Unævnelige kulter 5: I dødsmånens skær

[Unævnelige kulter – en Warhammer-kampagne (WFRP4e)]
(Indtil nu: Fire unge knægte er gået fra Lilienwerk til Buchendorf hvor der er foregået noget uforklarligt. De har fundet fiskerlandsbyen hårdt ramt af en „eksplosion“ fra smedjen. Mange er døde, flere er flygtet. Og Morrslieb-månen er fuld).

Sigmars nåde

Konrad sidder i Sigmar-kapellet med den lokale akolyt, Selena Keuchen, der netop er sunket sammen. Da han undersøger hendes skader, ser han at hendes forvredne benstilling skyldes noget der ligner en mutation på læggen: en art bylder med fangtråde der bevæger sig som med sin egen vilje. Hun har også en forbinding om armen som han ikke fjerner. Konrad overvejer med det samme at dræbe hende – det er helt klart det hans Sigmar-tro fortæller ham er rigtigt at gøre. Men han kan ikke få sig til det.

Han benytter lejligheden til at kigge op i hendes private gemakker i tårnet og tager den dagbog hun tilsyneladende har ført siden hun blev overdraget sit hverv. Han kigger også ned i kælderen – her aner han et kranie midt i rummet og mærker en trækvind, men han går ikke derned. Ud gennem vinduerne kan han se at lyset i skoven er kommet tættere på – og måske også har bredt sig. Konrads hellige syner har indtil nu bare føltes mere mørkt og mudret jo tættere han kom på bymidten, men det er som om at kapellet faktisk er neutralt.

Inden han går ned i byen igen, rusker han hende og forsøger igen at snakke med hende, men der kommer ikke meget nyt for dagen (så vidt jeg husker). Hun bønfalder ham for sit liv – hun er sikker på at hendes overlevelse er et mirakel, og at Sigmar vil redde hende. Har Konrad da ingen tro? I den sidste ende synker hun sammen igen, og Konrad efterlader hende bundet i kapellet. På vej ned fornemmer han uro i byen – Gunnar kommer ud fra toldhuset og kigger og lader ellers Konrad fortsætte ned.

„De døde vågner!“

De tre andre står i døren til fiskeren Folkes rønne og ser hans døde kone Vilma spjætte på gulvet. Ingen bryder sig om synet (alle fejler deres Cool), men Schlau, og et øjeblik senere Max, bider tænderne sammen og går ind (bruger Resolve) mens Jon løber panisk gennem gaderne og råber at de døde kommer. Schlau får sat støvlen på den udødes ene arm, men hun vrider sig så voldsomt at den brækker og trækker i senerne – det virker dog ikke så målrettet eller bevidst? Max kommer til og fastholder den anden arm, og Schlau får i to forsøg hugget hovedet af hende – de når at se et Morrslieb-grønt skær i hendes øjne.

En ulykkelig Folke forsøger at forhindre dødsstødet, men han accepterer det modstræbende da Max holder ham væk. Bagefter beder han dem indtrængende om at bringe hendes lig over floden og få hende begravet. Han siger noget om at de skulle have troet på „den fremmede præst“, og det gjorde flere af landsbyboerne også, men der var også mistillid. Han giver dem et lille dårligt udført portræt af Vilma med som de skal lægge på hendes grav.

Jon løber gennem gaderne med fægtende arme, og byen begynder frygtsomt at reagere. På et tidspunkt ser han i en smal gyde en mørk skikkelse stå ganske stille – tilsyneladende helt sort i ansigtet. Men han får ikke undersøgt det. Alle fire mødes derefter hos Folke og bærer det indhyllede lig ned til den lille „færge“ der bringer de døde over Teufelfloden.

I dødens have

Overfærden er begivenhedsløs, men anspændt. De går i land på gruset jord i skyggen af Blitzfelsen. Foran dem ligger et lille kapel, og bag dødens port, i Morrs have, går en kutteklædt skikkelse rundt mellem levende lys og messer dæmpet. En hvid ravn sætter sig på porten mens Schlau råber manden an. Morr-præsten, Andreas, er – ifølge ham selv – slet ikke præst, men en søgende der følger sine drømme (åbenbaringer) for at opnå indvielse i dødskulten. Han kom hertil for præcist et halvt år siden, på efterårsjævndøgn (et tegn!), og har siden begravet Buchendorfs døde. Han er meget optaget af at de er fire, og han tager først Jon for en dværg. Andreas er nemlig kommet frem til at fire fremmede for nogle siden kom til byen (endnu et tegn!), blandt dem en dværg, og de mødtes med smeden. Andreas mener at eksplosionen har frigivet store mængder „dødskraft“ der stadig delvist hviler over Buchendorf og nu går i uhellig forbindelse med Morrslieb, Kaosmånen.

Konrad fyldes af et meget stærkt billede da han forsøger at fornemme gravpladsen som et helligt sted: Et optog af primitive krigere, anført af en mand der kunne være Sigmar selv, bærer et lig på deres skjolde og spyd. Jorden der nu er gold, er i stedet fyldt med græs og blomster, og over dem knejser bjerget himmelhøjt, med en snefane om tinden. Hvide fugle kredser.

