[Neuhammer] Perilous Adventure

[Neuhammer – en gennemgribende revision af Warhammer! Del 3]
Det er meget fristende at kaste sig over mulige systemløsninger, og der er virkelig mange gode at hacke eller stjæle fra. Men jeg vil lige skubbe den en omgang mere og i stedet forsøge at indsnævre mine behov yderligere eller betragte det lidt mere overordnet.

Jeg fik måske heller ikke helt gjort det klart da jeg begyndte på den her række af indlæg, men projektet har ganske vist udgangspunkt i forskellige tanker og forsøg jeg har gjort de seneste par måneder, men jeg har her kastet det hele op i luften for at begynde forfra og griber bare stumperne efterhånden som de lander. Så hvis det fører til en konkret løsning, er det fordi det opstår i processen (eller takket være gode input fra læserne). Bare for at forventningafstemme: Jeg bygger ikke (bevidst) op til den helt store, forkromede alt-i-én løsning (eller gør jeg?!).

Designprincipper

Okay, så, en ting jeg faldt over på Peters blog, var feedback fra et rollespilssystem. I min forståelse er det et system der er mere givende ift. input, men også mere påtrængende, så det vil ikke være for alle. Men det er det jeg leder efter her. Ellers kunne man lige så godt massere de eksisterende crunch-maskiner til de kom i en lidt mere smidig form – det gør Thomas allerede med held. Omvendt har jeg ikke lyst til at gå helt over til Apocalypse-inspirerede Moves.

Et andet punkt er at den regelmotor der løser konflikter i det „frie spil“, ikke nødvendigvis (eller måske rettere: sandsynligvis ikke) er den bedste til at forløse potentialet for langsigtet at udvikle ens karakter gennem karrierer. Om det så er noget der sker gennem downtime (Endeavours som det hedder i WFRP4) eller et metaminispil, vil jeg lade stå åbent.

Så er der en anden faktor man bør overveje, nemlig kompleksitet. Mit Warhamer er lidt snævrere defineret end udgangspunktets „yay, al mulig fantasy, bare med mudder!“, men det skal alligevel kunne rumme mere end én ting – så indie er det heller ikke. Der må gerne være bells & whistles på, evt. som raffinementer der tilføjes efterhånden. Men kernen, det enkelte rul, den enkelte konflikt, skal være let at overskue og løst med få, spændende rul (kort, whatever) med narrativ og mekanisk vægt (feedbackprincippet).

Og apropos, så er målet heller ikke at lave noget der er ren Story Now. Jeg kan lide det, og systemet må gerne kunne det, men det her skal også kunne fungere som et redskab for den spilleder der gerne vil forberede et plot eller en længere kampagne (nemlig mig), eller ligefrem køre The Enemy Within eller andre eksisterende scenarier.

En sidste overvejelse er hvor meget bredde og variation systemet skal kunne rumme. Jeg ser som sagt allerede karriere have en lidt anden mekanik, men hvad med magi? Og hvor meget skal kamp have lov at fylde kontra social konflikt? Det er en svær balanceakt mellem bred anvendelighed og et ensrettet system. Hvis alle rul er næsten ens, mister det sin evne til at farve udfaldet (eller overlader det i større grad til spillerne, som i Fate).

Inspiration/forurening

Afslutningsvist vil jeg indrømme nogle af de spil der rumsterer i mit hoved og allerede forsøger at mase sig ind foran og ignorere ovenstående principper. Det er altså ikke nødvendigvis de rigtige løsninger – jeg indrømmer bare mit bias.

Blades in the Dark: Ideen med udfordringer repræsenteret som Clocks der kan arbejdes på over flere rul, er ekstremt brugbar og kan overføres til næsten ethvert system. Grundsystemet, både Position/Effect og udfaldet af rul, er godt. Crew Sheet og downtime-udvikling af karakterer kunne være relevant ift. ens civile karriere og livet som eventyrer.

Ironsworn: Går et skridt videre med Clocks og har quests/rejser/udfordringer/fjender/osv. repræsenteret som Progress i fem forskellige grader af alvor – samme grundsystem til det hele. Jeg er også vild med spillets evner der er repræsenteret som Assets der kan mikses frit, købes op og tilkobles karakteren som kort. (Jeg var i gang med et lignende hack til Warhammer.)

