje karriere!) der samtidig optrådte i illustrationerne. Der er andre eksempler på pregens, fx Doomstones, men de er ikke så interessante fordi de ikke ellers bliver brugt til noget.

WFRP2 og 3: Fnah …

Screenshot 2019-04-26 at 12.08.55
© Geoff Taylor

På forsiden af andenudgavens grundbog har vi en troll-slayer, en Sigmar-krigerpræst, en riddertype, en ildtroldmand og en sej veteran. Motivet spiller lidt på originalen, men er meget mere storslået og krigerisk, et gennemgående træk ved andenudgaven, med tydelige referencer til det warhammerske … men alligevel også lidt generisk, for hvor mange unkke ildtroldmænd der alle sammen ligner hinanden, er der ikke?

Tredjeudgaven kører videre med ildtroldmænd, men enhver sammenhæng og udvikling af karakterer er væk – illustrationerne er helt afhængige af hvad de har kunnet genbruge andetsteds fra.

WFRP4: På eventyr med gutterne

Det nyeste omslag introducerer fire ud af de seks signaturkarakterer i en komposition der tydeligt skal genkalde den oprindelige udgave, men nu med endnu mere Warhammer: Fra en dungeon er vi kommet til en skummel by, WH Battle-orker/goblins er udskiftet med skaven, den mystiske ogre der ikke ellers ligner noget i WFRP er nu en rat-ogre, og karaktererne er tydeligt warhammerske. De går så igen inde i bogen. Både i illustrationer, men også i eksempler og bokse, og igen på Cubicle 7’s hjemmeside. Det er noget jeg kommer mere ind på i det længere indlæg, men den nye udgave gør meget ud af illustrere situationer med handling og personer i centrum, så det giver rigtig god mening at føje yderligere identifikation til ved at gøre det personligt. Faktisk er der gennem bogen ligefrem en fornemmelse af progression, som om deres eventyr blivere vildere og farligere. Det skal dog understreges at der også er illustrationer hvor de ikke er med.

Screenshot 2019-04-26 at 12.38.00

Fra grundbogen. Elverens spiller er tilsyneladende tit fraværende, for hans karakterer er klart den man ser mindst til.
© Sam Manley (?)

Eventyrerne er: Salundra von Drakenburg (soldier), Gunnar Hrolfsson (dværg, troll-slayer), Molrella „Mollie“ Brandysnap (halfling, thief), Ferdinand Gruber (amethyst wizard), Amris Emberfell (high elf, merchant) og Else Sigloben (witch hunter).

Vi møder dem igen på forsiden af Starter Set, få øjeblikke inden grundbogens actionsekvens – et fint spil på produktets funktion. Starter Set benytter også signaturerne indeni, og de kommer med lækre fold-ud character-sheets i farver og baggrundshistorier, og en plot-ide for hver af dem til spillederen. Så her er ideen om en repræsentativ gruppe helte virkelig gennemført.

Den nye grundbog er et call-back til originalen, nu med endnu mere Warhammer-feel.
Starter Set leger videre med ideen og er sat kort forinden bagholdet!
© hhv. Wayne Reynolds og Ralph Horsley

Et par af karaktererne (selvfølgelig også troldedræberen) optræder også på forsiden til Rough Nights & Hard Days, men dog ikke indeni. Den første forside til genudgivelsen af The Enemy Within, Empire in Shadows, benytter faktisk også et par af de samme karakterer. Der skulle også være pregens med i den bog, men jeg er usikker på om det så (igen) er WFRP4’s signaturer (hvilket forsiden tyder på), eller nogle andre (hvilket jeg lidt håber, for nu har vi fået de andre i Starter Set).

Det er i hvert fald en stil vi helt sikkert kommer til at se præge C7’s udgivelser.

Hvoraf vi kan udlede …? Tja, ikke så meget – jeg syntes bare det var sjovt. Jo, måske at troll-slayers er den mest repræsentative Warhammer-karakter – i hård konkurrence med troldmanden. (Men hvorfor har vi ikke set en rottefænger?)