Lilienwerkerne indvilliger i at hjælpe Andreas. Han kæmper for at salve de døde og få dem i jorden inden mørkets magter tager overhånd. Men han mangler urter og røgelse og praktisk hjælp. Samtidig har han gang i et stort ritual der har varet nu i timevis og som skal sende en rensende vind ud gennem Morrs port, ind over landsbyen og drive dødskraften væk. Han fortæller at gravpladsen ikke er den sande indviede jord – Buchendorf har sit navn fra „De dødes bog“, og selve bjerget bag dem er en krypt. Hvis de vil trænge ind og hente de manglende urter, kan de færdiggøre gravriter og ritual, og så kan han forsegle graven igen bagefter.

Da vi slutter, står de fire unge fra Lilienwerk foran nogle menneskeskabte „flader“ i klippevæggen – udhugget med religiøse symboler – mens fakler eller flammer lyser op mellem husene på den anden side af floden.

magdalena-swiderska-white-raven-magdalena-swiderska.jpg

XP: 70 (50 + bonus for hhv. zombie- og mutant-encounter, og for at krydse floden). Schlau har brugt sine point målrettet på karrieren og har færdiggjort første trin. Skiftet bliver dog først tidligst efter dette scenarie.

Vi gik over til at bruge mine simplere Conditions: Der er kun én slags Condition, og den giver -10 (og evt. andre effekter spillederen (jeg) føler for), dog max -30, selvom man kan have uendelige af dem. Det føltes klart som en lettelse, men jeg kan også mærke at jeg allerede leder efter den næste forenkling. Det er simpelthen ikke i reglerne jeg har lyst til at lægge mine kræfter.

[◄◄] Poppenfest!

popGensyn med Poppenfest! Henrik Vedholm, Fastaval 2009

Vi er her i det snævre undersegment af „liderlige scenarier“, og det er et fint fit til et univers hvor sygelige kulter råder – og ikke noget vi ser udforsket så tit. Det er ofte mere noget med at påkalde en relativt generisk dæmon, snarere end egentligt at udforske det mørke der ligger bag. Og umiddelbart er det det eneste scenarie fra forfatterens hånd.

Jeg er ikke specielt blufærdig, men jeg synes alligevel det er nødvendigt indledningsvist at kommentere det seksuelt eksplicitte og perverterede univers der er kernen i scenariet. For det bevæger sig fra pikant sengekantshumor til dødspornografiske fantasier, og undervejs på den skala skal man også forholde sig til voldtægt, dyresex og pædofili serveret som ren underholdning, altså uden at problematisere eller advare. Her er et par citater fra selve scenariet om at håndtere tonen:

Der er to ting der er vigtige i dette scenarie:
1. Det skal være sjovt, overgearet og underholdende!
2. Der skal bruges tid på at svælge i perversiteter!

Det er klart, at der er en svær balance mellem total lam plathed og sofistikeret erotisk rejse. Jeg havde forestillet mig et sted midt imellem. (…) Spillernes udfordring ligger også i at dyrke de sider af sig selv, som ligger gemt et sted dernede i dybet. Alle er perverse dernede!

I det følgende afsnit, ‘Historien som ritual i sig selv’, står der: „spillerne (skal) helst også selv få en følelse af, at de er kommet gennem et rituelt forløb.“ Men læser man videre menes der her vist spilpersonerne – trods alt! Det minder på den måde lidt om Eyes Wide Shut der også indeholder et konkret ritual, men hele den søgen der beskrives i filmen, er en form for indvielse ind i et skyggeunivers.

Foromtalen antyder et scenarie der skal tages med et smil, samtidig med at det ikke viger tilbage fra at komme med et par saftige beskrivelser. Den tone kan jeg rigtig godt lide. Men jeg synes sandheden er at scenariet går væsentligt længere. Ligesom Slaneesh-kulten så presser scenariet grænserne for moralen og gør det bl.a. gennem chokeffekt.

Uagtet hvordan man ser på de løbende og eskalerende sex-skapader, så er det i klimaks at tingene for alvor overskrider enhver fornemmelse af normer. Afsnittet hedder meget malende ‘Inde i Isabell’. En Hellraiser-lignende sammenblanding af nydelse og smerte er kun begyndelsen på et afsnit der overflødiggør enhver diskussion af grænserne for hvad man kan og ikke kan, ved at skide (og sekrere alle andre tænkelige kropsvæsker) højt og uhelligt på dem.

Så hvis jeg indledningsvist har et forbehold, så går det ikke på at det handler om sex eller de varierende udskejelser der forekommer, men om hvorvidt scenariet er helt ærlig omkring udfoldelsen og håndteringen af sit tema. Personligt synes jeg det er et hårdere scenarie end foromtalen og indledningen lægger op til.