Gumshoe QuickShock: Det nye QuickShock fra The Yellow King er nu en del af Creative Commons-udgaven (link til pdf): Kamp løses abstrakt ud fra en overordnet vurdering af fjendens trusselsniveau (desværre er det lidt omstændeligt designet). En anden del af systemet er små, beskrivende kort til at markere fysisk/mental skade.

Year 0 (Vaesen, Alien m.fl.): De gør Conditions rigtig godt. Hele ideen med at basere varianter af systemt på prisen for at pushe et ekstra rul er smuk og enkel. Flere af versionerne har også monstre beskrevet gennem deres særlige moves – jeg kan godt lide når reglerne er med til at give verden/væsner karakter.

Warhammer 3rd edition: Party Sheet med særlige evner (det er løst mere interessant i Blades, men det var her jeg først så noget jeg selv havde overvejet, implementeret i praksis).

… og der er sikkert også andre spil der fordærver tankeprocessen, men det er dem der lige dukker først op.

[Neuhammer] Heart of Darkness

[Neuhammer – en gennemgribende revision af Warhammer! Del 2]
Inden jeg kan sige hvordan reglerne skal fungere, må jeg først definere hvad de skal kunne. Mao., hvad er det for noget rollespil der foregår i (mit) Warhammer?

Kernen

Det er historier om at være underdogs i en rå og uretfærdig verden der er dømt til undergang. Temaer kunne være klassekamp, korruption, kulturel fordærv. Fortællingernes helte er dem der kæmper imod. De risikerer bitterhed, traumer, fortabelse og invalidering … men vinder chancen for social mobilitet (egen vinding) eller bare personlig integritet (håb). Mudderet og mørket er afvejet af sort humor og en næsten satirisk tone. Det er kosmisk horror der har forladt kosmos og manifesteret sig som et evigt ekspanderende sort, usynligt hul midt i civilisationen.

Rollespillet

Som antydet i foregående indlæg mener jeg ikke Warhammer behøver favne alle typer fantasyfortællinger. Der er mange andre og bedre muligheder for at spille dungeon crawls og skirmish i skoven. Lidt populært kan man sige at jeg vil optimere spillet og systemet til de bedste dele af The Enemy Within. Det får selvfølgelig også indirekte en afsmitning på beskrivelsen af verden, men det er et afsnit for sig selv.

Det er primært eventyr der foregår i byer, landsbyer eller „særlige settings“ (gotiske slotte, ruiner, templer etc.). Dvs. at det enten er relativt trygt at rejse (sikre veje) eller urealistisk (dvs. det ligger uden for det jeg vil). Handlingen kan sagtens foregå på landet eller i en mørk skov, men jeg interesserer mig ikke for pakkenelliker eller foragering. Historierne har fokus på socialt spil, efterforskning, mysterier, list, intriger, mord, magi, alvorlig vold (ikke balancerede encounters) og fordærv, både personlig og i verden. Kaos er altid den aktive eller usete bevæger, dvs. at der altid er fare for korruption, af den enkelte eller samfundet. Dermed har historierne en social og politisk vinkel.

Det ligger i præmissen at kampen er håbløs og livsfarlig, men karaktererne er netop helte fordi de prøver alligevel – uagtet at deres motiver måske (sandsynligvis) er selviske. Fjender og den herskende klasse har hjemmebanefordel, men spillerne må ikke føle at de bliver tvunget ind i historien uden også at de kan lugte en belønning.

System

Okay, så nu kan vi benhårdt skære tunge regler for rejse fra (heste og vogne, rejsedistancer, encumbrance) og taktiske kampsystemer (turbaseret frem og tilbage, afbalancering, våbenlister). Det giver heller ikke mening at granulere Skills i samme grad, for det vil enten være basisviden karakterne helst skal have, eller viden som er forbudt og farlig, og som det handler om at . Hvordan man griber en udfordring an, er væsentligere end ens præcise stats.

Til gengæld har jeg brug for bedre systemer til at håndtere intrigier og sociale konflikter (hm, altid en udfordring), et kampsystem der er hårdt og hurtigt (måske delvist abstrakt), og en metamotor der belønner risikovillighed, men samtidig fastholder dødelighed, slid og forfald (man kunne kalde det Fate). Det hele skal være bundet sammen af et karrieresystem der dels siger noget om verden og dels noget om de personlige ofre og gyldne muligheder der kan vise sig for den tapre (tåbelige) der udfordrer Kaos.