Handling (spoiler)

Karaktererne, alle med hver deres særlige lyster og talenter, er inviteret ind i en Slaneesh-kult og er på vej til et ritual på hertug Dietrich von der Spass’ slot i Paarig Bergspitze, den såkaldte Poppenfest. De ved at det involverer hertugens datter, Isabell, og at de skal udvikle deres eget ritual til nydelsesafgud(ind)ens ære. Men Isabell bliver væk, og der er samtidig en snigmorder løs – nogen er ikke interesseret i at ritualet bliver gennemført. Det er op til karaktererne at forfine deres ritual samtidig med at de tilvejebringer den forsvundne „sexprinsesse“ så de kan modtage deres velfortjente Kaos-velsignelse i Slaneesh’ kødelige palads.

Indtryk

Jeg har allerede indledningsvist diskuteret det overordnede sextema, men sætter man det til side og bare betragter det som et scenarie, er der stadig meget at komme efter.

Scenariet skrider frem efter en række kronologiske scener der fører frem til det store ritual, og de indledes af en kort prosatekst til at sætte stemningen. Parallelt med det er der en række forslag til scener der kan passes ind undervejs. De er i større grad afhængige af spillernes eget initiativ og handler om jagten på Isabell og efterforskningen af de mord der løbende bliver begået.

Alle seks karakterer kommer i en M/K-udgave som man selv vælger – kønnet er den eneste forskel. Men ellers virker scenariet mest gearet mod et „male gaze“ med masser af tjenstvillige unge (og ældre) kvinder (og dertil så de mere raffinerede perversiteter). Så hvis man vælger at spille kvinde, er der ikke så mange mænd at vælge imellem.

Der er mange bipersoner at holde styr, eller gramse, på, men alle kommer med et lille portræt til at printe ud, så spillernes selv kan tage noter.

 

Hertugen og Britta Edelweiss
(Tegninger udført af forfatteren?)

Udviklingen af ritualet sker gennem tre helt frie scener, og forfatteren lægger op til at spillerne kommer ud på gulvet og spiller semilive. Der er nogle anvisninger i starten til hvad et godt ritual indeholder, men det er ikke rigtigt formidlet til karaktererne, fx gennem handouts eller en scene med instrukser. Formålet med ritualet er at „åbne porten til Slaneesh’ palads“, men det forbliver lidt diffust. Ift. handlingen behøver det dog heller ikke være på en bestemt måde, så det vigtige er at spillerne synes det er sjovt at være medskabende.

Jeg har ikke virkemidlerne, men der er beskrevet en magisk pocelænsamulet til hver spiller som man kan sutte på for at opnå en effekt i fiktionen, fx stimulere en bipersons sexlyst. Deruodver står der også nævnt nogle „remedier“ som inspiration til Poppenfestritualet, men ikke hvilke. Det lyder i begge tilfælde som noget der kan være ret virkningsfuldt ift. at skabe stemning og fortælling. En anden virkelig fin effekt er parløren der omsætter sexudtryk fra vores univers til mere pikante vendinger i Slaneesh-tone såsom purpurstokken, kødfløjtens melodi eller den omvendte duet. Der er også en håndfuld breve beregnet på efterforskningsdelen.

Alt i alt et på mange måder veludført scenarie med en klar stemme bag, men måske ikke helt bevidst om sine egen voldsomhed? Mådehold er selvfølgelig heller ikke kendetegnende for Slaneesh.

Grim & Gritty?

Systemet er førsteudgaven af Warhammer, men det kommer kun i brug i en indledende actionsekvens og en valgfri afsluttende kamp – det er ikke noget der ikke kunne undværes. Men der er flere elementer der viser en god indsigt i Warhammer-settingen: en grådig købmand, Sigmar- og Morr-præster, heksejægere, en Khorne-kultist osv.

Ellers må man sige at scenariet strækker grænserne for hvad der kan passes ind i Warhammer-rammen. På den ene side er det bare en vellysten leg med settingens eget Kaos, på den anden er det et punkt der normalt ikke bliver stillet skarpt på (jf. fx Martin Svendsens Die Faunenberg der kun meget løst antyder en sexrite) – og måske er det hyklerisk, for der er jo masser af eksempler på at scenarier svælger i Nurgles fordærv og til en vis grad også i Khornes blodsudgydelser.

Og således ender sæson to af [◄◄] Gensyn med scenariet: Oldhammer. Jeg kommer tilbage med en kort gennemgang af erfaringerne.

Jeg har læst Warhammer-scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 (frem til 2009) og med god vilje kan siges at være Warhammer.

[◄◄] De Sorte Høge

Gensyn med De Sorte Høge, af Stefan Lægteskov, Fastaval 2007

Scenariet er i kolofonen krediteret som: „Tekst af Stefan Lægteskov og Thor Fejerskov Jensen“, men Stefan er nævnt under titlen som den eneste. Karaktererne er illustreret af Anja Kristensen.

Handling

l_3223En hær af sortelvere gør sig klar til at invadere det nordlige Imperie og sender en spejder i land. Han bliver såret og fanget i en fiskerbygd, og det er op til en sortelver-eliteenhed, De Sorte Høge, at bringe ham (eller hans lig) tilbage og straffe menneskene for at lagt hånd på ham. De torterer og myrder løs indtil en kejserlig hær kommer til.

Scenariet kommer med to mulige vinkler og karakterer: Man spiller sortelverne der skal svælge i vold og angst og i den sidste ende kæmpe til døden, og de handler der eventuelt kan indgåes i bytte for deres gidsler. I den anden version er man de sølle fiskere der udsættes for kommandoenhedens voldelige overgreb. Skal man forhandle? Overgive sig? Sælge de andre? Her er man offer og skal forsøge at klare sig igennem med livet i behold.

Indtryk

Scenariet har lånt inspiration fra Black Hawk Down, men det er selvfølgelig mest gældende for den første version af scenariet. Den anden version er nærmere et intrigescenarie hvor enkeltpersoner i landsbyen skal afbalancere individuel og kollektiv overlevelse i en tilsyneladende umulig situation. Der er her lidt mere kød på materialet i form af „mellemscener“ – fire tekststykker til højtlæsning der skubber handlingen videre – og forslag til intriger og torturscener. På den anden side, hvis spillerne er med på at trykke den af som „bad-ass badguys“ er der ikke brug for så meget andet regi end, „slå jer løs“. Jeg tror bestemt der er publikum til begge versioner, men det kunne være skægt at høre hvad der i praksis blev spillet på Fastaval – og om nogen gjorde begge dele.

Skipperskæg eller skarpretter?
Portrætter af Anja Kristensen

Som en lidt sjov ting er lokationer i scenariet beskrevet næsten i prosastil – det er ikke så praktisk til at danne sig et overblik, men det er ét blandt flere steder hvor der arbejdes bevidst med at skabe stemning.

Scenariet er også interessant i og med at de to versioner af historien præsenterer os for yderpositioner i Warhammer-settingen: Sortelverversionen er powerfantasy, med hypervold, overnaturlige kræfter og flydende stenfæstninger. Over for det har man så fiskersamfundet der er så lav-eventyrligt som det næsten lader sig gøre – kålrabisnaps er næsten den eneste, farverige detalje vi får (indtil lensherrens hær så kommer væltende med kanoner, ogrer og ildtroldmand). Det er sjovt at se de to vinkler forenet på den her måde.

Grim & Gritty?

De Khaine-tilbedende sortelvere er som nævnt et stærkt fantastisk element i en lavfantasy-verden, og menneskehæren klinger også meget af en kærlighed til Warhammer Battle (Tre brødre havde noget tilsvarende i form af en lejehær, og også her er den præsenteret med stats på infanteri osv.). Men jeg er opflasket med WFRP 1st. edition, og den æstetik er fiskersamfundet i højere grad udtryk for.

Systemet er 2nd. ed. – men det siges meget direkte at det ikke nødvendigvis kommer i spil (det er mere for at give et indtryk af hvor seje elverne er), og fiskerne har slet ikke stats. Sortelverne baserer sig delvist på Warhammer Battle-lore, for der er aldrig udkommet så detaljeret info om dem i rollespillet. I 1st. edition er de nævnt under elvere generelt, og de har en kort beskrivelse i Old World Bestiary til 2nd. edition (som ‘Elven Corsairs’) hvor de er kommet tættere på Battle-udgaven og også benævnes Druchii.

Sæsonafslutning næste gang – og det bliver fugtigt. Dette er sæson to af [◄◄] Gensyn med scenariet: Oldhammer. Jeg læser Warhammer-scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 (frem til 2009) og med god vilje kan siges at være Warhammer. Du finder en liste her.

[◄◄] Tre brødre

l_3093Gensyn med Tre brødre, af Stefan Lægteskov, Vintersol 2006.

Året kørte i 2006, først på Vintersol (hvor det tog Vintersolprisen) og dernæst på Fastaval (hvor forfatteren i baren var medstifter af forfatterkollektivet Jesu Bar Mitzvah). Der var tale om en debut på scenariescenen. Og ikke nogen dårlig debut, men meget et scenarie hvor baggrundshistorien og bipersonerne er vigtigere end spilpersonerne. (Det minder mig således en del om min egen debut: Warhammer på et slot, familiestridigheder, udøde i stedet for Kaos, referencer til Shakespeare, spilpersonerne lidt i baggrunden).

Handling (spoiler)

Tre brødre genforenes på den ældste bror, Schwazwald. Den ældste, grev Sigmund, har fået problemer med udøde og har bedt sin yngre tvillingbror, købmanden Wilhelm, om hjælp til at hyre en hær mod problemet. Det gør han, men den er anført af den tredje og yngste bror, Stefan, der tidligere har haft en affære med Sigmunds kone. Det hele er et setup for at give magten til Wilhelm, og det er ham der får rodet spilpersonerne ind i broderstriden på slottet der udspiller sig over tre festaftener og en afsluttende duel. Der er også en snigmorder, en led nar og andre skumle typer på fære. Der er flere mulige udfald, men det kommer sandsynligvis til at gå mindst én af brødrene ilde.