(Læs del 1: Out With the Old!)

[Neuhammer] Out With the Old!

[Neuhammer – en gennemgribende revision af Warhammer!]
Som antydet i diverse kommentarer vil jeg gerne nytænke Warhammer. Det er åndssvagt omstændeligt at bygge et nyt system op fra bunden, så chancen for at det lykkes er nok ikke så stor, men tankerne bag kan alligevel være relevante nok, for de kan informere de valg man så tager inden for systemet (eller hvis man stjæler/modificerer et andet, eksisterende system).

I første omgang vil jeg gennemgå hvad jeg finder vigtigt i systemet og settingen, og hvad der for min skyld godt kan ryge ud.

System

Der er primært tre ting i regelsættet jeg vil fastholde:

  • Karrieresystemet har været der fra starten, og udover at det er en alternativ tilgang til eventyrklasser (der var forfriskende engang, men ikke på samme måde længere), fortæller det noget om social mobilitet og status i den her verden.
  • Fate Points har overvejende været en lap på et system der med stor vilkårlighed kunne være ekstremt dødeligt. Men der er også noget interessant i at nogle få, i en verden hvor oddsene i dén grad er imod de underdogs man starter med at være, er udvalgt til en større skæbne.
  • Brutal og dødelig kamp var et konkret resultat af Critical Hits-systemet og definitionen på „perilous adventure“. Det er vigtigt at fastholde at verden er farlig, og Fate Points må ikke undergrave den pointe (det kan blive en udfordring).

Så er der til gengæld en masse der ikke føles specielt vigtigt:

  • Task resolution og crunch. Warhammer er et barn af sin tid, og det er ikke den del der tænder mig.
  • Utallige Skills og Talents. Listen over Skills og Talents var til gengæld fantastisk da jeg først læste om systemet. Men sådan har jeg det ikke længere. Særligt 4th edition bankede sømmet i dén kiste for mig – hold nu op, hvor jeg ikke gider lære/læse det.
  • Critical Hits. Det kan virke overraskende når jeg nu gerne vil have brutal kamp og Fate, men lige netop det her system blev også i 4th udstillet som utidssvarende og efterhånden lidt bøvlet, kedeligt og upraktisk ift. spillet.
  • Fortune Points (m.m.). Siden 2nd edition har vi haft Fortune Points, og 4th ed indførte flere spiltekniske værdi-enheder. Det kan være okay, afhængigt af systemet, men det er ikke fundamentalt.
  • Insanity. Et levn fra Call of Cthulhu-inspirationen. Det var relevant da man særligt i starten havde nogle ideer om at trække det i retning af horror, men som det står, er det ikke specielt originalt eller vigtigt. Corruption i den nye udgave er et skridt i den rigtige retning (men kun i navn, for i praksis er det det samme).
  • Percentile tests. Success Levels var et forsøg på at puste nyt liv i et forældet system, men det var halvhjertet gjort. (Jeg overvejede dernæst om den ti-sidede terning var et must at beholde, men tier-skalaen kom oprindeligt fra Warhammer Battle, og dér ruller man jo seks-sidede, så d10 er ikke fredet, men vi snakker nok enten den eller d6).

Setting

For mig er der således ikke så meget af Warhammer der reelt er bundet op på systemet. Det handler i højere grad om det der gjorde settingen – og mere specifikt det man spiller i den – speciel. Ganske kort:

  • Sort humor, klassekamp & korruption
  • Både overklasse og pøbel er beskidte
  • Industriel udvikling og kulturel renæssance
  • Sorte pletter på kortet
  • Kaos og horror – dommedag uafvendelig
  • Kloak-crawls
  • Efterforskning
  • Dæmoniske ritualer
  • Forråelse
  • Sociale situationer
  • Byeventyr

Så allerede inden jeg når til at overveje tunge emner som magi, tro og umådelige mængder kanonisk historie, er der masser at arbejde videre med. Til gengæld er der andet jeg ikke har noget specielt varmt forhold til:

  • Rejsesekvenser
  • Røvrende spillerne eller fratage dem agens
  • Dungeon crawls
  • Battle/skirmish-situationer

Det var første trin. Næste gang vil jeg overveje hvordan et nyt system så kunne se ud – set fra fugleperspektiv.