Indtryk

Tre brødre beskriver sig som „et klassisk intrigescenarie“, men efter min definition indebærer dét en intrige mellem karaktererne, og her er det intriger mellem bipersoner, nemlig de tre brødre. Der er en grundig beskrivelse af hver af dem, inklusive stats, deres hjælpere og lejesoldaterne. Synopsen og scenegennemgangen gør det også klart at historien er noget der udfolder sig mellem dem, uanset karaktererne. Dermed ikke sagt at de ikke har input – der er forslag til åbninger i handlingen („mellemspil“) hvor de kan gøre sig nyttige og tippe udfaldet i retningen af en af de tre brødre.

Tre Brødre
En af karaktererne og klassisk 2nd. ed.-design

Der er sympatier og antipatier mellem karaktererne der sagtens kan komme i spil, men ingen aktive intriger. De er i anden karriere og ret seje.

Stefan trækker Shakespeare ind på scenen, ligesom også Martin Svendsen tidligere har gjort det (og Mette og jeg) – det er bare et nice fit for Warhammer, åbenbart, selvom ingen af os vist helt kan siges at have ydet Barden fuld retærdighed. Men man er sådan set ikke i tvivl om hvordan det menes i denne sammenhæng: tragisk og storladent. Der er sågar et skuespil i spillet – men det er lidt en forspildt chance ikke at lade spillerne improvisere i stykket ud fra simple anvisninger.

Der ligger en fin baggrundshistorie bag scenariet, men i den sidste ende havde det været skarpere at lade spillerne indtage rollerne som de tre brødre, grevinden, narren og måske snigmorderen.

Grim & Gritty?

Scenariet benytter 2nd edition og er også henlagt til efter Storm of Chaos, med referencer dertil. Layoutet tager ligefrem afsæt i grafik og skrifttyper fra grundbogen. Der omtales en hær af udøde, men det er ikke en vi får at se. I stedet er det menneskene (m.m.) og deres modbydeligheder der er i centrum – og det er også meget Warhammer. Det eneste Kaos der rigtigt er på spil, er således hos en af karaktererne, der er en ond troldkarl.

Mere Stefan næste gang! Dette er sæson to af [◄◄] Gensyn med scenariet: Oldhammer. Jeg læser Warhammer-scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 (frem til 2009) og med god vilje kan siges at være Warhammer. Du finder en liste her.

Warhammer OG Cthulhu?!

cCp0L9QHQamdILlYZRBRJesper Bisgaard (fra 9000 Beton) har oprettet en ny blog, RPG Thoughts. Bloggen er engelsksproget og endnu ung og sprød, men det fede er at han kører en mash-up af de to ting der oprindeligt var udgangspunktet for min egen blog: Warhammer og Call of Cthulhu, nemlig den nye, smukke udgave af Masks of Nyarlathotep udsat for WFRP 4th. edition. Det indbefatter nye, vellavede handouts.

I originalmaterialet starter kampagnen i Peru, men her er målet at drage fra Meissen til De grå bjerge – ellers er det meget genkendeligt hvis man har læst det nye introeventyr der er blevet føjet til Masks. Glæder mig til at læse mere!

(Og det var så meget passende indlæg nr. 100!)

WFRP Starter Set

[Anmeldelse – Warhammer-supplement]
WFRP-STARTER-Cover-1200Jeg har lige modtaget Warhammer Fantasy Role-play Starter Set. Jeg blogger meget om Warhammer for tiden, det ved jeg godt, men når der nu endelig er kommet et supplement til det nye WFRP4 (oprindeligt sat til sommeren 2018!), må jeg hellere kigge nærmere på det. (PDF’en blev retfærdigvis sendt til preorders-kunder for flere måneder siden).

Jeg har ingen tidligere erfaring med starter sets, men det er generelt noget jeg har anset for lidt noget optrækkeri: forsimplede regler, et par character sheets, en flimsy skærm, genbrugt artwork, ikke så meget andet. Og jeg har nok heller ikke kunnet se fidusen i at lægge måske 300 kroner for et ukomplet system (som man så bagefter kan få lov at betale for i sin færdige form). Så her bestilte jeg det mest fordi jeg var sulten, og jeg havde faktisk heller ikke helt gennemskuet at det var tiltænkt spillere uden en regelbog. Forventningerne var ret lave.

Men hold nu op, hvor er det en fin kasse med et stærkt indhold. Bestemt value for money.

Indholdet

Starter Set kommer i en kraftig kasse med tryk på indersiden af låg og bund, der er to dobbeltsidede kartonark med kort over Ubersreik og omegn, seks karakterer i et fancy fold-ud design (de ikoniske karakterer jeg skrev om tidligere) to d10 (tiere og enere), et introark til Reikland, plus en håndfuld øvrige løsark med priser, regler og den slags. Og dertil kommer så det egentlige indhold: en Ubersreik guide (64 sider) og en samling eventyr (48 sider), begge i softcover. Det hele er i farver, gennemillustreret med tegninger lavet til lejligheden, og trykkvaliteten er høj. Det er på ingen måde et venstrehåndsprodukt.

IMG_7384.jpeg

De to bøger (hæfter)

A Guide to Ubersreik er skrevet efter Cubicles 7 (i mine øjne) klare designplan for Warhammer 4th. edition: slut med opremsninger af ligegyldige håndværker- og købmandskvarterer og generiske kroer, og ind med personlige historier og oplæg til eventyr (som vi også så med Kristians Marienburg) – det er forfriskende læsning og gør settingen ekstremt levende, selv hvis man ikke har i sinde at bruge ideerne. Og igen, ikke mindst takket være illustrationerne – ikke fantastiske, men de er kompetent udført, de matcher teksten, og de er med til at skabe den fornemmelse af sammenhæng der er ved at blive et særkende ved fjerdeudgaven. Der er, apropos, også referencer til et metaplot som man kan læse mere om i Empire in Shadows (Enemy Within), og som også berøres i scenariesamlingen Rough Nights & Hard Days – det bringer mindelser om at læse originaludgavens hints til kommende udgivelser. Jeg henlagde min kampagne til Reikland for at have muligheden for at kunne benytte officielt materiale, og det valg har jeg bestemt ikke fortrudt. Mine spillere skal helt klart et smut forbi Ubersreik. Vi kommer også til at berøre metaplottet, men de mange små personlige fortællinger (kroge) fortærer jeg mest som stemning og inspiration.

The Adventure Book er fordelt mellem et scenarie på ca. 30 sider der i lige så høj grad er tænkt som starten på en kampagne, med flere små, eskalerende hændelser da karaktererne får en tjans som byvagter. Der er gode warhammerske scener, og mange vil nok finde glæde i at se karaktererne blivet trukket gennem snavset – det er en del af Warhammer jeg selv synes er lidt slidt. Til gengæld er der forbløffende god plads til selv at præge historien, både som spiller og spilleder, samtidig med at der skal forklares regler undervejs – det er bestemt ikke bare en glorificeret tutorial. Resten af hæftet består af en håndfuld forslag til plots afledt af scenariet/settingen, og så yderligere seks tråde, én for hver karakter. Der er bunker af stof at bygge videre på, så Starter Set tjener nærmest mere som en intro for spillederen end for spillerne.

Se nu lige hvor fint.

De to bøger indeholder til sammen et væld af historier, og ikke mindst fungerer de samtidig som en implicit guide til Warhammer-settingen i bredere forstand, med henvisninger til fremmede kulturer, kulter, racer osv. Elementer der ikke dykkes ned i, men som peger ud mod en større verden. Gratis-eventyret If Looks Could Kill fungerer i øvrigt også som intro til Ubersreik – igen et eksempel på hvordan hele produktlinjen bliver tænkt sammen.

Tre kun lettere muterede tommelfingre op!

Jeg kan stadig ikke helt se pointen med de skrabede regler der fortsat ikke fremstår specielt skarpe, selv indkogte som her. Og jeg ville nok også hellere have set et godt fold-ud-kort end de mange løsark. Nå ja, og så ankom min boks med et bonk i låget … det vækker minder om min bulede Death on the Reik-æske, men så er nostalgien altså heller ikke federe …

Selv med det lille forbehold blev det næsten fanboyish, men boksen er udtryk for lige netop det jeg føler Cubicle 7 gør rigtigt med Warhammer – det er produceret af folk der tydeligvis elsker den her verden, særligt som den så ud i de første blomstrende år med The Enemy Within, White Dwarf-artikler og bøger fra Black Library.

Boksen skulle være til salg i butikkerne i juni.

Warhammer Fantasy Role-play Starter Set, Cubicle 7, 2019

Unævnelige kulter 4: Stormens øje

[Unævnelige kulter – Warhammer-kampagne]
Indtil nu: Fire unge fyre fra Lilienwerk er taget til nabobyen Buchendorf for at se hvad der er foregået af mystiske ting. De har konstateret at den omkringliggende skov er fyldt med kobolter, og stemningen i landsbyen er meget dyster og uindbydende. De har i første omgang slået lejr på en flodpram der ligger grundstødt i havnen, hos skipper Gisela og hendes sømand Viktor.

Op ad bakke

Det klør i fingrene på Jon for at se nærmere på toldhuset på Stenbakke hvor han fået forbud mod at komme. Akolytten Konrad vil også gerne op til Sigmarkapellet hvorfra der kommer lys. Schlau kommer med, mens Max bliver tilbage på prammen og hviler ud efter dagens drøje travetur (=spillerfravær). Stenbakke er en høj, beboet klippe i den ellers flade fiskerby. Den nederste del, med stalde og lagre, er nogenlunde uberørt, og stedet virker tomt. De bevæger sig videre op ad bakken, og Jon lurer ind ad et vindue til krostuen der er en del af toldhuset – her ser han endnu en sortklædt vagt der råber noget efter en anden om at finde noget eller nogen. En stor hund ligger og hviler derinde. Udenfor hører de jamren, og da de bevæger sig videre hen ad stien der fører op til klippens top, træder en stor kamphund frem. Schlau forsøger at tale den til ro – men Konrad får dens tænder i låret da han også forsøger. Schlau giver den et næveslag, og hunden falder klynkende sammen – den var tydeligt såret i forvejen.