Tilbage på flodsporet

[Warhammer-kampagne – Skyggen af den indre fjende]
Vi fortsætter vores The Enemy Within-remake, denne gang med et encounter direkte fra kildematerialet. Læs seneste referat: Døden på Teufelfloden.

Vores udgave af kampagnen forløber parallelt med den oprindelige handling, så her foregik det sådan at et andet hold eventyrere ankom til Bögenhafen via båden Berebeli, forsøgte at forpurre det onde ritual – med større eller mindre held – og de overlevende sejlede derfra efter at have opgivet livet som lykkeriddere.

I stedet har vores gruppe samlet sporene op og er rejst over land i hælene på Etelka og hendes jagt på kaos, magi og magt. Men nu er vi så nået til der hvor Death on the Reik i originalens udgave egentlig startede, nemlig med at vi har fået fingrene i en flodpram. (Og ikke mindst har vi nu også fået præsenteret kejserens dekret om forbud mod forfølgelse af mutanter.)

Så det lader til at vi stadig har noget Death on the Reik foran os (selvom vi så starter ud på Teufelfloden), men det kan også være at vi i stedet springer på en droske i Grünburg mod Nuln, og ingen siger at vi får lov at beholde skuden. Den store overraskelse var fundet af kæmpepupper – et nyt element i handlingen jeg egentlig troede vi havde lagt bag os i Bögenhafen, men det tyder nu på at være del af et større komplot.

Illustrationer af Martin McKenna, Death on the Reik, 1987

PS: Husk også at følge Theo Axners remake af samme kampagne (han poster både på svensk og engelsk) – den er lidt mere tro mod forlægget, men med mange interessante variationer.

Den store fortællings „ups“

[Warhammer-kampagne – Skyggen af den indre fjende]
Endnu en kampagne ramte et forholdsvist afrundet sted i handlingen, denne gang Lars’ remaster af The Enemy Within. Det blev ret mindeværdigt – i hvert fald for min karakter, Konrad. Læs referatet her: Etelkas skæbne.

Kender I det der med at man gerne vil redde verden, og så kommer man i stedet for til at sprænge den i luften?

Vores kampagne har gennem de seneste spil bevæget sig gennem Hägercrybs hvor vi har mødt Den gamle tro, både blandt de levende og de døde, og så har vi været på kollisionskurs med en ekspedition fra Nuln. Den tæller mindst to forbindelser til den skumle Teugen (som mange vil kende fra scenariet Shadows Over Bögenhafen), nemlig hans lærer i handelsvidenskab (og magi?), Belfleur, og Etelka Herzen med hvem han korresponderede inden det ritual der blev starten på vores kampagne. Ekspeditionen er således en parallel til originalhistoriens rejse ind i Barren Hills, og begge omhandler Etelka, goblins, dværge, kaossten, druider og oldgamle hemmeligheder.

Etelka og goblinshaman fra Death on the Reik (Martin McKenna).

Nogen må gøre noget!

Vi havde forskellige grunde til at mistænke ekspeditionen uden at vi kendte dens egentlige formål. Men til sidst stod det klart at de indsamlede „ren“ (farveløs) magi fra Den gamle tros hellige steder, og at de i en udgravning havde fundet … et eller andet voldsomt. Det viste sig at de havde fundet en gammel edderkoppegudinde der kunne give dem evigt liv (sådan tolker jeg det, men det blev ikke direkte forklaret). Og dæmonen Gideon – der var involveret med de kaotiske begivenheder i Bögenhafen – syntes det var en dårlig ide. Det samme gjorde i øvrigt Den lilla hånd.

Så det føltes som det rigtige at sætte en stopper for det. Vi havde hørt om eksplosioner fra udgravningen der blev udløst ved hjælp af magiske ingredienser, så da Konrad så adskillige glasflasker i det tempelrum hvor Etelka Herzen tilsyneladende skulle ofres til gudinen, virkede det oplagt at det var ekspeditionens sprængstof.