Jon råber op om hvordan hunde bliver behandlet her i byen, og manden fra barstuen kommer ud (Ludwig), kort efter fulgt af manden fra porten, Gunnar. Gunnar var uvenlig, men Ludwig er decideret fjendtlig, og han ender med at sætte sit sværd under hagen på Schlau efter brutalt at have stukket det i hunden (der tilhørte „fogeden“, Boris, angiveligt deres chef). Ludwig gentager at de ikke vil have uvedkommende ved toldhuset. Omkring ulykken ved han ikke andet end at der skete noget ved smedjen, og at smeden, Stefan, og hans lærling må være døde. Han følger Schlau og Jon ned og bryder sig ikke om at byens gæster hænger ud sammen, og han vil have lilienwerkerne til at finde et andet sted for natten end på prammen. Der er sket noget katastrofalt i byen, men fremmede skal ikke sprede onde rygter om det. På vej ned bemærker Jon liget af noget der tilsyneladende er en kobolt, ligge i et forfaldent hus, men Ludwig slår det hen.

I Sigmars sikre favn

Imens følger Gunnar Konrad op til tårnet på bakketoppen. De passerer forbi det sted hvor smedjen lå – den er nærmest helt væk. Gunnar lader akolytten alene, og han kan se flere små lys på den anden side af floden og et flakkende skær et godt stykke væk i den modsatte retning – måske et bål i skoven. Konrad har siden de kom til landsbyen, haft fornemmelsen af at have bevæget sig ind på mere (u)hellig grund, og den bliver stærkere her, men følelsen er så stærk at indtrykket er diffust og vanskeligt at tolke.

Tårnet er Buchendorfs kapel, og det er i overraskende god stand, men ikke helt uden skader. Indenfor – i en rund sal med søjler og bannere for adelshuse – ligger akolytten Selena Teuchen livløs ved alteret, svøbt i en kappe. Omkring hende er flere spor efter et lille feltlazaret – hun ser også selv lidt forslået og groggy ud. En trappe fører op, og en anden ned.

Selena kommer til sig selv, men hun virker lidt groggy eller rystet. Hun er dog positivt overrasket over at se Konrad (de har hørt om hinanden gennem den rejsende Sigmarpræst, Gorek Wideker) og forbinder bidsåret. Hun ser tårnets overlvelse fra eksplosionen som et mirakel og har forsøgt at hjælpe de sårede i byen, men mange er døde, og der er ikke kommet nye hertil de seneste timer (hun virker lidt uklar på tidslinjen).

Efter eksplosionen i går så hun en storm rasere byen, så det var ikke kun et enkelt ødelæggende knald. Hun har dog svært ved at tro at Stefan skulle have gjort noget ondt – han og Selena har samme velgører, markgrevinde Alenya von Schelling (fogeden er hendes mand i Buchendorf), men Stefan var her allerede da Selena kom i 2508, og var allerede kendt som en mesterlig smed. Alenya har investeret i smedjen og også lovet at støtte kapellet – til byens bedste. Konrad fortæller at han forlod Lilienwerk med en følelse af at der måske var noget galt dér.

På et tidspunkt kommer hun til at antyde om at noget måske er vækket, og det føltes som om eksplosionen rungede i klippen, men det var lidt uklart. Efter at de har talt lidt, synker hun sammen og mister igen bevidstheden.

Skipper i fremmed havn

Imens når Schlau og Jon tilbage til flodprammen hvor de pakker deres ting for at flytte. Først har de dog en snak med Gisela. Hun fortæller at hun leverede tre kasser fra Ubersreik til smeden, og sendingen tilsyneladende gik fogeden på, og at han fandt smeden egenrådig. Hendes hjælper, Viktor, hjalp med at bære dem, og de var ekstremt tunge. Hun fik tre kasser i samme størrelse med tilbage fra smedjen, men de var ikke nær så tunge. (Hendes fortælling afslører at der er foregået noget lyssky, måske smuglertransport, og det lugter lidt af at Gisela frygter at hun har været medskyldig i katastrofen ved at levere noget farligt – hun er dog ikke ligefrem plaget af anger, dertil er hun for hærdet. Der er muligvis facetter ved hendes historie der er mangelfuld eller et forsøg på at sætte sig selv i et bedre lys). Jon undersøger diskret kasserne, og de er ganske rigtigt for spinkle til at kunne bære noget tungt, og de indeholder tilsyneladende kun skrammel og træspåner. Han bemærker også et stempel – en hammer over en bølget streg – men ved ikke hvad det refererer til.

Efter snakken går de hen ad havnen for at finde et tomt hus at overnatte i. Da de nærmer sig Folkes rønne, hører de en kaflump-lyd indefra, og kort efter kommer Folke væltende baglæns ud, skræmt fra vid og sans. De bevæger sig indenfor og ser at Folkes døde kone der tidligere lå bordet under et lagen, nu ligger på gulvet, delvist tildækket, men en sitrende arm stikker frem …

800px-Warhammer_Moons

Kommentarer

Ikke så meget at kommentere denne gang – vi fik rigtigt hul på handlingen og baggrundshistorien, og så gled det mere naturligt.

Karaktererne var egentlig fint på vej forbi toldhuset og kunne måske også være sluppet afsted med at luske, men valgte at gøre opmærksom på sig selv, og det gav en fin konflikt. Jeg havde forberedt de to Jäger-fætre, vagterne, men de kom først rigtigt til live gennem rollespillet. Sådan er det tit – hvis nogen har skrevet en biperson (i et scenarie eller købt produkt), synes jeg man får mest for pengene ved at forsøge at gengive dét, men selvom jeg forbereder mig meget i mine kampagner, er det her et punkt jeg normalt holder åbent. Selvfølgelig stadig med forbehold for at de nogenlunde følger den motivation de har ift. handlingen.

Våbenskifte i infight: Vi havde sidst en sitatution hvor Schlau affyrede en pil mod en kobolt der så i sin runde nåede frem og gik i infight. Vi kunne ikke finde en regel for at trække blank midt i kamp (ikke noget quick-draw talent?), men nu hedder min husregel: Det koster 1 Advantage at smide et våben og trække et andet (Free Action) – kan man ikke selv betale, får modstanderen +1 Advantage (gælder selvfølgelig ikke for fx et zweihandersværd der hænger på ryggen). Det er en variant over Disengage. (Sig til hvis vi har overset en eksisterende regel).

XP: 50+30 (Gisela-snak, Selena-snak, Jäger-konflikt) = 80. Der er ikke rigtigt en fast målestok at uddele XP efter i Warhammer, selvom de nævner forskellige ting man kan belønne. Jeg er endt på lige nu at give 50 XP for en spilgang +10 XP per delmål/konflikt, plus en slutbonus på 100-300 XP (der også tager højde for om spilpersonerne har nået nogle personlige/langsigtede mål (≈Ambitions). Men det vil stadig tage lidt tid at komme i anden karriere, så lige nu er bekymringen mere om jeg giver for lidt end for meget.

Conditions

Ellers, jeg har læst op på Conditions. Det er et af de steder der er ramt af WFRP4s generelle mangel på konsekvens, og jeg overvejer at lave en stærk forenkling.

Lige nu har jeg lavet små fine kort med alle tolv Conditions, et sæt til hver spiller, og hvis man tager flere af samme Condition, kan man lægge glassten på kortet der også beskriver regeleffekter. Men i praksis er det noget ged at spillerne skal rode med det, og det har heller ikke været meget i spil, for effekterne er meget kamporienterede. (Og selv med tolv styk er der nogle jeg savner). Derudover er effekterne formuleret i øst og vest.

Revision, kort fortalt: Alle Conditions er ens: -10 på relevante tests (stacker til max -30, men man kan godt have flere), altså en slags anti-Advantages. Til gengæld kan de gives når det passer, fx som da Konrad tog 10 Wounds fra ét bid i benet (der er ingen eksisterende Condition for den slags og ingen negativ effekt ved at miste Wounds, sålænge man er i positiv). Her ville jeg så give ham en Condition ud fra chok og smerte der varer indtil han fjerner den med Resolve, bliver helet (som han blev kort efter), eller indtil den enten går væk af sig selv eller ved en passende test. De nærmere detaljer er i højere grad et spørgsmål om at rollespille ubehaget og de ad hoc-straffe jeg finder relevante (fx at Konrads Move måske var -1).

Sådanne neutrale/multi-purpose Conditions vil oftere kunne komme i spil – uden at det bliver bøvlet – hvilket igen vil gøre Resolve mere interessant: En forsigtig, ikke-kamporienteret gruppe som min vil sjældent blive presset på Resolve (selv efter at jeg har indført at man kan miste Resolve), men det kunne komme i spil hvis de også kan få en Condition for et ydmygende socialt nederlag eller en voldsom forskrækkelse. Hvis bølgerne går højt, kan der blive noget med at huske at man både bløder (for det skal man selvfølgelig stadig kunne dø af) og er blændet, men det kan den enkelte spiller selv holde styr på, og jeg overvejer også at uddele det som små blanke papkort hvor man kan notere noget på hvis det er relevant. (Man kunne også fastholde et par Conditions-typer som separate, fx Bleeding og Ablaze, men så er ideen allerede lidt udvandet).

NB: Jeg har opdateret rapport fra forrige spilgang (Den forbandede by) med lidt flere detaljer, for den sprang lidt let hen over den første af de to spilgange der var omfattet.

Kampagnens egen underside: Unævnelige kulter