Det var det så ikke. I stedet var det den høstede magi, tilsat kaossten og yderligere en metallisk ingrediens vi ikke har identificeret. Og da Konrad skød en flaske i stykker for at sprænge alt og alle i luften, blev kraften udløst og vækkede gudinden – han blev med andre ord skyld i det de havde forsøgt at forhindre. Etelka fik (frivilligt) hugget hovedet af (det prøvede Konrad retfærdigvis også at forhindre, men en armbrøstpil gjorde ikke nok skade på bøddelen), men vil formentlig genopstå, nu fyldt med mægtige magiske kræfter.

Et nyere gensyn med Etelka i Theo Axners streg – jeg er særligt vild med hans Etelka i vildmarken-look. Læs mere på hans blog: The Enemy Within Remixed

Hvad er det værste der kan ske?

Det var så ikke engang første gang vi lavede det nummer: Vi „kom også til“ at sætte en mægtig dødning fri da vi egentlig bare ville efterforske (og måske lappe på) de ødelægelser ekspeditionen havde forrettet på en gravhøj. Det er vist noget de fleste eventyrere er „kommet til“, og det er også ganske effektivt til at give dem en motivation til at gå ind i historien og gøre den til deres egen. Det gode ved Lars’ kampagner er at det vitterlig er et åbent valg i de her situationer. Det kan godt være at det var dumt at vække edderkoppegudinens avatar, men det er ikke noget man bliver straffet for … altså, udover at nu har vi hende – og vores egne kvababbelser – at døje med. Men der er ingen løftede pegefingre om at det var dumt eller forkert eller det burde I da have vidst. Havde Konrad ingenting gjort, havde de jo nok også selv smadret en flaske og hugget hovedet af Etelka … medmindre vi havde ladet Gideon klare ærterne, men hvem har lyst til at overlade ansvaret til en dæmon der var villig til at ofre hele Bögenhafen?

Men i det her tilfælde var det så i høj grad min karakter (=mig) der fejltolkede situationen og udløste kaos, og det føltes faktisk lidt trist. Konrad har brugt rejsen til at gennemgå en Initiate-karriere, for selvom det ikke var tilknyttet et tempel, virkede det troværdigt med hans baggrund i en bedemandsfamilie og alle de møder med udøde vi havde i Hägercrybs. Nu er jeg ikke helt sikker på hvor han skal gå hen. Jeg var allerede lidt i tvivl om jeg havde lyst til at spille en præst, og denne episode kunne både understøtte at blive det (død og genopstandelse var stadig på dagsordnen, og måske har Morr redskaberne til at rette op på fejlen?) og modsige det (almindelig modløshed).

I hvert fald er vi færdige med denne del af kampagnen, for nu (der bliver nok lidt opsamling, men sådan i det store hele). Om vi så skal have en parallel til Castle Wittgenstein, Power Behind the Throne i Nuln eller noget helt tredje står endnu hen i det uvisse. Og jeg glæder mig til at se hvad der venter.

Enemy in Shadows + Companion [WFRP4]

[Anmeldelse – Enemy in Shadows & Companion til WFRP4]
Jeg ser her nærmere på to bøger: Enemy in Shadows (EiS) og den tilhørende Enemy in Shadows Companion, på hhv. 164 og 120 sider. Det er, naturligvis, første del af Warhammer-kampagnen The Enemy Within (som jeg tidligere har skrevet om her og her). Begge bøger er kommet som PDF til preorder-kunder, men de fysiske bøger lander først næste år efter at have været lovet i september. Cubicle 7 har simpelthen ikke den mest effektive produktionspipeline. Andy Law, der for nylig forlod firmaet som kreativ lead på Warhammer, er netop blevet erstattet af Pádraig Murphy, så jeg håber de snart får styr på tingene.

EiS indeholder selve scenariet mens Companion-bogen føjer nyttigt materiale til at køre kampagnen plus til settingen generelt, og den er ikke nødvendig for at køre EiS. Det er svært helt at undgå spoilere, men jeg går ikke nærmere ind i plottet.

Først: Hvad er anderledes?

s22
Bipersonportrætterne er stadig gode.

De to originalscenarier, Mistaken Identities og Shadows over Bögenhafen, er … overraskende (?) uforandrede. Altså, jeg havde ikke forventet noget revolutionært, men stort set al originalteksten er der, og der er ikke for alvor foretaget indgreb der kunne have forbedret de trods alt halvgamle scenarier. Der er snarere tale om en let spartling. Det er fint nok at scenarierne på den måde får lov at nyde godt af nostalgien, og der er som sådan set heller ingen katastrofale huller – ellers var de nok ikke blevet de klassikere de trods alt er. Der er skrevet en mere glidende overgang ind mellem de to dele, Altdorf spiller nu en reel rolle, og der er givet lidt flere måder at docere spor ud i Bögenhafen. Ellers ikke så meget. Så det er stadig den langsomme rejseindledning fra Mistanken Identities (se dog kommentarer til Companion), og stadig et stort set all-male cast i Bögenhafen. Så det har tydeligvis været et bevidst valg ikke at pille for meget.

En pudsig ændring er at pentagrammet i Ordo Septenarius’ logo er blevet erstattet, ikke af en syvtakket stjerne, men ottetakket! Altså, det er klart bedre, men der gives ikke nogen forklaring.

Men udover scenarierne indeholdt de oprindelige udgivelser jo også andet. Mistaken ID var således kun en lille del af The Enemy Within-hæftet der også havde oplysninger om Imperiets historie, Sigmar, urter m.m. – det er nu væk (og delvist dækket i grundbogen og EiS Companion). I stedet er der nu en tiltrængt indledning om kampagnens tråde og temaer, og vi får fra starten antydninger om hvor det hele peger henad. Guiden til Bögenhafen er der stadig, endda med mere indhold og plotideer i stil med forlagets andre Warhammer-udgivelser, og det er rigtig godt. Så Shadows over Bögenhafen ligner praktisk taget sig selv.

Screenshot 2019-11-29 at 18.07.09

Det visuelle

Der er fine gråtoneskitser af samtlige bipersoner, med en vigtig undtagelse, nemlig Teugens „unge nevø“ (Gideon), og det er virkelig en ærgerlig misser (han er kun afbilledet i sin page-form). Jeg savner også en ordentlig illustration af de kutter Ordo Septenarius bærer – de optræder kun på en enkelt farveillustration der er en af de mest rodede jeg har set i C7’s WHFR4. Teugen selv har et udmærket NPC-portræt, men ikke noget særligt, og det er lidt ubegribeligt at han ikke har fået en ordentlig illustration. Byguiden til Bögenhafen har  stort set kun vignetter, kroskilte og den slags. På plussiden er der to helsides illustrationer til at adskille de to scenarier, noget WFRP4 ellers ikke har gjort i tidligere, og det er lidt fedt – det minder mig om visse Call of Cthulhu-udgivelser. Men som det måske fornemmes, er den grafiske side af bogen ikke på højde med Rough Nights (hvor den var fremragende) – har det allerede haft en indvirkning at Andy Law har forladt teamet? (Han er dog stadig krediteret). Jeg kan ikke andet end savne Rough Nights stil hvor den vigtigste biperson i hvert afsnit fik en illustration i fuld figur og farver, men det var selvfølgelig også luksus.

Enemy in Shadows Companion

Screenshot 2019-11-29 at 17.58.16.png
En af de mange ekstra (og illustrerede) bipersoner i Companion – de populærkulturelle referencer er der stadig!

Den anden del af Enemy in Shadows er et addendum i bogform hvis indehold er nice, men ikke need to have. Vigtigst er nok den nærmere beskrivelse af kampagnens fjendtlige kult – den beskrivelse fik man aldrig i originaludgaven, og det var klart en af svaghederne – med tilhørende magus-karriere, 25 kaosbesværgelser og mutationer. Derudover er der mere info om Imperiet og dets politik, noget der som nævnt var en del af originalens bind et, men her altså er trukket ud for sig selv. Så er der en rigtig Graeme Davis-darling: liv og handel på landevejen, noget jeg ikke selv finder specielt spændende i spil, men udmærket som settingbeskrivelse. For mig personligt er det bedste afsnit deres „deleted scenes“, en samling af 16 bipersoner der er tænkt ind som ekstra indhold i Enemy in Shadows (med tilhørende forslag til encounters) og en alternativ start på kampagnen der er lidt mere lige på hårdt (yay!). Endelig får man et par gamle encounters, On the Road, og to scenarier, The Affair of the Hidden Jewel og The Pandemonium Carnival, genoptrykt i nye klæder. Nå ja, og så indledes bogen med et „kommentatorspor“ fra de oprindelige designere der matcher ideen om genudgivelsen som et „Director’s Cut“. Der skulle også komme et sæt prægenererede karakterer, men jeg ved stadig ikke om det er Harbull Pelsfod og det gamle slæng eller Mollie og de nye.

Der er genbrugt et par illustrationer, men ellers er der masser af gode tegninger, særligt de mange bipersoner i gråtoner. Bogen virker på den konto mere helstøbt end EiS – måske har den haft godt af at få et par måneders ekstra produktionstid.

Så, Cubicle 7 har retfærdigvis holdt hvad de lovede: Companion er ikke nødvendig for at køre Enemy in Shadow, men det er så også akilleshælen: Den er ikke strengt nødvendig i det hele taget. Men endnu en fint produceret bog, og er man sulten efter Warhammer, er den absolut et hæderligt bidrag til samlingen. Dog må jeg sige at jeg foretrækker at lade mig inspirere af scenarier/kampagner, så det lidt spredte indhold trækker for mig ned på det samlede indtryk. (Det skal også siges at PDF’en kun lige er frigivet, så jeg har ikke nærlæst denne bog, men man kan godt bedømme den som en slags opslagsværk).

Vurdering

Scenariererne er som de var, og man kunne i mine øjne godt have taget lidt hårdere fat på omskrivningen, men mon ikke langt hovedparten af Warhammer-fansene er glade for at få en remaster, snarere end en remake? Uanset hvad er præsentationen igen i top, selv med et lille dyk ift. Rough Nights. Jeg var spændt på om Companion kunne noget, og jeg synes faktisk der er ganske meget at komme efter.

Nu kan jeg så begynde at overveje at se frem til at glæde mig til Death on the Reik (plus Companion) – men klog af skade vil jeg ikke tage udgivelsen for givet før jeg sidder med PDF’en.

Screenshot 2019-11-29 at 18.09.52.png

Enemy in Shadows og Enemy in Shadows Companion, Cubicle 7, 2020 (?!)

Ailigrund 7: Onkel Schlotz’ bøger

[Warhammer/Fate – kampagne]
(Hurtigt resume: Fire unge, naive mænd fra Ailigrund, i ingenmandsland mellem Imperiet og Kislev (Kurt, Artan, Wolfgang og Mischa), er undsluppet en heksejægers udrensning i deres landsby. En af dem har påtaget sig en falsk identitet efter at have fundet liget af en mand der lignede ham på en prik. De er nu nået til Ferlangen (efter at have været i kontakt med en del Kaos der også har sat sig aftryk på deres krop og sind) hvor det viser sig at manden har en arv til gode, nemlig hans brors, Thomas’, hus. Oversigt over referater fra kampagnen her).

Huset på bakken

2a9922f6c31e77aeefff49479c9ff710Det er den 12. marts, 2414, og vi står foran Thomas Schlotz’ hus i skoven uden for Ferlangen. Vi ved at Thomas blev fundet død for foden af en trappe og testamenterede huset med indhold til sin bror Heinrich, Kurts „dobbeltgænger“. Vi overvejer lidt om vi skal beholde huset, men i hvert fald skal det tjekkes igennem for om der er noget der kan sælges.

Jeg vil ikke gå i detaljer med rum-til-rum gennemsøgningen. Huset havde tydeligvis været beboet af en kunstnerisk anlagt særling, og kun dele af det var beboeligt – andet var overgået til natur og forfald. Det var en smule farligt at bevæge sig rundt i: Wolf røg gennem gulvbrædderne ned i kælderen, Kurts ben tog skade da et trin i kældertrappen kollapsede under ham, og Artan overvandt et mystisk monstrum af et fyr der forsynede huset med varme via messingrør. Afdøde levede i sit eget søle og var en manisk samler.

Det mest bemærkelsesværdige fund er uden tvivl et rum i kælderen: Den ene væg er hvidkalket og beskrevet med tekst. Gulvet er glat, og runer blev tilsyneladende ridset i det, mens pudset endnu var vådt; runerne udspringer fra en firkantet ramme dannet af symbolerne. Teksten på væggen er en række navne der ender med Kurt! Et andet er streget ud, nemlig Wulfred, ikke en vi har hørt om før, men de andre på listen er bl.a. Thomas og Heinrich, Schlotz-brødrene, så vi udleder der nok er en familiesammenhæng.

Efter at have været huset rundt og overnattet der (nogen lister sig tæt på i løbet af natten, men slipper væk i mørket), vender vi tilbage til det sære rum. Artan forsøger at give lidt blod til runerne, og de hviskende stemmer han også hørte da han kom ind i huset, vender tilbage. Mere blod (ubehagelige mængder, faktisk) gør dem tydeligere, og de ender med at føre ham op til en krybegang under tagstenene hvor han finder fire bøger som vi kigger nærmere på i Thomas’ atelier.

Fire bøger, fire skæbner

Artan åbner en af bøgerne med en nøgle han tidligere har fundet. Og straks påbegynder han en magisk forvandling. Han indser sin højere skæbne som bebuder af bøgernes visdom, og han ligefrem letter fra gulvet. Samtidig begynder den ring han fik af ildtroldmanden i sidste afsnit, at smelte og brænder en del af fingeren af. Mischa forsøger at slå bogen ud af hånden på ham, men da han rører den, kravler bogstaver i stedet over i hans hånd og begynder at brede sig op ad armen. Wolfgang forsøger at smække bogen, men holder igen med sin store styrke, og Artan har tydeligvis fået overnaturlige kræfter. Enden bliver at Artan drager ud i verden som en anden Messias for at udbrede det glade Kaosbudskab (han tager også de tre andre bøger med sig).

book-of-shadowsMischa forsøger forgæves at få Wolf til at gå amok på Artan, og da han indser at de alle risikerer at blive ofre for hans glubende sult, stikker han af fra huset. Og ganske rigtigt, da Kurt kommer til sig selv, står den kæmpe Wolf ind over ham og sætter tænderne i hans ben …

Enden bliver at Artan er helt og holdent i Kaos’ tjeneste, Kurt bliver ædt af sin landsbyfælle, Wolfgang er selv godt på vej til at være i sine drifters vold (særligt hans sult og vrede), og Mischa er tilbage hvor han var fra starten: lever i udkanten af samfundet, nu med magiske bogstaver tegnet på sin krop og sikkert kun et uheldigt møde fra at ende på bålet.

IMG_8562Efterskrift: Mischa møder den døde „onkels“ advokat der overrækker ham et brev der desværre havde forputtet sig. Brevet advarer mod bøgernes magt. Thomas brugte bøgerne – der blev „tæmmet“ af runerne i kælderen – til at spå om Henrich/Kurts komme. Men en anden Schlotz, Wulfred, ønskede at udnytte bøgerne til magt og personlig vinding – det var ham vi mødte som „Joachim“, og som luskede rundt uden for huset om natten.

Slut.

Afsluttende noter

Endnu en rollespilsgruppe nåede til et naturligt ophold i et spil der har kørt det seneste års tid. Denne gang var det drengene fra Ailigrund der skulle indløse „deres“ arv i Ferlangen, og det viste sig at være mere end de havde bedt om. Der var ikke fra starten lagt op til at karaktererne skulle ende deres eventyrkarriere så definitivt, men det var en rigtig fin og tilfredsstillende slutning – og den føltes naturlig: De var fandme ikke helt normale, og hårde konsekvenser var en vigtig ingrediens i minikampagnen.

Spilgangen var baseret på en del af Call of Cthulhu-scenariet The Books of Uncle Silas. Efter et hurtigt blik på handlingsreferatet, er tabet af bøgerne snarere starten på en jagt efter dem, men her var de altså selve målet. Og det spillede fint sammen med kampagnens The Enemy Within-inspirerede setup hvor vores Kurt altså blev viklet ind i arven som Heinrich Schlotz’ dobbeltgænger.

Jeg har lovet at køre ét eller andet, og der er også andet under opsejling i gruppen, men det er ikke helt på plads, og vi er realistisk set inde i det nye år før der sker mere.

Men det var fedt at spille – også at spille med fremmede.